Der er temmelig mange mennesker, som får en let depression, når efteråret banker på. De kigger ud ad vinduet, sukker og begynder at google charterrejser til Tenerife. Jeg har en anden strategi: Man kan ikke ændre på vejret, så jeg tager min trenchcoat på. Det er en handling, der øjeblikkelig forbedrer min mentale tilstand med 37 procent. Den specifikke procent er ikke dokumenterbar, men jeg føler mig overbevist.

Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi

Efteråret er trenchcoatens naturlige habitat. Om sommeren virker den overdrevet, og om vinteren kan den blive udfordret af kulden. Men på en blæsende oktoberdag, hvor det dufter af våde blade, og himlen har farve som gammelt sølv, er den perfekt. En trenchcoat får én til at tage vejret mindre personligt. Man står i entréen og hører regnen tromme mod ruden. Træerne bøjer sig i vinden, bladene hvirvler hen ad fortovet, og et sted vælter en skraldespand og skramler mod fliserne. Det er ikke vejr til små paraplyer og tynde jakker. Det er trenchcoatvejr, og man tager frakken på. Så åbner man døren, vinden rammer én direkte i ansigtet. Man er klar til at slå kraven op og gøre det til en værdig konfrontation mellem menneske og meteorologi. Ikke fordi man fryser, men fordi det ser rigtigt ud. Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul. Vi er nogle, der ikke kun klæder os efter vejret. Vi klæder os efter, hvem vi forestiller os, vi er.
Hvis det er en rigtig trenchcoat, er den knælang eller længere endnu – ikke som de sørgelige nymodens 'frakker', der kun når til midt på låret. Den har en elegant, lige silhuet med dobbeltradet lukning og bøffelhornsknapper, og kraven er bred, så den kan slås op og beskytte mod vind og vådt vejr. Bæltet med de fem stikninger kan bindes stramt, så det fremhæver figuren, eller hænge løst, så det ser mere afslappet ud.

Man går i Kvickly efter mælk og køkkenruller og kommer hjem med fornemmelsen af at have afsluttet en hemmelig mission i Istanbul

Den garvede trenchcoatbærer bruger aldrig bæltespændet, men binder bare en knude på bæltet, og de håndsyede øjer til spændetornen er på sin vis overflødige. I bæltet sidder også de karakteristiske D-ringe, som oprindelig blev brugt i militæret til at fastgøre forskelligt udstyr. De ses ikke tydeligt på tegningen, men på billedet af Humphrey Bogart ovenfor kan man øjne en enkelt. Skuldrene er forsynet med epauletter, som engang havde en militær funktion og blandt andet blev brugt til at fastgøre udstyr eller holde remme fra tasker eller våben på plads. Senere blev de også brugt til at vise rang og tilhørsforhold gennem forskellige mærker og insignier. Trenchcoaten har bærestykke på ryggen og fortil et ekstra stykke stof over brystet – en stormflap – som beskytter bedre mod regn og samtidig skaber det lagdelte udseende. En stormkrog i kraven hører selvfølgelig med. Ærmerne er udstyret med justerbare manchetstropper, så de kan strammes omkring håndleddene. Lommerne er såkaldte pass-through-pockets, der har en åbning, der gør det muligt at føre hånden gennem lommen og ind til tøjet indenunder. Den klassiske trenchcoat er beigefarvet, men den ses også i farver, som næppe ville have imponeret en britisk officer i 1916.

Direkte oversat betyder 'trenchcoat' skyttegravsfrakke. Historien om trenchcoaten begynder i Storbritannien i 1879, hvor tekstilfabrikanten Thomas Burberry fik idéen til det vandafvisende stof gabardine. Det var lettere og mere åndbart end datidens tunge regnslag og blev hurtigt populært blandt opdagelsesrejsende og officerer. Under Første Verdenskrig blev frakken udleveret til britiske officerer, som havde brug for noget, der kunne modstå mudder, regn og kulde uden at hæmme bevægeligheden, og det var på slagmarken, alle de små detaljer blev udviklet. Efter krigen tog soldaterne frakkerne med hjem, og det viste sig, at militærfrakken også fungerede glimrende på en foggy day i London.

Men det var filmens verden, der gjorde trenchcoaten udødelig. Hollywood opdagede snart, at en lang frakke kunne fortælle en historie, før skuespilleren havde fået sagt det første ord. Humphrey Bogart gjorde den til et symbol på den hårdkogte helt i Casablanca. Senere bar Audrey Hepburn den med ubesværet elegance i Breakfast at Tiffany's, og hver gang en detektiv i en kriminalfilm trak kraven op om ørerne og forsvandt ud i natten, voksede trenchcoatens status. Nu er den levende kulturhistorie.

Den klassiske Burberry-model Kensington koster godt og vel 16.000 kroner, men mange andre mærker laver trenchcoats, der koster en brøkdel og fungerer lige så godt. Som den snob, jeg er, har jeg selvfølgelig investeret i en Burberry, og som den miljøbevidste forbruger, jeg er, når det er til min fordel, har jeg selvfølgelig købt den i en genbrugsforretning for 500 kroner.

Mest for nørder:
En model Kensington som min fra før 1999 er fremstillet i England og har et stofmærke i nakken, hvor der står Burberrys' – altså med et s og en apostrof til sidst – og som desuden er dekoreret med en ridder til hest, The Equestrian Knight. Skriften er hvid på marineblå baggrund. Hvis ridderen mangler, og der bare står BURBERRY med store bogstaver uden s'et og apostroffen, er frakken fra tiden efter 1999 og sandsynligvis fremstillet i Italien, Tyrkiet eller Malaysia. De originale trenchcoats fra før 1999 har også et hvidt mærke i venstre lomme med felter til navn og ordrenummer. Størrelsen står altid i navnefeltet. På inderforet sidder størrelsesmærket skjult under det marineblå Burberrys’-mærke. Hvis man ikke kan finde mærkerne, er der tale om en forfalskning, medmindre nogen af en eller anden grund har fjernet dem.

I dag er dagen, hvor jeg indleder min trenchcoatsæson. Det vil sige, at jeg satser på, at efteråret samtidig begynder at ruske i træerne, regnen pisker mod ruderne, og himlen ser ud, som om den har opgivet enhver ambition om at blive blå foreløbig. Så vil jeg iføre mig frakken, åbne døren og træde lige ud i det med en vis værdighed.

Man kan ikke styre verden. Men man kan slå kraven op.