Uffe Jerner

April begynder som bekendt med en dag, hvor det er fuldt ud acceptabelt at lyve folk lige op i ansigtet. 1. april er dagen, hvor vi beslutter os for at tage fusen på hinanden og lade som om, vi synes, det er sjovt. Den skælmske onkel hvisker en i øret, at han er blevet forlovet med Birthe Kjær, og de har planer om at flytte til Australien, og aviserne meddeler, at Metroen nu har fået en ny rute direkte til Møn. Men selv om en aprilsnar som regel er så gumpetung, at de fleste gennemskuer den med det samme, skal der alligevel nok være et par stykker, der hopper på, at Kong Frederik har skiftet karriere til professionel fodboldspiller. Jeg kunne være en af dem.

Lad os gå let hen over vejret i april, for april er vejrgudernes egen aprilsnar

Aprilsnar er heldigvis begrænset til en enkelt dag. Men så let slipper vi ikke for løjerne, for senere på måneden kommer påsken. Det er den tid, hvor vi lader som om, vi forstår, hvad de forskellige helligdage betyder. De fleste har nok en vag fornemmelse af, at der er noget religiøst involveret, men hvorfor hedder det egentlig skærtorsdag? Efter sigende markerer dagen den sidste nadver, men for de fleste markerer den bare starten på en lang weekend fyldt med overdådige frokoster og uigennemskuelige traditioner med påskeharer og chokoladeæg gemt rundt om i haven. Langfredag er dagen, hvor Jesus blev korsfæstet, men den er så kedelig og dyster, at den primært bliver brugt til at brokke sig over, at alting har lukket. Påskesøndag fejrer vi Jesu opstandelse, men for de fleste er det mere en restitutionsdag efter påskefrokosten. Anden påskedag fungerer som en uventet bonus, hvor ingen helt ved, hvorfor vi har fri, men ingen stiller spørgsmål, fordi en ekstra fridag altid er velkommen.

Lad os gå let hen over vejret i april, for april er vejrgudernes egen aprilsnar. Men selv om april er lunefuld, er den også en forsmag på den tid, vi alle har ventet på: Foråret, sommerens spæde begyndelse og det nærmeste vi kommer en følelse af ubetinget lykke i Danmark. I hvert fald indtil juli oprinder, og det regner hele tiden.

Lav, men behagelig musik til april

Som nævnt så ofte før inkluderer min omfattende ignorance blandt andet billedkunst, som man ikke kan se, hvad forestiller. Måske er det derfor, jeg altid har været begejstret for Jack Vettriano, hvis værker kunstkritikere har kaldt følelsesmæssigt banale og teknisk kedelige, populistiske og uden kunstnerisk værdi, for man er aldrig i tvivl om, hvad motivet er på Vettrianos billeder.

Han døde den 1. marts, og når jeg først opdagede det midt på måneden, er det nok, fordi det ikke har interesseret avisernes anmeldere tilstrækkeligt til, at de har fundet det værd at beskæftige sig med. Det var helt tilfældigt, at jeg faldt over en nekrolog i New York Times, som hovedsagelig handler om Vettrianos mest berømte maleri The Singing Butler – det eneste billede, der for alvor opnåede international anerkendelse og blev solgt for et svimlende beløb.

Mit yndlingsbillede af Vettriano er Lazy Hazy Days, som ses herover: en mand i hvid skjorte cykler med en kvinde i en lang, rød kjole og højhælede sko på stangen. Det har været baggrundsbillede på alle mine mobiltelefoner siden min første iPhone, og jeg bliver aldrig træt af det. Derfor fraviger jeg undtagelsesvis mit s/h-koncept her på bloggen.

Hvis man ville, kunne man tolke det som et klart eksempel på kvinde-undertrykkende adfærd, men det vil jeg ikke

Baggrunden i maleriet er enkel og nedtonet, en lys himmel og et solbeskinnet landskab, som lader parret være i centrum. Den varme farvetone antyder, at det er en skøn sommerdag – en af de dage, hvor solen skinner mildt, og verden føles let.
Manden er iført en klassisk hvid skjorte med opsmøgede ærmer, højtaljede bukser og en panamahat, som giver et strejf af en svunden tid. Det løsnede slips signalerer både afslappethed og elegance, et typisk træk ved Vettrianos mænd. At han cykler, samtidig med at han har kvinden siddende foran sig, viser både en spontanitet og en vis beskyttende gestus – han styrer, men hendes tilstedeværelse gør øjeblikket til noget særligt. Hvis man ville, kunne man tolke det som et klart eksempel på kvindeundertrykkende adfærd, men det vil jeg ikke.

Kvinden sidder ubekymret på cykelstangen i en lang rød, bølgende kjole, en stærk kontrast til mandens lyse skjorte. Den røde farve symboliserer passion, kærlighed og begær og understreger deres tætte bånd. Hun har højhælede sko på, som gør scenen mere drømmende end realistisk – det handler ikke om praktisk cykling, men om at give sig hen til øjeblikket.

Deres hoveder rører hinanden – maleriets mest intime detalje. De er fysisk tæt på hinanden, og selv uden at se deres ansigtsudtryk kan man fornemme ømheden og den tætte forbindelse; en kærlighed, der ikke er ny og usikker, men snarere tryg og harmonisk. Måske.

Maleriet kan ses som en fejring af kærlighedens ubekymrede og spontane sider. Der er en følelse af frihed – cyklen symboliserer bevægelse, eventyr og lethed, mens kvindens afslappede positur viser tillid og hengivenhed. Der er også en romantisk tidløshed i scenen, som giver beskueren en fornemmelse af nostalgi.

Vettrianos værker har ofte en underliggende fortælling. Er det et nyforelsket par, der oplever deres første sommer sammen, eller er de et veletableret par, der stadig har bevaret gnisten og legen?

Lazy Hazy Days indfanger en flygtig, men uforglemmelig følelse – et af de øjeblikke i livet, hvor alting føles perfekt, og hvor kærligheden er det eneste, der betyder noget. Så fik jeg demonstreret for første og sidste gang, hvorfor jeg aldrig bliver kunstkritiker. Men min begejstring for Jack Vettriano er usvækket. Han var autodidakt og døde efter et langt, produktivt liv i en alder af 73 som kunstens grimme – eller måske snarere lidt for pæne og perfekte – ælling og fik aldrig rigtig en fod indenfor i kunstverdenen, der betragtede hans værk som det visuelle modstykke til at spille en plade med Frank Sinatra i Operaen – ikke som en moderne og mindre depressiv Edward Hopper. Til gengæld blev hans værker massetrykt på krus, plakater og musemåtter. Måske var det netop problemet.

Dagens irrelevante musikalske bonus

LÆST:
J.D. Salinger: Fanny & Zooey
Roman, 1961
New York, 1950’erne. Engang brillerede alle syv børn i familien Glass i radioen med deres vid og fremmelighed, men den tid er forbi. Familiens to yngste, Franny og Zooey, står på tærsklen til voksenlivet i den todelte roman, der foregår næsten udelukkende over et enkelt restaurantbesøg i en collegeby og nogle timer af en ualmindelig hverdag i en lejlighed på Manhattan.

Poul Madsen: Kongen fra Esbjerg
Politisk thriller, 2025
Efter en hård valgkamp bliver Bjørn Svendsen formand for Arbejderpartiet. Det var aldrig lykkes uden hans tro støtter: hustruen Caroline og barndomsvennen fra Esbjerg, Carsten West, som nu er chefredaktør på tabloidavisen Expressen og overbevist om, at han har føling med alt, hvad der rører sig på den politiske slagmark. Lige indtil der dukker meget belastende fotos af Bjørn op, taget til et halbal i Esbjerg for mange år siden.

Peter May: Sorthuset (The Blackhouse)
Kriminalroman, 2009
Politimanden Fin Macleod bliver sendt til Isle of Lewis for at hjælpe med en mordsag, der minder om en tidligere forbrydelse. Rejsen bringer ham tilbage til sin fødeø og konfronterer ham med hans mørke fortid. Mens han forsøger at opklare mordet, bliver han draget ind i øens barske miljø og særegne skikke. Det tvinger ham til at genopleve traumatiske begivenheder, der næsten ødelagde hans liv.

Jonathan Coe: Flipperklubben (The Rotters' Club)
Roman, 2001
Skildrer ungdom, venskab og politiske omvæltninger i 1970’ernes England. Fortællingen følger en gruppe gymnasieelever i Birmingham, hvor hovedpersonen Benjamin Trotter og hans venner navigerer gennem teenageårenes forviklinger, forelskelser og drømme om en fremtid som kunstnere, musikere eller forfattere.

SET:
Mississippi Burning
Amerikansk thriller, 1988
I 1964 bliver tre borgerretsaktivister i en lille sydstatsby dræbt, men det er ikke nemt for FBI-agenterne Anderson og Ward at trænge til bunds i sagen, som Ku Klux Klan er indblandet i – de sorte tør ikke, de hvide vil ikke. Baseret på virkelige hændelser.
Medvirkende: Gene Hackman, Willem Dafoe, Frances McDormand m.fl.
Instruktion: Alan Parker.

Fair Game
Amerikansk autentisk drama, 2010
I 2002 sendes CIA-agenten Valerie Plames mand, diplomaten Joe Wilson, til Niger for at undersøge, om landet sælger beriget uranium til Irak. Joe konkluderer, at det ikke er tilfældet. Da George W. Bush alligevel vælger at invadere Irak, skriver Joe i en avisartikel, at det er på et falsk grundlag. Det bliver begyndelsen på et mareridt for ægteparret. For at straffe Joe er der nemlig nogen i Bushs regering, der lækker til pressen, at hans kone er spion.
Medvirkende: Naomi Watts, Sean Penn, Sam Shepard m.fl.
Instruktion: Doug Liman.

Immigrantmuseet, Farum
Indvandringens historie

M/S Museet for Søfart, Helsingør
Særudstillinger:
Østersøens gåder – Ekko fra dybet
Pristine Seas – Bringer havet tilbage

HØRT:
Nulstillet
Podcastserie, 3 episoder – dr.dk
Med udgangspunkt i radiovært Jesper Deins hjerneblødning afsøger han sammen med Kristian Leth, hvad der sker, når livet forandrer sig fra det ene øjeblik til det andet.

I ØVRIGT:
The Marginalian: An Almanac of Birds:
Divinations for Uncertain Days

Nautilus: Your Cat Is Listening to You
– Felines may be able to learn human words

Aeon: Adjust your disgust
– The future of food is nutritious and sustainable – if we can overcome our instinctual revulsion to insects and lab-grown meat

Så gik den ikke længere. I enhver dansk have udspiller der sig en dramatisk krig, som enhver hus- og haveejer kender alt for godt: kampen mellem mosset og græsset. Hvert forår genoptager de to rivaler deres århundreder gamle slag, der snildt kan måle sig med handlingen i Game of Thrones.

Græsset er den adelige og stolte hersker af plænen. Det stræber efter at være tæt, grønt og frodigt til glæde for den forfængelige haveejer. Men græsset stiller også krav. Det kræver sol, gødning, korrekt pH-værdi, den perfekte mængde vand og helst et symfoniorkester, der spiller Le Sacre du printemps, mens det vokser. Græsset er med andre ord en naturens primadonna.

Uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film

Mosset, derimod, er som en fandenivoldsk guerillakriger, der lever i skyggerne. Det har ingen fine fornemmelser og affinder sig med omstændighederne. Sol eller skygge? Ligegyldigt. Vådt eller tørt? Det finder en løsning. Græsset forsøger at forsvare sit territorium ved at brede sig og sende dybe rødder ned i jorden. Men mosset kan trives hvor som helst, og det får støtte fra naturens egne forrædere – skyggefulde træer, tung jord og haveejere, der ikke gider rive plænen igennem hvert forår. Det kravler ind mellem græsstråene, sætter sig tungt i hjørnerne og møver sig langsomt, men sikkert frem. Mosset angriber om vinteren, når græsset sover, og når sneen smelter, opdager man pludselig, at halvdelen af plænen er erobret.

Enhver haveejer har prøvet at tage kampen op med forskellige strategier. Man kan lufte græsset, sprede kalk på jorden, rive mosset op og true det med alverdens kemikalier. Men uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film. Det er en kamp, man ikke kan vinde.

Efter år med dybe, videnskabelige observationer og tænkepauser i haveskuret er jeg nået frem til den konklusion, at mos ikke er en tilfældighed, men en snedig plan udarbejdet af universet for at trykteste vores mentale styrke. Mos er i virkeligheden en slags biologisk spion udsendt af skoven for at infiltrere vores haver. Skoven, med sine majestætiske træer og dybe, mørke hemmeligheder, kan ikke udstå veltrimmede græsplæner. Den ser dem som et angreb på det naturlige kaos og sender derfor mos som første led i en kolonisering. Det begynder i skyggen, hvor vi ikke lægger mærke til det, men langsomt breder det sig, indtil hele plænen er en stor, grøn mosmadras.

Men hvorfor forsøger vi egentlig så ihærdigt at bekæmpe mosset? Er det ikke smukt på sin egen måde? Blødt, altid frodigt og vedligeholdelsesfrit. Måske er mos ikke fjenden, men snarere en ven, der forsøger at fortælle os, at vi spilder vores liv på en evig kamp mod naturen. Måske er mos i virkeligheden vores spirituelle vejleder – en ydmyg, stædig, fotosynteseelskende guru?

Desværre har jeg på fornemmelsen, at det bliver vanskeligt at overbevise Madame om det indlysende rigtige i mine betragtninger. Så jeg ved godt, hvad weekenden kommer til at gå med.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'eksponentiel', hvis det ikke indgår i en matematisk sammenhæng.

Man har lige skrevet en brillant tekst. Den er tilpas underholdende, man har også fået sneget lidt eftertænksomhed ind, og den sproglige variation er lige i øjet, hvis man selv skal sige det. Faktisk har man på fornemmelsen, at man har skabt et mesterværk, som ville gøre Shakespeare grøn af misundelse. Man løber det lige igennem en ekstra gang for at finde eventuelle fejl, men der er heldigvis ingen. Perfekt!

Så udgiver man blogindlægget, og når man så igen kaster et blik på teksten, er den pludselig forandret. Der mangler et komma, der er også en slåfejl, og for at det ikke skal være løgn, er der gudhjælpemig et ord, der bliver brugt to gange næsten lige efter hinanden.

Når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er hjernen en svigefuld kompagnon

Hjernen er en snild indretning. Den kan lægge tal sammen, huske gamle salmevers og visualisere en drømmeferie, mens man sidder midt i et kedeligt møde. Men når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er den en svigefuld kompagnon. Den ser ikke, hvad der rent faktisk står, men hvad den tror, der står. Hvis man havde tænkt sig at skrive 'til fest med vennerne', men kom til at skrive 'til hest med vennerne', opdager hjernen det ikke, fordi den ved, hvad man mente. Eller der skulle stå 'jeg havde skiftesko med', men man kom til at skrive 'skriftesko', uden at man opdagede det, fordi hjernen automatisk udfylder hullerne og lader fejlene passere ubemærket.

Det kan være, at man har brugt timer, dage eller måske uger på at skrive en tekst. Man kender hver en sætning så godt, at man kunne recitere den i søvne. Men når man kender noget for godt, holder man op med at se det. Det er som den bunke tøj, der har ligget på en stol i hjørnet i tre uger; i løbet af forbløffende kort tid lægger man overhovedet ikke mærke til den.

Men hvad stiller man op, hvis man ikke har plads til at have en korrekturlæser boende, og ens sprogkyndige kat ikke lige har tid? Jeg har hørt, at det skulle være effektivt at læse teksten bagfra ord for ord, men det orker jeg alligevel ikke. Min metode er at lade teksten ligge et par dage og læse den igen med friske øjne, inden jeg skiber den afsted. Men det glipper alligevel engang imellem, og det er noget af en belastning, når man er allergisk over for skriftligt sjusk, ikke mindst ens eget.

Bare for at forklare, hvorfor mine blogindlæg og kommentarer ustandselig bliver opdateret, selv om indholdet tilsyneladende er det samme ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'det kan noget' uden at røbe, hvad det kan.

Det er ikke alle film fra ens fortid, der tåler et gensyn, uanset hvor stort et indtryk de gjorde, da man så dem første gang. I mellemtiden er man blevet forvænt med helt andre tekniske muligheder, og man har umærkeligt vænnet sig til et hurtigere fortælletempo, der kan få selv klassikere til at virke bedagede. Mississippi Burning så jeg første gang i 1988, og jeg havde kun en svag erindring om indholdet, bortset fra en enkelt spektakulær scene. Men jeg kunne huske, at filmen havde gjort indtryk, og det gjorde den også, da jeg genså den i går aftes.

Mississippi Burning er en af de mest intense og rystende skildringer af racisme og retfærdighed, jeg nogensinde har set. Det er ikke blot er en thriller, men også en stærk politisk kommentar til en af USA's mørkeste perioder.

Filmen er baseret på virkelige hændelser i 1964, hvor tre borgerrettighedsaktivister forsvandt i Mississippi og senere blev fundet, myrdet af Ku Klux Klan. FBI-agenterne Anderson og Ward sendes til byen for at efterforske sagen, men mødes af fjendtlighed fra både lokalbefolkningen og myndighederne. Mens Ward insisterer på at følge lovens bogstav, anvender Anderson mere utraditionelle metoder for at få sandheden frem. Efterforskningen afslører et dybt forankret racistisk system, hvor Ku Klux Klan-medlemmer har magten, og frygten styrer lokalsamfundet. Filmen kulminerer i en række konfrontationer, hvor FBI til sidst får gennembrud i sagen, men ikke uden store omkostninger.

Det er især Hackmans nuancerede spil mellem brutalitet, charme og retfærdighedssans, der gør ham så fascinerende at følge

Det, der for alvor gør Mississippi Burning uforglemmelig som film, er ikke bare dens billedsprog, men også lydsiden. Instruktøren Alan Parkers visuelle stil med dunkle sydstatslandskaber og brændende kors skaber en konstant følelse af frygt og klaustrofobi, og Trevor Jones' ildevarslende musik forstærker spændingen, mens klipningen holder et tempo, der gør, at man aldrig får et øjebliks ro. Filmen er brutal, rørende og uhyggelig relevant. Den tvinger publikum til at se den grusomme virkelighed af had og uretfærdighed, og selv om filmen har været kritiseret for sin dramatisering af virkelige begivenheder, kan man ikke fratage den dens overbevisende fortælling. Den brænder sig fast i hukommelsen og bliver siddende længe efter, at rulleteksterne slutter.

Mississippi Burning har dr.dk formentlig lagt ud i anledning af Gene Hackmans død i sidste måned under triste omstændigheder, og han leverer da også en enestående præstation i Mississippi Burning som FBI-agent Rupert Anderson – en rolle, der udnytter hele hans spændvidde som skuespiller. Hackman giver karakteren en uforlignelig autoritet, men det er især hans nuancerede spil mellem brutalitet, charme og retfærdighedssans, der gør ham så fascinerende at følge.

Anderson er en mand, der har set det hele, en tidligere sydstatssherif, der forstår spillet i en verden præget af korruption og racisme. Hackman tilfører ham en jordnær, pragmatisk tilgang til FBI's efterforskning, og hans tørre humor og evne til at manipulere lokale embedsmænd gør ham både underholdende og skræmmende effektiv. Men under det hårdføre ydre lurer en dyb indignation over den uretfærdighed, han bliver vidne til.

I scenerne over for Willem Dafoe som den regelrette agent er Hackman den, der sprænger konventionerne og skubber grænserne for, hvor langt retfærdighed kan strækkes. Hans konfrontationer med filmens skurke, især den racistiske sherif, som han truer med en næsten legende lethed, gør ham til en magnet på lærredet.

Hackman blev Oscar-nomineret for rollen, og det er ubegribeligt, at han ikke også fik statuetten. Men se filmen, inden det er for sent – den ligger på dr.dk til og med den 31. marts.

Den scene i filmen, som jeg tydeligt huskede fra første gang, jeg så Mississippi Burning, kunne jeg fryde mig over igen i går. Her konfronterer agent Anderson de lokale Ku Klux Klan-medlemmer på den mest håndgribelige måde. Det er en scene, ingen bør snyde sig selv for, specielt ikke de sidste to minutter, så her er chancen.

Blandt det utal af irriterende floskler, der burde forbydes ved lov, er den mest trælse 'alder er kun et tal', for det passer ikke. Hvis nogen skulle være i tvivl, er alder et udtryk for, hvor længe man har levet og indirekte et estimat for, hvor lang tid man har igen, og når nogen påstår, at '70 er det nye 50', er det ikke en kendsgerning, men et udtryk for at man ikke vil se kendsgerningerne i øjnene. Hvis man er fyldt 70, er det en eufemistisk undvigemanøvre at tale om at være ældre (end hvem?), for sandheden er, at så er man gammel. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man er hjælpeløs eller sinke, selv om mennesker statistisk set får flere skavanker med alderen. Nogle bliver måske demente, men det er trods alt stadig et mindretal, og man behøver i øvrigt ikke at være gammel for at blive dement.

Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko

Det er ikke let at være gammel. Eller rettere: det er ikke let at være blandt mennesker, der opfatter en som handicappet, fordi man er over 70. For så snart rynkerne bliver en smule dybere, og håret enten gråner eller har praktiseret det berømte forsvindingsnummer, begynder en sær kollektiv opfattelse at brede sig. Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko eller husker sin egen adresse.

'Hvor er det flot, at du stadig cykler!' siger folk med store øjne, eller: 'Hvor ER det fantastisk, at du stadig går til svømning!' sagt i et tonefald, der antyder forbavselsen over, at man ikke sidder på en bænk og venter på rustvognen. Det er, som om enhver 70-årig, der foretager sig noget mere fysisk krævende end at samle en ske op fra gulvet, fortjener at blive båret gennem byen i guldstol. Personligt hverken cykler jeg eller går til svømning, men det er, fordi jeg har andre prioriteter.

Samtidig er der en tendens til at tale til gamle mennesker, som om de ikke er ved deres fulde fem: 'Kan du huske, hvad det var for en mobiltelefon, du bestilte hos os?' spørger telefonsælgeren langsomt og med en overbærenhed, som om man er tre år og lige har lært at sige 'vovhund'. Ræsonnementet er formentlig, at man nemt kunne have glemt det med telefonen, for det var jo i går, og enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957.

Enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957

Omvendt er der også gamle mennesker, der gør sig ældre og mere svagelige, end de er, fordi det kan være en fordel, når der er noget, de ikke gider. 'Åh nej, den slags kan jeg ikke mere – husk på, hvor gammel jeg er,' siger de, når nogen byder dem op til dans ved barnebarnets konfirmationsfest. Eller: ‘Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med den flytning – i min alder har man jo ikke så mange kræfter mere,' påstår de, mens de svinger en tyve kilo tung kuffert op på en bagagehylde uden at blinke. Men hvis nogen skulle antyde, at de er for gamle til at tage med på ferie, eller de burde holde lidt igen med whiskysjusserne, får piben straks en anden lyd: 'For gammel? Mig? Ej, nu må du liiige ...'

Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Måske en tilvalgsordning, hvor gamle mennesker selv kan vælge, om de vil behandles som ansvarlige voksne eller som eksotiske dyr, der skal beskyttes, roses og klappes ad i det uendelige. Alternativt kunne man indføre et pointsystem, hvor 80-årige får et stempel i et hæfte for hver gang, de kan huske deres egen adresse, og når de så har nok, kan de veksle det til en gratis kop kaffe og retten til at blive tiltalt i et normalt toneleje.

At blive gammel er ikke en præstation i sig selv, der aftvinger beundring, men det er heller ikke en tragedie. Og hvis andre ville skære lidt ned på den overstadige ros og den tankeløse, nedladende behandling, kunne vi måske få lov til bare at være en slags mennesker – normale mennesker – også når vi er fyldt 70. Det kunne være cool, som de unge på fyrre siger.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: det hedder ikke 'tilbage i 1951', men bare 'i 1951'.

Forlaget Gyldendal har opfordret Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen til at skrive en krimi. Det er blevet til den politiske thriller Kongen fra Esbjerg, som nu er udkommet, og efter at have læst anmeldelserne må man konstatere, at anmelderes veje er uransagelige.

Overskriften på anmeldelsen i Poul Madsens egen gamle avis Ekstra Bladet var 'Debil debut: Madsens mageløse makværk', mens Politiken skrev 'Poul Madsen imponerer med hæmningsløst underholdende debutroman'. Men hvordan kan den samme bog med de samme ord, skrevet af den samme forfatter være både en litterær katastrofe og et festfyrværkeri? Er det anmelderen eller bogen, der gør udslaget? Eller er vi i virkeligheden vidne til parallelle virkeligheder, hvor det litterære landkort ser helt forskelligt ud, afhængigt af om anmelderen sidder på den ene eller den anden redaktion på Rådhuspladsen?

Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør

Nogle vil hævde, at det er en så tung akademisk og akkuratessekrævende opgave at skrive en anmeldelse, at det på det nærmeste må sidestilles med eksakt videnskab. Men det er ikke umiddelbart indlysende. Hvis fysikkens love fungerede på samme måde som en anmelders tastatur, ville tyngdeloven kun gælde om mandagen, og solen ville gå ned på forskellige tidspunkter alt efter, hvis tastatur solen faldt på. Sandheden er nok snarere, at anmelderi er en individuel stiløvelse, der indbefatter et overdådigt tag-selv-bord bestående af fristende, ordrige anretninger, hvor én anmelder snuser til en bog, tager en bid af den og siger: 'Uhm, denne litterære himmerigsmundfuld har en raffineret eftersmag af overbevisende psykologisk indsigt', mens en anden spytter den ud med alle tegn på væmmelse og udbryder spontant: 'Føj for en gang uspiselig hakkelse, ræk mig et stykke med Stryhns grovhakkede med mug på til at tage den grimme smag.'

I al stilfærdighed kunne man få en mistanke om, at det, der adskiller boganmeldere fra sportskommentatorer, er, at de ikke kan blive enige om målet. I fodbold ved alle, at det gælder om at få bolden i nettet. Når det drejer sig om bøger, vil nogle anmeldere mene, at målet er smukt sprog og eksistentiel dybde, mens andre foretrækker blod, biljagter og balfaldera. Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør, der skal få os til at tro, at hans eller hendes mening er den eneste rigtige. Eller også er anmeldere bare ganske almindelige mennesker med en deadline, moderat søvnunderskud og en usund fascination af adjektiver.

Samuel Johnson skulle engang have sagt, at 'nogle anmeldelser er så dårlige, at de får én til at ville læse bogen' – og det var lige, hvad der skete for mig. Min nysgerrighed drev mig til at gå i krig med Kongen fra Esbjerg, og jeg er lige blevet færdig. Det hører selvfølgelig ingen steder hjemme at kalde bogen et makværk, medmindre man er ansat på Ekstra Bladet og eventuelt har et regnskab at gøre op med den gamle chefredaktør, men ellers ligger min bedømmelse nok et sted midt imellem Ekstra Bladets og Politikens – nok tættest på sidstnævnte. Men jeg er heller ikke anmelder.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'vækste', hvis 'vokse' er dækkende.