Uffe Jerner

Nej, det er ikke alle haveejeres hadeobjekt, der sigtes til, men den invasive modedille, der breder sig på overlæben hos unge mænd og midaldrende kønsfæller, der er ofre for den vildfarelse, at det får dem til at se yngre ud. Det er som at være tilbage i 70'erne. Og et overskæg er ikke noget, man bare tilfældigvis får. Det er noget, man påtager sig med alt, hvad det indebærer af ansvar, misforståelser og lejlighedsvis latterlighed.

I dag ser man unge mænd, ofte bevæbnet med surdej og baseballcap, føre sig frem med overskæg, som var det en epokegørende nyskabelse

Historisk set har overskægget haft en imponerende karriere. Det begyndte som et tegn på mandighed, autoritet og en vis forkærlighed for at give ordrer uden nødvendigvis selv at udføre dem. I 1800-tallet var det nærmest obligatorisk for enhver mand med ambitioner. Kejsere, generaler og mænd med meget faste meninger om jernbaner bar overskæg, som var det en hædersbevisning.

Siden gik det som så ofte før med magtsymboler: der gik inflation i det, og pludselig var overskægget ikke kun forbeholdt betydningsfulde mænd. Også den lokale stationsforstander og en og anden tvivlsom tryllekunstner anlagde overskæg. I løbet af det 20. århundrede gled det så gradvist ud i periferien, hvor det levede et stille liv blandt fædre på charterferie og enkelte jazzmusikere.

Men så – uden forudgående varsel eller officiel bekendtgørelse – vendte det tilbage i gadebilledet. I dag ser man unge mænd, ofte bevæbnet med surdej og baseballcap, føre sig frem med overskæg, som var det en epokegørende nyskabelse. Det er ikke længere et spørgsmål om autoritet, men om æstetik. Overskægget er blevet et medlemsbevis for Generation Z.

Men hvad kræver det egentlig af en mand at bære et overskæg uden at fremstå som en fejlcastet statist i en stumfilm?

For det første: substans. Et overskæg må ikke være gennemsigtigt. Hvis man kan se huden igennem det, er det ikke et overskæg, men en forhåbning.

Det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet, om ens overskæg er et stilvalg eller en dårlig vittighed

Og forhåbninger hører hjemme i jobansøgninger, ikke i ansigtet. Omvendt må det heller ikke være så stort og kraftigt, at man ikke kan se læberne, og omgivelserne begynder at overveje, om det mon sidder fast foroven med hængsler, så det kan vippes op, når overskæggets ejermand skal spise. For det andet kræver det selvindsigt, for ikke alle ansigter er skabt til overskæg. Nogle mænd ligner pludselig en cykelmekaniker fra 1974 uden nogensinde at have lappet en cykel. Det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet, om ens overskæg er et stilvalg eller en dårlig vittighed. For det tredje kræver det holdning. Det er nødvendigt med en vis ro og en evne til at stå ved sin egen fremtoning, også når ens venner spørger, om man har tabt et væddemål. Og den mand, der konstant piller nervøst ved sit overskæg, kan ingen selvfølgelig tage alvorligt.

Endelig kræver det tålmodighed. Et overbevisende overskæg får man ikke fra den ene dag til den anden. Det skal dyrkes, plejes og formes, nærmest på samme måde som med bonsai, men med flere spydige kommentarer undervejs. Dermed ikke sagt, at det kan anbefales; jeg har selv engang i min rådvilde ungdom med ringe succes forsøgt mig med overskæg. Det blev en kortvarig affære, som fik en brat afslutning, da jeg blev spurgt af en ignorant, om vi havde fået skimmelsvamp derhjemme.

LÆST:
Philip Ardagh: Rejsen mod den grumme ende (Awful End)
Roman, 2000
★★★★★☆

Man kunne kalde det en humoristisk børnebog, der kombinerer absurd komik med en parodi på klassiske victorianske fortællinger – men det er nok de færreste børn, der vil forstå den. Historien følger den unge Eddie Dickens, som må flytte ind hos sine excentriske slægtninge, da hans forældre bliver ramt af en mystisk sygdom. Man bliver præsenteret for en verden fuld af groteske situationer, skæve karakterer og sproglige finurligheder. Humoren er hele bogens fundament, med ordspil, overdrivelser og en absurditet, som gør historien både uforudsigelig og underholdende. Der bliver leget med betydninger og misforståelser, og det vil nok være en udfordring for yngre læsere, men for dem, der fanger humoren, er tiden godt investeret. Det er kort sagt ikke en bog for alle, men hvis man kan lide en røverhistorie, der minder om en blanding af Charles Dickens og Monty Python, er det en perle.


SET:
Mor
Kortfilm/drama, 2023 – Filmstriben
★★★★☆☆

En intens og følelsesmæssigt ladet kortfilm, hvor Trine Dyrholm leverer en stærk, nuanceret præstation som en mor på en skæbnesvanger weekend med sin søn. Filmen begynder som et stille familiedrama, men udvikler sig gradvist til noget langt mørkere. Der er skabt en trykkende stemning i de isolerede omgivelser, hvor relationen mellem mor og søn langsomt afsløres lag for lag. Trine Dyrholms spil er filmens klare højdepunkt. Hun føles både kærlig og lidt skræmmende på samme tid, og man er hele tiden i tvivl om, hvad der egentlig foregår under overfladen. Filmen er ret enkel, men stemningen er stærk, og den bygger langsomt op til noget urovækkende. Den forklarer ikke alting, og den bliver hængende længe efter, at den er slut.
Instruktion: Tom Austen
Se forsmag


PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Neil Hefti: The Odd Couple (fra 'The Odd Couple')
Som et musikalsk mundhuggeri mellem to, hvor den ene rydder op, og den anden laver mere rod.








Den jazzede
Elsie Bianchi Trio: The Shadows of Paris
Sofistikeret caféjazz på venstre bred.









Den fodvippende
Toots Thielemans · Elis Regina: Corrida De Jangada
Brasiliansk tempo og høj puls.









Den poppede
The Beatles: Penny Lane
Som en solrig søndag for længe siden, hvor selv trafik og frisørsaloner virker poetiske.








Den nostalgiske
Lise Reinau: Herlev
Også danske forstæder har deres egen historie.

Ugen begyndte med en vejrmelding. Danmarks Meteorologiske Institut varslede vindstød af orkanstyrke i det nordvestlige Jylland, og mens danskerne kæmpede med aprilvejret, udspillede der sig et nyhedsdrama, som mest af alt lignede en blanding af Borgen, House of Card og en nervepirrende udgave af Luksusfælden med atommagter som medvirkende.

Stormen Dave (der lyder mere som mellemlederen i en it-virksomhed i provinsen end en naturkatastrofe) fejede ind over landet og efterlod tage, trampoliner og livsmod i varierende grader af opløsning. Forsikringsselskaberne modtog tusindvis af skadesanmeldelser – måske den eneste gang, danskere frivilligt har skrevet lange redegørelser, uden at det var en klage over deres internetforbindelse.

Alle er enige om, at noget bør gøres, men ikke helt enige om hvad, hvordan eller med hvem

Samtidig, langt fra Nordjyllands havgus og løse havemøbler, truede Donald Trump med at udslette en hel civilisation. Konflikten mellem USA og Iran rykkede dermed fra den sædvanlige kategori 'alvorlig' til spørgsmålet: 'Har nogen overvejet at tage Magafonen fra ham?' Præsidenten stillede i udsigt, at hvis Hormuzstrædet ikke blev åbnet, kunne konsekvensen være total udslettelse. Men dagen efter blev udslettelsen udskudt i 14 dage. Apokalypsen var begyndt at operere med en slags fleksjobordning.

Midt i truslerne om verdens undergang fandt Trump også tid til endnu en gang at gøre opmærksom på, at USA stadig er den retmæssige ejer af det stykke is, der går under navnet Grønland. Det er på en måde betryggende, at selv i globale kriser er der plads til at dyrke sine gamle hobbyer. NATO blev ved samme lejlighed kaldt en papirtiger, og det er alligevel ikke hver dag, en forsvarsalliance bliver karakteriseret som noget, man uden videre kan krølle sammen og smide i den nærmeste container med småt brændbart uden hensyn til, om det eventuelt udløser en katastrofebrand.

Herhjemme er Mette Frederiksen i fuld gang med at udfylde rollen som kongelig undersøger. Det lyder som noget fra et historisk kostumedrama, men i praksis minder det mest om at samle et IKEA-møbel uden brugsanvisning og med tre skruer for lidt. Tirsdag kunne hun meddele, at der ikke kommer en regering lige foreløbig, men at der til gengæld er 'politisk velvilje'. Det betyder, at alle er enige om, at noget bør gøres, men ikke helt enige om hvad, hvordan eller med hvem. Forhandlingerne skrider frem med samme hastighed som en punkteret cyklist i modvind. Alle taler om ansvar, stabilitet og kompromiser. Det virker som en selskabsleg, hvor ingen tør være den første, der indrømmer, at de faktisk gerne vil være med. Bortset fra Lars Løkke Rasmussen – men altså kun hvis han kan få lov at bestemme det hele.

Forhandlingerne skrider frem med samme hastighed som en punkteret cyklist i modvind

Samtidig er der intern opløsning i Borgernes Parti, hvor to ud af partiets fire folketingsmedlemmer er blevet løsgængere – den sidste lidt mere frivilligt end den første, som havde brug for et håndfast skub. Det er vist aldrig sket før i verdenshistorien, at et parti har oplevet en 50 procents fraflytning uden at skifte adresse. Tilbage står man med et parti, der nu både er sig selv og ikke helt sig selv som en politisk udgave af Schrödingers kat, der både eksisterer og er i opløsning på samme tid. Plus altså to defekte løsgængere med intakte indkomster.

Og mens politikerne forsøger at finde hinanden, forsøger almindelige danskere at finde mening i en dieselpris, der er steget så meget, at det nu kræver dybe overvejelser, før man fylder tanken.

Sideløbende med diskussioner om dieselpriser og regeringsforhandlinger er fire astronauter på vej mod Månen og har slået rekorden for, hvor langt væk mennesker nogensinde har været fra Jorden. Man forstår dem godt. Hvis man havde mulighed for det, ville man måske også lige tage et smut ud i rummet for at komme lidt på afstand af det hele.

Men de fleste af os bliver hernede til trods for forhandlinger, der ikke fører nogen steder hen, hvor civilisationers undergang kan udskydes i 14 dage, og hvor det blæser alt for meget. Som Grundtvig sagde, tjener det os måske også bedst ved jorden at blive. Og som de siger på DMI: 'Uanset hvor voldsomt det hele føles, lægger vinden sig igen.'

Det er straks mere tvivlsomt med alt det andet.



UGENS LAVPUNKTER:

• De tyske myndigheder har sluppet den unge hanulv fri, som i sidste uge bed en kvinde i Hamburg i ansigtet. Ulven bliver nu overvåget af en GPS-sender. Næste skridt må være push-notifikationer på mobilen: 'Ulven er nu 200 meter væk. Held og lykke.'
• Troels Lund Poulsen skal 'holde sig i ro' i flere dage efter en akut øjenoperation. Lyder det ikke nærmest som noget, man siger til en uopdragen labrador?
• Folketingets Ombudsmand har aldrig før modtaget så mange klager, som det var tilfældet sidste år. Alle borgere kan klage over offentlige myndigheder til ombudsmanden, og han forventer, at antallet af klager fortsat vil stige i de kommende år. Velsagtens den eneste prognose i Danmark, der ikke er grund til at betvivle.
• I Venedig indfører bystyret entré på 75 kroner for turister, der vil besøge den historiske bydel. Måske kunne man også overveje et gebyr for at komme ud igen, bare for at være sikker på, at folk virkelig mener det.
• På fødegangen på Aalborg Sygehus er man begyndt at bruge musikterapi i stedet for lattergas. Indtil videre har man gode erfaringer, men det må alligevel være irriterende at ligge midt i en fødsel og tænke: 'Det her nummer springer jeg normalt over ...'
• Når folkeskolelærere forlader deres job, søger de gerne et nyt på arbejdspladser med lavere løn og mindre sandsynlighed for at blive sygemeldt. Det er første gang, bedre arbejdsforhold ikke handler om arbejdstid, men om overlevelse.
• For første gang siden corona stiger salget af hundehvalpe. Måske i erkendelse af, at hunden er den eneste, der bliver glad, når man kommer hjem – uanset hvad.
• Billetsalget til Grøn, (tidligere Grøn Koncert), sætter salgsrekord og er næsten udsolgt. Et tydeligt bevis på, at danskerne elsker musik. I det mindste når der er øl i nærheden.
• Når Rundetårn får sin nye kobberkuppel, vil der være en kobberkasse med en hilsen til fremtiden at finde inde i taget. I kassen er der to avisforsider fra henholdsvis Børsen og Berlingske fra dagen, hvor det seneste valg til Folketinget blev udskrevet. Nogen må have tænkt: 'Hvordan gemmer vi bedst muligt midlertidig information permanent?'
• Fredag morgen blev dele af Jylland ramt af det kraftigeste snevejr, der er registreret i 10 år så langt inde i foråret. Sne i april er ligesom skuffelser, der dukker op, bedst som man troede, man var videre.

Den ugentlige liste over konsumerede bøger, film, tv-serier, musik og andre adspredelser er flyttet til søndag.

Det er snart kommet dertil, hvor der burde følge blodtrykssænkende medicin med ethvert avisbonnement. Én ting er hæderkronede floskler og faste udtryk, som man har vænnet sig til, fordi de som regel giver en slags mening. Men så er der alle de nyopfundne floskler og metaforer, der giver helt forkerte associationer, fremmer forvirringen og forurener luftrummet over os. Specielt én:

Han landede et nyt job i koncernen.

Som om han kom susende i lav højde ind over HR-afdelingen med sænket landingsstel og en let sidevind fra økonomiafdelingen, klar til touchdown. Som om jobsamtalen var en nervepirrende indflyvning under ugunstige vejrforhold..

Før i tiden fik man et job. Man blev ansat. Man opnåede noget. Den meget lidt flyvske proces er nu blevet en disciplin inden for civil luftfart. Men de fleste jobs bliver som bekendt ikke landet. De bliver forhandlet og diskuteret frem og tilbage og i nogle tilfælde bare tilfældigvis snublet over, og det foregår ikke på en landingsbane.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene

Alligevel er der hele tiden nogen, der lander noget. Det lyder som noget, man gør med vilje og har kontrol over. Som om man selv sidder ved roret og siger: 'Nu lander jeg lige et direktørjob.'

Og det stopper ikke der. Man kan lande en kunde. Lande en aftale. Lande en idé. På et tidspunkt er vi alle sammen piloter i et gigantisk erhvervslivsluftrum. Særlig underholdende bliver det, når det bruges om skuespillere. 'Hun landede rollen.' Som om hun fløj ind over et castingbureau og taxiede sig selv direkte ind i en tv-serie. I virkeligheden har hun måske været igennem 14 auditions, tre afslag og en eksistentiel krise, før nogen sagde ja. Det er ikke en landing. Det er mere et maratonløb i modvind.

Sprognævnet har sikkert nogle sproglige flyveledere ansat, der vil trække på skuldrene og uden videre give landingstilladelse. 'Sproget udvikler sig', og alt det der. Men 'lande' gør noget helt almindeligt til noget ganske særligt. Det svarer til at kalde en kop kaffe for en varm, mørk oplevelse i flydende form.

Man kunne selvfølgelig også bare tage det til sig og bruge det konsekvent:

Jeg landede en parkeringsplads i morges.
Jeg landede den sidste liter mælk i Netto.
Jeg landede en middagslur på sofaen.

Så ville der i det mindste komme lidt underholdning ud af det.

Der er selvfølgelig tale om en sproglig charterflyvning fra USA, der er endt i Danmark uden mellemlanding. Så meget mere grund er der i øjeblikket til at boykotte misbruget.

Det har været en uge, hvor man kunne få den tanke, at verden hænger sammen, men måske ikke lige på den måde, man havde håbet. Efterretningstjenesterne kunne heldigvis berolige os med, at der ikke har været tegn på fremmed påvirkning af valgkampen. Men eksperter advarer om, at Danmark stadig er i fare for at blive udsat for misinformation. Lige det er det nu egentlig gået glimrende med under valgkampen uden assistance udefra, vil nogle nok mene.

På det mere gennemskuelige plan er 5.437 bilister blevet sigtet for vanvidsbilisme siden 2021. Hermed har både den menneskelige dårskab og sproget nået nye højder: Før var der bare dårlige bilister – nu har vi fået en premium-udgave. 'Vanvidsbilisme' lyder som noget, man kan tilkøbe i en leasingaftale.

Hvis man længes efter disciplin efter en tur i trafikken, kan man lade sig inspirere af prinsesse Isabella, der nu skal aftjene 11 måneders værnepligt. Det er angiveligt frivilligt, hvilket formentlig gør det til den længste periode, et ungt menneske i nyere tid har valgt at være helt væk fra WiFi.

Og mens nogle øver sig i at marchere, øver andre sig i at lande – eller i hvert fald næsten. For første gang i over 50 år er mennesker igen på vej mod Månen. Denne gang tager de bare lige en tur rundt om den først for at samle erfaring. Det er betryggende at vide, at selv i rumfart begynder man med en prøvetur. Fire astronauter er med i Artemis II-raketten – tilstrækkelig mange til at komme op at skændes om, hvem der glemte at tage snacks med.

Herhjemme er huspriserne taget på deres egen himmelfart. De er nu højere end under corona, og luksus er ikke længere et sommerhus ved havet, men en kolonihave med udsigt til en vandpyt. Alt er relativt – herunder statussymboler.

På Christiansborg har der været forårsrengøring. Forargelsen over et ekskluderet medlem fra Liberal Alliance med trippelmandat og en årsindkomst på 1,7 millioner har fået tre politikere fra andre partier til at droppe deres egne trippelmandater. Det er den politiske version af at lukke 47 faner i browseren og håbe på, at computeren bliver hurtigere, selv om man godt ved, at problemet måske ligger et helt andet sted.

Og nu vi taler om at skære ned, har kirkerne taget kampen op mod madspild. Her må man tit smide en halv flaske udrukket altervin ud, fordi den kun kan holde sig en uge efter åbning. For at forhindre at vinen går til spilde, er en leverandør derfor begyndt at sælge altervin i poser med taphane à la Bag in Box og i små flasker med kun 150 milliliter. Det giver nadveren et strejf af festival – nu mangler man bare nogle 'to go'-oblater, et armbånd og en lille orange scene i alterområdet.

Ovre i USA arbejder man videre med præsidentens branding. Palm Beach International Airport i delstaten Florida kommer nu til at hedde 'President Donald J. Trump International Airport'. Man kan forestille sig, at duty free-butikken udvider sortimentet, så man både kan købe parfume og whisky og få en officiel forklaring på, hvorfor forsinkelserne er en stor succes.

Så mens verden enten er på vej mod Månen, ind i en kolonihave eller ud i venstre vognbane med hovedet under armen, kan man konstatere, at udviklingen går stærkt, men ikke nødvendigvis til hvis fordel. Vi tester grænser i rummet, i trafikken og i politik, og hvis det hele går lidt skævt, kan vi altid skylle det ned med et glas pastoral papvin eller en lille flaske altervin med skruelåg i Underberg-størrelse. Hvem ved, måske venter der ligefrem Folkekirken en anselig medlemstilgang?

LÆST:
David Nicholls: One Day
Roman, 2009
★★★★★☆

Emma Morley og Dexter Mayhew mødes første gang den 15. juli 1988, dagen efter deres dimission fra universitetet. Historien er bygget op omkring netop den dato, hvor man får et indblik i deres liv på samme dag gennem tyve år. Emma er idealistisk, intelligent og vil forandre verden, mens Dexter er charmerende, men også selvcentreret og usikker på sin retning i livet. Gennem årene udvikler deres forhold sig fra venskab til noget mere komplekst. De oplever op- og nedture, karriereændringer, kærligheds-forhold til andre og personlige kriser. Dexter jagter succes og berømmelse, men mister gradvist fodfæstet, mens Emma langsomt opbygger et stabilt liv og finder sin egen stemme som forfatter. På trods af deres stærke forbindelse går der mange år, før de finder sammen på den måde, de begge egentlig ønsker. Da de endelig gør det, tager historien en tragisk drejning, som understreger bogens tema om livets uforudsigelighed. Men det er samtidig en humoristisk og realistisk kærlighedshistorie. Jeg har læst den adskillige gange og med lige stor fornøjelse hver gang.


SET:
Smagen af sult
Dansk romantisk drama, 2021 – dr.dk
★★★★☆☆

Et intenst drama om ambition, kærlighed og prisen for at ville være blandt de bedste. Filmen følger ægteparret Maggie og Carsten, der driver en gourmetrestaurant med én altoverskyggende drøm: en Michelin-stjerne. Mens Carsten jagter perfektion i køkkenet, forsøger Maggie at holde sammen på både forretningen og familien, men presset slider på deres forhold. Ikke mindst da der dukker et brev til Carsten op, om at Maggie elsker en anden. Det er en visuelt smuk, men også ubehageligt genkendelig fortælling om, hvad der sker, når ambitionen kræver store afsavn.

Instruktion: Christoffer Boe
Se trailer


Boston Strangler
Amerikansk thriller, 2023 – dr.dk
★★★★☆☆

Filmen, der bygger på en autentisk historie, følger journalisten Loretta McLaughlin, der arbejder for avisen Record-American i 1960'ernes Boston. Hun begynder at undersøge en række mord på ældre kvinder og opdager et mønster, som ingen andre har lagt mærke til. Sammen med sin kollega Jean Cole kæmper hun for at få historien frem i offentligheden, selv om de møder modstand i en mandsdomineret branche. Efterforskningen bliver mere og mere kompleks, og sagen om seriemorderen viser sig at være langt mere uklar og uhyggelig, end man troede i første omgang. Filmen er solid og velspillet – især på grund af Keira Knightley. Den skaber en troværdig og dyster stemning, og den skiller sig ud ved at fokusere på journalistikken frem for klassisk 'who done it'-spænding.
Instruktion: Matt Ruskin
Se trailer


PLAYLISTE:
(Klik på hver enkelt titel eller hør hele listen her på Spotify )

Lydsporet
Henry Mancini: A Shot in the Dark (fra 'A Shot in the Dark ')
Som en elegant detektiv, der falder over sine egne ben med stil.









Den jazzede
The Take Vibe E.P.: Golden Brown
Som solskin med et strejf af natteliv.










Balladen
Gregory Porter: Good Goodbye
En afsked så varm, at man håber på, at den ikke er virkelig.









Den fodfyttende
Japanese City Pop: Tokyo Bay
Højglanspoleret pop, havbrise og cocktails.









Den nostalgiske
Preben Uglebjerg: Bare det var mig
Som at stå bagerst i køen til sit eget liv og alligevel fløjte fornøjet.

Aprilsnarrens oprindelse kan ifølge en yderst tvivlsom, men overraskende detaljeret beretning spores tilbage til et internationalt symposium i 1623, hvor Europas mest respekterede tænkere samledes for at standse en verdensomspændende epidemi af kedsomhed.

Symposiet blev afholdt i en lydisoleret kælder, hvor deltagerne – filosoffer, embedsmænd og mindst én person, ingen helt vidste hvorfor var med – diskuterede, hvordan man kunne komme det tiltagende tungsind, der hvilede over planeten, til livs.

Efter tre dage med alvorsfulde diskussioner nåede de frem til, at problemet formentlig ville løse sig selv, hvis alle én dag om året fik tilladelse til at gå rundt med sko på hænderne, tale baglæns og sælge venstrehåndede søm, eller hvad man ellers følte for. Ved hjælp af to terninger og et raflebæger blev dagen fastsat til 1. april.

Eksperimentet begyndte forsigtigt. Første år narrede en bager sin nabo ved at sælge usynlige flødeskumskager til ham. Naboen klagede, men kunne ikke bevise noget, hvilket blev betragtet som en stor succes. Året efter tog det fart. En hel by fik besked om, at deres brønd var løbet tør, bare for at se, hvor lang tid det tog, før indbyggerne opdagede, at de stadig kunne trække vand op af brønden. Et postbud afleverede breve uden indhold – en praksis, der siden er blevet forfinet ved først at undlade at bringe breve ud og til sidst helt afskaffe postvæsenet.

I løbet af få år spredte traditionen sig, men som det ofte sker, begyndte folk at kræve retningslinjer. Herefter blev der nedsat en kommission for aprilsnar, som barslede med en 448 siders betænkning. Regler og modregler blev vedtaget, og i Danmark og hele Europa konkurrerer alle medier nu om at udtænke den mest gennemskuelige aprilsnar den 1. april, så alle kan føle sig mere skarpsindige end alle andre.

I USA fungerede aprilsnarren på samme måde indtil 2017, hvor den amerikanske præsident bestemte, at det skulle være 1. april 365 dage om året.

Hvis historien forekommer alt for indlysende til at være sand, er der muligvis en grund.

Er klassikere nødvendigvis god litteratur? Det har altid naget mig, at der bliver ved med at være bøger, jeg ikke har læst, når nu deres litterære kvaliteter anses for indiskutable. Men spiller det slet ingen rolle, at klassikerværdigheden blev erhvervet i en fjern fortid, og holder varebetegnelsen 'klassiker' til evig tid?

For at finde ud af det og for at udbedre krateret i min almendannelse, indførte jeg for et par årtier siden på min første blog den ugentlige rubrik Læsehippologisk Søndagsklub i samarbejde med en håndfuld lidelsesfæller blandt læserne. Det var en slags terapeutisk rundkreds, hvor vi i fælles ensomhed mere eller mindre møjsommeligt arbejdede os igennem udvalgte klassikere, som nogen engang havde udnævnt til at være mesterværker – eller i det mindste vigtige – af den ene eller anden grund.

Vi havde ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor – det sørgede vi helt og holdent selv for

Samtidig var der selvfølgelig lejlighed til at diskutere overvejelser, tanker og spørgsmål eller måske fortolkninger af bestemte passager, der trængte sig på under læsningen. Når bogen var læst, vurderede vi den efter en pointskala for at finde ud af, om vi skulle være gået glip af noget ved ikke at have læst bøgerne for længst – nogle foreslog ligefrem en kulturarvsrelevansdebat og eventuel støbning af vores egen litterære kanon som kronen på værket. Vi havde med andre ord ingen autoriserede litterater til at lede os på vildspor. Det sørgede vi helt og holdent selv for.

Den ikke særlig overraskende erfaring, vi gjorde, var at læsere såvel som forfattere er vidt forskellige. Læsere synes om forskellige bøger, og fordi et værk har opnået en vis prestige, betyder det ikke automatisk, at det også er en stor litterær bedrift. For eksempel måtte jeg se den frygtelige sandhed i øjnene, at når jeg så bort fra de velkendte løsrevne aforismer, var jeg ikke nær så stor en Oscar Wilde-fan, som jeg gik og troede. Men jeg følte mig også lidt lettere.

Klassikerstatus opstår ikke i et vakuum. Den er resultatet af historiske, kulturelle og sociale processer. Bøger bliver læst, analyseret, undervist i og gentaget gennem generationer, indtil de opnår en slags kanonisk tyngde. Men smag ændrer sig, samfund ændrer sig, og det gør vores måde at læse på også. Det, der engang blev betragtet som universelt, kan vise sig at være dybt præget af sin tid. Derfor må det også være legitimt at være kritisk og ikke bare opfatte klassikerne som uantastelige monumenter.

Der er noget befriende ved at indrømme, at nogle klassikere måske er lidt kedelige. Ikke nødvendigvis dårlige, men når man pludselig får en uimodståelig trang til at rydde op i stedet for, scrolle på sin telefon eller stirre intenst ud i luften, er det på tide at stoppe. Det er sjældent noget godt tegn, når ens største læseoplevelse består i at tælle, hvor mange gange man kan læse den samme side uden at være helt sikker på at have forstået den.

At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag

Alligevel holder vi fast i idéen om klassikeren som noget ophøjet. Noget, man ikke anfægter. Men kan en bog virkelig være en klassiker til evig tid? Eller burde klassikerstatus være noget, der løbende genforhandles? Hvis en klassiker ikke længere taler til os, hvis den ikke vækker nysgerrighed, undren eller følelse, hvad er den så andet end en titel på en liste?

Det betyder ikke, at klassikerne skal kasseres. Men måske skal man give sig selv lov til at læse dem med friske øjne og til at lægge dem fra sig uden dårlig samvittighed. God litteratur må vel være det, der faktisk gør indtryk, ikke det, der er blevet vedtaget som god litteratur.

Det rejser spørgmålet, om nogle klassikere først og fremmest er historisk vigtige snarere end egentlig gode. At deres værdi ligger i deres tidligere indflydelse mere end i deres læsbarhed? Hvis det er tilfældet, bliver læsningen en sur pligt eller kulturel lektie i stedet for en æstetisk oplevelse. Men der er en vis tryghed i klassikerbegrebet. Det skaber en fælles referenceramme, vi kan vende tilbage til. Klassikere fungerer som kulturelle pejlemærker og fortæller os, hvor vi kommer fra. Måske er problemet, at vi alt for sjældent spørger, om de også fortæller os noget om, hvor vi er nu.

At vi så også lever i en tid, hvor der udgives ufattelig meget ligegyldigt, støjende skrammel, er en anden sag.