Uffe Jerner

• I denne uge har temperaturen igen ligget lige under frysepunktet, men indregner man chillfaktoren og den generelle verdenssituation har de fleste følt det som at bo på Indlandsisen.
• Den amerikanske friklatrer Alex Honnold har uden hjælpemidler klatret helt op til toppen af en af verdens højeste skyskrabere, der har 101 etager og ligger i Taiwan. Donald Trumps formodede reaktion: '101 etager? Jeg havde klatret 102, og der havde været længere mellem etagerne.'
• Rebildfesten vil i år blive gennemført uden officiel politisk repræsentation fra USA, men Rebildselskabet understreger, at festen stadig er dansk-amerikansk. Den amerikanske del bliver bare leveret i form af hotdogs og akavet stemning.
• Antallet af danske rejsende til Japan er eksploderet. Men hvorfor lige Japan? Måske høflighed, orden og tog, der går til tiden. Det føles eksotisk.
• Ni lande vil gå sammen om at tidoble vindkraften i Nordsøen i, hvad der beskrives som 'et rasende tempo'. I energibranchen betyder det, at noget måske er færdigt, inden alle involverede er gået på pension.
• Liberal Alliance trækker sig fra forhandlingerne om Energiø Bornholm., fordi det bliver for dyrt. De foretrækker strøm, der opstår spontant på et frit marked.
• Sverige vil næste år indføre et forbud mod mobiltelefoner i alle grundskoler fra næste skoleår. Det er første skridt mod en skole, hvor børn opdager, at der også er en lærer i lokalet. Næste skrdt bliver at genindføre blyanten som en slags eksperiment.
• 67 procent af danskerne har deres telefon, tablet eller computer fremme, mens de ser tv. Resten har bare glemt, hvorfor fjernsynet er tændt.
• Alene i januar har Fyns Politi udskrevet bøder 1.328 gange for trafikovertrædelser, især for håndholdt mobiltelefon under kørsel. Der blev også uddelt bøder til dem, der ikke holdt mobilen i hånden, men balancerede den på skulderen, styrede med knæene og skrev med næsen.
• Man kan nu søge ind på et såkaldt hackerakademi og få en uddannelse, hvor man bliver rustet til at arbejde som hacker hos Danmarks militære efterretningstjeneste. Ansøgere med russiskklingende navne vil blive sorteret fra.

LÆST:
Anne Sofie Allarp og Ditte Giese: Breve til livet
2020
★★★★★☆

I denne uge døde journalisten Ditte Giese, som jeg aldrig har mødt, men som jeg alligevel syntes, jeg kendte lidt efter at have læst hendes klummer om alt mellem himmel og jord i Politiken gennem mange år. Derfor blev jeg også berørt af hendes død, ikke mindst fordi hun kun blev 48 år gammel. Årsagen var kræft, som blev overset af hendes læge i fire år, hvorefter det var for sent, og som nu har kostet hende livet. Hvis ikke hun var den ene af de to kvinder, der har skrevet Breve til livet, var det nok aldrig faldet mig ind at læse bogen, som i sagens natur først og fremmest henvender sig til kvinder. Den er opbygget som en række breve, der kredser om de store eksistentielle temaer: kærlighed, arbejde, ambitioner, ensomhed, kvindeliv, vrede, fortrydelser og det evige spørgsmål om, hvordan man egentlig lever et meningsfuldt liv uden at miste sig selv undervejs. Det særlige er tonen: Den er personlig uden at være selvmedlidende, tænksom uden at være belærende – og ind imellem faktisk også morsom. Her er både journalistisk skarphed og åbenhed, og brevene fungerer som små nedslag i et liv, der hverken er poleret eller pakket ind i Instagram-filtre. De to skriver med vid, bid og selvironi, og man mærker to forskellige temperamenter, der ikke er enige om alt, hvad det gør bogen langt mere interessant end en unuanceret selvhjælpsbog. Det er ikke en manual til det gode liv, men snarere en invitation til at tænke med; den serverer ingen nemme svar, men stiller gode spørgsmål. Ditte Gieses sproglige overskud skinner igennem hele vejen trods den skygge, hendes sygdom også kaster over bogprojektet, som kom i stand umiddelbart efter at hun blev syg.

Jeg tror ikke på noget efter døden, så jeg forestiller mig ikke, at Ditte Giese er blevet til en engel – men hun skrev som en. Så sent som i søndags kunne man læse hendes afskedsklumme i Politiken. Samme sted blev hendes nekrolog bragt tre dage senere (det er vild læsning!), og Anne Sofie Allarp har skrevet sin egen gribende nekrolog i Weekendavisen. Alle tre arktikler er højst læseværdige, men desværre bag betalingsmur.


SET:
Perfect Days
Japansk drama, 2023 – Filmstriben
★★★★★☆

Filmen følger Hirayama, en midaldrende mand, der arbejder som toilet-rengøringsmand i Tokyo på de ikoniske, arkitekttegnede offentlige toiletter, og Hirayama udfører sit arbejde med en omhu og respekt, der næsten gør det til kunst. Hver dag begynder på samme måde: han vågner, børster tænder, tager sit arbejdstøj på og kører gennem byen til tonerne af gamle kassettebånd med Van Morrison, Patti Smith, The Animals og Lou Reed ('Perfect Day', selvfølgelig). Rutinerne gentager sig, og handlingen er bevidst minimalistisk. Der er ingen dramatik eller højlydte konflikter. I stedet oplever man Hirayamas hverdag i små, præcise observationer: hans kærlighed til bøger, hans fascination af lyset mellem træernes blade, hans enkle frokoster og hans stille smil til verden. Langsomt forstår man, at dette ikke er et taberliv, men et liv i balance. Gennem små møder med andre mennesker – en kollega, en niece, tilfældige forbipasserende – aner man sprækker i Hirayamas fortid. Filmens styrke er, at den aldrig forklarer alt. Wenders stoler på, at publikum selv mærker efter og lægger brikkerne sammen. Perfect Days kan ses som en protest mod tempoet i en verden, der konstant kræver opmærksomhed, og minder os om værdien af det langsomme, gentagelsen og det tilsyneladende trivielle. Kōji Yakusho er fremragende i hovedrollen – hans ansigt fortæller mere i stilhed end mange manuskripter gør med ord. Hvis man forventer action, tempo og klare konklusioner, vil man kede sig. Men tør man give sig hen og acceptere filmens rytme, belønnes man med en stille eksistentiel varme og en sjælden følelse af ro. Perfect Days er en kærlighedserklæring til hverdagen – og en påmindelse om, at et godt liv ikke nødvendigvis handler om at stræbe efter mere, men om at være fuldt til stede i det, man allerede har.
Instruktion: Wim Wenders
Se trailer


Mig og pingvinen (The Penguin Lessons)
Britisk-spansk komediedrama, 2024 – Filmstriben
★★★★★☆

Filmen bygger på den sande historie ('Inspired by real events') om den britiske lærer Tom Michell, der i 1970'ernes politisk urolige Argentina arbejder på en kostskole for privilegerede, lettere umotiverede drenge. Tom er desillusioneret, lidt verdensfjern og mest af alt klar til at passe sit job uden at involvere sig for meget – hverken i eleverne eller i landet omkring ham. Alt ændrer sig, da han under en strandtur redder en olieskadet pingvin. Det, der skulle have været en god gerning og et hurtigt farvel, udvikler sig til et livslangt venskab, da pingvinen nægter at forlade ham. Pludselig står Tom med et uventet kæledyr, der flytter med ind på skolen – og endnu mere uventet bliver katalysator for forandring. Pingvinen (med mere personlighed end mange bipersoner i andre film) bryder isen mellem Tom og hans elever. Den bliver et symbol på omsorg, ansvar og det at turde engagere sig i andre mennesker i en verden præget af frygt, tavshed og politisk undertrykkelse. Der balanceres fint mellem humor og alvor. Pingvinen leverer de charmerende øjeblikke og de stille grin, men filmen glemmer aldrig den historiske kontekst: et Argentina, hvor militærdiktatur og forsvindinger lurer i baggrunden. Det giver historien tyngde uden at kvæle dens varme. Filmens budskab om, at empati smitter, fungerer. Tom Michells udvikling – fra distanceret observatør til engageret menneske – føles ægte og velspillet af Steve Coogan, og pingvinen bliver aldrig bare en gimmick. Den er snarere et spejl: Når man tager ansvar for noget skrøbeligt, begynder man også at tage ansvar for verden omkring sig. Det er en vidunderlig film, der ikke råber – den fortæller. Sød, klog og uden at blive sukkersød.
Instruktion: Peter Cattaneo
Se trailer

PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske
Berliner Philharmoniker/Herbert von Karajan: Edward Grieg Peer Gynt Suite No. 1, Op. 46 I: Morning Mood
Blidt, lyst og så smukt, at solen næsten står op af sig selv.

Den jazzede
McCoy Tyner: The Days Of Wine And Roses
Elegant jazz med dybde.

Balladen
Lou Reed: Perfect Day
Sødme med en mørk skygge.

Den fodvippende
Shakatak (feat. Al Jarreau): Day by Day
Smooth, funky feelgood.

Den gakkede
Mahna Mahna and The Two Snowths: Mah Na Mah Na
Anarkistisk ørehænger: fjollet, genial og umulig at få ud af hovedet.

En journalist på Weekendavisen har fået kvababbelser over, at han har en dejlig varm grøn N-3B Cold Weather Parkacoat, som han er meget glad for – men den er beklageligvis nøjagtig mage til den, den amerikanske vicepræsident J.D. Vance optrådte i, da han besøgte Pituffik Space Base i Grønland i marts sidste år. Derfor mener journalisten, at han nu ikke længere kan bruge sin elskede parkacoat, som oven i købet er et sjældent eksemplar fra 1980'erne, han har opstøvet i et parisisk overskudslager.

På et tidspunkt bliver garderoben så belastet af betydning, at det sikreste må være at gå nøgen omkring

Her er vi nået til det punkt i civilisationen, hvor et stykke overtøj ikke længere bare holder regn og blæst ude, men også potentielt afslører ens udenrigspolitiske præferancer. En parkacoat er ikke længere en parkacoat; den er et manifest med hætte.

Konsekvenserne af logikken er vidtrækkende. Skal vi så også være varsomme med blå jakkesæt, fordi de minder om noget, man bærer i Det Hvide Hus? Og er røde kasketter permanent diskvalificeret fra gadebilledet i Danmark? Til sidst kan ens garderobe blive så belastet af misforståelige detaljer, at det sikreste må være at gå nøgen omkring.

Det er selvfølgelig nonsens. Parkacoaten blev opfundet til kulde og vind, ikke til diplomatiske kriser. Den er skabt til at modstå vejret, ikke verdensordenen. Man må håbe, de fleste stadig ser en jakke som en jakke, og de er optaget af deres egen dag, deres egen vinterjakke og deres egen kulde og ikke går rundt og foretager spidsfindige politiske analyser af forbipasserendes påklædning og aflæser hinandens jakker som proamerikanske koder.

Jeg håber, at de fleste stadig ser en jakke som en jakke, og de er optaget af deres egen dag, deres egen vinterjakke og deres egen kulde

Hvis vi skal begynde at frygte misforståelser på grund af tøjvalg, må jeg være endnu mere ilde stedt end journalisten. Pulloveren på billedet herover stammer fra min egen garderobe. Et farvebillede ville afsløre, at den er sammensat af garn i en halv snes forskellige farver og lige så mange strikketeknikker. De mest fremtrædende farver er rød, blå og hvid som i det amerikanske flag, der i øvrigt pryder trøjen på den ene skulder. Der er også stjerner og striber midtpå i den modsatte side, fordi de indgår i fabrikanten Gants logo. Det er med andre ord en endnu mere spraglet amerikansk beklædningsgenstand, end det sort-hvide foto antyder. Jeg anskaffede mig den for efterhånden mange år siden for sjovs skyld, men den er fremstillet af lammeuld og faktisk meget behagelig at have på. Madame har aldrig kommenteret den – det har ikke noget med politik at gøre, men jeg ved jeg godt, hvad betyder. Jeg bruger den da heller ikke ofte og har af ægteskabelig hensynsfuldhed aldrig vist mig i den uden for hjemmets fire vægge. Skulle man følge parkacoat-logikken ville det også være helt udelukket nu, hvor USA har vist sig som en ualmindelig dårlig allieret.

Jeg ejer i øvrigt også en N-3B parkacoat som J.D. Vances og journalistens, men den er heldigvis ikke grøn, så der er næppe nogen, der løfter øjenbrynene, når jeg har den på her i vinterkulden, og begynder at mistænke mig for landsforræderi. Når jakken er lukket, er der heller ingen, der opdager, hvis jeg skulle være kommet til at tage min patchworktrøje med stjerner og striber på indenunder.

• I tirsdags var det et år siden, Donald Trump tiltrådte embedet som præsident. Efter 365 dage kan man konstatere, at det mest stabile har været usikkerheden. Som at have en brandalarm, der selv starter ildebrandene.
• Både mandag og tirsdag aften kunne man iagttage imponerende nordlys over det meste af Danmark som følge af en såkaldt geomagnetisk storm. Flere stats- og regeringschefer hævdede, at de også kunne se det i onsdags helt nede i Davos i over en time – men det viste sig, at der var tale om et geopolitisk blålys, der stod på talerstolen.
• På mødet i Davos sagde Donald Trump, at han ikke ville bruge militær magt for at få Grønland, men hvis han ikke fik Grønland frivilligt, ville det 'blive husket'. Den storpolitiske udgave af 'vi ved, hvor du bor!'
• Herhjemme har Fanøs borgmester foreslået at indføre tidsbegrænsning på politikernes taletid på byrådsmøder. Herefter kan en politiker, der præsenterer en sag, tale i højst fem minutter. Derudover skal det kun være tilladt at sige 'øh' én gang i minuttet.
• I årevis har vi forgæves bekæmpet dræbersnegle med salt, øl og håbløshed, og nu viser det sig, at de også sagtens kan overleve frostvejr. Ifølge en snegleforsker er det kun et tørt forår, der kan gøre det af med de forhadte snegle. Vi skal kort sagt håbe på, at dårlig havejord løser et grundlæggende samfundsproblem.
• E-boks har lanceret et AI-værktøj, der skal hjælpe modtagerne med at forstå digital post. Derimod er der ingen planer om at gå over til at formulere meddelelserne, så det er muligt at forstå dem umiddelbart.
• Hidtil har det kun været muligt at blive begravet i en kiste eller kremeret, når man dør, men nu er flere muligheder under overvejelse, blandt andet vandkremering, hvor man bliver kogt i vand og kemikalier, eller formuldning, hvor man ender som kompost. Måske ville nogle foretrække bare at blive arkiveret som en sag, der aldrig blev afsluttet.
• Femern-forbindelsen bliver mindst to år forsinket, så tunnelen tidligst er klar til at åbne for biler og tog i 2031. På den måde kan man slå åbningen sammen med en renovering.
• Et arkæologisk fund af en rød klohånd malet i en indonesisk klippehule for 68.000 år siden dokumenterer, at symbolsk og kreativ tænkning fandtes hos mennesker langt tidligere og langt uden for Europa. Det er betryggende at vide, at graffiti altid har været en del af menneskets udvikling.
• Den danske rigmand Thomas Sandgaard er blevet anholdt af FBI og tiltalt i en gigantisk svindelsag. Han ventes at blive headhunted af præsidenten.

LÆST:
Ikke en eneste bog har jeg fået læst i denne uge, og jeg ser mig nødsaget til at gribe til den obligatoriske undskyldning: manglende tid. Det får mange til at kaste sig over lydbøger i stedet for. Det fungerer bare ikke for mig, fordi indlæserens stemme er så central, som den er Den bliver aldrig ens egen. Den er enten for teatralsk, for monoton eller ufrivilligt forbundet med en tv-vært, man engang så i et madprogram i 2004. Pludselig lyder Dostojevskij som en kageopskrift. Der er også udtalen. Navne, steder og fremmedord er prisgivet indlæserens egen kreative fortolkning, og man bruger resten af kapitlet på at være irriteret over trykket på anden stavelse. Tempoet er lige så problematisk: enten går det så langsomt, at man når at planlægge aftensmaden samtidig, eller så hurtigt, at man ikke har en ærlig chance for at dvæle ved en sætning. Man kan selvfølgelig justere hastigheden op eller ned, men så kommer det enten til at lyde som Chip og Chap eller en sjælesørger med halskatar. Med en papirbog/e-bog bestemmer man selv tempo, pauser, gentagelser, og hvordan stemmerne skal lyde i ens hoved. Papirbogen/e-bogen kræver tid. Men den afbryder ikke, den insisterer ikke, og den læser aldrig forkert. Jeg anerkender, at mange har glæde af lydbøger, og jeg kender alle de gode argumenter. Hvis andre skulle være interesseret, bliver de serveret her på et sølvfad.


SET:
Ti pund og en drøm (Ten Pound Poms)
Britisk dramaserie, 6 episoder, 2023 – dr.dk
★★★★☆☆

Jeg fik heller ikke tid til at se bare én tv-serie, men lad mig i stedet reklamere for denne, som jeg nød for et par uger siden. Den tager os tilbage til 1950’erne, hvor Storbritannien stadig er mærket af krig, rationering og grå fremtidsudsigter. Lokket af løfter om sol, arbejde og et bedre liv hopper en række britiske familier på Australiens immigrationsprogram: for bare 10 pund kan de begynde på en frisk på den anden side af kloden (den engelske titels 'Poms' er et nedladende slangudtryk for britiske immigranter i Australien). Men allerede ved ankomsten begynder glansbilledet at krakelere. Midlertidige barakker, varme, støv, manglende jobmuligheder og en kølig modtagelse fra australierne gør det klart, at det nye liv ikke bliver helt så let, som billetten lovede. Man følger flere familier parallelt og får indblik i både ægteskabelige spændinger, klasseskel, kulturelle sammenstød og den stille desperation, der opstår, når hjemlandet er langt væk, og det nye hjem ikke rigtig føles som et hjem endnu. Det er ikke en serie med store plot-twists eller voldsomme cliffhangers, men der er masser af stemning og tidsånd. Skuespillet er solidt hele vejen rundt, og der er en fin balance mellem alvor og glimt af humor – som regel i mødet mellem britisk stivhed og ligefram australsk facon, og historien undgår at blive sentimental. En historie om almindelige mennesker, der både føles som drama og en menneskelig fortælling om håb, drømme og realiteter.


PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske:
Mayfair Orchestra/Walter Goehr: Claude Debussy: Golliwog's Cakewalk
Letbenet Debussy med glimt i øjet.

Den jazzede:
Paul Carrack: Frim Fram Sauce
Blød, swingende smørstemme.

Balladen:
Stacey Kent: Breakfast On The Morning Tram
Elegant, eftertænksom vokaljazz – som kaffe, der får lov at køle af.

Den fodvippende:
King Curtis: Memphis Soul Stew
Funky soul med groove.

Den gakkede:
Kid Creole And The Coconuts: Don't Take Away My Coconuts
Karibisk pop med humor, charme og farver nok til en hel frugtbod.

Som de fleste vil have bemærket, blev der holdt et møde sidste onsdag i Det Hvide Hus mellem prominente repræsentanter for den amerikanske, den danske og den grønlandske regering. I hvert fald er det blevet flittigt kommenteret, og den danske indsats blev på det nærmeste skamrost. Der manglede kun at blive rejst en statue af udenrigsministeren.

I en tid hvor algoritmer husker bedre end mennesker, og screenshots bliver gemt, gælder det om at gardere sig

Siden er gassen gået af ballonen, men vi nåede at få bekræftet, at der findes få sætninger i den danske offentlige debat, som er mere karakteristiske end den berømte: 'Jeg stemmer ikke på ham, men …' Den fungerer som en slags politisk sikkerhedssele – en obligatorisk ansvars-fraskrivelse, før man vover sig ud derud, hvor man kan komme til at være enig med nogen, man ellers er vant til at ryste på hovedet ad og ønske hen, hvor peberet gror.

Fænomenet opstår typisk, når en politiker, man af den ene eller anden grund ikke bryder sig om, pludselig siger eller gør noget, der giver genlyd. Ikke bare hos sine egne, men også hos folk, der normalt kun omtaler vedkommende som opportunist, magtfuldkommen, uvederhæftig osv., understreget med suk og rullende øjne. Og nu – pludselig – nikker de anerkendende.

Men det er risikabelt at nikke uden forbehold. Derfor skriver man for en sikkerheds skyld på sit facebookopslag: 'Jeg er på INGEN måde enig med X – men lige her tager jeg hatten af. Jeg kunne selvfølgelig ALDRIG finde på at stemme på ham eller hans parti.' Først afstandstagen, så anerkendelse, og til sidst endnu en afstandstagen, så ingen er i tvivl. For hvad nu, hvis nogen misforstår og tror, man sympatiserer?

Behovet for at tage forbehold afslører den erkendelse, at idéer ikke altid passer ind i partiprogrammer

I en tid hvor algoritmer husker bedre end mennesker, og screenshots bliver gemt, gælder det om at gardere sig. Det er ikke længere nok at mene noget fornuftigt – man skal også mene det fra det rigtige sted.

Det interessante er selvfølgelig, at behovet for at tage forbehold afslører den erkendelse, at idéer ikke altid passer ind i partiprogrammer. At selv politikere, man helst vil holde ud i strakt arm, en sjælden gang kan sige eller gøre noget, der minder om sund fornuft. En tanke, som i sig selv er langt vanskeligere at håndtere end det vildeste forslag om skat, udlændinge eller grøn omstilling.

Men man er vel et civiliseret menneske. Man roser ikke uden fodnoter og klapper ikke uden at se sig omkring først. Og Gud forbyde, at nogen skulle få mistanke om, at man var blevet grundlæggende enig med den forkerte. Så man husker at rynke på næsen samtidig med, at man roser. For det er vigtigere at være korrekt positioneret end at indrømme, at virkeligheden sommetider er mere nuanceret end ens politiske trosbekendelse.

Måske skulle man bare erkende, at selv en politisk modstander kan sige eller gøre noget rigtigt engang imellem. Uden forbehold.

• Efter mødet med USA's udenrigsminister og vicepræsident styrtede Lars Løkke ud til sin bil, tændte en cigaret og bød også Vivian Motzfeldt én. Det vides stadig ikke, hvad mødet har betydet – udover at Danmark og Grønland fra nu af står sammen og deler alt, inklusive smøger.
• Det amerikanske indenrigsministerium har midlertidigt sat fem store havvindprojekter på pause, blandt andet fordi Donald Trump anser vindmøllerne for dyre, ineffektive og grimme. Desuden har han sin frisure at tage hensyn til.
• Legetøjsproducenten Mattel har lanceret en ny Barbie-dukke med autisme. I forvejen findes der Barbie-dukker med synsnedsættelse, Downs syndrom og diabetes. Nedgroede tånegle mangler stadig.
• De københavnske p-vagter uddelte næsten 50 procent flere afgifter i 2025 end i 2024. Alt tyder på, at p-vagterne også i 2026 vil arbejde målrettet på at fjerne glæden ved at eje en bil.
• Den nuværende biskop i Aarhus stopper med udgangen af april, og tre kandidater skal ifølge Politiken 'dyste' om at blive ny biskop. Disciplinerne i dysten ventes af blive: højtidelig mine, langsom gang og 400 meter fri improvisation over ordet 'næstekærlighed'.
• Forsvarets Rullemarie har affyret et skud med vand mod en mistænkelig kuffert ved en barbersalon i Odense. Kufferten viste sig ikke at være farlig, men havde alligevel fortjent det. Og barbersalonen er nu en del af Danmarks forsvarshistorie.
• Skulpturen 'Den Store Havfrue' har tidligere været genstand for stor debat, fordi den er for vulgær, og borgerne i Lemvig skal nu stemme om, hvor på havnen havfrueskulpturen skal stå. Så er det i hvert fald demokratisk, hvis nogen stadig er forargede bagefter.
• I Brande kan borgerne gratis hoppe ombord i 'handlebussen', der én gang om ugen kører handlende til byens Rema 1000. Næste skridt bliver en returbus, så man kan komme hjem igen med alle de ting, man ikke kunne huske, hvorfor man købte.
• Da Venezuelas oppositionsleder Maria Corina Machado i torsdags mødtes med Donald Trump, gav hun ham den fredspris, hun modtog i december. Nobelkomitéen siger, at fredsprisen ikke kan gives videre – det viser bare, at de aldrig har kendt nogen, der har haft Donald Trump på besøg med tomme hænder.
• To tredjedele af produktionen hos virksomheden Stilling Flag består i øjeblikket af grønlandske flag. Lagerhallen regnes nu officielt for arktisk område.

LÆST:
Søs Marie Serup: Vind eller forsvind
– Kampen om Venstre
2026
★★★★★☆

Søs Marie Serup er tidligere pressechef i Venstre og var i sin tid spindoktor for Lars Løkke Rasmussen. Bogen er en rundtur i en verden, hvor tempoet er højt og tålmodigheden lav. Den tager afsæt i politik og arbejdsliv, men folder sig hurtigt ud som en bredere fortælling om præstation, ambition og den konstante frygt for at blive overhalet indenom af nogen, der virker lidt mere omstillingsparate end én selv. Det er fortællingen om et miljø, hvor det ikke længere er nok at være dygtig – man skal også være synlig, fleksibel og altid i bevægelse. Om vindere, der har lært spillets regler, og om dem, der langsomt glider ud, ikke nødvendigvis fordi de er dårlige, men fordi de ikke passer ind i den nyeste version af virkeligheden. Undervejs bliver forestillingen om meritokrati punkteret og viser, hvordan magt, timing og tilfældigheder ofte spiller en større rolle, end vi bryder os om at indrømme. Det er en kraftpræstation af en bog, der bevæger sig elegant mellem analyser af politiske mekanismer, arbejdskultur og mere personlige refleksioner over usikkerhed, ambition og tvivl. Tonen er let, causerende og ofte humoristisk, hvilket gør, at selv de mere alvorlige pointer glider ned. Jeg hæftede mig i øvrigt ved,, at at Søs Marie Serup beskriver Anders Fogh Rasmussen som den bedste chef, hun nogensinde har haft. Det var også under hans ledelse, spindoktoren gik fra at være en hjælpsom rådgiver til at blive fast inventar. Man forstår godt, at ministre har brug for rådgivere, men efterhånden virker det, som om spindoktorernes vigtigste opgave er blevet at markedsføre ministrene, så de bliver genvalgt, mens politikken er mindre væsentlig.


PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske:
Israel Philharmonic Orchestra/Itzhak Perlman: Vivaldi: The Four Seasons, Violin Concerto in F Minor, Op. 8 No. 4, RV 297 "Winter": I. Allegro non molto
Skarpt, rastløst barokværk – kulde og bid iscenesat med præcision og nerve.

Den jazzede:
Willie Nelson, Norah Jones: Baby, It's Cold Outside
Lun, tilbagelænet duet og charmerende generationsmøde.

Balladen:
Søs Fenger: Vinterdage
Popballade med nærvær, ro og følelsesmæssig tyngde.

Den sophisti-poppede:
Prefab Sprout: The Ice Maiden
Elegant, kølig, intellektuel romantik.

Den gakkede:
Yma Sumac: Gopher
Eksotisk, legende vokalekvilibrisme, der spænder over 5 oktaver.

Årets første måned er den lange, grå mellemstation mellem 'godt nytår!' og erkendelsen af, at det stadig er vinter. Det er her, nogen har fundet på hvid januar, og det er ikke de aktuelle landsdækkende snemasser, det drejer sig om. Hvid januar er idéen om, at man – efter en måned med overspisning, traditioner og alt for mange våde varer – vælger at straffe sig selv med afholdenhed. Ikke fordi man nødvendigvis har et problem, men fordi det føles godt at gøre noget. Noget disciplineret, noget, man kan fortælle andre om.

Når svenskerne foreslår, at man gør januar endnu længere, koldere og mere selvreflekterende, burde man måske sige fra

Det er vistnok en skik, vi har kopieret fra svenskerne, og allerede her burde alarmklokkerne ringe. Svenskerne er på mange måder et sympatisk folk, men det er også dem, der har fundet på Systembolaget, lakrids i chokolade og idéen om, at alkohol er farligst, hvis den nydes spontant. Når svenskerne foreslår, at man gør januar endnu længere, koldere og mere selvreflekterende, burde man måske sige fra. Januar er i forvejen en måned uden andre tilbud end ellers usælgelige udsalgsvarer. Vejret er gråt, dagene korte og kontoudtoget chokerende. Og midt i det hele beslutter man sig så for at fjerne et af de få sociale smøremidler, der faktisk virker i mørke: et glas vin, en øl, måske en cognac til kaffen i ny og næ.

Argumenterne for hvid januar er velkendte: kroppen skal have en pause, hovedet skal renses, man skal mærke sig selv. Det er alt sammen sympatiske projekter, men det er også bemærkelsesværdigt, at ingen foreslår 'hvid november', 'hvid onsdag' eller 'hvid firmafest'. Det er altid januar, der må holde for. Altid den måned, hvor man i forvejen har allermest lyst til at give op. Der er noget smukt dansk ved mådehold. Men der er også noget umiskendelig dansk ved at sige: 'Er det nu også nødvendigt?' For de fleste er det ikke nødvendigt, bare fordi man drak et glas for meget til nytår. Var det ikke en del af konceptet?

Måske er løsningen ikke afholdenhed, men accept af, at januar er trist, og vinteren er lang

Hvid januar har også udviklet sit eget sprog. Man 'holder' den. Man 'er i gang med' den. Man 'får lov' at drikke igen i februar. Som om alkohol var en hobby, man midlertidigt har sat på pause, ligesom yoga eller surdej. Det mest anstrengende er, at hvid januar ofte bliver mere identitet end indsigt. Man bliver typen, der ikke drikker – i hvert fald lige nu. Og man fortæller det gerne – også gerne før nogen har spurgt.

Måske er problemet ikke så meget alkoholen som selve kalenderen. Måske er løsningen ikke afholdenhed, men en simpel accept af, at januar er trist, og vinteren er lang. Og at et enkelt glas nok ikke er det, der vælter læsset.

Man kan selvfølgelig gøre, hvad man vil, herunder piske sig selv med skorpioner eller holde hvid januar. Men hvorfor gøre en dyd ud af det? Man kunne også bare prøve at tage januar, som den er, og tænke på at februar er lige om hjørnet. Vi er allerede halvvejs.

• Donald Trump har erklæret, at han trækker USA ud af det internationale klimasamarbejde. Han tror ikke på klimaforandringer, men er til gengæld meget begejstret for aircondition.
• Novo Nordisk har fået grønt lys af de amerikanske sundhedsmyndigheder til at begynde at sælge slankemidlet Wegovy i pilleform Amerikanerne er klar til at tage imod. Eventuelt liggende.
• Den russiske hackergruppe Z-Pentest har hacket et overvågningskamera i en svømmehal i Tårs og efterfølgende delt en optagelse af soppebassinet. Det er betryggende at vide, at selv avancerede hackergrupper ikke er helt sikre på, hvad et strategisk vigtigt mål er.
• Fysisk aktivitet holder hjernen yngre, og en undersøgelse viser, at tangodansere har de mest ungdommelige hjerner. De ligger også i toppen, når det gælder knæoperationer.
• Ifølge DR's nylig offentliggjorte 'strategiplan' (sig mig, er det ikke dobbeltkonfekt?) vil DR ruste sig til altid at kunne udkomme uanset trusselsbillede. Rart at vide, at nogen har en plan, hvis verden går under midt i en genudsendelse.
• Nye skanninger viser, at Tolllundmanden var op mod 10 år yngre end hidtil antaget, da han døde. Nok den mest beskedne ungdomsforlængelse i historien, især når den først bliver opdaget 2.000 år senere.
• Flere ski- og outdoorbutikker har i denne uge oplevet stor efterspørgsel fra kunder, der gerne vil ud på langrendsski i det snerige vintervejr. Det er den samme gruppe, som normalt ikke kan lide at gå, men elsker udstyr.
• Som led i et eksperiment har flere billetkontrollører i letbaner og busser været udstyret med et kropskamera for at modvirke chikane og trusler. Skældsordene bliver nu leveret mere afdæmpet og i prima billedkvalitet.
• Tivoli har i denne uge hejst det grønlandske flag over H.C. Andersen Slottet. Den gamle have er nu både forlystelsespark og udenrigspolitisk kommentarspor.
• The New York Times har anbefalet Møn som rejsemål. Mønboerne krydser fingre for, at Donald Trump ikke har læst artiklen og har bedt ejendomsmæglerne om at fjerne alle 'Til salg'-skilte indtil videre.

LÆST:
Else Lidegaard: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen
– breve og erindringer – et forelsket portræt
2011
★★★★☆☆

En personlig og litterær samling af breve, erindringer og refleksioner, der tegner et portræt af den færøske forfatter William Heinesen. Som mangeårig ven af ham kommer Else Lidegaard helt tæt på mennesket bag forfatterskabet. Brevene er skrevet med varme, humor og nysgerrighed, og korrespondancen strækker sig over flere år. Titlens 'snudehulkende hilsen' refererer til William Heinesens legende sprog – hans måde at skrive på med lige dele livsglæde, ironi og poesi. Ud over brevene indeholder bogen erindringsstykker, hvor der fortælles om møder, samtaler og fælles oplevelser. William Heinesen beskrives som et menneske med stærk kunstnerisk integritet, dyb kærlighed til naturen, musikken og sproget – men også som et sårbart og modsætningsfyldt menneske. Bogen bevæger sig frit mellem det private og det litterære. Man får indblik i Heinesens arbejdsproces, hans forhold til Danmark og Færøerne, hans humoristiske livssyn og hans evne til at forene det jordbundne med det mytiske. Det ciselerede, undertiden næsten parfumerede sprog kan virke gammeldags, men han jonglerer imponerende med sit kolossale ordforråd. Jeg har læst bogen på anbefaling og ville nok ellers aldrig være stødt på den – men interessant og horisontudvidende læsning uanset.


SET:
The Two Jakes
Amerikansk krimi, 1990 – dvd
★★★★☆☆

Efterfølgeren til Roman Polanskis berømte Chinatown er tilbage i Los Angeles – nu sidst i 1940’erne. Jack Nicholson er igen privatdetektiven Jake Gittes, ældre, mere desillusioneret og med en træt ironi som fast følgesvend. Sagen begynder relativt enkelt: Gittes hyres af den velhavende Jake Berman til at skygge hans kone, der mistænkes for utroskab. Snart handler det ikke kun om jalousi, men om mord, ejendomsspekulation, olie, penge og den slags magt, der trives bedst i skyggen. Handlingsmæssigt er filmen et virvar af intriger, gamle bekendtskaber og nye fjender. Det er ikke altid let at holde styr på, hvem der snyder hvem, og hvorfor et stykke jord pludselig er værd at dø for. I forhold til Chinatown bevæger The Two Jakes sig mere tøvende, som en mand der kender alle fælderne, men alligevel falder i dem. Filmen lever højt på sin stemning. Los Angeles er gengivet med næsten nostalgisk kærlighed: solen skinner, men moralen er flosset. Jack Nicholson er solid i hovedrollen og har instrueret med respekt for genren. The Two Jakes er ikke et mesterværk på niveau med Chinatown, men den er en værdig, melankolsk epilog. En film om at blive ældre i en verden, der ikke er blevet mere retfærdig, men mere kompliceret. Den slags historier har stadig deres berettigelse, især når de fortælles med trenchcoat, cigaretrøg og en hovedperson, der ved, at sandheden sjældent er særlig smuk.
Instruktion: Jack Nicholson
Se trailer


Beirut
Amerikansk actionthriller, 2018 – dr.dk
★★★★(★)☆

Vi befinder os i Beirut, 1970'erne og 80'erne, hvor borgerkrigen har gjort sandheden til en mangelvare og diplomati til en ekstremsport. Jon Hamm spiller den amerikanske diplomat Mason Skiles, der i filmens begyndelse oplever en personlig tragedie så brutal, at han flygter fra både Mellemøsten og sit eget liv. Ti år senere lokkes han tilbage til Beirut, nu som alkoholiseret eksdiplomat, fordi en gammel bekendt er blevet kidnappet. Herfra ruller handlingen sig ud som et tæt sammenfiltret garnnøgle af hemmelige aftaler, CIA-intriger, gidselpolitik og moralske gråzoner. Handlingsmæssigt er Beirut mere politisk thriller end klassisk actionfilm. Der er relativt få eksplosioner, men masser af spænding i dialogen, i de skæve magtbalancer og i spørgsmålet om, hvem der egentlig manipulerer hvem. Rosamund Pike er køligt effektiv som CIA-agent, mens Hamm bærer filmen med en hovedperson, der både er kompetent og dybt desillusioneret – en mand, der ved, at USA sjældent er den uskyldige part i verdens konflikter (siden er der sket et og andet!) Filmen kræver lidt opmærksomhed og belønner ikke nødvendigvis et popcornpublikum, men til gengæld får man en thriller, der tør tage sin egen politiske kontekst alvorligt. Tempoet er kontrolleret, stemningen trykkende, og moralen konsekvent ukomfortabel. Beirut er ikke en film, der vil behage alle – men den er en solid og spændende påmindelse om, at de farligste våben ofte er ord, aftaler og løgne.
Instruktion: Brad Anderson
Se trailer

PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske:
Academy of St. Martin in the Fields/Sir Neville Marriner: Eine kleine Nachtmusik
Let, elegant og tidløs klassiker

Den jazzede:
Oscar Peterson: Night Train
Swingende, virtuos jazz med et strejf af blues.

Den poprockede:
Bruce Spingsteen: Nightshift
Varm og respektfuld soulfortolkning.

Den sophisti-poppede:
Donald Fagen: The Nightfly
Poleret, velproduceret 80'er-musik.

Den gakkede:
Peter Sellers: A Hard Day's Night
Peter Sellers i sit es.