Uffe Jerner

• Ann Hampton Callaway: A Kiss To Build A Dream On
• Snorre Kirk · Stephen Riley: West Indian Flower
• Laura Anglade: Manhattan
• Artie Shaw: It Had To Be You
• Peggy Lee: A Taste Of Honey
• Carmen McRae: I Only Have Eyes For You
• Stan Getz · Bob Brookmeyer: A Nightingale Sang In Berkeley Square
• Laura Fygi: Vincent
• Shania Twain: You've Got A Way
• John Scofield: You're Still The One

Hele playlisten kan høres her på Spotify.

Det amerikanske midtvejsvalg har været en guldgrube af politisk absurditet, og det kan være svært at afgøre, om det er amerikansk politik, der har udviklet sig til underholdning, eller om underholdningsbranchen bare har overtaget politikken. Selv om Trump ikke stod på stemmesedlen, lykkedes det ham endnu engang at løbe med det meste af opmærksomheden både før, under og efter.

Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam

Op til valget havde Trump travlt med en anden vigtig sag: spejldammen ved Lincoln Memorial i Washington, der havde været plaget af problemer med grønalger. Ved et pressemøde forsvarede han en renovering til 14 millioner dollars og benyttede samtidig lejligheden til at give Biden-administrationen skylden for algeproblemerne. Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam. Omkring valgdagen havde han også frihed i rummet på programmet og proklamerede den antikommunistiske uge. Manglende alsidighed er ikke en egenskab man kan skyde ham i skoene.

Trump havde selvfølgelig også mere håndfaste tilbud til vælgerne. Han havde tidligere luftet idéen om en check på 2.000 dollars til sine vælgere, men under valgkampen blev beløbet pludselig hævet til 5.000 dollars til alle voksne amerikanere – altså hvis republikanerne bevarede kontrollen over Kongressen. Finansieringen og den praktiske gennemførelse var der en del spørgsmål til, men den slags detaljer bør aldrig ødelægge den gode stemning. I Trumps univers er det ikke noget problem at kombinere økonomisk politik med et tilbud, der minder om en forsmag på Black Friday eller måske snarere leder tanken hen på et ophørsudsalg.

Som forventet var Donald Trump utilbøjelig til at overlade rampelyset til de kandidater, der faktisk var opstillet. Ved et kampagnemøde i Ohio gav han sig til at rose den republikanske senator Jon Husted for hans atletiske krop. Det udviklede sig til en noget utraditionel hyldest, da Trump oplyste, at han minutiøst havde studeret senatorens anatomi.

Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel

'I looked at his ass', erklærede han, hvorefter han fortsatte med at beskrive, hvordan han havde gransket Husted fra top til tå. Publikum morede sig storartet, formentlig i modsætning til Husted. Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel.

Midtvejsvalget endte som bekendt med den største fiasko for Donald Trump og republikanerne i mands minde. Demokraterne fik flertal både i Repræsentanternes Hus og Senatet, men Trump havde forklaringen på det utilfredsstillende udfald: Han havde ikke selv været på stemmesedlen – ellers ville han have vundet med overvældende flertal.

Selv om vi også herhjemme er leveringsdygtige i politisk teater, kovendinger og personlige opgør, blegner forestillingen noget i sammenligning med Donalds guddommelige komedie. Gymnasieleverne barrikaderede klasselokalerne, SF forsøgte at forklare kompromisets kunst over for hjemmeboende studerende, der manglede cafépenge, landmændene fortsatte deres shitstorm mod gødskningsloven, Morten Messerschmidt flirtede med rollen som blå bloks førstemand, og Dansk Folkeparti var stadig utilfreds med benzinpriserne. Med andre ord: alt var stort set ved det gamle.

Men heldigvis var der et nuværende og et forhenværende medlem af Moderaterne til at sætte lidt fut i fejemøget. Om ikke så lang tid skal socialminister Monika Rubin stå ansigt til ansigt med sin tidligere partifælle Mike Fonseca, som blev ekskluderet fra partiet for tre år siden, efter det kom frem, at han havde et forhold til en 15-årig pige. Nu har han anlagt et civilt søgsmål mod Monika Rubin og kræver erstatning for hendes udtalelser om ham. På Facebook kaldte hun ham blandt andet 'klamme Mike', og hun har ikke tænkt sig at trække i land. Hun mener, at hun har ret til at kritisere sin tidligere partifælle, selv om det ikke i sig selv er ulovligt at have et forhold til en 15-årig.

Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt

Hun henviser til sin egen ungdom og fortæller, at da hun som 15-årig gik i 8. klasse, kunne hun også finde voksne mænd spændende, men hun ville næppe have klappet i hænderne, hvis en af dem var dukket op med 'pikken fremme'. En formulering, der nok ikke havde været forbi Socialministeriets kommunikationsafdeling, hvor man måske ville have skrevet noget om upassende anatomisk opmærksomhed. Men Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt. Hun beskylder desuden Fonseca for at 'gå på rov i børneværelset', og det bliver nu op til retten at vurdere, om ministerens offentlige kritik holder sig inden for lovens rammer. En juridisk balancegang, der går ud på at skelne mellem at kalde nogen en klam stodder og at antyde noget virkelig grimt.

Da Jyllands-Posten spurgte Monika Rubin, om hun vil sige undskyld, hvis hun taber sagen, svarede hun uden omsvøb: 'Næh. Jeg kan ikke sige undskyld for noget, som jeg mener er fucking vammelt.' Mike Fonsecas advokat har til gengæld meddelt, at hun af respekt for rettens arbejde ikke vil føre sagen i medierne. Hvor politikere normalt kan få tre pressemeddelelser ud af en mindre fodfejl, er der altså nogen, der har det tankevækkende synspunkt, at en retssag hører hjemme i retten.

Mens vi venter på afgørelsen, kan vi konstatere, at Moderaternes gamle fællesskab er blevet reduceret til et juridisk slagsmål med hårdtslående ord. Det var Lars Løkkes plan at lave et parti, hvor man kunne tale sammen på trods af uenigheder, og det er på sin vis lykkedes. Monika Rubin og Mike Fonseca taler ganske vist ikke længere sammen, men de har fundet en anden måde at mødes på: Med advokater, erstatningskrav og en dommer som ordstyrer. Om begge parter så også kan styre deres ordvalg vil vise sig.

Måske er det i virkeligheden det, der forener amerikansk og dansk politik for tiden: Den stadigt mere flydende grænse mellem politisk ledelse, personlig fornærmelse og rendyrket underholdning. Forskellen er bare, at amerikanerne har lidt større armbevægelser

• Billie Holiday: Stormy Weather
• Lou Rawls: Scotch & Soda
• Paul Desmond · Jim Hall: For All We Know
• Sarah Vaughan: Misty
• Harry Connick, Jr.: A Wink and a Smile
• Coleman Hawkins · Ben Webster: You'd Be So Nice To Come Home To
• Macy Gray: You Are The Sunshine Of My Life
• Benny Carter: My Blue Heaven
• Kelly Rowland: I'm Beginning to See the Light

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Dansk politik er efterhånden blevet en disciplin, hvor man skal passe på med både at tænke selv, flyve for højt og vokse for hurtigt. Det viste denne uge med al ønskelig tydelighed.

Vi begynder hos Venstre, hvor Preben Bang Henriksen havde tilladt sig at sætte spørgsmålstegn ved partiets grønne rejse. Han var ikke helt sikker på destinationen, og det er jo besværligt, når man befinder sig i et parti, hvor man gerne må være uenig, men kun indtil gruppemødet er slut. Midt i den politiske usikkerhed kom statsminister Mette Frederiksen forbi. Hun kunne næppe vide, at hun var på vej ind i et lille stykke politisk teater, men nåede lige at give Preben Bang Henriksen en krammer i forbifarten. En halv time senere var han fortid i Venstre. Formand Troels Lund Poulsen takkede ham for 15 års folketingsarbejde, men forklarede, at Preben Bang Henriksen selv havde erklæret sig illoyal over for flertallet. Venstre er ganske vist et fællesskab, hvor der er plads til uenighed, men der måtte være grænser. Troels Lund Poulsen slog samtidig fast, at han selv stadig er den rette direktør for det grønne rejsebureau Venstre, der står ved roret, når bølgerne går højt, og skibet tager vand ind. I det øjeblik er det vigtigt, at der er nogen til at forsikre besætningen om, at den synkende skude er på rette kurs.

Den grønne rejse fortsatte hos kongehuset. Kong Frederik skulle fra København til Holstebro for at indvie en fane. Valget faldt på en af Forsvarets grønne helikoptere frem for en af kongehusets 25 klimavenlige elbiler, dagen efter at dronning Marys deltagelse i COP31 i Tyrkiet var blevet annonceret med henvisning til Danmarks opbakning til det internationale klimasamarbejde. Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden. Kong Frederik ankom til Holstebro klokken 10.30 og fløj tilbage klokken 11.20. Dagens eneste opgave var dermed klaret på 50 minutter. Klimaregnskabet havde han folk til.

Mens undersåtterne sorterer plastic og pap med skyldbetynget samvittighed, sorterer kongen transportmidler efter, hvor hurtigt de kan løfte ham fra jorden.

Dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen vil undersøge muligheden for at forbyde turbokyllinger. De står så tæt i stalden, at de ikke kan sprede vingerne og er henvist til at blive stående. Racen Ross 308 kan vokse fra 50 gram til to kilo på cirka 33 dage – en vækst, der ville gøre enhver stillestående levebrødspoltiker grøn af misundelse. Ministeren er indstillet på et forbud, men først skal de juridiske og økonomiske konsekvenser granskes. En kylling kan nå slagtevægten, før systemet har besluttet, om den må vokse så hurtigt.

Til gengæld er der snart udsigt til, at flere kvinder får mulighed for stå helt stille i det offentlige rum. Jakob Engel-Schmidt satte som kulturminister initiativet om flere kvindestatuer i gang, og nu åbner kulturminister Zenia Stampe for en pulje på ti millioner kroner. Kommuner og andre aktører kan søge op til en million til statuer af historisk betydningsfulde kvinder fra Rigsfællesskabet. Endelig kan kvinder få en plads i det offentlige rum, hvor mænd i århundreder har stået i bronze og granit og set alvorlige ud, uden at nogen har spurgt, hvad de egentlig udrettede.

I Retten i Hillerød blev debattøren Mohamed Abdirahman Kahn frifundet for en anklage om at have tilskyndet til vold på Facebook på en måde, der kunne opfattes som mordtrusler. Kommentarfeltet eksploderede af indignation og fordømmelse, men retten fandt det ikke bevist, at loven var overtrådt. Det skal ikke fortolkes sådan, at enhver formulering er klog, rimelig eller ufarlig, men at domstolenes opgave kun er at vurdere beviserne, ikke temperaturen på folkestemningen, selv om den er på kogepunktet, og selv om hovedpersonen derudover er ekstraordinært øretæveindbydende, åbenlyst malker systemet økonomisk og kommer fra et land, hvor hans ytringer om regeringen ville udløse helt anderledes håndfaste reaktioner fra de eksekverende myndigheders side. I Danmark har vi kun hjemmel til at synge 'Send In The Clowns'.

I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det

På det udenrigspolitiske område nåede kommentarfelterne også godt op i omdrejninger. Mette Frederiksen blev sur over, at Norges statsminister Jonas Gahr Støre og Finlands præsident Alexander Stubb havde talt med Vladimir Putin om Ukraine uden den koordinering, hun mente var nødvendig. Europa skulle holde sammen, lød det, og ikke gå solo. Det var et budskab, der hurtigt blev mødt af en særlig version af nordisk fællesskab. I Norge skrev Aftenpostens politiske redaktør: 'Hold nu kæft, Mette!', og Fridtjof Nansen Instituttet kaldte kritikken uinformeret, utaknemmelig og uklog. Den norske statsminister fastholdt, at de allierede var blevet orienteret på forhånd – også præsident Zelenskyj. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller kaldte Mette Frederiksens udtalelse hamrende pinlig, og topdiplomaten Friis Arne Petersen advarede mod at lufte alvorlige uenigheder offentligt. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen støttede heller ikke ligefrem Mette Frederiksen med sin konstatering af, at Putin er den eneste, der vinder, når vi skændes om vores egen organisering, og den tidligere socialdemokratiske spindoktor Noa Redington konkluderede, at Mette Frederiksen havde dummet sig eftertrykkeligt. I Norden taler alle om sammenhold, men først skal man lige markere, hvor elendigt de andre håndterer det.

Vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, bare den ikke kommer i karambolage med enigheden

Samtidig udspillede der sig en hjemlig strid om, hvorvidt man må mene det forkerte om Ukraine. Chefredaktør på forsvarsmediet Olfi, Peter Ernstved Rasmussen havde skrevet en leder, der argumenterede for, at Europa burde ændre kurs og fortælle Ukraines præsident, at en dårlig våbenhvile og fred trods de rædselsfulde omstændigheder var bedre end ingen fred. Det fik forsvarsminister Jeppe Bruus til at opfordre Peter Ernstved Rasmussen til at trække klummen tilbage, hvilket til gengæld udløste en advarsel fra chefredaktøren mod en situation, hvor den store leder taler, og alle andre bare har at bukke og holde mund. Han beskrev debatten som landskampdækning og følte sig tydeligvis sparket til hjørne.

Men demokratiet er trods alt ikke en grupperejse med kun én ret på menukortet, og dermed er vi tilbage ved Preben Bang Henriksen. Fra Venstres gruppemøde til debatten om Ukraine går en rød tråd gennem uge 44: Alle taler varmt om fællesskab, men bliver nervøse, når nogen ikke følger flokken.

Vi vil gerne redde klimaet, men tager helikopteren. Vi vil gerne beskytte dyrene, men skal først undersøge, om det kan betale sig. Vi vil gerne fremme kvinder i historien, men må opfinde en speciel pulje for at hylde dem. Og vi vil gerne have et stærkt demokrati, hvor der er plads til uenighed, så længe den ikke kommer i karambolage med partilinjen. Et skulderklap fra formanden er ikke nødvendigvis en accept, en armygrøn helikopter er ikke grøn på den rigtige måde, og en turbokylling er ikke det eneste, der vokser for hurtigt. Politisk uenighed kan have den samme tendens.

Det vigtigste er selvfølgelig, at kursen ligger fast. Også selv om ingen helt ved, hvor det fører hen.

Lad det være sagt med det samme: Jeg tilhører fællesskabet Anonyme Melankolikere. Vi er en overset gruppe i samfundet, der går rundt blandt almindelige mennesker, passer os selv, betaler vores regninger og nikker venligt til naboen. Men indeni er vi mærket af en tilbagevendende lidelse, som hvert år dukker op omtrent samtidig med, at sommerens sidste kølige drink på terrassen er indtaget, havemøblerne er stuvet af vejen og tiden skruet en time tilbage. Vi lider af efterårsmelankoli. En tilstand, der hverken kan kureres med D-vitamin, fornuftige sko eller en optimistisk bemærkning om, at naturen jo har godt af lidt regn og blæst.

Det er ellers ikke, fordi efteråret ikke gør sig umage. Tværtimod. Det møder os med en farvepalet, som selv den mest ambitiøse kunstmaler må misunde. Skoven flammer i gyldne, kobberrøde og orange farver, mens landskabet ligger badet i et blødt, honningfarvet lys, trækronene gløder, og selv en ganske almindelig landevej kan pludselig ligne en scene fra en fransk film om kærlighed, længsel og mennesker, der drikker rødvin med alvorlige miner.

Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen

Det er her, bilen for alvor kommer til sin ret. Man glider gennem landskabet med hænderne afslappet på rattet, mens solen falder ind gennem forruden, og Chet Baker strømmer ud af højttalerne med sin bløde, dæmpede stemme og trætte trompet, Come Rain Or Come Shine. Hans musik lyder, som om den har oplevet den store kærlighed, mistet den igen og nu har affundet sig med, at livet trods alt går videre. Man passerer landsbyer, skove og åbne marker, og for en stund føles tilværelsen betagende smuk. Man får lyst til at standse, læne sig op ad en gammel eg og betragte verden med et vemodigt blik, som om man er hovedpersonen i en roman, ingen endnu har skrevet. Det er efteråret, når det er bedst. Den form for efterår, der får selv en kyniker til at overveje, om der måske alligevel er en mening med det hele.

Men så er der det andet efterår. Det, der springer de formildende omstændigheder over. Det, der begynder med en grå morgen, hvor regnen slår mod ruden, og vinden rusker i huset, som om den har et gammelt regnskab at gøre op med tagrenderne. Himlen hænger lavt og tungt over landskabet, og dagen indfinder sig uden antydning af, at det skulle være umagen værd. Man trækker gardinerne fra og ser ud på verden med de samme bange anelser, som når man lytter til Radioavisen.

Og dårlige nyheder er der nok af. Græsset er vådt, stierne smattede, asfalten giver genskin af regnen, og træerne ryster i vinden, mens de sidste blade klamrer sig til grenene. De ved udmærket, hvordan det ender og prøver bare at forhale det uundgåelige. Men når bladene er væk, og træerne står nøgne tilbage med grenene strittende i alle retninger, viser efteråret sit sande ansigt. Al idyl er forduftet. Ingen gyldne farver, ikke noget blødt lys, ingen poetisk indpakning. Naturen har bare efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg. Man får lyst til at trække gardinerne for, tænde en lampe og sætte sig i en stol med en bog. Men man kan ikke koncentrere sig om læsningen. Man sidder bare og stirrer ud i luften, mens tankerne blafrer som våde blade i rendestenen.

Naturen har efterladt os med en hær af barkede træskeletter og tvinger os til at blive indenfor og genoverveje vores livsvalg

Alligevel skal man ikke undervurdere melankolien. Der er noget særligt ved at lade sig opsluge af efterårets vemod. Vel at mærke med måde. Det tvinger os til at sætte tempoet ned og mærke efter, hvad der foregår under den daglige overflade af praktiske gøremål og velmente planer. Man skal bare huske, at melankolien også har en særlig evne til at flytte ind i sofaen, brede sig og insistere på, at man ikke behøver at gå udenfor, når vejret alligevel er så elendigt. Den foreslår, at man lige kan vente til i morgen med at ringe til en ven, gå en tur eller få ordnet det, man allerede har udskudt i ugevis. Og før man ved af det, er der gået tre dage, og man har udviklet et nært og fortroligt forhold til sin kaffemaskine.

Derfor har vi Anonyme Melankolikere brug for visse leveregler. For det første må man aldrig stole fuldt og helt på sit humør, når det regner fra vest, og vinden hyler omkring hushjørnerne. For det andet skal man huske, at et landskab kan se håbløst ud på tærsklen til november og være fortryllende igen i april. Og for det tredje må man aldrig glemme Chet Baker. Der findes næppe en bedre ledsager til en grå eftermiddag end hans trompet, der synes at vide alt om livets skuffelser, men alligevel spiller videre, I Get Along Without You Very Well. Det gælder om at bevare en smule håb, mens vi venter på lyse tider igen.

• Billie Holiday: Blue Moon
• Paul Desmond: Bossa Antiqua
• Eva Cassidy: Hallelujah I Love Him So
• Mel Tormé: Lullaby of Birdland
• Lester Young · Oscar Peterson Trio: Almost Like Being In Love
• Helen Merrill: Why Don't You Do Right
• Carsten Dahl · Thomas Blachman: When You Wish Upon a Star
• Molly Johnson: Body And Soul
• Gerry Mulligan: Lullaby Of The Leaves
• Natalie Cole: This Will Be

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Der er uger, hvor Danmark fremstår som et velordnet samfund, hvor ansvarlige mennesker træffer fornuftige beslutninger, og hvor demokratiet fungerer efter hensigten. I denne uge blev vi endnu en gang mindet om, at virkeligheden overgår selv den mest fantasifulde politiske satire.

Ugens hovednummer var det vietnamesiske statsbesøg af præsident Tô Lâm, som ikke bare er en udenlandsk statsleder med hang til ceremoniel og royale omgivelser. Han står også i spidsen for et undertrykkende regime, hvor journalister, aktivister og politiske dissidenter fængsles på stribe, og han står bag kidnapningen af aktivister og politiske modstandere i udlandet. En mangefacetteret gæst.

Danmark havde besluttet sig for at rulle den røde løber ud, pudse sølvtøjet og efterlade menneske-rettighederne i garderoben

Lederen af menneskerettighedsorganisationen Asia Human Rights and Labour Advocates har betegnet Tô Lâm som stalinist. Det kunne måske have givet anledning til et par kritiske spørgsmål, en tøvende hånd på dørhåndtaget eller i det mindste en diskret rynke mellem de diplomatiske øjenbryn. Men nej. Danmark havde besluttet sig for at rulle den røde løber ud, pudse sølvtøjet og efterlade menneskerettighederne i garderoben. Kong Frederik og Mette Frederiksen modtog Tô Lâm med åbne arme, og han blev udstyret med Elefantordenen – en hæder, der i almindelighed forbindes med betydelige fortjenester og ikke bare med evnen til at holde sig ved magten. Derefter kunne gæsten nyde en sightseeing i hovedstaden i kongelig karet. København må også have taget sig særlig smuk ud fra karetvinduet, når man for en stund ikke behøver at bekymre sig om, hvorvidt en kritisk journalist i nærheden skal fængsles eller bare forsvinde sporløst fra Jordens overflade.

Til kongen og dronningens gallataffel om aftenen mødte hele regeringen op med ledsagere i det store skrud, og tv's hidkaldte modeekspert fik lejlighed til at vurdere kjoler, snit og farvevalg. Det er vigtigt, at nationen bliver orienteret om, hvem der bærer hvad, når nu de mere principielle spørgsmål om gæstens forhold til menneskerettighederne ikke skulle have lov at ødelægge den gode stemning.

Organisationen for landmænd, der sidder på flæsket, og som går under dæknavnet Bæredygtigt Landbrug, har ikke længere en marionet ved navn Søren Gade siddende i Folketinget

Blandt gæsterne var også den radikale kulturminister Zenia Stampe, som engang var med til at grundlægge foreningen Republik. Det er en organisation, der ikke ligefrem har monarkiet som sin foretrukne styreform. Men som bekendt kan et menneske udvikle sig, og et republikansk sindelag kan muligvis også finde hvile ved et kongeligt festbord. Zenia Stampe forklarede selv, at hun havde været 'så usigelig heldig' at få chefen for adjudantstaben til bords. Det er manden, der leder de seks-syv adjudanter, som følger kongen rundt og årligt koster danske skatteydere 10 millioner kroner. Det er naturligvis ikke enhver forundt altid at have en hel stab i hælene, men det kan være praktisk, når man skal nå fra sightseeing til gallataffel uden at fare vild. Og for Zenia Stampe må middagen have været en særlig oplevelse: Fra republikansk grundlægger til kongeligt selskab på Christiansborg. Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Men der foregår som bekendt meget andet på Christiansborg. Organisationen for landmænd, der sidder på flæsket, og som går under dæknavnet Bæredygtigt Landbrug, har ikke længere en marionet ved navn Søren Gade siddende i Folketinget. Han sagde farvel med en afskedssalut på 1176 spørgsmål til miljøministeren – 12 enslydende spørgsmål til hver af landets 98 kommuner, der kort fortalt handlede om én bestemt ting: Fortyndet afføring. Når kraftig regn sender store mængder vand gennem kloaksystemerne, kan anlæggene ikke altid følge med. Noget spildevand må derfor ledes uden om rensningen og ud i vandløb eller havet. Det er en nødvendig sikkerhedsforanstaltning, som skal forhindre, at kloakkerne løber over og oversvømmer huse og veje, eller at renseanlæggene bliver overbelastet. På landsplan er det mellem 1-2 procent af udledningen af kvælstof, der kommer fra overløb. Det har alle vidst længe, hvis man ser bort fra Søren Gade og landmændene. Men spørgsmålene skal besvares, og det forventes, at besvarelsen vil kræve 'betydelige ressourcer' hos både styrelse og departement. Det er altså ikke kun spildevandet, der risikerer at flyde over. Også de administrative systemer må regne med en belastning, der nærmer sig et kritisk niveau. Nogle vil hylde Søren Gade for hans engagement i vandmiljøet. Andre vil måske beundre ham for at have bevaret et barnligt sind, når han ikke får sin vilje.

Et folketings-mandat er jo ikke en brugt sofa, som partiet kan udbetale en skrotpræmie for, hvis den ikke længere passer ind i indretningen

I Folketinget blev der desuden fremsat et lovforslag, som skal gøre det ulovligt at tilbyde politikere penge for at træde tilbage. Forslaget udspringer af sagen om Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne, hvor partiets daværende folketingsmedlem Mike Fonseca i 2023 blev tilbudt 370.000 kroner for at forlade Folketinget, så en suppleant fra Moderaterne kunne overtage mandatet. Tilbuddet blev fremsat i et kælderrum på Hotel Guldsmeden på Islands Brygge, efter at Mike Fonseca havde fortalt partiet, at han var blevet kæreste med en pige på 15 år. Sagen var i forvejen belastet af ubehagelige spørgsmål om dømmekraft, politisk ansvar og partiets håndtering af situationen. Nu har den også bidraget til et lovforslag, der skal forhindre, at man køber sig til en ændring af Folketingets sammensætning ved at betale et medlem for at blive væk. På sin vis er det betryggende, at der nu bliver lovgivet mod den slags. I et demokrati er et folketingsmandat jo ikke en brugt sofa, som partiet kan udbetale en skrotpræmie for, hvis den ikke længere passer ind i indretningen. Man kommer til at spekulere på, hvor mange andre selvfølgeligheder der efterhånden kræver et lovforslag, før de bliver taget alvorligt. Måske skulle man også overveje en lov, der forbyder politikere at gøre noget, de senere må bruge tre udvalg, fire redegørelser og en kommunikationsstrategi på at forklare.

Det ville være trist, hvis livets sidste store frihedskamp skulle stå mellem en hakkebøf og et klimamål

I København udspillede der sig en anden værdikamp, denne gang om hakkebøffer. Berlingske kunne fortælle, at ældre på københavnske plejehjem risikerer at få nej, hvis de gerne vil have serveret en hakkebøf på deres fødselsdag. Det fik statsminister Mette Frederiksen til at reagere med en moralsk indignation, der var til at tage og føle på. Hvis et menneske har levet et langt liv og ønsker sig en hakkebøf på sin fødselsdag, bør det ikke være kommunens klimaregnskab, der får det sidste ord. Men Københavns overborgmester, Sisse Marie Welling, mente, at statsministeren havde misforstået det hele, for plejehjemmene kunne selv tilrettelægge menuerne og bestemme, hvor meget kød de ville servere, så beboernes behov og ønsker kunne tilgodeses. Uheldigvis var det ikke det, der stod i kommunens egne dokumenter. De viste, at køkkenerne absolut ikke havde frie hænder. Og mens politikerne diskuterer, om klimahensyn, ernæring eller økonomi skal veje tungest, kan plejehjemsbeboeren sidde tilbage med et beskedent ønske: Ingen Welling til forret, tak – men en hakkebøf, nogle kartofler og måske lidt brun sovs. Det ville være trist, hvis livets sidste store frihedskamp skulle stå mellem en hakkebøf og et klimamål.

Og som om den politiske uge ikke allerede havde været begivenhedsrig nok, blev også den digitale verden ramt af en foruroligende krise. To alvorlige sikkerhedshuller i PHP, et af verdens mest udbredte programmeringssprog, gjorde hjemmesider verden over sårbare over for hackerangreb. Flere hjemmesider blev midlertidigt lukket som en sikkerhedsforanstaltning, og virksomheder blev opfordret til at opdatere deres systemer, før ubudne gæster fik mulighed for at kigge indenfor. Dansk Industris cybersikkerhedsekspert udtalte, at han ikke kunne komme i tanker om noget mere alvorligt. Også beredskabsministeren understregede, at hændelsen var alvorlig. 'Døren står vidt åben', lød det.

Det var altså ugen, hvor man kunne opleve en stalinistisk statsleder blive hædret med en kongelig orden, en tidligere folketingsformand stille tolv hundrede spørgsmål om spildevand, der mest af alt gik ud på at spilde andres tid, en kulturminister fra det republikanske reservat blive placeret ved siden af det kongelige systems egen livline, og en statsminister gå i krig for de gamles ret til kød. Samtidig stod døren til en stor del af verdens hjemmesider på vid gab for hackere.

Kort sagt en uge, hvor der var noget for enhver smag, medmindre man altså boede på plejehjem og havde lyst til en hakkebøf.



UGENS LAVPUNKTER:

• På Instagram har Mette Frederiksen indledt en bogstafet med kendte, der anbefaler 'en god gammeldags bog'. Hun anbefaler selv 'Dræb ikke en sangfugl', måske fordi titlen også fungerer som en klar instruks. Nogle vil mene, at hun hellere skulle have valgt den højaktuelle, men kontroversielle 'Barndommens Gade' eller måske 'Kongens Knæfald'.
• Justitsministeriet har henvendt sig til mindst 25 europæiske lande med henblik på at leje fængselspladser, fordi der er mangel på pladser i danske fængsler. To spørgsmål trænger sig på: Hvis man skal afsone i udlandet, optjener man så SAS-point? Og hvis man opfører sig pænt, kan man så blive opgraderet fra tremmeseng til enkeltcelle?
• Lørdag blev to pressefotografer udsat for knippelslag af politiet, mens de dækkede en demonstration. Fremover bør pressefotografer have to former for akkreditering: et pressekort og en hjelm af prima kvalitet.
• En gruppe internationale forskere har fundet ud af, at folk i 2005 i gennemsnit sagde 16.632 ord om dagen. I 2019 brugte de kun omkring 11.900 ord dagligt. En diskussion kan snart klares med et enkelt suk.
• Under en af Østre Landsrets gamle bygninger smækkede en celledør ved et uheld bag en rengøringsassistent, der først blev fundet efter tre døgn. Hotellerne bør være bekymrede. Nu kan Østre Landsret tilbyde tre overnatninger i historiske omgivelser. Dog uden roomservice, minibar og indvendigt dørhåndtag.
• Andelen af hjemmeboende 21-årige er steget fra 32 procent i 2011 til 57 procent i 2025. Den største milepæl i voksenlivet er ikke længere at få sit første job, men at få lov at være med til at bestemme aftensmaden.
• Der åbner stadig nye restauranter i København, men konkurrencen er blevet så hård, at flere steder må kæmpe for at fylde bordene. Nogle overvejer endda en ret på menukortet, der ikke kræver et banklån.
• En tre meter lang haj var blevet fanget i en kunstig kanal i Sydkorea. Efter en måned lykkedes det at få den ud i havet igen, men dagen efter var den tilbage i kanalen. Eksperter mener, at hajen er svømmet ind i kanalen, fordi havet var blevet for varmt. Den første klimaflygtning med finner.
• Flere af landets biskopper vil se på, om store bededag skal flyttes til et andet tidspunkt, når den genopstår fra 2030. Jesus var tre dage om at genopstå. Store bededag er foreløbig oppe på syv år.
• 27 operationssygeplejersker fra Rigshospitalet skriver i et bekymringsbrev til ledelsen af hospitalet efter fyring af tre kirurger: 'Vi står med patienternes liv i hænderne, og vi er bekymrede for, hvad patienterne vågner op til.' Altså hvis de vågner op.