Uffe Jerner

Først opdagede menneskeheden, at vi allerede i forgårs havde brugt hele årets naturbudget: Earth Overshoot Day. Resten af året lever vi på afbetaling, en slags kviklån hos Moder Natur. Danmark ligger som sædvanlig helt i front. Vi har hverken olie, diamanter eller regnskov, men vi har alligevel formået at opføre os, som om vi ejer tre planeter og leaser en fjerde. Men klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa har heldigvis fundet synderen: Vores garderobeskabe. Ikke kulkraftværker, cementproduktion eller privatfly. Nej, en dame fra Kolding har simpelt hen købt en cardigan for meget. Hele kloden brænder, og løsningen er at tælle efter, hvor mange hættetrøjer, der er i omløb, og har vi virkelig brug for syv par sorte bukser?

Vi har hverken olie, diamanter eller regnskov, men vi har alligevel formået at opføre os, som om vi ejer tre planeter og leaser en fjerde

Apropos brand: Omkring Bordeaux er over 200.000 mennesker blevet evakueret, 42.000 hektar natur er væk, tusindvis af virksomheder er lukket, og Bordeaux årgang 2026 risikerer at få en diskret eftersmag af lejrbål. Vinanmeldere får travlt: 'interessant bouquet med noter af eg, solbær og civilbeskyttelse.'

Hjemme i Danmark er boligmarkedet til gengæld stadig så brandvarmt, at vi på seks måneder har købt ejerlejligheder for 44,5 milliarder kroner. Og når man nu har købt en lejlighed til otte millioner, er det rart at vide, at man i det mindste kan blive gammel med værdighed. Dansk Folkeparti vil lovgive om retten til kød på plejehjem og sygehuse. Ikke retten til en medarbejder, der har tid til at hjælpe dem på toilettet eller retten til kortere ventelister, men retten til en hakkebøf, om nødvendigt eskorteret af Hjemmeværnet. Danmark bliver muligvis det første land, hvor menneskerettighederne omfatter både liv, frihed og brun sovs.

Samtidig kan vi glæde os over, at ligestillingen i dansk politik nu endelig er nået i mål. Kvinder og mænd sidder nu næsten fuldstændig ligeligt fordelt på magtens poster. Der er unægtelig også en vis retfærdighed i, at begge køn nu kan tage lige stort ansvar for de problemer, ingen af dem kan løse.

Der er unægtelig også en vis retfærdighed i, at begge køn nu kan tage lige stort ansvar for de problemer, ingen af dem kan løse

Det muslimske spejderkorps Semerkand Ungdom beskriver sig selv med ordene 'åndsfrihed, ligeværd og demokrati', men drenge og piger kan ikke gå til spejder sammen. Som at åbne en vegetarrestaurant med sloganet: 'Vi elsker grøntsager, men serverer kun kød.' Spejderkorpset får over en halv million kroner om året i statsstøtte via tipsmidlerne. Det betyder, at hver gang en pensionist taber 50 kroner på at spille Lotto, kommer vi en lille smule tættere på kønsopdelte spejdermøder. Politikere fra flere partier er forargede, og nu skal kulturminister Zenia Stampe undersøge, om reglerne for statsstøtte skal opdateres. Imens forsikrer alle, at ingen er udelukket. Der er bare ingen piger. Men der er pigehold på vej. Det minder lidt om DSB: Toget kommer, man ved bare ikke helt hvornår.

Internationalt går det heller ikke stille for sig. I Berlin blev et Pride-arrangement ramt af et islamistisk terrorangreb, da en person kørte ind i menneskemængden i en varevogn, dræbte én og kvæstede 29. Gerningsmanden havde været fængslet, han var kendt af myndighederne, og han havde været i afradikalisering. Det eneste sted, han tilsyneladende ikke havde været, var på listen over mennesker, man måske burde holde lidt ekstra øje med. Hvis han havde været en bibliotekslåner med en bog, der var afleveret tre dage for sent, var han sandsynligvis blevet overvåget mere konsekvent. Efter terrorangrebet har politikerne lovet at undersøge, hvordan det kunne ske. Det er efterhånden blevet Europas mest stabile beredskabsplan: Først tragedien, derefter undersøgelsen og endelig rapporten. Så kan vi glemme det hele igen.

I Polen er der landet et missil. Eller en raket? Ingen ved det helt endnu. Måske russisk, måske ikke. Måske er det en forulykket UFO? Ligger der marsmænd og lurer i buskadset? Europæisk sikkerhedspolitik er en disciplin, hvor man først undersøger krateret og derefter spørger, om nogen tilfældigvis mangler et missil.

Hver gang en pensionist taber 50 kroner på at spille Lotto, kommer vi en lille smule tættere på kønsopdelte spejdermøder

Og så var der ugens mest spektakulære afhopning – eller elegante pirouette. TV 2's USA-ekspert Sofie Rud skiftede job til den amerikanske ambassade, selv om hun ellers er kendt for at være en ubønhørlig kritiker af Trump-administrationen. Kommentarsporene på de sociale medier eksploderede øjeblikkeligt. Hendes følgere på LinkedIn – fortrinsvis mediefolk som hende selv – mente, det var fantastisk. Omvendt mente Facebooks tastaturkrigere, at hun personligt var i gang med at overrække Grønland til Donald Trump med en rød silkesløjfe omkring. Sandheden ligger muligvis et sted midt imellem, men det ville være den mindst interessante mulighed. Det særlige ved LinkedIn er, at hvis nogen annoncerede, at de havde fået job som kommunikationschef for en aktiv vulkan, ville kommentarerne stadig være: 'Stort tillykke! Så velfortjent! Du bliver fantastisk i rollen.'

USA er for resten tilbage med endnu en omgang straftold. Denne gang lyder forklaringen, at tolden skal bekæmpe tvangsarbejde og styrke menneskerettighederne. Der er bare det ved det, at USA selv er blandt de største importører af varer produceret ved tvangsarbejde. I øvrigt tillader den amerikanske forfatning tvangsarbejde for indsatte i fængsler, så argumentet om menneskerettigheder er omtrent lige så overbevisende som en pyroman, der påstår, at han har sat ild til noget for at forebygge en storbrand.

Summa summarum: Planetens naturbudget er overskredet, Frankrig brænder, Europa undersøger endnu et missil, og Trump er stadig USA's eget løsgående missil. Terroren vender tilbage, lejligheder sælges hurtigere end brandslukkere, og politikerne har opnået perfekt kønsbalance og forsøger at udbrede idéen til muslimske kredse. Og hvis alt andet går galt, kan vi heldigvis trøste os med, at retten til en hakkebøf på plejehjemmet snart er grundlovssikret.

Det er alligevel rart at vide, at der stadig er noget, vi kan stole på.



UGENS LAVPUNKTER:

• Cyklistforbundet har foreslået, at hurtige cyklister må køre på vejen. Bilisterne foreslår til gengæld, at de skal have lov til at køre på cykelstien. Fodgængerne har opgivet og søgt om asyl i en rundkørsel.
• Margrethe Vestager, som har brugt år på at kæmpe mod techgiganterne, frygter, at AI vil gøre flertallet dummere. AI har svaret, at den deler bekymringen.
• En britisk bedemand er tiltalt for at opbevare lig i sine kølerum i flere måneder og udlevere de forkerte lig til de pårørende. Han drev med andre ord bedemandsforretning efter samme princip, der kendes fra lufthavne: Somme tider ender bagagen bare på det forkerte bånd.
• Knudeklinten på Fur blev i weekenden udnævnt til Unesco Verdensarv. Nu vil Museum Salling undersøge muligheden for at lave eksklusive fossiljagter for turister, når de besøger Knudeklinten. Altså en slags Pokémon GO for pensionister.
• Det kniber med at få lærerstuderende til Skive. Sidste år var der 36 studerende. I år er der 27. Den største udfordring ved rusugen bliver at finde deltagere nok til rundkredsen.
• Universiteterne mærker også den manglende interesse. På fem år er ansøgningerne til sproguddannelserne styrtdykket og faldet til det halve. Til næste år kan fredagsbaren holdes i elevatoren.
• Mens der er rift om ungdomsboliger i København, står de tomme i Aalborg. En ungdomsbolig i Aalborg har stået tom så længe, at den er begyndt at læse jura på egen hånd.
• Forskere ser et stort potentiale i at få tang ind i vores madvaner, og nogle steder er 'havets grøntsager' allerede kommet i gryderne. 'Havets grøntsager' lyder som noget, en blæksprutte siger for at få børnene til at spise op.
• Givskud Zoo nordvest for Vejle har fået usædvanlig mange dyreunger i år. Den nyeste kom til verden i onsdags, da gorillaen Minnie fødte en unge. Pandaerne i Zoologisk Have i København er blevet sendt på motivationskursus.
• Der var tidligt torsdag formiddag meldinger om gaslugt i Fredericia. Efter flere timers efterforskning og samarbejde med andre myndigheder kunne politiet konstatere, at lugten var forsvundet fra gerningsstedet. Signalement: usynlig, lugtede mistænkeligt.

Efter et længere tilløb har jeg besluttet mig til at tage tyren ved hornene og bekende kulør. Sagen er den, at jeg ikke hører til dem, der bliver rastløse, hvis de ikke mindst én gang om året står i en lufthavn klokken fem om morgenen med et pas i hånden. Men jeg misunder dem en smule. Ikke fordi jeg selv har lyst til at være med, men fordi de tydeligvis får noget ud af det.

Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest

Jeg har det bare stik modsat. Jeg bryder mig grundlæggende overhovedet ikke om at rejse. Det er efterhånden mange år siden, jeg sidst for alvor var i udlandet (Sverige undtaget af familie-mæssige årsager), og jeg savner det heller ikke. Tidligere rejste jeg en del. Lige indtil jeg indså, at jeg nok mest gjorde det, fordi det var noget, der blev forventet af én. Man tog på storbyferie, charterferie eller kør-selv-ferie, og bagefter kunne man fortælle om det ved frokostbordet på arbejdet. Først da jeg holdt op med at rejse, opdagede jeg, hvor befriende det var. Den største glæde ved enhver ferie havde været det øjeblik, hvor jeg satte nøglen i min egen hoveddør og mærkede lettelsen over, at jeg endelig var hjemme igen.

Det mest anstrengende ved at rejse er sproget. Jeg taler ganske vist engelsk (sådan da) og kan sagtens klare mig. Tysk og fransk kan jeg til husbehov, men der er en kæmpe forskel på at kunne gøre sig forståelig og på at kunne udtrykke sig præcist. På dansk kan jeg nuancere, være ironisk eller alvorlig, måske endda vittig, alt efter hvad situationen kræver. Men dansk er som alle andre sprog fyldt med faste vendinger og kulturelle koder, som ikke lader sig oversætte.

På et fremmed sprog føler jeg mig reduceret til en simplere udgave af mig selv. Jeg kan godt spørge, hvor toilettet er, men det er sjældent netop dét spørgsmål, der optager mig mest. Mit modersmål er ganske enkelt en væsentlig del af min identitet. Måske er det derfor, jeg aldrig kommer til at føle mig hjemme i udlandet. Ikke fordi folk er uvenlige (jo, nogle er, men det adskiller dem ikke fra danskere), mere fordi et fremmed sprog hele tiden minder mig om, at jeg er gæst.

Der er steder i verden, som er langt mere spektakulære end noget, Danmark kan præstere. Grand Canyon, Himalaya, Victoriafaldene og koralrevene er næppe i fare for at blive overgået af en bakketop mellem Ry og Silkeborg eller en strand i Hornbæk. Alligevel vover jeg den påstand, at jeg allerede har set det meste af verden. Ikke med mine egne øjne selvfølgelig, men gennem utallige dokumentarfilm, naturprogrammer og rejseudsendelser. Indvendingen er, at det ikke er det samme som at være der selv. Men omvendt har film- og tv-hold adgang til steder, som almindelige turister aldrig kommer i nærheden af. Der bliver filmet fra helikoptere, dykket ned på havets bund, dyrelivet bliver fulgt i områder, hvor vi andre ville blive sendt hjem med besked om, at der er adgang forbudt for uvedkommende, eller der er simpelt hen er for farligt at færdes. Jeg ser ikke verden med mine egne fødder, om jeg så må sige, men til gengæld ser jeg mere af den på skærmen. Som en særlig bonus er der som regel ingen hjemme i min egen stue, der prøver at sælge mig en selfiestang eller en køleskabsmagnet.

Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv

En af de mest citerede sætninger i dansk litteratur er H.C. Andersens: 'At rejse er at leve.' Det er et smukt, om end fortærsket citat, og for mange mennesker er det sikkert også sandt. For mig er at rejse mere at overleve. At finde den rigtige gate. At stå i kø. At håbe, at kufferten kommer med. At forsøge at forstå højttalerudkald , der lyder, som om det bliver annonceret fra bunden af en tom blikspand. At være i tvivl om man nu også har forstået buschaufføren rigtigt (eller omvendt). Det er ikke ligefrem den form for eventyr, jeg drømmer om.

Jeg har den største respekt for dem, der elsker at rejse. Der er mennesker, som bliver oplivet af nye kulturer, fremmede dufte, ukendte landskaber og spontane oplevelser. Jeg tror fuldt og fast på, at de mener det, når de siger, at rejser har ændret deres syn på verden. Jeg ønsker dem tillykke. Jeg har bare opdaget, at mit eget syn på verden ikke nødvendigvis bliver større af at befinde mig længere væk hjemmefra.

Til gengæld holder jeg usigelig meget af Danmark. Vi har ikke vulkaner eller regnskove, men vi har et landskab, der ikke råber, og vi råber heller ikke selv. Kyster, skove, heder, klitter, gamle købstæder, herregårde, slotte, kirker og små havne, hvor tiden ser ud til at være gået i stå. Ingen har set alt det, landet rummer. Jeg har i hvert fald ikke.

Jeg er ikke ude på at omvende nogen. At rejse er for mange en vigtig del af livet, præcis som det at blive hjemme er blevet en vigtig del af mit. Derfor er det heller ikke et forsøg på at afgøre, hvad der er den rigtige måde at holde ferie på, eller hvad der giver mest mening. Den diskussion interesserer mig sådan set ikke. Men vi er forskellige. Nogle længes efter det fjerne, andre trives bedst med det nære.

De sidste er nok bare i undertal.

God musik spørger ikke om genre, årstal eller nationalitet – kun, om man har tid til at lytte.

Først dagens smil, inden Sammy Davis Jr. med elegance og nærvær overtager med den evigt rørende Mr. Bojangles.

Django Reinhardt minder os om, at en guitar kan være både ild og fløjl, mens Alison Moyet beviser, at kærligheden, den gamle røver, aldrig går helt på pension. Keith Jarrett og Charlie Haden giver tonerne tid til at trække vejret, før Astrud Gilberto og Antônio Carlos Jobim sender os på en kort afstikker til Rio, hvor isterningerne klirrer lidt langsommere. Carole King påpeger derefter, at nogle af livets vigtigste sætninger er de sværeste at at få sagt: It's Too Late.

Coleman Hawkins fortæller en hel roman med sin saxofon. Melody Gardot lader morgensolen stå op, og Glenn Miller lukker og slukker med Tuxedo Junction, mens man forestiller sig et velklædt orkester, et dansegulv og mennesker, der stadig vidste, hvordan man tog sig god tid.

Hvis der er en rød tråd, kunne det være musik, der ikke behøver at råbe for at blive hørt, og som har overlevet tidens nådesløse sorteringsmaskine:

• Timeless Tone: Smile of the Day
• Sammy Davis Jr.: Mr. Bojangles
• Django Reinhardt: Topsy
• Alison Moyet: That Ole Devil Called Love
• Keith Jarrett · Charlie Haden: Everything Happens To Me
• Astrud Gilberto · Antônio Carlos Jobim: Água de Beber
• Carole King: It's Too Late
• Coleman Hawkins: Body and Soul
• Melody Gardot: Morning Sun
• Glenn Miller: Tuxedo Junction

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad det vil sige at koge suppe på en pølsepind, kan jeg anbefale at forsøge at lave en oversigt over ugens mest omtalte begivenheder. Det har jeg selv lige gjort, og resultatet blev en tynd kop te. Men lidt har også ret:

Først måtte vi sige farvel til Jonas Vingegaards Tour de France-drømme. Ikke med et heroisk angreb på Alpe d'Huez eller en dramatisk duel mod Pogacar, men med et styrt, en slynge og en ambulance. Sådan er cykelsporten. Man kan være verdens hurtigste mand den ene dag og statist i en Falck-reklame den næste. Nationen gik kollektivt i sorg, og den danske sportsbefolkning begyndte straks at regne på, om der mon kunne uddeles gule trøjer for moralske sejre. Men nej. Det ville nok have krævet Vorherres eller den amerikanske præsidents mellemkomst.

Man kan være verdens hurtigste mand den ene dag og statist i en Falck-reklame den næste

Til gengæld kan vi snart glæde os over en delvis solformørkelse. Det sker ganske vist først den 12. august, så der er god tid at forberede sig, men midt i en agurketid er der tale om et enestående nyhedsmæssigt højdepunkt. Hele 85 procent af solen forsvinder. Det er den største solformørkelse siden 2015, og næste gang bliver først i 2048. Det er med andre ord et af de få fænomener, hvor der er grund til at løfte blikket fra mobiltelefonen. Men glem nu ikke at tage et billede til Instagram.

Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, har Storbritannien igen fået ny premierminister. Engang var det en livsgerning at være britisk premierminister. Nu minder jobbet mere om et sommerferiejob på en tankstation. På ti år har Storbritannien haft syv premierministre. Vagterne foran nummer 10 har opgivet at lære navnene udenad, og det siges, at Downing Streets flyttefirma har indført et klippekort, så den syvende indflytning udløser gratis bobleplast. Den nye premierminister Andy Burnham har lovet at skabe stabilitet og har fremlagt en tiårsplan, og ti år er alligevel et dristigt bud i et land, hvor en premierminister kun lige når at lære Wi-Fi-koden, før nogen ringer på døren med en afskedsbuket. Så det store spørgsmål er ikke, om Andy Burnham bliver en god premierminister, men kommer han til at holde længere end et hvidkålshoved? Hvis svaret er ja, vil han blive betragtet som en af de mest stabile britiske regeringsledere i nyere tid.

På den anden side af Atlanten har USA fundet ud af, at landets vigtigste våbensystem måske slet ikke er hangarskibe, kampfly eller atomubåde, men testosteron. Derfor skal alle soldater over 30 nu testes. Ikke for deres skydefærdigheder, men for deres hormonbalance. Pentagon er tæt på at anse det for en strategisk nødvendighed. Man forestiller sig fremtidens NATO-topmøder, hvor generalerne ikke længere sammenligner antallet af kampvogne, men sidder og diskuterer blodprøver.

Forvaltningen skal bare dokumentere over for politiet, at det, enhver kan se, faktisk er det, de kan se

Herhjemme har vi til gengæld fået en ny disciplin i offentlig forvaltning: permanent midlertidighed. Københavns Politi vurderer, at en såkaldt romalejr i et af byens mere mondæne boligområder ikke er permanent. Derfor er den heller ikke ulovlig. At den har ligget der i månedsvis og drevet beboerne til vanvid på grund af afbrænding, affald og afføring overalt, påvirker ikke vurderingen, heller ikke selv om B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen 'raser' over, at Københavns Kommune – i skikkelse af teknik- og miljøborgmester Line Barfod fra Enhedslisten – har større sympati for 'den her tilbagestående romakultur' end for københavnerne. Line Barfod tager ikke telefonen, men han får medhold af sundheds- og omsorgsborgmesteren, Jens-Kristian Lütken fra Venstre. Forvaltningen skal bare først dokumentere over for politiet, at det, enhver kan se, faktisk er det, de kan se. Kafka ville have trukket sit manuskript tilbage, kastet digterhatten fra sig og søgt job i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Samtidig har Folketinget fået sin egen udgave af Da Vinci-mysteriet. Ikke på grund af en lov, et forlig eller en ministerrokade, men på grund af en tatovering. Enhedslistens Trine Pertou Mach har en tekst på arabisk på armen og vil ikke at oplyse, hvad den går ud på. Dermed opstod en af årets mest ophidsede debatter: Har offentligheden ret til at kende betydningen af en folketingspolitikers tatovering? Foreløbig henstår det i det uvisse, om de arabiske skrifttegn dækker over 'Fred', 'Frihed', 'Kylling i karry' eller måske den universelle påmindelse, alle voksne mennesker burde få tatoveret et synligt sted: 'Husk at købe chips!' Men ingen ved indtil videre, hvad der står, måske ikke engang Trine Pertou Mach selv. Eller måske har hun bare glemt det og nyder opmærksomheden.

Det mest interessante er ikke tatoveringen, men tidens paniske behov for at vide alting. Vi har tilsyneladende afskaffet mysteriet som begreb. Hvis der står noget på et fremmedsprog, skal det oversættes. Hvis nogen tier, skal tavsheden analyseres. Hvis en politiker siger: 'Ingen kommentarer', bliver det automatisk opfattet som en indirekte tilståelse. Vi er nået dertil, hvor et manglende svar ikke længere er et manglende svar. Det er bare et svar, som fantasien endnu ikke har fundet den rigtige konspiration til.

Imens fortsætter solen med at stå op, cykelryttere vælter, politikere diskuterer definitioner, briterne forsøger sig med endnu en premierminister, amerikanerne måler hormoner, og vi selv leder efter meningen med det hele, fortrinsvis på de sociale medier. Måske bliver den største formørkelse den 12. august ikke solens. Måske bliver det bare vores egen formørkede evne til at skelne det, der virkelig betyder noget, fra det, der bare fylder en uge i nyhedsstrømmen.



UGENS LAVPUNKTER:

• Gæsterne strømmer til Oplevelsescenter Nyvang for at opleve en kopi af Andersens Badehotel fra tv-serien Badehotellet. Næste år åbner en kopi af parkeringspladsen.
• Tidligere statsminster Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock er blevet udpeget som minister for Wales i den nye britiske regering. Han er født i Wales, så regeringen konkluderede, at han nok ved, hvor det ligger.
• Der er næsten ingen dræbersnegle i år. De få tilbageværende menes at holde krisemøde i en glemt kompostbunke.
• Som det første land i EU vil Frankrig forbyde adgang til TikTok og Instagram for børn under 15 år. I stedet får de udleveret en baguette og en eksistensialistisk roman.
• Regeringen i Tjekkiet har godkendt et lovforslag, der skal forbyde mobiltelefoner i skolerne. Forbuddet vil også omfatte andre elektroniske kommunikationsenheder, herunder smartwatches. Det mest avancerede stykke teknologi i klassen bliver herefter den elektriske blyantspidser.
• Den spanske regering vil forbyde rygning på restaurander og strande. Med andre ord vil den eneste røg, der nu ses på en spansk strand, komme fra en turist, der har glemt sin solcreme.
• Efter flere års debat er Hitlers fødehjem i den østrigske by Braunau am Inn blevet omdannet til politistation, så bygningen kommer til at tjene et fornuftigt formål. I samme ånd kunne man passende omkalfatre Napoleons hat til en cykelhjelm.
• En sydkoreansk Michelin-restaurant skal i retten for at pynte en dessert med myrer, så nu er det slut med dem. Kaffen serveres stadig med en edderkop på kanten.
• Nærgående måger plager flere udendørsrestauranter i sommerlandet, og en café i Aarhus har ansat en person udelukkende til at forhindre måger i at stjæle pommes frites fra bordene. Flere skeptikere mener dog, at der slet ikke er tale om måger, men flyvende pommes frites-inspektører fra EU.
• Euroen skal have nyt design, og EU-borgerne kan selv være med til at vælge det online. EU's største frygt er ikke et hackerangreb, men at alle eurosedler ender med et billede af en kat med solbriller.

Sommeren besluttede sig for at tage smoking på. Solen sendte en jazzkvartet som vikar, Michael Bublé bad alle tage det helt roligt, og Ernest Ranglin surfede ubesværet hen over fortovet. Byen kom til at dufte af saltvand, vinden swingede, og pludselig føltes alting næsten som en forelskelse.

Det gode liv viste sig hverken at kræve yacht eller millionvilla, bare en skyggeplads, en sommerbrise og lidt god musik. Nogen lukkede øjnene og tænkte på én, de holdt af, mens aftenen mindede os om at gemme det bedste til sidst.

Varmen er tydeligvis steget nogen til hovedet ...

• Helen Schneider: Dream A Little Dream
• Manhattan Jazz Quartet: Summertime
• Michael Bublé: Nice 'n Easy
• Ernest Ranglin: Surfin'
• Madeleine Peyroux: The Summer Wind
• Quincy Jones: Summer In The City
• Nat King Cole: Almost Like Being In Love
• Till Brönner: The Good Life
• Shirley · Daniel: I Close My Eyes And Think Of You
• Moonjam: Save The Best For Last

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her. AI har igen slået til som illustrator.

Man siger, at agurketiden er den periode på året, hvor der ikke sker noget. Det er på sin vis rigtigt, hvis man ser bort fra verdenspolitikken, Grønland, Trump, fertiliteten, digitaliseringen, kriminaliteten, ulven og Troels Lund Poulsens planlagte comeback.

Det er en gammel dansk tradition at bryste os af at have styr på tingene. Derfor er det også opløftende, at Danmark stadig er i gang med at rydde op efter amerikanerne i Grønland. Ikke fordi amerikanerne lige har været der. Men fordi de var der engang. I 2018 afsatte Danmark 180 millioner kroner til oprydningen efter de gamle amerikanske militærbaser. Arbejdet skulle tage seks år. Opgaven er 'kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet'. Det er den slags formuleringer, man bruger, når man gerne vil sige, at det ikke gik som forventet, så det ikke lyder, som om nogen har lavet en fejl. Nu forventes det færdigt i 2033, hvis alt går efter planen. I offentlig sammenhæng betyder det, at ingen endnu har fundet en ny plan.

Trump har gjort valgfusk til sin politiske forretnings-model: Taber han, er demokratiet snyd. Vinder han, er demokratiet en triumf.

Donald Trump holdt natten til fredag en tale til nationen, hvor han udnævnte det amerikanske valgsystem til at være verdens mest korrupte. Beviserne manglede ganske vist, men til gengæld stod konspirationerne i kø: Efterretnings-tjenesterne skjuler simpelt hen kinesiske hackeres indblanding, og Barack Obama har gemt store mængder dokumenter i poser, som skulle brændes, men til alt helt har Trump fået fingre i dem. Men hvis USA's valgsystem er så gennemkorrupt, som Trump siger, opstår der et mindre logisk problem: Hvordan lykkedes det så Trump at blive valgt to gange? Var de valg pludselig mirakuløst ærlige, eller havde kineserne taget en fridag 2016 og 2024? Trump har gjort valgfusk til sin politiske forretningsmodel: Taber han, er demokratiet snyd. Vinder han, er demokratiet en triumf.

Trump har også en særlig løsning på det amerikanske demokrati. Senator Lindsey Graham var en at Trumps største stemmemagneter, og da han desværre døde i denne uge, foreslog Trump, at Grahams søster midlertidigt overtager pladsen i Senatet. Som en hyldest til Lindsey, skrev Trump på Truth Social. Ikke et ord om stemmer eller valgfusk.

Herhjemme har vi vores egne moderne udfordringer. Danmark mangler børn. En undersøgelse viser, at unge drømmer om flere børn, end de får. Men det er ikke nok, og de er åbenbart ikke villige til at yde den påkrævede indsats. I 2025 blev der født 59.443 børn, det vil sige 2.400 flere end året før. Men det er stadig ikke nok. Eksperter forklarer, at samfundsudviklingen gør det mindre attraktivt at få børn, og det er jo fuldt forståeligt. Et barn kræver tid, penge og overskud. Tre ting, der i forvejen er reserveret til telefosamtaler med en ældre slægtning, der har brug for hjælp med digital post.

Man løser problemer, før de opstår, så man kan dokumentere handlekraft uden at blive forstyrret af virkeligheden

For digitaliseringen er endnu et dansk mirakel. Vi har opbygget verdens mest digitale samfund, som fungerer upåklageligt. Forudsat der altid er en datter, søn, nabo eller ven, der kan hjælpe. Knap hver femte dansker har haft brug for hjælp til digitale offentlige løsninger. Eksperter kalder det en 'skyggeinfrastruktur', som kan oversættes til: 'Det hele kører, fordi nogen hjælper gratis.' Digitaliseringsminister Christina Egelund siger, at digitaliseringen skal være til gavn for borgerne, og at hun holder øje med udviklingen. Men hun har som bekendt også et helt ministerium til at hjælpe sig med at logge ind, så hun kan følge med.

På udlændingeområdet arbejder regeringen med endnu en løsning. Burkaforbuddet skal udvides til uddannelsesinstitutionerne, selv om gymnasier, universiteter og professionshøjskoler ikke oplever noget egentligt problem. En slags forebyggende problemløsning, hvor man løser problemer, før de opstår, så man kan dokumentere handlekraft uden at blive forstyrret af virkeligheden. Susie Jensen fra Danmarksdemokraterne mener stadig, at forbuddet er en god idé, mens Enhedslisten advarer om, at det kan isolere kvinder, som er udsat for social kontrol i forvejen. Det er endnu en af de situationer, hvor alle er enige om, at noget nok skal gøres, men desværre ikke om hvad.

Den slags formuleringer, man bruger, når man gerne vil sige, at det ikke gik som forventet, så det ikke lyder, som om nogen har lavet en fejl

På naturfronten er der til gengæld ingen tvivl: Ulven har gjort sig bemærket. Mere end 1.200 husdyr blev dræbt sidste år, og staten har udbetalt 36 millioner kroner til erstatninger og ulvesikrede hegn. Ulven er efterhånden det eneste dyr i Danmark, der kan udløse både erstatning, anlægstilskud og samråd i Folketinget. Hvis den lærer at udfylde en ansøgning, er den snart støtteberettiget.

Og endelig er der Venstre. Formand Troels Lund Poulsen satser på, at om ti år vil der være færre partier i Folketinget, og det vil gavne Venstre. Det er en imponerende form for selvindsigt. Efter partiets dårligste folketingsvalg nogensinde er konklusionen altså ikke nødvendigvis, at Venstre har brug for at ændre sig. Det er de andre, der er dumme. Måske skal verden bare ændre sig først. Det er håb som politisk strategi, en slags mental ulvesikring: Man sætter ikke hegnet op omkring sig selv. Man håber bare, at ulven går en anden vej.

Vi bruger millioner på oprydninger, der aldrig bliver færdige. Vi digitaliserer så effektivt, at folk må hjælpe hinanden med at bruge systemerne. Vi mangler børn, men gør livet stadig mere kompliceret for dem, der får dem. Vi løser problemer, også når vi først skal finde ud af, om de findes, og for nogle partier læger tiden alle sår.

Der var selvfølgelig også lige det med varmen, men kan vi ikke blive enige om at glemme alt om den? Så skal det nok gå altsammen.



UGENS LAVPUNKTER:

• Ifølge et nyt studie udviser humlebier følelseslignende reaktioner som at slikke sig om munden, hvis de godt kan lide maden, og at ryste på hovedet, hvis de ikke kan. Her ville en hveps nok bede om at komme til at tale med blomstens chef.
• Politiet anholdt mandag en mand for tyveri fra en kirke i Vejle. Med sig havde han syv sakse, et jernkors, et mindre kontantbeløb og en sodavand. Hvad kirken skulle med syv sakse er endnu ikke opklaret.
• Odense Havnebad blev midlertidigt lukket, efter at der var blevet meldt om 'et fækalt udslip'. Naturoplevelser kan også blive for autentiske.
• Danmark har vundet en europæisk pris for trafiksikkerhed. For første gang har vi fået en pokal for at lade være med at køre ind i hinanden. Nu mangler vi bare en pris for sammenfletninger.
• Antallet af rotteanmeldelser er vokset til knap 200.000, og sammenlignet med 2023 er det en stigning på 40 procent. Alligevel har rotterne endnu ikke fået deres egen minister.
• Forskere har fundet en ny slags abe i Congo. Aben blev spottet første gang for over 20 år siden. Det tog med andre ord forskerne to årtier at blive enige om, at den var ny. Sociale medier kan afgøre, at en vaccinedosis er farlig på syv minutter.
• Den første ph.d-afhandling om standup-genren har set dagens lys. Den konkluderer, at der er et generationsskifte i gang i standup, hvor grovkornede jokes i højere grad konkurrerer med finurlige og subtile historier. Det betyder, at pointen først går op for én på hjemvejen.
• Der er blevet anmeldt 16 procent flere indbrud i private hjem i årets andet kvartal sammenlignet med samme kvartal i 2025. Men det er vel også en slags vækst, hvis man ser bort fra spørgsmålet om ejendomsret.
• I Oslo steg vandforbruget voldsomt, hver gang der var pause under VM-kvartfinalen. Oslos vand- og kloakmyndigheder har på det grundlag regnet ud, at 60.000 nordmænd var på toilettet samtidig under kampen. I Norge er Big Brother ansat i forsyingssektoren.
• Flere kvinder har delt videoer, hvor de advarer mod 'dødelige bukser' - nogle meget lange, brede bukser fra tøjkæden Zara, som de er snublet i og er kommet til skade. Bukser har nu samme risikovurdering som elcykler.

Det er sommer, det er sol, og det er søndag onsdag ♬ – og panamahatten har sine kronede dage. Den emmer af sommer, elegance og eventyr, og når man ser den, kommer man straks til at tænke på solrige boulevarder, tropiske haver eller en tilbagelænet eftermiddag på en fortovscafé med en iskold daiquiri inden for rækkevidde. Men det sjove ved panamahatten er, at den slet ikke kommer fra Panama.

Panamahattens historie går tilbage til omkring 1630 i provinserne Guayas og Manabi på Ecuadors kyst. Det er den eneste region i verden, hvor Carludovicapalmen (som i øvrigt ikke er en palme) vokser og kan levere de eftertragtede toquillastrå, som de hedder. Allerede længe før europæerne satte deres fod i Sydamerika, blev hattene fremstillet af områdets befolkning. I 1800-tallet blev hattene eksporteret via Panama.

I 1906 rejste Theodore Roosevelt til Mellemamerika for at inspicere konstruktionen af Panamakanalen. Mens han var der, fik han en toquillastråhat, som han bar konstant. Billeder af præsidenten med sin 'panamahat' fra Equador gik verden rundt. Medierne og offentligheden kunne slet ikke få nok. Hermed blev panamahattens navn cementeret, og hatten blev højeste mode.

Fremstillingen af en ægte panamahat er en omfattende proces. Først høstes de unge blade. Bladene koges, tørres og bleges forsigtigt i solen, indtil de får deres karakteristiske lyse farve. Derefter begynder den tidkrævende fletning. De fineste hatte flettes med så tynde fibre, at arbejdet kan tage flere måneder. Hver eneste fiber bliver anbragt med stor præcision, og jo tættere og finere fletningen er, desto højere bliver kvaliteten. Når selve hatten er flettet, vaskes, presses og formes den over træblokke, så den får sin endelige facon. Til sidst monteres svederem og hattebånd, og resultatet er en let, smidig og smuk hat, som ikke bare beskytter mod solen, men også ser uforskammet godt ud på alle uanset køn.

En panamahat adskiller sig fra andre stråhatte ved at være fjerlet og samtidig ubegribelig robust. Materialet føles nærmest silkeblødt, og hatten kan bøjes uden at blive ødelagt, medmindre man tager kvælertag på den. Den klassiske farve er elfenbenshvid eller lys creme med et sort bånd omkring pulden, men der findes selvfølgelig moderne udgaver i mange farver og udformninger. Fælles for dem alle er den karakteristiske, tætte fletning og den flotte finish. Det er kombinationen af komfort, håndværk og stil, der har gjort panamahatten til et ikon blandt eventyrere, kunstnere, politikere, flanører og forfængelige bloggere.

Ved første øjekast kan en panamahat ligne enhver anden stråhat, men forskellene viser sig hurtigt, når man ser nærmere efter. En almindelig stråhat fremstilles som regel af hvedehalm, rughalm, søgræs, papirfibre eller syntetiske materialer og på maskine for at holde prisen nede. Fletningen er grovere, og hatten kan føles mere tung og stiv. Den ægte panamahat er som sagt håndflettet meget fint og ensartet. Holder man hatten op mod lyset, kan man se, hvor tæt og præcist fibrene er flettet. Jo finere mønster, desto mere eksklusiv er hatten. Hattene klassificeres og prissættes efter antallet af vævninger pr. kvadrattomme.

Af de tre stråhatte, jeg selv råder over, er de to ægte panamahatte. Den ene, som ses på billederne ovenfor både udvendig og indvendig, har jeg anskaffet mig for en net sum. Den anden, som er næsten lige så fin, fandt jeg i en tag-selv-genbrug og har ikke kostet mig en krone. Og nu håber jeg, det kan blive mellem os: den tredje er lavet af Toyostrå, som er et glat, skinnende og fleksibelt kunstigt stråmateriale, fremstillet af tæt flettet viskose (cellulose/rispapir) og behandlet med lak eller shellak. Det er med andre ord overhovedet ikke en panamahat. Men ikke nok med, at kun hatteentusiaster kan se forskel, den er faktisk også mere elegant end de to panamahatte, fordi skyggen er bredere, og hattebåndet er samlet i siden på en mere raffineret måde. Det er den, jeg går med det meste af sommeren. Men jeg fortæller selvfølgelig aldrig nogen, at det i virkeligheden bare er en papirhat.