Uffe Jerner

Billedet ovenfor er snyd, for der er ingen sne udenfor. Intet er i det hele taget mere som det burde være i december, for sneen har opgivet ævred, hvorimod julen er løbet løbsk og fylder hele måneden som en invasiv forbandelse. December i Danmark er på mange måder som et nationalt eksperiment i, hvor meget hygge ét folk kan presse ind på 31 dage, uden at nogen officielt bryder sammen. Det er en måned, hvor kalorier ikke tæller, stearinlys er en livsnødvendighed, og hvor vi alle i fællesskab beslutter, at mørket bare er en del af stemningen – ikke et problem.

Uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej

Det begynder med, at solen pakker sin taske og siger: 'Vi ses til marts'. Den lader et svagt skær ligge tilbage midt på formiddagen, mest af høfllighed. Resten af tiden lever vi i en blanding af tusmørke og julelys, halmhjerter og nisser. For at kompensere for den manglende sol tænder vi levende lys i så store mængder, at det må udløse nervøse trækninger hos brandvæsenet. Vi kalder det hygge i et forsøg på at bilde naturen ind, at vi ikke er påvirket af dens totale svigt på det ultraviolette område.

Når temperaturen når ned, hvor man begynder at overveje, om næsen stadig sidder fast, træder lag-på-lag-strategien i kraft. Men uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej. Typisk nakken. Den danske vintervind er som en nysgerrig lillebror: irriterende, vedholdende og i stand til at snige sig ind alle steder.

Ingen måned er så skemalagt som december. Det kræver disciplin at administrere chokoladejulekalender, pakkekalender, to tv-julekalendere, adventsgaver og nissebesøg foruden den officielle nedtælling. For børn er det magi, for voksne er det et excel-ark forklædt som tradition.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse

Til julefrokosterne bliver man udsat for en særlig kombination af sild, snaps og dansetrin, der burde være klassificeret som historisk kulturarv. Der findes ingen anvisning på, hvordan man slipper helskindet igennem en december fyldt med julefrokoster, men de fleste danskere ved, at der er to regler: Man smiler, selv når man sidder med en sildemad, man ikke har lyst til, og man taler ikke om episoderne fra sidste år.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse. Vi går fra butik til butik som vor tids jægere og samlere, bevæbnet med dankort og ønskesedler. Man leder efter den perfekte gave, som enten ikke findes, er udsolgt eller pludselig koster mere end hele decembers budget. Alligevel ender alle juleaften med at sige: 'Ej, det skulle du da ikke have gjort', selv om alle godt ved, at det var præcis det, man skulle.

Alligevel er der noget særligt ved december. Vi samles med familie og venner, tænder lys, drikker varm kakao, og lader som om vi ikke er det mindste stressede. På en måde er december som et kollektivt løfte om, at mørket ikke skal få os ned med nakken. I hvert fald ikke før til januar.

Månedens playliste er dedikeret til alle, der får en depression på denne tid af året: Julefri musik til hele december

SKET:

• Det er gratis at køre med S-tog om søndagen året ud. DSB har taget konsekvensen af, at passagererne er trætte af betale for at komme for sent.
• Flere og flere unge tager tre sabbatår efter studentereksamen. Ikke fordi de er dovne – de vil bare sikre sig, at forældrene når at glemme, at de lovede at flytte hjemmefra.
• En bilist bakkede næsten to kilometer gennem Øresundstunnelen, fordi han var kørt forbi sidste frakørsel, og han er nu sigtet for vanvidskørsel. Selv påstår han, at det bare var en lidt længere parallelparkering.
• Udgifterne til det kommende supersygehus i Hillerød i Nordsjælland er nu vokset og ser ud til at blive 72 procent dyrere end budgetteret. På en måde er det rimeligt nok, at det ikke kun er ventelisterne, der vokser.
• Skatteministeriet varsler en stor fyringsrunde og forventer at skulle afskedige over 600 medarbejdere. Man beholder dog stadig en medarbejder til at refundere udbytteskat.
• 'Hej' som hilsen er ifølge sprogforskere ved at blive afløst af 'halløj', som er udbredt blandt unge mennesker. Vi kan ikke få dem til at sætte kommaer, men hilsner går de gerne i gang med at opgradere. Snart lyder vi alle som cirkusdirektører på deltid.
• En 365-butik har låst det hakkede oksekød inde for at forhindre, at det bliver stjålet. Det næste bliver, at man skal vise pas for at få adgang til fryseboksen, og butikkens alarm går, hvis man kigger for længe på en pakke bacon.
• En ny undersøgelse viser, at flere børn er begyndt at deltage i madlavningen hjemme. Undersøgelsen afslører også, at børn oftest vil lave den ret, de selv bedst kan lide. Vi kan snart se frem til national rekord i både pandekager og brandalarmer.
• Der er nu kun 42 procent af befolkningen, der er enige i, at digitalisering af velfærden er til gavn for borgerne. De resterende 58 procent leder stadig efter knappen, hvor man kan sige 'nej tak' uden at oprette MitID.
• Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil afsætte penge i det kommende medieforlig til at undersøge, om DR's journalistik har politisk slagside. For at sikre en helt objektiv undersøgelse skal en gruppe danskere se TV Avisen med bind for øjnene og derefter tegne, hvad de synes, journalisten følte.

LÆST:
Erik Hulegaard: Finalen i Fuengirola
Roman, 2024
★★★★★☆

Der lægges hårdt ud: en 80-årig kulturpersonlighed bliver bortført efter en påkørsel i København, og pludselig står den pensionerede antikvarboghandler og ghostwriter Edgar Halk midt i sit livs ballade. Sammen med tre gamle kostskolekammerater må han konfrontere fortidens 'uskyldige' drengestreger, der viser sig ikke at være helt så harmløse. Romanen blander spionage, gamle hemmeligheder og europæiske rejser i et behageligt tempo, og man mærker tydeligt Hulegaards glæde ved at sende læseren rundt fra København til Fuengirola og videre ind i Centraleuropa. Sproget er let og ligefremt, og de nostalgiske glimt tilbage til kostskoletiden giver historien et varmt, menneskeligt lag. Forfatteren demonstrerer, at han er i stand at håndtere større stof og rejser uden at miste grebet. En veloplagt spændingsroman med et interessant miks af personlig historie og international thrillerstemning. For læsere, der holder af danske krimier med en lidt anderledes vinkel, er den et solidt valg. Den leverer, hvad den lover: spænding, internationalt udsyn og en eftertanke om fortiden.


SET:
Gennembruddet (The Breakthrough)
Svensk true crime-drama, 4 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

En tidlig oktobermorgen i 2004 blev et otteårig dreng og en 56-årig kvinde stukket ihjel på åben gade i den svenske by Linköping. Men der gik 16 år, før dét, der udviklede sig til en af de største efterforskningssager i svensk kriminalhistorie, omsider blev løst. Filmen er lægger sig i krydsfeltet mellem dokumentarisk drama og følelsesdrevet familiehistorie. Den kredser om kampen for sandhed, retfærdighed og modet til at gå imod systemet, når alt synes tabt. Den er bygget op omkring en klassisk fortælling om, at almindelige mennesker kan skabe ualmindelige resultater. Visuelt er filmen behageligt afdæmpet. Den forsøger ikke at overgøre dramatikken, men holder fokus på personerne og deres relationer. Skuespillet er solidt og troværdigt, og selv om enkelte scener kan virke lidt sentimentale, er det overordnet en fortælling, der griber én, fordi den føles menneskelig og genkendelig. Tempoet er roligt med plads til eftertanke. Hvis man sætter pris på karakterbåret drama frem for action, er den værd at se. Det giver stof til eftertanke, at den bestialske forbrydelse faktisk har fundet sted.
Instruktion: Lisa Siwe


The Beast in Me
Amerikansk thriller, 8 episoder, 2025 – Netflix
★★★★★☆

Hovedpersonen er Aggie Wiggs, en succesfuld forfatter, der efter sin søns tragiske død har trukket sig tilbage, plaget af sorg og skriveblokering. En ny nabo flytter ind – Nile Jarvis, en velhavende og magtfuld ejendomsspekulant, der viser sig at have været mistænkt for at have slået sin kone ihjel. Trods advarsler bliver Aggie nysgerrig og fascineret af Nile og beslutter sig for at skrive hans biografi, som kan blive hendes comeback som forfatter. Hun begynder at grave i Niles fortid og hans hemmeligheder og bliver langsomt bliver trukket dybere ind i hans verden. Forholdet mellem dem udvikler sig til et farligt katten-efter-musen-spil. Parallelt med undersøgelsen er der drama omkring Aggies egen sorg, hendes liv efter tabet af sønnen, og hvordan hun håndterer sin mistanke og fascination af Nile, selv om alt tyder på, at han er farlig. Der bliver stillet spørgsmål ved moral, skyld, skyldfølelse, og hvad frygt og sorg kan drive et menneske til. Skuespillet er stærkt: Claire Danes og Matthew Rhys leverer begge komplekse, nuancerede præstationer, der gør deres karakterers smerte, usikkerhed og manipulation overbevisende. En ubehagelig og dragende psykologisk thriller, men jeg kunne godt have undværet et par udpenslede splatscener.
Instruktion: Antonio Campos, Lila Neugebauer, Tyne Rafaeli
Se trailer

Som rutineret nostalgiker kan jeg konstatere, at nostalgi ikke giver synligt udslag på det intellektuelle barometer. Den betragtes som en slags følelsesmæssig sukkersyge, der kommer af at se for mange genudsendelser af Matador. Men nostalgi er langt mere end et flygtigt blik i bakspejlet. Min påstand er, at den er en slags indre kompasnål, der peger mod det, der engang gjorde en til et helt menneske.

For det første giver erindringen om – og måske længslen efter – en svunden tid en følelse af kontinuitet, hvor alting ellers kan virke som et forsøg på at stå på et løbebånd, nogen har sat på fuld hastighed. Det er en måde at minde sig selv om, at man har gennemgået en udvikling. Minderne fungerer som det fundament, man har bygget videre på.

En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt

Derudover kan nostalgi fungere som modgift mod fremmedgørelse. I et samfund, hvor tempoet stiger, og teknologien konstant ændrer hverdagen, er det en trøst at kunne hente små dele af fortiden frem: duften af mormors hjemmebagte franskbrød, lyden af en drejeskivetelefon, eller den sære glæde ved at huske en sang, man ikke vidste, man kunne udenad. Det er øjeblikke, der får en til at føle sig hjemme.

Desuden binder nostalgien os sammen. Når vi fortæller historier om dengang, vi var unge, havde mindre travlt eller var mere naive, bygger det bro mellem mennesker. Forskning viser i øvrigt, at nostalgi faktisk kan øge følelsen af fællesskab og optimisme. Når vi deler minder, deler vi os selv.

Almindeligvis bliver nostalgi pr. automatik stemplet som bagstræberisk. Man kan også vælge at opfatte den som en stille fejring af, hvem vi er, og hvad der har formet os. Det giver nutiden mening. Ved at mindes, hvad man holdt af – et langsommere tempo, dybere samtaler, roligere dage – forstår man bedre, hvad man savner. En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt.

SKET:

• I mandags kunne Ritzau rundsende nyheden om, at årets første sne var faldet. DMI bekræftede rigtigheden, og vejrværterne i tv dokumenterede den for en sikkerheds skyld med syv vejrkort, tre grafer og et live-interview med en mand, der frøs.
• En kronik i Jyllands-Posten skrevet af blandt andre Morten Messerschmidt er trukket tilbage, fordi en række politiske modstandere var fejlciteret på en injurierende måde. Avisen vil fremover samle alle faktuelle fejl i en selvstændig weekendsektion.
• I protest mod den udbredte brug af AI i musikbranchen har Paul McCartney indspillet et nummer, hvor det eneste, man kan høre, er raslen og susen fra lydstudiet. En fremtrædende støvsuger beskylder ham for plagiat. AI har tilbudt at støjreducere lydfilen.
• Den kendte makeup-artist Dennis Knudsen er blevet tiltalt for at tilbyde den tilsynsførende ved sin fornyede køreprøve penge for at lade ham bestå, men den tilsynsførende valgte i stedet at gå til politiet. Efter sigende var der tale om et beskedent beløb, der end ikke rakte til en ansigtsbehandling.
• I årevis er byrådet i Randers blevet beskyldt for at være en børnehave. Nu er samarbejdet skrevet ind i en aftale med den nyvalgte borgmester, som har en vision om, at der for fremtiden bliver mindre rift om Lego-klodserne.
• Onsdag var mændenes internationale kampdag, som har fokus på uligheder i uddannelsessystemet, mental mistrivsel, social udsathed og selvmord. De fleste mænd mødte dog ikke op, fordi de havde travlt med at skifte til vinterdæk
• Der skal afsættes 18 millioner kroner til en ny cykelsti ved den genoplivede ammunitionsfabrik 'Krudten' i Vendsyssel. Hvis noget eksploderer, er det rart at have en hurtig flugtvej.
• Et nyt studie viser, at tre procent af befolkningen er ansigtsblinde og kan ikke genkende ansigter. Dertil kommer en større procentdel, der bruger det som undskyldning for ikke at hilse på folk fra fitnesscenteret.
• Efter 37 år på skærmen stopper vejrvært Mikael Jarnvig. Det må føles som en stor frihed at kunne vågne op og vide, at man ikke længere behøver forklare hele Danmark, hvorfor det alligevel regner.
• Under den kommunale valgkamp udnævnte Københavns nye overborgmester Sisse Marie Welling en kebab fra Nørrebrogade til at være den bedste. Det er uvist, om det også gælder efter kl. 03.30, hvor bedømmelsen normalt foretages af et panel af stærkt berusede eksperter.

LÆST:
Max Frisch: Homo Faber
Roman, 1957
★★★★★★

En klassiker, jeg kan læse igen og igen, og som er til at overskue – den er kun på et par hundrede sider. Det er historien om ingenøren Walter Faber – manden, der stoler blindt på matematik, statistik og teknologien, men til gengæld ikke stoler det mindste på mennesker. Måske fordi de sjældent gør, hvad han forventer af dem. Faber er fortælleren i romanen, og han forsøger tappert at holde styr på sin verden med tørre formuleringer og nøgterne observationer. Han vil helst leve uden tilfældigheder, uden følelser, der komplicerer alt. Netop derfor bliver det næsten komisk, når han presses ud i situationer, hvor hans teknokratiske verdensbillede slår sprækker. Det er som at se en ingeniør forklare et jordskælv med en lommeregner. Det interessante ved romanen er, at Faber ikke udstilles som dum eller hjerteløs. Han er en mand, der har skabt sig et værn mod alt det uforudsigelige i livet – og som derfor betaler en pris, han først forstår langt senere. I mødet med Sabeth og Hanna – kvinderne, der både spejler og udfordrer ham – bliver han konfronteret med sider af sig selv, han ikke længere kan ignorere. Der er noget rørende ved processen: En mand, der har viet sit liv til at kontrollere verden, må indse, at han egentlig kun har kontrolleret sin egen afstand til den. Selv om romanen har næsten 70 år på bagen, føles den stadig relevant i en tid, hvor teknologisk kontrol og systemtænkning præger samfundsdebatten. Det er ikke en kritik af teknologi, men en påmindelse om, at mennesker ikke kan reduceres til sandsynligheder og kalkuler. Og måske er det derfor, romanen bliver ved med at føles relevant: fordi kampen mellem kontrol og kaos ikke kun hører 1950'erne til. Den foregår stadig.


SET:
Anatomy of Scandal
Britisk thriller, 6 episoder, 2022 – Netflix
★★★★★☆

Serien blander politisk drama, psykologisk spænding og retssalsthriller i et elegant, men intenst format. Den følger den prominente politiker James Whitehouse, hvis tilsyneladende perfekte liv styrter sammen, da en affære – og senere en voldtægtsanklage – rammer både hans karriere og familie. Den fremragende Michelle Dockery (kendt fra rollen som Lady Mary Crawley i Downton Abbey) spiller overbevisende en skarp og iskold anklager, hvis facade krakelerer undervejs af overraskende grunde, og Sienna Miller i rollen som Sophie balancerer sårbarhed og styrke, så det føles ægte og menneskeligt. Den politiske kulisse er troværdig og giver serien et britisk, aristokratisk præg, som passer til fortællingens temaer om magt, privilegier og moral. Det er en nervepirrende og aktuel Me Too-historie, men det er også en visuelt stilren serie, der bruger skift mellem nutid og fortid på en elegant måde, der udbygger karaktererne. Streamingtjenesternes serier føles ofte alt for langtrukne. Her ærgrede jeg mig lidt over, at den ikke var længere.
Instruktion: S. J. Clarkson
Se trailer


Drabschef Wisting (Wisting)
Norsk krimiserie, 5 sæsoner, 2019-2025 – dr.dk
★★★★☆☆

Mange nordiske krimier svælger i tempo og twists – Drabschef Wisting er en krimiserie med mere stilhed end støj. Larviks landskaber fungerer som seriens egen puls: køligt lys, brede horisonter og en melankoli, der aldrig overdriver. Midt i det står William Wisting, spillet med stille autoritet af Sven Nordin. Han er ikke en tv-detektiv med store armbevægelser, men en mand, der gør arbejdet ordentligt, også når ingen lægger mærke til det. Forholdet mellem Wisting og hans datter Line er et gennemgående højdepunkt: to generationer, to verdenssyn, der giver historien dybde. Relationerne betyder mindst lige så meget som opklaringen. Nogle vil nok mene, at det går for langsomt, men det er langsomheden, der er seriens styrke: en samtale, der trækker lidt for længe ud, et blik, der afslører mere end en hel sides dialog. Wisting er en sporhund af en hovedperson, der aldrig løber, men heller aldrig giver op. Serien insisterer på realisme, procedurer og tålmodighed. Den larmer ikke, men overbeviser ved at være troværdig. Jeg håber på nogle flere sæsoner.
Instruktion: Trygve Allister Diesen, Katarina Launing, Henrik Georgsson
Se trailer

Der går ikke en dag, uden man hører nogen tale om at preppe, eller naboen med stolthed fortæller, at han har købt en generator for en sikkerheds skyld. Når jeg nævner, at jeg ikke prepper, får reaktionen mig til at føle mig som en ansvarsløs samfundsborger. Men selv om jeg hverken har dåsemad i kælderen, vanddunke i skabet eller en plan for, hvad jeg gør, hvis samfundet bryder sammen, sover jeg udmærket om natten.

Jeg tror stadig på, at det nok skal gå, og jeg synes ikke, min tid er til at forberede mig på alt det, der måske går galt. Der er allerede nok at bekymre sig om i hverdagen – bilen, der skal have vinterdæk på, tagrenderne, der skal renses eller forskudsskemaet, der skal rettes. Livet er kort, og jeg går ind for, det skal leves, ikke forudses.

Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics

Desuden er der spørgsmålet om ansvar. For er det egentlig mit job som privatperson at sørge for, at samfundet kan overleve et strømnedbrud, en storm eller et hackerangreb? Det må være de offentlige myndigheders og organisationernes opgave at preppe og handle på vores vegne. Jeg betaler trods alt skat, og jeg synes, det er rimeligt at forvente, at der i det beløb indgår en strategi. Det er vel derfor, vi har Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og kommunalt ansatte, der laver kriseplaner, så jeg ikke behøver at fylde udhuset med batterier og dåsetomater.

Bortset fra det kræver det både plads, tålmodighed og en vis entusiasme for konserves at preppe. Det sidste har jeg aldrig haft. Jeg har svært nok ved at huske at få brugt den dåse kikærter, jeg købte til en opskrift, der stadig venter. Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics.

Naivt? Måske. Men der er noget befriende ved at stole på systemet – en slags social kontrakt, som jeg ikke har lyst til at bryde ved at bygge min egen lille overlevelsesbunker. Jeg blander mig ikke i, hvad andre gør, men i min verden svarer den individuelle prepping til at bære rundt på en sæk fuld af sten, man måske aldrig får brug for. Jo længere man bærer på den, desto mere begynder tyngden at definere ens udsyn.

En indrømmelse: jeg har faktisk nogle flasker vand stående ude i skuret, men det er ikke, fordi jeg prepper. Det er, fordi de lokale entreprenører skiftes til at grave vandledningerne over.

SKET:

• Sidste weekend slog landets største litteraturfestival Bogforum igen besøgsrekord. Køen til signering hos populære forfattere var så lang, at flere nåede at skrive deres selvbiografi, mens de ventede.
• Der bliver nu opsat flere fartfælder langs landevejene, og de nye kameraer kan registrere både fart og mobilbrug. Næste opgradering bliver 'generel skuffelse over menneskeheden'.
• Regeringen vil fratage kolonihaveejerne deres huse, hvis de er for store eller bruges hele året – et af dem er på mere end 300 kvadratmeter og har førstesal, gangbro og swimmingpool. Ejeren forsvarer sig med, at han kun bruger vestfløjen – og kun om sommeren.
• Hollywoodstjernen Shay Mitchell har lanceret hudplejeprodukter, som henvender sig til børn ned til tre år. Endelig et produkt, der hjælper mod de mørke rande, man får under øjnene efter en hård dag i vuggestuen.
• En pro-russisk hackergruppe lagde flere kommuners hjemmesider ned med 400.000 forespørgsler. Ministeren manede til ro – det er omtrent det samme antal klik, der kræves for at finde ud af, hvordan man får et nyt sundhedskort.
• Københavns Politi modtog 42 anmeldelser om biler, der var blevet punkteret af en aktivistgruppe, der kalder sig Folkebevægelsen mod Luksusudledninger. Det er derfor uklart, hvorfor de punkterede en Toyota Aygo på Valby Langgade.
• EU-landene er blevet enige om at lægge større told på små pakker fra de populære kinesiske netbutikker. Med andre ord: det bliver dyrere at købe noget billigt, og vi skal betale mere for at få mindre.
• Departementschefen i Finansministeriet har fået seks klip i kørekortet og har modtaget en tjenstlig advarsel for at overtræde værdighedskravet. I embedsværket betyder det, at man skal træde varsomt, hvad enten det gælder politiske forslag eller gaspedaler.
• Bestsellerforfatteren Hanne-Vibeke Holst bliver næstformand i Det nyoprettede Råd for et aldersvenligt Danmark. Hun har foreløbig skrevet romaner om køn, magt og politik. Hvorfor ikke også om pension?
• Forskere har påvist, at en 40.000 år gammel mammut var stresset, da den døde. Sandsynligvis stod den midt i en istid og ventede på en varm bus, der aldrig kom.

LÆST:
John Mortimer: Paradise Postponed
Roman, 1986
★★★★★☆

John Mortimer er forfatteren til bøgerne om den excentriske forsvarsadvokat Horace Rumpole, som blev til tv-serien Rumpole of the Bailey, og som kunne ses fra sidst i 1970'erne til begyndelsen af 1990'erne. Paradise Postponed blev også omsat til tv og er en af John Mortimers mest roste romaner, hvor han kombinerer skarp satire med en varm menneskelighed. Romanen skildrer det engelske klassesamfund fra efterkrigstiden og frem, men gør det på en måde, som også danske læsere nemt kan relatere til – især hvis man holder af veloplagt ironi og levende, ofte let excentriske karakterer. Historien tager sin begyndelse i en landsby, hvor den respekterede præst Simeon Simcox dør og efterlader sin formue til den usympatiske, højtråbende konservative politiker Leslie Titmuss. Det vækker naturligt forbløffelse og mistænksomhed, ikke mindst hos præstens sønner, og Mortimer bruger mysteriet som motor i fortællingen. Romanens struktur springer i tid og følger både familiedramaet og de store sociale forandringer i det engelske samfund. Det giver bogen et bredt perspektiv, samtidig med at den bevarer intimiteten i de personlige relationer. Mortimers store styrke ligger i hans evne til at kombinere humor og samfundskritik. Han udstiller hykleri, ambitioner og politisk opportunisme, men uden at miste empatien for sine figurer. Samtidig er romanens tempo roligt og eftertænksomt. Det er en fortælling, man kan synke ind i, fyldt med nuancer, kulturkritik og en underspillet, britisk humor. Kort sagt en herlig roman.


SET:
Syg og munter
Tv-drama, 1974 – dr.dk
★★★★☆☆

Førtidspensionisten Arntsen bevæger sig gennem 1970'ernes København som en mand uden egentlig retning, der har det svært med autoriteter og bureaukrati – en observatør i en verden, der synes at have glemt ham. Stykket er baseret på Sven Holms samfundskritiske roman fra 1972 og instrueret af Ole Roos, som havde ry for at give satire og realisme et hårdt, men ærligt håndtryk. Det gør han også her. Han serverer historien med galgenhumor, som om han vil minde om, at selv det mest trøsteløse liv stadig kan rumme et grin. Jørgen Ryg er et fund til rollen som Arntsen. Han er hverken helt eller martyr, men et menneske fanget i en gråzone mellem håb og resignation. Han er træt, men har stadig lidt gnist tilbage til at tænke, brokke sig og sætte trumf på med sit kraftudtryk 'satan og helvede!' Hvis man er til film, der ikke binder alt sammen i en happy ending, men stiller spørgsmål ved normer, ensomhed og tilhørsforhold, rammer stykket plet.
Instruktion: Ole Roos
Se klip


Karen Pirie
Skotsk krimiserie, 2 sæsoner, 2022 og 2025 – dr.dk
★★★★★☆

Serien begynder med genåbningen af et 25 år gammelt drab på en ung kvinde i St. Andrews. Sagen bliver politiseret på sociale medier, og som svar får den unge efterforsker Karen Pirie til opgave at efterforske den igen. Miljøet er klassisk britisk-krimi med gamle universitetsbygninger, regnvåde gader og skjulte hemmeligheder fra ungdommens dumdristigheder, men det bliver brugt på en måde, der ikke føles fortærsket. Hovedpersonen er interessant uden at være ekstrem, og til en afveksling er hun hverken traumatiseret, alkoholiseret eller konstant på randen af sammenbrud. Serien balancerer elegant mellem fortid og nutid, og de to tidslinjer er flettet sammen uden forvirring eller kunstige greb. Tempoet er roligt, men aldrig langsomt – man får tid til at forstå både mennesker og motiver, uden at det føles som fyld. Et frisk pust i en krimiverden, der ofte drukner i gnavne efterforskere, dystre baghistorier og obligatoriske whiskyflasker i skrivebordsskuffen. Hovedpersonen er både kompetent, skarp og menneskelig uden at være en kliché. Det er en krimiserie, der ikke undervurderer seeren og ikke propper løsningerne ned i halsen på én. Jeg har foreløbig kun set sæson 1, men jeg ser frem til sæson 2, der ligger klar på dr.dk. Tak til capac for at gøre opmærksom på serien.
Instruktion: Gareth Bryn
Se trailer

Forleden dag gik det pludselig op for mig, at det i denne måned er 15 år siden, jeg sidst havde en deadline. En deadline, der ikke var til diskussion, fordi den var starttidspunktet for en direkte udsendelse.

Der findes en særlig form for frihed, som kun dem, der det meste af livet har arbejdet under et konstant tidspres, helt kan forstå. For en radiovært er tiden en enevældig hersker. Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes. At have et arbejdsliv styret af deadlines betyder, at hvert eneste indslag, hvert eneste ord, skal passe ind i en ufravigelig ramme.

Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes

Når man i årtier lever med det, bliver kroppen næsten indstillet som et urværk. Man lærer at være præcis og klar i samme sekund, den røde lampe lyser. Men netop fordi arbejdet kræver en konstant bevidsthed om tidens gang, er det også drænende. Der er aldrig et øjeblik, hvor deadline ikke ligger som en skygge i baghovedet. Selv i fritiden kan man mærke presset: tanken om det næste program, næste manuskript, næste oplæsning.

Det interessante er, at man gennem et helt arbejdsliv vænner sig til tidstyranniet. Det bliver en del af ens identitet. Man lærer at tænke i rammer, at strukturere sin tale, sit åndedrag, sit nærvær efter uret. Og måske er det netop derfor, overgangen til et liv uden deadline føles så radikal: det er ikke kun arbejdet, man forlader, men også en bestemt måde at opleve tiden på. Lettelsen kommer snigende, næsten uventet. Pludselig er der ingen producer, der venter på et indslag. Ingen klokke på væggen, der dikterer, at man har tre minutter tilbage. Ingen stille nervøsitet over, om teknikken fungerer, når man skal på. I stedet opstår en ny form for tid, som er åben og flydende.

For første gang i årtier kan man læse en bog uden at tænke på, om siderne stjæler minutter fra forberedelsen til næste udsendelse.

Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene

Man kan lade tankerne vandre uden at skulle pakke dem ind i en præcis formulering, der skal leveres inden for en bestemt tidsramme. Den ro, der opstår, er ikke bare fraværet af stress, men en dyb følelse af at have genvundet sig selv.

At slippe deadlines er derfor ikke bare en lettelse, men en frigørelse. Det er at opdage, at tiden kan være cirkulær, langsom, rytmisk – uden den konstante fremdrift mod næste øjeblik. Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene. Hvordan en dag kan leves uden at skulle passes ind i et skema, men bare udfolde sig efter lyst og nysgerrighed. Og hvordan friheden til at være i nuet – uden at tænke på, hvad klokken kræver lige om lidt – er en af livets mest undervurderede glæder.

Mærkværdigvis er det netop erfaringen med et liv under evige deadlines, der gør denne frihed så tydelig. Tid bliver igen det, den oprindelig var: et element, man er en del af.

Og mærkværdigvis – og heldigvis – er alt det slet ikke noget, man tænker over, når man sidder i studiet og konstant skeler til sekundviseren.