Uffe Jerner

Af uransagelige årsager har hverken skiftende årstider eller holdninger til smittefare kunnet drive mig til tasterne i umindelige tider, og lige så længe har jeg diskuteret med Madame, om det er præstationsangst eller slet og ret en skriveblokering, der uge efter uge har afholdt mig fra at ytre mig gennem det skrevne ord. Selv hælder jeg mest til det sidste, om end diskussionen forekommer en kende akademisk. Enhver, der har eller har haft en skriveblokering, ved lige så godt som jeg, at der er tale om et synonym for dovenskab.

Men i dag er der ingen undskyldning for længere at styre uden om det støvede tastatur. Det forholder sig nemlig sådan, at det er dagen, hvor min litterære guru Dan Turèll (alias Onkel Danny, som han ikke brød sig om at blive kaldt) ville have kunnet fejre sin 75 års fødselsdag, hvis altså ikke skæbnen havde spændt ben for det.

Desværre tog han afsked med denne planet allerede for 28 år siden, og hvis et ungt menneske derfor skulle finde på at spørge: 'Hvem faen er Onkel Danny? Hvorfor kommer han aldrig til familiefesterne?' har jeg stående to bøger om ham i reolen, som vedkommende kvit og frit kan låne – ikke af mig, men af biblioteket, for jeg vil nødig risikere, at de forsvinder sporløst, som udlånte bøger tilhørende mig har for vane.

Henrik Palle skrev i 2013 DT – en krønike om Dan Turèll og hans tid, og hyggeligere coronalæsning kan en gammel Turèll-aficionado næsten ikke tænke sig. Den får dog kamp til stregen (og muligvis over) af Peder Bundgaards Superdan fra 1995, som blev genudgivet i 2013 i anledning af 20-året for, at den sortneglede poet, flanør og samfundsrevser fra Vangede døde. Der er flest faktuelle informationer og førstehåndsberetninger i Superdan, for Peder Bundgaard har det forspring at have været ungdoms- og bonkammerat med Dan Turèll. Den begejstrede grønskolling og beundrer Henrik Palle har en mere causerende og verbalakrobatisk stil, som man genkender fra Politiken, hvor han slår sine sproglige kraftspring til daglig. Men begge bøger er underholdende og oplysende. De supplerer hinanden fint.

Er man mere auditivt anlagt er her en times interview med og om manden.

Jeg har det til fælles med Dan Turèll, at jeg holder af hverdagen – mest af alt holder jeg af hverdagen. Derfor er fødselsdage almindeligvis ikke noget, jeg går vældig meget op i, især ikke nu, da jeg har nået en alder, hvor de tilsyneladende melder deres ankomst oftere og oftere. Men når jeg nu alligevel er i gang, vil jeg ikke undlade at nævne, at Dan Turèll i øvrigt deler fødselsdag med betydningsfulde navne som C.F. Tietgen, Betty Nansen, Aksel Sandemose, Glenn Close og Bruce Willis. Jeg er naturligvis alt for beskeden og tilbageholdende til også at nævne min egen ringhed.

Egentlig havde de fleste vel efterhånden vænnet sig til at betragte vinteren som et forlænget, gråmeleret efterår og vinket farvel til snedriver og tænderklaprende temperaturer i lange (skøjte)baner. Selv om tanken om den globale opvarmning kan få det til at løbe en koldt ned ad ryggen, er der ikke den fjerneste grund til det i øjeblikket. Dels er der trøstende læsning at hente i vejrudsigten, dels er sagen den, som Kim Larsen påpegede i sin tid, at Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – bortset fra mig, som er den huldsalige ejer af en ushanka, jævnfør ovenstående selvportræt.

Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme

I folkemunde går denne ypperlige hovedbeklædning under betegnelsen Doktor Zivago-hat, hvilket ikke huer mig, om jeg så må sige, lige som jeg heller ikke bryder mig om, når de brede masser taler om Mozarts Elvira Madigan, når de mener andanten i hans klaverkoncert nr. 21 i C-dur. Hverken Doktor Zivago eller Omar Sharif havde lod og del i ushankaens historie, lige så lidt som Mozart af gode grunde kan have haft nogen anelse om, hvem i alverden Elvira Madigan var.

I modsætning til den hue, Omar Sharif bar i filmen om Doktor Zivago, er ushankaen en pelshue med øreklapper, der som udgangspunkt er bundet sammen over huen, men som, når vejret og kulden tilsiger det, kan løsnes og i stedet bindes sammen under hagen, så man blandt andet undgår, at ørerne falder af i frostvejr. Med en ushanka på hovedet er det ganske enkelt umuligt at fryse om samme. Derudover har ushankaen den store fordel, at kombinationen hat og briller ikke som med en traditionel blød herrehat med skygge får én til at ligne en revyskuespiller på ABC Teatret anno 1963, men allerhøjst en spion, der er kommet ind fra kulden.

Det er en almindeligt udbredt opfattelse, at ushankaen er en russisk opfindelse, men det er en sandhed med modifikationer. Under vinterkrigen mellem Sovjetunionen og Finland umiddelbart inden 2. verdenskrig døde adskillige sovjetiske soldater af kulde på grund af utilstrækkeligt udstyr. De finske soldater var derimod langt bedre stillet, blandt andet fordi de var udstyret med en såkaldt turkislakki M39 (som var en videreudvikling af turkislakki M36). Det var den hue, den sovjetiske hær efter vinterkrigen kopierede og forbedrede og herefter kaldte en ushanka. Det var dog kun officererne, der blev udstyret med ushankaer af bisampels, mens menige soldater måtte tage til takke med tarveligere pelstyper.

For at undgå beskyldninger om hovmod skal jeg undlade at komme ind på min egen ushankas pelsmæssige herkomst, men blot konstatere at den uden konkurrence overgår enhver anden hovedbeklædning i januar.

Selv om vi indtil videre er sluppet nådigt, hvad kuldegrader angår, har årstidens udendørstemperatur på det seneste alligevel haft den for os brillebærere forsmædelige konsekvens, at glassene straks dugger til, når vi kommer fra det fri og træder ind ad den hjemlige hoveddør, bag hvilken en rødglødende brændeovn arbejder på højtryk.

Jeg diskuterede engang problemstillingen med min ligeledes brillebærende frisør, som påstod, at man kunne eliminere irritationsmomentet ved at træde baglæns ind i det opvarmede hus. Så ville brilleglassene ikke dugge det mindste. I den forbindelse måtte jeg undertrykke et latterudbrud. Jeg betragtede det som en staldfidus på linje med at lægge sig på ryggen med et tændt stearinlys i munden og en marineret sild på maven for at stoppe et hikkeanfald og skiftede derfor hurtigt emne. Siden har vi ikke berørt emnet.

Samtalen ligger nu et par år tilbage, men frisørens råd må have lagret sig et sted i min underbevidsthed, for i går da jeg stod uden for hoveddøren og lige havde sat nøglen i låsen, kom jeg i tanker om tricket og besluttede mig for at lade dets anvendelighed komme an på en prøve. Jeg åbnede døren, og da jeg havde forvisset mig om, at Madame ikke var i nærheden, vendte jeg mig om, strakte det ene ben så langt bagud jeg kunne, tog resolut et skridt baglæns og væltede en gulvvase med et brag.

Men det virkede.

Jeg skal ikke kunne sige, hvilke naturkræfter der er oppe mod hinanden, når en bebrillet person går fra kulde til varme på den omtalte naturstridige måde, for den slags forstår jeg mig ikke på. Til gengæld forstår jeg udmærket, hvorfor katten tog benene på nakken og forsvandt om bag sofaen som en nytårsraket på afveje.

Uvilkårligt er man tilbøjelig til at fokusere på positive hændelser og oplevelser, når man sådan sidder og skal nedfælde årets milepæle, men alt for ofte glemmer vi at glæde os over alle de ubehagelige tildragelser, vi har været så heldige ikke blive udsat for. Så lad mig hermed præsentere min helt personlige positive negativliste for 2020 i 10 uprioriterede punkter:

• Mit hus er ikke blæst omkuld, brændt ned eller blevet begravet under et jordskred.
• Der er ikke nogen, der har serveret stegt lever for mig.
• Min kat er ikke blevet kørt over.
• Mit værksted har ikke monteret vinterdækkene forkert i år.
• Jeg er ikke blevet smittet med nogen virus.
• Jeg har ikke oplevet nogen stå og synge på en altan i nærheden.
• Jeg har ikke savnet en eneste aflyst sportskamp.
• Jeg er ikke blevet beskyldt for at have opført mig upassende ved en julefrokost for tyve år siden.
• Jeg har ikke fået en næsehårstrimmer i julegave.
• Jeg har ikke en rigsretssag hængende over hovedet.

Kan man forlange mere?

Med ovenstående ungdomsbillede ønsker jeg godt nytår til alle, der i årets løb har frekventeret denne blog – dog ikke uden at minde om, at det som bekendt var meget bedre i gamle dage ...

Det plejer at være sådan, at den 24. låge i en julekalender er en overraskelse. Det kan jeg nok ikke leve op til, medmindre det kan kaldes en overraskelse at skifte fortælleform fra dramatisk præsens til kedsommelig imperfektum. Men sådan bliver det. Til gengæld vil jeg forsøge at tryllebinde jer med en autentisk historie fra min barndoms jul i forne tider, som samtlige medlemmer af min omgangskreds kender til bevidstløshed, men som de forhåbentlig er høflige nok til at få repeteret uden at kny, hvis de læser med.

Sidder I godt, allesammen? Så kan vi begynde:

Da jeg var dreng, holdt vi altid jul på min morbrors herresæde i Nordsjælland. Det vil sige, ret beset var det en nedlagt landsbyskole, men min morbror, som var major og gammel frihedskæmper, havde en svaghed for alt hvad der var britisk og yndede at føre sig frem i engelsk landadelstil, og han havde brugt adskillige år på at omdanne skolen til et manor house. Blandt de mere kuriøse tiltag var to påfugle, der spankulerede frit omkring på ejendommen, sådan som man brugte på engelske godser. Den ene af dem hed for resten Roald Amundsen, fordi den af en eller anden grund var blevet opgivet som ikke-levedygtig, mens den endnu lå i ægget, hvorfor den midlertidigt var blevet anbragt i et køleskab. Men mod alle odds overlevede den altså kuldegraderne og gjorde sig på den måde fortjent til det stolte navn.

Der var selvfølgelig også stil over juleaften. Påklædningen var smoking og lang kjole, og inden middagen samledes vi i skolestuen til en lille højtidelighed, hvor lyset blev dæmpet, og der blev skænket vin i glassene, hvorefter vi andægtigt lyttede til Mahalia Jacksons udgave af Silent Night, Holy Night og ønskede hinanden glædelig jul. Først da kunne vi gå til bords, og det siger sig selv, at middagen stod på engelsk julekalkun all inclusive.

Én jul står særlig klart i min erindring:

Da Mahalia Jackson var færdig med at synge, og vi havde skålet, meddelte min morbror, at der var opstået et mindre problem, eftersom årets kalkun var så stor, at den ikke kunne være i ovnen. Derfor var han nødsaget til at køre til Ganløse og hente en større ovn hos en smed, som han efter mange forhindringer havde fundet frem til, og som havde været så venlig at gå med til at låne sin ovn ud til en vildfremmed denne højhellige aften.

Herefter kørte min morbror og min far af sted i min morbrors Mercedes 190 SL med opslået kaleche, hvor der lige nøjagtig var plads til to smokingklædte herrer. Hvordan smeden i Ganløse så ud i ansigtet, da de ankom, melder historien ikke noget om, men efter en times tid var ovnen i hus, og kalkunen kunne til alt held lige nøjagtig være i ovnen.

På det tidspunkt var klokken allerede mange, og da kalkunen skulle have adskillige timer i ovnen, måtte vi arbejde os igennem juleritualet i omvendt rækkefølge. Desværre forløb kalkunstegningen ikke helt planmæssigt. Sideløbende med gaveudpakningen og nøddeknækningen gik min tante med jævne mellemrum ud og tilså ovnen, men det var, som om den var blevet kold, hver gang hun kom ud i køkkenet. Da hun så havde stået og kigget ind i ovnen et stykke tid, begyndte den så småt at blive varm igen. Det gentog sig nogle gange, men først efter et par timer blev mysteriet opklaret: Den lånte ovn var sat til med en snydeprop i køkkenets loftsbelysning, og hver gang min tante forlod køkkenet, slukkede hun naturligvis lyset – og dermed ovnen.

Julemiddagen kom på bordet et godt stykke tid efter midnat. Vi åd hele det overdimensionerede dyr.

Glædelig jul ønskes alle mine tre læsere – af mig og Mahalia.

Der er kø ved færgelejet. Jeg er på vej til Nordjylland og sidder i bilen og venter på at komme ombord, da der bliver banket på sideruden. Det er en mand, der står med en utændt cigaret i munden. Jeg ruller vinduet ned, og han spørger, om jeg har ild. Det har jeg tilfældigvis, selv om jeg ikke ryger. For at kunne tænde op i brændeovnen har jeg altid en lighter i lommen, så jeg finder den frem og giver manden ild. Han pulser en enkelt gang på cigaretten, siger tak, vender sig om og går tilbage til sin bil.

Nogle timer senere befinder jeg mig et sted i Jylland. Jeg har kørt længe, og da jeg kommer til en rasteplads i Rold Skov, svinger jeg ind på den, standser bilen og står ud for at strække benene. Vintermørket er kompakt, og jeg er helt alene på rastepladsen. Jeg går lidt frem og tilbage, og efter et par minutter svinger en anden bil ind og stopper op lige bag ved min. En mand stiger ud uden at slukke motoren, smækker døren og begynder at gå hen imod mig, og han standser ikke, før han står lige foran mig. Jeg bryder mig ikke om situationen.

– Du har vel ikke noget ild? spørger han.

Det er manden fra færgelejet.

Lidl, peak hour.

Kassedame: – Ja, det bliver 792,50.

Kunde: – 792! Hold da op! Kan man ikke arbejde det af?

Kassedame (vender sig om mod kunden): – Det tager en uge ...