Uffe Jerner

Lad os begynde i København, hvor teknik- og miljøborgmester Line Barfod har foreslået, at hastighedsgrænsen for biler sænkes til 30 kilometer i timen i hele byen. Formålet er at gøre det 'mere trygt at være cyklist i vores cykelgader, hvor cyklister og biler deler vejbanen'. Spørgsmålet er bare, om det er nødvendigt, eftersom København helt af sig selv har opfundet et avanceret system, hvor biler ikke er i stand til at køre mere end 30 kilometer i timen, takket være cyklisterne, der bevæger sig efter et mere frit princip: rødt lys er vejledende, fortove er alternative cykelstier, ensretninger er geografiske forslag, og fodgængere ved højresving betragtes som et interessant naturfænomen. At krydse en cykelsti som fodgænger kan til gengæld være en manøvre, der kræver både mod og en opdateret livsforsikring. At sænke bilernes hastighed til 30 kilometer i timen vil med andre ord have omtrent samme effekt som at indføre hastighedsbegrænsning på en kørestol.

At krydse en cykelsti som fodgænger kan være en manøvre, der kræver både mod og en opdateret livsforsikring

Fra København kan vi passende tage til Sverige, hvor en ny undersøgelse viser, at omkring 62.000 svenske elever i niende klasse dumper til prøven i læseforståelse. Ifølge en Pisa-undersøgelse fra 2022 lever hver fjerde svenske elev ikke op til OECD's minimumskrav. En historieprofessor fra Lunds Universitet er dybt bekymret. Han lærte selv at læse, før han begyndte i skole, og betegner udviklingen som et dystopisk skrækscenarie. Hvis man ikke kan læse, bliver demokratiet hurtigt en abstrakt fritidsinteresse. Man forstår ikke nyheder, kender ikke forskel på løgn og sandhed og får vanskeligheder med tolerance, solidaritet og demokrati. Det minder kort sagt en del om situationen på denne side af Øresund.

Men vi har også andre problemer herhjemme. Eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt Isam B's sang 'Ramadan i København' fortsat skal være i Højskolesangbogen. Socialdemokratiets integrations- og udlændinge-ordfører mener nej. Højskolesangbogen skal åbenbart fungere som en slags sikkerhedsgodkendelse: Man må godt synge om Danmark, men først skal man igennem et udvalg, der vurderer, om sangen er dansk nok.

Samtidig har Morten Messerschmidt fundet en ny og rundere tone. I en video til gymnasieelever siger han: 'Du er dansker, uanset hvor du er født. Uanset hvor dine forældre er født.' Det bliver kaldt et 'smart move' af flere, fordi videoen kommer i i fortsættelse af retssagen mellem Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt, hvor Messerschmidt mener, at hans ære blev krænket af Lidegaards udtalelser under valgkampen. Dansk politik er efterhånden blevet så avanceret, at selv en video til gymnasieelever kan have tre strategiske formål, to politiske signaler og en juridisk sidegevinst.

Den amerikanske statsgæld er eksploderet. Siden Donald Trump kom til i 2017, er den fordoblet til 40 billioner dollar. Det er et beløb, der ligger så langt uden for almindelig menneskelig forestillingsevne, at man lige så godt kunne have skrevet 'rigtig mange penge'. Donald Trump har ellers aldrig været kendt for at være tilbageholdende med store tal. Men 40.000.000.000.000 er alligevel et beløb, hvor selv Donald Trump burde kunne blive imponeret af Donald Trump.

Først finder vi en løsning, derefter finder vi ud af, hvad den koster, og til sidst ansætter vi nogen til at administrere konsekvenserne

I Danmark diskuterer vi til gengæld, om momsen på fødevarer skal sænkes. Det lyder umiddelbart enkelt: Lavere moms, billigere mad, gladere danskere. Men sådan fungerer dansk skattepolitik ikke. En beregning viser, at en differentieret moms vil kræve op mod 400 ekstra statsligt ansatte til at kontrollere og administrere de forskellige satser. Dansk Industri mener endda, at det reelle behov kan være ti eller tyve gange større. Vi vil altså gøre maden billigere ved at gøre staten større. Det minder lidt om at spare penge på benzinen ved at ansætte flere til at holde øje med benzinmåleren. CEPOS har samtidig beregnet, at de rigeste ti procent vil spare omkring 6.150 kroner om året, mens de fattigste ti procent vil spare omkring 3.400 kroner. Alternativets politiske leder Franciska Rosenkilde har derfor, i modsætning til Pelle Dragsted og Enhedslisten, foreslået at droppe halveringen af momsen på fødevarer, fordi den er alt for dyr i forhold til den effekt, den har på priserne. Det hele efterlader det indtryk, at danske politikere opererer efter stategien: først finder vi en løsning, derefter finder vi ud af, hvad den koster, og til sidst ansætter vi nogen til at administrere konsekvenserne.

Men heldigvis har Folketinget fået mulighed for at tale med en præst, hvis det hele bliver for uoverskueligt. Det begyndte med Ida Auken, som begejstret foreslog, at Folketinget skulle have en eller flere præster tilknyttet Christiansborg. Det udløste politisk ballade og blandt andet krav om, at Ida Auken blev smidt ud af Socialdemokratiet, men nu er sagen efter Ida Aukens eget udsagn landet et godt sted: Folketingsmedlemmer kan fremover ringe til en præst, hvis livet begynder at gøre ondt. Løsningen består i et telefonnummer, og det bedste er, at det er gratis. Hvordan det kan lade sig gøre, står ikke helt klart. Måske er forklaringen, at præsten bare har en telefonsvarer, der siger 'Det skal nok gå altsammen.' Det er under alle omstændigheder en billigere ordning end 400 nye medarbejdere i Skat.

Vi kan se frem til, at hvis Mette Frederiksen går hen og bliver forkølet her til efteråret, vil det få verdens-omspændende presseomtale

Og så kommer vi til ugens mest internationale næse. Mette Frederiksen blev tilbudt at få 'fikset den lille plet' på næsen af en plastikkirurg. Det afviste statsministeren indigneret og erklærede, at hun er tilfreds med sin snart 50-årige kvindekrop og ikke har brug for, at en mandlig plastikkirurg har holdninger til den. Det kan man kalde en effektiv måde at få en næse til at fylde mere, end den egentlig har krav på. Mette Frederiksens svar gik verden rundt, fra Rusland til Filippinerne, og en cand.comm., strategisk rådgiver og brandingekspert forklarede, at succesen skyldes, at det private, uperfekte og sårbare skaber 'nærhed og relaterbarhed'. Vi kan se frem til, at hvis Mette Frederiksen går hen og bliver forkølet her til efteråret, vil det få verdensomspændende presseomtale, fordi det skaber autenticitet.

Midt i alle de danske og internationale bekymringer døde Dolly Parton tirsdag aften, hvilket udløste landesorg over det meste af verden. Blandt andet sendte den britiske kongefamilie Band of the Coldstream Guard, et af de ældste og bedst kendte militærorkestre, ud foran Buckingham Palace for at trutte Dolly Partons megahit '9 to 5' iført røde uniformer og bjørneskindshuer. En mere britisk måde at sørge over en amerikansk countrydronning kan man dårligt forestille sig. I hendes og Guds eget land dekreterede Donald Trump flagning på halv stang over hele USA i en uge. Mere bemærkelsesværdigt er det, at han endnu ikke har taget æren for Dolly Partons popularitet.

Norges Kong Harald, der døde i går, fik knap så meget opmærksomhed. Det forstår man godt. Dolly Parton havde trods alt '9 to 5' på repertoiret. Kong Harald havde kun Norge.

Sådan sluttede en uge, hvor københavnerne skulle sænke farten, svenskerne skulle lære at læse, danskere diskuterede sangbøger, Morten Messerschmidt blev rundere, Mette Frederiksen forsvarede sin næse, Folketinget fik telefonnummeret til en præst, momsen skulle ned, antallet af embedsmænd skulle op, og den amerikanske statsgæld overgik enhver menneskelig forestillingsevne. Man kunne fristes til at konkludere, at der ikke er nogen sammenhæng mellem ugens begivenheder, men det er der, for de handler allesammen om det samme: Vi har efterhånden organiseret samfundet så grundigt, at vi har brug for stadig flere mennesker til at forklare, hvorfor det ikke fungerer helt som planlagt.



UGENS LAVPUNKTER:

• Lægemiddelstyrelsen opfordrer læger, der udskriver recepter til mænd, der vil undgå hårtab, til at være opmærksomme på en række problematiske bivirkninger ved indholdsstoffet finasterid, der kan forårsage nedsat sexlyst, impotens eller depression, angst og selvmordstanker. Den gode nyhed: Vi kan muligvis forhindre, at du mister håret. Den dårlige nyhed: Du kan risikere at miste interessen for, hvorfor du overhovedet var så optaget af det.
• Æg kan holde sig betydeligt længere end den dato, der står på pakken. Ifølge Fødevarestyrelsen er der derfor ingen grund til at smide sine æg ud, bare fordi de har overskredet datoen. Det er ligesom med mænd over 50: De kan sagtens stadig bruges, man skal bare lige tjekke dem først.
• Verdens have er varmere end nogensinde før, viser tal fra EU’s klimatjeneste Copernicus. Kort sagt: havene bliver varmere, isen smelter, og vejret bliver mere ekstremt. Heldigvis kan vi stadig diskutere, om det er klimaets skyld.
• Kræftens Bekæmpelse har endnu engang kortlagt de unges alkoholvaner. Konklusionen er, at selv om danske unge drikker mindre end tidligere, ligger Danmark fortsat i toppen i Europa. Ungdommen har med andre ord formået at reducere alkoholforbruget uden at slække på ambitionen om at indtage førstepladsen.
• De studerende synes, at det er befriende, at Københavns Professionshøjskole har droppet alkoholen, så introdagene foregår uden fokus på at drikke. Man slipper både for tømmermænd og det klassiske spørgsmål dagen efter: 'Hvem var det egentlig, der drak af min sko?'
• Årets første seks måneder mistede DSB kunder, blandt andet på grund af problemer med at opretholde normal drift. Andet halvår tegner lovende: Der er stadig mange kunder tilbage at miste.
• Få dage efter, at den første fynske bæver var blevet udråbt, viste det sig, at det drejer sig om den uønskede sumpbæver, som er en invasiv sydamerikansk art. Selv naturen har problemer med identitetspolitik.
• Danske Handicaporganisationer oplever i stigende grad, at handicapparkeringskort bliver stjålet eller forfalsket. De er blevet så eftertragtede, at man snart må formode, at der findes mænd, der har dem i inderlommen og diskret viser dem frem på værtshuset.
• Københavnske bilejere bør for fremtiden betale 30.000 kroner for en parkeringslicens, mener Alternativet. Det er måske den første parkeringsordning, hvor det kan betale sig at tage en taxa for at hente bilen. Man begynder at forstå, hvorfor Alternativet hedder Alternativet.
• Natten til fredag var der 93 procents måneformørkelse, men skyerne spolerede udsigten i Danmark, så der var ingen der så det. Næste måneformørkelse er 31. december 2028, så der er god tid til at finde et sted med frit udsyn. Eller bare blive hjemme og se vejrudsigten.

Der er noget besynderligt ved mode. Ingen har valgt en statsminister, der bestemmer, hvor brede vores bukser skal være. Ingen minister bekendtgør, at slips fra næste mandag skal være mindst otte centimeter brede, og at overtrædelse medfører bødestraf. Alligevel kan millioner af mennesker næsten samtidig beslutte, at deres bukser skal sidde tættere end en våddragt eller være så vide, at man får mistanke om, at de er syet til en familie på fire. Det sker uden tvang, og måske netop derfor er det så effektivt. Mode er en slags frivillig uniform.

For nogle år siden skulle herrebukser være så smalle, at man kunne få mistanke om, at de var designet af en ortopædkirurg med et horn i siden på knæleddet. Buksebenene sad tættere end kompressionsstrømper. Knæet havde ikke længere bevægelsesfrihed, men måtte nøjes med at være på tålt ophold.

Buksebenene er blevet så brede, at man kan gå rundt med benene i hvert sit lokale

Nu er pendulet svinget den anden vej. Buksebenene er blevet så brede, at man kan gå rundt med benene i hvert sit lokale. Når man sætter sig, er det ikke længere bukserne, der følger kroppen, men kroppen, der drukner i bukserne.

Sådan er det med mode. Først får vi at vide, at noget er moderne, så bruger vi penge på at anskaffe os det, og endelig vænner vi os til det. Og netop som vi begynder at synes, at det faktisk ser meget godt ud, kommer modeindustrien og meddeler, at vi tager fejl. Det er et genialt forretningsprincip. Man kan næsten høre mødet:

'Hvad gør vi med alle de bukser, folk allerede ejer?'

'Vi erklærer dem forkerte.'

Men her er det måske værd at skelne mellem mode og stil. Mode er det, der forandrer sig. Stil er det, man ikke skiller sig af med. Mode fortæller os, hvor brede buksebenene bør være i år. Stil handler om, hvad der faktisk klæder én. Mode kan være inspirerende, mens stil kræver dømmekraft. En stilbevidst mand kan sagtens tage brede bukser på, men han behøver ikke samtidig at købe den brede jakke, det brede slips, de brede sko og en lejlighed med brede døråbninger. Mode kan købes, men stil må man selv finde frem til, og det er ikke nødvendigvis dem, der følger moden, der er bedst klædt. Nogle mennesker kan tage tøj på, som er tyve år gammelt og se ud, som om de har truffet et bevidst valg. Andre kan iføre sig hele den nyeste kollektion og ligne en voksmannequin, der har forvildet sig ud af butikken efter lukketid.

Om nogle år vil vi stå foran et spejl og presse os ned i et par bukser, der får nutidens flagrende permissioner til at ligne gardiner

Stil har mindre at gøre med at være moderne end med at vide, hvad man selv vil. Det interessante er, at vi accepterer skiftene i moden uden større protest. Vi ville næppe acceptere, at bilproducenter hvert andet år meddelte, at nu var det forældet med fire hjul, og at man burde købe en bil med seks.

I dag skal buksebenene være brede. I morgen bliver de smalle igen. Om nogle år vil vi stå og presse os ned i et par bukser, der får nutidens flagrende permissioner til at ligne gardiner, og mene, at de smalle er langt mere elegante.

Mode er ikke en lige linje, men et pendul med dårlig hukommelse, så der er ingen idé i at være first mover. Den dag, hvor man ser sig i spejlet og tænker: 'Endelig! Nu sidder bukserne helt perfekt', kan man være sikker på, at modebranchen allerede er i gang med at planlægge det stik modsatte.

Det eneste, der er konstant i buksemoden, er forandringen. Og måske også vores villighed til at betale for den.

• Nat King Cole: (I Love You) For Sentimental Reaons
• Laura Fygi: Sunny
• Ike Quebec: Favela
• Boz Scaggs: Sierra
• Jethro Tull: Bourée
• Stacey Kent: All I Do Is Dream Of You
• Dean Martin: On The Street Where You Live
• Nancy Wilson: I Wish You Love
• Jakob Dinesen: A Nighingale Sang in Berkeley Square
• Tom Gaebel: Here's to Elegance

Hele playlisten kan høres her på Spotify.
Illustration: AI

Ugen begyndte, som danske politiske uger ofte gør: med et stort anlagt pressemøde, som ingen af journalisterne syntes var noget at skrive hjem om, hvorefter de straks gjorde det. Regeringen havde sat scenen, mikrofonerne stod klar, kameraerne summede, og Lars Løkke blev endnu en gang spurgt, hvordan han egentlig havde det med de borgerlige partiers vedvarende mistanke om, at han i virkeligheden er rød. Løkke svarede som den mand, han er, at først og fremmest var han enig med sig selv. En bemærkning, der fik Mette Frederiksen til at bryde ud i latter og erklære, at det kunne hun bekræfte, hvorved dansk politik kom til at ligne et gammelt ægteskab, hvor begge parter har opgivet at lade som om, de ikke kender hinandens irriterende vaner.

Morten Messerschmidt demonstrerede, at det kan være en fordel at læse sine e-mails til ende, før man svarer på dem

Men hvor Lars Løkke i det mindste vidste, hvem han var enig med, havde Pia Olsen Dyhr tilsyneladende lidt større vanskeligheder med at forklare, at der ikke var noget galt med hendes dømmekraft. På pressemødet efter SF's sommergruppemøde blev sagen om den tidligere rådgiver Thomas Nystrøm ved med at dukke op som en myg, man kan slå efter hele sommeren uden at ramme. Thomas Nystrøm var først blevet tvunget fra tjansen i 2020 på grund af krænkende adfærd, derefter anvendt som konsulent, så ansat igen og siden endnu en gang tvunget af pladsen. Det er et ansættelsesforløb, der næsten kræver et organisationsdiagram, en tidslinje og en innovativ forsvarsadvokat. Pia Olsen Dyhr kunne eller ville i hvert fald ikke rigtig svare på, hvordan det hele kunne hænge sammen, og på et tidspunkt blev hun så irriteret på journalisterne, at hun skældte dem ud for ikke at interessere sig for hendes politik, og så kunne det hele også være lige meget. Derefter erklærede hun pressemødet for slut. Havde der været en dør i nærheden at smække med, ville hængslerne være røget af.

Det var også ugen, hvor Morten Messerschmidt demonstrerede, at det kan være en fordel at læse sine e-mails til ende, før man svarer på dem. En mand blev fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for blandt andet at have sendt dødstrusler. I en mail til Messerschmidt havde manden først rost Dansk Folkepartis formand for, hvor dygtig han var til at forsvare sig. Det var åbenbart den del af beskeden, der blev læst. Men i slutningen af mailen – som altså ikke blev læst – dukkede der et noget mere konkret ønske op om at blive frikendt, hvis afsenderen myrdede Barbara Bertelsen. Messerschmidt svarede venligt tilbage: 'Tusind tak for de gode ord.' Det er sådan et øjeblik, hvor man må have medfølelse med den moderne politiker. Ikke alene skal man passe sit parti, sine vælgere, sine interviews og sine retssager. Man skal tilsyneladende også læse alt, hvad der står i mails fra en beundrer. Messerschmidt forklarede bagefter, at hvis han havde læst beskeden til ende, ville han naturligvis have reageret anderledes. Man kan sige, at der er en vis forskel på, om man får et fanbrev eller en attentatplan. Barbara Bertelsen fik senere et brev med Messerschmidts beklagelse. Dermed blev endnu en politisk krise afsluttet med en slags undskyldning og formentlig en fremtidig intern retningslinje om, at man lige skal huske at scrolle helt ned.

Indtil videre ser det ud til, at den eneste person, der med sikkerhed er enig i, at Troels Lund Poulsen er leder af blå blok, er Troels Lund Poulsen

Tirsdag var der drama i Retten på Frederiksberg, hvor Morten Messerschmidt havde sat Martin Lidegaard stævne i den juridiske afdeling af dansk politiks store familiefejde. Martin Lidegaard beskyldte under en debat sidste efterår Morten Messerschmidt for at være en del af en international bevægelse, der ville internere og deportere tusindvis af medborgere, hvis de havde en anden tro eller hudfarve end flertallet. I retten gjorde Messerschmidt det klart, at han bestemt ikke går rundt med en hemmelig deportations-plan i inderlommen, og danske statsborgere skal naturligvis ikke smides ud af landet alene på grund af tro, etnicitet eller hudfarve. Til gengæld var han ganske tydelig med hensyn til sine følelser. 'Jeg bliver virkelig oprørt!' erklærede han. 'Det er fuldstændig forrykt!' Og 'Det er helt forrykt og krænkende!' Senere fulgte den lavmælte finale, hvor der bare manglede et strygerorkester i baggrunden: 'Jeg bliver faktisk ked af det …' Sagens principielle spørgsmål blev dermed, om politikere skal kunne sige næsten hvad som helst om hinanden, eller om der trods alt findes en grænse mellem en hård værdidom og en faktuel påstand, der skal kunne bevises. Messerschmidt mente, at demokratiet dør, hvis man kan sige usande ting om hinanden. En bemærkning, der må have fået enhver, der nogensinde har set en folketingsdebat, til at kigge sig nervøst omkring efter en hjertestarter og en dødsattest. Efter retsmødet afviste Morten Messerschmidt beskyldningerne om utilsløret racisme som et røgslør. Martin Lidegaard erklærede sig 'fortrøstningsfuld', hvilket på politisk dansk omtrent betyder: 'Jeg mener stadig, jeg har ret, men min advokat har bedt mig om ikke at sige mere lige nu.' Kommentatorerne vurderede, at Messerschmidts vælgere vil mene, at han har ret, uanset hvad retten beslutter. Altså, først vælger vi konklusionen, derefter vælger vi de argumenter, der passer til den, og til sidst følger vi spændt retssagen for at finde ud af, om dommeren også har forstået, hvad vi allerede har besluttet. Dommen falder den 16. oktober. Indtil da må demokratiet forsøge at holde sig i live.

Mens Morten Messerschmidt kæmpede for sit politiske eftermæle i retten, havde Inger Støjberg travlt med at efterlyse noget, der i blå blok efterhånden virker omtrent lige så sjældent som en parkeringsplads i København: lederskab. Hun mente, at Troels Lund Poulsen måtte træde mere i karakter, hvis han fortsat ville betragtes som den naturlige leder af de borgerlige partier. Det er for så vidt et rimeligt ønske, for man har unægtelig hørt meget lidt til Troels Lund Poulsen, siden han i et kort øjeblik var kongelig undersøger og derefter tilsyneladende gik direkte i politisk flyverkjul. Der var ganske vist et avisinterview fra sommerferien, hvor han med den beskedenhed, man normalt forbinder med en mand, der netop har fundet sit eget navn på stemmesedlen, udråbte sig selv til blå bloks leder. Samtidig forudsagde han, at Venstre nok skulle blive stort igen, når alle de små borgerlige partier igen forsvandt. En interessant strategi: Først erklærer man sig selv for chef, og derefter håber man, at de ansatte siger op. Det særlige ved blå blok er i øvrigt, at alle efterlyser en stærk leder, men når nogen melder sig frivilligt, spørger de straks, hvem der dog har givet ham lov. Det minder lidt om en forældreforening, der klager over manglende struktur, men stemmer imod enhver, der foreslår en dagsorden. Indtil videre ser det ud til, at den eneste person, der med sikkerhed er enig i, at Troels Lund Poulsen er leder af blå blok, er Troels Lund Poulsen. Det er naturligvis også et begyndende flertal, hvis man er tålmodig nok.

Dansk uddannelsespolitik nærmer sig den store pædagogiske revolution: mindre matematik, mere dresscode

Inger Støjberg nøjedes dog ikke med at organisere de voksne. Hun havde også et forslag til, hvordan de unge skal opføre sig. Som led i bekæmpelsen af negativ social kontrol på ungdomsuddannelserne skulle der tales dansk – og kun dansk – på uddannelsesinstitutionerne, også i pauserne. Ellers ud. Første skoledag skulle eleven give hånd til rektor og et medlem af ledelsen af det modsatte køn, hvis man altså overhovedet ville begynde på skolen. Og hvis det blev vurderet nødvendigt, skulle der indføres regler for påklædning, herunder forbud mod dunjakker og kasketter. Ifølge udspillet skulle man have 'pillet attituden af' de unge dominerende drenge. Dermed nærmer dansk uddannelsespolitik sig den store pædagogiske revolution: mindre matematik, mere dresscode.

Lars Løkke Rasmussen var enig med sig selv, Mette Frederiksen kunne bekræfte det. Pia Olsen Dyhr ville hellere tale om politik end om dømmekraft, Morten Messerschmidt blev oprørt, forrykt og ked af det – dog ikke nødvendigvis i den rækkefølge – og Martin Lidegaard var fortrøstningsfuld. Inger Støjberg efterlyste en leder ved navn Troels Lund Poulsen, men mente ikke at han var klædt på til det, og forsøgte samtidig at forbyde indvandrerdrenge at gå med dominansdunjakker.

'Klæder skaber folk', sagde man engang. Det var dengang, man ikke vidste, at det havde noget med politik at gøre.



UGENS LAVPUNKTER:

• Den tidligere folketingspolitiker Jan E. Jørgensen, der ikke blev genvalgt ved seneste folketingsvalg, er blevet anmelder på filmmagasinet Ekko. Men forskellen er ikke så stor: Man sidder i en halvtom sal i to timer, prøver at følge med, og bagefter er alle uenige om, hvad det egentlig handlede om.
• Metas nye AI-briller, også kendt som 'pervert glasses' eller 'stalkerbriller', får heftig kritik, fordi de kan optage folk i smug. Problemet er, at de ligner helt almindelige briller. Fortsætter debatten, tør ingen snart tage briller på – til gengæld bliver det interessant at følge ulykkesstatistikkerne.
• Varme og tørke har fået druerne til at modne usædvanlig tidligt flere steder i Frankrig, og i områder ramt af naturbrande kan røgen også påvirke smagen. Det betyder, at Frankrig snart kan lancere en Bordeaux BBQ.
• Problemulven fra Nørre Nebel, der blev skudt i sidste uge, skal nu obduceres i København. Obduktionen kan blandt andet give svar på, om der er en fysisk årsag til ulvens problematiske adfærd. Hvis ikke, må konklusionen nok være, at den bare havde dårlige arbejdsbetingelser.
• En etiopisk kvinde er blevet anholdt i Københavns Lufthavn med 46 kilo khat og sigtet for brud på narkotikalovgivningen. Det er ikke oplyst, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen. Måske havde hun bare misforstået begrebet 'all inclusive'.
• Føtex kan snart byde de to nye medarbejdere Danny og Frankie velkommen. Robotterne skal sætte varer på hylderne, fordi det er svært at skaffe arbejdskraft. Inden længe bliver selvbetjeningskassen forfremmet til souschef.
• Inden for de seneste 12 måneder har 30 procent af unge mellem 15 og 24 år bevidst købt kopivarer. De resterende 70 procent har bare ikke fundet den rigtige Gucci-forhandler på parkeringspladsen endnu.
• Danske forskere har efter seks års forskning fundet ud af, hvorfor narhvalens tand vokser lige og samtidig snor sig. De mangler nu bare at finde ud af, hvorfor narhvalen overhovedet har brug for en tand på tre meter.
• Syv ud af ti bøger på bestsellerlisten handler om kost og krop. Dansk litteratur er nu delt op i to genrer: 'Sådan bliver du tynd' og 'Sådan accepterer du, at du ikke blev det'.
• Sikkerhedsstyrelsen tester, om butikker sælger alkohol og tobak til unge. Næste skridt bliver at sende pensionister ud for at kontrollere, om de får seniorrabat uden at blive bedt om legitimation.

• Bing Crosby: The Best Things in Life Are Free
• Christina von Bülow: Forelsket i København
• Sinne Eeg: Talking to Myself
• The Dave Brubeck Quartet: Three to Get Ready
• Roberta Flack: Feel Like Makin' Love
• Duke Ellington: Satin Doll
• Thomas Dutronc: La belle vie
• Paul McCartney: I'm Gonna Sit Right Down And Write Myself A Letter
• Eliane Elias: Call Me
• Gregory Porter: Good Goodbye

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI

Det var en af den slags uger, hvor det samlede billede efterhånden blev så broget, at man kunne fristes til at tro, at nogen havde glemt at fordele begivenhederne lidt mere jævnt over kalenderen.

Først var der Walther Frisch. Eller rettere: Det begyndte for over 60 år siden, men det er først nu, vi for alvor har fået lejlighed til at opdage, at den danske overtjener med forkærlighed for finere kogekunst, dyre rejser og et særdeles aktivt liv som sæddonor også havde en fortid som overbevist nazist og tidligere Waffen-SS-soldat.

210 børn er trods alt nærmest en mindre kommune med fælles DNA

Walther Frisch boede i 1960'ernes Stockholm og arbejdede som overtjener på rådhuset – allerede en karakter, man kunne afvise som for usandsynlig i et filmmanuskript. Men han var virkelig. Han var hemmelig sæddonor på Karolinska Sygehus, og mere end seks årtier senere har slægtsforskning og DNA-prøver afsløret ham som biologisk far til foreløbig 15 donorbørn. Et slægtsforskningsprojekt kan altså tage uventede drejninger: Man begynder med oldemor og ender med en gren, der fører direkte til Waffen-SS. Spørgsmålene er mange. Hvorfor blev Frisch sæddonor? Var der et særligt motiv, måske endda et ideologisk? Eller var han bare en mand med mange interesser og en bemærkelsesværdig evne til at føre dem ud i livet?

Sagen dukker op, samtidig med at Det Europæiske Selskab for Human Reproduktion og Embryologi anbefaler en grænse for, hvor mange familier én donor kan bidrage til i Europa: først 50, senere helst 15, suppleret af et fælles donorregister. Det Etiske Råd i Danmark og tilsvarende råd i Norge, Sverige og Finland har anbefalet en begrænsning. Det virker fornuftigt, især efter sagen om den danske donor, hvis sæd har ført til mindst 210 børn, og som bar på en alvorlig kræftfremkaldende genfejl, der er blevet givet videre til flere af dem. 210 børn er trods alt nærmest en mindre kommune med fælles DNA.

Mette Frederiksen og Giorgia Meloni er efterhånden blevet den politiske duo, man ikke vidste, man manglede

Derfor kan man godt forstå ønsket om et europæisk register. EU har allerede styr på alt fra krumningen på agurker til regler for håndbagage, så det burde også være muligt at finde ud af at registrere, hvor mange mennesker der går rundt med den samme biologiske ophavsmand. Hvis ikke, kunne man eventuelt spørge Mette Frederiksen og Giorgia Meloni. De har i denne uge taget fat på noget, der også kræver betydelig administrativ koordinering: at beskytte Europas kristne kulturarv. Mette Frederiksen og Giorgia Meloni er efterhånden blevet den politiske duo, man ikke vidste, man manglede. Den danske statsminister og den italienske premierminister har erklæret, at de begge vedkender sig Europas kristne kulturarv og ønsker at beskytte den. Under alle omstændigheder synes samarbejdet mellem Mette Frederiksen og Giorgia Meloni at være bygget på en ganske enkel arbejdsdeling: Giorgia udstyrer Mette med høgens vinger, og Mette forsyner Giorgia med den stuerene, velfærdsstatslige anerkendelse. Sammen bliver de politisk set noget nær urørlige eller i hvert fald svære at få til at passe ind i de gamle skemaer.

De stod også bag et fælles brev til EU's ledere efter migrantstrømmene mod den spanske eksklave (dér var den igen!) Ceuta. Og Ceuta blev i det hele taget et af ugens steder, hvor europæisk politik viste sig fra sin mest forvirrede side. Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt reagerede kontant: Spanien burde suspenderes fra Schengen-samarbejdet. Det er den slags politiske løsninger, der lyder enkle, indtil embedsmændene kommer viftende ind med et notat over hovedet. Udlændinge- og Integrations-ministeriet nåede i samarbejde med Justitsministeriet frem til den lettere ubelejlige konklusion, at hvis Dansk Folkeparti faktisk fik held til at trække Danmark ud af Schengen, kunne resultatet blive det stik modsatte af det ønskede: Danmark kunne blive mere attraktivt for asylansøgere og migranter, og politiets arbejde med grænseoverskridende kriminalitet ville blive vanskeligere. Det er politisk set den klassiske situation, hvor man sætter et gitter op for at holde nogen ude og bagefter opdager, at man har glemt at lukke døren til baghaven. Men ved folketingsdebatten viste det sig altsammen at være stor ståhej for ingenting, for Dansk Folkeparti var det eneste borgerlige parti, der var interesseret i at få Danmark ud af Schengen.

Man sætter et gitter op for at holde nogen ude og opdager bagefter, at man har glemt at lukke døren til baghaven

Man må give Morten Messerschmidt én ting: Det kræver mod at stå alene. Men det kræver muligvis endnu mere mod at stå alene og opdage, at selv ens politiske venner står et par meter væk og lader, som om de ikke kender én. Alligevel havde Dansk Folkeparti grund til at være i godt humør. En Voxmeter-måling gav partiet 12,4 procent af stemmerne, den største opbakning i syv år. Hvis målingen holder, ville Dansk Folkeparti blive det næststørste parti i landet efter Socialdemokratiet og det største i blå blok. Det må være en opløftende oplevelse at holde sommergruppemøde, når man både kan tale om politisk fremgang og samtidig være det eneste parti, der stadig insisterer på at sige farvel til Schengen. Den blå familie har åbenbart også plads til den slags familiemedlemmer.

Mens Morten Messerschmidt forsøgte at komme ud af Schengen, forsøgte regeringen at komme af med momsen på frugt og grønt og halvdelen af momsen på resten af maden. Forslaget koster 17,4 milliarder kroner om året. Til gengæld kan vi måske få råd til en ekstra pose gulerødder, hvis systemet ellers kan administreres uden at kræve oprettelse af en ny styrelse med 800 medarbejdere og et logo i fire nuancer af grøn. Kritikken har været massiv. Eksperter og den blå opposition har advaret om prisen, bureaukratiet og den usikre effekt. Og midt i det hele stod Martin Lidegaard og Radikale Venstre, som nu øver sig i en disciplin, partiet ikke har haft meget erfaring med de seneste 11 år: at skulle forsvare en politik, man ikke nødvendigvis selv synes er særlig genial. 'Hvis vi havde 90 mandater, havde vi nok også skruet det anderledes sammen,' sagde Martin Lidegaard. En bemærkning, der fortjener at blive hængt op i alle regeringskontorer. Den er både en forklaring, en undskyldning og en politisk vejrmelding i én sætning: Vi er her, men det er ikke helt vores skyld.

Sidste: Den meget omdiskuterede 'problemulv' fra Nørre Nebel er ikke længere et problem, eftersom den blev skudt torsdag aften. På de sociale medier er det store spørgsmål derfor nu, om det ikke er et problem, at vi har en minister for natur og dyrevelfærd, der stolt og uden betænkelighed holder pressemøde om aktionen med den blodige ulv liggende livløs for sine fødder. Det næste par dage bliver det efter alt at dømme ministeren, der må stå for skud.

Uge 33 lærte os derfor ikke nødvendigvis, hvor Danmark er på vej hen. Men den bekræftede endnu en gang, at turen bliver underholdende. For når man ser på Europas kristne kulturarv, Schengen, migration, sæddonation, nazistiske familiehemmeligheder, kræftgener, moms-systemer og problemulve, kan man i det mindste konstatere, at der stadig er rigeligt med materiale til uge 34.



UGENS LAVPUNKTER:

• I juni var der orienteringsløb i Bunken Klitplantage, hvor en motionsløber i sidste uge blev mødt af en ulv, der viste tænder. Arrangørerne af motionsløbet overvejer nu en tilføjelse til instrukserne: 'Hvis noget med pels viser tænder, er det ikke en kontrolpost.'
• Mens droner ledte efter en problemulv, luntede der en ulv rundt ved en familierestaurant nord for Nørre Nebel. Dagens ret fristede den åbenbart ikke.
• Overfladetemperaturen i verdenshavene nåede i juli det højeste niveau, der nogensinde er målt for måneden. Golfstrømmen har meldt afbud og sagt, at den ikke kan arbejde under de forhold.
• I den nye sæson af 'Gift ved første blik' har DR valgt at klippe et par ud på grund af 'nye oplysninger'. Det står ikke klart, hvad de nye oplysninger dækker over, men måske var de gift med hinanden i forvejen.
• I Sorø Kommune har man givet børn med skolevægring muligheden for at begynde i et tilpasset forløb, hvor målet er, at gaming skal få børn og unge over på skolebænken. Spørgsmålet er bare, hvor mange der nu vil simulere skolevægring for at komme på gamingholdet.
• Den norske oliefond fik et afkast på 1753 milliarder norske kroner i årets første halvdel. Det svarer cirka til Norges nationaløkonomi, tre hytter og én kop kaffe i Oslo.
• I det nordlige Norge har en person vækket en sovende isbjørn med et skibshorn. Politimesteren på Svalbard vurderede, at der var tale om forsætlig forstyrrelse af isbjørnen og udstedte derfor en bøde på 50.000 norske kroner. Det vides ikke, hvordan isbjørnen forholder sig, men den har formentlig også krævet godtgørelse for lidelse, tort, ulempe og en ødelagt drøm om en meget stor sæl.
• Forskere fra Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital har udviklet en ny digital platform, der skal hjælpe folk med at håndtere muskel- og ledsmerter. Før gik man til lægen med smerter. Nu skal man først opdatere sin ankel til version 2.1.
• Arla efterlyser sine grønne mælkekasser, der hvert år forsvinder i tusindvis, fordi de bliver brugt til at stå på for at kunne nå de øverste hylder i skabene eller lave forhindringsbaner med. Man kunne jo også bare acceptere situationen og lancere 'Arla Adventure': Mælkekasser med klatrevæg, trampolin og officiel godkendelse til alt det, de alligevel bliver brugt til.
• Københavnske cyklister oplever, at turister udgør et trafiksikkerhedsmæssigt problem. Det er tilsyneladende ikke et problem, at halvdelen af cyklisterne selv kører, som om der er en landsdækkende konkurrence om at komme først over for rødt.

• Chick Corea: What Game Shall We Play Today
• Miles Davis: Summertime
• Margaret Whiting: Make Someone Happy
• Buddy Holly: Everyday
• The Shadows: Wonderful Land
• Sting: Shape Of My Heart
• Søs Fenger: Og Du Flyver Din Vej
• Oscar Peterson Trio: Quiet Nights Of Quiet Stars
• Louis Armstrong: A Kiss To Build A Dream On
• Frank Sinatra: Things We Did Last Summer

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her.
Illustration: AI