Uffe Jerner

Det er højsommer i Danmark, og Tour de France har overtaget sendefladen på alle landets tv-stationer. Mit forhold til cykelsport er køligt som til al anden sport, men det skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at bruge deres dyrebare feriedage på at stirre intenst på skærmen, hvor voksne mænd i alt for tætsiddende spandex kæmper sig op ad bjerge i sneglefart eller farer forbi med ben, der pumper som metronomer, og ansigter, der balancerer mellem smerte og overlevelse. De fleste danskere elsker at se andre dyrke sport, men for nogle få er Tour de France andet og mere end sport. For Jørgen Leth, som blev berømt for at kommentere løbet, og som man stadig forbinder med Tour de France, er det en slags poetisk drama med filosofiske og eksistentielle overtoner, noget næsten guddommeligt.

Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks

'Han træder i pedalerne som en mand, der bærer hele Europas melankoli i lårene,' kunne Jørgen Leth finde på at sige i sin karakteristiske voice-over, som om Tour de France var en kombination af Odysseen og et Henri Cartier-Bresson-fotografi. En sprinter er ikke en atlet i Leths verden, men 'en muskelspændt mytisk figur, der gennemborer tidens struktur'. Føring i vinden er ikke taktik, men 'en offergave til feltets vilje'. Rytterne tramper ikke bare i pedalerne, men 'danser med døden på bjergenes kant.' Man skulle tro, han så en slags Wagner-opera, hvor hver dråbe sved er en akt i heltekvadet. Hvis nogen falder, er det ikke bare et uheld, det er 'skæbnens hånd, der trækker i realitetens bremsegreb'. Mens Jørgen Leth med poetisk overlegenhed talte om 'et felt, der flyder gennem landskabet som en organisme, et væsen med én bevidsthed,' forsøgte hans medkommentator bare at finde ud af, hvem der styrtede i rundkørslen. Den ene så en græsk tragedie i slowmotion. Den anden så en punktering.

Men Jørgen Leths poetiske excesser stod i komisk kontrast til den virkelighed, han forsøgte at indfange. Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks. Der var noget næsten rørende i at høre Jørgen Leth insistere på, at det hele var en form for fransk symfoni, mens en rytter forsøgte at tygge sig igennem en proteinbar uden at styrte.

Det er selvfølgelig tilladt at finde skønhed i sved. Men når hver etape blev til et semireligiøst ritual, kunne man godt begynde at længes efter lidt jordforbindelse. For selv om solen glimter over Pyrenæerne, og feltet slynger sig som en 'organisk bevægelse', er det stadig bare en flok mænd i cykeltøj, der jagter sekunder og sponsorater.

Som antydet ser jeg ikke længere Tour de France, men jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne lokkes, hvis det stadig var Jørgen Leth, der kommenterede. Selv om det var gudsjammerlig kedeligt at se på, var det stærkt underholdende at høre, hvor højt han kunne svinge sig op. Men det ændrer ikke ved, at somme tider var det bare for meget.

DIT OG DAT:

• Amazons grundlægger Jeff Bezos blev gift i Venedig og medbragte 95 privatfly, verdenseliten i silke og smoking + et CO₂-udslip svarende til hele Jylland i grillhumør. Efter brylluppet hælder byen nu 3 grader mod vest og lugter svagt af champagne og hjernedød.
• Det er festivaltid i Danmark, og enhver, der har været i Roskilde, ved, at urinens veje er uransagelige, og toiletterne er som livet: uforudsigelige, brutale og fyldt med eksistentielle spørgsmål. Det handler om at finde sig selv, men også sine venner, som sidst blev set bag Orange Scene med en oppustelig flamingo.
• For første gang blev billetterne til Roskilde Festival ikke revet væk. Ledelsen mener, at det skyldes vejret. Ikke at prisen svarer til en weekend i Barcelona – med fast tag over hovedet og uden mudder.
• 'Vild med dans' stopper næste år, og der er oprettet sorggrupper landet over. Programmet bliver ikke erstattet, men man overvejer et nyt koncept: 'Træt af trin', hvor almindelige danskere lærer at sidde helt stille på en stol uden at få dårlig samvittighed.
• Den sydeuropæiske hedebølge ramte Danmark. På kontorer over hele landet lå medarbejdere hen over deres hæve-sænke-borde som strandede marsvin, og i Brøndby smeltede en parcelhusejer sammen med en havestol.
• Tyveri fra ubemandede jordbærboder langs vejene er et stigende problem. Det ventes, at Dansk Folkeparti vil kræve mere videoovervågning, mens Enhedslisten vil foreslå gratis jordbær til alle, så ingen risikerer af blive forledt til at begå kriminalitet. Regeringen overvejer at indføre et tillæg til Straffelovens § 276 om groft tillidsbrud henholdsvis med og uden fløde.
• Nu må 17-årige køre bil uden ledsager mellem kl. 5 og kl. 20, så nu kan de sms'e i en rundkørsel, uden at nogen blander sig, og køre 110 km/t med vennerne på bagsædet. Derimod må de stadig ikke købe en Red Bull og en rom til deres far.
• Tirsdag overtog Danmark EU-formandskabet, og Mette Frederiksen blev både rost for sin stramme udlændingepolitik og interviewet til modemagasinet Vogue. Desuden blev hun set i samtale med Ursula von der Leyen om, hvad der er hotteste mode i denne sæson – hjemsendelse eller højtaljede bukser.
• Kong Frederik tog imod Zelenskyj på Marselisborg Slot, og Mette Frederiksen var der også. Frederik hilste kejtet. Mette hilste som en statsminister. Zelenskyj hilste som om, han ikke rigtig forstod, hvorfor han ikke bare kunne få de fly med det samme.
• I går var der fest i Rebild Bakker, som dansk-amerikanere i sin tid købte og forærede den danske stat som naturpark på betingelse af, at de kunne få sig en grillpølse i det fri en gang om året. Historiens mest fredelige overtagelse af et stykke land.

LÆST:
Lauren Weisberger: Djævlen går i Prada (The Devil Wears Prada)
Roman, 2003
Nyheden i sidste uge om, at modemagasinet Vogues chefredaktør gennem 37 år, Anna Wintour, stopper, fik mig til at læse bogen, som er forlæg for filmen af samme navn med Meryl Streep i rollen som diktatorisk, spydig og lunefuld chefredaktør for det fiktive magasin Runway (= Vogue). Bogen er skrevet af Anna Wintours tidligere personlige assistent, og den skarpe satire over modebranchen rammer plet. Bogens karaktertegning er ikke så nuanceret som filmens, men historien er underholdende og let fordøjelig læsning i sommervarmen. Filmen er bare bedre.

SET:
The Lost King
Britisk autentisk drama, 2022 – dr.dk
Filmen følger Philippa Langley (Sally Hawkins), en amatørhistoriker med kronisk træthedssyndrom, som bliver overbevist om, at resterne af kong Richard III ligger begravet under en parkeringsplads i Leicester. På trods af skepsis fra både familie, akademikere og universitetsmiljøet, organiserer og finansierer hun en udgravning, som ved første forsøg afslører det kongelige skelet – komplet med pukkelryg og et dødeligt kraniesår. Filmen skildrer Philippas indre visioner af Richard III – gennem spirituelle møder med en skuespiller i rollen som kongen – som et narrativt element, der symboliserer hendes motivation og følelsesmæssige engagement. Hun må samtidig kæmpe mod den akademiske establishments arrogante holdning og oplever, hvordan universitetet forsøger at tage æren for opdagelsen. En slags 'feel-good' historisk drama.
Instruktion: Stephen Frears
(Set på anbefaling af capac)

The Alto Knights
Amerikansk biografisk gangsterdrama, 2025 – Max
En film, jeg havde glædet mig til at se, men desværre en skuffelse. Robert De Niro spiller to roller – de rivaliserende mafia‑bosser Frank Costello og Vito Genovese – i en fortælling om venskab, magtkampe og forræderi i 1950'ernes New York. En smuk, men halvtom skal af en gangsterfilm i adstadigt tempo. Gimmicken med 2 x De Niro resulterer ikke i dobbelt så meget nerve, snarere dobbelt så meget ventetid.
Instruktion: Barry Levinson

HØRT:
Afslag på et kys (genhørt)
Radiomontage, 1987 – DR Lyd
I et lille kolonihavehus på Amager bor en pensioneret overlæge. Christian Stentoft har tidligere mødt overlægen i forbindelse med et andet program, hvor han delte sine opsigtsvækkende meninger og tanker om livet og døden over en flaske whisky, og nu vil han tegne et selvstændigt portræt af lægen. Men intet går som forventet, og undervejs i interviewet bliver rollerne byttet om. Stærke sager.
Montør: Christian Stentoft

I ØVRIGT:
British Vogue: Danish Prime Minister Mette Frederiksen: 'If We Accept That The Big Power Can Bully Other Countries, Then It’s Game Over For All Democracies'

Artikel på dr.dk: Øjeblikke fra Vogues ikoniske chefredaktør Anna Wintours 37 år lange karriere

I håb om at blive klogere prøvede jeg at google, om det blæser mere i Danmark nu, end det altid har gjort, for jeg mindes ikke, at jeg tidligere – og slet ikke som barn eller ung – har oplevet blæsten så forstyrrende og irriterende, som jeg gør nu. Men researchen viste, at der siden 1970 ikke var sket nogen nævneværdig ændring i den gennemsnitlige daglige vindstyrke. Der havde været enkelte ekstreme storme, men gennemsnitligt ikke oftere.

Hvis man forsøger at indtage en ostemad på terrassen, blæser osten af

Det skal nu ikke afholde mig fra at give udtryk for min utilfredshed med tingenes tilstand, som jeg oplever den. Jeg skal gøre det kort: sagen er den, at vinden efterhånden formår at sabotere samtlige danske årstider med kirurgisk præcision. Om vinteren pisker den iskold og småvåd ind under jakken. Om efteråret vælter den cyklister på Østerbro og blæser plasticbøtter fra Netto ud på vejen, så bilister må hugge bremserne i. Og nu er det sommer, hvor man drømmer om hyggelige måltider i haven, men det kan man godt glemme. Hvis man forsøger at indtage så meget som en ostemad på terrassen, blæser osten af. Fem minutter efter, at man har sat sig til bords, fløjter naboens grilldæksel forbi som en UFO – til gengæld befinder ens egne hynder til havemøblerne sig et øjeblik efter inde hos ham, og parasollen er stukket af. Man lærer at bruge mursten som servietholder og finder ud af, at uskyldige aktiviteter som at spille kort på terrassen kræver kampvilje og tape.

Men hvordan kan det være, at det er blevet sådan, når meteorologerne nu siger, at intet er forandret?

Svaret blæser i vinden.

Jeg har for nylig belemret enkelte læsere med videoen, der røber, hvor vinden kommer fra, men da der er tale om uundværlig paratviden, tillader jeg mig at fremture med en genudsendelse.

Systematisk motion er ikke en del af mit dagsprogram. Jeg har aldrig sat mine ben i en fitnesscenter og kommer heller ikke til det. Jeg flintrer heller ikke rundt i landskabet med tungen ud af halsen og sved på panden klokken 6 om morgenen. Derfor kan man nemt komme til at føle sig lidt udenfor, når man hører venner, bekendte og fjerne slægtninge, der har opholdt sig flere år på planeten end mig, underholde om, hvor mange timer, de har tilbragt på spinningcyklen, hvor mange armbøjninger de har taget på køkkengulvet, eller hvor mange sømil de har tilbagelagt på romaskinen. En daglig, helt almindelig gåtur af en times varighed eller deromkring i behersket – undertiden slentrende –  tempo udløser ikke mange prestigepoint i det motionsglade Danmark med landets konge i spidsen. Men det er ikke desto mindre alt, hvad jeg har lyst til bidrage til motionsfællesskabet med. Til gengæld får tankerne frit løb.

Hvis Søren Kierkegaard havde haft en skridttæller, ville han sikkert have sprængt den

Hvis Søren Kierkegaard havde haft en skridttæller, ville han sikkert have sprængt den. Ingen dansk filosof har gået så meget og tænkt så dybt imens. Han betragtede det at gå som en slags eksistentiel superkraft. Ikke en rask lille spadseretur for at få morgenkaffen til at falde til ro – mere som en nødvendighed for at holde sammen på sindet. Jeg er aldrig kommet helt igennem Kierkegaards samlede værker, som jeg har stående i reolen (mest hvis mine ph.d.-venner skulle finde på at kigge forbi), men jeg husker, at han et sted skriver: 'Tab for alt i Verden ikke Lysten til at gå.' Hvilket er lettere sagt end gjort under et skybrud og ens sokker allerede er til at vride. Men han gik hver dag, ikke for at komme et bestemt sted hen, men fordi vejen i sig selv var vigtig. I modsætning til alle dem, der nu kun går for at hente takeaway i grillen eller slippe for at køre med DSB, gik han for at finde sine egne tanker, der måske dukkede op et sted mellem Kongens Nytorv og Rundetårn.

Kierkegaard havde ikke travlt med at finde svar, men var mere optaget af spørgsmålene. Det harmonerede fint med at traske rundt og undre sig: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan bliver jeg mig selv? Og hvordan undgår jeg, at mine tanker bliver distraheret af fjællebodsløjer og andre narrestreger? Instagram og og 'Den store bagedyst' havde han ikke haft meget tilovers for.

Hvor man nu betaler i dyre domme for mindfulnesskurser og åndedrætsøvelser, gik Kierkegaard altså bare en tur. Han troede på, at man kunne gå sig til ro og indsigt. Det var bare et spørgsmål om at sætte det ene ben foran det andet.

Jeg føler med andre ord et vist åndsfællesskab med Kierkegaard, når jeg går mine forholdsvis mange daglige skridt og lader fødderne lede tankerne. Tankernes tyngde kan man selvfølgelig diskutere.

I sidste uge har jeg befundet mig i Ingmar Bergmans univers, fordi jeg kom til at se Tomas Alfredsons nyfortolkning af Bergman-klassikeren Troløs på dr.dk. Jeg har set en del Bergman-film i tidens løb, og efterhånden synes jeg, at jeg kender ham på travet. Så hvorfor ikke lave min egen Bergman-film? Man kan da i det mindste forsøge:

Sommerens tavshed

Hovedpersoner:

• Elisabeth, 41, eksistensialistisk digter, lider af tavshedens metafysiske vægt. Taler kun i gåder.
• Johan, 45, misforstået dramatiker, der skriver stykker, hvor stilhed og eksotiske akvariefisk spiller en central rolle. Hader kritik, drikker konstant rødvin.
• Agnes, 39, Elisabeths veninde, men muligvis også hendes ekskæreste. Ingen ved det. Hun smiler aldrig.

Åbningsscene:
Sort-hvid. Man ser en hvid måge stå bomstille på en klippe. Dens næb åbner sig langsomt, men der kommer ingen lyd. En cello spiller én lang, dvælende tone. Kameraet panorerer 4 cm til venstre. Så bliver det helt sort.

Scene 1:
Elisabeth og Johan bor i en enorm lejlighed i Stockholm med stuk og sprængfyldte bogreoler. De har ikke talt sammen i tre år, men har netop fået en ny espressomaskine, som får dem til at bryde tavsheden.

Elisabeth: 'Kaffen er bitter.'

Johan: 'Som vores ægteskab.'

Pause på 2 minutter. En due flyver forbi vinduet i slowmotion.

Scene 2:
Det er sommer. Regnen siler uafbrudt ned over et faldefærdigt sommerhus i Småland. Elisabeth sidder og læser Rilke, Johan stirrer ud i regnen. De prøver at spille skak, men ingen rører brikkerne. Agnes ankommer uden forklaring.

Agnes: 'Er vinden indenfor eller udenfor?'

Johan bryder sammen og græder i 14 minutter. Ingen trøster ham.

Scene 3:
Johan finder en note i Elisabeths dagbog, som han læser højt: 'Kærligheden er som en overmoden fersken – blød, sød, og snart i forrådnelse.'

Johan: 'Elisabeth ... handler det om mig?'

Elisabeth: 'Du har aldrig elsket.'

Agnes kigger intenst på dem begge. En ged bræger i det fjerne.

Scene 4:
Alle tre tager bad i søen i regnvejr uden at ænse hinanden. Ingen siger noget. En svane svømmer i ring. Kameraet dvæler i 11 minutter på Elisabeths ansigt, mens hun ser ud, som om hun tænker på tilværelsens meningsløshed eller brombærrene i den nærliggende skov, som hun plukkede som barn sidst på sommeren.

Slutscene:
Man ser Elisabeth, der sidder i et tomt tog. Johan vinker farvel, men er han der i virkeligheden? Agnes går ind i skoven og forsvinder.
Kameraet zoomer langsomt ud fra en visnende solsikke, mens en fortæller siger: 'Alt er sommer. Intet er sommer.'

Sort skærm. Ingen rulletekster.

Spøg til side, parodien er forholdsvis venligt ment. De fleste Bergman-film, jeg har set, har været interessante, omend lettere ubehagelige, fulde af gådefulde scener og sjældent opløftende. Dog har det træge tempo og de lange pauser altid haft komikkens skær i mine øjne, men det skyldes nok min cineastiske vankundighed; der hersker ingen tvivl blandt filmkyndige om Bergmans kvaliteter som filmkunstner. Troløs – den aktuelle anledning til at beskæftige sig med Bergman – er som nævnt instruktøren Tomas Alfredsons dugfriske tv-serieudgave og videreudvikling af Bergmans film fra 2000, som Liv Ulmann instruerede dengang. Og selv om det ikke lykkedes fuldstændig at holde rastløsheden fra døren, må jeg indrømme, at jeg blev grebet af den intenst ubehagelige stemning og så alle 6 episoder af det renoverede komplekse psykologiske trekantsdrama i hurtig rækkefølge. Serien bliver anmeldt udførligt her af mere kompetente kræfter.

P.S. Det er højst sandsynligt, at jeg aldrig bliver filmskaber.

Lav, men behagelig musik til hele juli

DIT OG DAT:

• Sidste weekend gik Trump ind i Israels krig mod Iran og bombede de iranske atomanlæg. Verdenssamfundet er dybt bekymret. Ikke over krigen, men over at Trump måske genopstiller.
• EU-Kommissionen har besluttet at trække sit anti-greenwashing-direktiv tilbage – altså det forslag, der skulle sikre, at virksomheder ikke bare kan kalde deres shampoo økologisk, fordi flasken engang har stået ved siden af en selleri. Men hvem havde også forventet, at EU kunne tage sig af greenwashing, når der også skal være tid til at skændes om, hvem der har ansvaret for kaffemaskinen i mødelokale 12B.
• Sankthansaften druknede – ikke i øl og fællessang – men i regn, tordenbyger og en vejrmelding fra DMI, der lød som en advarsel fra Noas Ark. Men sådan er dansk sommer. Og vi elsker den alligevel. Næsten.
• Under halvdelen af de lærerstuderende i Danmark har folkeskolen som førsteprioritet, når de skal søge job. Det er dem, der endnu ikke har hørt om forældre, der sender en klage på fem A4-sider kl. 23.48, fordi Villads blev kaldt en brilleabe i spisefrikvarteret.
• I denne uge blev der uddelt studentereksamensbeviser med rund hånd. Alle fik 12. Eleverne takkede deres studiegrupper, deres lærer og ChatGPT. Censor græd – enten af rørelse, eller fordi hun havde læst 140 identiske SRP-opgaver om perfekthedskulturen på Instagram.
• OL i Paris sidste sommer blev 37 milliarder dyrere end planlagt. Men det vigtigste var, at åbningsceremonien blev smuk, og en vandt guld i bueskydning, mens en anden faldt i vandet med en stang.
• Knap hvert fjerde anerkendte trossamfund har ikke indberettet deres årsregnskab til tiden. Det er uklart, om det skyldes travlhed, dovenskab eller en stærk tro på, at Gud holder styr på bilagene.
• Etisk Råd anbefaler at lempe reglerne for, hvad man må gøre med afdødes aske. Måske bliver det tilladt at bruge den som krydderi i en symbolsk middag. Eller som kattegrus – det ville i det mindste give begrebet 'livets kredsløb' lidt kant.
• Pernille Skipper flytter til USA, men beholder posten som bestyrelsesformand i COOP indtil videre og tager sin computer med. I COOP er man så småt begyndt at indstille sig på bestyrelsesmøder på Microsoft Teams kl. 3 om natten med pistolskud og den fjerne rumlen fra en Harley-Davidson som baggrundslyd.
• Ved denne uges Nato-topmøde blev der snakket både sikkerhed og tryghed i opvæksten: generalsekretær Mark Rutte kaldte Trump for 'Daddy' – Zelenskyj spurgte, om han så måtte få lommepenge.
• Nato-landene besluttede i øvrigt at igangsætte en historisk oprustning. Danmark tilbød en hjemmeværnsmand med adgang til printer + en vred pressemeddelelse. Sverige bidrog med et komplet IKEA-missilsystem – umonteret, men med manual på 17 sprog.

LÆST:
Melissa Bank: The Girls’ Guide to Hunting and Fishing (Pigernes håndbog i jagt og fiskeri)
Roman, 1999
Et skarpt, rørende og humoristisk portræt af hovedpersonen Jane Rosenal fra teenageår til voksenliv. Historien er ikke en traditionel fortælling med lineær udvikling, men består af syv noveller, der hver fanger et øjeblik eller en fase i Janes liv. Et gennemgående tema er forholdet mellem Jane og de mænd, hun møder – fra hendes første teenageforelskelse til et kompliceret forhold til en meget ældre forlægger. Men romanen handler i lige så høj grad om Janes forhold til sin familie, især hendes bror og forældre, som spiller en central rolle i hendes følelsesmæssige udvikling. Der er ikke tale om chick lit – den går ud over chick lit-genrens klichéer og har langt større litterær tyngde, selv om tonen ofte er humoristisk, sarkastisk og letflydende. Lige en bog for mig, selv om jeg nok ikke er målgruppen – Melissa Banks bøger er blevet kaldt 'smart women’s fiction'...

SET:
Spionen i mit soveværelse, 3 afsnit
Britisk dokumentarserie, 2025 – dr.dk
Dokumentar, der afdækker, hvordan britiske undercover-betjente systematisk manipulerede kvinder via intime forhold for at infiltrere politiske og aktivistiske miljøer. Serien kombinerer personlige vidnesbyrd, efterforskning og en kritik af statens magtanvendelse og kaster lys over behovet for ansvarlighed og reform. Desværre for lang på grund af utallige gentagelser og rodet klipning, men kæbetabende og interessant historie.

HØRT:
Eliten fra minefeltet (genhørt)
Radiomontage, 1989 – DR Lyd
Historien om Klaus Heerfordt, en talentfuld klassisk pianist med solistdiplom, der levede et intenst, men destruktivt bohemeliv i Brolæggerstræde i København. Der var altid fest i lejligheden, men talentet blev aldrig forløst. I stedet blev dagene brugt på at læse 1001 nat under dynen i en iskold stue, drikke alkohol i store mængder og have affærer med kvinder, der kom forbi. Omgangskredsen var kunstnere, der så sig selv som eliten, men når man kradser lidt i overfladen, er sandheden en anden. Snart synger de på sidste vers i det farverige bohememiljø. En af de mest berømte og med rette roste radiomontager.
Montør: Peter Kristiansen

Engang var studenterkørslen en festlig afslutning på tre år med sved, tårer og komprimerede madpakker i skoletasken. Nu ligner det mest et omrejsende freakshow, hvor lastbilerne – pyntet som pornografiske paradevogne – tromler gennem gaderne som rullende beviser på eskalerende fladpandisering.

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Bannere, der tidligere bar ordspil af svingende kvalitet, er nu dekoreret med tegninger af bare bryster, ejakulerende kønsdele og slogans, der får graffiti på motorvejsbroer til at fremstå som højpoesi. Det er, som om nogen har udstyret en hel generation med tuscher og alkohol – og sagt: 'Lav noget, der får jeres bedsteforældre til at tabe både tænder og tillid til menneskeheden.'

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Studenterne burde vel være fremtidens håb, men efter tre minutter bag en lastbil med banneret 'Vi kom, vi så, vi sprøjtede', får man lyst til at udvandre til Finland og slå sig ned ved en stille sø og leve af skovens bær.

Man kunne engang romantisere studentertiden som et dannelsesforløb. Nu virker det nærmere som et forsøg på at se, hvor langt man kan komme med 2,0 i snit. Eller var det promille?

Måske er det tid til at sætte barren lidt højere. Eller i det mindste tegne noget andet end testikler i overstørrelse. Vi trænger til en studentervogn, der signalerer 'vi er klar til livet' – ikke 'vi har tegnet et lem med solbriller'.

Ret skal være ret: i min tid var det ikke, fordi vi sad med stenansigter i vores silkevest og kravat og adstadigt lod os befordre rundt i en knirkende hestevogn trukket af to frederiksborgheste, mens vi reciterede Oehlenschläger i kor, og det var ikke hjemmelavet punsch fra en krystalbowle, vi blev trakteret med undervejs. Vi havde heller ikke et banner med mottoet 'Gaudeamus igitur', men sangen var på repertoiret. Vi var så sent ude, at vi ikke nåede at skaffe en lastvogn til formålet og måtte tage til takke med en bus, som blev pyntet efter bedste evne med bøgegrene og lignende uskyldsrene symboler. Vi sang og hujede selvfølgelig undervejs, og faktisk var der også nogle, der fik for meget at drikke, men ingen der blev kørt til udpumpning, og omgivelserne blev i sagens natur forskånet for skråleriet i den lukkede bus. Bortset fra det talte det selvfølgelig til min tidligt udviklede magelighed, at vi kunne sidde på et ordentligt sæde hele vejen.