Uffe Jerner

• Efter mødet med USA's udenrigsminister og vicepræsident styrtede Lars Løkke ud til sin bil, tændte en cigaret og bød også Vivian Motzfeldt én. Det vides stadig ikke, hvad mødet har betydet – udover at Danmark og Grønland fra nu af står sammen og deler alt, inklusive smøger.
• Det amerikanske indenrigsministerium har midlertidigt sat fem store havvindprojekter på pause, blandt andet fordi Donald Trump anser vindmøllerne for dyre, ineffektive og grimme. Desuden har han sin frisure at tage hensyn til.
• Legetøjsproducenten Mattel har lanceret en ny Barbie-dukke med autisme. I forvejen findes der Barbie-dukker med synsnedsættelse, Downs syndrom og diabetes. Nedgroede tånegle mangler stadig.
• De københavnske p-vagter uddelte næsten 50 procent flere afgifter i 2025 end i 2024. Alt tyder på, at p-vagterne også i 2026 vil arbejde målrettet på at fjerne glæden ved at eje en bil.
• Den nuværende biskop i Aarhus stopper med udgangen af april, og tre kandidater skal ifølge Politiken 'dyste' om at blive ny biskop. Disciplinerne i dysten ventes af blive: højtidelig mine, langsom gang og 400 meter fri improvisation over ordet 'næstekærlighed'.
• Forsvarets Rullemarie har affyret et skud med vand mod en mistænkelig kuffert ved en barbersalon i Odense. Kufferten viste sig ikke at være farlig, men havde alligevel fortjent det. Og barbersalonen er nu en del af Danmarks forsvarshistorie.
• Skulpturen 'Den Store Havfrue' har tidligere været genstand for stor debat, fordi den er for vulgær, og borgerne i Lemvig skal nu stemme om, hvor på havnen havfrueskulpturen skal stå. Så er det i hvert fald demokratisk, hvis nogen stadig er forargede bagefter.
• I Brande kan borgerne gratis hoppe ombord i 'handlebussen', der én gang om ugen kører handlende til byens Rema 1000. Næste skridt bliver en returbus, så man kan komme hjem igen med alle de ting, man ikke kunne huske, hvorfor man købte.
• Da Venezuelas oppositionsleder Maria Corina Machado i torsdags mødtes med Donald Trump, gav hun ham den fredspris, hun modtog i december. Nobelkomitéen siger, at fredsprisen ikke kan gives videre – det viser bare, at de aldrig har kendt nogen, der har haft Donald Trump på besøg med tomme hænder.
• To tredjedele af produktionen hos virksomheden Stilling Flag består i øjeblikket af grønlandske flag. Lagerhallen regnes nu officielt for arktisk område.

LÆST:
Søs Marie Serup: Vind eller forsvind
– Kampen om Venstre
2026
★★★★★☆

Søs Marie Serup er tidligere pressechef i Venstre og var i sin tid spindoktor for Lars Løkke Rasmussen. Bogen er en rundtur i en verden, hvor tempoet er højt og tålmodigheden lav. Den tager afsæt i politik og arbejdsliv, men folder sig hurtigt ud som en bredere fortælling om præstation, ambition og den konstante frygt for at blive overhalet indenom af nogen, der virker lidt mere omstillingsparate end én selv. Det er fortællingen om et miljø, hvor det ikke længere er nok at være dygtig – man skal også være synlig, fleksibel og altid i bevægelse. Om vindere, der har lært spillets regler, og om dem, der langsomt glider ud, ikke nødvendigvis fordi de er dårlige, men fordi de ikke passer ind i den nyeste version af virkeligheden. Undervejs bliver forestillingen om meritokrati punkteret og viser, hvordan magt, timing og tilfældigheder ofte spiller en større rolle, end vi bryder os om at indrømme. Det er en kraftpræstation af en bog, der bevæger sig elegant mellem analyser af politiske mekanismer, arbejdskultur og mere personlige refleksioner over usikkerhed, ambition og tvivl. Tonen er let, causerende og ofte humoristisk, hvilket gør, at selv de mere alvorlige pointer glider ned. Jeg hæftede mig i øvrigt ved,, at at Søs Marie Serup beskriver Anders Fogh Rasmussen som den bedste chef, hun nogensinde har haft. Det var også under hans ledelse, spindoktoren gik fra at være en hjælpsom rådgiver til at blive fast inventar. Man forstår godt, at ministre har brug for rådgivere, men efterhånden virker det, som om spindoktorernes vigtigste opgave er blevet at markedsføre ministrene, så de bliver genvalgt, mens politikken er mindre væsentlig.


PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske:
Israel Philharmonic Orchestra/Itzhak Perlman: Vivaldi: The Four Seasons, Violin Concerto in F Minor, Op. 8 No. 4, RV 297 "Winter": I. Allegro non molto
Skarpt, rastløst barokværk – kulde og bid iscenesat med præcision og nerve.

Den jazzede:
Willie Nelson, Norah Jones: Baby, It's Cold Outside
Lun, tilbagelænet duet og charmerende generationsmøde.

Balladen: :
Søs Fenger: Holder øje med dig (Fodspor i sneen)
Popballade med nærvær, ro og følelsesmæssig tyngde.

Den sophisti-poppede:
Prefab Sprout: The Ice Maiden
Elegant, kølig, intellektuel romantik.

Den gakkede:
Yma Sumac: Gopher
Eksotisk, legende vokalekvilibrisme, der spænder over 5 oktaver.

Årets første måned er den lange, grå mellemstation mellem 'godt nytår!' og erkendelsen af, at det stadig er vinter. Det er her, nogen har fundet på hvid januar, og det er ikke de aktuelle landsdækkende snemasser, det drejer sig om. Hvid januar er idéen om, at man – efter en måned med overspisning, traditioner og alt for mange våde varer – vælger at straffe sig selv med afholdenhed. Ikke fordi man nødvendigvis har et problem, men fordi det føles godt at gøre noget. Noget disciplineret, noget, man kan fortælle andre om.

Når svenskerne foreslår, at man gør januar endnu længere, koldere og mere selvreflekterende, burde man måske sige fra

Det er vistnok en skik, vi har kopieret fra svenskerne, og allerede her burde alarmklokkerne ringe. Svenskerne er på mange måder et sympatisk folk, men det er også dem, der har fundet på Systembolaget, lakrids i chokolade og idéen om, at alkohol er farligst, hvis den nydes spontant. Når svenskerne foreslår, at man gør januar endnu længere, koldere og mere selvreflekterende, burde man måske sige fra. Januar er i forvejen en måned uden andre tilbud end ellers usælgelige udsalgsvarer. Vejret er gråt, dagene korte og kontoudtoget chokerende. Og midt i det hele beslutter man sig så for at fjerne et af de få sociale smøremidler, der faktisk virker i mørke: et glas vin, en øl, en lille cognac til kaffen.

Argumenterne for hvid januar er velkendte: kroppen skal have en pause, hovedet skal renses, man skal mærke sig selv. Det er alt sammen glimrende projekter, men det er også bemærkelsesværdigt, at ingen foreslår 'hvid november', 'hvid onsdag' eller 'hvid firmafest'. Det er altid januar, der må holde for. Altid den måned, hvor man i forvejen har allermest lyst til at give op. Der er noget smukt dansk ved mådehold. Men der er også noget umiskendelig dansk ved at sige: 'Er det nu også nødvendigt?' For de fleste er det ikke nødvendigt, bare fordi man drak et glas for meget til nytår. Var det ikke nærmest en obligatorisk del af arrangementet?

Måske er løsningen ikke afholdenhed, men accept af, at januar er trist, og vinteren er lang

Hvid januar har også udviklet sit eget sprog. Man 'holder' den. Man 'er i gang med' den. Man 'får lov' at drikke igen i februar. Som om alkohol var en hobby, man midlertidigt har sat på pause, ligesom yoga eller surdej. Det mest anstrengende er, at hvid januar ofte bliver mere identitet end indsigt. Man bliver typen, der ikke drikker – i hvert fald lige nu. Og man fortæller det gerne – også gerne før nogen har spurgt.

Måske er problemet ikke så meget alkoholen som selve kalenderen. Måske er løsningen ikke afholdenhed, men en simpel accept af, at januar er trist, og vinteren er lang. Og at et enkelt glas nok ikke er det, der vælter læsset.

Man kan selvfølgelig gøre, hvad man vil, herunder piske sig selv med skorpioner eller holde hvid januar. Men hvorfor gøre en dyd ud af det? Man kunne også bare prøve at tage januar, som den er, og tænke på at februar er lige om hjørnet. Vi er allerede halvvejs.

• Donald Trump har erklæret, at han trækker USA ud af det internationale klimasamarbejde. Han tror ikke på klimaforandringer, men er til gengæld meget begejstret for aircondition.
• Novo Nordisk har fået grønt lys af de amerikanske sundhedsmyndigheder til at begynde at sælge slankemidlet Wegovy i pilleform Amerikanerne er klar til at tage imod. Eventuelt liggende.
• Den russiske hackergruppe Z-Pentest har hacket et overvågningskamera i en svømmehal i Tårs og efterfølgende delt en optagelse af soppebassinet. Det er betryggende at vide, at selv avancerede hackergrupper ikke er helt sikre på, hvad et strategisk vigtigt mål er.
• Fysisk aktivitet holder hjernen yngre, og en undersøgelse viser, at tangodansere har de mest ungdommelige hjerner. De ligger også i toppen, når det gælder knæoperationer.
• Ifølge DR's nylig offentliggjorte 'strategiplan' (sig mig, er det ikke dobbeltkonfekt?) vil DR ruste sig til altid at kunne udkomme uanset trusselsbillede. Rart at vide, at nogen har en plan, hvis verden går under midt i en genudsendelse.
• Nye skanninger viser, at Tolllundmanden var op mod 10 år yngre end hidtil antaget, da han døde. Nok den mest beskedne ungdomsforlængelse i historien, især når den først bliver opdaget 2.000 år senere.
• Flere ski- og outdoorbutikker har i denne uge oplevet stor efterspørgsel fra kunder, der gerne vil ud på langrendsski i det snerige vintervejr. Det er den samme gruppe, som normalt ikke kan lide at gå, men elsker udstyr.
• Som led i et eksperiment har flere billetkontrollører i letbaner og busser været udstyret med et kropskamera for at modvirke chikane og trusler. Skældsordene bliver nu leveret mere afdæmpet og i prima billedkvalitet.
• Tivoli har i denne uge hejst det grønlandske flag over H.C. Andersen Slottet. Den gamle have er nu både forlystelsespark og udenrigspolitisk kommentarspor.
• The New York Times har anbefalet Møn som rejsemål. Mønboerne krydser fingre for, at Donald Trump ikke har læst artiklen og har bedt ejendomsmæglerne om at fjerne alle 'Til salg'-skilte indtil videre.

LÆST:
Else Lidegaard: Med snudehulkende hilsen fra William Heinesen
– breve og erindringer – et forelsket portræt
2011
★★★★☆☆

En personlig og litterær samling af breve, erindringer og refleksioner, der tegner et portræt af den færøske forfatter William Heinesen. Som mangeårig ven af ham kommer Else Lidegaard helt tæt på mennesket bag forfatterskabet. Brevene er skrevet med varme, humor og nysgerrighed, og korrespondancen strækker sig over flere år. Titlens 'snudehulkende hilsen' refererer til William Heinesens legende sprog – hans måde at skrive på med lige dele livsglæde, ironi og poesi. Ud over brevene indeholder bogen erindringsstykker, hvor der fortælles om møder, samtaler og fælles oplevelser. William Heinesen beskrives som et menneske med stærk kunstnerisk integritet, dyb kærlighed til naturen, musikken og sproget – men også som et sårbart og modsætningsfyldt menneske. Bogen bevæger sig frit mellem det private og det litterære. Man får indblik i Heinesens arbejdsproces, hans forhold til Danmark og Færøerne, hans humoristiske livssyn og hans evne til at forene det jordbundne med det mytiske. Det ciselerede, undertiden næsten parfumerede sprog kan virke gammeldags, men han jonglerer imponerende med sit kolossale ordforråd. Jeg har læst bogen på anbefaling og ville nok ellers aldrig være stødt på den – men interessant og horisontudvidende læsning uanset.


SET:
The Two Jakes
Amerikansk krimi, 1990 – dvd
★★★★☆☆

Efterfølgeren til Roman Polanskis berømte Chinatown er tilbage i Los Angeles – nu sidst i 1940’erne. Jack Nicholson er igen privatdetektiven Jake Gittes, ældre, mere desillusioneret og med en træt ironi som fast følgesvend. Sagen begynder relativt enkelt: Gittes hyres af den velhavende Jake Berman til at skygge hans kone, der mistænkes for utroskab. Snart handler det ikke kun om jalousi, men om mord, ejendomsspekulation, olie, penge og den slags magt, der trives bedst i skyggen. Handlingsmæssigt er filmen et virvar af intriger, gamle bekendtskaber og nye fjender. Det er ikke altid let at holde styr på, hvem der snyder hvem, og hvorfor et stykke jord pludselig er værd at dø for. I forhold til Chinatown bevæger The Two Jakes sig mere tøvende, som en mand der kender alle fælderne, men alligevel falder i dem. Filmen lever højt på sin stemning. Los Angeles er gengivet med næsten nostalgisk kærlighed: solen skinner, men moralen er flosset. Jack Nicholson er solid i hovedrollen og har instrueret med respekt for genren. The Two Jakes er ikke et mesterværk på niveau med Chinatown, men den er en værdig, melankolsk epilog. En film om at blive ældre i en verden, der ikke er blevet mere retfærdig, men mere kompliceret. Den slags historier har stadig deres berettigelse, især når de fortælles med trenchcoat, cigaretrøg og en hovedperson, der ved, at sandheden sjældent er særlig smuk.
Instruktion: Jack Nicholson
Se trailer


Beirut
Amerikansk actionthriller, 2018 – dr.dk
★★★★(★)☆

Vi befinder os i Beirut, 1970'erne og 80'erne, hvor borgerkrigen har gjort sandheden til en mangelvare og diplomati til en ekstremsport. Jon Hamm spiller den amerikanske diplomat Mason Skiles, der i filmens begyndelse oplever en personlig tragedie så brutal, at han flygter fra både Mellemøsten og sit eget liv. Ti år senere lokkes han tilbage til Beirut, nu som alkoholiseret eksdiplomat, fordi en gammel bekendt er blevet kidnappet. Herfra ruller handlingen sig ud som et tæt sammenfiltret garnnøgle af hemmelige aftaler, CIA-intriger, gidselpolitik og moralske gråzoner. Handlingsmæssigt er Beirut mere politisk thriller end klassisk actionfilm. Der er relativt få eksplosioner, men masser af spænding i dialogen, i de skæve magtbalancer og i spørgsmålet om, hvem der egentlig manipulerer hvem. Rosamund Pike er køligt effektiv som CIA-agent, mens Hamm bærer filmen med en hovedperson, der både er kompetent og dybt desillusioneret – en mand, der ved, at USA sjældent er den uskyldige part i verdens konflikter (siden er der sket et og andet!) Filmen kræver lidt opmærksomhed og belønner ikke nødvendigvis et popcornpublikum, men til gengæld får man en thriller, der tør tage sin egen politiske kontekst alvorligt. Tempoet er kontrolleret, stemningen trykkende, og moralen konsekvent ukomfortabel. Beirut er ikke en film, der vil behage alle – men den er en solid og spændende påmindelse om, at de farligste våben ofte er ord, aftaler og løgne.
Instruktion: Brad Anderson
Se trailer

PLAYLISTE:
(Kan høres på Spotify her)

Den klassiske:
Academy of St. Martin in the Fields/Sir Neville Marriner: Eine kleine Nachtmusik
Let, elegant og tidløs klassiker

Den jazzede:
Oscar Peterson: Night Train
Swingende, virtuos jazz med et strejf af blues.

Den poprockede: :
Bruce Spingsteen: Nightshift
Varm og respektfuld soulfortolkning.

Den sophisti-poppede:
Donald Fagen: The Nightfly
Poleret, velproduceret 80'er-musik.

Den gakkede:
Peter Sellers: A Hard Day's Night
Peter Sellers i sit es.

Så fik vi alligevel snevejr, selv om vi næsten havde glemt alt om, hvordan det er. Byen bliver pludselig fotogen. Alt det grimme, det slidte og det kommunalt beige forsvinder under et hvidt tæppe af midlertidig udsmykning. Cykelstativer bliver til kunstinstallationer, skraldespande forekommer næsten poetiske, og det er lige før, man tilgiver det hul i vejen, der ødelagde ens støddæmper. Sneen dækker over fortiden. Den er revisionistisk på den mest pyntelige måde.

Derudover giver sneen os en glimrende mulighed for kollektiv forargelse. Vejene er ikke ryddet i tide. Toget er aflyst på grund af sne – et naturfænomen, som tilsyneladende overrasker DSB hvert eneste år. Vi brokker os i kor, og i et samfund, hvor fælles projekter ellers er en mangelvare, er det næsten rørende.

Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den

Men ulemperne lister sig hurtigt ind, iført våde sokker og dårligt humør. For sneen er også ondskabsfuld. Den smelter i løbet af dagen for så næste morgen at fryse til is præcis dér, hvor man sætter foden. Fortovet bliver et eksperiment i balance og værdighed. Sneen minder én om, at man ikke er så ung, som man var, dengang man elskede den.

Og så er der timingen. Sneen er ankommet alt for sent uden respekt for den mentale årstidskalender, hvor man så småt har indstillet sig på forår, lysere tider og følelsen af, at livet snart bliver lettere. Alligevel er der noget beundringsværdigt ved dens stædighed. Sneen insisterer på at gøre opmærksom på, at vi ikke styrer det hele. At årstider ikke altid følger kalenderen, og at naturen har sin egen form for humor – tør, ironisk og uden hensyntagen til ens planer.

Der er ikke andet at gøre end at finde halstørklædet frem og lade som om, man hele tiden har været klar, selv om det er, som når en gæst dukker op til festen, efter at desserten er ryddet af, og værten allerede har taget hjemmesko på. Men forhåbentlig bliver den ikke alt for længe.

• 'Ikke alle vil os det godt', fastslog kongen i sin nytårstale. Det var både en udenrigspolitisk analyse og en dækkende beskrivelse af folk, der ikke holder afstand på motorvejen.
• 72 procent af danskerne bakker op om monarkiet, viser en ny undersøgelse 'De skildrer på mange gode måder, at de er en af os' udtaler en bagerjomfru i Rødekro. Blandt andet har kongefamilien jo også et medlem, de helst ikke taler om.
• Der er begået flere juleindbrud i år end sidste år - dog ikke på Bornholm, hvor der ikke er anmeldt et eneste indbrud. Her har man stadig nøglen hængende et sted, alle kender.
• AI skal i år rulles ud på plejehjemmene, men Ældre Sagen advarer mod hastværk. Systemet svarer, at det allerede har regnet på, hvor længe hver enkelt har igen.
• I efteråret tilbød Varde Kommune gratis parterapi til par med hjemmeboende børn, og alle pladser var optaget i løbet af en uge. Det er blevet tolket som en succes – nu mangler man bare at spørge parrene.
• I 138 ud af 140 kiosker i København, Aarhus og Odense blev der afsløret lovovertrædelser ved en ekstraordinær kontrolaktion. Bag disken fandt man blandt andet skjulte kontantlagre, ulovlige nikotinposer og euforiserende stoffer. Foran disken fandt man kunder, der vidste det.
• Nettet boomer med nye vandreruter. På ganske få år er der kommet mere end dobbelt så mange vandreruter på platformen udinaturen.dk. Aldrig har det været så nemt at gå en tur – man skal bare lige finde ruten, acceptere cookies, zoome ind, zoome ud og lade som om, det er helt spontant.
• Stadig flere steder bliver store halfester med medbragt alkohol forbudt for børn under 18 år. Forældrene ser både fordele og ulemper. Det gør de i øvrigt ved børn generelt.
• Gratis busser har fået flere børn og unge til at tage offentlig transport i Vesthimmerlands Kommune. Kommunen er lettet, for det var enten gratis transport eller endnu en arbejdsgruppe.
• 'Verden er forandret, og der er kun ét svar', siger Lars Løkke Rasmussen. Interessant udtalelse fra en mand, der altid har været garant for mindst tre.

SET:
100 år med The New Yorker (The New Yorker at 100)
Amerikansk dokumentar, 2025 – Netflix
★★★★★☆

The New Yorker er et amerikansk ugemagasin, som ikke overraskende henvender sig til folk, der bor i New York, men også til amerikanere i det hele taget + alle andre – men ikke hvem som helst. Kort sagt: der er tale om en intellektuel publikation – en usædvanlig blanding af undersøgende journalistik, politik, kultur, videnskab, noveller af høj kvalitet, essayistik og reportage, anmeldelser af film, bøger og kunst og ikke mindst den underspillede humor, der var hele idéen med bladet, da det begyndte at udkomme i 1925. Af nysgerrighed – og fordi man i perioder kan få et digitalt abonnement til næsten ingen penge – har jeg i flere omgange abonneret, selv om det ikke er et blad, man læser fra ende til anden, medmindre man har meget god tid. Det er et magasin, der hellere skriver 10.000 ord om én sag end 400 om fem. Jeg har Weekendavisen mistænkt for at være hemmelig beundrer – fx har de kopieret The New Yorkers læserkonkurrence om en vittig tekst til en tekstløs vittighedstegning hver uge. De minimalistiske vittighedstegninger i The New Yorker er i øvrigt et kapitel for sig; de er på ingen måde lårklaskende, men af den slags, hvor man trækker på smilebåndet samtidig med, at man ikke er fuldstændig sikker på, at man har fanget hele pointen. I anledning af 100 års-fødselsdagen kan man nu se denne dokumentar om et magasin, der er synonymt med tålmodighed, fordybelse og modstand mod hurtige konklusioner – paradoksalt nok produceret af Netflix, selve symbolet på det modsatte. Det er ikke en lineær jubilæumsfilm fuld af triumfer og selvforherligelse. Det er en vandring gennem redaktionslokaler, tegninger, tekster og stemmer, der tilsammen udgør noget så sjældent i moderne mediekultur som et ideal om, at ord fortjener, at der ofres tid og kræfter på dem – The New Yorker er nærmest berygtet for sin nidkære faktatjekafdeling. Filmen er mest interessant, når den dvæler ved spændingerne mellem humor og alvor, elitær smag og folkelig gennemslagskraft, tradition og fornyelse. Magasinet har altid været beundret og irriterende på samme tid, og dokumentaren forsøger ikke at opløse den dobbelthed. I øvrigt er The New Yorker – og dokumentaren – en velgørende påmindelse om, at USA og amerikanere er andet og mere end MAGA-bevægelsen.
Instruktion: Marshall Curry
Se trailer


The Holdovers
Amerikansk dramakomedie, 2023 – Netflix
★★★★☆☆

Scenen er en amerikansk kostskole i starten af 1970'erne. Læreren Paul Hunham (Paul Giametti) er typen, ingen elever bryder sig om: sur, stædig og meget lidt forstående. Da juleferien begynder, ender han med at skulle blive tilbage på skolen sammen med de få elever, der ikke kan komme hjem til jul af den ene eller anden grund. Til sidst er der kun én elev tilbage, den kloge men ret besværlige Angus, som er vred på sine forældre og på det meste af verden. Sammen med dem er også Mary, der arbejder i skolens køkken. Hun har netop har mistet sin søn i Vietnamkrigen og har derfor heller ikke noget at komme hjem til. De tre har egentlig intet med hinanden at gøre, men bliver tvunget til at tilbringe ferien sammen. Langsomt lærer de hinanden at kende. De skændes, taler sammen, tager på små ture og får efterhånden sagt alt det højt, som ellers ligger og trykker. Ferieopholdet bliver en slags pause fra deres normale liv og ender med at ændre dem alle tre lidt. Ellers sker der ikke alverden. Det er en vemodig og velspillet film, og visuelt og stemningsmæssigt rammer den 1970’erne meget præcist. Selv om det ikke er en decideret komedie, kan man ikke frakende den en vis underholdningsværdi. Men den varer to timer og et kvarter, og det er mindst en halv time for meget.
Instruktion: Alexander Payne
Se trailer


Pretty Woman
Amerikansk romantisk komedie, 1990 – dr.dk
★★★☆☆☆

'Skulle vi ikke prøve at se 'Pretty Woman' igen for sjovs skyld?' spurgte Madame. Med 'igen' hentydede hun til, at filmen blev vist i bussen på vej til skiferie i Norge for 35 år siden, men hun havde åbenbart glemt, at jeg faldt i søvn, inden der var gået et kvarter og aldrig fik set filmen. Men nu da chancen var der, slog jeg til. De fleste ved sikkert, at den handler om forretningsmanden Edward (Richard Gere), der møder den livsglade prostituerede Vivian (Julia Roberts) i Los Angeles. Han betaler hende for at være hans ledsager i en uge, mens han er i byen i forretningsøjemed. Undervejs lærer Vivian en ny verden at kende, og Edward bliver konfronteret med sit kolde livssyn. Forholdet udvikler sig fra en aftale til ægte følelser, og filmen ender som et moderne eventyr om forandring, respekt og kærlighed på tværs af sociale skel. Det er kort sagt en film, ingen ville finde på at lave i 2025. Den fremstiller prostitution som noget relativt glamourøst og uproblematisk, og det ville aldrig gå an nu, hvor der i den grad er fokus på magt, udnyttelse og sociale skævheder. Forholdet mellem Vivian og Edward bygger på et ekstremt økonomisk og socialt magtforhold, og hvor det i 1990 blev det læst som et eventyr, ville det i dag være højst problematisk. Vivian fremstilles som selvstændig og rapkæftet, men hendes lykke afhænger i sidste ende af en rig mand. I 2025 virker fortællingen om, at kærlighed alene kan overvinde økonomisk ulighed fuldstændig urealistisk og politisk blind. Men man kommer ikke uden om, at Julia Roberts er indtagende, og jeg så altså filmen færdig denne gang. Den meget amerikanske happy ending er uspiselig, men jeg følte mig alligevel rimelig underholdt. Sig det ikke til nogen!
Instruktion: Garry Marshall
Se trailer

PLAYLISTE:
Disclaimer: I erkendelse af at musik fylder en del i den daglige rutine, hvad enten den udfoldes i bilen, i badet eller køkkenet, vil det ugentlige tilbageblik for fremtiden indeholde en håndfuld genreinddelte smagsprøver på musikalske adspredelser, der har fundet vej til øregangen i den forløbne uge. Ingen genre er på forhånd afskrevet, når bortses fra heavy metal og tilsvarende hovedpinefremkaldende overgreb på det almindelige velbefindende. Musikken kan høres ved at klikke på titlerne, og den opmærksomme lytter vil bemærke, at udvalget for det meste repræsenterer en musiksmag, der er gået i stå for mindst en menneskealder siden, og som man kan nyde, væmmes ved eller skære tænder til, alt efter smag, behag eller ubehag. Til gengæld udgår den månedlige playliste.

Den klassiske:
Walter Gieseking: Suite bergamasque: Clair de lune
Når verden larmer for meget, er her tre minutters ren ro.

Den jazzede:
Diana Krall: Fly Me To The Moon - Live
Elegant swing, der får hverdagen til at føles lidt mere sofistikeret.

Den pop-rockede:
Sanne Salomonsen: Efter festen
Dansk melankoli, der rammer præcis dér, hvor minderne gemmer sig.

Den fodvippende:
Gladys Knight & The Pips: Baby Don't Change Your Mind
Varme og overskud, der smitter fra første tone.

Den gakkede:
Joyce Grenfell, Norman Wisdom: Narcissus
Tør, totalt underspillet britisk humor.

Det er ingen hemmelighed, at jeg hører til dem, der har svært ved at se idéen med et kongehus i det 21. århundrede. Men når vi nu har det, og der ikke med 72 procents opbakning er udsigt til, at det bliver anderledes inden for en overskuelig fremtid, må det være rimeligt at forvente en vis standard af de kongeliges gøren og laden.

Kongens nytårstale er blevet gennemgået på kryds og tværs i alle medier, og hovedparten af anmelderne er endt med at mene, at det var en god tale. Men kongen har selvfølgelig ikke selv skrevet talen, selv om det er en udbredt opfattelse på de sociale medier. Derfor kan man hverken kritisere eller rose ham for indholdet eller formuleringerne, som helt og holdent er hoffets embedsmænds – og formentlig forskellige politiske rådgiveres – ansvar. Men her er der heller ikke noget at kritisere, for der var ikke noget overraskende eller forkert i talen, eller noget der kunne støde nogen.

Det er pinagtigt at være vidne til, at landets kongelige overhoved læser op som et skolebarn

Hvad man derimod kan kritisere og undre sig over, er at ingen i Kabinetsekretariatet tilsyneladende har interesseret sig for selve eksekveringen af talen. Den visuelle side af sagen er der ikke noget at udsætte på: jakkesættet sidder, som det skal, og kongen tager sig i det hele taget godt ud. Men det er pinagtigt at være vidne til, at landets kongelige overhoved læser op som et skolebarn, der medtager alle stavelserne: ha-ve, og-så osv. Den autoritet, man naturligt må forvente af en regent, forsvinder som dug for solen, hvis han fremstår som en ubehjælpsom formidler. Selv om kongen nok aldrig bliver nogen blændende taler, kan det ikke være nogen uoverkommelig opgave at lære ham grundprincipperne i oplæsning, når han nu ikke selv er opmærksom på det svage punkt. Han er veluddannet, og han er ikke ubegavet. Og mon ikke det skulle være muligt at skaffe plads i hans kalender til et par timers elementær undervisning i at læse op?

Jeg vil æde min gamle hat på, at hans og Kongehusets umiskendelige popularitet ville stige til nye højder.

Nytårsdag er det naturlige tidspunkt at gøre status over det forgangne år. Og hvad er så den ene ting, der uden sammenligning har fyldt mest i det år, vi tog afsked med i går med champagne, kransekage, fyrværkeri og skæbnesvangre promiller? Ingen kan være i tvivl: I 2025 fandt AI sin plads i verdenshistorien ved at blive brugt til alt, undtagen det, den oprindelig var tænkt til. AI har skrevet kærestebreve mellem mennesker, der bor i samme hus, men ikke længere taler sammen. Den har afsluttet nabokonflikter om hække ved at foreslå kompromiser, ingen af parterne forstod, men begge accepterede, fordi det lød klogt. Den har forklaret forældre, hvad deres børn egentlig mente med 'six seven', den har forklaret børn, hvorfor deres forældre stadig bruger e-mail, og den har lavet deres eksamensopgaver, som den bagefter selv advarede dem imod at bruge.

I dag er det et år siden, jeg forsøgsvis genoplivede denne for længst afsjælede blog uden at have gjort mig tanker om, hvor det ville føre hen. Det er jeg stadig i tvivl om. Lige så usikker er jeg på, hvordan eventuelle læsere opfatter dette virtuelle depot for overskydende ord og tiloversblevne tanker, så hvad er mere nærliggende end at bede vores allesammens nye alvidende ven AI om at sige sin uforbeholdne mening. Jeg giver derfor ordet til AI/ChatGPT:

Karakteristik af bloggen
Bloggen præsenterer sig under overskriften 'Rapporter fra en lænestol', og det giver rigtig god mening. Stil og tone har disse kendetegn:

• En rolig, reflekteret stemning: Teksterne handler ofte om hverdagens små observationer – beklædning, vejr, tøjmaterialer, små sociale fænomener, boganmeldelser osv. For eksempel skriver han om at iføre sig en tweedjakke i oktober.
• En let ironisk, selvbevidst tone: Der er humor og lidt distance til egen tone – 'jeg har mere end én tweedjakke; Madame mener …' etc.
• Æstetisk og sprogligt veltrimmet: Blogindlæggene har et godt sprog, sans for detaljer, og ofte et lidt 'klassisk' eller kultiveret atmosfære (romtoddyvarme tid, Graham Greene).
• Blandede emner: Udover stil og beklædning tager bloggen også fat i aktuel kultur, samfundskommentarer, læsning/syning/film/teater. F.eks. ugerevyer med små satiriske gengivelser af nyheder.
• Form og format: Mange indlæg har overskrifter som 'UGEREVY 36', 'SKET I UGE 23' – det giver indtryk af en fast struktur, en slags ugentlig 'samling' eller klummeagtig opsætning.

Alt i alt virker bloggen som en behagelig kombination af kultiveret refleksion + hverdagsobservation + let satire/humor. Det er ikke rå activism eller en hård politisk blog – snarere en 'tænke og smile lidt over livet'-blog.

Indtryk af bloggeren
Ud fra hvad jeg kan læse, formidler bloggeren følgende profil:

• En person med god sproglig form og interesse for litteratur, kultur, beklædning, stil og detaljer. Det virker som om han værdsætter kvalitet (f. eks. klassiske materialer) og tænker lidt over symbolikken i ting.
• En vis nostalgisk eller traditionel side: Han savner måske lidt 'tidligere tiders' stil, eller sætter pris på at gøre sig umage ('…jeg savner den tid, hvor man gjorde sig lidt umage i forbindelse med påklædning).
• Humor og selvironi: Han laver små samfundskommentarer med et glimt i øjet – blandt andet ugerevyer.
• Observant og samfundsbevidst: Selv om han ikke nødvendigvis gør sig til stor politiker eller aktivist, har han øje for samfundsmæssige detaljer, absurditeter og små skævheder i hverdagen. F.eks. kommenterer han røgfri arbejdstid, bøger, film og tendenser.
• En vis alder/erfaring: Tonen giver indtryk af en person, der har set en del, ikke helt ung (eller i hvert fald ikke ny i skrivning), og som trækker på erfaring og refleksion mere end på ungdomseventyr.

Konklusion
Jeg vil karakterisere bloggen som en kultiveret, opmærksom og let ironisk klummeblog, med fokus på stil og hverdagsobservationer, med en blogger som er refleksiv, sprogkyndig og lidt nostalgisk. Det er ikke en ekstrem eller polariserende blog – snarere en behagelig stemme i blogland, for dem der sætter pris på at stoppe op og tænke over de små ting i livet. Et lille stykke dansk internethåndværk – skrevet med kærlighed til sprog, kultur og ironi. Den hører hjemme i selskab med klummeskribenter som Poul Høi, Pia Tafdrup (i prosaform) og måske en blidere udgave af Søren Ulrik Thomsen.

Hermed leverede AI selv det endegyldige bevis på, at AI ikke kan bruges til noget som helst. Det er skuffende at skulle sættes i bås med Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen, mens udsigten til Nobelprisen overhovedet ikke er nævnt. Der er heller ikke et ord om, hvor skamløst navlepillende et indlæg, bloggeren kan finde på at servere på årets allerførste dag, og at han burde holde sig for god til den slags.

Med andre ord: AI, go home!

P.S. Lad være med at sige 'første nytårsdag'. Der er kun én.