Uffe Jerner

SKET:

• I mandags kunne Ritzau rundsende nyheden om, at årets første sne var faldet. DMI bekræftede rigtigheden, og vejrværterne i tv dokumenterede den for en sikkerheds skyld med syv vejrkort, tre grafer og et live-interview med en mand, der frøs.
• En kronik i Jyllands-Posten skrevet af blandt andre Morten Messerschmidt er trukket tilbage, fordi en række politiske modstandere var fejlciteret på en injurierende måde. Avisen vil fremover samle alle faktuelle fejl i en selvstændig weekendsektion.
• I protest mod den udbredte brug af AI i musikbranchen har Paul McCartney indspillet et nummer, hvor det eneste, man kan høre, er raslen og susen fra lydstudiet. En fremtrædende støvsuger beskylder ham for plagiat. AI har tilbudt at støjreducere lydfilen.
• Den kendte makeup-artist Dennis Knudsen er blevet tiltalt for at tilbyde den tilsynsførende ved sin fornyede køreprøve penge for at lade ham bestå, men den tilsynsførende valgte i stedet at gå til politiet. Efter sigende var der tale om et beskedent beløb, der end ikke rakte til en ansigtsbehandling.
• I årevis er byrådet i Randers blevet beskyldt for at være en børnehave. Nu er samarbejdet skrevet ind i en aftale med den nyvalgte borgmester, som har en vision om, at der for fremtiden bliver mindre rift om Lego-klodserne.
• Onsdag var mændenes internationale kampdag, som har fokus på uligheder i uddannelsessystemet, mental mistrivsel, social udsathed og selvmord. De fleste mænd mødte dog ikke op, fordi de havde travlt med at skifte til vinterdæk
• Der skal afsættes 18 millioner kroner til en ny cykelsti ved den genoplivede ammunitionsfabrik 'Krudten' i Vendsyssel. Hvis noget eksploderer, er det rart at have en hurtig flugtvej.
• Et nyt studie viser, at tre procent af befolkningen er ansigtsblinde og kan ikke genkende ansigter. Dertil kommer en større procentdel, der bruger det som undskyldning for ikke at hilse på folk fra fitnesscenteret.
• Efter 37 år på skærmen stopper vejrvært Mikael Jarnvig. Det må føles som en stor frihed at kunne vågne op og vide, at man ikke længere behøver forklare hele Danmark, hvorfor det alligevel regner.
• Under den kommunale valgkamp udnævnte Københavns nye overborgmester Sisse Marie Welling en kebab fra Nørrebrogade til at være den bedste. Det er uvist, om det også gælder efter kl. 03.30, hvor bedømmelsen normalt foretages af et panel af stærkt berusede eksperter.

LÆST:
Max Frisch: Homo Faber
Roman, 1957
★★★★★★

En klassiker, jeg kan læse igen og igen, og som er til at overskue – den er kun på et par hundrede sider. Det er historien om ingenøren Walter Faber – manden, der stoler blindt på matematik, statistik og teknologien, men til gengæld ikke stoler det mindste på mennesker. Måske fordi de sjældent gør, hvad han forventer af dem. Faber er fortælleren i romanen, og han forsøger tappert at holde styr på sin verden med tørre formuleringer og nøgterne observationer. Han vil helst leve uden tilfældigheder, uden følelser, der komplicerer alt. Netop derfor bliver det næsten komisk, når han presses ud i situationer, hvor hans teknokratiske verdensbillede slår sprækker. Det er som at se en ingeniør forklare et jordskælv med en lommeregner. Det interessante ved romanen er, at Faber ikke udstilles som dum eller hjerteløs. Han er en mand, der har skabt sig et værn mod alt det uforudsigelige i livet – og som derfor betaler en pris, han først forstår langt senere. I mødet med Sabeth og Hanna – kvinderne, der både spejler og udfordrer ham – bliver han konfronteret med sider af sig selv, han ikke længere kan ignorere. Der er noget rørende ved processen: En mand, der har viet sit liv til at kontrollere verden, må indse, at han egentlig kun har kontrolleret sin egen afstand til den. Selv om romanen har næsten 70 år på bagen, føles den stadig relevant i en tid, hvor teknologisk kontrol og systemtænkning præger samfundsdebatten. Det er ikke en kritik af teknologi, men en påmindelse om, at mennesker ikke kan reduceres til sandsynligheder og kalkuler. Og måske er det derfor, romanen bliver ved med at føles relevant: fordi kampen mellem kontrol og kaos ikke hører 1950'erne til. Den foregår stadig.


SET:
Anatomy of Scandal
Britisk thriller, 6 episoder, 2022 – Netflix
★★★★★☆

Serien blander politisk drama, psykologisk spænding og retssalsthriller i et elegant, men intenst format. Den følger den prominente politiker James Whitehouse, hvis tilsyneladende perfekte liv styrter sammen, da en affære – og senere en voldtægtsanklage – rammer både hans karriere og familie. Den fremragende Michelle Dockery (kendt fra rollen som Lady Mary Crawley i Downton Abbey) spiller overbevisende en skarp og iskold anklager, hvis facade krakelerer undervejs af overraskende grunde, og Sienna Miller i rollen som Sophie balancerer sårbarhed og styrke, så det føles ægte og menneskeligt. Den politiske kulisse er troværdig og giver serien et britisk, aristokratisk præg, som passer til fortællingens temaer om magt, privilegier og moral. Det er en nervepirrende og aktuel Me Too-historie, men det er også en visuelt stilren serie, der bruger skift mellem nutid og fortid på en elegant måde, der udbygger karaktererne. Streamingtjenesternes serier føles ofte alt for langtrukne. Her ærgrede jeg mig lidt over, at den ikke var længere.
Instruktion: S. J. Clarkson
Se trailer


Drabschef Wisting (Wisting)
Norsk krimiserie, 5 sæsoner, 2019-2025 – dr.dk
★★★★☆☆

Mange nordiske krimier svælger i tempo og twists – Drabschef Wisting er en krimiserie med mere stilhed end støj. Larviks landskaber fungerer som seriens egen puls: køligt lys, brede horisonter og en melankoli, der aldrig overdriver. Midt i det står William Wisting, spillet med stille autoritet af Sven Nordin. Han er ikke en tv-detektiv med store armbevægelser, men en mand, der gør arbejdet ordentligt, også når ingen lægger mærke til det. Forholdet mellem Wisting og hans datter Line er et gennemgående højdepunkt: to generationer, to verdenssyn, der giver historien dybde. Relationerne betyder mindst lige så meget som opklaringen. Nogle vil nok mene, at det går for langsomt, men det er langsomheden, der er seriens styrke: en samtale, der trækker lidt for længe ud, et blik, der afslører mere end en hel sides dialog. Wisting er en sporhund af en hovedperson, der aldrig løber, men heller aldrig giver op. Serien insisterer på realisme, procedurer og tålmodighed. Den larmer ikke, men overbeviser ved at være troværdig. Jeg håber på nogle flere sæsoner.
Instruktion: Trygve Allister Diesen, Katarina Launing, Henrik Georgsson
Se trailer

Der går ikke en dag, uden man hører nogen tale om at preppe, eller naboen med stolthed fortæller, at han har købt en generator for en sikkerheds skyld. Når jeg nævner, at jeg ikke prepper, får reaktionen mig til at føle mig som en ansvarsløs samfundsborger. Men selv om jeg hverken har dåsemad i kælderen, vanddunke i skabet eller en plan for, hvad jeg gør, hvis samfundet bryder sammen, sover jeg udmærket om natten.

Jeg tror stadig på, at det nok skal gå, og jeg synes ikke, min tid er til at forberede mig på alt det, der måske går galt. Der er allerede nok at bekymre sig om i hverdagen – bilen, der skal have vinterdæk på, tagrenderne, der skal renses eller forskudsskemaet, der skal rettes. Livet er kort, og jeg går ind for, det skal leves, ikke forudses.

Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics

Desuden er der spørgsmålet om ansvar. For er det egentlig mit job som privatperson at sørge for, at samfundet kan overleve et strømnedbrud, en storm eller et hackerangreb? Det må være de offentlige myndigheders og organisationernes opgave at preppe og handle på vores vegne. Jeg betaler trods alt skat, og jeg synes, det er rimeligt at forvente, at der i det beløb indgår en strategi. Det er vel derfor, vi har Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og kommunalt ansatte, der laver kriseplaner, så jeg ikke behøver at fylde udhuset med batterier og dåsetomater.

Bortset fra det kræver det både plads, tålmodighed og en vis entusiasme for konserves at preppe. Det sidste har jeg aldrig haft. Jeg har svært nok ved at huske at få brugt den dåse kikærter, jeg købte til en opskrift, der stadig venter. Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics.

Naivt? Måske. Men der er noget befriende ved at stole på systemet – en slags social kontrakt, som jeg ikke har lyst til at bryde ved at bygge min egen lille overlevelsesbunker. Jeg blander mig ikke i, hvad andre gør, men i min verden svarer den individuelle prepping til at bære rundt på en sæk fuld af sten, man måske aldrig får brug for. Jo længere man bærer på den, desto mere begynder tyngden at definere ens udsyn.

En indrømmelse: jeg har faktisk nogle flasker vand stående ude i skuret, men det er ikke, fordi jeg prepper. Det er, fordi de lokale entreprenører skiftes til at grave vandledningerne over.

SKET:

• Sidste weekend slog landets største litteraturfestival Bogforum igen besøgsrekord. Køen til signering hos populære forfattere var så lang, at flere nåede at skrive deres selvbiografi, mens de ventede.
• Der bliver nu opsat flere fartfælder langs landevejene, og de nye kameraer kan registrere både fart og mobilbrug. Næste opgradering bliver 'generel skuffelse over menneskeheden'.
• Regeringen vil fratage kolonihaveejerne deres huse, hvis de er for store eller bruges hele året – et af dem er på mere end 300 kvadratmeter og har førstesal, gangbro og swimmingpool. Ejeren forsvarer sig med, at han kun bruger vestfløjen – og kun om sommeren.
• Hollywoodstjernen Shay Mitchell har lanceret hudplejeprodukter, som henvender sig til børn ned til tre år. Endelig et produkt, der hjælper mod de mørke rande, man får under øjnene efter en hård dag i vuggestuen.
• En pro-russisk hackergruppe lagde flere kommuners hjemmesider ned med 400.000 forespørgsler. Ministeren manede til ro – det er omtrent det samme antal klik, der kræves for at finde ud af, hvordan man får et nyt sundhedskort.
• Københavns Politi modtog 42 anmeldelser om biler, der var blevet punkteret af en aktivistgruppe, der kalder sig Folkebevægelsen mod Luksusudledninger. Det er derfor uklart, hvorfor de punkterede en Toyota Aygo på Valby Langgade.
• EU-landene er blevet enige om at lægge større told på små pakker fra de populære kinesiske netbutikker. Med andre ord: det bliver dyrere at købe noget billigt, og vi skal betale mere for at få mindre.
• Departementschefen i Finansministeriet har fået seks klip i kørekortet og har modtaget en tjenstlig advarsel for at overtræde værdighedskravet. I embedsværket betyder det, at man skal træde varsomt, hvad enten det gælder politiske forslag eller gaspedaler.
• Bestsellerforfatteren Hanne-Vibeke Holst bliver næstformand i Det nyoprettede Råd for et aldersvenligt Danmark. Hun har foreløbig skrevet romaner om køn, magt og politik. Hvorfor ikke også om pension?
• Forskere har påvist, at en 40.000 år gammel mammut var stresset, da den døde. Sandsynligvis stod den midt i en istid og ventede på en varm bus, der aldrig kom.

LÆST:
John Mortimer: Paradise Postponed
Roman, 1986
★★★★★☆

John Mortimer er forfatteren til bøgerne om den excentriske forsvarsadvokat Horace Rumpole, som blev til tv-serien Rumpole of the Bailey, og som kunne ses fra sidst i 1970'erne til begyndelsen af 1990'erne. Paradise Postponed blev også omsat til tv og er en af John Mortimers mest roste romaner, hvor han kombinerer skarp satire med en varm menneskelighed. Romanen skildrer det engelske klassesamfund fra efterkrigstiden og frem, men gør det på en måde, som også danske læsere nemt kan relatere til – især hvis man holder af veloplagt ironi og levende, ofte let excentriske karakterer. Historien tager sin begyndelse i en landsby, hvor den respekterede præst Simeon Simcox dør og efterlader sin formue til den usympatiske, højtråbende konservative politiker Leslie Titmuss. Det vækker naturligt forbløffelse og mistænksomhed, ikke mindst hos præstens sønner, og Mortimer bruger mysteriet som motor i fortællingen. Romanens struktur springer i tid og følger både familiedramaet og de store sociale forandringer i det engelske samfund. Det giver bogen et bredt perspektiv, samtidig med at den bevarer intimiteten i de personlige relationer. Mortimers store styrke ligger i hans evne til at kombinere humor og samfundskritik. Han udstiller hykleri, ambitioner og politisk opportunisme, men uden at miste empatien for sine figurer. Samtidig er romanens tempo roligt og eftertænksomt. Det er en fortælling, man kan synke ind i, fyldt med nuancer, kulturkritik og en underspillet, britisk humor. Kort sagt en herlig roman.


SET:
Syg og munter
Tv-drama, 1974 – dr.dk
★★★★☆☆

Førtidspensionisten Arntsen bevæger sig gennem 1970'ernes København som en mand uden egentlig retning, der har det svært med autoriteter og bureaukrati – en observatør i en verden, der synes at have glemt ham. Stykket er baseret på Sven Holms samfundskritiske roman fra 1972 og instrueret af Ole Roos, som havde ry for at give satire og realisme et hårdt, men ærligt håndtryk. Det gør han også her. Han serverer historien med galgenhumor, som om han vil minde om, at selv det mest trøsteløse liv stadig kan rumme et grin. Jørgen Ryg er et fund til rollen som Arntsen. Han er hverken helt eller martyr, men et menneske fanget i en gråzone mellem håb og resignation. Han er træt, men har stadig lidt gnist tilbage til at tænke, brokke sig og sætte trumf på med sit kraftudtryk 'satan og helvede!' Hvis man er til film, der ikke binder alt sammen i en happy ending, men stiller spørgsmål ved normer, ensomhed og tilhørsforhold, rammer stykket plet.
Instruktion: Ole Roos
Se klip


Karen Pirie
Skotsk krimiserie, 2 sæsoner, 2022 og 2025 – dr.dk
★★★★★☆

Serien begynder med genåbningen af et 25 år gammelt drab på en ung kvinde i St. Andrews. Sagen bliver politiseret på sociale medier, og som svar får den unge efterforsker Karen Pirie til opgave at efterforske den igen. Miljøet er klassisk britisk-krimi med gamle universitetsbygninger, regnvåde gader og skjulte hemmeligheder fra ungdommens dumdristigheder, men det bliver brugt på en måde, der ikke føles fortærsket. Hovedpersonen er interessant uden at være ekstrem, og til en afveksling er hun hverken traumatiseret, alkoholiseret eller konstant på randen af sammenbrud. Serien balancerer elegant mellem fortid og nutid, og de to tidslinjer er flettet sammen uden forvirring eller kunstige greb. Tempoet er roligt, men aldrig langsomt – man får tid til at forstå både mennesker og motiver, uden at det føles som fyld. Et frisk pust i en krimiverden, der ofte drukner i gnavne efterforskere, dystre baghistorier og obligatoriske whiskyflasker i skrivebordsskuffen. Hovedpersonen er både kompetent, skarp og menneskelig uden at være en kliché. Det er en krimiserie, der ikke undervurderer seeren og ikke propper løsningerne ned i halsen på én. Jeg har foreløbig kun set sæson 1, men jeg ser frem til sæson 2, der ligger klar på dr.dk. Tak til capac for at gøre opmærksom på serien.
Instruktion: Gareth Bryn
Se trailer

Forleden dag gik det pludselig op for mig, at det i denne måned er 15 år siden, jeg sidst havde en deadline. En deadline, der ikke var til diskussion, fordi den var starttidspunktet for en direkte udsendelse.

Der findes en særlig form for frihed, som kun dem, der det meste af livet har arbejdet under et konstant tidspres, helt kan forstå. For en radiovært er tiden en enevældig hersker. Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes. At have et arbejdsliv styret af deadlines betyder, at hvert eneste indslag, hvert eneste ord, skal passe ind i en ufravigelig ramme.

Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes

Når man i årtier lever med det, bliver kroppen næsten indstillet som et urværk. Man lærer at være præcis og klar i samme sekund, den røde lampe lyser. Men netop fordi arbejdet kræver en konstant bevidsthed om tidens gang, er det også drænende. Der er aldrig et øjeblik, hvor deadline ikke ligger som en skygge i baghovedet. Selv i fritiden kan man mærke presset: tanken om det næste program, næste manuskript, næste oplæsning.

Det interessante er, at man gennem et helt arbejdsliv vænner sig til tidstyranniet. Det bliver en del af ens identitet. Man lærer at tænke i rammer, at strukturere sin tale, sit åndedrag, sit nærvær efter uret. Og måske er det netop derfor, overgangen til et liv uden deadline føles så radikal: det er ikke kun arbejdet, man forlader, men også en bestemt måde at opleve tiden på. Lettelsen kommer snigende, næsten uventet. Pludselig er der ingen producer, der venter på et indslag. Ingen klokke på væggen, der dikterer, at man har tre minutter tilbage. Ingen stille nervøsitet over, om teknikken fungerer, når man skal på. I stedet opstår en ny form for tid, som er åben og flydende.

For første gang i årtier kan man læse en bog uden at tænke på, om siderne stjæler minutter fra forberedelsen til næste udsendelse.

Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene

Man kan lade tankerne vandre uden at skulle pakke dem ind i en præcis formulering, der skal leveres inden for en bestemt tidsramme. Den ro, der opstår, er ikke bare fraværet af stress, men en dyb følelse af at have genvundet sig selv.

At slippe deadlines er derfor ikke bare en lettelse, men en frigørelse. Det er at opdage, at tiden kan være cirkulær, langsom, rytmisk – uden den konstante fremdrift mod næste øjeblik. Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene. Hvordan en dag kan leves uden at skulle passes ind i et skema, men bare udfolde sig efter lyst og nysgerrighed. Og hvordan friheden til at være i nuet – uden at tænke på, hvad klokken kræver lige om lidt – er en af livets mest undervurderede glæder.

Mærkværdigvis er det netop erfaringen med et liv under evige deadlines, der gør denne frihed så tydelig. Tid bliver igen det, den oprindelig var: et element, man er en del af.

Og mærkværdigvis – og heldigvis – er alt det slet ikke noget, man tænker over, når man sidder i studiet og konstant skeler til sekundviseren.

SKET:

• Stephanie Loses flybillet til Sydafrika kostede 94.000 kroner, fordi hun fløj på 'World Business Class', der inkluderer både champagne og treretters gourmetmenu. I øvrigt fulgte der ifølge Stephanie Lose selv også en flaske gin med – og allerede efter to G&T'er virker 94.000 vel som en rimelig investering.
• En rapport viser, at tre ud af fire grøntsager og ni ud af ti stykker frugt er importeret. 'Der er ingen retfærdighed til,' mener en gulerod fra Lammefjorden, 'vi står bare her og mugner, mens tomater fra Spanien bliver fløjet ind på business class som en anden Stephanie Lose.'
• Gravballemanden er blevet overhalet af Taastruppigen som det ældste mosefund – Gravballemanden er kun 2300 år, mens Taastruppigen menes af være 11.000 år gammel. Hun blev fundet på en byggegrund, og i første omgang troede man, det bare var en håndværker, der ikke var mødt ind siden sidste istid.
• Billetterne til Smukfest i Skanderborg i august næste år er blevet udsolgt på halvanden time, og nu sælges de sort til den tredobbelte pris. Dermed er Smukfest officielt det dyreste sted i Danmark at købe en lunken dåseøl.
• 10 borgmestre har valgt at sige farvel til jobbet i løbet af indeværende valgperiode – en af dem, fordi han kyssede en kvindelig medarbejder til en julefrokost. I kommunen overvejer man at erstatte årets julefrokost med et Teams-møde for en sikkerheds skyld.
• Når en ny ammunitionsfabrik i den nordjyske by Elling åbner, er der udsigt til, at naboerne kan få kompensation på grund af eksplosionsfaren. Men ikke alle naboer er bekymrede: 'Det her er det mest spændende, der er sket i byen, siden Brugsen fik selvbetjening.'
• Til gengæld har naboerne til Odense Letbane i flere år klaget over støj og vibrationer fra Odense Letbane og kæmper for at få kompensation. Odense Kommune tilbyder dialogmøder, men der er ingen, der kan høre, hvad der bliver sagt, når toget kører forbi.
• En odder er blevet set i Odense Fjord, og fordi odderen er fredet og underlagt den strengeste beskyttelse, kan den sætte en stopper for havneudvidelsen i Odense. Odderen har afvist et tilbud om gratis sommerhus i Kerteminde mod at svømme videre.
• Den kendte frisør og makeup-artist Dennis Knudsen, der fik frakendt kørekortet og konfiskeret sin bil efter en episode ved en af Molslinjens bomme, har skrevet en bog om vanvidskørsel. Der er planlagt en bogturné over hele landet. Med tog.
• Det passede alligevel ikke, at den tidligere FE-chef Lars Findsen havde stjålet cykler og byttet dem til S/M-sex. Derfor er han blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner – omtrent det samme som prisen på en elcykel med sadelvarme.

LÆST:
Sébastien Japrisot: Damen i Bilen med Briller og Gevær (La Dame dans L'Auto avec des Lunettes et un Fusil)
Thriller, 1966
★★★★(★)☆

Lidt namedropping: I 2. g skulle vi skrive en stor opgave med selvvalgt emne. Jeg snuppede Leif Panduros tv-dramatik, og det lykkedes mig at få en aftale i stand med Panduro selv. I samtalens løb kom vi ind på alt muligt andet, herunder kriminalromaner og thrillere, og han anbefalede mig på det varmeste at læse Damen i bilen med briller og gevær, hvad jeg selvfølgelig gjorde. I sidste uge stødte jeg så tilfældigt på bogen igen i en gammel telefonboks i Fredensborg, der var omdannet til gratis tag selv-bogskab. Jeg havde glemt det meste af handlingen, men fik lyst til at genopfriske den, og jeg blev ikke skuffet. Hovedpersonen er den unge kvinde Dany Longo, som egentlig lever et almindeligt liv, indtil hun beslutter sig for at hjælpe sin veninde og pludselig bliver trukket ind i en række sælsomme hændelser. Hun kører i en bil, bliver genkendt af mennesker på steder, hun ikke har været, og oplever, at virkeligheden slipper sit faste greb. Stilen er elegant og præcis, og historien er bygget op med et effektivt greb: identitet, forvirring og en gradvis optrapning af uro. Man ved, noget er galt allerede fra begyndelsen – og så mister man efterhånden fodfæstet sammen med Dany. Temaer som hukommelsestab, personlighedsspaltning og dobbeltgængeri er centrale i historien, som slet ikke følger genrens vante skema. Det siger noget om Sébastien Japrisot (et anagram af hans rigtige navn Jean-Baptiste Rossi), at han er blevet kaldt den franske Hitchcock på papir. For nogle er de forskellige lag måske for diffuse – man kan komme i tvivl om, hvad der egentlig sker – men for mig er det en styrke. Jeg følte mig usædvanlig godt underholdt, og det er uden betydning, at bogen er næsten 60 år gammel. Hvad det hele har med Panduros tv-dramatik at gøre? Ikke det fjerneste ...


SET:
A Dog Year
Amerikansk dramakomedie, 2009 – HBOmax
★★★★☆☆

Jeff Bridges spiller en forfatter, der pludselig får sit liv vendt på hovedet, da han adopterer en problemhund – en energisk og ustyrlig Border Collie ved navn Devon. Filmen er baseret på den virkelige forfatter John Katz’ oplevelser, og allerede dér begynder man at ane, at det ikke bare er en 'mand-og-hund'-historie, men en fortælling om menneskets forsøg på at finde fodfæste i et liv, der pludselig er blevet lidt for pænt og lidt for tomt. Devon, hunden, er det kaos, Katz ikke vidste, han manglede – og samtidig den udfordring, han allermindst ønskede sig. Der er scener, hvor Devon bogstaveligt talt vælter alt omkring sig, og hvor Bridges’ blik siger mere end tusind bandeord. Et varmt portræt af, hvordan dyr kan hjælpe mennesker med at finde mening – en stille filmoplevelse, selvfølgelig især for hundeelskere.
Instruktion: George LaVoo
Se trailer


Mordene i Åre (The Åre Murders)
Svensk krimiserie, 1 sæson, 5 episoder, 2025 – Netflix
★★★☆☆☆

Serien består af fem afsnit og bygger på to bøger af Viveca Sten – Offermageren og Skyggedalen. Hanna, en politibetjent fra Stockholm, er i den første sag under intern undersøgelse og tager til skisportsstedet Åre for at komme væk fra sit liv. Men da en ung kvinde forsvinder i den sneklædte by, bliver Hanna involveret i efterforskningen og må samarbejde – ofte modvilligt – med den lokale betjent Daniel. Historien scorer højt på stemning og visuelle kvaliteter, men der er noget metervare over den. Mere vellykket er historien fra den anden bog i serien, hvor man finder en mands kropsdele tæt på et jernbanespor. Her udvikler handlingen og karaktertegningen sig mere overbevisende, ikke mindst på grund af en skræmmende ondskabsfuld præst! Ikke nogen original serie, men den leverer, hvad den skal, hvis man er fan af nordic noir og krimier i et skisportsmiljø.
Instruktion: Joakim Eliasson og Alain Darborg
Se trailer


ARTIKLER:
BBC Culture: Slow Horses: The anti-James Bond that gets to the heart of Britishness
I spionserien Slow Horses optræder Gary Oldman som James Bonds diametrale modsætning: uappetitlig, ubehøvlet og alt andet end damernes ven (men mindst lige skarp). Ifølge artiklen siger det ikke så lidt om England i dag.


New York Times: Zohran Mamdani Is New York’s First Millennial Mayor. You Can Tell by His Suit
Artiklen handler ikke kun om tøj, men om hvordan Zohran Mamdani bruger sin påklædning som et bevidst politisk og kulturelt signal. I modsætning til tidligere borgmestre (Bloomberg, Adams) vælger han ikke dyre skræddersyede jakkesæt eller overdrevne accessoires. Hans stil signalerer seriøsitet, ydmyghed og tilgængelighed – alt det, man forventer af en ung, progressiv politiker, der ønsker at vise, at han er 'en af folket'. Tøjet matcher hans politiske profil: progressiv, økonomisk ansvarlig og ikke for fin på den.

SKET:

• Flere og flere præstegårde i Danmark nedlægges, uden at der opføres nye, og det strider mod princippet om, at præsterne skal være tæt på befolkningen. Nu må man nøjes med at håbe på, at de er tæt på en busrute.
• Politiet opfordrer til, at man tænker sig om, før man viser sig med legetøjsvåben i det offentlige rum. Det tegner til at blive en af de mest ambitiøse forebyggelsesstrategier i årtier.
• Erhvervsfolk i Ringkøbing kæmper for en kunstig ø af ferieboliger, og man kalder allerede byen et dansk Dubai. Forskellen er bare, at Dubai har ørken og kunstigt vand, mens Ringkøbing har regn og kunstigt solskin – og et skilt uden for Kvickly med tilbud på badebolde.
• Et nyt DNA-værktøj har afsløret, at en oksespegepølse også ofte indeholder svinekød. Eller med andre ord: kødprodukterne viser en overraskende genetisk mangfoldighed, og der er basis for, Fødevarestyrelsen søger om EU-støtte til biodiversitet.
• I Aarhus har man fundet over 50 skeletter, der menes at være 900 år gamle. Politiet udelukker, at der er tale om en forbrydelse – de mener bare, at det er en gruppe, der har ventet på Letbanen.
• En kvindelig debattør skrev i Politiken, at det er en fordel at finde en mand, der er klogere end en selv. Omtrent det samme som hvis en mand havde skrevet, at det var en god idé at gifte sig med en dum blondine.
• Retten i Helsingør har slået fast, at rockergruppen Bandidos er ulovlig og derfor skal opløses. Det betyder, at der nu kun er ét farligt broderskab tilbage i Danmark – fodboldfædre i weekenden.
• PostNord fjerner de sidste postkasser ved årets udgang. Til gengæld lover de, at man stadig kan sende sit brev digitalt – så længe man er logget ind, identificeret, godkendt og har skrevet en disputats om MitID.
• En mand i Albertslund er blevet afsløret i at rive mere end 300 valgplakater ned, efter at plakaterne blev fundet i hans hjem. Han undskylder sig med, at han troede, man måtte tage plakaterne ned, når man havde set budskabet tilstrækkelig mange gange. Politiet sigter ham nu for hærværk – kommunen overvejer at hyre ham til oprydningen efter valget.
• To rumænere er sigtet for for at have stjålet kaffe for 140.000 kroner fra butikker. Det lyder voldsomt, men med priserne på caféerne i København svarer det til tre latte og en croissant.

LÆST:
Bragi Ólafssson: Kæledyrene (Gæludýrin)
Roman, 2001
★★★★★☆

Det er en snes år siden, jeg læste bogen første gang, og jeg har genlæst den med stor fornøjelse. Det er en absurd roman om kontrol, passivitet og invasion fortalt med tør humor og kølig islandsk attitude. Hovedpersonen Emil vender hjem til Reykjavik efter en tur til England. Han glæder sig til fred og ro i sin lejlighed – lidt kaffe, lidt musik, lidt orden i tilværelsen. Men den ro får han ikke længe. Han får pludselig besøg af en gammel skolekammerat, Hávaður, som han egentlig helst havde været fri for at se. Emil forsøger høfligt at slippe af med ham, men han bliver hængende, begynder at bruge Emils ting, og opfører sig som om lejligheden er hans. Emil flygter ind i soveværelset og gemmer sig under sengen, hvorfra han observerer, hvordan Háváður ude i stuen tager imod gæster, taler i telefon, drikker hans vin og overtager hans kvinde. Emil bliver nærmest udvisket fra sit eget liv, som om han aldrig har eksisteret. Kort sagt en meget mærkelig roman, men stærkt underholdende.


SET:
Mare of Easttown
Amerikansk krimidrama, 7 episoder, 2021 – HBO Max
★★★★★★

I sidste uge omtalte jeg krimidramaet Task og gav serien skudsmålet 5 stjerner. Den er skrevet af Brad Ingelsby, som også er manuskriptforfatter til Mare of Easttown, og den er endnu bedre. Her følger man Mare Sheehan, en lokal betjent i en lille by i Pennsylvania, der forsøger at opklare mordet på en ung kvinde – samtidig med at hun kæmper med sit eget livs sammenbrud. Kate Winslet leverer en bemærkelsesværdig præstation som Mare. Hun er rå, troværdig og langt fra al Hollywood-glamour. Serien adskiller sig fra mange amerikanske krimier ved ikke at fokusere på store plottwists alene, men i stedet på karakterernes psykologiske dybde og de sociale lag i et samfund, der kæmper med fattigdom, afhængighed og traumer. Den er voldsom i al sin realisme, men også rørende og ikke mindst spændende fra først til sidst. Bedste serieoplevelse i år. Serien fik i øvrigt 4 Emmy'er, hvoraf den ene selvfølgelig gik til Kate Winslet.
Instruktion: Craig Zobel
Se trailer


Legenden (The Asset)
Dansk thriller, 6 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

Serien følger den unge politiaspirant Tea, som får den farlige opgave at infiltrere et kriminelt netværk. Hun hyres af PET-bossen Folke (Nicolas Bro) til at gå undercover som juveler for at komme tæt på narkosmugleren Mirans kone, Ashley, og dermed ind i hans netværk. Undervejs tager serien fat i spørgsmål som loyalitet, identitet og svære valg, når grænserne mellem rigtigt og forkert begynder at glide. Dialogen er undertiden lidt stiv, men skuespillet er troværdigt – Nicolas Bro er altid god – og atmosfæren fungerer. Serien har et mørkt, koldt København-look med regn, grå gader og en stemning af kontrol og frygt, som passer perfekt til genren.
Instruktion: Samanou Acheche Sahlstrøm, Kasper Barfoed
Se trailer


ARTIKLER:
Wallpaper: The Orient Express' new look platforms the finest French artisans
Maxime d’Angeac, kunstnerisk leder af Orient Expressen, fører tilsyn med den nyligt genoplivede togtjenestes tilbagevenden til skinnerne som en rullende hyldest til Art Deco og moderne håndværk.

BONUS:
Skuldersænkende musik til hele november

Hvis man troede, at jeg havde fået luft for min irritation over den åndsforladte halloweenfejring, kan man godt tro om igen. For de seneste dage har man hørt den ene lallegade radiovært efter den anden plapre uhæmmet løs om 'halloween – eller allehelgen, som det hedder på dansk ...'

Nej, allehelgen er ikke det samme som halloween.

Selv om de to dage bliver forbundet med hinanden, har de forskellige rødder og betydninger. Halloween stammer fra den keltiske højtid Samhain, som markerede overgangen mellem sommer og vinter. Senere blev halloween optaget i den kristne kalender som All Hallows’ Eve – altså aftenen før allehelgensdag. Senere blev det til den folkelige og kommercielle tradition, vi kender fra engelsksprogede lande, ikke mindst USA, med udklædning, græskar, 'trick og treat' og hjemmestrikket uhygge.

Til forskel herfra er allehelgen en kristen helligdag, hvor man mindes de døde og helgenerne. I Danmark holdes den første søndag i november, ikke den 1. november som i mange andre lande. I kirken læses navnene på de døde op fra det seneste år, og der tændes lys for dem. Stemningen er rolig, højtidelig og eftertænksom i modsætning til halloween.

At sammenligne halloween med allehelgen er som at sætte lighedstegn mellem en fredagsbar med en søndagsmesse. Den ene handler om grin, kostumer og popcorn – den anden om stilhed og eftertanke.

Men kan det ikke være ligemeget? Eller som man ville sige ovre i Halloweenland: 'Who cares?'

Jeg gør åbenbart.