Uffe Jerner

Som uofficiel indehaver af danmarksmesterskabet i lænestolesidning er jeg muligvis ikke den rette til at udtale mig, men når nu ingen andre tager initiativet, hvorfor så holde sig tilbage? Sagen er, at det er et mysterium for mig, at nogle sportsudøvere undertiden er i stand til at engagere sig i det, de foretager sig, med en sammenbidthed og alvor, så man skulle tro, at det gjaldt liv eller død. Sportspræstationer er jo i bund og grund manifestationen af et sæt regler, der resulterer i en komisk menneskelig adfærd:

• Man sparker en skindbetrukket blære fyldt med luft frem og tilbage på en mark, mens andre forsøger at forhindre en i at gøre det.
• Man flintrer hen over et gulv, alt imens man konstant hamrer en bold ned i brædderne med håndfladen, indtil man på et tidspunkt kaster den i vejret for få den til at dale ned igen igennem en metalring, der er sat op i den anden ende af lokalet.
• Man kører baglæns på skøjter foran en himstregims i bevægelse, mens man bearbejder isen på livet løs med en kost.

Sådan kunne man blive ved, men hvilken sportsgren tager sig egentlig mest tåbelig ud for en udenforstående (eller -siddende) iagttager? Efter mange overvejelser er jeg nået frem til, at prisen må tilfalde den sport, der går ud på, at to mennesker ved hjælp at et instrument, der er fladt i den ene ende og har et håndtag i den anden, slår et fjerbesat objekt eller en kugle af varierende materiale og størrelse frem og tilbage imellem sig over en forhindring i form af et udspændt net. Altså badminton, tennis eller bordtennis. Det er ketsjeren eller battet som forlængelse af den menneskelige arm, der afstedkommer de løftede øjenbryn hos mig. Er der andre sportsgrene, der når højere op på besynderlighedsskalaen? Detaljeret beskrivelse udbedes.

Vi lever i et land, der er besat af sport, og egentlig kan jeg være ligeglad med, hvad andre foretager sig, så længe det sker for egen regning og risiko. Men det generer mig, når købmandens flaskeautomat spørger, om jeg vil donere min pant til den lokale sportsklub, som om det er helt naturligt at finansiere andres fritidsinteresser. Nej tak. Jeg betaler heller ikke til den lokale swingerklub.

SKET:

• Der mangler fængselspersonale i de danske fængsler. Man vil derfor ansætte lynuddannede 'sikkerhedsbetjente', der kun skal være fyldt 18 år. Godt tænkt – så kan man rekruttere direkte fra de indsattes børnefødselsdage.
• Fødevarestyrelsen tilbagekaldte i mandags et parti Dubai-chokolade, fordi der var fundet colibakterier i chokoladen. Til gengæld var der 117 nye anmeldelser på Trustpilot, der roste den for at have en uventet fyldig smag.
• Landets første nærhospital er blevet indviet i Middelfart. Til gengæld er akutafdelingen stadig langt væk. Ellers er nærhospitalet et hospital som alle andre – bare lidt mindre og med hyggeligere belysning.
• Statsrevisorerne retter en skarp kritik mod Forsvarsministeriets beskyttelse af militære områder, lige fra beskyttelse af dødbringende våben til statens dybeste hemmeligheder. Flere steder er det eneste sikkerhedssystem en aldrende golden retriever ved navn Basse – det er dog en formildende omstændighed, at der stadig ikke er nogen, der har stjålet kaffemaskinen.
• Ifølge to kunsthistorikere har den nu 'rematerialiserede' buste af Frederik 5., der blev smidt i Københavns havn i 2020 og ødelagt, status som 'et af de væsentligste værker i nyere dansk kunsthistorie'. Så nu er der håb for alle dem, der ikke blev tiljublet, da de rematerialiserede deres iPhone ved at tabe den ned i toilettet.
• På Vissenbjerg Skole har 16 elever meldt sig til et valgfag, hvor de tager en fodboldtræneruddannelse i skoletiden. Lærerne glæder sig – endelig et fag, hvor det ikke udløser en shitstorm at råbe ad børnene.
• Den britiske premierminister, Keir Starmer, er nødsaget til at køre videre i sin pansrede benzindrevne ministerbil, fordi det ikke er sikkerhedsmæsssigt muligt at levere en elbil til ham. Man ved heller aldrig, hvor mange fjender, der står og lurer bag en ladestander ...
• Halvdelen af de danske vælgere mener, at tobaks- og nikotinprodukter bør udfases inden 2035. Den anden halvdel insisterer på at hoste videre i fred.
• Der er mangel på nyrer, lunger og andre livsvigtige organer. Nu har 1.545.000 givet tillladelse til transplantation – 251.000 har sagt nej. Det er nogenlunde samme forholdstal som mellem dem, der tager opvasken – og dem, der 'bare lige' skal ud med skraldet.
• NASA har fundet de hidtil tydeligste tegn på, at der engang har været liv på Mars. Forskere peger på spor af vand, kulstof og en halvåben Netto-pose.

LÆST:
Sara Stridsberg: Farvel til Panic Beach
Svensk roman, oversat af Ellen Boen og Birgitte Steffen Nielsen, 2025
★★★★★☆
Romanen skildrer Ninas barndoms somre på stranden Panic Beach sammen med sin far – en tid, der både rummer frihed, skønhed og vanrøgt. Stranden bliver et symbol på modsætninger, lys og mørke, lykke og svigt, kærlighed og sorg. Det er den voksne Nina, der fortæller, og sorgen over hendes lillesøsters selvmord er et gennemgående tema. Gennem erindringer og slægtshistorie forsøger hun at forstå sin far og sin familie, der er mærket af alkohol og fravær. Sproget er poetisk, flimrende, nærmest drømmeagtigt, og fortællingen udfolder sig gennem sanseindtryk, minder og følelser snarere end traditionel kronologi. Det er kort sagt ikke morskabslæsning, men virtuost og smukt skrevet.

SET:
The Four Seasons
Amerikansk komedie/dramaserie, 8 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆
En genfortælling/opdatering af Alan Alda-filmen fra 1981 af samme navn, som jeg har set et par gange. Handlingen følger tre ægtepar, som har været venner i mange år og tager på weekendture fire gange om året fordelt på årstiderne. Venskabet og dynamikken i gruppen bliver sat på en prøve, da et af parrene beslutter sig for at blive skilt, og der kommer en yngre partner ind i billedet.
I forhold til den oprindelige film har fokus bevæget sig en del ned under bæltestedet, og det ene par er nu homoseksuelt og lettere karikeret, Det er en komedie uden at være et komisk festfyrværkeri, med konflikter, smerte og skuffelser, selv om der højst bliver ridset i overfladen – heldigvis. Historien balancerer fint mellem humor og drama og ender meget amerikansk med en tårevædet happy ending. Men jeg var nu meget godt underholdt.
Se trailer

Da tenorsaxofonisten Lester Young døde i 1959, skrev bassisten Charles Mingus en elegi til hans minde og gav den titlen Goodbye Pork Pie Hat (kan høres her), fordi Lester Young altid optrådte med en pork pie-hat på hovedet. Det er en blød hat af uld eller filt, som er flad og helt rund i modsætning til en fedora og en trilby, hvor pulden er klemt sammen fortil. Desuden er skyggen smallere. En pork pie-hat er blevet en ikonisk hovedbeklædning inden for jazzmiljøet og forbindes med en vis coolness. På det seneste er hatten blevet kendt gennem tv-serien Breaking Bad, hvor hovedpersonen Walter White bruger en sort pork pie-hat, når han optræder som sit alter ego 'Heisenberg'.

Jeg har mange hatte, men jeg har aldrig ejet en pork pie-hat, fordi den i mine øjne har et komisk præg. Men det gør jeg nu, fordi jeg forleden dag faldt over et pragteksemplar i min størrelse til 25 kroner på et loppemarked – aldeles ubrugt og af prima kvalitet.

At spotte en herre med blød hat i 2025 er omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden

Spørgsmålet er, hvad jeg skal med den. At spotte en herre med blød hat i 2025 er jo omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden. Det sker – men kun på særlig heldige dage.

I begyndelsen af det 20. århundrede var hatten ikke bare en beklædningsgenstand, men et tegn på status, stil og civiliseret fremtoning. Ingen mand med respekt for sig selv gik uden for en dør uden en bowler eller en bredskygget fedora på hovedet. Fotografier fra dengang viser hele togperroner af mænd, hvor det nærmest er umuligt at skelne hårfarven, for alle hoveder er skjult under filt.

I dag? Nu er det hætter og vindblæste frisurer, der dominerer gadebilledet. Hatten er reduceret til et kuriosum, en slags kulturel enhjørning. Når man endelig ser en herre med hat, kigger folk efter ham, som om han er på vej til et kostumebal – eller til audition som skurk i en James Bond-film. Eller også er det Morten Messerschmidt.

Hatten er forsvundet, slipset er røget for længst, og skjorten står åben i den uofficielle konkurrence om at se mest afslappet ud. Måske skulle jeg tage min nyerhvervede pork pie-hat på som en ironisk accessory i håb om at blive first mover i den næste store modetrend, der vender tilbage til hatten i erkendelse af, at der mangler noget elegance, som er totalt fraværende i den fast fashion-tid, vi befinder os i.

Desværre er det mest sandsynlige, at jeg aldrig kommer til at bruge hatten, for jeg bryder mig generelt ikke om at tiltrække mig opmærksomhed, og det gør man uvilkårligt, selv om pork pie-hatten er den mindst formelle af alle herrehatte. Men nu har jeg den altså.

For en ordens skyld bør det noteres, at det forholder sig anderledes med kasketten – den, der på 'dansk' kaldes en sixpence. Den har overlevet indtil videre, men er på det skammeligste næsten blevet fortrængt af baseball cap'en, som Gud og hvermand – inklusive Donald Trump og hipsterne på Vesterbro – går med. En ikke ubetydelig procentdel har oven i købet givet afkald på den sidste rest af selvrespekt og menneskelig anstændighed ved at tage den omvendt på, så skyggen peger bagud. De fortjener egentlig slet ikke at blive nævnt ...

SKET:

• Natten mellem onsdag og torsdag var den varmeste septembernat i dansk vejrhistorie. Det var så varmt, at Coop satte grillkul på tilbud kl. 03.15 – og folk stod allerede i kø i badebukser.
• Efter sommerferien mangler Tandlægehøjskolen i Aarhus patienter at øve sig på. Man er i tvivl, om man skal løse problemet ved at tilbyde selfie-venlig belysning, så patienten kan poste sin bedøvede mund direkte på Instagram, eller om man skal indføre Black Friday på rodbehandlinger.
• Danmarks første omvendte fodlænke er taget i brug: fodlænken udløser en alarm, hvis voldsmanden nærmer sig offerets bolig, men ikke hvis offeret nærmer sig voldsmanden. Morale: man skal vælge sine shoppingture med omhu.
• En amerikansk bagelbager er blevet så populær i København, at køen er længere end køen til en organtransplantation. Man ved, at man har mødt en københavner, hvis han nægter at vente 10 år på en bolig, men gerne 3 timer på en bolle med flødeost.
• Sø- og Handelsretten har afgjort, at det ikke var i strid med loven, da Jyske Bank opkrævede negative renter. Vi kan nu se frem til negative renter på pensionsopsparingen – ingen vil for fremtiden dø gældfrie.
• Danske bilister fik i 2024 rekordmange parkeringsbøder, og landets kommuner tjente mere end nogensinde før på dem. Kan man håbe på, at kommunerne dropper skatteindtægterne helt – og bare nøjes med at udskrive parkeringsbøder?
• Fire koncerter med den britiske verdensstjerne Ed Sheeran fik trafiktallet over Storebælt til at stige med 20.000 biler. Hvis han spiller én gang til, må Fyn udvide motorvejen.
• Sverige har sat Pippi Langstrømpe, kampfly og Ikea på sin kulturkanon. Det viser en nation, der kan alt: opdrage børn til at være frie, forsvare sig mod Rusland og bruge weekenden på at samle en Billy-reol.
• Højesteret har pålagt PET og FE at indrømme, at de betalte Ahmed Samsam for at være agent i Syrien. Efterretningstjenesterne understreger dog, at det kun var en deltidsstilling – på linje med at dele aviser ud eller være nattevagt i Netto. Skat nægter også at anerkende hans fradrag for ‘arbejdsmiljøtillæg i krigszone’.
• Sanjay Shah, der fik en dom på 12 års fængsel for svindel med udbytteskat for ni milliarder kroner, har haft adgang til internettet i Vestre Fængsel i flere måneder. Mon ikke han bare har forsøgt at logge ind på skat.dk for at betale pengene tilbage?

Eksperimentet med at samle alle litterære, cineastiske og auditive adspredelser til en månedlig rapport blev for stor en mundfuld for sagesløse læsere. Derfor er jeg vendt tilbage til det oprindelige koncept med ugentlige redegørelser i forlængelse af den tillempede nyhedsopsamling herover. Jeg har også kastet håndklædet i ringen og taget ønsket om uddeling af smagsdommerstjerner til mig. Her er ugens høst:

LÆST:
Dennis Nørmark: Harare
Roman, 2025
★★★★★☆
Anika Sand er en nyuddannet kandidat i afrikastudier, som rejser til Zimbabwe for at arbejde for en dansk NGO. Hun bliver mødt med idealisme og virkelyst, men støder hurtigt på bistandsbranchens kynisme og bureaukrati. Da vagten hos hendes veninde, som er ledende NGO-direktør, bliver myrdet, kaster Anika sig ud i et opklaringsarbejde, der fører hende dybt ind i et korrupt regime og en labyrint af hemmeligheder. Romanen er med andre ord både en kritik af den internationale godhedsindustri og en vanvittigt spændende thriller. Der er desværre ingen grund til at tvivle på beskrivelsen af ineffektiviteten i bistandsbranchen; Dennis Nørmark er en anerkendt antropolog, og der ligger flere års research bag romanen. Derudover er den ualmindelig velskrevet.

SET:
Bergerac
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – dr.dk
★★★★★☆
Jim Bergerac, kriminalkommissær på kanaløen Jersey, vender tilbage til jobbet efter at have holdt seks måneders orlov efter sin kones død. Han kæmper stadig med sorg og alkoholisme i en kamp for både at genfinde sig selv og genopbygge forholdet til sin teenagedatter Kim, som nu bor hos sin mormor. Serien tager én samlet sag op gennem alle seks episoder – en mordgåde, hvor en ung kvinde fra Jerseys overklasse bliver myrdet. Bergerac må forholde sig til komplekse familieforhold, herunder sin egen familie, den kontrollerende mormor og politiets hierarki, mens han samtidig skal tackle traumer og tidligere beslutninger. Meget velspillet – og spændende nok, til at jeg snuppede 2 episoder ad gangen.
Se trailer

Mørkeland
Politisk thriller, 2024 – TV 2 Play
★★★★☆☆
Ulrik Torp – engang en knivskarp graverjournalist – er nu arbejdsløs og i aktivering. Han kommer i (ydmygende) virksomhedspraktik på sin gamle avis, Dagbladet, hvor han via to unge praktikanter vikles ind i en politisk sag om mordet på en ung embedsmand i Indenrigsministeriet. Samtidig står et folketingsvalg for døren med tilhørende korruption og konspiration blandt tidligere politikere og embedsmænd.
Det er så lang tid siden, jeg har læst Niels Krause Kjærs roman, som filmen bygger på, at jeg heldigvis ikke kan sammenligne, men Anders W. Bertelsen er altid god, også i rollen som Ulrik Torp. Filmen halter lidt på grund af plothuller og klichéer, men er ellers både spændende og underholdende.
Instruktion: Mikkel Serup
Se trailer

Reservatet
Dansk thriller, 6 episoder, 2025 – Netflix
★★★★★☆
På grund af Fear of Missing Out så jeg mig nødsaget til at tegne et abonnement på Netflix for at se serien, men pengene var godt givet ud. Handlingen udspiller sig i et eksklusivt nordsjællandsk kvarter, hvor en ung filippinsk au pair forsvinder på mystisk vis. Den velmenende nabo til værtsfamilien føler sig forpligtet til at opklare sagen, især fordi den har lav prioritet hos politiet på grund af den forsvundne au pair-piges status, og da en efterforsker går ind i sagen, bliver en række hemmeligheder afsløret i de to husholdninger. Det er både en nervepirrende thriller og en skarp social kommentar, der på én gang underholder og provokerer. Men det billede, der tegnes af miljøet, er forhåbentlig for unuanceret, for det er mildt sagt ikke nogen god reklame for strandvejsfolket nord for København.
Instruktion: Per Fly
Se trailer

Torsdagsmordklubben (The Thursday Murder Club)
Amerikansk krimikomedie, 2025 – Netflix
★★★☆☆☆
Jeg var ikke voldsomt begejstret for Richard Osmans bestseller af samme navn, som danner forlæg for filmen, men stjernebesætningen med Helen Mirren, Ben Kingsley og Pierce Brosnan lokkede (handlingen foregår i England, selv om filmen er amerikansk). Som romanen er den et blødt og underholdende cosy mystery og byder ikke på meget spænding og plot. Den milde latterliggørelse af alderdommen er triviel og lettere irriterende (men – indrømmet – jeg kan selv forfalde til den i svage øjeblikke, selv om jeg tilhører segmentet). Skuespillet og den nostalgiske stil gør trods alt filmen seværdig, og Pierce Brosnan er ligefrem morsom.
Instruktion: Chris Columbus
Se trailer

HØRT:
Brinkmanns briks – Vær middelmådig og bliv lykkelig
Podcast – DR Lyd
★★★★☆☆
Svend Brinkman har besøg af Morten Münster, adfærdsekspert, retoriker og forfatter til Afdelingen for magisk tænkning - og det utrolige potentiale i middelmådighed.

ARTIKLER:
Wallpaper: How Arne Jacobsen built a whole design universe

Wallpaper: Remembering Giorgio Armani, arbiter of Italian elegance (1934-2025)
Nekrolog.

Som dansker bliver man uvilkårligt en lille smule stolt, når store udenlandske magasiner beskæftiger sig med Danmark eller bare noget, der har en smule med Danmark at gøre: selv om vi er et meget lille folk, der bor i et meget lille land, er vi åbenbart ikke helt tabt bag af en vogn.

Det britiske månedsmagasin Wallpaper, der handler om design, arkitektur, mode, kunst og livsstil, linker i sit seneste nyhedsbrev til artiklen How Arne Jacobsen built a whole design universe:

Everything you need to know about the Danish designer who brought modernism to the mainstream – and created some of the most recognisable buildings and objects of the 20th century.

Som de fleste danskere vil vide, arbejdede Arne Jacobsen (1902–1971) med totaldesign, hvor bygninger, møbler og interiør smeltede sammen til en helhed. Blandt hans mest kendte værker er SAS Royal Hotel, Ægget, Svanen, Myren, 7'er-stolen og AJ-lampen, og han har fået fortjent ros for stort set alt. Hele værklisten er her.

Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden

Wallpapers artikel sparer heller ikke på lovordene, men med risiko for at begå helligbrøde har jeg en indsigelse: til SAS-hotellet tegnede Arne Jacobsen ikke bare Ægget og Svanen, men også et spisebestik, som jeg har stiftet bekendtskab med et par gange, hvor jeg har været til middag i et arkitekthjem. Bestikket er det, der pryder dette indlæg. Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden.

AJ-bestikket ligner ikke redskaber til at spise med, men snarere remedier, man ville støde på i en nydesinficeret operationsstue. Kniven er så glat og retlinet, at den vil være velegnet til at fordele tapetklister med, og gaflen ligger i hånden som en iskold stålskeletfinger fra Terminator. Spiseskeen rummer cirka det samme som et fingerbøl, og den sultne middagsgæst bliver hurtigt klar over, at bestikket ikke er noget, man spiser med – man performer.

Ingen tvivl om, at AJ-bestikket bryder med traditionen. Men det savner også enhver antydning af ergonomi. Når man sidder med det, får man følelsen af at deltage i en designmesse snarere end et måltid. Er det smukt? Det vil nogle nok mene. Men er det praktisk? Ja, måske hvis man er tandlæge og vant til at jonglere med små arbejdsredskaber i rustfrit stål til daglig. Men bestikket minder os først og fremmest om, at Arne Jacobsen designede til øjet – ikke til hånden, og at minimalisme ikke nødvendigvis er funktionel.

Skulle jeg lege designanmelder, ville jeg give bestikket 2 stjerner ud af 6 – den ene stjerne for æstetik, den anden for modet til at udfordre idéen om, at man faktisk skal kunne spise med sit bestik.

Artiklen i Wallpaper er absolut værd at læse og særdeles grundig, og jeg anfægter på ingen måde, at Arne Jacobsen har været langt forud for sin tid. Men derfor kunne der åbenbart godt ryge en finke af panden indimellem. Skulle man få lyst til at læse alt om Arne Jacobsen på dansk, er muligheden her.

Lige om lidt vil jeg stemple mig selv som sproglig dinosaur, olding, håbløs kværulant og stivstikker. Sagen er nemlig den, at jeg ikke bryder mig om, når mennesker, jeg aldrig har mødt før, straks tiltaler mig med mit fornavn.

Sidst skete det i fredags, da jeg sad i venteværelset i mit lokale lægehus, hvor jeg pludselig hørte en stemme råbe 'Uffe!' ude fra gangen. I første omgang følte jeg mig ikke truffet og tænkte, at de nok havde fået en ny medarbejder i lægehuset, der hed det samme som mig, og hvis assistance der åbenbart var brug for – for man er vel ikke så bøvet i et lægehus, at man kalder på en patient, man ikke har øjenkontakt med, på den måde? Men det gjorde man altså, for ti sekunder efter dukkede der et spørgende kvindeansigt op i døråbningen: 'Ingen Uffe?' Ansigtet tilhørte en bioanalytiker, jeg aldrig før havde set, men åbenbart havde en aftale med.

Det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn

For mig føltes det et øjeblik, som om jeg sad i korte bukser med madpakken under armen og var blevet kaldt ind til skoleinspektøren. Det er ikke en version af mig selv, jeg har lyst til at blive reduceret til, når jeg er over 70 og trods alt har oplevet både sort/hvidt fjernsyn, oliekriser og girokort.

Det er, som om hele samfundet har vedtaget, at vi skal være en stor, hyggelig børnehave. Nogle kalder det demokratisering, men det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn, og bioanalytikere, ekspedienter og postbude uden videre siger 'Hej Uffe'. Jeg har heller ikke lyst til at være bonkammerat med telefonsælgere, der vil prakke mig et mobilabonnement på, jeg ikke har brug for. Eksemplerne er endeløse.

I min reaktionære verden er det forbeholdt familie, venner, bekendte og eventuelt kolleger at droppe efternavnet. Man behøver ikke sige 'hr.', men ellers vil jeg gerne tiltales med både fornavn og efternavn, når fremmede henvender sig. Det er bare udtryk for et minimum af klædelig respekt at bruge efternavnet i mødet med fremmede. Efternavne er ikke bare til pynt; de er bærere af historie, identitet og en vis autoritet. 'Uffe' uden efternavn er én, man kan sende i byen efter en liter mælk og et franskbrød med birkes. Det er ikke, fordi jeg kræver at blive behandlet som kongelig majestæt. Jeg vil bare gerne betragtes som et voksent menneske.

Jeg havde en drøm og har den stadig. Den er ikke helt så pompøs som Martin Luther Kings, men går ganske enkelt ud på, at en dag vil man igen begynde at bruge efternavn i omgangen med mennesker, man ikke kender. Når den dag kommer, vil jeg rejse mig fra stolen, rette på slipset og gøre honnør for civilisationens genkomst med ordene: ‘That's one small step for a man, one giant leap for mankind.’ Lav, men behagelig musik til hele september

LÆST:
Leif Davidsen: I skyggen af krigen
Roman, 2024
★★★★☆☆
Handlingen udspiller sig i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 og behandler en fiktiv dansk efterretningsskandale – stærkt inspireret af de reelle PET/FE-sager fra 2022. Vi følger den tidligere efterretningsofficer Peter Bojden, der er blevet afskediget og bosat i Malaga efter en MeToo-sag. Hans tidligere ven og kollega Kasper Bork, som leder FE, sidder varetægtsfængslet. Bojden bliver opsøgt af den nye spionchef, Julie Borgaard, og bliver trukket tilbage i et netværk af løgne og magtspil, der rækker fra København til Berlin og Japan. Bojden er en antihelt, dvs. ikke videre sympatisk (det trækker ned hos mig – helte man kan se op til, er desværre gået af mode). Handlingen er spændende nok, men der er lovlig mange detaljerede beskrivelser af påklædning og andre unødvendige, men ikke desto mindre stemningsskabende digressioner. God underholdning, hvis man sætter pris på aktuelt stof, geopolitisk spænding, og indsigt i efterretningsverdenens gråzoner frem for action og dramatik.

Amor Towles: En gentleman i Moskva (A Gentleman in Moscow)
Roman, 2021 (2016)
★★★★★★
Hovedpersonen er grev Alexander Ilitj Rostov, en russisk aristokrat, der i 1922 bliver dømt af en bolsjevikisk domstol til husarrest på livstid. Han slipper for henrettelse, men må aldrig forlade Hotel Metropol i Moskva, hvor han tidligere har nydt tilværelsen som privilegeret gæst. Fra et lille loftskammer må Rostov lære at tilpasse sig den nye virkelighed. Han har mistet alt, men nægter at give afkald på sin dannelse og sin evne til at finde glæde i små ting, og han danner stærke bånd til hotellets personale og gæster, især til en livlig skuespillerinde og en ung pige, som han påtager sig at opdrage som en datter. Selv om Rostov lever isoleret fra omverdenen, afspejler hotellets liv de store politiske og sociale omvæltninger i Sovjetunionen. Towles skriver blændende, dialogen er elegant, undertiden ironisk, og selve miljøbeskrivelserne er så detaljerede, at man næsten kan høre porcelænstallerkenernes klirren. De ciselerede sætningskonstruktioner må have været et hestearbejde at omsætte til smukt dansk, men Agnete Dorph Stjernfelt har ikke desto mindre gjort det. Det raffinerede sprog og den underspillede humor er så stor en fornøjelse, at jeg ærgrede mig, da jeg nåede til sidste side.

Lilian Jackson Braun: Kun katten kendte morderen (The Cat Who Ate Danish Modern)
Roman, 1967
★★★★☆☆
Jim Qwilleran er en reporter, der har lagt den hårde kriminaljournalistik på hylden og nu dækker boligindretning for avisen Daily Fluxion. Et tilsyneladende trivielt stofområde, indtil et mord pludselig sniger sig ind mellem teaktræsmøbler og danske designklassikere. Qwillerans kat, Koko fælder selvfølgelig morderen til sidst. Den humoristiske stil gør bogen mere hyggelig end uhyggelig. Skildringen af miljøet – med 1960'ernes fascination af dansk design – giver en fin tidskolorit, og dialogen er præget af tør, ironisk humor. Plottet er mildt sagt ikke det mest komplekse i krimiernes historie, og er man til hårdkogte thrillere, går man galt i byen. Til gengæld er den perfekt, hvis man foretrækker mordgåder uden blodsprøjt, fortalt med tungen i kinden, men romanen bærer selvfølgelig præg af at have 58 år på bagen.

Sofia Lundberg: Den røde adresssebog (Den röde adressboken)
Roman, 2018 (2017)
★★★★☆☆
En fortælling om den 96-årige Doris, der med sin slidte adressebog i hånden ser tilbage på sit liv. Hvert navn i bogen vækker minder om tabt kærlighed, venskaber og skæbnesvangre valg. Ikke banebrydende litteratur, men en historie, der kan få læseren til at reflektere over egne minder og relationer. Jeg vover næsten ikke at skrive det, men det er tydeligt, at romanen ikke er skrevet af en mand og taler til et kvindeligt publikum.

Benni Bødker: Komintern
Roman, 2023
★★★☆☆☆
Johannes Borum, en desillusioneret spaniensfrivillig og tidligere kommunist, vender i 1938 hjem til København og arbejder som privatdetektiv. Opgaven bliver hurtigt til noget langt farligere, da den trækker spor til nazister, kommunister og politiets korrupte underverden. Handlingen udspiller sig i et miljø med undergrundsagenter, gangstere og politiske intriger, og Borum bliver konfronteret både med sin kommunistiske fortid og en gådefuld tidligere elskerinde. Der er noget gammeldags hårdkogt knaldroman over historien, og forfatteren har nok skelet lidt til Raymond Chandler og hans privatdetektiv Philip Marlowe. Man skal ikke forvente dyb karakterudvikling eller logik.

Knud Peter Harboe: Funktion, form, konstruktion i arkitekturhistorien
2001
★★★★★☆
I en tid, hvor byudvikling, bæredygtighed og æstetiske idealer konstant debatteres, er det relevant at vende tilbage til de grundlæggende spørgsmål: Hvad skal bygninger kunne? Hvordan skal de se ud? Og hvordan kan de blive en realitet? Ikke en tyk akademisk mursten, men en koncentreret introduktion, der åbner døren til arkitekturens verden, og viser at arkitektur ikke bare er en kulisse, men en aktiv medspiller i menneskers liv.

SET:
Slow Horses
Britisk spionthriller, foreløbig 4 sæsoner, 2022-2024 – Apple TV+
★★★★★☆
Baseret på Mick Herrons bogserie om en gruppe britiske efterretningsagenter, der er blevet degraderet til 'Slough House' – et sted, hvor MI5 placerer medarbejdere, der har jokket i spinaten. Serien følger især Jackson Lamb, en genial men dybt excentrisk og kynisk leder, der trods sit frastødende væsen stadig har skarpe instinkter. Gruppen af 'slow horses' bliver ufrivilligt trukket ind i alvorlige spionageplots, hvor de får mulighed for at bevise, at de ikke er helt håbløse. Gary Oldman leverer en uforglemmelig rolle som den uappetitlige Jackson Lamb (som næsten ikke er til at holde ud at se på), den sorte humor balanceres godt med intens spænding, der gør serien anderledes. Den jordnære og rå skildring kan virke dyster og kræver, at man er i humør til noget mere realistisk end højspændte actionhelte.
Se trailer

Toves værelse
Dansk spillefilm, 2023 – dr.dk (udløber 5. oktober 2025)
★★★★★☆
Filmen foregår stort set i ét rum. Vi er i København i 1963, hvor Tove Ditlevsen lever sammen med sin mand, Victor Andreasen, og får besøg af den unge Klaus Rifbjerg. Det, der skulle være en almindelig frokost, udvikler sig til et følelsesmæssigt magtspil. Paprika Steen er i topform som Tove – skarp, sårbar, provokerende og morsom, ofte på én gang. Lars Brygmann leverer en Victor, der på skift charmerer og nedbryder. Joachim Fjelstrup er fint tilbagetrukket som Rifbjerg, der mest fungerer som tilskuer til de andres drama. Det er teater på film, som på mange måder minder om Who's Afraid of Virginia Woolf og kræver, at man er indstillet på meget dialog. Den mest ubehagelige film, jeg længe har set, men til gengæld får man skuespil på højt niveau og en stærk historie om kærlighed, afhængighed og magt.
Instruktion: Martin Zandvliet
Se trailer

Belfast
Britisk drama, 2021 – dr.dk (udløber 2. september 2025)
★★★★★★
En delvis selvbiografisk fortælling om en barndom i Belfast på et tidspunkt, hvor den religiøst ladede borgerkrig mellem protestanter og katolikker, døbt The Troubles, i 1969 fik den irske provins Ulster til at eksplodere i vold. Gadeoptøjerne er skræmmende, fordi man som tilskuer føler sig som et barn, der bliver revet med af de voksnes uforståelige krigeriskhed. Men konflikten får aldrig lov at stjæle hele billedet. I filmen er der også tid til at sidde og hygge sig i sofaen foran den sort-hvide flimmerkasse (hele filmen er i øvrigt i sort-hvid og får derved en tidløs, næsten drømmeagtig kvalitet). Instruktørens alter ego, den 9-årige dreng Buddy, er skildret med et muntert og præcist blik for barndommens dilemmaer, sorger og glæder, og Jude Hill, der spiller Buddy, er et fund. En rørende hyldest til både familie og den menneskelige evne til at finde lys i mørke tider.
Instruktion: Kenneth Branagh
Se trailer

Uforglemt (unforgotten)
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – dr.dk
★★★★★☆
En krop — parteret og delvist begravet — dukker op i et moseområde, og opdagerduoen Jess og Sunny bliver sat på sagen. En række tilsyneladende uforbundne mistænkte trækkes ind i sagen, mens karakterernes baggrund afdækkes. Der bliver gravet dybt i både menneskelige og politiske emner, og den nye sæson holder fast i seriens kerne: et følelsesmættet mysterium, hvor alle bærer på hemmeligheder. I de første 4 sæsoner var det den fremragende Nicola Walker, der spillede den kvindelige hovedrolle, men hun 'døde' desværre og blev afløst af Sinéad Keenan i sæson 5 og nu også sæson 6. Men hun gør det faktisk glimrende, og den nye hovedkonstellation Jess/Sunny viser lovende kemi og et mere jævnbyrdigt samarbejde end den tidligere duo. Flere kritikere mener, at sæson 6 prøver at tackle for mange tunge politiske emner, som resulterer i en fortælling, der føles spredt eller overfyldt. Efter min mening er sæson 6 foreløbig den bedste – spændende fra start til slut. Selv om jeg savner Nicola Walker ...
Se trailer

Jack Wrights testamente (I, Jack Wright)
Britisk krimidramaserie, 2025 – dr.dk
★★★★☆☆
Serien begynder med patriarken Jack Wrights dødsfald. Først antager man, at det er selvmord, men hurtigt viser det sig at være mord. Den dramatiske læsning af testamentet, hvor hans tredje kone Sally og to sønner stort set bliver forbigået som arvinger, bringer stemningen på kogepunktet. Samtidig begynder politimanden Hector Morgan at efterforske Jacks død. Serien er dramatisk og en anelse overgearet, men alligevel medrivende. Slutningen er noget frustrerende, fordi den ender uden svar og 'to be continued'. Et øjeblik er man er i tvivl, om der kommer en næste sæson – men det giver på den anden side heller ingen mening. Serien er i øvrigt skrevet af Chris Lang, der også står bag Unforgotten (nævnt ovenfor).
Se trailer

Titanic-ubåden - nedtælling til katastrofen (Implosion: The Titanic Sub Disaster)
Britisk dokumentar, 2025 – dr.dk
★★★★☆☆
Dokumentaren rekonstruerer begivenhederne den 18. juni 2023, hvor mini-ubåden Titan under en dykkertur til Titanic-vraget imploderede og kostede fem mennesker livet, blandt andre bådens opfinder Stockton Rush. Spørgsmålet bliver rejst, om ulykken kunne være undgået, og der fokuseres på manglende kontrol med sikkerhed og Rushs insisteren på at anvende kulfiber til konstruktionen i stedet for traditionelle materialer som titanium. Som seer er man målløs over de chancer, der blev taget, men dokumentaren er ikke fri for sensationspræg og dramatisk overspil, og det står ikke helt klart, hvorfor katastrofen egentlig skete. Ikke desto mindre interessant med eksklusivt materiale fra den amerikanske kystvagts undersøgelseskommission og hidtil usete optagelser fra mini-ubåden.
Se trailer

HØRT:
Bedraget – løgnens anatomi
Podcast, 4 episoder – Spotify
★★★★(★)☆
Om krigsfotografen Jan Grarup, som har været en af landets mest beundrede og feterede pressefotografer. Jørn Stjerneklar, der selv er fotograf og har arbejdet i krigszoner, sætter spørgsmålstegn ved Grarups troværdighed – ikke bare som fotograf, men som menneske/ægtefælle/familiefar. Det sidste bliver efter min mening for personligt udleverende – derfor den femte stjerne i parentes – men podcasten afslører stribevis af løgne af groveste kaliber og giver anledning til at tænke over heltedyrkelse i medieverdenen – hvem vi vælger at hædre og hvorfor.
Produceret af Helle Maj og Jørn Stjerneklar

Q&CO: Interview med Jan Grarup
Podcast – Spotify
★★★★☆☆
Jan Grarup bliver foreholdt en række eksempler på mere eller mindre dokumenterede løgne fra podcasten Bedraget – løgnens anatomi (omtalt ovenfor), som han i nogle tilfælde indrømmer, men forklarer som erindringsforskydninger, i andre tilfælde pure afviser. Interessant som nuancering af Bedraget – løgnens anatomi. Værten Henrik Qvortrup udmærker sig ved en afdæmpet, upartisk interviewform.

ARTIKLER:
Journalisten: Folk bag podcast-succes har ét mål: Vi vil stoppe Jan Grarup

Journalisten: Jan Grarups voksne børn: Hvorfor blev vi ikke spurgt?

Wallpaper: Discover Bjarke Ingels, a modern starchitect of 'pragmatic utopian architecture'
Oplev Bjarke Ingels' værker, et moderne ikon og 'indbegrebet af anden generation af globale stjernearkitekter'. Fint indblik i hans arbejde.