Uffe Jerner

SKET:

• Flere og flere præstegårde i Danmark nedlægges, uden at der opføres nye, og det strider mod princippet om, at præsterne skal være tæt på befolkningen. Nu må man nøjes med at håbe på, at de er tæt på en busrute.
• Politiet opfordrer til, at man tænker sig om, før man viser sig med legetøjsvåben i det offentlige rum. Det tegner til at blive en af de mest ambitiøse forebyggelsesstrategier i årtier.
• Erhvervsfolk i Ringkøbing kæmper for en kunstig ø af ferieboliger, og man kalder allerede byen et dansk Dubai. Forskellen er bare, at Dubai har ørken og kunstigt vand, mens Ringkøbing har regn og kunstigt solskin – og et skilt uden for Kvickly med tilbud på badebolde.
• Et nyt DNA-værktøj har afsløret, at en oksespegepølse også ofte indeholder svinekød. Eller med andre ord: kødprodukterne viser en overraskende genetisk mangfoldighed, og der er basis for, Fødevarestyrelsen søger om EU-støtte til biodiversitet.
• I Aarhus har man fundet over 50 skeletter, der menes at være 900 år gamle. Politiet udelukker, at der er tale om en forbrydelse – de mener bare, at det er en gruppe, der har ventet på Letbanen.
• En kvindelig debattør skrev i Politiken, at det er en fordel at finde en mand, der er klogere end en selv. Omtrent det samme som hvis en mand havde skrevet, at det var en god idé at gifte sig med en dum blondine.
• Retten i Helsingør har slået fast, at rockergruppen Bandidos er ulovlig og derfor skal opløses. Det betyder, at der nu kun er ét farligt broderskab tilbage i Danmark – fodboldfædre i weekenden.
• PostNord fjerner de sidste postkasser ved årets udgang. Til gengæld lover de, at man stadig kan sende sit brev digitalt – så længe man er logget ind, identificeret, godkendt og har skrevet en disputats om MitID.
• En mand i Albertslund er blevet afsløret i at rive mere end 300 valgplakater ned, efter at plakaterne blev fundet i hans hjem. Han undskylder sig med, at han troede, man måtte tage plakaterne ned, når man havde set budskabet tilstrækkelig mange gange. Politiet sigter ham nu for hærværk – kommunen overvejer at hyre ham til oprydningen efter valget.
• To rumænere er sigtet for for at have stjålet kaffe for 140.000 kroner fra butikker. Det lyder voldsomt, men med priserne på caféerne i København svarer det til tre latte og en croissant.

LÆST:
Bragi Ólafssson: Kæledyrene (Gæludýrin)
Roman, 2001
★★★★★☆

Det er en snes år siden, jeg læste bogen første gang, og jeg har genlæst den med stor fornøjelse. Det er en absurd roman om kontrol, passivitet og invasion fortalt med tør humor og kølig islandsk attitude. Hovedpersonen Emil vender hjem til Reykjavik efter en tur til England. Han glæder sig til fred og ro i sin lejlighed – lidt kaffe, lidt musik, lidt orden i tilværelsen. Men den ro får han ikke længe. Han får pludselig besøg af en gammel skolekammerat, Hávaður, som han egentlig helst havde været fri for at se. Emil forsøger høfligt at slippe af med ham, men han bliver hængende, begynder at bruge Emils ting, og opfører sig som om lejligheden er hans. Emil flygter ind i soveværelset og gemmer sig under sengen, hvorfra han observerer, hvordan Háváður ude i stuen tager imod gæster, taler i telefon, drikker hans vin og overtager hans kvinde. Emil bliver nærmest udvisket fra sit eget liv, som om han aldrig har eksisteret. Kort sagt en meget mærkelig roman, men stærkt underholdende.


SET:
Mare of Easttown
Amerikansk krimidrama, 7 episoder, 2021 – HBO Max
★★★★★★

I sidste uge omtalte jeg krimidramaet Task og gav serien skudsmålet 5 stjerner. Den er skrevet af Brad Ingelsby, som også er manuskriptforfatter til Mare of Easttown, og den er endnu bedre. Her følger man Mare Sheehan, en lokal betjent i en lille by i Pennsylvania, der forsøger at opklare mordet på en ung kvinde – samtidig med at hun kæmper med sit eget livs sammenbrud. Kate Winslet leverer en bemærkelsesværdig præstation som Mare. Hun er rå, troværdig og langt fra al Hollywood-glamour. Serien adskiller sig fra mange amerikanske krimier ved ikke at fokusere på store plottwists alene, men i stedet på karakterernes psykologiske dybde og de sociale lag i et samfund, der kæmper med fattigdom, afhængighed og traumer. Den er voldsom i al sin realisme, men også rørende og ikke mindst spændende fra først til sidst. Bedste serieoplevelse i år. Serien fik i øvrigt 4 Emmy'er, hvoraf den ene selvfølgelig gik til Kate Winslet.
Instruktion: Craig Zobel
Se trailer


Legenden (The Asset)
Dansk thriller, 6 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

Serien følger den unge politiaspirant Tea, som får den farlige opgave at infiltrere et kriminelt netværk. Hun hyres af PET-bossen Folke (Nicolas Bro) til at gå undercover som juveler for at komme tæt på narkosmugleren Mirans kone, Ashley, og dermed ind i hans netværk. Undervejs tager serien fat i spørgsmål som loyalitet, identitet og svære valg, når grænserne mellem rigtigt og forkert begynder at glide. Dialogen er undertiden lidt stiv, men skuespillet er troværdigt – Nicolas Bro er altid god – og atmosfæren fungerer. Serien har et mørkt, koldt København-look med regn, grå gader og en stemning af kontrol og frygt, som passer perfekt til genren.
Instruktion: Samanou Acheche Sahlstrøm, Kasper Barfoed
Se trailer


ARTIKLER:
Wallpaper: The Orient Express' new look platforms the finest French artisans
Maxime d’Angeac, kunstnerisk leder af Orient Expressen, fører tilsyn med den nyligt genoplivede togtjenestes tilbagevenden til skinnerne som en rullende hyldest til Art Deco og moderne håndværk.

BONUS:
Skuldersænkende musik til hele november

Hvis man troede, at jeg havde fået luft for min irritation over den åndsforladte halloweenfejring, kan man godt tro om igen. For de seneste dage har man hørt den ene lallegade radiovært efter den anden plapre uhæmmet løs om 'halloween – eller allehelgen, som det hedder på dansk ...'

Nej, allehelgen er ikke det samme som halloween.

Selv om de to dage bliver forbundet med hinanden, har de forskellige rødder og betydninger. Halloween stammer fra den keltiske højtid Samhain, som markerede overgangen mellem sommer og vinter. Senere blev halloween optaget i den kristne kalender som All Hallows’ Eve – altså aftenen før allehelgensdag. Senere blev det til den folkelige og kommercielle tradition, vi kender fra engelsksprogede lande, ikke mindst USA, med udklædning, græskar, 'trick og treat' og hjemmestrikket uhygge.

Til forskel herfra er allehelgen en kristen helligdag, hvor man mindes de døde og helgenerne. I Danmark holdes den første søndag i november, ikke den 1. november som i mange andre lande. I kirken læses navnene på de døde op fra det seneste år, og der tændes lys for dem. Stemningen er rolig, højtidelig og eftertænksom i modsætning til halloween.

At sammenligne halloween med allehelgen er som at sætte lighedstegn mellem en fredagsbar med en søndagsmesse. Den ene handler om grin, kostumer og popcorn – den anden om stilhed og eftertanke.

Men kan det ikke være ligemeget? Eller som man ville sige ovre i Halloweenland: 'Who cares?'

Jeg gør åbenbart.

Hvis man skulle være i tvivl om sandheden i den gamle talemåde 'en ulykke kommer sjældent alene', kan man bare tage et kig ud ad vinduet, hvor valgplakaterne med smilende politikerhoveder i lygtepælene konkurrerer om opmærksomheden med groteske græskarhoveder i alle butiksvinduer og dinglende plasticskeletter foran hver eneste hoveddør. To fænomeners forening i én sæson – den ene lover fremtid, den anden leger med døden – og midt imellem befinder sagesløse borgere sig i en form for æstetisk undtagelsestilstand.

I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy

Lygtepælene, som det underspillede arkitektoniske indslag i bybilledet de er, står hver aften med stoisk ro og lyser som et stille løfte om orden i mørket. Men hvert fjerde år bliver de tvunget ud i politisk tjeneste og degraderet til stativer for en parade af retoucherede ansigter og alt for hvide tandrækker, som er mere skræmmende end det mest naturtro halloween-dødningehoved Made in China. Der hænger de halshuggede politikere så i regn og blæst og lover forandring, tryghed og grøn omstilling, mens tusinder af klimabeslastende kabelstrips sørger for, at de bliver hængende.

Man kan forsøge at ignorere plakaterne ved at vende ryggen til og krydse vejen. Her er det så, man snubler over et grinende græskarhoved af slagfast PC, fordi ingen længere gider have ulejligheden med selv at udhule et ægte græskar til formålet, når Harald Nyborgs kopier gør det ud for det samme og i øvrigt er meget billigere. I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy.

Detailhandelen, altid på udkig efter nye påskud for at sælge slik, kager og syntetiske tekstiler, har importeret det amerikanske uhyggekoncept og transformeret det til en neonorange økonomisk fest. De kunstige græskar står linet op som små, smilende industriprodukter, mens børn i polyesterkostumer banker på døren for at true sig til vingummier. Halloween falder sammen med allehelgensaften den 31. oktober – så det er heldigvis snart overstået – men plasticspindelvæveve har skæmmet butiksvinduerne hele måneden, og man begynder at spekulere på, om julen mon bliver skubbet frem til sensommeren næste år.

Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne

Der er noget uendelig tragisk i at se danske parcelhushaver forvandlet til små kulisser af hyggelig uhygge med gummiflagermus og edderkoppespind lavet af vat. Selv oktoberhimlen virker forlegen.

Der, hvor der før var et stille efterår med gyldne blade og lidt regn, har vi nu en kombination af smilende kandidater og grinende græskar – som om folkestyret og handelsstandsforeningen har oprettet et fælles reklamebureau. Man går gennem byen som et offer for to samtidige kampagner: den ene for stemmer, den anden for salget af sukker og plastic, og man mærker en snigende længsel efter novembertågens fred.

Det er ikke, fordi jeg er imod hverken demokrati eller barnlig glæde. Et byrum fortjener bare ikke at ligne en mislykket cirkusforestilling. Jeg sætter mit kryds i næste måned ved den kommunalpolitiker, der foreslår at indføre et æstetisk karantæneprincip: Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne.

Indtil da – og det har nok lange udsigter – må vi leve med, at demokratiet og detailhandelen deler sæson – og at begge har en forkærlighed for plastic og overeksponering.

Eventuelle faste læsere af denne blog vil vide, at jeg kompenserer for min manglende lyst til at betræde et fitnesscenter – og til sport i det hele taget – ved dagligt at gå forholdsvis lange ture. Mange vil mene, at det må være en ualmindelig triviel form for motion, men det er langt fra tilfældet.

Man går for eksempel en ganske almindelig tur. Solen skinner, skoene er snøret stramt, og de nyfejede fortovsfliser ligger fast og civiliseret under fødderne. Alt burde være i orden. Men så, ud af det blå, mærker man det. Det lille skarpe stik under hælen – en sten. Spørgsmålet er, hvordan det kan lade sig gøre under de fra stenens synspunkt ugunstige omstændigheder, der forhindrer den i at skaffe sig adgang til skoen.

Nutidens veje er åbenbart smålige væsener, der finder fornøjelse i at anbringe bittesmå sten i de vejfarendes sko

Selvfølgelig er der altid den kedelige forklaring: snørebåndet er gået lidt op, og en uanselig åbning kombineret med en ophvirvlet mikroskopisk sten er skyld i den ulykkelige situation. Men nej, mine snørebånd går aldrig op. Det kan måske også være, at stenen simpelt hen tunnelerer ind i skoen. På samme måde som elektroner kan opføre sig uforudsigeligt i laboratorier, kan små sten, når de er tilstrækkeligt irriterende, finde vej gennem stof, læder og logik. Hvis det forholder sig sådan, er man udsat for et eksempel på kvantemekanik. En mere psykologisk teori er, at sko i virkeligheden nærer et stille nag mod deres ejere. De bliver trampet rundt i dag ud og dag ind, men får sjældent ros for indsatsen. Som passiv hævn sørger de for, at en sten – måske en, de selv samler op på uforklarlig vis – finder vej ind gennem en på det nærmeste usynlig sprække, netop når skoens ejer er længst væk fra en bænk, hvor han/hun kan sætte sig, tage skoen af og skille sig af med stenen. Men jeg imprægnerer altid skoene omhyggeligt, så teorien om sprækken må afvises for mit vedkommende.

I oldtiden mente man, at hver vej havde sin egen ånd, der i nogle tilfælde var venlig og beskyttede rejsende. Nutidens veje – især dem, der inkluderer kommunale fortove – er åbenbart smålige væsener, der finder fornøjelse i at anbringe bittesmå sten i de vejfarendes sko. Når man mærker den velkendte sten, er det måske ikke uheld, men bare en hilsen fra Asfalticus, guden for irriterende fænomener i trafikken.

Man må give stenen, at livet som sten ikke er spændende. Den ligger dér, overset (men spids!), mens omverdenen glider forbi. Måske længes stenen bare efter eventyr. Den ser en fod komme forbi, griber chancen og hopper ombord. Det er muligvis verdens mindste dannelsesrejse, men for stenen et episk eventyr.

Personligt vakler jeg dog mellem to mulige forklaringer. Det kan være en del af en hemmelig kampagne orkestreret af den internationale skobranche; jo flere sten folk får i skoene, desto hurtigere slides indersålerne, og desto flere nye sko må der købes. Eller også driver universet bare gæk med os.

SKET:

• Søndag blev der ved et røveri på Louvre stjålet kostbare smykker, som Napoleon forærede sin hustru Marie Louise. Gerningsmændene er stadig på fri fod, men politiet har mistanke til en gruppe, der blev set gå forbi Mona Lisa uden at tage en selfie.
• Krigen i Ukraine har skærpet interessen for forsvarsindustrien. Danskere køber våbenaktier som aldrig før, og investeringerne i våbenaktier er mangedoblet på få år. Vi er et fredselskende folk — hvis det altså giver et fornuftigt afkast.
• Det vanskeliggør brandvæsenets arbejde, at flere og flere installerer solceller på taget, fordi vandet fra brandslangerne i tilfælde af brand så ikke kan trænge ind. Vi er med andre ord nået dertil, hvor grøn energi er vandafvisende, og solcellerne kun redder planeten, ikke huset.
• I Portland er 'No Kings'-demonstranterne mod præsident Trump begyndt at klæde sig ud som oppustelige frøer, fugle, krabber, zebraer og tegneseriefigurer. Hensigten er at gøre det meningsløst at anklage dem for at være terrorister. Samtidig forventes politirapporterne at blive mere underholdende: 'Vi har anholdt en pelikan for urostiftelse – og to pandaer for vold mod tjenestemand i funktion'.
• Et byrådsmedlem fandt søndag aften en død kænguru på en vej i nærheden af Aarhus. Kommunen lover nu, at der inden 2035 vil blive opsat et hegn mellem Danmark og Australien.
• Som opfordring til at drikke mindre alkohol har Carlsberg lavet verdens mindste øl. Den er 12 millimeter høj og rummer 0,005 centiliter øl, svarende til én dråbe. Forskere roser initiativet og kalder det et gennembrud i kampen mod druk, men advarer mod bivirkninger som tørst og skuffelse.
• Flying Tiger vil lukke 18 af sine i alt 50 butikker – til gengæld vil de forbedre kundeoplevelsen. Det fungerer ellers udmærket nu, hvor man går ind for at købe et viskelæder og kommer ud med 10 andre redskaber, man ikke anede eksisterede. Men hvem har fx ikke altid savnet en flamingoformet køkkensaks?
• Vandforbruget i Danmark er faldet til det laveste i årtier, oplyser Danva, som er interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber. Spørgsmålet er, hvad der er mest imponerende: at vi bruger mindre vand, eller at nogen tænker: ‘Det her skal i nyhederne!’
• Stigende fødevarepriser beskyldes for at forværre forbrugernes humør. Måske fordi ‘tilbud’ nu betyder: ‘Prisen er kun dobbelt så høj som sidste år.’
• Fra næste år lukker programmet ’Klog på sprog’ på P1. Det er dog ikke et udtryk for, at P1 ikke længere prioriterer sproget, fastslår DR. Som at sige: 'Jeg elsker motion' samtidig med at man opsiger sit fitnessabonnement.

LÆST:
Iben Albinus: For rigets sikkerhed
Thriller, 2025
★★★★☆☆

Historien tager udgangspunkt i hovedpersonen Anna Hartmann, der er føringsofficer i Forsvarets  Efterretningstjeneste (FE). Hun står over for sin karrieres største operation, men pludselig rammes tjenesten af en whistle-blower-skandale, hvor FE beskyldes for at aflytte danskere, og hele ledelsen sendes hjem. Man kan altså roligt give den prædikatet 'inspireret af virkelige hændelser'. Samtidig opsøges Anna i Wien af en russisk spion, som beder om hjælp til afhopning, og dermed trækkes hun ind i et usædvanligt og farligt net af magtspil, forræderi og loyalitetsspørgsmål. Man får et rystende indblik i en verden, som de færreste kender, og en offentlig arbejdsplads som baggrund for intriger, hemmeligheder og mistro er spændende og troværdigt skildret. En spionhistorie, der også handler om, hvad man som individ må ofre. Den bestod halvsidesprøven hos mig med bravour.


SET:
Task
Amerikansk krimidrama, 7 episoder, 2025 – HBO Max
★★★★★☆

FBI-agenten Tom har trukket sig tilbage fra feltarbejde efter en personlig tragedie, men indvilliger i at lede en taskforce, som skal opklare en række brutale røverier mod 'trap‐houses' – steder hvor narkosalg foregår. Robbie  er udadtil en almindelig familiefar, der arbejder som skraldemand, men under overfladen er han involveret i de kriminelle handlinger – både som økonomisk overlevelse og som en slags hævnmotiv. Men det er ikke bare politi versus gangster; Robbie er ikke kun forbryder, Tom er ikke kun helgen. De ved begge, hvad der er rigtigt og forkert, det er bare ikke så enkelt. Serien kombinerer stærke skuespilpræstationer og et troværdigt miljø med moralsk dybde, som man savner i de fleste nyere krimidramaserier. Men den kræver tid, tålmodighed og lyst til at dykke ned i karakterernes mørkere sider. Anmelderne er åbenbart totalt uenige: The Guardian skrev en ualmindelig nedladende anmeldelse og gav serien 2 stjerner, mens GQ udråbte den til årets tv-serie. Som det fremgår, hælder jeg mest til sidstnævnte, ikke mindst på grund af Mark Ruffalos nuancerede og gribende fremstilling af en samvittighedsfuld FBI-agent.
Instruktion: Jeremiah Zagar og Salli Richardson‑Whitfield
Se trailer (som desværre er alt for voldsom i forhold til serien)


Sult (A Copenhagen Love Story)
Romantisk drama, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

Filmen er baseret på Tine Høegs roman. Mia er en succesfuld forfatter, der lever livet som single og nyder friheden. Hun møder Emil, en charmerende enlig far med to børn, og langsomt udvikler deres forhold sig fra flirt til noget mere seriøst. Men lykken får en ny dimension, da parret må erkende, at de ikke kan få børn på naturlig vis, og de igangsætter en fertilitetsbehandling for at få deres eget barn. Behandlingen og det intensive medicinske og følelsesmæssige forløb slider så meget på deres forhold, at de går fra hinanden. Alligevel har filmen en slags lykkelig slutning, da de mødes igen. Rosalinde Mynster og Joachim Fjelstrup er det unge par, og jeg ville næppe har valgt at se filmen, hvis ikke det havde været for dem. De levede op til forventningerne. Den danske titel er intetsigende (og er jo i øvrigt 'taget') – den engelske A Copenhagen Love Story dækker historien langt bedre.
Instruktion: Ditte Hansen og Louise Mieritz
Se trailer


ARTIKLER:
Nautilus: Tesla’s Pigeon – An inventor, a bird, and a plan to connect all the minds in the world.

Glem alt om Elon Musk. Historien om Nikola Teslas due viser en rørende og menneskelig side af den ellers excentriske serbiske opfinder. I sine senere år – især mens han boede alene på hotel i New York – udviklede Tesla en særlig tilknytning til en hvid due, som ofte kom flyvende til hans vindue. Ifølge Tesla selv elskede han denne due dybt. Han fodrede og plejede den, og han beskrev den som sin nærmeste ven. En nat fortalte Tesla, at duen kom til ham for sidste gang. Hun var syg, og han vidste, at hun skulle dø. Han beskrev det som, at 'et lys strålede fra hendes øjne' – et symbol på, at hendes sjæl forlod verden. Efter dette tab sagde Tesla, at hans livsarbejde føltes afsluttet, for 'noget var forsvundet fra mit liv'.

Der findes to slags mennesker i verden: dem, der mærker et stik af vemod, når kalenderen når til oktober – og dem, der med et tilfreds smil finder tweedjakken frem fra garderoben og tænker: 'Endelig!' For de indviede er tweedjakken ikke bare en beklædningsgenstand. Det er et efterårssakramente; et stofligt skift fra den svedige, formålsløse sensommer til den noble, romtoddyvarme tid, hvor verden igen får struktur.

Man føler sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv

Når man løfter sin tweedjakke af bøjlen, er det som at hilse på en gammel ven. Den er som et svagt ekko af en kastanjefarvet søndagstur sidste efterår. Den føles tung nok til at give tilværelsen substans, men ikke så bastant, at man mister lysten til at drikke en kop kaffe på en udendørscafé, der optimistisk har forlænget sæsonen. For tweedjakken er ikke bare varm – den er rigtig varm, og på en måde så man stadig føler sig civiliseret, selv om det blæser.

Ingen anden tekstilfarve formår at signalere oktober så overbevisende som tweedens dæmpede potpourri af lyng, mose, tobak og tåge. Hvor moderne materialer skriger i neonfarver, hvisker tweed på en tillidvækkende måde. Den fortæller omgivelserne, at her kommer et menneske, der sætter pris på efterårssol, visne blade under støvlerne og måske en single malt efter klokken fem.

At have en tweedjakke på i oktober er som at sætte sig i teateret netop som lyset dæmpes – man ved, at man har ventet til det helt rigtige øjeblik. En måned for tidligt, og man virker excentrisk. Men i oktober? Perfektion. Naturen og garderoben klinger i samme toneart.

Tweedjakken er et umisforståeligt manifest. Den er et stille oprør mod polyester og planløshed. På en tur gennem byen føler man sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv.

Når oktober banker på, og man endelig ifører sig en tweedjakke, bliver verden mere håndgribelig, tiden går lidt langsommere – og man føler sig, om ikke uovervindelig, så i det mindste passende klædt på til efteråret.

Mest for nørder:
Harris tweed er tweedens champagne, og der er flere grunde til den høje status. Stoffet er juridisk beskyttet og må kun kaldes Harris tweed, hvis det er vævet af ren ny uld, der er farvet, spundet og vævet på de Ydre Hebrider, dvs. øerne Lewis, Harris, Uist og Barra, og vævet i væverens eget hjem på en manuel væv. Det kontrolleres af The Harris Tweed Authority, der sætter det berømte uldsegl som garanti. Det er ekstremt slidstærkt, vindtæt og vandafvisende, men stadig åndbart og bruges derfor til alt fra jagttøj til eksklusive habitter. Når ulden er vasket, kartes og spindes den til garn. Herefter indfarves garnet, oftest i forskellige naturfarver (mos, lyng, hav og sten), som blandes, så stoffet får det melerede udtryk. En jakke af Harris tweed er på det nærmeste uforgængelig. Der findes mange glimrende alternativer – men kun én original. Den er relativt dyr, men ikke uoverkommelig.

Jeg råder selv over mere end én tweedjakke. Madame mener, at der er tale om en klenodiesamling og en besættelse, fordi hun hævder at have talt op til 19 eksemplarer i mit skab. Men hun overdriver, for der er kun én af dem, jeg vil kalde et klenodie. Det er den hundetandsmønstrede jakke på billedet herover, som jeg har købt for en slik på eBay. Det særlige ved den er ikke, at den er fremstillet af Harris tweed, men at den er designet af Hardy Amies, som er bedst kendt for sin officielle titel som kjoleskrædder for Elizabeth 2. Jeg bruger den sjældent, for den er tyk og tung som et gulvtæppe og egner sig bedst til dårligt opvarmede country houses tilhørende den britiske landadel. Men den er god at have ...

SKET:

• Microsoft har sagt farvel til Windows 10. Det er, som når ens gamle labrador bliver aflivet – man ved godt, den var langsom, men man elskede den alligevel.
• Det er nu kommet frem, at det er en bivirkning ved Wegovy og tilsvarende midler mod overvægt, at man kan miste synet, hvis man er uheldig. Derudover er det stadig muligt at stirre sig blind på sin badevægt.
• Minkavlerformanden, der forhandlede erstatningen på branchens vegne, har vist sig at kunne sit kram. Indtil videre har han skaffet sig selv en erstatning på 400 millioner, som ventes at blive endnu højere, når han har talt færdig. Kunne man eventuelt foreslå staten at hyre ham igen - til den anden side af forhandlingsbordet?
• De fleste af landets kommuner har indført røgfri arbejdstid, men det gælder ikke København. I provinsen er det kaffe, der holder kontorerne kørende. I København er det kaffe og cigaretter – både med og uden filter.
• I anledning af kronprins Christians 20 års fødselsdag udtalte en kongehusekspert: 'Han bliver et trumfkort for kongehuset, der kommer til at samle danskerne'. Det lyder lovende i betragtning af, at vi ikke har haft noget at samles om siden håndboldherrerne vandt VM.
• Det nye kvalitetssupermarked Alma, der skulle fylde hullet ud efter Irmas lukning, kæmper nu for at holde omsætningen oppe og tiltrække kunder. Det siger alligevel noget om danske idealer, når man savner Irma, men handler i Rema.
• En dom for homoseksualitet kostede i 1895 Oscar Wilde to år i fængsel og et mistet lånerkort til British Library. I anledning af den store forfatters 171. fødselsdag har biblioteket genudstedt et lånerkort i hans navn. Nu mangler der bare en rykker for den bog, han glemte at aflevere, inden han kom i fængsel.
• Siden 1994 har man i Nyborg forsøgt at mindske støjen fra den lange motorvejsstrækning, der deler byen i to. Derfor foreslår SF's borgmesterkandidat i byen helt at overdække motorvejen. Det bliver den første tunnel i Danmark, der går direkte gennem en kommunalvalgkamp.
• En motorvejsstrækning på E45 kan nu åbne, selv om den først skulle have været færdig om syv måneder. Der er dog stadig planlagt vejarbejde de næste tre år af hensyn til traditionen.
• Vildsvinet, der blev set gå rundt i private haver i Brabrand ved Aarhus og skudt under dramatiske omstændigheder, var ikke et vildsvin, men en tam, ungarsk uldgris på springtur. Det er første gang, nogen er blevet straffet så hårdt for at se lidt eksotisk ud i Aarhus. Politiet vil nu tilbyde efteruddannelse i forskellen på 'vild' og 'krøllet'.

LÆST:
Christian Mørk: Mine tre forældre
– et familieportræt
2021
★★★★★☆

Christian Mørk kredser om sin oplevelse af at vokse op i en utraditionel familie gennem de voksne, der på forskellige tidspunkter har udfyldt forældrerollen i hans liv. Bogen er skrevet med stor empati og psykologisk indsigt, og sproget er præget af den lette ironi og selvironi, man genkender fra hans romaner. Christian Mørk er i stand til at balancere mellem det personlige og det universelle: historien er dybt privat, men mange vil kunne spejle sig i temaerne om svigt, tilgivelse og længslen efter at høre til. Det er både en sørgelig og livsbekræftende bog, der bevæger sig elegant mellem erindring, refleksion og fortælling og giver et billede af, hvordan kærlighed kan tage mange former, også under voldsomme vilkår. Det er en bog, der er svær at lægge fra sig – jeg strøg igennem den på ingen tid.


SET:
Mig og Annie (Annie Hall)
Amerikansk romantisk komedie, 1977
★★★★★★
Diane Keatons død i denne uge var den direkte årsag til at gense filmen for jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Det er en film, der blev et vendepunkt for både Woody Allen som instruktør og for genren som helhed. I stedet for at følge den traditionelle romantiske fortælling får vi et ærligt, neurotisk og selvreflekterende portræt af kærlighedens op- og nedture. Filmen følger Alvy Singer, en neurotisk komiker fra New York, og hans forhold til den excentriske, frie Annie Hall – spillet med uimodståelig charme af Diane Keaton. Woody Allen bryder konstant med filmens klassiske struktur: han taler direkte til kameraet, leger med flashbacks og fantasi og lader os komme helt ind i hovedet på hovedpersonen. Det er kombinationen af humor og melankoli, der gør Mig og Annie tidløs. Filmen er fuld af skarpe replikker, men også en dyb menneskelighed. Det er ikke bare en romantisk komedie, men et stykke filmkunst, der definerede en hel æra. Den føles stadig frisk, vittig og ægte næsten 50 år efter. Rollen som Annie Hall skaffede Diane Keaton en Oscar og blev hendes internationale gennembrud. Her viser hun en naturlighed, humor og følelsesmæssig dybde – langt væk fra de traditionelle Hollywood-stereotyper. Det usædvanlige outfit – herreskjorte, slips, vest og hat – var hendes eget tøj suppleret med genbrugsfund, og filmens stylister var ikke begejstrede. Woody Allen måtte gribe ind: 'Hun er et geni. Lad hende være.' Resultatet blev en original figur og en helt ny modestrømning.
Instruktion: Woody Allen
Se sjoveste scene med Diane Keaton her


Sans for mord (Patience)
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – dr.dk
★★★★☆☆

En stille, klog og menneskelig krimi, der minder os om, at det kræver mod at være anderledes. Patience er en autistisk arkivmedarbejder, der hjælper politiet med at se mønstre og detaljer, ingen andre opdager. Hendes metode er observation, intuition og sans for struktur. Sammen med den kvindelige kriminalinspektør Bea danner hun et umage makkerpar, hvor tålmodighed møder temperament. Det er i deres dialog og tavshed, at serien kommer bedst til sin ret. Serien skiller sig ud, fordi den tør tage sig tid. Den handler ikke kun om at løse mordgåder, men om at forstå mennesker. Somme tider forfalder serien til klichéer, men den forsøger at vise, at forskellighed er en styrke, ikke en svaghed. Der er øjeblikke, hvor Patiences analytiske evner bliver lidt for magiske, som om hendes hjerne er en slags computer. Ella Maisy Purvis, som spiller Patience, er selv autist, og hun er fremragende i rollen.
Se trailer


Kvinden i kahyt nr. 10 (The Woman in Cabin 10)
Amerikansk-britisk psykologisk thriller, 2025 – Netflix
★★★☆☆☆

Laura er en undersøgende journalist, der tager med på jomfrurejsen på en luksusyacht for at skrive en arbejdsrelateret opgave og for at få lidt ro efter en traumatisk hændelse. En nat mener hun at have set en kvinde blive kastet over bord – men næste dag er alle ombord regnet op, ingen mangler, og ingen vil tro på hende. Som det hører sig til i genren, må hun selv grave i mysteriet, samtidig med at hendes egen sikkerhed er truet. Den skønne Keira Knightley spiller journalisten, og det kan ærgre mig, at hun ikke er mere kræsen med de roller, hun påtager sig. Alt i alt er det en underholdende thriller, især hvis man er til psykologisk spænding med et noget urealistisk twist. Den leverer præcis nok til, at man føler sig underholdt, hvis man ikke stiller alt for høje krav til originalitet. God til én-aften-streaming, men ikke oppe at ringe.
Se trailer

HØRT:
ill-advised by Bill Nighy
Podcast – Spotify
★★★★★☆

I det tidlige forår begyndte der at dukke teasere op for en podcast med den britiske skuespiller Bill Nighy, der ville udkomme om 'ganske kort tid', og hvor han ville besvare spørgsmål fra lyttere om alt mellem himmel og jord. Det har ladet vente på sig, men nu er podcasten endelig i luften. Bill Nighy er kendt som beskeden, kultiveret og lidt excentrisk – en mand, der undgår store følelsesudbrud. Han har en særlig evne til at gøre selv de mest almindelige replikker interessante gennem sin rytme, timing og sproglige finesse, og det gør han altsammen brug af her, hvor han med en stemme som sort te besvarer lytternes akavede spørgsmål med rigelig selvironi og et strejf af filosofi. Han lover ingen løsninger – kun eftertænksomhed og knastør humor. 'A podcast for people who don't get out much and can't handle it when they do. A refuge for the clumsy and the awkward.' Eller som han sammenfatter det: 'An invitation to squander time' – en invitation til at sløse med tiden. Hver episode byder på små bog- og musikanbefalinger og absurde sidespor – altsammen med mild, britisk charme. Jeg har hørt de to episoder, der foreløbig er udkommet, og kan næsten ikke vente til den næste er klar. Ifølge planen er der en ny podcast hver uge.
Lyt her

ARTIKLER:
The Guardian: Diane Keaton: a life in pictures

The Guardian: Diane Keaton’s style: she dodged the stamp of the machine