Uffe Jerner

Hvis man jævnligt har sin gang på loppemarkeder, som jeg har –efterhånden dog hovedsagelig i egenskab af ledsagende ægtefælle – ved man, at bogkasser fyldt med hulter-til-bulter-liggende tiloversblevne bøger er et hyppigt forekommende fænomen. Erfaringsmæssigt er bogkasserne domineret af storsælgende krimier, forældede leksika og andre genrer, der ligger uden for min interessesfære, så jeg er for længst holdt op med at rode i dem. Men i søndags blev jeg pludselig draget mod en bogkasse, fordi der allerøverst i den lå en lille blå bog med titlen Funktion Form Konstruktion i arkitekturhistorien af Knud Peter Harboe, og da jeg tog den op og begyndte at bladre i den, råbte bogkassens ejer: 'Tag den bare, den er gratis!. Så det gjorde jeg, og siden har jeg nærlæst den med stor fornøjelse og samtidig funderet over, hvorfor bøger om arkitektur altid har virket som en magnet på mig.

Knud Peter Harboes bog er først og fremmest en solid og let forståelig introduktion til arkitekturens tekniske og æstetiske kernebegreber

Fascinationen af arkitektur ligger vel i dens dobbelte natur: På den ene side er bygninger praktiske redskaber, der skaffer os tag over hovedet, arbejdsrum, skoler og kulturhuse. På den anden side er de kunstværker, som fortæller historier om, hvem vi er, og hvem vi vil være. En gotisk katedral, et japansk tehus eller et moderne højhus i glas og stål er ikke bare rammer om liv – de er symboler på tro, filosofi, teknologi og ambition.

Når man ser Hiroshimas fredskuppel, ruinen der blev stående efter atombomben, bliver det tydeligt, at bygninger kan være vidner til historien på en måde, som intet menneske kan være. Andre eksempler er pyramiderne, Colosseum, Eiffeltårnet. I Danmark ser vi det samme i mindre skala. Grundtvigs Kirke i København står som et monument over en tid, hvor tro og fællesskab blev tænkt sammen i form og murværk. Arne Jacobsens rådhus i Aarhus viser, hvordan funktionalisme kunne være både praktisk og elegant. Og det nye operahus demonstrerer, hvordan arkitektur også kan vække debat: er det et mesterværk eller et prestigeprojekt? Uanset hvad, reagerer vi.

Arkitektur fascinerer også, fordi den repræsenterer en tid. Gader og pladser afspejler århundreders skiftende idealer. I København kan man på få minutters gang passere fra middelalderens snævre stræder over klassicismens palæer til operahuset ved havnen. Hver epoke har sat sit aftryk, og tilsammen skaber de en fortælling om byens og menneskets udvikling.

Endelig rummer fascinationen af arkitektur en erkendelse af, at den former os. Bygningerne påvirker vores adfærd, vores tanker og vores trivsel. Huse designet med lys og luft giver en lettere gang på jorden, mens boligområder uden fælles udearealer kan føles klaustrofobiske. Arkitektur er ikke bare noget, vi betragter – det er et vilkår, vi hele tiden forholder os til, bevidst eller ubevidst.

Derfor er arkitektur mere end en teknisk disciplin. Det er fortællingen om, hvordan mennesker altid har forsøgt at skabe rammer om livet, der både beskytter og inspirerer. Når vi lader os fascinere af arkitektur, lader vi os i virkeligheden fascinere af os selv – af menneskets evne til at omsætte idéer til sten, glas og træ, og af viljen til at gøre det smukke til en del af det nødvendige.

Ovenstående kaffebordsfilosofiske betragtninger er mine egne. Knud Peter Harboes bog er først og fremmest en solid og let forståelig introduktion til arkitekturens tekniske og æstetiske kernebegreber. Den tydeliggør, at arkitektur ikke bare er en kulisse, men en aktiv medspiller i menneskers liv, og man får en idé om, hvorfor byer og bygninger ser ud, som de gør.

Da jeg åbnede den lille blå bog, stod der en håndskrevet dedikation på titelbladet:

2002
Kære Marie!
Vi håber, du får meget glæde af Knud Peters bog både studiemæssigt og i dit eget liv.

Kærligst din far og mor

Det håber jeg også, at Marie gjorde, før hun lod bogen gå videre. Måske er hun blevet arkitekt i mellemtiden.

• Cykelløbet PostNord Danmark Rundt slutter i dag. Løbet går ud på at komme først frem og lægge en seddel i postkassen om, at man ikke var hjemme.
• I juli steg inflationen til over to procent. Til gengæld er lønmodtageres og pensionisters indkomst stadig sikret mod enhver form for stigning.
• I folkeskolen indfører man nu et eksperiment med at give eleverne fysiske lærebøger. Bliver det en succes, vil man eventuelt gå et skridt videre og forsøge at lære eleverne at åbne dem.
• 40 procent af de 15-16-årige har været fulde den seneste måned. I Aalborg fjerner man nu enhver form for alkohol fra ungdomsuddannelserne. Men kun indtil 1. oktober – så kan de unge lige nå at blive ædru, inden festen starter igen.
• Plejepersonale skal på kursus i, hvordan de forholder sig til ældre LGBT+-personer. Indtil nu har man kun forholdt sig til, om de kunne lide kaffe eller te. Nu skal man også spørge til pronomen og eventuelle småkagepræferencer.
• Køerne af turister, der vil bestige Mount Everest, er blevet en belastning både for lokalbefolkningen og miljøet. Nepal hæver derfor prisen fra 70.000 til 96.000 kroner – for at sikre, at kun de mest økonomisk uansvarlige når toppen.
• I Etiopien har forskere fundet et sæt tænder fra to ukendte forfædre, der levede for 2,65 millioner år siden. Tænderne er i overraskende god stand – hvilket tyder på, at tandlægeregningerne dengang stadig var til at betale.
• 66 procent af børnehaveklasseledere vurderer, at børn er mindre skoleparate end for fem år siden. Og 100 procent savner, at børn selv kan lyne deres jakker.
• Det bliver mere og mere almindeligt, at unge tager deres forældre med til jobsamtale. Men det er stadig akavet, når far insisterer på at lave PowerPoint over sønnens stærke sider, og mor vil forhandle frokostordningen.
• Energiselskabet Ørsted mangler 60 milliarder kroner. Den danske stat dækker halvdelen af pengene. Resten må Ørsted selv finde – eventuelt under sofapuderne på direktionsgangen.

Det ligner ikke noget! Var det ikke for et øjeblik siden, at bøgen sprang ud, rododendronerne i haven blomstrede om kap, man var til santhansbål og havde hele tiden hyr med parasollen – skulle den slås op eller ej? Og så viser det sig, at sommeren synger på sidste vers. I maj virkede den som et løfte om uendelige dage, og så forsvandt den som med et fingerknips. Som om den bare lige kiggede forbi for at aflevere solen, spise en is med os og så haste videre. Og nu står man med kalenderen i hånden og tænker: 'Var det dét?'

Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen

Nu er det sensommer. Den føles som en gæst, der egentlig har pakket kufferten for at tage hjem, men bliver hængende lidt endnu, fordi der dufter af frisklavet kaffe fra køkkenet. Den fugtige, varme luft får skjorten til at klistre til kroppen, den ene dag sidder man på terrassen i 28 graders varme og overvejer, om man burde have investeret i en ventilator – den næste dag står man på Øster Farimagsgade i køligt regnvejr og ærgrer sig over, at man glemte paraplyen hjemme i entréen.

Der ligger allerede rundballer på markerne og venter på opsamlingsrunden. Træer og buske er så småt begyndt at skifte sindsstemning. I juni stod de ranke og grønne, men nu eksperimenterer de med gule nuancer, og bladene er begyndt at rasle under skoene. Aftenerne lugter af både grillkul inde fra naboen og ens eget våde græs, som man tror, man har slået for sidste gang i år. Men i næste uge bliver man klogere.

Intet varer evigt snart er sommeren forbi
med den forsvinder praktisk talt alt hva' du ka' li'
intet under du går rundt og er så underlig indeni

C.V. Jørgensen: Mig og Charly (filmmusik)

Heldigvis er der også lyspunkter. Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen. I det hele taget skal man ikke undervurdere følelsen af at være på tærsklen mellem to årstider, hvor man både kan drømme om nye begyndelser og tænke tilbage på den sommer, der lige er gået. Om end alt for hurtigt.

• Fra og med denne uge og ind i efteråret fejrer Odense H.C. Andersens 150 års dødsdag. Programmet byder på taler, parader og en ært under alle stolesæder. Den grimme ælling er inviteret, men står stadig i garderoben. Fyrtøjet tændes ved midnat.
• 130.000 fartbøder til udenlandske bilister er aldrig blevet sendt. Næste skridt bliver at sende dem et postkort med venlig hilsen fra VisitDenmark og forslag til, hvor de kan parkere næste gang. Uden at betale, selvfølgelig.
• Prisen på hakket oksekød er steget med 73 procent på fem år. Millionbøf er blevet et statussymbol, og køerne er begyndt at sælge autografer.
• Forsvarets Efterretningstjeneste har lukket et netværk, der skulle spore cyberangreb, fordi netværket i sig selv har udgjort en sikkerhedsrisiko. Man satser nu på, at hackerne holder øje med sig selv.
• De kønsneutrale personlige pronominer 'de' og 'hen' er blevet optaget i Dansk Sprognævns ordbog 'Nye ord i dansk'. De gamle pronominer 'han' og 'hun' er enige om, at det var meget bedre i gamle dage. Men bare vent – i 2035 udkommer en ny udgave, hvor alle ord er pronominer.
• Aalborg Zoo har appelleret til offentligheden om at donere sunde, uønskede kæledyr, så rovdyrene kan få deres naturlige kost. Gravhundeejere bedes vente til næste uge, hvor ulvene har fødselsdag.
• Mængden af kurvede modeller på catwalken er svundet ind de seneste år. Nu skal de igen have lange, slanke ben, flade maver, markerede kæbelinjer og kraveben. Publikum opfordres til at klappe forsigtigt, så modellerne ikke vælter. Arrangørerne håber at få dem hjem i ét stykke.
• Priserne i supermarkedet bliver ved med at stige, og det globale fødevareprisindeks er på sit højeste i to år. Det forklarer, hvorfor en Blå Castello nu koster det samme som en iPhone – bare med færre funktioner og lidt højere fedtprocent.
• Det amerikanske skomærke Skechers har udviklet en barnesko med plads til en sporingsenhed, så man altid kan finde sine børn. Men det kræver, at de ikke tager skoene af, hvilket erfaringsmæssigt sker cirka 4 minutter efter, at de har fået dem på.
• Datingprogrammet 'Hotel Romantik' på DR1, hvor alle deltagere er over 60 år, har samlet seere i hobetal. Endelig et program, hvor det ikke handler om likes, men om livserfaring – og lidt om, hvor mange der har husket at tage deres blodtryksmedicin inden middagen.

I århundreder målte mennesket tiden ved hjælp af solen og skyggernes bevægelse. Først med de store tårnure i middelalderens byer fik vi en fælles forståelse af timernes rytme. Det mekaniske ur blev ikke bare et værktøj, men en fortælling om civilisation: Vi kunne tæmme naturen, gøre dagen forudsigelig og arbejde på samme tid. Da armbåndsuret for alvor slog igennem i det 20. århundrede, havde man tiden lige ved hånden.

Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur

Det blev alt sammen vendt på hovedet i 1969, da Seiko introducerede det første kommercielle kvartsur. Pludselig kunne man producere ure, der var langt mere præcise end selv de bedste mekaniske værker – og til en brøkdel af prisen. Den teknologiske omvæltning fik senere tilnavnet kvartskrisen i Schweiz, hvor stolte urmagere så deres markedsandel smuldre. Hvor mekaniske ure tidligere var en nødvendighed, blev de nu et luksusvalg. Men kvartsurene var ikke bare billige, de var også geniale. De byggede på piezoelektricitet, hvor en kvartskrystal vibrerer med en konstant frekvens, når den udsættes for spænding. Det betyder, at et kvartsur typisk afviger få sekunder om måneden, mens mekaniske ure kan svinge adskillige sekunder på en enkelt dag. Med andre ord: Kvarts var ikke et kompromis, men en forbedring, hvis man så det fra et rent funktionelt perspektiv.

Der findes få statussymboler, der tikker så lavmælt, men samtidig påkalder sig så meget opmærksomhed, som et mekanisk armbåndsur. De roterende tandhjul, den klassiske optrækning, det håndværksmæssige mesterværk – alt sammen en påmindelse om, at tiden kan vises på noget smukkere end en skærm. Men et sted i skyggen af den romantiske fortælling står kvartsuret. Tavst, præcist og ofte set som den praktiske lillebror, man helst ikke viser frem, hvis selskabet snakker om Rolex og Omega. Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur.

Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset

Kvartsuret blev i 1970'erne symbolet på demokratiet i tidens tjeneste. Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset. Det mekaniske ur, som tidligere var eneste mulighed, blev i stedet et luksusobjekt – et valg, ikke en nødvendighed. Kvartsuret gjorde noget så radikalt som at frigøre os fra afhængigheden af håndværksstatus og lod os bare vide, hvad klokken var.

Det overses ofte, at præcision i sig selv også er et håndværk. Et kvartsur af høj kvalitet er et teknologisk vidunder, ikke en nødløsning. Det er født af den samme nysgerrighed, der drev urmagerne i Genève: Kan vi måle tiden endnu bedre? Kan vi gøre den tilgængelig for flere? I en verden, hvor de fleste alligevel kigger på mobilen for at se, hvad klokken er, er det i sig selv næsten poetisk at bære et lille stykke industrihistorie, hvor tiden altid passer.

Der er noget befriende ved at frigøre sig fra idéen om, at tid skal signalere noget om os. Det mekaniske ur har ofte en fortælling knyttet til arv, succes og status – en fortælling, der kan være smuk, men også tung. Kvartsuret, derimod, hvisker snarere end råber.

I sidste ende er det ikke urets værdi, der afgør, hvad tiden betyder, men de øjeblikke, man fylder i den. At vide præcist, hvad klokken er, kan være mindst lige så vigtigt, som hvordan den bliver formidlet. Det er ingen skam. Det er snarere et valg – stille, praktisk og måske endda klogt.

Efter at have været fanatisk tilhænger af mekaniske armbåndsure det meste af mit voksne liv, er jeg selv begyndt at se lyset. Jeg elsker Seiko, og det gamle Omega er nu for det meste forbeholdt højtider og særlige anledninger.

Der er masser af gode grunde til blive så irriteret på Facebook, at man vælger at slette sin profil og koncentrere sig om at færdes i det virkelige liv: for mange irrelevante opslag, ekstreme holdninger eller fake news, skamløs selvpromovering, spam, konstante notifkationer, misinformation og brok. Alligevel er jeg stadig på Facebook. For eksempel bliver jeg gjort opmærksom på lokale arrangementer, jeg ellers aldrig ville have opdaget, og Messenger gør det nemt at kommunikere med folk, jeg ikke nødvendigvis har telefonnummer eller mailadresse på. Men langt vigtigere: der er masser af fuldstændig overflødig information, der hører hjemme i kulørte ugeblade, men som ikke desto mindre bidrager til den uforpligtende adspredelse, svage sjæle som mig åbenbart er forfalden til.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensions-opsparinger

For tiden får jeg – uvist af hvilken grund – en masse notitser med billeder af filmstjerner, som jeg husker fra min ungdon, ind i min strøm, og jeg må lettere chokeret konstatere, at der er en lyssky sammensværgelse på spil. Noget, der udfordrer den mest fundamentale opfattelse af tid og rum: det uforklarlige fænomen, at ens teenageidoler på mystisk vis er blevet ældre.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensionsopsparinger. Man husker tydeligt, hvor spændstige og indtagende, de var i lavtaljede jeans og stramme nederdele. Nu ser man deres næsten uidentificerbare ansigter i artikler, hvor de fortæller, at de går i seng klokken ni, eller at det bedste, de ved, er en kop grøn te i ro og mag. Hvad blev der af vildskaben og fandenivoldskheden, og hvor kommer alle de rynker fra?

Engang var Robert Redford den evigt charmerende Sundance Kid med tandpastasmil og et glimt i øjet, som blødgjorde alle kvindehjerter og næsten kunne få en heteroseksuel mand til at komme på andre tanker. Nu optræder han i film, hvor han ligner en, der hellere vil hjem og stille sine havemøbler ind. Og Shirley MacLaine, som tidligere var en kvinde, der balancerede mellem mystik og glamour, taler nu om reinkarnation i stedet for at danse på bordene som Irma La Douce.

Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans

Catherine Deneuve husker jeg som symbolet på fransk elegance og mystik i Dagens skønhed. Nu er hun gårsdagens skønhed, der bevæger sig rundt i bekvemme, flade sko og ryger cerutter. Tidligere spyttede Robert de Niro ikoniske replikker ud som 'You talkin' to me?', men nu ligner han en, der mest snakker med sine tomatplanter, og Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans med sin økse på Ondskabens Hotel og ser ud, som om han er mere interesseret i en middagslur på sofaen. Selv Meryl Streep, dronningen af alting, hvis skuespil kunne få selv sten til at græde, taler nu begejstret om strikkeklubber, hjemmelavet marmelade og bæredygtighed. Det gjorde hun mildest talt ikke i rollen som kynisk chefredaktør for verdens største modeblad i The Devil Wears Prada. Glen Close var engang en intens og frygtindgydende skuespillerinde, som kogte kaniner i Farligt begær – nu virker det, som om det værste, hun kunne finde på, var at møde op med læsebriller og uden makeup. Og sådan kunne man blive ved.

Er det ikke på tide, at vi sætter foden ned, og nogen griber ind? Hvorfor kan de ikke bare forblive, som de var, dengang vores værelser var tapetseret med deres billeder? Der har altid været en stiltiende aftale mellem idoler og fans om, at de lover at være unge for evigt, og vi lover at fortsætte med at beundre dem uden at stille kritiske spørgsmål. Den aftale har de tydeligvis brudt.

Tiden må finde sig en ny hobby. Vi må tilbage til de gode gamle dage, hvor alle idolerne var udødelige, og hvor fremtiden var så langt væk, at den knap nok var en tanke. Er det virkelig for meget forlangt, at Jack Nicholson forbliver den evige rebel, og Meryl Streep aldrig siger et ord om genopretning af økosystemer?

Der er bare nogle ting, der er for mærkelige.

• Tour de France er slut, og danskerne er skuffede over Jonas Vingegaards andenplads. De havde forventet en førsteplads – eller i det mindste en bedre undskyldning for at drikke rosé kl. 14 på en tirsdag.
• Efter aftale med EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil USA fremover lægge 15 procent told på varer importeret fra EU. Aftalen skaber forudsigelighed og stabilitet, siger von der Leyen. Det bliver nemmere at forudsige, hvad der bliver dyrere –  det kniber dog med stabiliteten for makrel i tomat, der stadig eksploderer, når man forsøger at åbne dåsen.
• Danskerne overnatter på hoteller her i landet som aldrig før, men dropper camping. Myggene protesterer og har iværksat en underskriftindsamling.
• Bortløbne hunde i ferien er et stigende problem. Alene i juli måned havde den frivillige forening 'Vi Finder Hund' 42 nye sager. Mange hunde opdager, hvis familien planlægger at holde ferie i en campingvogn uden aircondition. Andre skal bare lige hente en pind.
• Ingen kan forstå, hvorfor Danmark som det eneste land fortsat vil tillade minkavl. Det hjælper ikke, at vi heller ikke selv har nogen forklaring.
• Det kræver et gennemsnit på 11,5 at komme ind på Designskolen Kolding eller at læse til konservator i København. Til gengæld kræver det stadig ikke noget højt gennemsnit at vælte kaffen ud over sin eksamensopgave.
• Novo Nordisk blev 465 milliarder mindre værd fra den ene dag til den anden, fordi kopivarianter skader salget af vægttabsmedicinen Wegovy. Det bliver ikke bedre af, at Bente Klarlund hele tiden minder om, at man også kan spise mindre og gå en tur.
• Australien vil forbyde YouTube og sociale medier for børn under 16 år. Man vil håndhæve forbuddet ved at konfiskere deres mobiltelefoner og udlevere boomeranger i stedet. Desuden skal børn lære at råbe til hinanden hen over hækken i stedet for at chatte.
• Bedemænd har problemer med at fragte afdøde ud af etageejendomme, fordi elevatorerne er for små. Kister må vendes på skrå for at komme ned, eller de sætter sig fast mellem etagerne. Det er ikke alle, der havde forestillet sig, at den sidste rejse skulle gå via altanen.
• I denne uge var det Skats it-system, der brød sammen. I timevis kunne man ikke komme igennem til Skat. Med andre ord: Alting fungerede som normalt. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der står bag it-systemet, arbejder i øvrigt på at udvikle en hotline, man kan ringe til, når hotlinen bryder sammen.

Af stilistiske grunde bliver den ugentlige liste over konsumerede bøger, film, podcasts m.v. for fremtiden samlet til en månedlig opsummering.