Uffe Jerner

Man siger, at agurketiden er den periode på året, hvor der ikke sker noget. Det er på sin vis rigtigt, hvis man ser bort fra verdenspolitikken, Grønland, Trump, fertiliteten, digitaliseringen, kriminaliteten, ulven og Troels Lund Poulsens planlagte comeback.

Det er en gammel dansk tradition at bryste os af at have styr på tingene. Derfor er det også opløftende, at Danmark stadig er i gang med at rydde op efter amerikanerne i Grønland. Ikke fordi amerikanerne lige har været der. Men fordi de var der engang. I 2018 afsatte Danmark 180 millioner kroner til oprydningen efter de gamle amerikanske militærbaser. Arbejdet skulle tage seks år. Opgaven er 'kendetegnet ved en høj grad af kompleksitet'. Det er den slags formuleringer, man bruger, når man gerne vil sige, at det ikke gik som forventet, så det ikke lyder, som om nogen har lavet en fejl. Nu forventes det færdigt i 2033, hvis alt går efter planen. I offentlig sammenhæng betyder det, at ingen endnu har fundet en ny plan.

Trump har gjort valgfusk til sin politiske forretnings-model: Taber han, er demokratiet snyd. Vinder han, er demokratiet en triumf.

Donald Trump holdt natten til fredag en tale til nationen, hvor han udnævnte det amerikanske valgsystem til at være verdens mest korrupte. Beviserne manglede ganske vist, men til gengæld stod konspirationerne i kø: Efterretnings-tjenesterne skjuler simpelt hen kinesiske hackeres indblanding, og Barack Obama har gemt store mængder dokumenter i poser, som skulle brændes, men til alt helt har Trump fået fingre i dem. Men hvis USA's valgsystem er så gennemkorrupt, som Trump siger, opstår der et mindre logisk problem: Hvordan lykkedes det så Trump at blive valgt to gange? Var de valg pludselig mirakuløst ærlige, eller havde kineserne taget en fridag 2016 og 2024? Trump har gjort valgfusk til sin politiske forretningsmodel: Taber han, er demokratiet snyd. Vinder han, er demokratiet en triumf.

Trump har også en særlig løsning på det amerikanske demokrati. Senator Lindsey Graham var en at Trumps største stemmemagneter, og da han desværre døde i denne uge, foreslog Trump, at Grahams søster midlertidigt overtager pladsen i Senatet. Som en hyldest til Lindsey, skrev Trump på Truth Social. Ikke et ord om stemmer eller valgfusk.

Herhjemme har vi vores egne moderne udfordringer. Danmark mangler børn. En undersøgelse viser, at unge drømmer om flere børn, end de får. Men det er ikke nok, og de er åbenbart ikke villige til at yde den påkrævede indsats. I 2025 blev der født 59.443 børn, det vil sige 2.400 flere end året før. Men det er stadig ikke nok. Eksperter forklarer, at samfundsudviklingen gør det mindre attraktivt at få børn, og det er jo fuldt forståeligt. Et barn kræver tid, penge og overskud. Tre ting, der i forvejen er reserveret til telefosamtaler med en ældre slægtning, der har brug for hjælp med digital post.

Man løser problemer, før de opstår, så man kan dokumentere handlekraft uden at blive forstyrret af virkeligheden

For digitaliseringen er endnu et dansk mirakel. Vi har opbygget verdens mest digitale samfund, som fungerer upåklageligt. Forudsat der altid er en datter, søn, nabo eller ven, der kan hjælpe. Knap hver femte dansker har haft brug for hjælp til digitale offentlige løsninger. Eksperter kalder det en 'skyggeinfrastruktur', som kan oversættes til: 'Det hele kører, fordi nogen hjælper gratis.' Digitaliseringsminister Christina Egelund siger, at digitaliseringen skal være til gavn for borgerne, og at hun holder øje med udviklingen. Men hun har som bekendt også et helt ministerium til at hjælpe sig med at logge ind, så hun kan følge med.

På udlændingeområdet arbejder regeringen med endnu en løsning. Burkaforbuddet skal udvides til uddannelsesinstitutionerne, selv om gymnasier, universiteter og professionshøjskoler ikke oplever noget egentligt problem. En slags forebyggende problemløsning, hvor man løser problemer, før de opstår, så man kan dokumentere handlekraft uden at blive forstyrret af virkeligheden. Susie Jensen fra Danmarksdemokraterne mener stadig, at forbuddet er en god idé, mens Enhedslisten advarer om, at det kan isolere kvinder, som er udsat for social kontrol i forvejen. Det er endnu en af de situationer, hvor alle er enige om, at noget nok skal gøres, men desværre ikke om hvad.

Den slags formuleringer, man bruger, når man gerne vil sige, at det ikke gik som forventet, så det ikke lyder, som om nogen har lavet en fejl

På naturfronten er der til gengæld ingen tvivl: Ulven har gjort sig bemærket. Mere end 1.200 husdyr blev dræbt sidste år, og staten har udbetalt 36 millioner kroner til erstatninger og ulvesikrede hegn. Ulven er efterhånden det eneste dyr i Danmark, der kan udløse både erstatning, anlægstilskud og samråd i Folketinget. Hvis den lærer at udfylde en ansøgning, er den snart støtteberettiget.

Og endelig er der Venstre. Formand Troels Lund Poulsen satser på, at om ti år vil der være færre partier i Folketinget, og det vil gavne Venstre. Det er en imponerende form for selvindsigt. Efter partiets dårligste folketingsvalg nogensinde er konklusionen altså ikke nødvendigvis, at Venstre har brug for at ændre sig. Det er de andre, der er dumme. Måske skal verden bare ændre sig først. Det er håb som politisk strategi, en slags mental ulvesikring: Man sætter ikke hegnet op omkring sig selv. Man håber bare, at ulven går en anden vej.

Vi bruger milliarder på oprydninger, der aldrig bliver færdige. Vi digitaliserer så effektivt, at folk må hjælpe hinanden med at bruge systemerne. Vi mangler børn, men gør livet stadig mere kompliceret for dem, der får dem. Vi løser problemer, også når vi først skal finde ud af, om de findes, og for nogle partier læger tiden alle sår.

Der var selvfølgelig også lige det med varmen, men kan vi ikke blive enige om at glemme alt om den? Så skal det nok gå altsammen.



UGENS LAVPUNKTER:

• Ifølge et nyt studie udviser humlebier følelseslignende reaktioner som at slikke sig om munden, hvis de godt kan lide maden, og at ryste på hovedet, hvis de ikke kan. Her ville en hveps nok bede om at komme til at tale med blomstens chef.
• Politiet anholdt mandag en mand for tyveri fra en kirke i Vejle. Med sig havde han syv sakse, et jernkors, et mindre kontantbeløb og en sodavand. Hvad kirken skulle med syv sakse er endnu ikke opklaret.
• Odense Havnebad blev midlertidigt lukket, efter at der var blevet meldt om 'et fækalt udslip'. Naturoplevelser kan også blive for autentiske.
• Danmark har vundet en europæisk pris for trafiksikkerhed. For første gang har vi fået en pokal for at lade være med at køre ind i hinanden. Nu mangler vi bare en pris for sammenfletninger.
• Antallet af rotteanmeldelser er vokset til knap 200.000, og sammenlignet med 2023 er det en stigning på 40 procent. Alligevel har rotterne endnu ikke fået deres egen minister.
• Forskere har fundet en ny slags abe i Congo. Aben blev spottet første gang for over 20 år siden. Det tog med andre ord forskerne to årtier at blive enige om, at den var ny. Sociale medier kan afgøre, at en vaccinedosis er farlig på syv minutter.
• Den første ph.d-afhandling om standup-genren har set dagens lys. Den konkluderer, at der er et generationsskifte i gang i standup, hvor grovkornede jokes i højere grad konkurrerer med finurlige og subtile historier. Det betyder, at pointen først går op for én på hjemvejen.
• Der er blevet anmeldt 16 procent flere indbrud i private hjem i årets andet kvartal sammenlignet med samme kvartal i 2025. Men det er vel også en slags vækst, hvis man ser bort fra spørgsmålet om ejendomsret.
• I Oslo steg vandforbruget voldsomt, hver gang der var pause under VM-kvartfinalen. Oslos vand- og kloakmyndigheder har på det grundlag regnet ud, at 60.000 nordmænd var på toilettet samtidig under kampen. I Norge er Big Brother ansat i forsyingssektoren.
• Flere kvinder har delt videoer, hvor de advarer mod 'dødelige bukser' - nogle meget lange, brede bukser fra tøjkæden Zara, som de er snublet i og er kommet til skade. Bukser har nu samme risikovurdering som elcykler.

Det er sommer, det er sol, og det er søndag onsdag ♬ – og panamahatten har sine kronede dage. Den emmer af sommer, elegance og eventyr, og når man ser den, kommer man straks til at tænke på solrige boulevarder, tropiske haver eller en tilbagelænet eftermiddag på en fortovscafé med en iskold daiquiri inden for rækkevidde. Men det sjove ved panamahatten er, at den slet ikke kommer fra Panama.

Panamahattens historie går tilbage til omkring 1630 i provinserne Guayas og Manabi på Ecuadors kyst. Det er den eneste region i verden, hvor Carludovicapalmen (som i øvrigt ikke er en palme) vokser og kan levere de eftertragtede toquillastrå, som de hedder. Allerede længe før europæerne satte deres fod i Sydamerika, blev hattene fremstillet af områdets befolkning. I 1800-tallet blev hattene eksporteret via Panama.

I 1906 rejste Theodore Roosevelt til Mellemamerika for at inspicere konstruktionen af Panamakanalen. Mens han var der, fik han en toquillastråhat, som han bar konstant. Billeder af præsidenten med sin 'panamahat' fra Equador gik verden rundt. Medierne og offentligheden kunne slet ikke få nok. Hermed blev panamahattens navn cementeret, og hatten blev højeste mode.

Fremstillingen af en ægte panamahat er en omfattende proces. Først høstes de unge blade. Bladene koges, tørres og bleges forsigtigt i solen, indtil de får deres karakteristiske lyse farve. Derefter begynder den tidkrævende fletning. De fineste hatte flettes med så tynde fibre, at arbejdet kan tage flere måneder. Hver eneste fiber bliver anbragt med stor præcision, og jo tættere og finere fletningen er, desto højere bliver kvaliteten. Når selve hatten er flettet, vaskes, presses og formes den over træblokke, så den får sin endelige facon. Til sidst monteres svederem og hattebånd, og resultatet er en let, smidig og smuk hat, som ikke bare beskytter mod solen, men også ser uforskammet godt ud på alle uanset køn.

En panamahat adskiller sig fra andre stråhatte ved at være fjerlet og samtidig ubegribelig robust. Materialet føles nærmest silkeblødt, og hatten kan bøjes uden at blive ødelagt, medmindre man tager kvælertag på den. Den klassiske farve er elfenbenshvid eller lys creme med et sort bånd omkring pulden, men der findes selvfølgelig moderne udgaver i mange farver og udformninger. Fælles for dem alle er den karakteristiske, tætte fletning og den flotte finish. Det er kombinationen af komfort, håndværk og stil, der har gjort panamahatten til et ikon blandt eventyrere, kunstnere, politikere, flanører og forfængelige bloggere.

Ved første øjekast kan en panamahat ligne enhver anden stråhat, men forskellene viser sig hurtigt, når man ser nærmere efter. En almindelig stråhat fremstilles som regel af hvedehalm, rughalm, søgræs, papirfibre eller syntetiske materialer og på maskine for at holde prisen nede. Fletningen er grovere, og hatten kan føles mere tung og stiv. Den ægte panamahat er som sagt håndflettet meget fint og ensartet. Holder man hatten op mod lyset, kan man se, hvor tæt og præcist fibrene er flettet. Jo finere mønster, desto mere eksklusiv er hatten. Hattene klassificeres og prissættes efter antallet af vævninger pr. kvadrattomme.

Af de tre stråhatte, jeg selv råder over, er de to ægte panamahatte. Den ene, som ses på billederne ovenfor både udvendig og indvendig, har jeg anskaffet mig for en net sum. Den anden, som er næsten lige så fin, fandt jeg i en tag-selv-genbrug og har ikke kostet mig en krone. Og nu håber jeg, det kan blive mellem os: den tredje er lavet af Toyostrå, som er et glat, skinnende og fleksibelt kunstigt stråmateriale, fremstillet af tæt flettet viskose (cellulose/rispapir) og behandlet med lak eller shellak. Det er med andre ord overhovedet ikke en panamahat. Men ikke nok med, at kun hatteentusiaster kan se forskel, den er faktisk også mere elegant end de to panamahatte, fordi skyggen er bredere, og hattebåndet er samlet i siden på en mere raffineret måde. Det er den, jeg går med det meste af sommeren. Men jeg fortæller selvfølgelig aldrig nogen, at det i virkeligheden bare er en papirhat.

På trods af sidste søndags blandede modtagelse af mit musikvalg fortsætter jeg ufortrødent i samme skure. Her er minder, kærlighedstemaer, havblik, glemte løfter og et forsøg på kommunikation. Undervejs bliver der kysset på flere sprog, danset lidt skævt og kigget længselsfuldt ud over det spejlblanke vand, mens saxofonen insisterer på, at alting nok skal gå. Kort sagt en playliste, der lyder, som om romantikken har fået lov til at vælge musikken.

På dansk kom Antônio Carlos Jobims One Note Samba til at hedde Hvad skal vi med kvinder?. De altid høflige japanere fandt det mere passende bare at kalde den Communication, som runder listen af:

• Stan Getz · Charlie Byrd: Desafinado
• Harry Connick, Jr.: I Could Write a Book
• Benny Goodman: Memories Of You
• Sade: Kiss of Life
• Kasper Winding: Love Theme II
• Marie Fredriksson: Så skimrande var aldrig havet
• Sebastian: Forglem Mig Ej
• Dave Brubeck: Besame Mucho
• Luiz Bonfa: Sambolero
• Atsuko Nina: Communication

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her. Collagen står min utrættelige illustrator AI igen for.

Vi begyndte med at tage afsked med Roskilde Festival, der endnu en gang beviste, at klimabevidsthed er noget, vi prioriterer højt, i hvert fald indtil det bliver mandag morgen. I flere dage har billederne af de enorme affaldsbjerge fået festivalpladsen til at ligne en mellemting mellem en musikfestival og en kommunal genbrugsstation efter en strejke. Telte, stole, soveposer og halvspiste dåsebønner lå tilbage som monumenter over den moderne bæredygtighed: Vi redder gerne planeten, bare nogen andre samler op bagefter. Når festen er slut, er det kun mågerne, der arbejder frivilligt. Som om det ikke var nok, blev festivalen også ramt af historier om sikkerhedsproblemer og et skjult kamera på et dametoilet. Selv på Roskilde kan man blive overvåget, mens man forsøger at finde ud af, om gummistøvler kan bruges som håndvask.

Selv på Roskilde kan man blive overvåget, mens man forsøger at finde ud af, om gummistøvler kan bruges som håndvask

Formentlig helt uden sammenhæng besluttede Folketingets Præsidium, at Christiansborg efter sommerferien skal have sin egen præst. Der må trods alt være grænser for, hvor meget synd et almindeligt sognekontor kan håndtere. Forslaget kom oprindelig fra Ida Auken, som kvitterede med en begejstret video på de sociale medier med knyttede næver, som havde hun netop vundet VM i politisk gennemslagskraft. Begejstringen blev dog ikke delt af alle. Tine Aurvig-Huggenberger mente efter 36 års medlemskab, at det var dråben og forlod Socialdemokratiet. Flere prominente partifæller fulgte trop. Mogens Lykketoft rynkede panden og rystede på hovedet med den alvor, kun et menneske med erfaring fra udenrigs-, finans- og skatteministeriet kan præstere, mens den tidigere minister og EU-kommissær Poul Nielson hævede sine legendariske øjenbryn, der med lidt god vilje kan erstatte de roterende børster i en bilvaskehal, og erklærede, at Ida Auken slet ikke hørte hjemme i partiet. Som prikken over i'et spurgte næstformanden i Socialdemokratiets Bispebjergkreds, om Folketinget så også skulle have en satanist ansat. Han gjorde samtidig opmærksom på, at der allerede ligger syv kirker inden for ti minutters gang fra Christiansborg, og antydede diplomatisk, at politikerne måske kunne have gavn af en smule motion.

Motion var der til gengæld rigeligt af i Tour de France, hvor heppende danskere endnu en gang demonstrerede, at de næsten kan udtale navne på franske bjerglandsbyer, de aldrig kommer til at besøge. Jonas Vingegaard nåede at bære den gule trøje i et par dage, inden Tadej Pogacar overtog den efter en etapeafslutning, hvor han var to sekunder hurtigere. Resten af sommeren vil nationen som sædvanlig leve efter den rytme, hvor man spiser aftensmad, når feltet er kommet over dagens sidste bjerg, og hvor eksperterne kan analysere en enkelt spurt i længere tid, end rytterne selv brugte på den.

Den tidigere minister og EU-kommissær Poul Nielson hævede sine legendariske øjenbryn, der med lidt god vilje kan erstatte de roterende børster i en bilvaskehal

Var man mere til fodbold, kunne man skifte kanal til VM, hvor reglerne viste sig at være mindst lige så elastiske som cykelfeltets gummiben. USA's Folarin Balogun fik ellers direkte rødt kort mod Bosnien-Hercegovina og skulle sidde over mod Belgien. Men ifølge blandt andre The New York Times, The Athletic, BBC, Politico og journalisten Ben Jacobs tog Donald Trump telefonen og ringede til FIFA-præsident Gianni Infantino. Kort efter blev sagen genåbnet, og Baloguns karantæne forsvandt som dug for solen. Professor Stanis Elsborg bemærkede tørt, at disciplinære afgørelser næppe bør ændres efter et opkald fra værtslandets præsident. Til gengæld kunne det høres viden om, hvordan hele verdens foldboldentusiaster gned sig i hænderne, da USA alligevel røg helt ud af VM kort efter. Der findes tilsyneladende stadig afgørelser, som end ikke et opkald fra Det Hvide Hus kan borteskamotere.

Fjernsynet var desuden leveringsdygtigt i underholdning fra NATO's topmøde i Ankara. I en hel uge kunne man få det indtryk, at der slet ikke eksisterede andre nyheder. Danmark blev placeret solidt på verdenskortet som en ansvarlig aktør i den europæiske sikkerhedspolitik, selv om Trump sprang Mette Frederiksen over og gik lige forbi hende uden at værdige hende et blik, men gav hånd til de øvrige mødedeltagere. Til gengæld lærte tv-seerne flere navne på internationale topfolk, end de kan huske på deres egne naboer.

Man må beundre et dyr, der med en længde på få centimeter kan skabe mere medie-opmærksomhed end de fleste kommunalpolitikere gennem en hel valgperiode

Hjemme i Danmark dukkede en ny trussel mod samfundsordenen op. Ikke inflation eller hackerangreb, men egeprocessionsspinneren, larven fra helvede. Efter at have terroriseret Odense rykkede den ind i København, bevæbnet med mikroskopiske hår, der kan give åndenød og voldsomme hudreaktioner. Man må beundre et kræ, der med en længde på få centimeter kan skabe mere medieopmærksomhed end de fleste kommunalpolitikere gennem en hel valgperiode.

På Amalienborg Slotsplads udspillede der sig endnu et af globaliseringens små absurde teaterstykker, da den kinesiske udenrigsminister Wang Yi besøgte kong Frederik. 14 demonstranter med tibetanske flag blev mødt af to kinesiske mænd, som tilsyneladende mente, at dansk ytringsfrihed bedst administreres efter kinesisk manual. Denne gang lykkedes det politiet at fjerne misforståelsen i relativ mindelighed til fordel for demonstranterne. Ikke som sidst, der var officielt besøg fra Kina, hvor der blev ballade, fordi politiet på egen hånd konfiskerede de forstyrrende tibetanske flag for kineserne. Man har et standpunkt, til man tager et nyt, som man siger.

Midt i det hele kom den måske mest overraskende nyhed af dem alle: København blev for andet år i træk kåret af The Economist Intelligence Unit som verdens bedste by at bo i. Det er rart at vide, når man er nummer 47 i køen til en lejlighed på 52 kvadratmeter. Men ret beset er det imponerende, at en hovedstad, hvor man kan blive generet af larver fra helvede, cyklister, internationale stormagter og et Folketing med egen præst, alligevel er blevet kåret som indbegrebet af livskvalitet.

Man mærker næsten den verdensomspændende misundelse.



UGENS LAVPUNKTER:

• For 90. gang er kongefamilien på plads på slottet i Gråsten for at holde årets sommerferie. Den kongelige sommerferie er den eneste ferie, hvor man vender tilbage til arbejdspladsen for at slappe af.
• Flere virksomheder melder om stigende interesse for luksusbunkere efter den seneste optrapning mellem USA, Israel og Iran. Nogle er ikke tilfredse med at overleve tredje verdenskrig, de vil også have vinkøleskab og gulvvarme. Andre nøjes med at slukke for TV Avisen.
• Under NATO-topmødet i Ankara gav præsident Erdogan statslederne en pistol i gave med indgraveret navn og medfølgende ammunition og rensesæt. På det næste topmøde bliver det spændende, om værtslandet kan toppe Tyrkiets gave. Schweiz kunne overveje en lommekniv. Danmark byder måske på en cykelhjelm.
• Mette Frederiksen har endnu ikke oplyst, hvor hendes pistol befinder sig. Den er muligvis sendt i høring eller afleveret til et ministerium, som nu undersøger, hvilket ministerium der har ansvaret.
• Ulvesafari i området omkring Oksbøl deler vandene, og nogle frygter, at ulvene bliver for vant til mennesker. Den største fare ved en dansk ulvesafari er vist stadig, at man kommer hjem med flere flåter end ulveoplevelser.
• Det varme vejr skaber ekstra gode vilkår for hvepse, og skadedyrsbekæmperne får mange flere opkald end normalt om hjælp til at fjerne hvepseboer. Hvepsene opfatter tydeligvis vejrudsigten som en forretningsplan.
• Egeprocessionsspinderen alias 'larven fra helvede' er kommet til København. Den leder efter en toværelses til under tre millioner.
• I Vesthimmerlands Kommune modtager en naturvejleder et utal af billeder fra bekymrede borgere af larver, der kravler rundt i en busk, men ingen af billederne har været af den frygtede egeprocessionslarve. Til gengæld var de fleste meget fotogene.
• Turisternes køretøjer fylder op i feriebyerne, blokerer gader og beslaglægger p-pladser. Som udgangspunkt er autocampere ensbetydende med friheden til at vågne op med havudsigt. I praksis er det udsigten til bagenden af en anden 5-personers Hymer.
• På stranden i Løkken fandt en tysk turist onsdag en mistænkelig genstand, som muligvis kunne være en mine. Det viste sig at være bunden af en Weber-grill, der højst havde været i krig med nogle kyllingespyd.

Principielt holder jeg mig tilbage med egentlige anbefalinger, fordi jeg selv er tilbøjelig til at ignorere dem. Det har som regel den modsatte virkning på mig, hvis nogen siger 'Du skal altså læse ... (en eller anden titel)'. Nej, det skal jeg nok selv bestemme, tænker jeg, men siger det ikke højt. Det er jo venligt ment, og smag og behag er forskellig.

Derfor vil jeg ikke anbefale, men bare gøre opmærksom på The Marginalian, som er et nyhedsbrev, jeg har abonneret på i flere år og glæder mig over hver søndag, når det dukker op i min indboks. Men faktisk er det misvisende at kalde det et nyhedsbrev, for der er stort set ingen nyheder i det. Ingen breaking news, ingen overskrifter med udråbstegn, ikke noget med fem hurtige pointer og heller ingen råd om, hvordan man optimerer sit liv på fjorten dage.

The Marginalian er et enkeltmands-foretagende, der begyndte i 2006 under navnet Brain Pickings, hvor den bulgarsk-fødte essayist, forfatter, digter og kulturkommentator Maria Popova samlede sine noter om de bøger, hun læste. Siden voksede det til et af internettets mest særprægede litterære universer, og i 2021 skiftede det navn til The Marginalian, som passer langt bedre. Marginalia er som bekendt de små noter, man skriver ude i bogens margin, og det er præcis sådan hendes tekster føles: som intelligente, nysgerrige kommentarer til alt det, mennesker gennem århundreder har tænkt, skrevet, malet og opdaget.

Det imponerende er ikke bare Maria Popovas belæsthed, for der findes mange belæste mennesker. Det er hendes evne til at forbinde ting, som umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre. Hun kan begynde med et brev fra Emily Dickinson, tage en omvej forbi Carl Jung, hilse på en astronom fra det tyvende århundrede og ende med en refleksion over kærlighed, ensomhed eller bevidsthed, uden at man et eneste øjeblik føler sig hægtet af. Det er som at være til middagsselskab og have verdens mest vidende (b)orddame, der aldrig taler ned til nogen.

Man skal nok ikke abonnere på The Marginalian, hvis man leder efter let fordøjelig læsning. Maria Popova skriver lange essays. Nogle gange tænker man, at nu må hun da være færdig, hvorefter der følger yderligere tre afsnit om en russisk digter, en italiensk fysiker og et citat fra et brev skrevet i 1847. På mirakuløs vis hænger det alligevel sammen.

Det er som at være til middagsselskab og have verdens mest vidende (b)orddame, der aldrig taler ned til nogen

Der er noget befriende gammeldags over projektet. Det er reklamefrit, ikke gemt bag en betalingsmur og fuldstændig upåvirket af internettets krav om konstante ændringer. Maria Popova skriver, når hun har noget at sige, og hun forventer, at læseren tager sig tid til at tænke med.

Nogle vil nok finde hendes stil lovlig poetisk. Hun kan indimellem have en tendens til at formulere sig, som om hver eneste sætning aspirerer til at blive indgraveret i marmor. Men hvis man overgiver sig til rytmen, opdager man, at der bag de smukke formuleringer gemmer sig en usædvanlig intellektuel redelighed. Hun forsøger ikke at imponere. Hun forsøger at forstå.

Måske er det netop derfor, The Marginalian har overlevet, mens tusindvis af andre nyhedsbreve er forsvundet. Det er ikke skrevet for algoritmer, men for mennesker, der stadig tror på, at en god idé kan være værd at dvæle ved, at en bog fra 1873 kan sige noget væsentligt om livet i dag, og at den største luksus i en støjende verden måske er et kvarter i selskab med et velskrevet essay.

Hvis man ikke orker at læse de lange essays eller ikke har tid, er illustrationerne en nydelse i sig selv. Det er ikke tilfældige lagerfotos, der er drysset ud over teksten for at gøre siden mere indbydende. Maria Popova har en udsøgt sans for at finde gamle bogillustrationer, kobberstik, botaniske tegninger, stjernekort, kunstværker og glemte grafiske skatte, som ikke bare ledsager teksten, men udvider den. Ofte bliver man hængende ved et billede, længe efter man har læst billedteksten, fordi det på sin egen stille måde supplerer den eftertanke, essayet har sat i gang. Illustrationerne er med til at give The Marginalian en næsten tidløs karakter, som om man ikke har en skærm foran sig, men sidder i et smukt gammelt bibliotek og bladrer, og nogen har fundet netop den illustration frem, der får ordene til at bundfælde sig.

The Marginalian er et nyhedsbrev, man ikke skimmer over morgenkaffen. Det er et, man gemmer til en stille stund. Som at sætte sig i en god lænestol med en kop te og sandsynligvis blive lidt klogere. Også selv om man ikke drikker te.
The Marginalian udkommer faktisk to gange om ugen: Søndagsbrevet, som samler ugens nye essays, og onsdagsbrevet med en ældre tekst fra arkivet, som stadig er aktuel. Man kan abonnere her, og man kan betale for det eller lade være, alt efter temperament. Den seneste søndagsudgave kan læses her.

En af de mest rødglødende dage i juni var jeg inviteret til et lidt finere arrangement med dresscode, og for ikke at vende hjem med en gennemblødt urrem, tog jeg et billigt ur på med stållænke i stedet for det elegante med læderrem, jeg ville have valgt under normale temperaturforhold.

Mens vi står og peger på dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden

Det var en stående arrangement, hvor idéen var at cirkulere, konversere og måske udvide sit netværk. Altså mingle, hvor kunsten er at finde på et godt påskud for at indlede en samtale med personer, man ikke kender på forhånd. Det kan gøres på mange måder, og på et tidspunkt kom der en velklædt herre hen til mig og pegede på mit armbåndsur. 'Har du også et AP?' spurgte han begejstret, og viste sig eget ur frem. For indforståede er AP en forkortelse for det schweiziske urmærke Audemar Piqué, der laver svimlende dyre ure, og jeg genkendte modellen på min vordende samtalepartners håndled som Royal Oak, der koster fra 350.000 kr. og opefter. Med en vis tilfredshed svarede jeg, at mit bare var et Citizen, der var købt på Tradera, men jeg måtte give ham ret i, at det faktisk lignede hans.

De fleste mennesker vil benægte, at de er snobber. Snobberi er noget, andre dyrker. Direktøren, der kun drikker vin med franske navne, er en snob. Hipsteren, der kun køber kaffe, hvis bønnerne har haft en lykkelig barndom, er en snob, og den pensionist, der mener, at al musik efter 1978 er støj, er også en snob. Sandheden er, at de færreste kan sige sig fri. Snobberi findes bare i to udgaver. Den ene vender blikket opad, den anden vender næsen nedad. Jeg havde jo ikke behøvet at tilføje, at mit ur var købt brugt på Tradera ...

At snobbe opad er den klassiske disciplin. Her handler det om at signalere, at man hører til dem, der ved lidt mere, tjener lidt mere og helst spiser noget, ingen kan udtale korrekt. Den opadvendte snob vil gerne ligne mennesker, der har et vinkøleskab og ved, hvad tanniner er. Han køber olivenolie i flasker, der ser ud, som om de er fundet under udgravningen af Pompeji. Han omtaler sin ferie som 'vores hyggelige ophold i Toscana', uden at nævne, at det regnede alle ti dage, og der var indbrud i bilen. Den nedadvendte snob vil gerne ligne én, der aldrig kunne drømme om at tage til Toscana: 'Jeg vil helst bare holde ferie hjemme i haven.' Hvis nogen nævner en restaurant med seks serveringer og tre stjerner, svarer han, at han nu bedst kan lide en ristet med det hele. I supermarkedet har den ene en kurv fyldt med økologisk kombucha, gedeost, Iberico-skinke, trøffelolie og specialøl med etiketter, der ligner moderne kunst. Den anden har seks liter cola på tilbud, frosne pizzaer og en pose flæskesvær.

Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe

At snobbe nedad betyder, at man gør en dyd ud af at være helt almindelig. Her er det næsten pinligt at vide for meget om vin eller kunst. Til gengæld er det en æressag kun at drikke den billigste øl og erklære, at 'kaffe er kaffe'. Hvis nogen nævner opera eller moderne kunst, kommer standardsvaret hurtigt: 'Det forstår jeg mig ikke på.' Underforstået: 'Og det er jeg stolt af.' Pludselig bliver uvidenhed et statussymbol. Den nedadgående snob konkurrerer i beskedenhed. Jo mere uprætentiøs man virker, desto finere er man. At købe en dyr bil er latterligt. At købe en gammel rustbunke og prale af, at den stadig starter hver gang, er sund fornuft – selv om det måske ikke er helt rigtigt.

Begge former for snobberi bygger på det samme: ønsket om at passe ind i en bestemt gruppe. Den opadgående snob vil ligne eliten. Den nedadgående vil ligne 'almindelige mennesker'. Begge bruger deres valg som sociale signaler, og begge mener inderst inde, at deres egen måde er den mest rigtige.

Derfor er det svært at pege fingre. Den ene køber designerbriller for at vise god smag. Den anden køber de billigste læsebriller på benzintanken og gør et stort nummer ud af, at de kostede 39 kroner. Resultatet er det samme: Begge håber, at andre lægger mærke til det. Det komiske er, at mens vi peger fingre ad dem, der snobber opad, eller dem, der snobber nedad, opdager vi ikke, at vi selv har en rem af huden.

For at vende tilbage til det indledende ur-intermezzo vil jeg dog sige til mit forsvar, at jeg undlod at nævne, at jeg ikke havde givet mere end 300 kr. for mit brugte Citizen. Så jeg er ikke så slem.

Nogle playlister fortæller en historie. Her er en, der nøjes med at invitere med på en picnic, hvor man kan blive i tvivl om, hvem der har pakket madkurven. Men det er altså mig, helt spontant og uden blusel. Vi begynder et sommerligt sted, hvor vejrudsigten er optimistisk, fortsætter gennem forelskelse, frihed og jazz i verdensklasse, lægger vejen forbi en fortovscafé med bemærkelsesværdigt kulørte lamper og slutter med den beroligende konstatering, at vi har al den tid i verden, vi behøver.

Undervejs bliver man både fløjet til månen, kommer ind under huden på nogen, bliver fisket ud igen og nænsomt anbragt i en liggestol med udsigt til solnedgangen. Det giver måske ikke den store mening, men lykkeligvis har musik aldrig været forpligtet til at følge den slagne vej:

• Percy Faith & His Orchestra: The Theme from 'A Summer Place'
• Ella Fitzgerald: It's A Lovely Day Today
• Paul Desmond: I've Got You Under My Skin
• Nina Simone: My Baby Just Cares for Me
• Billy Taylor Trio: I Wish I Knew (How It Would Feel To Be Free)
• Diana Krall: Fly Me To The Moon
• Ben Webster: Don't Get Aound Much Any More
• Billie Holiday: All of Me
• Heather Rigdon: Couleur Cafe
• Kim Larsen: We Have All The Time In The World

Playlisten ligger på Spotify og kan høres i sin helhed her. Collagen ovenfor er AI's forslag til en illustration efter at være blevet præsenteret for musikken. Det er den da sluppet meget godt fra, eller hva'?