Som rutineret nostalgiker kan jeg konstatere, at nostalgi ikke giver synligt udslag på det intellektuelle barometer. Den betragtes som en slags følelsesmæssig sukkersyge, der kommer af at se for mange genudsendelser af Matador. Men nostalgi er langt mere end et flygtigt blik i bakspejlet. Min påstand er, at den er en slags indre kompasnål, der peger mod det, der engang gjorde en til et helt menneske.

For det første giver erindringen om – og måske længslen efter – en svunden tid en følelse af kontinuitet, hvor alting ellers kan virke som et forsøg på at stå på et løbebånd, nogen har sat på fuld hastighed. Det er en måde at minde sig selv om, at man har gennemgået en udvikling. Minderne fungerer som det fundament, man har bygget videre på.

En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt

Derudover kan nostalgi fungere som modgift mod fremmedgørelse. I et samfund, hvor tempoet stiger, og teknologien konstant ændrer hverdagen, er det en trøst at kunne hente små dele af fortiden frem: duften af mormors hjemmebagte franskbrød, lyden af en drejeskivetelefon, eller den sære glæde ved at huske en sang, man ikke vidste, man kunne udenad. Det er øjeblikke, der får en til at føle sig hjemme.

Desuden binder nostalgien os sammen. Når vi fortæller historier om dengang, vi var unge, havde mindre travlt eller var mere naive, bygger det bro mellem mennesker. Forskning viser i øvrigt, at nostalgi faktisk kan øge følelsen af fællesskab og optimisme. Når vi deler minder, deler vi os selv.

Almindeligvis bliver nostalgi pr. automatik stemplet som bagstræberisk. Man kan også vælge at opfatte den som en stille fejring af, hvem vi er, og hvad der har formet os. Det giver nutiden mening. Ved at mindes, hvad man holdt af – et langsommere tempo, dybere samtaler, roligere dage – forstår man bedre, hvad man savner. En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt.