Der går ikke en dag, uden man hører nogen tale om at preppe, eller naboen med stolthed fortæller, at han har købt en generator for en sikkerheds skyld. Når jeg nævner, at jeg ikke prepper, får reaktionen mig til at føle mig som en ansvarsløs samfundsborger. Men selv om jeg hverken har dåsemad i kælderen, vanddunke i skabet eller en plan for, hvad jeg gør, hvis samfundet bryder sammen, sover jeg udmærket om natten.

Jeg tror stadig på, at det nok skal gå, og jeg synes ikke, min tid er til at forberede mig på alt det, der måske går galt. Der er allerede nok at bekymre sig om i hverdagen – bilen, der skal have vinterdæk på, tagrenderne, der skal renses eller forskudsskemaet, der skal rettes. Livet er kort, og jeg går ind for, det skal leves, ikke forudses.

Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics

Desuden er der spørgsmålet om ansvar. For er det egentlig mit job som privatperson at sørge for, at samfundet kan overleve et strømnedbrud, en storm eller et hackerangreb? Det må være de offentlige myndigheders og organisationernes opgave at preppe og handle på vores vegne. Jeg betaler trods alt skat, og jeg synes, det er rimeligt at forvente, at der i det beløb indgår en strategi. Det er vel derfor, vi har Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og kommunalt ansatte, der laver kriseplaner, så jeg ikke behøver at fylde udhuset med batterier og dåsetomater.

Bortset fra det kræver det både plads, tålmodighed og en vis entusiasme for konserves at preppe. Det sidste har jeg aldrig haft. Jeg har svært nok ved at huske at få brugt den dåse kikærter, jeg købte til en opskrift, der stadig venter. Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics.

Naivt? Måske. Men der er noget befriende ved at stole på systemet – en slags social kontrakt, som jeg ikke har lyst til at bryde ved at bygge min egen lille overlevelsesbunker. Jeg blander mig ikke i, hvad andre gør, men i min verden svarer den individuelle prepping til at bære rundt på en sæk fuld af sten, man måske aldrig får brug for. Jo længere man bærer på den, desto mere begynder tyngden at definere ens udsyn.

En indrømmelse: jeg har faktisk nogle flasker vand stående ude i skuret, men det er ikke, fordi jeg prepper. Det er, fordi de lokale entreprenører skiftes til at grave vandledningerne over.