Den forløbne uge har været efterårets smukkeste! Med en blanding af betagelse og vemod har jeg trasket rundt i landskabet og nydt træernes og buskenes overvældende farvelade af gult, brunt, rødt og grønt i alle nuancer og sammensætninger og forsøgt at fortrænge, at lige om lidt ligger det hele på jorden som en gråbrun, klæbrig og trøstesløs masse og indvarsler det uendelige vinterhalvår, som vi nu må tilbringe forklædt som vildfarne hjernekirurger eller bag plasticvisirer – i begge tilfælde bevæbnet med skarpladte og afsikrede sprayflasker.
Hører man til dem, der har en tilbøjelighed til at dyrke melankolien – jeg kan ikke selv sige mig helt fri – er der altid musikken at ty til, og hvad er mere oplagt end Autumn Leaves/Les feuilles mortes, som er indspillet i tusindvis af udgaver, siden Joseph Kosma og Jacques Prévert skrev sangen i 1945. Den er nok bedst kendt med Yves Montand, men jeg vil anbefale den amerikanske sanger og guitarist Eva Cassidys helt anderledes og efter min mening langt smukkere fortolkning i stedet for.
Pladeselskaberne kunne ikke forlige sig med, at hun spændte over så mange forskellige genrer og stilarter
Eva Cassidys historie er usædvanlig og tragisk. Hun døde i 1996, kun 33 år gammel. Selv om hun havde en utrolig smuk stemme og en evne til at indleve sig i og fortolke sine sange (som hun dog ikke skrev selv), fik hun aldrig et gennembrud, mens hun levede, efter sigende fordi pladeselskaberne ikke kunne forlige sig med, at hun spændte over så mange forskellige genrer og stilarter. Hun udgav ét live-album for egen regning, mens hun levede, men efter hendes død udsendte forældrene som en hyldest til deres datter endnu et album med hendes sange, som fik pressen til at interessere sig for hende. Herefter fik hele verden ørerne op for den fantastiske stemme, og siden er der solgt millioner af plader med Eva Cassidy. Vil man vide alt om Eva Cassidy, er der artikler, interviews, billeder og alt muligt andet på Eva Cassidy Web Site.Men her er sangen, der inspirerede til dette indlæg:
Hvis nogen skulle savne Yves Montands udgave, er den her, og foretrækker man melodien uden tekst, bliver den ikke bedre end med den italiensk-amerikanske klarinettist Buddy DeFranco.
Blogejerens artistiske sindelag serverer både en ærlighed og nogle musiske rekommandationer, der kan tilføre efterårs-fragile sjæle nogle ekstra lydstimulerende lykkepiller.
Jeg har længe været en stille beundrer af Mme Simone (med det jødiske efternavn Kaminker, men på verdensscenen kendte) Signoret og hendes livspartner Yves Montand, især deres filmkunst. Forholdet rummede efter sigende de fleste af de emotionelle komponenter, der er fusioneret i et langvarigt skuespiller-partnerskab, men for mennesker med en del årringe er de ikke glemt.
Som indlægget også præciserer, er dette efterår med al dets biologiske farvepragt adderet en pandemi, der udfordrer livslinjerne, hvad enten det er fysisk eller mentalt eller begge dele.
@Erik Hulegaard: Tak for at minde om Simone Signoret, som jeg især husker for Jacques Beckers film Casque d'Or/Smukke Marie. Den havde premiere i 1952, men da var jeg kun 1 år gammel, så det må have været adskilige år efter, at jeg så den første gang. Til gengæld har jeg set den adskillige gange siden med stor fornøjelse.
I min studietid frekventerede jeg øvrigt et creperie, som var opkaldt efter filmen, og som lå i Kompagnistræde i København i tilknytning til Café Biografen, men det er en helt anden historie ...
Hvor er det dog en tragisk historie om Eva Cassidy.
Jeg er fuldstændig betaget af udgaven med klarinettisten Buddy DeFranco :-)
De har en god smag, Madame!
Smuk sang til en smuk årstid. Tilmed er vejret smukt i dag - i hvert fald på disse kanter.
Jeg er helt enig i, at efteråret er en smuk, men også vemodig årstid, netop fordi vi går den lange og mørke vinter i møde, men musikken, du giver eksempler på, er nok lige lidt mere end en halv anelse for blå til mig - der skal lidt mere lys og fart over feltet til mig, men jeg er sikker på, at John ville stornyde den, for han elsker blues og musik i mol.
Men vi kan jo heller ikke være enige i alt, Uffe ;-)
@Eric Bentzen: Det samme her – dog krydret med lidt støvregn, men med lidt godt vilje kan det også være ganske stemningsfuldt :)
@Ellen: Det må jeg jo finde mig i, men det går nok endda :)
Egentlig er jeg som Ellen, men Eva Cassidys stemme gør noget godt for mig. Tak for musikken, som er lydtæppet lige nu.
@Lene: Det var da dejligt at høre!