LÆST:
Leif Davidsen: I skyggen af krigen
Roman, 2024
★★★★☆☆
Handlingen udspiller sig i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar 2022 og behandler en fiktiv dansk efterretningsskandale – stærkt inspireret af de reelle PET/FE-sager fra 2022. Vi følger den tidligere efterretningsofficer Peter Bojden, der er blevet afskediget og bosat i Malaga efter en MeToo-sag. Hans tidligere ven og kollega Kasper Bork, som leder FE, sidder varetægtsfængslet. Bojden bliver opsøgt af den nye spionchef, Julie Borgaard, og bliver trukket tilbage i et netværk af løgne og magtspil, der rækker fra København til Berlin og Japan. Bojden er en antihelt, dvs. ikke videre sympatisk (det trækker ned hos mig – helte man kan se op til, er desværre gået af mode). Handlingen er spændende nok, men der er lovlig mange detaljerede beskrivelser af påklædning og andre unødvendige, men ikke desto mindre stemningsskabende digressioner. God underholdning, hvis man sætter pris på aktuelt stof, geopolitisk spænding, og indsigt i efterretningsverdenens gråzoner frem for action og dramatik.

Amor Towles: En gentleman i Moskva (A Gentleman in Moscow)
Roman, 2021 (2016)
★★★★★★
Hovedpersonen er grev Alexander Ilitj Rostov, en russisk aristokrat, der i 1922 bliver dømt af en bolsjevikisk domstol til husarrest på livstid. Han slipper for henrettelse, men må aldrig forlade Hotel Metropol i Moskva, hvor han tidligere har nydt tilværelsen som privilegeret gæst. Fra et lille loftskammer må Rostov lære at tilpasse sig den nye virkelighed. Han har mistet alt, men nægter at give afkald på sin dannelse og sin evne til at finde glæde i små ting, og han danner stærke bånd til hotellets personale og gæster, især til en livlig skuespillerinde og en ung pige, som han påtager sig at opdrage som en datter. Selv om Rostov lever isoleret fra omverdenen, afspejler hotellets liv de store politiske og sociale omvæltninger i Sovjetunionen. Towles skriver blændende, dialogen er elegant, undertiden ironisk, og selve miljøbeskrivelserne er så detaljerede, at man næsten kan høre porcelænstallerkenernes klirren. De ciselerede sætningskonstruktioner må have været et hestearbejde at omsætte til smukt dansk, men Agnete Dorph Stjernfelt har ikke desto mindre gjort det. Det raffinerede sprog og den underspillede humor er så stor en fornøjelse, at jeg ærgrede mig, da jeg nåede til sidste side.

Lilian Jackson Braun: Kun katten kendte morderen (The Cat Who Ate Danish Modern)
Roman, 1967
★★★★☆☆
Jim Qwilleran er en reporter, der har lagt den hårde kriminaljournalistik på hylden og nu dækker boligindretning for avisen Daily Fluxion. Et tilsyneladende trivielt stofområde, indtil et mord pludselig sniger sig ind mellem teaktræsmøbler og danske designklassikere. Qwillerans kat, Koko fælder selvfølgelig morderen til sidst. Den humoristiske stil gør bogen mere hyggelig end uhyggelig. Skildringen af miljøet – med 1960'ernes fascination af dansk design – giver en fin tidskolorit, og dialogen er præget af tør, ironisk humor. Plottet er mildt sagt ikke det mest komplekse i krimiernes historie, og er man til hårdkogte thrillere, går man galt i byen. Til gengæld er den perfekt, hvis man foretrækker mordgåder uden blodsprøjt, fortalt med tungen i kinden, men romanen bærer selvfølgelig præg af at have 58 år på bagen.

Sofia Lundberg: Den røde adresssebog (Den röde adressboken)
Roman, 2018 (2017)
★★★★☆☆
En fortælling om den 96-årige Doris, der med sin slidte adressebog i hånden ser tilbage på sit liv. Hvert navn i bogen vækker minder om tabt kærlighed, venskaber og skæbnesvangre valg. Ikke banebrydende litteratur, men en historie, der kan få læseren til at reflektere over egne minder og relationer. Jeg vover næsten ikke at skrive det, men det er tydeligt, at romanen ikke er skrevet af en mand og taler til et kvindeligt publikum.

Benni Bødker: Komintern
Roman, 2023
★★★☆☆☆
Johannes Borum, en desillusioneret spaniensfrivillig og tidligere kommunist, vender i 1938 hjem til København og arbejder som privatdetektiv. Opgaven bliver hurtigt til noget langt farligere, da den trækker spor til nazister, kommunister og politiets korrupte underverden. Handlingen udspiller sig i et miljø med undergrundsagenter, gangstere og politiske intriger, og Borum bliver konfronteret både med sin kommunistiske fortid og en gådefuld tidligere elskerinde. Der er noget gammeldags hårdkogt knaldroman over historien, og forfatteren har nok skelet lidt til Raymond Chandler og hans privatdetektiv Philip Marlowe. Man skal ikke forvente dyb karakterudvikling eller logik.

Knud Peter Harboe: Funktion, form, konstruktion i arkitekturhistorien
2001
★★★★★☆
I en tid, hvor byudvikling, bæredygtighed og æstetiske idealer konstant debatteres, er det relevant at vende tilbage til de grundlæggende spørgsmål: Hvad skal bygninger kunne? Hvordan skal de se ud? Og hvordan kan de blive en realitet? Ikke en tyk akademisk mursten, men en koncentreret introduktion, der åbner døren til arkitekturens verden, og viser at arkitektur ikke bare er en kulisse, men en aktiv medspiller i menneskers liv.

SET:
Slow Horses
Britisk spionthriller, foreløbig 4 sæsoner, 2022-2024 – Apple TV+
★★★★★☆
Baseret på Mick Herrons bogserie om en gruppe britiske efterretningsagenter, der er blevet degraderet til 'Slough House' – et sted, hvor MI5 placerer medarbejdere, der har jokket i spinaten. Serien følger især Jackson Lamb, en genial men dybt excentrisk og kynisk leder, der trods sit frastødende væsen stadig har skarpe instinkter. Gruppen af 'slow horses' bliver ufrivilligt trukket ind i alvorlige spionageplots, hvor de får mulighed for at bevise, at de ikke er helt håbløse. Gary Oldman leverer en uforglemmelig rolle som den uappetitlige Jackson Lamb (som næsten ikke er til at holde ud at se på), den sorte humor balanceres godt med intens spænding, der gør serien anderledes. Den jordnære og rå skildring kan virke dyster og kræver, at man er i humør til noget mere realistisk end højspændte actionhelte.
Se trailer

Toves værelse
Dansk spillefilm, 2023 – dr.dk (udløber 5. oktober 2025)
★★★★★☆
Filmen foregår stort set i ét rum. Vi er i København i 1963, hvor Tove Ditlevsen lever sammen med sin mand, Victor Andreasen, og får besøg af den unge Klaus Rifbjerg. Det, der skulle være en almindelig frokost, udvikler sig til et følelsesmæssigt magtspil. Paprika Steen er i topform som Tove – skarp, sårbar, provokerende og morsom, ofte på én gang. Lars Brygmann leverer en Victor, der på skift charmerer og nedbryder. Joachim Fjelstrup er fint tilbagetrukket som Rifbjerg, der mest fungerer som tilskuer til de andres drama. Det er teater på film, som på mange måder minder om Who's Afraid of Virginia Woolf og kræver, at man er indstillet på meget dialog. Den mest ubehagelige film, jeg længe har set, men til gengæld får man skuespil på højt niveau og en stærk historie om kærlighed, afhængighed og magt.
Instruktion: Martin Zandvliet
Se trailer

Belfast
Britisk drama, 2021 – dr.dk (udløber 2. september 2025)
★★★★★★
En delvis selvbiografisk fortælling om en barndom i Belfast på et tidspunkt, hvor den religiøst ladede borgerkrig mellem protestanter og katolikker, døbt The Troubles, i 1969 fik den irske provins Ulster til at eksplodere i vold. Gadeoptøjerne er skræmmende, fordi man som tilskuer føler sig som et barn, der bliver revet med af de voksnes uforståelige krigeriskhed. Men konflikten får aldrig lov at stjæle hele billedet. I filmen er der også tid til at sidde og hygge sig i sofaen foran den sort-hvide flimmerkasse (hele filmen er i øvrigt i sort-hvid og får derved en tidløs, næsten drømmeagtig kvalitet). Instruktørens alter ego, den 9-årige dreng Buddy, er skildret med et muntert og præcist blik for barndommens dilemmaer, sorger og glæder, og Jude Hill, der spiller Buddy, er et fund. En rørende hyldest til både familie og den menneskelige evne til at finde lys i mørke tider.
Instruktion: Kenneth Branagh
Se trailer

Uforglemt (unforgotten)
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – dr.dk
★★★★★☆
En krop — parteret og delvist begravet — dukker op i et moseområde, og opdagerduoen Jess og Sunny bliver sat på sagen. En række tilsyneladende uforbundne mistænkte trækkes ind i sagen, mens karakterernes baggrund afdækkes. Der bliver gravet dybt i både menneskelige og politiske emner, og den nye sæson holder fast i seriens kerne: et følelsesmættet mysterium, hvor alle bærer på hemmeligheder. I de første 4 sæsoner var det den fremragende Nicola Walker, der spillede den kvindelige hovedrolle, men hun 'døde' desværre og blev afløst af Sinéad Keenan i sæson 5 og nu også sæson 6. Men hun gør det faktisk glimrende, og den nye hovedkonstellation Jess/Sunny viser lovende kemi og et mere jævnbyrdigt samarbejde end den tidligere duo. Flere kritikere mener, at sæson 6 prøver at tackle for mange tunge politiske emner, som resulterer i en fortælling, der føles spredt eller overfyldt. Efter min mening er sæson 6 foreløbig den bedste – spændende fra start til slut. Selv om jeg savner Nicola Walker ...
Se trailer

Jack Wrights testamente (I, Jack Wright)
Britisk krimidramaserie, 2025 – dr.dk
★★★★☆☆
Serien begynder med patriarken Jack Wrights dødsfald. Først antager man, at det er selvmord, men hurtigt viser det sig at være mord. Den dramatiske læsning af testamentet, hvor hans tredje kone Sally og to sønner stort set bliver forbigået som arvinger, bringer stemningen på kogepunktet. Samtidig begynder politimanden Hector Morgan at efterforske Jacks død. Serien er dramatisk og en anelse overgearet, men alligevel medrivende. Slutningen er noget frustrerende, fordi den ender uden svar og 'to be continued'. Et øjeblik er man er i tvivl, om der kommer en næste sæson – men det giver på den anden side heller ingen mening. Serien er i øvrigt skrevet af Chris Lang, der også står bag Unforgotten (nævnt ovenfor).
Se trailer

Titanic-ubåden - nedtælling til katastrofen (Implosion: The Titanic Sub Disaster)
Britisk dokumentar, 2025 – dr.dk
★★★★☆☆
Dokumentaren rekonstruerer begivenhederne den 18. juni 2023, hvor mini-ubåden Titan under en dykkertur til Titanic-vraget imploderede og kostede fem mennesker livet, blandt andre bådens opfinder Stockton Rush. Spørgsmålet bliver rejst, om ulykken kunne være undgået, og der fokuseres på manglende kontrol med sikkerhed og Rushs insisteren på at anvende kulfiber til konstruktionen i stedet for traditionelle materialer som titanium. Som seer er man målløs over de chancer, der blev taget, men dokumentaren er ikke fri for sensationspræg og dramatisk overspil, og det står ikke helt klart, hvorfor katastrofen egentlig skete. Ikke desto mindre interessant med eksklusivt materiale fra den amerikanske kystvagts undersøgelseskommission og hidtil usete optagelser fra mini-ubåden.
Se trailer

HØRT:
Bedraget – løgnens anatomi
Podcast, 4 episoder – Spotify
★★★★(★)☆
Om krigsfotografen Jan Grarup, som har været en af landets mest beundrede og feterede pressefotografer. Jørn Stjerneklar, der selv er fotograf og har arbejdet i krigszoner, sætter spørgsmålstegn ved Grarups troværdighed – ikke bare som fotograf, men som menneske/ægtefælle/familiefar. Det sidste bliver efter min mening for personligt udleverende – derfor den femte stjerne i parentes – men podcasten afslører stribevis af løgne af groveste kaliber og giver anledning til at tænke over heltedyrkelse i medieverdenen – hvem vi vælger at hædre og hvorfor.
Produceret af Helle Maj og Jørn Stjerneklar

Q&CO: Interview med Jan Grarup
Podcast – Spotify
★★★★☆☆
Jan Grarup bliver foreholdt en række eksempler på mere eller mindre dokumenterede løgne fra podcasten Bedraget – løgnens anatomi (omtalt ovenfor), som han i nogle tilfælde indrømmer, men forklarer som erindringsforskydninger, i andre tilfælde pure afviser. Interessant som nuancering af Bedraget – løgnens anatomi. Værten Henrik Qvortrup udmærker sig ved en afdæmpet, upartisk interviewform.

ARTIKLER:
Journalisten: Folk bag podcast-succes har ét mål: Vi vil stoppe Jan Grarup

Journalisten: Jan Grarups voksne børn: Hvorfor blev vi ikke spurgt?

Wallpaper: Discover Bjarke Ingels, a modern starchitect of 'pragmatic utopian architecture'
Oplev Bjarke Ingels' værker, et moderne ikon og 'indbegrebet af anden generation af globale stjernearkitekter'. Fint indblik i hans arbejde.

• Knap var årets Ironman overstået, før samtlige startnumre til næste års arrangement var udsolgt på 46 timer. Skuffelsen over at være kommet for sent er stor blandt mange. Heldigvis er der stadig ledige billetter til motionsbadminton i Viby.
• Kongeparrets sensommertogt blev indledt med et besøg i Sæby og Skagen, hvor de mødte lokale glaspustere, så på kunst og dyppede fødderne i Råbjerg Miles bløde sand. Kongeparret virkede meget interesseret. Ligesom sidste år, da de beså en fiskefilet i Hirtshals.
• En række erhvervsfolk, politikere og mediefolk vil lancere et nyt borgerligt uafhængigt medie baseret på AI, men 'styret af mennesker'. Altså: kunstig intelligens sørger for journalistikken – mennesker sørger for at forklare, hvorfor det gik galt.
• Antallet af dårlige betalere er faldet, og RKI melder om historisk bundniveau. Inkassofirmaer overvejer fælles støtteindsamling.
• Tre amerikanske mænd med forbindelse til Donald Trump og Det Hvide Hus har forsøgt at infiltrere Grønland, og Mette Frederiksen har tilkendegivet over for det amerikanske senat, at det er uacceptabelt. Amerikanerne har forklaret situationen med, at de bare skulle hente lidt is til en drink.
• DSB lover, at temperaturen bliver under 30 grader på en varm sommerdag i de nye IC5-tog. Til gengæld kan man stadig regne med mindst 30 minutters forsinkelse.
• Alternativet vil sikre garanti for rent drikkevand i Danmark. Endelig en politik, der kan sælges på flaske.
• En ny kæmpepark i Københavns Nordhavn med badestrand, stenrev og småøer skal give plads til både mennesker og dyr. Stenrevene skal formentlig designes af Bjarke Ingels, rotterne får deres eget rekreative område, og bilerne henvises til Amager Fælled.
• Fiskeriminister Jacob Jensen har søsat en kampagne for at kåre Danmarks nationalfisk blandt 6 nominerede arter, der på nationalfisk.dk er iført slips, vest og bowlerhat. Torsken har erklæret sig villig til at påtage sig titlen, men insisterer på at få egen ministerbil og ministerpension fra dag ét.
• DR's nytiltrådte generaldirektør Bjarne Corydon har af sikkerhedsgrunde fyret konsulentfirmaet, der skulle hjælpe med at udvikle DR’s strategi. Corydon har dog lovet straks at finde et nyt konsulentfirma til at hjælpe med en strategi for, hvordan man undgår at hyre det forkerte konsulentfirma.

Katte er både mystiske og magelige, smukke og egenrådige, og de kan uden videre bære både alvorlige symboler og rendyrket komik. Nogle forfattere har portrætteret dem som aristokratiske skabninger, andre som uforbederlige ballademagere. Fælles for dem er, at katten sjældent er en anonym statist – den kræver sin plads, også på bogens sider.

I T.S. Eliots Old Possum's Book of Practical Cats (1939) møder vi en parade af distinkte kattepersonligheder – hver med sin egen særhed. Der er fx Macavity, forbryderkatten, som er 'The Napoleon of Crime', og Skimbleshanks, jernbanekatten, der holder togene kørende til tiden. Eliots katte er menneskelige i deres ambitioner og svagheder, men de bevarer en gådefuld værdighed. Det er ikke svært at se, hvordan netop denne bog kunne blive til musicalen Cats – for hvad er en musical uden karakterer, der elsker at være centrum for opmærksomheden?

Katte i litteraturen er både nærværende og uafhængige, tiltrækkende og irriterende – præcis som de katte, vi kender i virkeligheden

Hvis Eliots katte er som velklædte teaterfolk, er Garfield den dovne onkel, der aldrig rejser sig fra lænestolen. Skabt af Jim Davis i 1978, har Garfield gjort kynisme og lasagneafhængighed til en livsstil. Han er groft sagt en antihelt: Han sover det meste af dagen, driller hunden Odie (Futte), ignorerer sin ejer Jon (Harald Jensen), og ser med skepsis på ethvert tegn på motion. Alligevel elsker man ham, fordi han er ærlig om sine drifter: mad, søvn og minimal indsats.

I Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita optræder Behemoth, en enorm, talende, pistolbærende kat, der drikker vodka og skaber kaos i 1930’ernes Moskva. Han er en del af Djævelens følge og repræsenterer den anarkistiske, ustyrlige side af kattenaturen. Behemoth er lige dele humoristisk og truende – og viser, at katten også kan være en skyggefigur i litteraturen.

Rudyard Kiplings novelle The Cat That Walked by Himself fra Just So Stories fremstiller katten som det ultimative uafhængige væsen: villig til at samarbejde med mennesker, men kun på sine egne betingelser. Historien er næsten et manifest for kattens livsfilosofi: 'Jeg er katten, der går sine egne veje, og alle steder er lige gode for mig.'

Katte i litteraturen fungerer ofte som spejle for menneskelige egenskaber: Eliots katte er miniatureportrætter af vores sociale roller, Garfield karikerer vores dovenskab, Behemoth viser vores destruktive potentiale, og Kipling indkapsler vores individualisme. De er både nærværende og uafhængige, tiltrækkende og irriterende – præcis som de katte, vi kender i virkeligheden.

Fra elegante vers til tegneseriestriber og magisk realisme-kaos har katten bevist, at den er en af litteraturens mest formbare figurer. Den kan være poet, anarkist, filosof eller sofakartoffel – og altid med halen i vejret. Måske er det netop derfor, at litteraturen, ligesom livet, ville være uendeligt mere kedelig uden katte. Anledningen til ovenstående betragtninger er endnu en kattebog, jeg faldt over på New York Times' liste over Cozy Mystery Novels først på sommeren: The Cat Who Could Read Backwards er den første af 29 kattekrimier, skrevet af Lilian Jackson Braun. Siden har jeg læst nr. 2, The Cat Who Ate Danish Modern, som er den eneste, der findes i dansk oversættelse og har fået titlen Kun katten kendte morderen, og som jeg vender tilbage til senere. Den er ikke i samme liga som ovennævnte kattebøger, men både fermt skrevet og underholdende.

• Mette Frederiksen er i gang med 18 vandreture fordelt over hele landet, mens hun snakker med helt almindelige danskere om lige det, de har lyst til. Hun skriver alt ned i en lille notesbog. Ingen ved, om det er politik eller opskriften på gulerodskage.
• Inflationen og fødevarepriserne stemmer ikke overens, og regeringen vil finde ud af, hvem der skummer fløden på prisudviklingen. Det indlysende svar er: dem der sælger skummetmælk til 13 kroner literen. I øvrigt: Når en croissant koster 26 kroner hos Emmerys, er der enten noget helt galt, eller også er der guldstøv i dejen.
• Som et plaster på såret vil regeringen fjerne afgiften på slik, chokolade og kaffe. Eksperter advarer om de sundhedsskadelige følger, mens tandlægerne glæder sig til en bristefærdig bankkonto og et tidligt otium.
• Omvendt vil De Radikale have de astronomiske prisstigninger på oksekød op i en ny galakse og kræver yderligere prisstigninger for at redde miljøet. Hellere gå rundt og være sulten og vred end mæt og glad.
• Står det til transportministeren, skal det sidestilles med spritkørsel at køre bil med lattergas i blodet. Til gengæld vil det stadig være lovligt at køre rundt med fire kebabruller og en milkshake i skødet, mens man åbner en pose Matador Mix.
• Kræftens Bekæmpelses gennemgang af tilbudsaviserne viser, at knap halvdelen af madvarerne er usunde, så man skal se sig for. Den nemme løsning er at spise det hele og håbe på det bedste.
• Helt uskyldige Randers FC-fans kan risikere at få stadionkarantæne, hvis bare en enkelt fan tænder et romerlys. Desuden overvejer klubben en kollektiv bøde, hvis nogen taber en hotdog på tribunen.
• Momsen på bøger skal fjernes for at øge læselysten. Det svarer til at fjerne panten på ølflasker for at få folk til at drikke mere vand. Måske skulle man bare fjerne bøgerne.
• Udenrigsministeriet har brugt 125.000 kroner på et logo for Danmarks formandskab for EU, hvor bogstaverne EU og DK kombineres med det blå EU-flag og noget, der ligner en Kählervase. Grafikeren var tre uger om at lave logoet. Men kun fordi printeren stod i Tyskland.
• Efter sidste uges præsidentmøde i Alaska sendte Melania Trump et 'fredsbrev' til Vladimir Putin. I brevet skrev hun, at Putin nu har muligheden for at bringe latteren tilbage til børnene i Ukraine. Noget tyder på, at han stadig foretrækker alternativerne.

Hvis man jævnligt har sin gang på loppemarkeder, som jeg har –efterhånden dog hovedsagelig i egenskab af ledsagende ægtefælle – ved man, at bogkasser fyldt med hulter-til-bulter-liggende tiloversblevne bøger er et hyppigt forekommende fænomen. Erfaringsmæssigt er bogkasserne domineret af storsælgende krimier, forældede leksika og andre genrer, der ligger uden for min interessesfære, så jeg er for længst holdt op med at rode i dem. Men i søndags blev jeg pludselig draget mod en bogkasse, fordi der allerøverst i den lå en lille blå bog med titlen Funktion Form Konstruktion i arkitekturhistorien af Knud Peter Harboe, og da jeg tog den op og begyndte at bladre i den, råbte bogkassens ejer: 'Tag den bare, den er gratis!. Så det gjorde jeg, og siden har jeg nærlæst den med stor fornøjelse og samtidig funderet over, hvorfor bøger om arkitektur virker som en magnet på mig.

Knud Peter Harboes bog er først og fremmest en solid og let forståelig introduktion til arkitekturens tekniske og æstetiske kernebegreber

Fascinationen af arkitektur ligger vel i dens dobbelte natur: På den ene side er bygninger praktiske redskaber, der skaffer os tag over hovedet, arbejdsrum, skoler og kulturhuse. På den anden side er de kunstværker, som fortæller historier om, hvem vi er, og hvem vi vil være. En gotisk katedral, et japansk tehus eller et moderne højhus i glas og stål er ikke bare rammer om liv – de er symboler på tro, filosofi, teknologi og ambition.

Når man ser Hiroshimas fredskuppel, ruinen der blev stående efter atombomben, bliver det tydeligt, at bygninger kan være vidner til historien på en måde, som intet menneske kan være. Andre eksempler er pyramiderne, Colosseum, Eiffeltårnet. I Danmark ser vi det samme i mindre skala. Grundtvigs Kirke i København står som et monument over en tid, hvor tro og fællesskab blev tænkt sammen i form og murværk. Arne Jacobsens rådhus i Aarhus viser, hvordan funktionalisme kunne være både praktisk og elegant. Og det nye operahus demonstrerer, hvordan arkitektur også kan vække debat: er det et mesterværk eller et prestigeprojekt? Uanset hvad, reagerer vi.

Arkitektur fascinerer også, fordi den repræsenterer en tid. Gader og pladser afspejler århundreders skiftende idealer. I København kan man på få minutters gang passere fra middelalderens snævre stræder over klassicismens palæer til operahuset ved havnen. Hver epoke har sat sit aftryk, og tilsammen skaber de en fortælling om byens og menneskets udvikling.

Endelig rummer fascinationen af arkitektur en erkendelse af, at den former os. Bygningerne påvirker vores adfærd, vores tanker og vores trivsel. Huse designet med lys og luft giver en lettere gang på jorden, mens boligområder uden fælles udearealer kan føles klaustrofobiske. Arkitektur er ikke bare noget, vi betragter – det er et vilkår, vi hele tiden forholder os til, bevidst eller ubevidst.

Derfor er arkitektur mere end en teknisk disciplin. Det er fortællingen om, hvordan mennesker altid har forsøgt at skabe rammer om livet, der både beskytter og inspirerer. Når vi lader os fascinere af arkitektur, lader vi os i virkeligheden fascinere af os selv – af menneskets evne til at omsætte idéer til sten, glas og træ, og af viljen til at gøre det smukke til en del af det nødvendige.

Ovenstående kaffebordsfilosofiske betragtninger er mine egne. Knud Peter Harboes bog er først og fremmest en solid og let forståelig introduktion til arkitekturens tekniske og æstetiske kernebegreber. Den tydeliggør, at arkitektur ikke bare er en kulisse, men en aktiv medspiller i menneskers liv, og man får en idé om, hvorfor byer og bygninger ser ud, som de gør.

Da jeg åbnede den lille blå bog, stod der en håndskrevet dedikation på titelbladet:

2002
Kære Marie!
Vi håber, du får meget glæde af Knud Peters bog både studiemæssigt og i dit eget liv.

Kærligst din far og mor

Det håber jeg også, at Marie gjorde, før hun lod bogen gå videre. Måske er hun blevet arkitekt i mellemtiden.

• Cykelløbet PostNord Danmark Rundt slutter i dag. Løbet går ud på at komme først frem og lægge en seddel i postkassen om, at man ikke var hjemme.
• I juli steg inflationen til over to procent. Til gengæld er lønmodtageres og pensionisters indkomst stadig sikret mod enhver form for stigning.
• I folkeskolen indfører man nu et eksperiment med at give eleverne fysiske lærebøger. Bliver det en succes, vil man eventuelt gå et skridt videre og forsøge at lære eleverne at åbne dem.
• 40 procent af de 15-16-årige har været fulde den seneste måned. I Aalborg fjerner man nu enhver form for alkohol fra ungdomsuddannelserne. Men kun indtil 1. oktober – så kan de unge lige nå at blive ædru, inden festen starter igen.
• Plejepersonale skal på kursus i, hvordan de forholder sig til ældre LGBT+-personer. Indtil nu har man kun forholdt sig til, om de kunne lide kaffe eller te. Nu skal man også spørge til pronomen og eventuelle småkagepræferencer.
• Køerne af turister, der vil bestige Mount Everest, er blevet en belastning både for lokalbefolkningen og miljøet. Nepal hæver derfor prisen fra 70.000 til 96.000 kroner – for at sikre, at kun de mest økonomisk uansvarlige når toppen.
• I Etiopien har forskere fundet et sæt tænder fra to ukendte forfædre, der levede for 2,65 millioner år siden. Tænderne er i overraskende god stand – hvilket tyder på, at tandlægeregningerne dengang stadig var til at betale.
• 66 procent af børnehaveklasseledere vurderer, at børn er mindre skoleparate end for fem år siden. Og 100 procent savner, at børn selv kan lyne deres jakker.
• Det bliver mere og mere almindeligt, at unge tager deres forældre med til jobsamtale. Men det er stadig akavet, når far insisterer på at lave PowerPoint over sønnens stærke sider, og mor vil forhandle frokostordningen.
• Energiselskabet Ørsted mangler 60 milliarder kroner. Den danske stat dækker halvdelen af pengene. Resten må Ørsted selv finde – eventuelt under sofapuderne på direktionsgangen.

Det ligner ikke noget! Var det ikke for et øjeblik siden, at bøgen sprang ud, rododendronerne i haven blomstrede om kap, man var til santhansbål og havde hele tiden hyr med parasollen – skulle den slås op eller ej? Og så viser det sig, at sommeren synger på sidste vers. I maj virkede den som et løfte om uendelige dage, og så forsvandt den som med et fingerknips. Som om den bare lige kiggede forbi for at aflevere solen, spise en is med os og så haste videre. Og nu står man med kalenderen i hånden og tænker: 'Var det dét?'

Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen

Nu er det sensommer. Den føles som en gæst, der egentlig har pakket kufferten for at tage hjem, men bliver hængende lidt endnu, fordi der dufter af frisklavet kaffe fra køkkenet. Den fugtige, varme luft får skjorten til at klistre til kroppen, den ene dag sidder man på terrassen i 28 graders varme og overvejer, om man burde have investeret i en ventilator – den næste dag står man på Øster Farimagsgade i køligt regnvejr og ærgrer sig over, at man glemte paraplyen hjemme i entréen.

Der ligger allerede rundballer på markerne og venter på opsamlingsrunden. Træer og buske er så småt begyndt at skifte sindsstemning. I juni stod de ranke og grønne, men nu eksperimenterer de med gule nuancer, og bladene er begyndt at rasle under skoene. Aftenerne lugter af både grillkul inde fra naboen og ens eget våde græs, som man tror, man har slået for sidste gang i år. Men i næste uge bliver man klogere.

Intet varer evigt snart er sommeren forbi
med den forsvinder praktisk talt alt hva' du ka' li'
intet under du går rundt og er så underlig indeni

C.V. Jørgensen: Mig og Charly (filmmusik)

Heldigvis er der også lyspunkter. Man kan sagtens gå tur på stranden, selv om man skal have en jakke på, og det føles ikke helt forkert med en kop varm kakao om aftenen. I det hele taget skal man ikke undervurdere følelsen af at være på tærsklen mellem to årstider, hvor man både kan drømme om nye begyndelser og tænke tilbage på den sommer, der lige er gået. Om end alt for hurtigt.

• Fra og med denne uge og ind i efteråret fejrer Odense H.C. Andersens 150 års dødsdag. Programmet byder på taler, parader og en ært under alle stolesæder. Den grimme ælling er inviteret, men står stadig i garderoben. Fyrtøjet tændes ved midnat.
• 130.000 fartbøder til udenlandske bilister er aldrig blevet sendt. Næste skridt bliver at sende dem et postkort med venlig hilsen fra VisitDenmark og forslag til, hvor de kan parkere næste gang. Uden at betale, selvfølgelig.
• Prisen på hakket oksekød er steget med 73 procent på fem år. Millionbøf er blevet et statussymbol, og køerne er begyndt at sælge autografer.
• Forsvarets Efterretningstjeneste har lukket et netværk, der skulle spore cyberangreb, fordi netværket i sig selv har udgjort en sikkerhedsrisiko. Man satser nu på, at hackerne holder øje med sig selv.
• De kønsneutrale personlige pronominer 'de' og 'hen' er blevet optaget i Dansk Sprognævns ordbog 'Nye ord i dansk'. De gamle pronominer 'han' og 'hun' er enige om, at det var meget bedre i gamle dage. Men bare vent – i 2035 udkommer en ny udgave, hvor alle ord er pronominer.
• Aalborg Zoo har appelleret til offentligheden om at donere sunde, uønskede kæledyr, så rovdyrene kan få deres naturlige kost. Gravhundeejere bedes vente til næste uge, hvor ulvene har fødselsdag.
• Mængden af kurvede modeller på catwalken er svundet ind de seneste år. Nu skal de igen have lange, slanke ben, flade maver, markerede kæbelinjer og kraveben. Publikum opfordres til at klappe forsigtigt, så modellerne ikke vælter. Arrangørerne håber at få dem hjem i ét stykke.
• Priserne i supermarkedet bliver ved med at stige, og det globale fødevareprisindeks er på sit højeste i to år. Det forklarer, hvorfor en Blå Castello nu koster det samme som en iPhone – bare med færre funktioner og lidt højere fedtprocent.
• Det amerikanske skomærke Skechers har udviklet en barnesko med plads til en sporingsenhed, så man altid kan finde sine børn. Men det kræver, at de ikke tager skoene af, hvilket erfaringsmæssigt sker cirka 4 minutter efter, at de har fået dem på.
• Datingprogrammet 'Hotel Romantik' på DR1, hvor alle deltagere er over 60 år, har samlet seere i hobetal. Endelig et program, hvor det ikke handler om likes, men om livserfaring – og lidt om, hvor mange der har husket at tage deres blodtryksmedicin inden middagen.

I århundreder målte mennesket tiden ved hjælp af solen og skyggernes bevægelse. Først med de store tårnure i middelalderens byer fik vi en fælles forståelse af timernes rytme. Det mekaniske ur blev ikke bare et værktøj, men en fortælling om civilisation: Vi kunne tæmme naturen, gøre dagen forudsigelig og arbejde på samme tid. Da armbåndsuret for alvor slog igennem i det 20. århundrede, havde man tiden lige ved hånden.

Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur

Det blev alt sammen vendt på hovedet i 1969, da Seiko introducerede det første kommercielle kvartsur. Pludselig kunne man producere ure, der var langt mere præcise end selv de bedste mekaniske værker – og til en brøkdel af prisen. Den teknologiske omvæltning fik senere tilnavnet kvartskrisen i Schweiz, hvor stolte urmagere så deres markedsandel smuldre. Hvor mekaniske ure tidligere var en nødvendighed, blev de nu et luksusvalg. Men kvartsurene var ikke bare billige, de var også geniale. De byggede på piezoelektricitet, hvor en kvartskrystal vibrerer med en konstant frekvens, når den udsættes for spænding. Det betyder, at et kvartsur typisk afviger få sekunder om måneden, mens mekaniske ure kan svinge adskillige sekunder på en enkelt dag. Med andre ord: Kvarts var ikke et kompromis, men en forbedring, hvis man så det fra et rent funktionelt perspektiv.

Der findes få statussymboler, der tikker så lavmælt, men samtidig påkalder sig så meget opmærksomhed, som et mekanisk armbåndsur. De roterende tandhjul, den klassiske optrækning, det håndværksmæssige mesterværk – alt sammen en påmindelse om, at tiden kan vises på noget smukkere end en skærm. Men et sted i skyggen af den romantiske fortælling står kvartsuret. Tavst, præcist og ofte set som den praktiske lillebror, man helst ikke viser frem, hvis selskabet snakker om Rolex og Omega. Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur.

Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset

Kvartsuret blev i 1970'erne symbolet på demokratiet i tidens tjeneste. Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset. Det mekaniske ur, som tidligere var eneste mulighed, blev i stedet et luksusobjekt – et valg, ikke en nødvendighed. Kvartsuret gjorde noget så radikalt som at frigøre os fra afhængigheden af håndværksstatus og lod os bare vide, hvad klokken var.

Det overses ofte, at præcision i sig selv også er et håndværk. Et kvartsur af høj kvalitet er et teknologisk vidunder, ikke en nødløsning. Det er født af den samme nysgerrighed, der drev urmagerne i Genève: Kan vi måle tiden endnu bedre? Kan vi gøre den tilgængelig for flere? I en verden, hvor de fleste alligevel kigger på mobilen for at se, hvad klokken er, er det i sig selv næsten poetisk at bære et lille stykke industrihistorie, hvor tiden altid passer.

Der er noget befriende ved at frigøre sig fra idéen om, at tid skal signalere noget om os. Det mekaniske ur har ofte en fortælling knyttet til arv, succes og status – en fortælling, der kan være smuk, men også tung. Kvartsuret, derimod, hvisker snarere end råber.

I sidste ende er det ikke urets værdi, der afgør, hvad tiden betyder, men de øjeblikke, man fylder i den. At vide præcist, hvad klokken er, kan være mindst lige så vigtigt, som hvordan den bliver formidlet. Det er ingen skam. Det er snarere et valg – stille, praktisk og måske endda klogt.

Efter at have været fanatisk tilhænger af mekaniske armbåndsure det meste af mit voksne liv, er jeg selv begyndt at se lyset. Jeg elsker Seiko, og det gamle Omega er nu for det meste forbeholdt højtider og særlige anledninger.

Der er masser af gode grunde til blive så irriteret på Facebook, at man vælger at slette sin profil og koncentrere sig om at færdes i det virkelige liv: for mange irrelevante opslag, ekstreme holdninger eller fake news, skamløs selvpromovering, spam, konstante notifkationer, misinformation og brok. Alligevel er jeg stadig på Facebook. For eksempel bliver jeg gjort opmærksom på lokale arrangementer, jeg ellers aldrig ville have opdaget, og Messenger gør det nemt at kommunikere med folk, jeg ikke nødvendigvis har telefonnummer eller mailadresse på. Men langt vigtigere: der er masser af fuldstændig overflødig information, der hører hjemme i kulørte ugeblade, men som ikke desto mindre bidrager til den uforpligtende adspredelse, svage sjæle som mig åbenbart er forfalden til.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensions-opsparinger

For tiden får jeg – uvist af hvilken grund – en masse notitser med billeder af filmstjerner, som jeg husker fra min ungdon, ind i min strøm, og jeg må lettere chokeret konstatere, at der er en lyssky sammensværgelse på spil. Noget, der udfordrer den mest fundamentale opfattelse af tid og rum: det uforklarlige fænomen, at ens teenageidoler på mystisk vis er blevet ældre.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensionsopsparinger. Man husker tydeligt, hvor spændstige og indtagende, de var i lavtaljede jeans og stramme nederdele. Nu ser man deres næsten uidentificerbare ansigter i artikler, hvor de fortæller, at de går i seng klokken ni, eller at det bedste, de ved, er en kop grøn te i ro og mag. Hvad blev der af vildskaben og fandenivoldskheden, og hvor kommer alle de rynker fra?

Engang var Robert Redford den evigt charmerende Sundance Kid med tandpastasmil og et glimt i øjet, som blødgjorde alle kvindehjerter og næsten kunne få en heteroseksuel mand til at komme på andre tanker. Nu optræder han i film, hvor han ligner en, der hellere vil hjem og stille sine havemøbler ind. Og Shirley MacLaine, som tidligere var en kvinde, der balancerede mellem mystik og glamour, taler nu om reinkarnation i stedet for at danse på bordene som Irma La Douce.

Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans

Catherine Deneuve husker jeg som symbolet på fransk elegance og mystik i Dagens skønhed. Nu er hun gårsdagens skønhed, der bevæger sig rundt i bekvemme, flade sko og ryger cerutter. Tidligere spyttede Robert de Niro ikoniske replikker ud som 'You talkin' to me?', men nu ligner han en, der mest snakker med sine tomatplanter, og Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans med sin økse på Ondskabens Hotel og ser ud, som om han er mere interesseret i en middagslur på sofaen. Selv Meryl Streep, dronningen af alting, hvis skuespil kunne få selv sten til at græde, taler nu begejstret om strikkeklubber, hjemmelavet marmelade og bæredygtighed. Det gjorde hun mildest talt ikke i rollen som kynisk chefredaktør for verdens største modeblad i The Devil Wears Prada. Glen Close var engang en intens og frygtindgydende skuespillerinde, som kogte kaniner i Farligt begær – nu virker det, som om det værste, hun kunne finde på, var at møde op med læsebriller og uden makeup. Og sådan kunne man blive ved.

Er det ikke på tide, at vi sætter foden ned, og nogen griber ind? Hvorfor kan de ikke bare forblive, som de var, dengang vores værelser var tapetseret med deres billeder? Der har altid været en stiltiende aftale mellem idoler og fans om, at de lover at være unge for evigt, og vi lover at fortsætte med at beundre dem uden at stille kritiske spørgsmål. Den aftale har de tydeligvis brudt.

Tiden må finde sig en ny hobby. Vi må tilbage til de gode gamle dage, hvor alle idolerne var udødelige, og hvor fremtiden var så langt væk, at den knap nok var en tanke. Er det virkelig for meget forlangt, at Jack Nicholson forbliver den evige rebel, og Meryl Streep aldrig siger et ord om genopretning af økosystemer?

Der er bare nogle ting, der er for mærkelige.

• Tour de France er slut, og danskerne er skuffede over Jonas Vingegaards andenplads. De havde forventet en førsteplads – eller i det mindste en bedre undskyldning for at drikke rosé kl. 14 på en tirsdag.
• Efter aftale med EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil USA fremover lægge 15 procent told på varer importeret fra EU. Aftalen skaber forudsigelighed og stabilitet, siger von der Leyen. Det bliver nemmere at forudsige, hvad der bliver dyrere –  det kniber dog med stabiliteten for makrel i tomat, der stadig eksploderer, når man forsøger at åbne dåsen.
• Danskerne overnatter på hoteller her i landet som aldrig før, men dropper camping. Myggene protesterer og har iværksat en underskriftindsamling.
• Bortløbne hunde i ferien er et stigende problem. Alene i juli måned havde den frivillige forening 'Vi Finder Hund' 42 nye sager. Mange hunde opdager, hvis familien planlægger at holde ferie i en campingvogn uden aircondition. Andre skal bare lige hente en pind.
• Ingen kan forstå, hvorfor Danmark som det eneste land fortsat vil tillade minkavl. Det hjælper ikke, at vi heller ikke selv har nogen forklaring.
• Det kræver et gennemsnit på 11,5 at komme ind på Designskolen Kolding eller at læse til konservator i København. Til gengæld kræver det stadig ikke noget højt gennemsnit at vælte kaffen ud over sin eksamensopgave.
• Novo Nordisk blev 465 milliarder mindre værd fra den ene dag til den anden, fordi kopivarianter skader salget af vægttabsmedicinen Wegovy. Det bliver ikke bedre af, at Bente Klarlund hele tiden minder om, at man også kan spise mindre og gå en tur.
• Australien vil forbyde YouTube og sociale medier for børn under 16 år. Man vil håndhæve forbuddet ved at konfiskere deres mobiltelefoner og udlevere boomeranger i stedet. Desuden skal børn lære at råbe til hinanden hen over hækken i stedet for at chatte.
• Bedemænd har problemer med at fragte afdøde ud af etageejendomme, fordi elevatorerne er for små. Kister må vendes på skrå for at komme ned, eller de sætter sig fast mellem etagerne. Det er ikke alle, der havde forestillet sig, at den sidste rejse skulle gå via altanen.
• I denne uge var det Skats it-system, der brød sammen. I timevis kunne man ikke komme igennem til Skat. Med andre ord: Alting fungerede som normalt. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der står bag it-systemet, arbejder i øvrigt på at udvikle en hotline, man kan ringe til, når hotlinen bryder sammen.

Af stilistiske grunde bliver den ugentlige liste over konsumerede bøger, film, podcasts m.v. for fremtiden samlet til en månedlig opsummering.

Af uransagelige grunde er jeg kommet ind i en periode, hvor jeg læser bøger, jeg allerede har læst for mange år siden, eller ser gamle, velkendte film eller tv-serier. Hvorfor mon? Vi lever i en tid, hvor det nye altid lurer om hjørnet. Streamingplatformene sprøjter konstant nye serier og film ud, boghandlernes hylder bugner af fristende, uåbnede historier, og algoritmerne råber: 'Hvis du kunne lide denne serie, er her lige noget for dig!' Når der er så meget, man ikke kender, kan det virke som tidsspilde at sætte sig ned og gense en film, man allerede har set tre gange, eller genlæse en roman, hvor man kender slutningen. Men i virkeligheden kan det være en skjult skat.

At se en god film igen er som at besøge en gammel ven. Man kender handlingen og replikkerne, og man ved, hvordan det hele ender. Netop derfor kan man slappe af. Det er ikke nødvendigt at holde tungen lige i munden. I stedet kan man nyde det, lade sig opsluge af stemningen og bemærke små nuancer, man overså første gang. Pludselig ser man bipersonens diskrete blik i baggrunden i tredje afsnit, eller opdager hvordan første kapitel i en roman lægger spor ud til det store twist i slutningen. Første gang drejer det sig om handlingen. Anden gang – og tredje og fjerde – ser man alle lagene efterhånden.

Der er noget dybt menneskeligt ved at søge tilbage. Vi ændrer os hele tiden. En film, man så som 17-årig, føles anderledes, når man ser den igen som 30-årig – og endnu mere som 60- eller 70-årig. Karaktererne siger stadig de samme replikker, men ens erfaringer og ens blik på verden farver oplevelsen. Det, der før virkede banalt, kan nu ramme som en hammer. Det, der før var sørgeligt, kan nu føles håbefuldt. Det er ikke filmen eller bogen, der har ændret sig – det er en selv.

I stedet for at kaste sig hovedkulds ud i den næste, hypede serie eller bestseller, som måske – men kun måske – lever op til forventningerne, vælger man noget, man med sikkerhed ved er værd at beskæftige sig med. Det er ikke dovenskab, men et valg. Et bevidst fravalg af Fear of Missing Out til fordel for noget, man allerede har haft fornøjelse af – og sandsynligvis vil få igen.

Jeg holder ikke regnskab med, hvor mange gange, jeg har set en film eller tv-serie, eller hvor ofte, jeg læser den samme bog. Men udover Brideshead Revisited (undskyld, der var den igen!) kan jeg se Mad Men og Sopranos igen og igen. Det samme gælder Hitchcocks North by Northwest, Jaques Tatis Les Vacances de Monsieur Hulot, Woody Allens Annie Hall, Radio Days, Manhattan, Everyone Says I Love You og en stribe andre. P.G. Wodehouses bøger om Jeeves og Wooster (+ tv-serien) og John Mortimers Rumpole-bøger indgår også i rotationen. For nu bare at nævne nogle.

Lav, men behagelig musik til hele august