Af uransagelige grunde er jeg kommet ind i en periode, hvor jeg læser bøger, jeg allerede har læst for mange år siden, eller ser gamle, velkendte film eller tv-serier. Hvorfor mon? Vi lever i en tid, hvor det nye altid lurer om hjørnet. Streamingplatformene sprøjter konstant nye serier og film ud, boghandlernes hylder bugner af fristende, uåbnede historier, og algoritmerne råber: 'Hvis du kunne lide denne serie, er her lige noget for dig!' Når der er så meget, man ikke kender, kan det virke som tidsspilde at sætte sig ned og gense en film, man allerede har set tre gange, eller genlæse en roman, hvor man kender slutningen. Men i virkeligheden kan det være en skjult skat.

At se en god film igen er som at besøge en gammel ven. Man kender handlingen og replikkerne, og man ved, hvordan det hele ender. Netop derfor kan man slappe af. Det er ikke nødvendigt at holde tungen lige i munden. I stedet kan man nyde det, lade sig opsluge af stemningen og bemærke små nuancer, man overså første gang. Pludselig ser man bipersonens diskrete blik i baggrunden i tredje afsnit, eller opdager hvordan første kapitel i en roman lægger spor ud til det store twist i slutningen. Første gang drejer det sig om handlingen. Anden gang – og tredje og fjerde – ser man alle lagene efterhånden.

Der er noget dybt menneskeligt ved at søge tilbage. Vi ændrer os hele tiden. En film, man så som 17-årig, føles anderledes, når man ser den igen som 30-årig – og endnu mere som 60- eller 70-årig. Karaktererne siger stadig de samme replikker, men ens erfaringer og ens blik på verden farver oplevelsen. Det, der før virkede banalt, kan nu ramme som en hammer. Det, der før var sørgeligt, kan nu føles håbefuldt. Det er ikke filmen eller bogen, der har ændret sig – det er en selv.

I stedet for at kaste sig hovedkulds ud i den næste, hypede serie eller bestseller, som måske – men kun måske – lever op til forventningerne, vælger man noget, man med sikkerhed ved er værd at beskæftige sig med. Det er ikke dovenskab, men et valg. Et bevidst fravalg af Fear of Missing Out til fordel for noget, man allerede har haft fornøjelse af – og sandsynligvis vil få igen.

Jeg holder ikke regnskab med, hvor mange gange, jeg har set en film eller tv-serie, eller hvor ofte, jeg læser den samme bog. Men udover Brideshead Revisited (undskyld, der var den igen!) kan jeg se Mad Men og Sopranos igen og igen. Det samme gælder Hitchcocks North by Northwest, Jaques Tatis Les Vacances de Monsieur Hulot, Woody Allens Annie Hall, Radio Days, Manhattan, Everyone Says I Love You og en stribe andre. P.G. Wodehouses bøger om Jeeves og Wooster (+ tv-serien) og John Mortimers Rumpole-bøger indgår også i rotationen. For nu bare at nævne nogle.

Lav, men behagelig musik til hele august