Af uransagelige grunde er jeg kommet ind i en periode, hvor jeg læser bøger, jeg allerede har læst for mange år siden, eller ser gamle, velkendte film eller tv-serier. Hvorfor mon? Vi lever i en tid, hvor det nye altid lurer om hjørnet. Streamingplatformene sprøjter konstant nye serier og film ud, boghandlernes hylder bugner af fristende, uåbnede historier, og algoritmerne råber: 'Hvis du kunne lide denne serie, er her lige noget for dig!' Når der er så meget, man ikke kender, kan det virke som tidsspilde at sætte sig ned og gense en film, man allerede har set tre gange, eller genlæse en roman, hvor man kender slutningen. Men i virkeligheden kan det være en skjult skat.
At se en god film igen er som at besøge en gammel ven. Man kender handlingen og replikkerne, og man ved, hvordan det hele ender. Netop derfor kan man slappe af. Det er ikke nødvendigt at holde tungen lige i munden. I stedet kan man nyde det, lade sig opsluge af stemningen og bemærke små nuancer, man overså første gang. Pludselig ser man bipersonens diskrete blik i baggrunden i tredje afsnit, eller opdager hvordan første kapitel i en roman lægger spor ud til det store twist i slutningen. Første gang drejer det sig om handlingen. Anden gang – og tredje og fjerde – ser man alle lagene efterhånden.
Der er noget dybt menneskeligt ved at søge tilbage. Vi ændrer os hele tiden. En film, man så som 17-årig, føles anderledes, når man ser den igen som 30-årig – og endnu mere som 60- eller 70-årig. Karaktererne siger stadig de samme replikker, men ens erfaringer og ens blik på verden farver oplevelsen. Det, der før virkede banalt, kan nu ramme som en hammer. Det, der før var sørgeligt, kan nu føles håbefuldt. Det er ikke filmen eller bogen, der har ændret sig – det er en selv.
I stedet for at kaste sig hovedkulds ud i den næste, hypede serie eller bestseller, som måske – men kun måske – lever op til forventningerne, vælger man noget, man med sikkerhed ved er værd at beskæftige sig med. Det er ikke dovenskab, men et valg. Et bevidst fravalg af Fear of Missing Out til fordel for noget, man allerede har haft fornøjelse af – og sandsynligvis vil få igen.
Translate
Kategorier
- Accessories (3)
- Alder (4)
- Beklædning (12)
- Biler (4)
- Blogging (2)
- Bøger (27)
- Corona (1)
- Dagligliv (9)
- Design (3)
- DR (1)
- Drømme og mareridt (1)
- Erindringer (10)
- Film (12)
- Genbrug (4)
- Historie (2)
- Hus og have (5)
- Intermezzo (34)
- Jazz (1)
- Jul (1)
- Katte (6)
- Komedier (1)
- Kommunikation (4)
- Kultur (4)
- Kulturhistorie (12)
- Kunsthistorie (1)
- Levned og meninger (2)
- Lister (13)
- Mad (1)
- Mode (3)
- Musik (3)
- Mænd (6)
- Mænd og kvinder (2)
- Nostalgi (4)
- Nytår (2)
- Opera (1)
- Ord (6)
- Podcast (1)
- Radio (5)
- Radiodage (11)
- Rejser (1)
- Sket i ugen (7)
- Skriveri (2)
- Sommer (8)
- Sport (1)
- Sprog (8)
- Sure opstød (4)
- Tankespind (4)
- Tant og fjas (15)
- Tour de France (1)
- tv (18)
- Vind & vejr (6)
- Årstider (9)
Overmodne mennesker tænker ofte retrospektivt til de yngre år, hvor livet kunne opleves let og forståeligt på de psykologiske, følelsesmæssige og selvfølgelig især biologiske individuelle platforme; i hvert fald synes det tilfældet, når/hvis man sætter kikkerten for den indre hukommelse. Mange, de fleste, oplever med tiden en cataract (grå stær), men selv efter en vellykket operation har kikkertens linse ikke ændret sig.
Man behøver ikke som dansker at gense en Fy og Bi-film for at sense den fortidige utrolige forenkling af Danmark eller genopleve en kvalitativ (subjektiv vurderet) britisk TV-serie for at fornemme en potent kulturel og mindeværdig oplevelse. Sidstnævnte associerer til en – tilsyneladende – velordnet fortid.
"Livet forstås baglæns, men må leves forlæns". Havde Søren Kierkegaard levet i nutiden, var dette udsagn blevet udsat for en sand kogevask i den multifunktionelle vaskemaskine tilsat ord som nostalgi, kompleksitet, LGBT+, algoritmer, klimaændringer, migration, hacking, cyberkrig, PET-scanning, samt A.I., blot eksempler på nu- og den nære fremtids ”skyllemidler”.
Det er næppe tilfældigt, at både unge og ældre i nutiden forholder sig ofte forbløffende positivt til begrebet ”recycling”…….de let slidte tøjfibre er også tråde til en fortid.
Nemlig! Det er så trygt at læse/se/høre noget, som med sikkerhed giver valuta for den tid, man investerer. Det gør mig ikke spor at sakke agterud, døgnfluerne er alligevel for hurtige.
Ja! Det er jo netop sådan, det er: Man opdager flere og flere nuancer i fortællingen eller skuespillet.
Tænk på de matadorfans, der har set serien mere end 20 gange! Det er måske lige i overkanten efter min mening, men det var nu ret interessant at høre podcasten "Meget mere Matador" med historikeren Cecilie Nielsen som vært for skiftende gæster, som er megafans af serien.
Min personlige rekord for læsning af samme bog er seks gange ('Mine seks fanger' af Donald Powell Wilson), og jeg tror snart, jeg vil læse den igen. Det er ikke en roman, men en yderst fængslende (pun intended) beskrivelse af Wilsons tre år som psykolog i Fort Leavenworth.
Jeg ser også enkelte film eller serier mere end én gang, men der er så skrækkelig meget, jeg hverken når at læse eller se i den del af mit liv, der måtte være tilbage, så jeg synes jeg er nødt til at prioritere det nye fremfor det velkendte, men det er lidt af et dilemma indimellem.
@Erik Hulegaard: Tak for din refleksion. Det er interessant, at du nævner Kierkegaards citat i en nutidig kontekst. Måske er pointen netop, at selv om vi i dag står midt i en langt mere kompleks verden – med klima, teknologi og sociale forandringer – er behovet for at forstå baglæns stadig det samme. Måske er det derfor, 'recycling' både fysisk og mentalt føles rigtigt for os: Vi genbruger ikke bare materialer, men også minder, fortællinger og værdier, når vi prøver at orientere os i det, der kommer.
@Eric: Jeg værdsætter din pragmatiske holdning. Der er en ro i at vende tilbage til noget, man ved holder. Når tempoet omkring os hele tiden skruer op, bliver det næsten en luksus at kunne fordybe sig i det velkendte og tidløse. Døgnfluerne kan være sjove et øjeblik, men de giver sjældent den samme efterklang.
@Ellen: Ja, glæden ved at genopleve noget velkendt og trangen til at opdage nyt er et dilemma, og desværre er tiden ikke uendelig (selv om jeg gør alt, hvad jeg kan for at fortrænge det). Måske er det netop derfor, serier som Matador bliver ved med at betyde så meget for os – selv når vi har lyst til at opdage noget nyt, føles det, som om klassikerne trækker os tilbage, fordi de altid giver os noget at opdage igen.