I århundreder målte mennesket tiden ved hjælp af solen og skyggernes bevægelse. Først med de store tårnure i middelalderens byer fik vi en fælles forståelse af timernes rytme. Det mekaniske ur blev ikke bare et værktøj, men en fortælling om civilisation: Vi kunne tæmme naturen, gøre dagen forudsigelig og arbejde på samme tid. Da armbåndsuret for alvor slog igennem i det 20. århundrede, havde man tiden lige ved hånden.
Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur
Det blev alt sammen vendt på hovedet i 1969, da Seiko introducerede det første kommercielle kvartsur. Pludselig kunne man producere ure, der var langt mere præcise end selv de bedste mekaniske værker – og til en brøkdel af prisen. Den teknologiske omvæltning fik senere tilnavnet kvartskrisen i Schweiz, hvor stolte urmagere så deres markedsandel smuldre. Hvor mekaniske ure tidligere var en nødvendighed, blev de nu et luksusvalg. Men kvartsurene var ikke bare billige, de var også geniale. De byggede på piezoelektricitet, hvor en kvartskrystal vibrerer med en konstant frekvens, når den udsættes for spænding. Det betyder, at et kvartsur typisk afviger få sekunder om måneden, mens mekaniske ure kan svinge adskillige sekunder på en enkelt dag. Med andre ord: Kvarts var ikke et kompromis, men en forbedring, hvis man så det fra et rent funktionelt perspektiv.Der findes få statussymboler, der tikker så lavmælt, men samtidig påkalder sig så meget opmærksomhed, som et mekanisk armbåndsur. De roterende tandhjul, den klassiske optrækning, det håndværksmæssige mesterværk – alt sammen en påmindelse om, at tiden kan vises på noget smukkere end en skærm. Men et sted i skyggen af den romantiske fortælling står kvartsuret. Tavst, præcist og ofte set som den praktiske lillebror, man helst ikke viser frem, hvis selskabet snakker om Rolex og Omega. Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur.
Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset
Kvartsuret blev i 1970'erne symbolet på demokratiet i tidens tjeneste. Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset. Det mekaniske ur, som tidligere var eneste mulighed, blev i stedet et luksusobjekt – et valg, ikke en nødvendighed. Kvartsuret gjorde noget så radikalt som at frigøre os fra afhængigheden af håndværksstatus og lod os bare vide, hvad klokken var.Det overses ofte, at præcision i sig selv også er et håndværk. Et kvartsur af høj kvalitet er et teknologisk vidunder, ikke en nødløsning. Det er født af den samme nysgerrighed, der drev urmagerne i Genève: Kan vi måle tiden endnu bedre? Kan vi gøre den tilgængelig for flere? I en verden, hvor de fleste alligevel kigger på mobilen for at se, hvad klokken er, er det i sig selv næsten poetisk at bære et lille stykke industrihistorie, hvor tiden altid passer.
Der er noget befriende ved at frigøre sig fra idéen om, at tid skal signalere noget om os. Det mekaniske ur har ofte en fortælling knyttet til arv, succes og status – en fortælling, der kan være smuk, men også tung. Kvartsuret, derimod, hvisker snarere end råber.
I sidste ende er det ikke urets værdi, der afgør, hvad tiden betyder, men de øjeblikke, man fylder i den. At vide præcist, hvad klokken er, kan være mindst lige så vigtigt, som hvordan den bliver formidlet. Det er ingen skam. Det er snarere et valg – stille, praktisk og måske endda klogt.
Efter at have været fanatisk tilhænger af mekaniske armbåndsure det meste af mit voksne liv, er jeg selv begyndt at se lyset. Jeg elsker Seiko, og det gamle Omega er nu for det meste forbeholdt højtider og særlige anledninger.
Siden dengang min far gav mig et Seiko-ur med dybblå skive i realskolen, har jeg gået med armbåndsur. Og jeg gør det statigvæk. Blot med den forskel, at jeg i dag har to ure - lige som jeg har to par briller - som jeg skifter mellem dag for dag.
Og så har jeg oplevet, meget ofte endda, at jeg bliver spurgt om tiden, når jeg møder mennesker. Nok, fordi de kan se, at jeg bærer mit ur synligt (går altid i t-shirt og lignende). Og selv om jeg fristes til at sige: Så kig dog på din mobil - så kigger jeg gerne på uret og svarer. Der ligger en lille frydefuld glæde i at være mere analog i disse tider. Og jo, mærke er stadigvæk Seiko, selv om det med den blå skive for længst har givet op.
Denne kommentator har i en voksen-udgave været ret fascineret af ure. I perioder gik jeg endda med et armbåndsur på hvert håndled af forskellige fabrikater og funktioner. Tid er (næst efter helbred) den vigtigste faktor i ethvert menneskes liv.
En kær repræsentant fra det smukke køn forærede mig for 23 år siden et Omega ur (”James Bond-uret”). Det er båret lige siden. Og samme Omega-eksemplar bliver – som kommentatoren selv -helbredsundersøgt hvert år. I mange år var man inkarneret Seiko-fan og det blev til (for mange?) en del varianter.
Selvom Geneve er blevet besøgt med interesse (kan anbefales, men tag rigelig med kreditkort med), må denne kommentator alligevel erkende, at begrebet ”Piezoelektricitet” har urpremiere i mit private leksikon.
”Kvartsuret blev i 1970'erne symbolet på demokratiet i tidens tjeneste.” – Smukt udtrykt i sin præcision!
@capac: Der er noget særligt ved at bære armbåndsur – ikke bare som et praktisk redskab, men som en del af ens stil og identitet. Det er interessant, hvordan et ur kan vække både minder og samtaler. At være 'mere analog' i en digital tidsalder giver faktisk ofte en lille ekstra glæde – måske netop fordi det skiller sig ud og viser en form for bevidsthed om tid og tilstedeværelse.
@Erik Hulegaard: Det må siges at være er et meget generøst kvindebekendtskab, der er tale om – og det er tydeligt, at James Bond-uret ikke blot er en tidsmåler, men en ledsager med affektionsværdi.
At bære to ure på én gang siger noget om passionen og interessen for både det funktionelle og det æstetiske. Seiko har med rette haft en stærk plads i mange danske ur-entusiasters hjerter, og min samling tæller mere end ét eksemplar – både mekaniske og kvartsbaserede – jeg var engang alt for optaget af ure, men nænner ikke at skille mig af med dem. Det omtalte Omega beholder jeg også – det kom til verden samme år som mig selv (det var dog ikke en dåbsgave).
Ure er vist noget af en videnskab og interessen for ure er mest en mandeting, tror jeg - jeg kender kun én kvinde, som er gået op i det emne. John kan ikke gå forbi en guldsmed uden at stå og savle over de lækre ure, og hans bror vil hellere have et nyt, dyrt ur og så derefter nærmest sulte i et par måneder, fordi han i virkeligheden ikke havde råd til det.
Jeg kan og vil dog ikke undvære et armbåndsur, for jeg synes det er hammerirriterende at skulle hive telefonen frem for at se hvad klokken er (jeg er nemlig ikke en af dem, hvor telefonen er groet fast til hænderne).
Noget helt andet er, at man med digitale ure lidt mister fornemmelsen for tid, når man vokser op med dem. Charlotte fik som barn først et analogt ur med rigtige, gammeldags visere, fordi hun dermed lærte hvor lang en time var i forhold til fx fem minutter. Da hun havde erhvervet tidsfornemmelsen, fik hun et af de dengang stadig nye digitale ure og var naturligvis stolt af det.
@Ellen: Uden at komme ind på arv, miljø og kønspolitik kan man vist godt konstatere, at ure altid har været mændenes domæne på samme måde som biler. Mænd er åbenbart fascineret af tandhjul, fjedre og ingeniørkunst i perfekt harmoni, og jeg har det nøjagtig på samme måde som John.
Digitalure, der kun viser det aktuelle tidspunkt, kan jeg slet ikke tage alvorligt. De burde være forbeholdt børn, indtil de har lært at se på et rigtigt ur med visere. Men jeg ser, at de små, firkantede rædsler fra 70'erne igen er blevet trendy, og man kan bare håbe, at det går hurtigt over igen.
Omvendt kommer jeg aldrig til at forstå, at mange mænd med den største selvfølgelighed køber ure, der koster det samme som en brugt Porsche, men dem om det ...