Almindeligvis er Information en avis, der intellektuelt er langt over mit niveau, så jeg holder den ikke. Men forleden dag faldt jeg over en overskrift på Informations Instagramprofil, der lige var vand på min fordomsmølle: 'Dyre ure er tidens mest irriterende og vulgære hobby'. Jeg har tidligere skrevet en hyldest til de billige, præcise kvartsure, hvor jeg gik forholdsvis let hen over min aversion mod det voksende ursnobberi. Jeg har ikke læst klummen i Information, men blev inspireret alene af overskriften til at lufte min egen idiosynkrasi.

For der var engang, hvor et ur havde den ganske enkle funktion at oplyse, hvad klokken var. Men så var der nogen, der opdagede, at et ur også kunne fortælle noget langt vigtigere, nemlig hvem man var. Derfor er det ikke længere tilstrækkeligt at vide, at klokken er 14.37. Nu skal klokken være 14.37 på en måde, det har taget tre generationer af schweiziske håndværkere, en venteliste og en bankrådgiver at realisere. Bankrådgiveren har rederiet MSC's danske direktør nu nok ikke haft brug for. Det siges, at hans håndled prydes af et Patek Philippe Aquanaut Chronograph, der kan sælges for mellem 900.000 og en million kroner.

Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage

Man møder urmenneskene overalt, og så gælder det om ikke at sige noget om deres ur. Kommer man alligevel til det, går der et kvarter med en forelæsning om værk, komplikationer, referenceår, patina, og at modellen kun blev produceret i syv eksemplarer under en snestorm i 1968. Der er ingen idé i at spørge, om det også viser tiden, for det handler ikke om tiden, men om historien. Og historien er tilsyneladende, at noget bliver dyrere, jo flere mænd i lyseblå skjorter, der køber det.

Luksusuret er blevet en slags social schweizerkniv. Det signalerer på én gang, at man har penge, smag og forstand på finmekanik, og derfor skal man sørge for, at manchetten ikke skjuler det. Ur-entusiasten understreger altid, at det ikke handler om status. Ligesom når folk siger, at de ikke rejser for at tage billeder, men uploader 143 fotos fra ferien, så snart de kommer hjem. Eller at de ikke købte huset på grund af beliggenheden, men nævner postnummeret nord for København inden for de første 40 sekunder.

Mennesker har altid haft statussymboler. Tidligere byggede man slotte. Så købte man sportsvogne. Nu har vi udviklet os så langt kulturelt, at man kan signalere overlegenhed med en tingest på størrelse med en småkage.

De færreste mennesker kan modstå fristelsen til at prale på den ene eller anden måde. Nogle udbreder sig om årgangsvine, andre om løbetider
og -distancer, eller de maler i fritiden (altså ikke entréen). Hvis man er lidt mere raffineret, kan man også bare sige 'jeg læser stort set kun essays'.

Alle går rundt som levende visitkort, men urfolkene har fundet den mest elegante måde at gøre det på. De har opfundet den eneste hobby i verden, hvor man kan bruge et sekscifret beløb og hævde, at det ikke drejer sig om, hvad det har kostet. At bruge en formue på noget og samtidig få det til at lyde som en interesse for meget små tandhjul er den perfekte opvisning i beskedenhed.

Man skal nok ikke gøre sig håb om at komme ursnobberiet til livs, men man kan da prøve. Næste gang nogen læner sig frem og siger, at det ikke handler om prisen, kunne man kaste et høfligt blik på deres håndled, vente et øjeblik og sige: 'Hvad er klokken egentlig?' Hvis de så svarer med referencenummeret, er samtalen slut.