Hvis man har en vis alder og derfor har gennemgået den tidligere obligatoriske danske basisopdragelse, der inkluderer en smule skam i livet, giver man sig ikke af med at prale. I hvert fald ikke direkte. Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld. Hvis man har glemt, at betegnelsen for fænomenet hedder ‘falsk beskedenhed’ på almindeligt dansk eller bare gerne vil være ung med de unge, kalder man det 'humble bragging'.

Humble bragging er en af civilisationens mest raffinerede selskabsdiscipliner: kunsten at fortælle noget beundrings- eller misundelsesværdigt om sig selv, mens man lader som om, man egentlig beklager det. Det er pral forklædt som ydmyghed. Selvpromovering i uldfrakke.

Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld

Det klassiske eksempel er hende, der sukker tungt over, at alle tror, hun er yngre end sin alder. Eller ham, der beklager sig over, at weekenden blev så opslidende, fordi der skulle vælges mellem to invitationer til kendisser, han kun omtaler ved fornavn.

Der findes flere underarter. Den logistiske humble brag handler om travlhed. Her fremføres livets privilegier som administrative byrder. Kalenderen er fyldt, folk forventer noget af én, rejserne er mange, og der opstår alvorlige problemer med at få koordineret frokost mellem forskellige attraktive muligheder.

Den æstetiske humble brag er mere subtil. Man fortæller med et strejf af opgivenhed, at det er blevet umuligt at finde tøj eller sko, der passer ordentligt. Ikke fordi man er vanskelig, naturligvis, men fordi skuldrene er for brede, benene for lange, eller fødderne så følsomme, at håndsyede italienske sko efter mål er blevet en nødvendighed.

Så er der den intellektuelle humble brag, som kræver finesse. Her fremstår personen lettere frustreret over, at andre bliver ved med at spørge om råd inden for emner, man egentlig slet ikke beskæftiger sig med længere.

En avanceret disciplin er anti-materialistisk humble bragging. Det er den særlige evne til at nævne luksus på en måde, så man samtidig virker, som om man er hævet over den. Man ejer ikke noget af statushensyn. Man foretrækker bare ting, der tilfældigvis tager seks måneder at fremstille og leveres i en sjælden, specialbehandlet træsort.

Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning

Sociale medier har naturligvis løftet humble bragging til serieproduktion. Før i tiden krævede det timing og menneskelig kontakt. Nu kan man nøjes med at lægge et billede op af et flyvindue, en bog med mikroskopisk, ulæselig typografi og en kop espresso tæt ved det karakteristiske hjørne af sofabordet, der afslører, at det er Poul Kjærholms PK 61 til 25.000. Naturligvis ledsaget af en tekst om nødvendigheden af at koble af.

Det ærgerlige er, at humble bragging næsten aldrig virker efter hensigten. Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning. Tilhøreren sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet inviteret til et trylleshow, hvor tryllekunstneren hele tiden forklarer, hvordan numrene laves.

Og alligevel er det de færreste, der kan melde hus forbi. De fleste humble bragger mere eller mindre bevidst, fordi ren pral er vulgær. Men total beskedenhed virker heller ikke helt rimelig, når man faktisk er stolt af noget. Måske er humble bragging bare et socialt kompromis: ønsket om at blive beundret uden at virke som én, der er ude på at blive beundret. Men det er en svær balanceakt.

Den elegante løsning er måske hverken at skjule stoltheden eller servere den forklædt. Man kan jo også bare sige, at den/det er man rigtig glad for, eller at man er godt tilfreds med resultatet eller forløbet. Men det kræver muligvis mere mod end at nævne, hvor svært det er at få plads til flere flasker Domaine de la Romanée-Conti i vinkælderen ...