Det amerikanske midtvejsvalg har været en guldgrube af politisk absurditet, og det kan være svært at afgøre, om det er amerikansk politik, der har udviklet sig til underholdning, eller om underholdningsbranchen bare har overtaget politikken. Selv om Trump ikke stod på stemmesedlen, lykkedes det ham endnu engang at løbe med det meste af opmærksomheden både før, under og efter.

Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam

Op til valget havde Trump travlt med en anden vigtig sag: spejldammen ved Lincoln Memorial i Washington, der havde været plaget af problemer med grønalger. Ved et pressemøde forsvarede han en renovering til 14 millioner dollars og benyttede samtidig lejligheden til at give Biden-administrationen skylden for algeproblemerne. Mens amerikanerne diskuterede inflation, økonomi, krig og Kongressens fremtid, talte deres præsident om en ubelejlig plantevækst i en dam. Omkring valgdagen havde han også frihed i rummet på programmet og proklamerede den antikommunistiske uge. Manglende alsidighed er ikke en egenskab man kan skyde ham i skoene.

Trump havde selvfølgelig også mere håndfaste tilbud til vælgerne. Han havde tidligere luftet idéen om en check på 2.000 dollars til sine vælgere, men under valgkampen blev beløbet pludselig hævet til 5.000 dollars til alle voksne amerikanere – altså hvis republikanerne bevarede kontrollen over Kongressen. Finansieringen og den praktiske gennemførelse var der en del spørgsmål til, men den slags detaljer bør aldrig ødelægge den gode stemning. I Trumps univers er det ikke noget problem at kombinere økonomisk politik med et tilbud, der minder om en forsmag på Black Friday eller måske snarere leder tanken hen på et ophørsudsalg.

Som forventet var Donald Trump utilbøjelig til at overlade rampelyset til de kandidater, der faktisk var opstillet. Ved et kampagnemøde i Ohio gav han sig til at rose den republikanske senator Jon Husted for hans atletiske krop. Det udviklede sig til en noget utraditionel hyldest, da Trump oplyste, at han minutiøst havde studeret senatorens anatomi.

Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel

'I looked at his ass', erklærede han, hvorefter han fortsatte med at beskrive, hvordan han havde gransket Husted fra top til tå. Publikum morede sig storartet, formentlig i modsætning til Husted. Det er trods alt ikke hver dag, en politikers bagdel bliver præsenteret for vælgerne som hans største fordel.

Midtvejsvalget endte som bekendt med den største fiasko for Donald Trump og republikanerne i mands minde. Demokraterne fik flertal både i Repræsentanternes Hus og Senatet, men Trump havde forklaringen på det utilfredsstillende udfald: Han havde ikke selv været på stemmesedlen – ellers ville han have vundet med overvældende flertal.

Selv om vi også herhjemme er leveringsdygtige i politisk teater, kovendinger og personlige opgør, blegner forestillingen noget i sammenligning med Donalds guddommelige komedie. Gymnasieleverne barrikaderede klasselokalerne, SF forsøgte at forklare kompromisets kunst over for hjemmeboende studerende, der manglede cafépenge, landmændene fortsatte deres shitstorm mod gødskningsloven, Morten Messerschmidt flirtede med rollen som blå bloks førstemand, og Dansk Folkeparti var stadig utilfreds med benzinpriserne. Med andre ord: alt var stort set ved det gamle.

Men heldigvis var der et nuværende og et forhenværende medlem af Moderaterne til at sætte lidt fut i fejemøget. Om ikke så lang tid skal socialminister Monika Rubin stå ansigt til ansigt med sin tidligere partifælle Mike Fonseca, som blev ekskluderet fra partiet for tre år siden, efter det kom frem, at han havde et forhold til en 15-årig pige. Nu har han anlagt et civilt søgsmål mod Monika Rubin og kræver erstatning for hendes udtalelser om ham. På Facebook kaldte hun ham blandt andet 'klamme Mike', og hun har ikke tænkt sig at trække i land. Hun mener, at hun har ret til at kritisere sin tidligere partifælle, selv om det ikke i sig selv er ulovligt at have et forhold til en 15-årig.

Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt

Hun henviser til sin egen ungdom og fortæller, at da hun som 15-årig gik i 8. klasse, kunne hun også finde voksne mænd spændende, men hun ville næppe have klappet i hænderne, hvis en af dem var dukket op med 'pikken fremme'. En formulering, der nok ikke havde været forbi Socialministeriets kommunikationsafdeling, hvor man måske ville have skrevet noget om upassende anatomisk opmærksomhed. Men Monika Rubin har ikke brug for sproglig kosmetik, når virkeligheden i sig selv er tilstrækkelig kulørt. Hun beskylder desuden Fonseca for at 'gå på rov i børneværelset', og det bliver nu op til retten at vurdere, om ministerens offentlige kritik holder sig inden for lovens rammer. En juridisk balancegang, der går ud på at skelne mellem at kalde nogen en klam stodder og at antyde noget virkelig grimt.

Da Jyllands-Posten spurgte Monika Rubin, om hun vil sige undskyld, hvis hun taber sagen, svarede hun uden omsvøb: 'Næh. Jeg kan ikke sige undskyld for noget, som jeg mener er fucking vammelt.' Mike Fonsecas advokat har til gengæld meddelt, at hun af respekt for rettens arbejde ikke vil føre sagen i medierne. Hvor politikere normalt kan få tre pressemeddelelser ud af en mindre fodfejl, er der altså nogen, der har det tankevækkende synspunkt, at en retssag hører hjemme i retten.

Mens vi venter på afgørelsen, kan vi konstatere, at Moderaternes gamle fællesskab er blevet reduceret til et juridisk slagsmål med hårdtslående ord. Det var Lars Løkkes plan at lave et parti, hvor man kunne tale sammen på trods af uenigheder, og det er på sin vis lykkedes. Monika Rubin og Mike Fonseca taler ganske vist ikke længere sammen, men de har fundet en anden måde at mødes på: Med advokater, erstatningskrav og en dommer som ordstyrer. Om begge parter så også kan styre deres ordvalg vil vise sig.

Måske er det i virkeligheden det, der forener amerikansk og dansk politik for tiden: Den stadigt mere flydende grænse mellem politisk ledelse, personlig fornærmelse og rendyrket underholdning. Forskellen er bare, at amerikanerne har lidt større armbevægelser