Så gik den ikke længere. I enhver dansk have udspiller der sig en dramatisk krig, som enhver hus- og haveejer kender alt for godt: kampen mellem mosset og græsset. Hvert forår genoptager de to rivaler deres århundreder gamle slag, der snildt kan måle sig med handlingen i Game of Thrones.
Græsset er den adelige og stolte hersker af plænen. Det stræber efter at være tæt, grønt og frodigt til glæde for den forfængelige haveejer. Men græsset stiller også krav. Det kræver sol, gødning, korrekt pH-værdi, den perfekte mængde vand og helst et symfoniorkester, der spiller Le Sacre du printemps, mens det vokser. Græsset er med andre ord en naturens primadonna.
Uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film
Mosset, derimod, er som en fandenivoldsk guerillakriger, der lever i skyggerne. Det har ingen fine fornemmelser og affinder sig med omstændighederne. Sol eller skygge? Ligegyldigt. Vådt eller tørt? Det finder en løsning. Græsset forsøger at forsvare sit territorium ved at brede sig og sende dybe rødder ned i jorden. Men mosset kan trives hvor som helst, og det får støtte fra naturens egne forrædere – skyggefulde træer, tung jord og haveejere, der ikke gider rive plænen igennem hvert forår. Det kravler ind mellem græsstråene, sætter sig tungt i hjørnerne og skubber sig langsomt, men sikkert frem. Mosset angriber om vinteren, når græsset sover, og når sneen smelter, opdager man pludselig, at halvdelen af plænen er erobret.Enhver haveejer har prøvet at tage kampen op med forskellige strategier. Man kan lufte græsset, sprede kalk på jorden, rive mosset op og true det med alverdens kemikalier. Men uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film. Det er en kamp, man ikke kan vinde.
Efter år med dybe, videnskabelige observationer og tænkepauser i haveskuret er jeg nået frem til den konklusion, at mos ikke er en tilfældighed, men en snedig plan udarbejdet af universet for at trykteste vores mentale styrke. Mos er i virkeligheden en slags biologisk spion udsendt af skoven for at infiltrere vores haver. Skoven, med sine majestætiske træer og dybe, mørke hemmeligheder, kan ikke udstå veltrimmede græsplæner. Den ser dem som et angreb på det naturlige kaos og sender derfor mos som første led i en kolonisering. Det begynder i skyggen, hvor vi ikke lægger mærke til det, men langsomt breder det sig, indtil hele plænen er en stor, grøn mosmadras.
Men hvorfor forsøger vi egentlig så ihærdigt at bekæmpe mosset? Er det ikke smukt på sin egen måde? Blødt, altid frodigt og vedligeholdelsesfrit. Måske er mos ikke fjenden, men snarere en ven, der forsøger at fortælle os, at vi spilder vores liv på en evig kamp mod naturen. Måske er mos i virkeligheden vores spirituelle vejleder – en ydmyg, stædig, fotosynteseelskende guru?
Desværre har jeg på fornemmelsen, at det bliver vanskeligt at overbevise Madame om det indlysende rigtige i mine betragtninger. Så jeg ved godt, hvad weekenden kommer til at gå med.
* * *
Dagens irrelevante musikalske bonusDagens tip: lad være med at sige 'eksponentiel', hvis det ikke indgår i en matematisk sammenhæng.
Dit indlæg kan jo læses som et langt forsvar for, at vi skal give tilbage til naturen, hvad naturens er. Altså: Lad græsset være, lad mosserne få overtaget, lad græsslåmaskinen ruste, og fruen protestere. Du kæmper en kamp i naturens tjeneste.
Her hvor jeg bor (i lejlighed) er de lokale gartnere begyndt at lade store områder af vores græsarealer vokse frit, så vi f- eks. er forkælet med store områder med påskeliljer for tiden. Men- en gang om året klipper de hele lortet ned til jorden, hvilket jeg har protesteret mod, fordi naturen jo skal passe sig selv. Men det er åbenbart rigtig svært for os mennesker at forstå.
At bekrige mos er som at kæmpe mod kosmos.
@capac: Begge husstandens medlemmer har skam megen godhed for alle biodiversitetstanker og for 'vild med vilje'-bevægelsen, som også sætter sit præg på de store parker herovre, inklusive Dyrehaven, som ikke længere ligner et guldaldermaleri, men snarere en orkans hærgen, hvor væltede træstammer ligger hulter til bulter. Nu mangler vi bare helt at aflægge den indpodede småborgerligheds forestillinger om græsplænens mosprocent som barometer for moral og anstændighed.
@Eric: En læresætning, der er Cicero værdig!
God arbejdslyst!
Vi 'bekæmper' mosset ved at lade være med at slå græsset alt for kort og lade der gå meget længere tid mellem slåningerne, end det ellers har været normalen her i huset. Det hjælper rent faktisk, selv om der ganske rigtigt er voldsomt meget mos her om foråret.
Jeg har dog sommetider vældig svært ved at holde John fra græsslåmaskinen længe nok, for han bryder sig ikke om langhårede græsplæner. Det problem tror jeg ikke, jeg ville have med dig 😂
Jo, mos er såmænd meget pænt, men det er stort set altid pokkers fugtigt, så man kan ikke sætte eller lægge sig på det uden at blive dyngvåd. Så er en græsplæne altså mere behagelig.
@Ellen: Jeg ser slet ikke, om græsset er langt eller kort og slår det kun, når jeg får besked på det. Men skal jeg være helt ærlig, foretrækker jeg trods alt også græs frem for mos, for man kommer ikke uden om, at mos er klam affære, hvor pynteligt det end måtte være.
”Græsset er med andre ord en naturens primadonna.” – Nattens snart fraværende frost kan så ikke holde det i skak, hvilket in casu betyder, at tiden nærmer sig med foruroligende hast, hvor robotplæneklipperen eller dens hårdt prøvede og ældre motorplæneklipper skal på mere eller mindre regelmæssigt arbejde.
Græssets længde betyder også noget for de fleste haveejere. Selv har jeg plottet årets 10-12 græsture med motorplæneklipperen ind i min kalender og tager det som en pligt, medens hjernen samtidig arbejder med mere ”udviklende projekter”.
Mos indtager også en vægtig biologisk funktion for haveejere. Selvom jeg tilhører gruppen af haveejere, har det eksorbitant mildt sagt aldrig givet anledning til den helt store refleksion. Jeg forsøger selv at fjerne, hvad skal fjernes og ellers betale mig fra det ”grove”.
@Erik Hulegaard: Som kommentatoren utvivlsomt har bemærket, har jeg for vane at forstørre bagatelagtige irritationsmomenter ad absurdum for underholdningens (måske mest min egen) skyld, og med hensyn til mos er jeg mere tolerant, end indlægget lader formode. Jeg påtager mig også uden synderlig mange mishagsytringer det trivielle arbejde med rugbrødsmotoriseret plæneklipning – det tager cirka en time hver gang og passer som regel med længden af en podcast.