Mig, Sherlock og Mycroft



I tidernes morgen havde jeg en detektivklub sammen med to af mine kammerater. Eftersom det var en yderst hemmelig klub, omtalte vi den kun som S.H.E., og ingen andre end os vidste, at det stod for Sherlock Holmes' Efterfølgere.

Vi opklarede ingen mysterier, men vi havde et klubblad, der udkom i et månedligt oplag på 1 eksemplar, som blev skrevet på maskine af mig under signaturen -mycroft. På et tidligt tidspunkt af min Sherlock Holmes-læsning havde jeg fattet stor sympati for Mycroft Holmes, Sherlocks ældre, indolente bror, som havde en betydelig skarpere hjerne end sin lillebror, der jo heller ikke ligefrem var tabt bag af en vogn. Sherlock Holmes rådførte sig med Mycroft i særlig vanskelige sager, og han gennemskuede dem straks. Mycroft orkede bare ikke selv at investere den fysiske energi, der skulle til for at fremskaffe de fornødne beviser, så Sherlock måtte selv gøre benarbejdet.

Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud

Et eller andet sted på nettet stødte jeg på Mycroft Holmes igen og fik lyst til at genopfriske bekendtskabet med ham. Jeg fiskede min komplette, illustrerede Sherlock Holmes ud af reolen og gik i krig, men Mycroft optræder kun i fire historier, og før jeg fik set mig om, var jeg i fuld gang med historien om Silver Blaze.

Som de fleste andre Sherlock Holmes-fortællinger er Silver Blaze god underholdning, men ikke desto mindre er det Holmes' personlighed, der er det mest interessante (når nu Mycroft ikke er med). I hvert fald for mig. Hvem der er skurken, interesserer mig ikke et hammerslag, og jeg giver mig aldrig af med at prøve at regne plottet ud – det overstiger alligevel både mine evner og min tålmodighed.

Jeg er også fuldstændig ligeglad med, om handlingen foregår i London, Smørumnedre eller på Månen, om det drejer sig om at opklare mordet på en skummel pantelåner med klumpfod og hareskår eller om, at den hellige gral skulle vise sig at være Sofie Linde. Når det gælder skønlitteratur, læser jeg for at nyde den måde, historien er skrevet på.

Det er ikke nogen ny opdagelse, jeg har gjort. Jeg kom bare til at tænke på det endnu engang, fordi jeg tilfældigt stødte på mit gamle idol Mycroft Holmes.

Og så kom jeg også til at tænke på, hvorfor bagsideteksten på bøger næsten altid nøjes med at opridse handlingen i stedet for at servere smagsprøver på skrivestilen. Silver Blaze indeholder for eksempel det berømte replikskifte mellem Inspector Gregory og Sherlock Holmes, der inspirerede Mark Haddon til titlen på en helt anden slags bog. Det er Gregory, der (frit oversat) spørger:
– Er der noget, De ønsker at henlede min opmærksomhed på?
– Ja, den mystiske sag om hunden i natten.
– Hunden foretog sig intet om natten.
– Det er det, der er det mystiske, bemærkede Sherlock Holmes.
Ikke dårligt, hva’?

Kategori: ,. Bookmark permalink.

12 svar på Mig, Sherlock og Mycroft

  1. Eric Bentzen skriver:

    Også jeg var fascineret af Holmes i mine drengeår. Nu har jeg alle (eller næsten) som e-bøger, men de samler digitalt støv. Én ting, jeg lærte, var dog at være opmærksom på fraværet af det, som ellers ville være naturligt at gøre/nævne - ganske som hunden i det citerede. Det giver ofte et fingerpeg om den skjulte dagsorden eller "den tynde is".

  2. Madame skriver:

    Det er en fantastisk historie om jeres hemmelige klub :-)
    Jeg var også medlem af en hemmelig klub. Vi børn på den lille vej, jeg boede på, byggede et klubhus med eget flag. Der var indgang til klubhuset gennem en jordhule. Vi blev optaget i klubben med et særligt ritual, hvor vi røg kridtpiber - det var højtideligt og med løfte om, at ingen andre skulle få noget at vide om vores klub.
    Børn er gode til at bruge deres fantasi.

  3. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Bentzen: Bøger er i det hele taget en glimrende opfindelse! Mon ikke de fleste hanskønsvæsener i vores aldersgruppe har en relation til den gamle mesterdetektiv? Fra min bardom husker jeg i øvrigt også tv-serien, hvor Basil Rathbone spillede Holmes. Det er stadigvæk den 'rigtige' for mig.

  4. capac skriver:

    De har det åbenbart med at dukke op. I seneste afsnit af den tyske serie Charité dukker Arthur Conan Doyle op og afslører den tyske forsker Kochs tyberkolineksperiment som fup. At Koch senere alligevel fik en Nobelpris er en anden sag.
    Måske er Mycroft i virkeligheden Arthur Conan Doyle alter ego? Eller et af dem...

  5. Erik Hulegaard skriver:

    Charles Gray var min yndlingsfigur som Mycroft Holmes. Jeg forstår godt dit valg af Basil Rathbone, men på målstregen foretrækkes Jeremy Brett, hvis bipolaritet i sandhed blev udfoldet i rollen.

    Hemmelige klubber i barndommen er et emne, der får nogle til fortsætte i loger senere i voksenlivet.

  6. Uffe Jerner skriver:

    @capac: Episoden med Conan Doyle i Charité havde jeg helt glemt, selv om det kun er et par år siden, jeg så den. Tak for at minde om den.

  7. Uffe Jerner skriver:

    @Erik Hulegaard: Når jeg fremhæver Basil Rathbone, må det nok tilskrives ren og skær nostalgi. Der er ingen tvivl om, at Jeremy Bretts udgave af Holmes er langt mere tro over for forlægget. Jeg har vist aldrig set andre end Charles Gray som Mycroft Holmes, så han er også min favorit!

    Med hensyn til loger er jeg endnu ikke blevet voksen nok til at melde mig ind i én :)

  8. Uffe Jerner skriver:

    @Madame: Det kommer bag på mig, at piger også havde hemmelige klubber, og hvilken luksus, at I havde eget klubhus. Vi måtte tage til takke med et ledigt kælderrum.

  9. Henriette skriver:

    Jeg var, ligesom Madame, en del af en hemmelig klub, som holdt til i en hule i skoven, så jeg tror, det er ligeså almindeligt for piger som for drenge, at dyrke hemmelige fællesskaber.
    Jeg husker ikke optagelsesritualer, men kun at min veninde, Lonni, aldrig var den mindste smule snavset og altid ulasteligt klædt efter skovturen, mens jeg lignede en, man havde brugt til at trække vod i en muddergrøft. Sådan er vi så forskellige :-)

  10. Uffe Jerner skriver:

    @Henriette: Ved nærmere eftertanke kan jeg godt se det indlysende i, at piger selvfølgelig også havde hemmelige klubber, og at min vildfarelse nok simpelt hen skyldes, at klubberne netop var hemmelige :) I min barndom legede drenge og piger jo ikke rigtig sammen, før de nåede en vis alder, hvor det blev interessant at omgås af andre grunde. Tak for bidraget og for at oplyse min formørkede tankegang en anelse!

  11. Ellen skriver:

    Jeg har læst alt, der har med Sherlock Holmes at gøre. Doyle var også spiritistisk interesseret og har vistnok skrevet om det, men det har ikke interesseret mig.
    Jeg var ikke så privilegeret at være med i en hemmelig klub, men jeg havde nogle gode og meget hemmelige skjulesteder på min forældres gård :-)

  12. Uffe Jerner skriver:

    @Ellen: Lad mig sige det sådan: Det kommer ikke bag på mig, at du er Sherlock Holmes-fan :)

Skriv en kommentar