DIT OG DAT:

• Sidste weekend blev Øresundsbroens 25 års jubilæum fejret med Broløbet: 40.000 løbere, et hav af stillestående biler og en kollektiv forståelse af, at det i hvert fald ikke er trafikken, der binder os sammen.
• I denne weekend finder det nye cykelløb Copenhagen Sprint sted. Det betyder, at 83 buslinjer er omlagt eller aflyst, men Movia oplyser, at 'de fleste borgere kun vil opleve mindre gener'. Oversat til dagligsprog betyder det, at man skal tage afsted tre kvarter tidligere, skifte bus fire gange og gå de sidste seks kilometer på hænder gennem et afspærret vejkryds.
• I søndags var det præcis 806 år siden, Dannebrog faldt ned fra himlen i Estland. Det var dengang, Gud stadig gik med i krig og havde flair for dramatisk scenografi. I dag venter vi bare på, at der daler en sundhedsløsning og en klimahandlingsplan ned fra skyerne, og at der daler en urtepotte ned i hovedet på Trump og Putin.
• Frankrigs præsident Emanuel Macron var på besøg i Grønland for at sende et klart signal til USA. Hvis nogen kan sætte Trump på plads, må det være lederen af en af de største kolonimagter i Europas historie.
• Efter årtiers modstand mod atomvåben går mange danskere nu ind for et fælles europæisk atomvåbenprogram – der er intet så fredsskabende som truslen om gensidig udslettelse. Næste skridt bliver en EU-atombombe, der eksploderer med bæredygtigt CO₂-aftryk og respekt for biodiversiteten.
• Det er kommet frem, at Lars Løkke tilbød det ekskluderede partimedlem Mike Fonseca 369.978 kr. for at forlade demokratiet – som en parkeringsvagt, der får 500 kroner og en proteinbar for at holde op med at udstede bøder. Fonseca afviste tilbuddet, Løkke gik amok, og Folketinget raslede videre som et vakkelvornt damplokomotiv med 179 vogne og en defekt bremseklods.
• Danskerne er faret til tasterne, ikke for at booke sommerhus i Blåvand eller rage en elcykel til sig på tilbud, men for at registrere sig som organdonorer – eller bede sig fritaget: 'Min lever må godt genbruges.' KLIK. 'Mine hornhinder – nej, helst ikke.' KLIK.
• For at skåne havbunden og øge biodiversiteten er der indført forbud mod at fiske med bundtrawl i kystnære havområder. Forbuddet gælder dog ikke, hvis der kan fanges fisk for mere end en million kroner. Det svarer nogenlunde til at forbyde bankrøveri, medmindre der er over en million i boksen.
• Københavns Teknik- og Miljøudvalg har vedtaget et forbud mod benzin- og dieselbiler i dele af København. Til gengæld kommer der flere elbiler, flere ladestandere og dobbelt så mange mænd i North Face-jakker, der ikke kan komme til at parkere deres Tesla for ladekabler.
• Avl og produktion af mink bliver forbudt i hele EU. Danmark stemte imod forslaget, fordi vi allerede har haft én stor skandale, og det ville være ærgerligt at gå glip af muligheden for at lave en ny. Desuden hader vi, når Bruxelles blander sig i vores ret til at begå præcis de samme fejl to gange.

LÆST:
Amor Towles: Rules of Civility (Høflighedens forskrifter)
2012
Vidunderlig skildring af New York i tiden efter Depressionen og refleksion over valg, værdighed, og hvordan vi former vores egne fortællinger. Vi følger en ung, kompromisløs kvinde gennem et skelsættende år i 30'ernes New York, hvor hun må lære at begå sig blandt byens rige og berygtede borgere. Amor Towles skriver både underholdende og litterært ambitiøst – en sjælden kombination.

SET:
Horisont: Putins dødsliste
Dokumentar – dr.dk
Putin godkender mord på højtprofilerede personer i udlandet. Den ungarske graverjournalist Christo Grozev har afsløret et væld af russiske agenter og snigmordere i Europa. Christo er nu selv blevet et mål for Putins vrede og må gå under jorden uden sin familie. Rystende dokumentation.

HØRT:
Du kender typen: Lea Korsgaard, chefredaktør for netavisen Zetland og forfatter
– DR Lyd
Værten Anne Glad udspørger om gæstens forbrug, som indirekte tegner et billede af hovedpersonens værdier og livsopfattelse. Lea Korsgaard udgav tidligere i år bogen Inden året er omme, som skildrer hendes jagt på Danmarks 64 sommerfuglearter. Både podcasten og bogen er voldsomt fængslende.

I ØVRIGT:
Smithsonian: Could the Semicolon Die Out?
Semikolonet er ved at blive en truet tegnsætningsart, som risikerer at dø ud – ikke af had, men af glemsel og forvirring. Flere sprogfolk kalder derfor til kamp for dets bevarelse.

i virkeligheden er dette indlæg en uge for sent på den, for Seersucker Thursday var sidste torsdag. Seersucker er det, min mor kaldte bæk og bølge – altså bomuldsstof, der består af skiftevis glatte og rynkede striber – og Seersucker Thursday blev indført af den republikanske senator Trent Lott fra Mississippi i 1996, som ville bringe 'a little Southern charm to the Capitol' for at minde Senatet om, hvordan senatorer klædte sig, før aircondition blev udbredt i 1950'erne. S.Res. 254 – Senate Resolution nummer 254 – erklærede i år 12. juni 2025 for National Seersucker Day og udpeger derudover hver torsdag efter denne dato og frem til sidste torsdag i august 2025 som Seersucker Thursday. Og den 12. juni gjorde senatorerne, som resolutionen og traditionen foreskriver: de iførte sig deres seersucker-jakkesæt, og begivenheden blev fejret med en officiel fotosession ved Ohio-uret kl. 12.30 ET.

Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i?

Ordet seersucker kommer fra det persiske shir o shekar, der betyder 'mælk og sukker'– en poetisk henvisning til stoffets struktur. Seersucker kom til Europa via handelsruterne, og britiske kolonister gjorde det hurtigt til en del af uniformeringen i varme egne som Indien og Caribien. Stoffet var perfekt til klimaet: det krævede hverken strygning eller svedabsorberende hjælpemidler. Det kunne overleve tropisk fugtighed og britisk arrogance på én gang. I USA blev seersucker for alvor allemandseje i det 19. århundrede, især blandt arbejderklassen i sydstaterne. Det var billigt, slidstærkt og køligt i sommervarmen – tøj til arbejdsbrug, ikke til en modeopvisning.

Men i 1920'erne begyndte unge mænd fra Ivy League-universiteterne at tage seersucker til sig. For præcis som med nutidens normcore og Crocs var det netop det, at stoffet var lavstatus, der gjorde det cool. Hvad er vel mere rebelsk end at troppe op til forelæsning på Princeton iført tøj, som normalt gartnere og isbude går i? I de følgende årtier holdt seersucker sit indtog i kongressen. Især i sydstaterne blev det nærmest en politisk uniform. Hver sommer kunne man se senatorer og advokater i Washington D.C. skridte omkring i deres lyseblå- og hvidstribede jakkesæt, som var de netop steget ud af en Tennessee Williams-forestilling med bourbon i hånden og sved på panden. Seersucker var ikke længere bare praktisk, det var kulturel identitet, og Seersucker Thursday blev institueret.

Efter en slumrende periode fik seersucker sit comeback i det 21. århundrede. Hipsterkulturen elskede det, fordi det var retro og rynket. Designere begyndte at lege med farver, snit og mønstre. Pludselig kunne man få seersucker i pink, grøn, lavendel – og i skinny fit.

Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag

I Danmark kom stoffet snigende ad mere diskrete veje. Først som lidt eksotisk sommertøj i 60'erne og 70'erne, hvor charterturisme og international inspiration fik danskerne til at tage nye materialer til sig. Men det er især i de senere år, at seersucker har gjort et seriøst comeback – ikke bare som praktisk sommertøj, men som et stilvalg med personlighed. Som enhver ved, er den danske sommer lunefuld og kan veksle mellem 14 og 27 grader, regnbyger og hedebølge på en eftermiddag. Seersucker er som skabt til det skiftende vejr. Det er åndbart, tørrer hurtigt, og det ser ud, som det skal – også når det bliver krøllet. Det passer perfekt til skandinavisk uhøjtidelighed – og i modsætning til meget andet sommertøj holder det stilen, selv efter en picnic, en lur i græsset og en byge over Søerne.

Men der må være en grænse – et komplet jakkesæt i seersucker kræver sin mand! Jeg har alligevel ingen aktuelle planer om at blive senator i USA, og det er nok heller ikke sandsynligt, at jeg bliver inviteret til sommerbryllup i Toscana foreløbig. Så jeg nøjes med jakken.

Den mest berømte bærer af et seersucker-jakkesæt er nok Gregory Peck som advokaten Atticus Finch i filmatiseringen af Harper Lees roman To Kill a Mockingbird. Det er ham, der er blikfang foroven. Flere billeder her.

To gange om året vågner jeg op med en fornemmelse af, at noget ikke er, som det burde være. Det begynder allerede dagen før. En snigende uro, som ikke helt kan placeres. Måske er det bare en almindelig mandag, men i min kalender står der med isnende præcision: Tandlæge kl. 12:15. Og så ved jeg det. Som regel er der ikke noget galt, men jeg skal igennem en renselsesproces.

Et halvårligt tandeftersyn lyder som noget, kun mennesker med orden i regningerne og fryseren fuld af hjemmebagte surdejsboller tager alvorligt. Men jeg har erkendt, at det ikke nytter noget at forsøge at springe over. Dels fordi tandlægen bliver skuffet på en måde, som kun familiemedlemmer burde have lov til, dels fordi tandsten er et frastødende ord, man ikke har lyst til at medvirke til udbredelsen af.

Tandlægens værktøj ligner en kombination af kirurgisk udstyr og torturredskaber fra en særlig ondskabsfuld epoke i middelalderen

Men selve tandeftersynet – en tilsyneladende harmløs, teknisk set smertefri oplevelse – er en fysisk manifestation af socialt ubehag. For det første er der den absurde situation, hvor man ligger hjælpeløst tilbagelænet med kæberne på vid gab, mens tandlægen stirrer én ind i munden, som om ens tandkød var en sjælden seværdighed. Dertil kommer instrumenterne. Tandlægens værktøj ligner en kombination af kirurgisk udstyr og torturredskaber fra en særlig ondskabsfuld epoke i middelalderen. 'Det her kommer til at sige lidt,' advarer tandlægen henkastet, før et apparat begynder at hvine som en jetmotor fanget i en dåse tun. 'Du må gerne sige til, hvis det bliver for meget,' tilføjer hun venligt – hvilket er umuligt, eftersom man ligner en havkat, der har opgivet ævred.

Så er der den evige trussel om 'følsomme tandhalse.' Det lyder som noget, der hører hjemme i et tidligt digt af Klaus Ribjerg, men i praksis føles det som at få dryppet citronsaft direkte ned i sjælen. Smerten er kort, intens og ledsaget af en skyldfølelse, som kun voksne, der glemte at bruge tandtråd i går, kan forstå.

Midt i det hele forsøger tandlægen at føre en samtale. 'Hvor skal du så holde sommerferie?' spørger hun interesseret, mens hun bearbejder mit tandsæt med en skraber, der føles som et stemmejern. Jeg siger noget i retning af 'Hrrj schlaff uuhghkrr t’Ka’krrrnnnnnrrraaa!', som betyder 'Jeg skal såmænd bare et par uger til Kerteminde’, hvortil hun svarer: 'Nej, hvor sjovt! Vi var også på Kreta sidste år – børnene var vilde med det!' Efter cirka tyve minutters rumsterende skraben, rensen og poleren rejser jeg mig op. Jeg tørrer savl af kinderne og smiler med mine nyvaskede tænder – 'Det ser rigtig fint ud,' siger tandlægen, 'men husk tandtråden.'

Jeg går ud i solen, lidt svimmel, lidt fattigere, men officielt lutret og uden huller. I det mindste denne gang. Der er trods alt kun seks måneder til næste seance i den sterile skærsild.

DIT OG DAT:

• I København løb årets Distortion af stabelen – et samfundseksperiment, der går ud på at se, hvad der sker, hvis man fjerner regler, rindende vand og selvrespekt i 48 timer. Det eneste sted, hvor man kan danse på en skraldespand, drikke lunken dåseøl til 70 kr., forrette sin nødtørft i baggårde, miste sine sko og glemme, hvor man bor.
• USA's præsident indsatte Nationalgarden mod vrede demonstranter i Los Angeles, selv om Californiens guvernør havde frabedt sig det; Trump lytter som en mand med ørepropper bestående af lige dele marshmallows og narcissisme, og i USA består magtens tredeling nu af protest, politi og præsidentens påfund.
• Hvis prisen på en pakke cigaretter sættes op, vil staten ifølge Skatteministeriet miste 5 milliarder svarende til to storebæltsbroer, en halv Arne-pension – eller cirka fire pakker smør i Brugsen. Et privat konsulentfirma mener derimod, at tabet kun bliver 625 millioner – cirka det beløb, man mister, hvis man bor i Holte og taber sin pung.
• Israelsk militær bordede nødhjælpsskibet Madleen på vej til Gaza med nødhjælp, aktivister og Greta Thunberg ombord. Hun accepterede modvilligt at blive sendt hjem med et klimabelastende fly, da hun ikke kunne få en FN-certificeret pedalbåd stillet til rådighed.
• I en fem kvarter lang tv-udsendelse vandrede Prins Joachim Hærvejen tynd i selskab med forfatteren Steffen Jacobsen, der oplyste, at han kommer fra 'socialklasse røv og nøgler'. 'Det samme her,' tænkte Joachim, 'og jeg bliver stadig spist af med en apanage på 4 millioner.'
• I Danmark fødes der historisk få børn af danske forældre – til gengæld er indvandringen på et historisk højt niveau. Statistikken siger, at etniske danskere kan være i mindretal om 70 år, og det mest populære drengenavn i 2094 bliver Jens-Mohammed.
• Mandag deltog cirka 97.500 danskere i Royal Run. Det er første gang siden 1986, at så mange danskere har bevæget sig samtidig uden at være på vej til et udsalg. Kong Frederik løb med – det gør han hver gang, der er en chance for at melde afbud til et statsråd.
• Antivaxxer Robert F. Kennedy Jr. fyrede alle 17 medlemmer af USA’s vaccinekomité. De nye medlemmer bliver så vidt vides en homøopat, en YouTube-kanin og en 5G-antennetekniker med stærke følelser for Big Pharma.
• Regeringen vil erstatte 30.000 offentligt ansatte med kunstig intelligens. Det nye system vil få tildelt kortere kaffepauser og forventes at kunne ignorere klager, opkræve gæld fra folk, der aldrig har haft nogen og udstede bøder til sig selv.
• Folkemødet på Bornholm blev afholdt for 14. gang. Formålet er at styrke det danske demokrati ved at mindske afstanden og øge tilliden mellem borgere og beslutningstagere. Det betyder, at man på 10 minutter kan høre både en debat om forsvarsbudgettet og en saxofonsolo fra en vindmølleforkæmper med rastafarihår.

LÆST:
Stephen Fry: Fry's Ties – The Life and Times of a Tie Collection
2024
Alle Stephen Frys slips, hvad enten de er blomstrende, fluorescerende, med fodboldtema; stribede eller prikkede, vovede eller elegante, fortæller en historie om et øjeblik i Stephen Frys liv. 100 slips og 100 historier, stærkt underholdende.

Lone Kühlmann: Dronningens tid
Roman, 2024
Den nyuddannede journalist Hanne Dahl begynder på Radioavisen i januar 1972. Kong Frederik den niende ligger på sit yderste, og Danmark skal have en dronning – midt i ligestillingsdebatten: Skal kvinder tages alvorligt? Skal kvinder tage sig selv alvorligt? Hanne opdager, at hun må vælge sine kampe og sine allierede for at slå igennem, men journalistikken er også under forandring, og det kan ikke gå stærkt nok for Hanne og hendes kvindelige kolleger. Romanen er letlæst og underholdende, især hvis man har haft sin gang i Radiohuset, men den er i familie med ugebladsnovellen. SET:
Løgnen
Dansk tv-serie, 2025, 6 afsnit – TV2 Play
Skrevet og skabt af Karina Dam
Serien balancerer mellem socialrealisme og et krimiplot, der hurtigt fænger. Troværdigt portræt af livet i hjemmeplejen og det moralske minefelt, medarbejderne bevæger sig i. Glimrende skuespil af Iben Hjejle og Tessa, overraskende slutning.

The Ex-Wife
Britisk thrillerserie, 2022, 4 afsnit – dr.dk
Tasha lever det gode liv. Hun har det perfekte hjem, en mand, der elsker hende, og en sød datter. Men der er problemer i Paradis. Tashas mands ekskone, Jen, vil ikke lade dem være i fred. Hun blander sig i parrets bryllupsdag. Og da Tasha bliver mindet om, at Jen har tætte bånd til hendes mands familie, beder hun ham droppe al kontakt med Jen. For fans af visuel elegance, uforudsigelige plot-twists og stærke kvindelige præstationer – måske mindre for seeren, der lægger vægt på originalitet.

Kvinden i bunkeren (Bunkerkvinnan)
Svensk dokumentar, 2024, 3 sfsnit – dr.dk
I 2015 blev den svenske escortpige Isabel Eriksson bedøvet, kidnappet og holdt fanget i seks døgn i en underjordisk bunker af en dybt forskruet læge. Gennem dokumentaren, hvor hun blandt andet kommer tilbage til en rekonstrueret udgave af bunkeren, følger man hendes bearbejdning af de traumatiske oplevelser. Rystende og gribende.

Andre folks penge
Dansk-tysk finanskrimi-tv-serie fra 2025, 2025, 8 sfsnit – dr.dk
Handler om et netværk af rige investorer, banker og advokater, som udnytter huller i skattelovgivningen til at få fingre i mere end hundrede milliarder fra europæiske skattebetalere. Historien er inspireret af virkelige begivenheder, ikke mindst den såkaldte udbyttesag, hvor både de danske og de tyske skattemyndigheder blev lænset for store beløb. Spændende, men man skal holde ørerne stive for at følge med.

I ØVRIGT:
Wallpaper: This David Lynch auction offers a rare glimpse into the late filmmaker's life

At jeg næsten altid har slips på – medmindre jeg ligger i min seng omsluttet af Morfeus' arme – har min bekendtskabskreds efterhånden vænnet sig til. Men hvis jeg fortalte dem, at min slipsesamling indtil videre tæller 397 eksemplarer, ville de formentlig slå en skeptisk latter op og tro, at det var en af de sædvanlige overdrivelser, eller også ville de få en dyb rynke mellem øjenbrynene og begynde at frygte for min mentale tilstand. Derfor holder jeg det for mig selv.

Udover at slips kan være de rene kunstværker, hvis man har en smule interesse for design, mønstre og farver, og jeg i øvrigt godt kan lide at gå med slips, har jeg ikke trang til at forsvare min bizarre samlermani. For det viser sig, at jeg ikke er den eneste, der har det på den måde.

Slipsene bliver et spejl af både tidens gang og personlighedens udvikling – og i Frys hænder bliver det både rørende og morsomt

Stephen Fry, kendt for sit skarpe vid og intellekt og sin kulturelle allestedsnærværelse, har skrevet Fry’s Ties – The Life and Times of a Tie Collection på en dybt personlig og nostalgisk kærlighedserklæring til slips.

Det er en både visuel og tekstlig fornøjelse. Gennem anekdoter, fotografier og små essays udforsker Fry ikke bare sin omfattende samling af farverige, særprægede – for ikke at sige kitschede – slips, men også de minder og øjeblikke, hvert slips bærer med sig. Det er en rejse gennem hans liv fra skoledage og tv-optrædener til vilde ungdomsår og modne refleksioner, alt sammen filtreret gennem en strimmel stof bundet om halsen.

Det, der gør bogen til mere end et kuriosum, er selvfølgelig Fry selv. Hans velskrevne betragtninger, kombineret med skæv britisk humor og glimt i øjet, forvandler det, der kunne have været en overfladisk billedbog, til en charmerende og eftertænksom selvbiografi i forklædning. Hans evne til at gøre det trivielle til noget betydningsfuldt skinner igennem på hver side.

Fry’s Ties er ikke en klassisk biografi og handler ikke om mode. Den er let, løs og legende. Hvis man forventer store afsløringer eller en traditionel fortællestruktur, går man galt i byen.

Men for Fry-fans og folk med forkærlighed for britisk excentricitet og velformulerede observationer, er det en lille perle. Slipsene bliver et spejl af både tidens gang og personlighedens udvikling – og i Frys hænder bliver det både rørende og morsomt.

Bogen fortæller kun om 100 forskellige slips – forhåbentlig har Fry også nogle hjemme i skabet, så der er lidt mere at vælge imellem ...

For egen regning er jeg nødt til at tilføje, at enhver mand, der ejer bare ét slips, bør kunne binde en ordentlig slipseknude. Et dårligt bundet slips er værre end intet slips. For at citere Oscar Wilde: 'A well-tied tie is the first serious step in life.' Det er som at kunne koge et æg eller sy en knap i – et civiliseret minimumskrav. Man behøver ikke kunne hele repertoiret, men én knude, én man mestrer, er nok, og heldigvis er den enkleste slipseknude også den mest raffinerede: en four-in-hand er diskret og aristokratisk skæv, en sløjfe af underspillet elegance. Med lidt øvelse tager det under et minut – et minut investeret i værdighed. Prøv selv! >

Regnvejr om sommeren er stærkt undervurderet. Vi hylder solen, varmen og de evige grillpølser, men glemmer, hvor meget en god, gedigen sommerbyge betyder. Den bløder både landskab og mennesker op.

Regn forvandler landskabet. Den stille regn er som baggrundsmusik i en naturfilm. Den gør ikke noget væsen af sig, men sætter tempoet ned. Pludselig ser det hele ud, som om det har fået en gang klarlak. Træerne virker grønnere, luften renere. Selv de mest trætte haver får nyt liv. Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde.

Ukrudtet får glans og selvtillid og ligner pludselig noget, man måske burde overveje at beholde

Når regnen trommer på taget, som om nogen har tabt en sækfuld kikærter ud over det, føler man sig hjemme på en særlig måde, og det forhøjer nydelsen, når man sidder med en kop te*) i lænestolen, mens regnen slår mod ruden. Man har ikke lyst til at gøre noget, og det er der heller ingen, der forlanger. I bilen bliver vinduesviskerne dagens underholdning, når man glider gennem landskabet. Den monotone fejen frem og tilbage i en rytme, der aldrig helt passer til musikken i radioen, og man ender med at slukke for den.

Regnvejr er den perfekte undskyldning. For ikke at mødes, ikke at ordne haven, ikke at være effektiv. 'Det regner' er nok. Ingen stiller spørgsmål.

Regnen er sjældent noget, man kalkulerer med, men man husker den som regel. Cykelture, hvor man kom hjem som en druknet mus. Gåture, der blev til løb med jakken over hovedet. Eller sommeraftenerne i barndommen, hvor et tordenvejr ændrede alle planer, og man sad med vinduet åbent og talte sekunder mellem lyn og brag. Uvejr er en gave, når man har tag over hovedet og tid nok.

Sommerregnen fortjener kort sagt lidt mere anerkendelse. Den ødelægger ikke nødvendigvis ferien. Den er en påmindelse om, at man ikke behøver at nå noget hele tiden, og der ikke er noget galt i at sidde og glo ud i luften og vente på, at bygen driver over. Somme tider bestemmer vi bare ikke det hele.

Det regner, mens jeg sidder her og skriver. Behøver jeg at nævne, at stille sommerregn undertiden afføder lommefilosofiske blogindlæg.

*) Jeg drikker ikke te, men kaffe lyder for upoetisk.

Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus

DIT OG DAT:

• Krigen i Ukraine får folk til falde over hinanden for at melde sig til Hjemmeværnet. Korpset, der plejer at holde vagt ved byfester med refleksvest og pølsetang består nu af nationalhelte.
• Ifølge Aarhus Universitet bliver næsten hver tredje mark overgødet. Forklaringen må være, at klimaforandringerne også skal have lidt at arbejde med.
• 40 russiske bombefly blev ødelagt, da Ukraine angreb med 117 droner efter 18 måneders planlægning. Russisk stats-tv har endnu ikke oplyst, at det bare var en flok vildfarne vejrballoner, som Putin personligt nedkæmpede i bar overkrop med et fingerknips.
• Flere danske medier har valgt at bruge spalteplads, redaktionel omtale og anmelderkapacitet på at konkludere, at Molslinjens nye Kombardo-sang er så ringe, at den ikke er værd at beskæftige sig med. Derfor har de allesammen gjort det.
• For 22 år siden blev Anders Fogh Rasmussen overhældt med rød maling af aktivister, og nu bliver det rødmalede jakkesæt en del af Nationalmuseets samling. Måske er vi så heldige, at der kommer en musical ud af det til næste år.
• I Norge har man forbudt rygning på legepladser og idrætsanlæg – forbuddet gælder formentlig også voksne. Det er dog stadig ikke forbudt at bande under børne-MGP.
• Odense Håndbold kom med i Champions League på grund af en fejl hos Dansk Håndbold og endte i finalen. Det svarer nogenlunde til at snuble ind på scenen, hvor Nobelprisen bliver uddelt, og få lov til at holde takketalen.
• USA's præsident og verdens rigeste mand er nu i åben konflikt. Alligevel er der ingen, der vil undre sig, hvis de er tilbage som bonkammerater i næste uge.
• I lang tid har drenge klaret sig dårligere i skolen end piger, men nu er der flere piger end drenge, der dumper i 9. klasse. Det må være deres måde at give drengene en chance på.
• Chefredaktøren, der blev fyret fra DR efter den udskældte dokumentar 'Grønlands Hvide Guld', bliver nu chef for TV2 Kosmopol. Lidt som at hyre kaptajnen fra Titanic, fordi han har erfaring med isbjerge.

LÆST:
Håkan Nesser: Ung mands rejse mod nat
Roman, 2025
Den niende krimi om vicekommissær Gunnar Barbarotti og hans kollega og samlever, Eva Backman. Koblingen mellem to mord er uklar, og måske har nogen stillet sig selv spørgsmålet: Er det altid forkert at slå ihjel? Skarp samfundssatire, psykologisk indsigt og klassisk spænding i en velkomponeret fortælling. Elegant og mere litterær end de fleste krimier.
SET:
Politidistrikt Lapland (Pohjoisen tähti)
Finsk krimiserie, 2023, 2025, 2 sæsoner – dr.dk
Serien følger den tidligere kvindelige verdensmester i boksning, Maria Pudas, der nu arbejder som politibetjent i Rovaniemi, Lapland. Sammen med sin makker opklarer hun forskellige forbrydelser, samtidig med at hun jonglerer med et kaotisk familieliv og overvejer et comeback i bokseringen for at hjælpe sin gældsplagede far. Hyggekrimi med komisk slagside og overspil. Ikke decideret dårlig, men en stilistisk rodebutik.

HØRT:
Stines søndag: Thomas Bredsdorff, litterat og forfatter – DR Lyd
Thomas Bredsdorff har haft litteraturen som ledestjerne, siden han var ganske ung – som professor på Københavns Universitet og på dagbladet Politiken, hvor han snart kan fejre sit 60-års jubilæum. I sine tre seneste bøger lader han litteraturen belyse både sit eget liv og kærligheden som fænomen. En kærlighed, der både rummer et langstrakt farvel til hustruen med Alzheimers, en sen kærlighed og barnebarnet Alba.

Måske er jeg ikke verdens mest tolerante menneske, men for eksempel kan jeg nøjes med at løfte et øjenbryn, når nogen spiser en pizza med bearnaisesauce. Folk, der springer over i køen, har jeg næsten vænnet mig til, og hvis nogen taler højt i telefon i toget, er det heller ikke noget problem, for jeg bruger aldrig offentlige transportmidler. Men der er én ting, én tilsyneladende lille ting, som får mit indre sproglige forsvarsværk til at kollapse i en orkan af vantro og foragt, mens røgen står ud af ørerne på mig: når nogen siger 'et hamster'.

Et hamster! Er folk blevet fuldstændig tonedøve? Hvad blev der af danskundervisningen i underskolen, hvor verden stadig hang sammen, og hamster uden diskussion var fælleskøn?

Hvad blev der af dansk-undervisningen i underskolen, hvor verden stadig hang sammen, og hamster uden diskussion var fælleskøn?

I kassekøen forleden dag (hvor der tilfældigvis ikke var nogen, der sprang over) stod der en mor med sin lille datter foran mig. Pludselig siger datteren: 'Mor, må jeg ikke godt få et hamster?' Moderen reagerede bare med et smil uden det mindste tegn på, at hendes barn lige havde trampet på den danske retskrivningsordbog, uvidende, men med den største selvfølgelighed.

Det er klart, at man til en vis grad må bære over med mindre børn, men 'et hamster' spreder sig som en grammatisk skimmelsvamp. Dårskaben hærger også i den yngre del af voksensegmentet – folk med job, hus og have siger også 'et hamster'. Et medlem af min egen familie (ikke den nærmeste!) fik for nylig fjernet alle sine visdomstænder på én gang, hvilket hun fortalte malende og hjerteskærende om. Hun afsluttede dramaet med bemærkningen: 'Bagefter lignede jeg et hamster!' Selv om jeg med min fantasi og min indre stemme prøvede at få det til at lyde naturligt, var det ikke muligt. Jeg kunne lige så godt have forsøgt mig med 'et kanin'.

Men hvorfor føles 'et hamster' som en fornærmelse mod selve sprogets sjæl? Fordi hamsteren (ikke 'hamsteret') er en skabning, man knytter sig til. Det er en lille pelsklump, der bor i et lyserødt plasticpalads med gangsystemer og et hamsterhjul, som aldrig bliver brugt om dagen, men larmer klokken tre om natten. 'Et hamster' kunne lige så godt være en datafil i et computerspil. Men som tidligere ejer af en djungarisk dværghamster kan jeg attestere, at en hamster er noget, man elsker. Noget, der får et navn og måske en Instagram-konto.

Sproget betyder noget. Det former, hvordan vi ser verden, og jeg nægter at leve i en verden, hvor man siger 'et hamster' uden at blive mødt af alvorlige, tunge blikke og en anbefaling om at bruge sin sunde fornuft. Der er ting, man ikke går på kompromis med. Ligestilling. Basale menneskerettigheder. En hamster.

>

Fra og med i dag er det officielt sommer, og der er mange ting at glæde sig over ved den danske sommer: de lyse nætter, den smukke natur, fuglefløjt, jordbær med fløde, isvafler og kold rosé. Selv om vejret er omskifteligt, er temperaturen for det meste behagelig, men der er også ulemper; en af dem er, at folk går fra at være almindeligt påklædte mennesker til at ligne strandgæster på flugt fra en tsunami. Der er bare det ved det, at de ikke nødvendigvis befinder sig på stranden, men i supermarkeder, på togstationer, i biografer og overalt på gader og stræder. I Deadline på DR2 har man set en lektor ved Forsvarsakademiet optræde i badeshorts og -tøfler, mens han leverede en krigsopdatering.

Enhver mand, der har planer om at iføre sig shorts, bør først overveje, om han selv har lyst til at se en anden mands knæ

Som mand er der selvfølgelig ikke noget galt i at have selvtillid, men der går en hårfin grænse mellem at nyde det gode vejr og at stå i kø på apoteket med bar overkrop, når man er løbet tør for solcreme. Udslidte, undertrøjelignende overdele med stropper gør ikke sagen meget bedre, især ikke sammen med shorts. Enhver mand, der har planer om at iføre sig shorts, bør først overveje, om han selv har lyst til at se en anden mands knæ – det vil forhåbentlig få ham til at droppe projektet! Mig bekendt er der heller ingen bagerforretninger, der anbefaler, at man står ved disken i tigerstribede speedos, åben hawaiiskjorte med udsigt til navlen og klipklapper på fødderne. Med hensyn til fodtøj er de fleste af den opfattelse, at det værste i verden er mænd med sokker i sandaler, men der er mindst én ting, der er værre: mænd uden sokker i sandaler med frit flagrende tånegle, der kunne bruges som våben i en horrorfilm.

Også kvinder er flittige bidragydere til sommerens tekstile mareridt. Sommer betyder tilsyneladende, at alt tøj skal være lavet af så lidt stof som muligt, og at bh'en åbenbart gik tabt i marts og ikke bliver aktuel igen før til oktober. Croptops bliver til crop-croptops, shortsene ser ud, som om de er fundet i en børnehave, og pludselig ser man flere bagdele og bare lår end i en fitness-reklame på Facebook. Solbriller så store, at de kan modtage satellitsignaler, er obligatoriske, og man spørger sig selv, om spejlet monstro er gået af mode. Man ser kvinder på vej til Netto iført bikinitop, gennemsigtig strandkjole og sko, der nærmest er ikke-eksisterende. Der er ingen strand i miles omkreds, og alligevel ser de ud, som om de er på vej hen efter en piña colada.

Byen er et fælles rum. Vi deler det. Det betyder, at en svedig, bar brystkasse eller flossede, lavtaljede denimshorts kan være noget af en mundfuld for omgivelserne, især når ejermanden/kvinden bøjer sig ned efter en avokado på den nederste hylde i supermarkedet.

Der er masser af måder at se sommerlig og afslappet ud på uden at ligne en, der har fået stjålet klædeskabet med indhold. Man kan selvfølgelig også havne i den modsatte grøft; der går en historie om Mærsk Mc-Kinney Møller, som en sommerdag på kontoret mødte en medarbejder iført et lyst jakkesæt og henkastet bemærkede: 'Nå, De skal nok på stranden i dag!' Ingen andre ville kræve, at man går rundt i jakkesæt og nylonstrømper, når det er sommer, men hvis man ved nærmere eftertanke ville føle det akavet at støde ind i en gammel kollega, skulle man måske konsultere et spejl og stramme lidt op.

Sommeren er skøn. Den gør en glad og indgyder mod. Alt for meget mod.
Og alt for mange glemmer, at der også er børn og folk med øjne i hovedet derude.

Lav, men behagelig musik til hele juni

På årets første dag beslutter Lea Korsgaard sig for noget, der ville strejfe de færreste: Hun vil se samtlige danske sommerfuglearter. Ikke et par stykker på en god sommerdag, eller ti. Nej, hele molevitten – 64 i alt, fra den beskedne okkergule pletvinge til den flamboyante dagpåfugleøje.

Det er ikke et mål, der passer ind i vores tid. Det er hverken produktivt, ambitiøst i karrieremæssig forstand eller særlig Instagram-venligt. Det kræver tålmodighed, stilhed og evnen til at være til stede et sted, hvor der måske, måske ikke, kommer en sommerfugl forbi.

Men netop derfor er Inden året er omme en interessant bog. Den er hverken en artsbestemmelsesguide eller en naturromantisk flugt, men snarere et eksistentielt feltstudie forklædt som en naturdagbog. Lea Korsgaard bruger sommerfuglene som springbræt til nogle af de største spørgsmål, man kan stille sig selv: Hvorfor føles livet nogle gange så tomt? Hvorfor har vi mistet forbindelsen til det levende omkring os – og i os?

Hun optræder ikke som ekspert, men som en søgende sjæl. Hendes mission starter i det usikre – 'et hul i brystet' som hun kalder det – og ender et sted, hvor noget er blevet helet. Ikke lukket, men helet. Undervejs besøger hun steder, hun aldrig har været, og møder mennesker, hun ellers aldrig ville have mødt: pensionerede naturvejledere, entusiaster med kikkert og sommerfuglenet, og medvandrere, der ligesom hende mærker, at noget værdifuldt er ved at glide os af hænde. Ind imellem er bogen spændende som en krimi; finder hun nu den spættede bredpande? (Det gør hun.)

Bogen er ikke uden humor, men skrevet med en underspillet ironi og i det hele taget godt skrevet. Det er ikke en selvhjælpsbog, men den er animerende på sin egen måde. For mens sommerfuglene flakser gennem siderne – skrøbelige, smukke og flygtige – er det som om, man som læser selv begynder at lande lidt blødere i verden. Inden året er omme er en bog, der gør en lidt mindre rastløs. Den minder om, at meningen ikke nødvendigvis skal findes i den store erkendelse, den næste deadline eller endnu en notifikation på Facebook. Den kan også findes i en eng, i maj, mens man holder vejret og venter på, at noget let og næsten vægtløst sætter sig på en tidsel. Eller en avis.

Billedet er ikke fra bogen, men er taget på vores egen terrasse af Madame.

LÆST:
Jakob Elkjær: Magt
Roman, 2025
En journalist bliver pressechef i landets stærkeste fagforening, hvor en ung dygtig kvinde rækker ud efter magten, men en #metoo-sag kommer på tværs. En historie om politisk ambition, moral og de personlige omkostninger ved magtspil i toppen af fagbevægelsen.

Lea Korsgaard: Inden året er omme
316 sider langt essay, 2025
På årets første dag sætter Lea Korsgaard sig for at se alle 64 danske sommerfuglearter på et enkelt år uden at vide hvorfor. Man følger hende på jagten og bliver undervejs konfronteret med tilværelsens største spørgsmål: Hvorfor lever vi? Hvad lever vi for?

Michael Robak: Øm
Roman, 2017
Portræt af en midaldrende, fraskilt mand, der har mistet modet og troen på kærligheden, men samtidig en morsom roman fuld af håb og tro på fremtiden.

Poul Duedahl: Minutmillionærer
2025
Historien om gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger under 1. verdenskrig og i de brølende tyvere.

Zadie Smith: Frit spil
Essays i udvalg ved Kathrine Tschemerinsky, 2025

SET:
Når befrielsen kommer
Drama, 2023 – TV 2 Play
Højskoleforstanderen Jacob (Pilou Asbæk) får ordre på at huse over 500 tyske flygtninge i besættelsens sidste tid. Han og hustruen Lis (Katrine Greis-Rosenthal) står i et dilemma: Hjælpe flygtningene og blive regnet som forrædere eller lade de civile tyskere dø.
Instruktion: Anders Walter.

Blue Lights
Britisk politiserie, 2. sæson, 2024, 6 episoder – dr.dk
Narkoleverancerne til Belfast er eksploderet. Specialenheden for paramilitær kriminalitet flytter ind på politistationen for at hjælpe med at komme narkobanderne til livs.

The Zookeeper's Wife
Tjekkisk-britisk drama, 2017 – dr.dk
I 1939 driver Antonina Zabinska og hendes mand Jan Warszawas zoologiske have. Det er et lykkeligt liv - indtil den dag, nazisterne invaderer Polen. Antonina og Jan begynder at arbejde for modstandsbevægelsen. De indser, at zooens forladte bure og underjordiske tunneller kan bruges til at redde menneskeliv. Og med stor risiko for deres egne liv planlægger de at redde så mange ud af byens jødiske ghetto som muligt.
Instruktion: Niki Caro

Generationer
Dramaserie, 2025, 6 episoder – dr.dk
Forsvarsadvokaten Rikke får sig lidt af en overraskelse, da politiet sigter hendes 87-årige mormor for drab. Et mumificeret spædbarnslig er fundet på mormorens loft, og nu påstår hun at have dræbt det.
Instruktion: Ville Gideon Sörman.

Krøniken (gensyn)
Dramaserue, 2006, 22 episoder – dr.dk
Serien følger fire skæbner: Ida, Palle, Søs og Erik i årene 1949 – 1973 med den fiktive radiofabrik Bella, ejet af Søs og Eriks far Kaj Holger Nielsen, som omdrejningspunkt
Instruktion: Charlotte Sieling.

The Deer Hunter (gensyn)
Amerikansk drama, 1978
Om tre russisk-amerikanske venner fra Pennsylvania før, under og efter deres tjeneste i Vietnamkrigen.
Instruktion: Michael Cimino.

HØRT:
Et kapitel for sig
Podcastserie, 5 episoder – Radio IIII
Interview med tidligere balletmester Nikolaj Hübbe om hans livs op- og nedture.

I ØVRIGT:
Wallpaper: We experience Villa d’Este’s parade of four-wheeled masterpieces and their keepers

Det har været en ualmindelig fortryllende weekend, hvor jeg har boltret mig i overdådige fester, champagne og store cigarer og tilbragt det meste af tiden i strandvejsvillaer, luksusbiler og lystyachter. Blandt andet har jeg nydt en pragtfuld middag bestående af et dusin østers, kogt laks med hollandaisesovs, friske slikasparges, gåseleverpostej med trøfler, bekkasiner, kalvetunge med grøntsager, smørsovs og salat. Godt nok har jeg ikke indtaget middagen, men jeg har læst om den og alverdens andre udskejelser, og det kan jeg takke historikeren Poul Duedahl for, som har været så venlig at skrive bogen Minutmillionærer om gullaschbaroner, børshajer, champagnepiger, storsvindlere, spritsmuglere og stjernespioner.

En rødbrun og let blævrende masse af kogte klumper kød, sener, brusk og indvolde holdt sammen af melklister

Vi befinder os under 1. verdenskrig, hvor granaterne flyver over Europas slagmarker, mens pengesedlerne daler ned over driftige handelsfolk i det neutrale Danmark. Nogle sælger dåsemad til tyskerne og deres sultne soldater i form af en rødbrun og let blævrende masse af kogte klumper kød, sener, brusk og indvolde holdt sammen af melklister. Andre kaster sig ud i aktiespekulation med en entusiasme, der kan få Wall Street til at blegne. Den mest berømte/berygtede gullaschbaron, den korpulente kvægkonge Berliner-Nielsen, videresælger tusindvis af køer om ugen. At de eventuelt er både syge og selvdøde, spiller ingen rolle. Den tidligere landmand bliver millionær på et par år – en million i 1915 svarer til cirka 60 millioner i 2025.

De nye rigmænd gik ikke stille med dørene. Der blev bygget palæer på Strandvejen, købt kunst, og i nattelivet flød champagnen til tonerne af løssluppen jazzmusik. Biler, boliger, baller – det kunne ikke blive stort, dyrt og prangende nok.

De glade dage fik selvfølgelig en ende. Krigen sluttede, markedet faldt, og mange af de nye millionærer vågnede op til virkeligheden, da pengestrømmen stoppede. Mange af minutmillionærerne faldt hårdt og hurtigt. Nogle mistede alt og måtte aflevere deres store ejendomme i København, kunstsamlinger og private øer. Andre endte bag tremmer; Landmandsbankens direktør Emil Glückstadt skiftede palæet ud med en celle – turen gik fra Sølyst til Vestre Fængsel uden limousineservice.

Men Poul Duedahls bog er ikke bare en katalogisering af dekadence og deroute. Krigsøkonomien efterlod også mærkbare spor. På en absurd måde banede vanviddet vejen for velfærdsstaten og lagde grunden til et moderne samfund. Danmark betalte sin udlandsgæld af, småsparere begyndte at spille på børsen, og nye boligområder skød op. Kvinderne fik stemmeret, cigaretter og adgang til rattet – og Emma Gad fik travlt med at opdrage en befolkning, der havde forvekslet dannelse med dans på bordene.

Minutmillionærer er et imponerende stykke kulturhistorie spækket med billeder, der nærmest lugter af cigarer og cognac. Den er både underholdende og oplysende, og man bliver en smule klogere på, hvordan en krig, oceaner af fordærvet gullasch og grådighed kan skabe en hel ny samfundsklasse – i hvert fald for en stund. En skinnende, tåbelig parentes i danmarkshistorien.

Se endelig denne teaser for bogen

Poul Duedahls bog kan passende suppleres med DR's drama-dokumentar 1920'erne - festen der forandrede os, der koncentrerer sig om den unge børsspekulant Olaf Bigler (udførligt omtalt i Minutmillionærer) som midt i krigens kaos og den spanske syge købte en herregård og holdt en fest, der varede i otte dage.

Billedet øverst er fra 1915 og viser skuespilleren Oscar Stribolt i rollen som gullaschbaron. Nordisk Film/Det Danske Filminstitut.

Selv om jeg bor en times kørsel fra København, er jeg jævnligt turist i byen helt frivilligt, men derudover har min tandlæge klinik i Dronningens Tværgade, så jeg er også tvunget til at tage turen nu og da. Det gør ikke noget, for jeg nyder altid at gå rundt i byen og have god tid til at se mig omkring, nu hvor tiden ikke længere går til spilde med arbejde, og hvad deraf følger.

Men jeg skal jo også tilbage igen. Dengang jeg arbejdede i København, begyndte myldretiden ved 16-tiden. En fredelig overgang fra kontorstol til bilsæde, en slags kollektiv rytme, hvor menneskemasserne dannede en bølgende strøm mod forstæderne. Men nu kan jeg konstatere, at myldretiden begynder kl. 15. Nogle dage allerede 14.45.

Folk flygter vel ikke fra deres skriveborde, fordi Beredskabs-styrelsen hver dag erklærer bygningen usikker lige efter frokost?

Hver gang jeg tager fra København midt på eftermiddagen, rammer jeg en tredelt bølge af biler på motorvejen med mennesker bag rattet, der tilsyneladende har opgivet idéen om at arbejde efter frokost. Det er, som om der eksisterer en uskreven regel om, at man senest skal være hjemme til eftermiddagskaffe; folk flygter vel ikke fra deres skriveborde, fordi Beredskabsstyrelsen hver dag erklærer bygningen usikker lige efter frokost?

På den modsatte side af motorvejen er der naturligvis kø i den anden retning – kilometer efter kilometer af biler fyldt med mennesker, der først nu er på vej ind mod byen. Her trænger spørgsmålene sig for alvor på: Hvad laver de? Møder de først kl. 17? Har de allesammen nattevagter som ninjaer, hospitalspersonale og bagere? Er der opstået en ny samfundsgruppe – skumringsarbejdere – der opererer i gråzonen mellem kontortid og måneskin? Eller er de i virkeligheden slet ikke på vej på arbejde, men med i en landsdækkende gennemkoreograferet balletforestilling for personbiler? En slags pendlernes flashmob, hvor alle triller i takt og danner køer som en markering, ikke af svanens, men af bilens forestående død?

Og hvad med dem, der kører nordpå kl. 15? Er det deltidsansatte i forklædning? Har de fundet smuthuller i overenskomsterne, eller har de bare allesammen opgivet tanken om en fuld arbejdsdag? Måske lever de i et parallelunivers, hvor arbejdstid slutter, når frokosten er fordøjet og kaffekoppen tom.

Men hvad forklaringen end er, er resultatet det samme: Klokken 15.03 sad jeg der igen i går med en smule blod på tanden og tandlægeregningen i inderlommen, fanget som en moderne pilgrim i en procession af plugin-hybrider og firmabiler med massagefunktion i sæderne. Mens metalfloden sneglede sig afsted, spillede alle deres rolle til perfektion – it-konsulenter, folkeskolelærere og selvudnævnte parterapeuter – i et storslået skuespil, hvor ingen helt vidste, hvorfor vi skulle nordpå, men alle var enige om, at det skulle ske nu. Måske er det netop det, der samler os som samfund: troen på, at hvis vi bare triller længe nok i kø, ender vi et sted, hvor det hele giver mening. Måske i Farum.

Mens alle sidder dér og finjusterer siddestillingen for ottende gang, står det med ét klart: Det er ikke længere arbejdet, der definerer os – det er pendlingen. En livsform. En identitet. En daglig reminder om, at fremtiden ikke er ankommet – den holder stadig i kø.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Det er højsæson for konfirmationer, og lad mig deklarere med det samme: jeg er ikke religiøs. 'Kulturkristen' er den betegnelse, man almindeligvis hæfter på os, der deltager i kristne traditioner, hovedsagelig fordi de er en del af vores opvækst. Man identificerer sig med kristendommen som kulturel og historisk arv, men ikke nødvendigvis som religiøst eller trosmæssigt ståsted. Jeg er altså både døbt og konfirmeret og har deltaget i den gamle, traditionsbårne og lettere støvede ceremoni, hvor unge mennesker træder frem og bekræfter deres dåb og tilknytning til en tro, som – indrømmet – mange måske kun har en overfladisk forståelse af. Men trods det, repræsenterer konfirmationen noget andet: en idé om ansvar, fællesskab og refleksion over livets større spørgsmål, selv om man ikke helt har overblik over dem. Ikke endnu.

Selv den mest progressive og popularitets-anglende præst må rive sig i håret og overveje et karriereskift

Konfirmationen bygger på et værdigrundlag, der handler om overlevering og en anerkendelse af, at mennesket ikke er centrum i universet. I vores selvoptimerende, selfie-centrerede og selvransagelsesfornægtende tid, hvor alle børn fødes med sin egen Instagramkonto og en forventning om stående bifald ved første skoledag, er det ikke underligt, at konfirmationen, hvor man i det mindste lod, som om man troede på noget andet end sig selv, er på retur. Den er blevet suppleret med – og mere eller mindre afløst af – begreber som 'nonfirmation' og 'selvfirmation', der må få selv den mest progressive og popularitetsanglende præst til at rive sig i håret og overveje et karriereskift.

'Nonfirmation' er det moderne svar på konfirmationen, hvor Gud er skiftet ud med gaver og højtideligheden med pølsehorn og pizzaslices. Den unge erklærer sig med stolthed ikke-troende, hvilket i sig selv er fair nok, og vælger i stedet at fejre ... ingen verdens ting. Højtiden markerer ikke andet, end at man har nået en alder, hvor man fortjener en MacBook og en kuvert med penge bare for at være til. En slags humanistisk black friday, hvor sjælen er på tilbud, og forældrene punger ud i tiltro til, at moral og modenhed kan overføres via MobilePay.

Skulle man ikke finde 'nonfirmationen' meningsfuld nok, kan man i stedet vælge 'selvfirmation'. Her bekræfter man ikke sin tro, sit fællesskab eller sin forbindelse til noget større. Man bekræfter sig selv. På en scene, med PowerPoint og konfetti, oplæser man sit hjemmestrikkede (eventuelt med hjælp fra ChatGPT) manifest og fortæller med ubegrundet selvtillid verden – og især ens følgere på TikTok – at man er helt igennem fantastisk, unik, enestående, skabt til noget stort: Ikke at man er god nok – nej, man er meget bedre!

Ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave

Her i narcissismens storhedstid, hvor børn nærmest skal have specialdesignede medaljer for at møde op i skole med strømper på, kan man næsten savne, at nogen blev sat på plads af den forkætrede jantelov, alle danskere har haft travlt med at tage afstand fra, siden Aksel Sandemose opfandt den for snart hundrede år siden.

Sandheden er jo, at ikke alle børn er genier. Ikke alle unge er kommende iværksættere med udsigt til en tilværelse som it-milliardærer, og ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave. Nogle gange kan det måske være sundt at træde et skridt tilbage og indse, at man ikke er verdens navle, og at navlepilleri i det hele taget sjældent er løsningen.

Måske skulle man ligefrem indføre en realitetsfirmation, hvor man som 14-årig bekræfter sin tilstedeværelse i verden med et nøgternt blik på sine evner og en erkendelse af, at man ikke nødvendigvis er skabt til noget stort, og at der ikke er noget galt i dét. En ceremoni, hvor man ikke automatisk får den nyeste iPhone, men en påmindelse om, at en smule tilbageholdenhed kan være klædelig.

Dagens irrelevante musikalske bonus

I bund og grund er jeg et bymenneske. Eller i det mindste et forstadsmenneske. Jeg er vokset op i en forstad til København, hvor der ganske vist var græsplæner og træer hist og her, men mest til pynt. Der var mere asfalt og flere fliser, end der var naturarealer, og man kunne altid høre biler. Natur var noget, man kørte forbi på motorvejen – en parentes i tilværelsen, ikke en del af hverdagen. Der har nok været en form for fugleliv, men det var ikke noget, jeg hæftede mig ved.

Så mødte jeg Madame. Jeg opdagede, at man kan finde ro under åbne himmelstrøg, lykke i duften af fugtig jord og frihed i forblæste marker. Hun kunne stå stille og betragte en solnedgang, som om den talte til hende med ord, kun hun kunne høre. Hun trivedes, hvor stilheden er så tæt, at den bliver et væsen i sig selv.

For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet

Det var begyndelsen på det kompromis, som førte mig herud, hvor lygtepælene ender, og mørket begynder for alvor; hvor græsset vokser frit, og ukrudtet opfattes som en naturlig del af skønheden, ikke som en fjende.

Altså bor vi nu på landet og har gjort det i næsten tre årtier. Vores hus ligger midt mellem marker og skovbryn. En fugtig brise af muld og græs sniger sig ind ad sprækkerne om foråret. Når regnen kommer, lugter det af noget urtidsagtigt og dybt. For Madame er det som den eneste rigtige måde at være til på. For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet.

Den største udfordring er haven, en evig kilde til arbejde, som hun elsker, og jeg afskyr. Hun kan gå derude i timevis med fingrene i jorden, klippe, plante, nippe, vande, nippe lidt mere, smile tilfreds. Jeg ser haven som et endeløst katalog over uafviselige pligter. Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder.

Hun taler om en form for meditation, hvor jeg nærmere tænker på en form for strafarbejde. Alligevel går jeg derud. Jeg holder spanden, rækker hende redskaber, graver huller, flytter kompost. Jeg gør det, ikke fordi jeg elsker det, men fordi vi nu engang er et team. Jeg griner ad mig selv, når jeg fumler med planteskilte og river gamle kviste væk. Jeg forsøger at se på haven med hendes øjne: som et sted for håb, vækst, liv. Nogle dage lykkes det næsten.

Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder

Det mærkelige er, at livet herude langsomt, nærmest umærkeligt, har ændret noget i mig. Jeg kender nu trækkene i årstidernes ansigt. Jeg mærker en sær tilfredshed, når de første krokus bryder gennem den frosne jord, selv om jeg aldrig selv ville få den tanke at plante dem. Jeg ved, hvordan jorden dufter om aftenen efter en varm dag.

Og så er der fuglene. De kom først som noget, Madame gjorde opmærksom på: 'En rødhals! udbrød hun en vintermorgen, og jeg nikkede uden at vide, hvad jeg så. Nu hører jeg dem, før jeg ser dem – solsorten, der synger, som om hver morgen er den første, rødhalsens strofer fra hækken, de akrobatiske blåmejser, der klatrer på alle tænkelige måder for at finde føde. Der er en rytme i deres tilstedeværelse, en slags lydlandskab, der følger årets gang, og som man kun lærer at afkode, hvis man bliver længe nok. Nogle dage føles haven som en form for fuglehotel, hvor jeg bare er vikarierende receptionist. Jeg begynder at kende deres vaner, deres kald, deres korte pauser i grenene. De er ikke mine – men de er her, og jeg lytter.

Måske elsker jeg ikke haven. Måske kommer jeg aldrig til det. Men jeg glæder mig over det fredfyldte smil, der breder sig over Madames ansigt, når hun ser sin rosenbusk springe ud, eller når hun finder en lille nyspiret selvsået plante, som hun møder med samme begejstring, som andre møder en gammel ven.

Og i al hemmelighed, når ingen ser det – når det kun er mig, vinden og den store åbne himmel – hænder det, at jeg standser op midt på grusstien og føler noget i mig lette. Som om verden ånder langsommere her. Som om jeg på en eller anden måde også hører til.

'Naturen, det billige skidt' bliver som regel tilskrevet Poul Henningsen, men det stammer fra den store naturhylder og poet Otto Gelsted. Han introducerede vendingen i digtsamlingen Under uvejret fra 1934.

Dagens delvis relevante musikalske bonus

De dukker op overalt. De gamle mænd på min alder og derover. På kirkegårde, i parker, langs havnemoler og i botaniske haver. Ofte i vindjakke, nogle med kasket, og altid med det samme rolige tempo og med hænderne solidt forankret på ryggen. Ikke flagrende ved siden, ikke i lommerne, ikke optaget af mobiltelefoner– men stille hvilende, som om de bærer på noget usynligt. Måske visdom. Måske bare et lommetørklæde eller en læbepomade.

Noget tyder på, at udøverne af disciplinen helst skal have nået støvets år for at kunne praktisere den på en overbevisende måde. Jeg har set enkelte yngre repræsentanter for det maskuline køn forsøge sig – det er ganske enkelt en ynkelig forestilling. Kvinder, der går med hænderne på ryggen, forekommer ikke, og de ville antagelig også komme på kant med politilovens § 6 om forstyrrelse af den offentlige orden.

Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation

Spørger man en anatomikyndig, hvorfor gamle mænd går på den måde, vil man nok få en kedsommelig forklaring om, at man mister muskelmasse med alderen, holdningen ændrer sig, man synker sammen, og ved at samle hænderne på ryggen løfter man brystkassen, og skuldrene bliver trukket tilbage. Det er sikkert rigtigt, men ikke desto mindre er kroppen stadig foroverbøjet!

Min egen teori går ud på, at det drejer sig om andet og mere end muskler og tyngdekraft. Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation: 'Jeg har ikke længere travlt. Jeg observerer. Jeg dømmer ikke – men jeg ser alt.' Der er næsten noget majestætisk over det. Som om de gamle mænd med hænderne på ryggen går rundt i deres kongerige og inspicerer det hele med stoisk ro. Hvert skridt indgår i en form for meditation, og hænderne bag ryggen markerer det store overblik.

Måske er der tale om en slags protest mod den tid, vi lever i, hvor alles hænder konstant er beskæftiget med at scrolle, taste, swipe og trykke på knapper. Modstykket er ikke-handling: Hænderne samlet på ryggen og en stille undren over, at man ikke længere bruger hændene til at hugge brænde og skrive breve med, men til at like billeder på Instagram af hjemmelavede tapasanretninger og bønnesalater med hummus og syltede rødløg.

Man kan heller ikke helt se bort fra, at der i nogle tilfælde kan være et kulturbestemt element involveret. Blandt lærere, officerer og pensionerede embedsmænd er det nærmest obligatorisk at have hænderne på ryggen – en slags kropslig kliché. Hvis man har brugt en menneskealder på at undervise, kommandere eller skrive notater til kommunen, sætter det sig i kroppen. Måske er det hændernes egen protest: 'Vi har skrevet og gestikuleret nok. Nu holder vi pause heromme.'

Nå ja, endelig kan der være den jordbundne forklaring, at når man går med hænderne samlet på ryggen, skjuler man eventuelle rystelser, gigtdeformiteter og leverpletter – eller bare det faktum, at hænderne ikke længere ved, hvad de skal gøre af sig selv.

Uanset årsagen, er det en måde at gå på, der rummer en vis poesi. Et stilfærdigt symbol på, at man har set det meste, og nu ser man bare til ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Aarhus Universitetsforlag udgiver hver måned en såkaldt Tænkepause – et lille essay på cirka 60 sider, som formidler et emne på en lettilgængelig måde. I denne måned har Alexander Wieck Fjældstad, som er sanselig lugteforsker (jo, det findes!), skrevet om duft. Han mener, at lugtesansen er en overset superkraft, der i al stilhed styrer vores minder, former vores relationer og får os til at vælge den ene partner frem for den anden, før man overhovedet har talt sammen.

Jeg har hverken købt eller læst bogen endnu, men det skal vel ikke afholde en fra at elaborere lidt over lugtesansen som superkraft?

Før man ved af det, står man inde hos bageren med to surdejsboller og en lun kanelsnegl i en pose og et mildt selvhad i sjælen

Man bliver for eksempel opmærksom på lugtesansen, når man går fredeligt hen ad gaden og pludselig bliver ramt af duften af nybagt brød. Før man ved af det – og hvis man ellers kan lide lugten i bageriet – står man inde hos bageren med to surdejsboller og en lun kanelsnegl i en pose og et mildt selvhad i sjælen. Det var ikke maven, der tog beslutningen. Det var næsen.

Lugtesansen er den eneste af vores sanser, der sender signaler direkte til hjernens følelsescenter og hukommelse uden at tage omvejen forbi den rationelle del. Næsen henvender sig direkte til ens indre aktivitetscenter uden at bede om tilladelse. Det forklarer, hvorfor en bestemt parfume pludselig kan sende en direkte tilbage til en sommerforelskelse i 1. g, eller duften af en syrenbusk minder en om fordums læseferier. Det er også derfor, man aldrig mere kan spise karrysild efter bare én dårlig julefrokost.

Men det stopper ikke her. Forskerne har fundet ud af, at vi ubevidst vurderer andre mennesker ud fra deres lugt. Vi kan lugte os frem til genetisk kompatibilitet. Altså: næsen kan vælge kæreste for os. Det er ikke sikkert, at den har nogen udsøgt smag, men den vælger instinktivt. Så den kemi, man altid taler om, er måske bare en pæn måde at sige på, at 'du lugter godt, og jeg ved ikke hvorfor, men du er meget velkommen til komme nærmere!'

Lugten er vores indre tidsmaskine, følelsestermometer og sociale kompas i ét

Men hvorfor er lugtesansen mon så overset? Måske fordi den er usynlig. Man kan ikke tage et lugtbillede af en ferie. Man kan ikke høre en barndom i duften af mormors æblekage. Men man kan føle den. Det er netop det, der gør lugtesansen interessant – den taler ikke til vores logik, men til vores minder og følelser. Den er vores indre tidsmaskine, følelsestermometer og sociale kompas i ét.

I en verden, hvor billeder og lyd dominerer, burde vi nok give lugten en større rolle. Måske skulle vi begynde at tage duftselfies, sende postkort gnedet med grillkul eller give børn duftbøger i stedet for billedbøger. Når vi trækker vejret ind og mærker duften af regn på asfalt, friskbrygget kaffe eller nyslået græs, er det værd at huske på, at det er vores usynlige superkraft, der reagerer, og den har en historie at fortælle.

Gennem årene har jeg haft stor fornøjelse af Tænkepauserne. De er ikke dybere akademiske analyser, men det er heller ikke meningen med dem – formålet er at vække nysgerrighed og give et kvalificeret indspark til refleksion. Man mærker, at forfatterne har kærlighed til deres stof og en oprigtig lyst til at dele deres viden. Det er muligt at blive klogere på alt fra filosofi og psykologi til samfund og kultur uden de store forkundskaber. En slags mental espresso: kort, koncentreret og tankevækkende.

Hermed anbefalet.

Man kan tilmelde sig Aarhus Universitetsforlags nyhedsbrev her.

Opdatering: blogkollega capac har netop i dag skrevet om to andre Tænkepauser.

Dagens delvis relevante musikalske bonus

Forleden dag, da jeg gik en tur i byen, blev jeg mødt af et syn, der fik mig til at standse op og spørge nærmeste forbipasserende, hvad der foregik. På det modsatte fortov var der en flere hundrede meter lang kø, der fortsatte rundt om hjørnet og ned ad den næste gade. Det viste sig, at det var, fordi der var udsalg i BabySam.

Vi lever i udsalgenes og tilbuddenes tidsalder, hvor rabatterne regerer, og den sidste rest af værdighed er forduftet. Tilbuddene lurer overalt, ikke mindst i dagligvarebutikkerne, hvor en pakke spegepølse pludselig er nedsat til 9,95, og det ender med, at man kommer hjem med fire pakker, selv om man hader spegepølse.

Hvem kan spise fem pakker udskåret kyllingebryst på tre dage, bare fordi prisen var uforskammet lav?

Ingen ved efterhånden, hvad noget faktisk koster, men alle ved, at det helst skal være nedsat. Hvad prisen er på en liter mælk, afhænger af ugedagen, månefaserne og om man har den rigtige app. At gå på indkøb er nærmest blevet som at spekulere på aktiemarkedet, og det værste er, at alle har vænnet sig til det. Vi ser det som en form for sport, hvor det handler om at snyde systemet, før systemet snyder os. Vi planlægger, tjekker tilbudsaviser, sammenligner priser på tværs af bydele, og så står man dér – glad for at have sparet 7 kroner, men uden at vide, hvor meget man egentlig har købt for. Tilbud har forvandlet forbrugere til rabatjægere på evigt udkig efter billigste tilbud. Man handler ikke længere af behov, men af frygt for at gå glip af noget.

Samtidig med, at 'stop madspild'-feberen raser, vokser madspildet uanfægtet, for hvem kan spise fem pakker udskåret kyllingebryst på tre dage, bare fordi prisen var uforskammet lav?

Der eksisterer heller ikke loyalitet som før, hvor man købte sin kaffe samme sted som sin mor og sin mormor uden at skulle tjekke fire apps og en tilbudsavis først. Vi er blevet kunder uden fast base, utro mod vores lokale brugs, forført af Rema 1000 og Lidl, afhængige af lokalaviser og digitale kuponer. Hvorfor være trofast kunde, når man kan være utro hver weekend? Detailhandlen er blevet som Tinder – man swiper fra butik til butik i jagten på den næste 10-kronersforelskelse.

Priserne hopper og danser, og midt i rabatcirkusset stiger de stille og roligt bag kulisserne

Priserne hopper og danser, og midt i rabatcirkusset stiger de stille og roligt bag kulisserne, mens vi gnider os i hænderne i illusionen om at have gjort en god handel.

Tænk, hvis man forbød mængderabatter, kampagneuger, og alt hvad der hedder 'begrænset parti’. Vi ville kunne gå i supermarkedet uden at føle os som deltagere i et dårligt gameshow og holde op med at tro, at livet går ud på at få rabat. Vi ville måske endda begynde at stole på priserne igen, sådan som man engang stolede på sit postbud eller sin bankrådgiver. Der ville ikke være behov for at rode i tilbudskasser, slås om den sidste bakke med hakket oksekød eller stå i kø klokken seks om morgenen for at få en billig havestol.

For ikke at tale om butikspersonalet, der kunne pakke varer ud uden at skulle bygge pyramider af toiletpapir eller dåser med makrel i tomat. Butiksejerne ville slippe for at konkurrere sig selv halvt ihjel og i stedet få stabile indtægter og overskud nok til at tilbyde – ikke rabat – men ordentlig service. Eventuelt også en gratis kop kaffe for hyggens skyld.

Kunne vi bare få en verden, hvor tingene simpelt hen koster, hvad de koster, og hvor man handler, fordi man har brug for noget – ikke fordi man føler sig tvunget af sin egen spareiver.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Trods min svimlende høje alder er jeg født adskillige år efter krigen og har derfor heldigvis/desværre ikke noget personligt forhold til den. Men jeg er gammel nok til at kunne huske, da alle stadig satte lys i vinduerne hvert år den 4. maj.

Det knager i fugerne, og rundt om er andre kræfter parat med både indgreb og nye muligheder. Lykken ligger forude, men hvordan finder man den?

Jeg har et personligt sekundært - eller måske snarere tertiært – 4. maj-minde, der knytter sig til den nu helt glemte familiekrønike De Beskedne, som Klaus Rifbjerg skrev i 20 afsnit til Radioteatret i 1975-76, hvor man kunne høre et nyt afsnit hver uge. Stykket handlede om en dansk families liv i lyst og nød fra de usikre halvtredsere til optimismens kulmination i ungdomsoprørets år 1968. En gammel tid – efterkrigstiden – er knap nok forbi og en ny endnu ikke begyndt. Boghandler Vestervang og hans kone og børn ser på fremtiden med frygt og forventning, men ved knap nok hvilken vej de skal vælge. Et gammelt familiemønster stiver dem af, det knager i fugerne, og rundt om er andre kræfter parat med både indgreb og nye muligheder. Lykken ligger forude, men hvordan finder man den?

Jeg sad klistret til højttalerne uge efter uge for at følge familien Vestervang, levendegjort af Louis Miehe-Renard, Lily Weiding, Finn Storgaard og Ulla Gottlieb. En hærskare af andre fremragende skuespillere medvirkede i serien. Jeg husker den som et stort panorama, der balancerede mellem historisk dokumentation, fiktion og det stadige spil mellem fædre og sønner, mødre og døtre, venner og veninder, onkler og tanter, overordnede og underordnede, herrer og slaver. Det spil, enhver kender. Et ikke uinteressant aspekt af public service, før der var noget der hed sådan, men bare var der.

Og hvad har det så med 4. maj at gøre? Simpelt hen, at første del af De Beskedne begynder med den 4. maj 1952. Familien Vestervang er i Tivoli for at fejre aftenen sammen med den ældre generation, som har norske rødder. Da de har spist smørrebrød, siger bedstemoderen: 'Nå skal vi på Tivoli ... Jeg tror ikke det finnes noe så deilig som København den fjerde mai!'

Selv om jeg ikke oplevede befrielsesaftenen, kan jeg tænke mig til jublen i gaderne den majaften i 1945, da man endelig kunne ånde frit igen. Det var forår, naturen var ved at springe ud – det må have været en ubeskrivelig lettelse. Levende lys i vindueskarme overalt – et symbol på håb og på, at mørket var forbi.

Nogle nåede aldrig at opleve friheden. Befrielsesaftenen var også en lejlighed til at mindes og ære dem, der havde reageret aktivt på uretfærdighed og undertrykkelse og ikke overlevet.

Netop nu, hvor truslen mod frihed og demokrati i Europa føles større end længe, giver det særlig mening at mindes 4. maj. Lyset i vindueskarmen bliver ikke kun et historisk ritual, men en stille og klar markering af retten til at leve i frihed, tænke frit og tale uden frygt – en påmindelse om, hvad der er på spil, når demokrati og fred ikke længere er en selvfølge.

P.S. Hvis nogen skulle undre sig over min detaljerede hukommelse, skyldes den, at teksten til De Beskedne i bogform har stået i min reol i mange år.

Man fryser i solen, sveder i skyggen og går hjem i tordenvejr. Sådan er maj, og inden man kommer ud ad døren, kan det tage sin tid, før man bliver enig med sig selv om, hvad man skal tage på af tøj. Men jeg har heldigvis min Harrington.

Harrington-jakken blev opfundet i 1937, da betænksomme folk hos Baracuta besluttede, at golfspillere ikke længere skulle trækkes med tunge uldjakker. De skabte model G9, en let, vindtæt og vandafvisende jakke i bomuld med elastiske manchetter og ternet Fraser Tartan-foring, der giver illusionen af sofistikeret stil, også selv om man skulle have en lettere tvivlsom t-shirt indenunder. Raglanærmerne er en anden elegant detalje:



James Dean – manden, der gjorde det cool at se sur ud – havde et rødt eksemplar på i filmen Rebel Without a Cause fra 1955, og pludselig fik alle unge mænd travlt med at ligne en, der lige havde skrevet en dyster digtsamling om tilværelsens meningsløshed. Steve McQueen tog jakken til næste niveau, hvor den blev en uundværlig del af hans tilbagelænede attitude.

Mærkværdigvis fik Baracuta G9 først sit folkelige tilnavn en halv snes år senere, da Ryan O'Neill iført jakken spillede karakteren Rodney Harrington i tv-serien Peyton Place. Ikke desto mindre var det James Dean og Steve McQueen, der gjorde den berømt.

Så kom briterne: Mods, skinheads, punks – alle tog Harrington-jakken til sig og gjorde den til deres egen. Den blev symbolet på en britisk arbejderklasseuniform. Men en Harrington hører til de få beklædningsgenstande, der kan bæres både af en vennesæl bedstefar og en 17-årig vred ung mand, uden at det ser forkert ud på nogen af dem.

Mens 80'ernes skulderpuder og 90'ernes Buffalo-sko heldigvis er forsvundet ud i glemslen (kan man håbe), har Harrington-jakken overlevet modens luner. Harrington-jakken er mere end bare en jakke. Den er perfekt, hvis man vil have et historisk forankret stykke overtøj uden at ligne en museumsgenstand. Den er, kort sagt, et sartorielt mesterværk, der forener golfklubber, rockkoncerter og fredag aftener på den lokale pub, selv om den ved første øjekast ikke ser ud af noget særligt.

Så hvis man(d) endnu ikke ejer en Harrington-jakke, er det måske på tide. Ikke fordi man nødvendigvis skal ligne Steve McQueen – men der sker jo ikke noget ved at prøve. Om ikke andet kan man i det mindste lade, som om man er en britisk arbejderklassehelt fra 60'erne ...

Den fås i alverdens farver, men jeg har selvfølgelig en marineblå som Steve McQueens.

Der findes både gode og tarvelige efterligninger, og når den originale G9 Harrington er ret dyr, skyldes det blandt andet, at den stadig fremstilles i England (Manchester), hvor arbejdskraft og produktionsomkostninger er høje. Til gengæld får man historie, kvalitet, autenticitet og ikke mindst etik med i købet. Og jakken er nærmest uopslidelig.

Faktisk har jeg også en olivengrøn oilskin-udgave fra Barbour, som er en nøjagtig kopi. Udover, at den er voksbehandlet og derfor mere vejrbestandig, har den kviltet for, så man kan bruge den langt ind i efteråret. Til gengæld er den tungere og mindre anvendelig om sommeren. Modellen er udgået, men der findes overskydende eksemplarer rundt omkring, fx her hvor den forbløffende nok kan fås for lidt over det halve af, hvad Baracutaen koster. Det kunne vække mistanke om, at der er tale om scam, men ScamAdviser.com siger god for den.

Dagens irrelevante musikalske bonus (Steve McQueen dukker op i teksten).

Maj måned, syrener og eksamenslæsning vil for mig altid være en tripelalliance. Hver gang foråret kommer anstigende med den søde duft af syrener, bliver jeg uundgåeligt kastet tilbage til de forårsdage, der var beslaglagt af eksamenslæsning, og tilværelsen var sat på standby. Syrenerne er ikke bare blomster – de er som en tidsmaskine, der automatisk vækker den gamle eksamensskræk til live.

Jeg kan næsten ikke huske en eksamensperiode uden syrenerne som min uofficielle partner in crime

Når syrenerne blomstrede udenfor, var det, som om naturen forsøgte at minde mig om, hvor travlt jeg havde. Jeg kan næsten ikke huske en eksamensperiode uden syrenerne som min uofficielle partner in crime. I gymnasiet, hvor jeg prøvede at få styr på latinbøjningsreglerne, og senere på universitetet, når jeg kæmpede med formueretlig dobbeltdisposition og fideikommissarisk substitution i håb om, at jeg aldrig kom op i det.

Hver gang jeg kiggede ud ad vinduet og så de lilla blomster, vidste jeg det: jeg havde ikke læst nok. Jeg havde ikke gjort det, jeg skulle. Jeg havde, som altid, udskudt det til sidste øjeblik. Når jeg gik udenfor for at trække lidt frisk luft, var duften af syrener overalt både en flugt fra stressen og en påmindelse om, at tiden var ved at slippe op. En duft, der sagde: 'Du kan ikke stoffet godt nok ... men det går nok alligevel.'

Syrener og eksamenslæsning er og bliver uløseligt forbundet i min verden. Hver gang jeg snuser til de blomster, bliver jeg både mindet om fortidens kaos og den underlige ro, der følger med at have klaret det, trods alt.

Hov, glemte jeg ikke at nævne, at 1. maj er Arbejdernes Internationale Kampdag? Egentlig ikke, for er den overhovedet relevant længere, nu hvor tiden er løbet ud for cigarpulsende fabrikanter med udspilet maveregion og høj hat? Og er røde faner, gamle slogans og megafoner ikke kun for ukuelige romantikere? De fleste arbejder hjemmefra på sofaen i deres sweatpants, og klassekampen består i at skrive en passivt-aggressiv e-mail til HR-afdelingen. Men hvad med de røde pølser i Fælledparken? Jo, de er sikkert stadig gode, og måske er det netop dem og alt tilbehøret, der holder traditionen i live: ikke kampgejsten, men senneppen, ketchuppen og håndbajerne.

Lav, men behagelig musik til hele maj

April har en særlig status her i huset. Det er måneden, hvor de store loppemarkeder i Nordsjælland åbner, og det begynder at krible i Madames fingre – måneden, hvor søndag morgen er forbeholdt jagten på eksklusive udvidelser af garderoben til ingen penge. Jeg har selv tidligere med held deltaget aktivt i razziaerne, men er gået over til at være passiv, loyal ledsager for selskabets skyld. Udbuddet af fristende effekter for voksne hankønsvæsener er blevet stærkt begrænset, medmindre man har en svaghed for rustne svensknøgler og udtjente skruetvinger.

På Holte Loppemarked indledte man sæsonen i år med levende jazzmusik. Det var heldigvis behagelig moderne jazz – ikke den sædvanlige ølmavevariant, der huserer ved havnefester – men der er noget fundamentalt kosmisk, der slår klik, når det er en kvinde, der står og bearbejder kontrabassen. Universet stopper op, fuglene flyver baglæns, og Miles Davis vender sig i graven.

Bassen er det mest machoagtige af alle jazzens instrumenter. Synet af en kvinde, der spiller bas, svarer nogenlunde til at se en kat gå baglæns ned ad en stige – det kan forekomme, men hjernen er i fare for at gå af led. Dertil kommer attituden, som ikke må være for spektakulær, selv om bassisten er den, der styrer hele showet med rytmisk vippende fod og virren med hovedet. Når en mand gør det, er det cool og nonchalant. En kvinde, der står med bassen og groover, får patriarkatet til at vælte ned af barstolen, og hele jazzens image begynder at smuldre. Kort sagt: kønskampens sidste bastion er faldet. I hvert fald i Holte.

Men lød det egentlig ikke meget godt? Jo jo, det gjorde det da ...

LÆST:
Orhan Pamuk: Uskyldens museum
Roman, 2008
Handler om den rige forretningsmand Kemal, hans lidenskabelige kærlighed til underklassepigen Füsun, og hans desperate forsøg på at bevare det lykkelige øjeblik, hun repræsenterer for ham. Samtidig er det historien om det moderne Tyrkiet og om en ny generations søgen efter lykken i et land styret af gamle traditioner.

Richard Osman: Torsdagsmordklubben (The Thursday Murder Club)
Krimi, 2020
I seniorlandsbyen Coopers Chase ånder alt fred og idyl. Livet går sin vante gang, og hver torsdag i puslespilsstuen dyrker fire venner deres passion: Uopklarede mordsager. Men da et brutalt drab ryster vennegruppen, kastes de fire venner ud i en virkelig mordsag og et kapløb med tiden for at fange morderen i deres midte.

Bent Vinn Nielsen: Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning
2010
Et udvalg af de klummer, Bent Vinn Nielsen har skrevet i dagbladet Information under overskriften Vinn og skæv. Om dagliglivet i Danmark, politik, strømninger og tendenser af alle slags.

Helle Helle: Hafni fortæller
Roman, 2023
Hafni skal skilles. Hun ringer fra en rasteplads til romanens egentlige fortæller, men det er kun Hafni, der taler. Hun har planlagt at fejre sin skilsmisse med en såkaldt smørrebrødsrejse rundt i landet.

SET:
Ekko af kærlighed
Dokumentarfilm, 2023 – dr.dk
En gruppe mænd og kvinder over 80 år fortæller sanseligt og ærligt om tabet af deres livsledsager, og hvordan livet går videre. Perspektiver på kærlighed, ensomhed og døden.
Instruktion: Zara Zerny.

100 år og en sommer
Dokumentarserie, 4 episoder – dr.dk
Serien følger otte friske +100-årige, der på hver sin måde har fundet nøglen til det gode liv.

Mordet på øen (An t-Eilean/The Island)
Britisk krimiserie, 4 episoder – dr.dk
På den skotske halvø Isle of Harris bliver det kvindelige familieoverhoved lady Mary Maclean brutalt myrdet. Efterforskningen bliver en opgave for den ambitiøse politikvinde Kat Crichton, som må ende hjem til Harris, hvor hun stammer fra.

Flugten over havet - Vietnamkrigens danske redningsaktion
Dokumentarfilm – dr.dk
I vietnamkrigens sidste hektiske dage i 1975 reddede en dansk kaptajn og hans besætning over 3000 vietnamesiske bådflygtninge på åbent hav. To af dem lever nu i Danmark og fortæller sammen med besætningsmedlemmer om den dramatiske og rørende redningsaktion.

Ghetto
Dokumentarserie, 2 episoder – TV 2 Play
Om forholdene i Gellerupparken, hvor fire store kriminelle muslimske familieklaner præger bebyggelsen med trusler og vold.

Herfra hvor vi står - 80 år med Niels Skousen
Portrætfilm – dr.dk
Om sangskriveren og skuespilleren Niels Skousen, der har sunget sig gennem hippietiden, været med i skuespil og tv-serier og stadig er aktiv sangskriver.

Arboretet i Hørholm
Omfattende samling af træer og buske fra hele verden

Frilandsmuseet
Et af verdens største og ældste frilandsmuseer

HØRT:
Et kapitel for sig
Podcastserie, 5 episoder – Radio IIII
Interview med videnskabsjournalist Lone Frank om de mest centale begivenheder i hendes liv.

P1 Morgen – P1 21. april 2025
Øjenvidneberetninger fra nogle af verdens mest lukkede lande
– Nordkorea, Eritrea, Saudi Arabien og Turkmenistan.

Så tal dog ordentligt!
Foredrag på Kulturværftet i Helsingør af journalist Kurt Strand om ordentlighed i en offentlig debat præget af mudderkastning.