SKET:

• Stephanie Loses flybillet til Sydafrika kostede 94.000 kroner, fordi hun fløj på 'World Business Class', der inkluderer både champagne og treretters gourmetmenu. I øvrigt fulgte der ifølge Stephanie Lose selv også en flaske gin med – og allerede efter to G&T'er virker 94.000 vel som en rimelig investering.
• En rapport viser, at tre ud af fire grøntsager og ni ud af ti stykker frugt er importeret. 'Der er ingen retfærdighed til,' mener en gulerod fra Lammefjorden, 'vi står bare her og mugner, mens tomater fra Spanien bliver fløjet ind på business class som en anden Stephanie Lose.'
• Gravballemanden er blevet overhalet af Taastruppigen som det ældste mosefund – Gravballemanden er kun 2300 år, mens Taastruppigen menes af være 11.000 år gammel. Hun blev fundet på en byggegrund, og i første omgang troede man, det bare var en håndværker, der ikke var mødt ind siden sidste istid.
• Billetterne til Smukfest i Skanderborg i august næste år er blevet udsolgt på halvanden time, og nu sælges de sort til den tredobbelte pris. Dermed er Smukfest officielt det dyreste sted i Danmark at købe en lunken dåseøl.
• 10 borgmestre har valgt at sige farvel til jobbet i løbet af indeværende valgperiode – en af dem, fordi han kyssede en kvindelig medarbejder til en julefrokost. I kommunen overvejer man at erstatte årets julefrokost med et Teams-møde for en sikkerheds skyld.
• Når en ny ammunitionsfabrik i den nordjyske by Elling åbner, er der udsigt til, at naboerne kan få kompensation på grund af eksplosionsfaren. Men ikke alle naboer er bekymrede: 'Det her er det mest spændende, der er sket i byen, siden Brugsen fik selvbetjening.'
• Til gengæld har naboerne til Odense Letbane i flere år klaget over støj og vibrationer fra Odense Letbane og kæmper for at få kompensation. Odense Kommune tilbyder dialogmøder, men der er ingen, der kan høre, hvad der bliver sagt, når toget kører forbi.
• En odder er blevet set i Odense Fjord, og fordi odderen er fredet og underlagt den strengeste beskyttelse, kan den sætte en stopper for havneudvidelsen i Odense. Odderen har afvist et tilbud om gratis sommerhus i Kerteminde mod at svømme videre.
• Den kendte frisør og makeup-artist Dennis Knudsen, der fik frakendt kørekortet og konfiskeret sin bil efter en episode ved en af Molslinjens bomme, har skrevet en bog om vanvidskørsel. Der er planlagt en bogturné over hele landet. Med tog.
• Det passede alligevel ikke, at den tidligere FE-chef Lars Findsen havde stjålet cykler og byttet dem til S/M-sex. Derfor er han blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner – omtrent det samme som prisen på en elcykel med sadelvarme.

LÆST:
Sébastien Japrisot: Damen i Bilen med Briller og Gevær ((La Dame dans L'Auto avec des Lunettes et un Fusil)
Thriller, 1966
★★★★(★)☆

Lidt namedropping: I 2. g skulle vi skrive en stor opgave med selvvalgt emne. Jeg snuppede Leif Panduros tv-dramatik, og det lykkedes mig at få en aftale i stand med Panduro selv. I samtalens løb kom vi ind på alt muligt andet, herunder kriminalromaner og thrillere, og han anbefalede mig på det varmeste at læse Damen i bilen med briller og gevær, hvad jeg selvfølgelig gjorde. I sidste uge stødte jeg så tilfældigt på bogen igen i en gammel telefonboks i Fredensborg, der var omdannet til gratis tag selv-bogskab. Jeg havde glemt det meste af handlingen, men fik lyst til at genopfriske den, og jeg blev ikke skuffet. Hovedpersonen er den unge kvinde Dany Longo, som egentlig lever et almindeligt liv, indtil hun beslutter sig for at hjælpe sin veninde og pludselig bliver trukket ind i en række sælsomme hændelser. Hun kører i en bil, bliver genkendt af mennesker på steder, hun ikke har været, og oplever, at virkeligheden slipper sit faste greb. Stilen er elegant og præcis, og historien er bygget op med et effektivt greb: identitet, forvirring og en gradvis optrapning af uro. Man ved, noget er galt allerede fra begyndelsen – og så mister man efterhånden fodfæstet sammen med Dany. Temaer som hukommelsestab, personlighedsspaltning og dobbeltgængeri er centrale i historien, som slet ikke følger genrens vante skema. Det siger noget om Sébastien Japrisot (et anagram af hans rigtige navn Jean-Baptiste Rossi), at han er blevet kaldt den franske Hitchcock på papir. For nogle er de forskellige lag måske for diffuse – man kan komme i tvivl om, hvad der egentlig sker – men for mig er det en styrke. Jeg følte mig usædvanlig godt underholdt, og det er uden betydning, at bogen er næsten 60 år gammel. Hvad det hele har med Panduros tv-dramatik at gøre? Ikke det fjerneste ...


SET:
A Dog Year
Amerikansk dramakomedie, 2009 – HBOmax
★★★★☆☆

Jeff Bridges spiller en forfatter, der pludselig får sit liv vendt på hovedet, da han adopterer en problemhund – en energisk og ustyrlig border collie ved navn Devon. Filmen er baseret på den virkelige forfatter John Katz’ oplevelser, og allerede dér begynder man at ane, at det ikke bare er en 'mand-og-hund'-historie, men en fortælling om menneskets forsøg på at finde fodfæste i et liv, der pludselig er blevet lidt for pænt og lidt for tomt. Devon, hunden, er det kaos, Katz ikke vidste, han manglede – og samtidig den udfordring, han allermindst ønskede sig. Der er scener, hvor Devon bogstaveligt talt vælter alt omkring sig, og hvor Bridges’ blik siger mere end tusind bandeord. Et varmt portræt af, hvordan dyr kan hjælpe mennesker med at finde mening – en stille filmoplevelse, selvfølgelig især for hundeelskere.
Instruktion: George LaVoo
Se trailer


Mordene i Åre (The Åre Murders)
Svensk krimiserie, 1 sæson, 5 episoder, 2025 – Netflix
★★★☆☆☆

erien består af fem afsnit og bygger på to bøger af Viveca Sten – Offermageren og Skyggedalen. Hanna, en politibetjent fra Stockholm, er i den første sag under intern undersøgelse og tager til skisportsstedet Åre for at komme væk fra sit liv. Men da en ung kvinde forsvinder i den sneklædte by, bliver Hanna involveret i efterforskningen og må samarbejde – ofte modvilligt – med den lokale betjent Daniel. Historien scorer højt på stemning og visuelle kvaliteter, men der er noget metervare over den. Mere vellykket er i historien fra den anden bog i serien, hvor man finder en mands kropsdele tæt på et jernbanespor. Her udvikler handlingen og karaktertegningen sig mere overbevisende, ikke mindst på grund af en skræmmende ondskabsfuld præst! Ikke nogen original serie, men den leverer, hvad den skal, hvis man er fan af nordic noir og krimier i et skisportsmiljø.
Instruktion: Joakim Eliasson og Alain Darborg
Se trailer


ARTIKLER:
BBC Culture: Slow Horses: The anti-James Bond that gets to the heart of Britishness
I spionserien Slow Horses optræder Gary Oldman som James Bonds diametrale modsætning: uappetitlig, ubehøvlet og alt andet end damernes ven (men mindst lige skarp). Ifølge artiklen siger det ikke så lidt om England i dag.


New York Times: Zohran Mamdani Is New York’s First Millennial Mayor. You Can Tell by His Suit
Artiklen handler ikke kun om tøj, men om hvordan Zohran Mamdani bruger sin påklædning som et bevidst politisk og kulturelt signal. I modsætning til tidligere borgmestre (Bloomberg, Adams) vælger han ikke dyre skræddersyede jakkesæt eller overdrevne accessoires. Hans stil signalerer seriøsitet, ydmyghed og tilgængelighed – alt det, man forventer af en ung, progressiv politiker, der ønsker at vise, at han er 'en af folket'. Tøjet matcher hans politiske profil: progressiv, økonomisk ansvarlig og ikke for fin på den.

SKET:

• Flere og flere præstegårde i Danmark nedlægges, uden at der opføres nye, og det strider mod princippet om, at præsterne skal være tæt på befolkningen. Nu må man nøjes med at håbe på, at de er tæt på en busrute.
• Politiet opfordrer til, at man tænker sig om, før man viser sig med legetøjsvåben i det offentlige rum. Det tegner til at blive en af de mest ambitiøse forebyggelsesstrategier i årtier.
• Erhvervsfolk i Ringkøbing kæmper for en kunstig ø af ferieboliger, og man kalder allerede byen et dansk Dubai. Forskellen er bare, at Dubai har ørken og kunstigt vand, mens Ringkøbing har regn og kunstigt solskin – og et skilt uden for Kvickly med tilbud på badebolde.
• Et nyt DNA-værktøj har afsløret, at en oksespegepølse også ofte indeholder svinekød. Eller med andre ord: kødprodukterne viser en overraskende genetisk mangfoldighed, og der er basis for, Fødevarestyrelsen søger om EU-støtte til biodiversitet.
• I Aarhus har man fundet over 50 skeletter, der menes at være 900 år gamle. Politiet udelukker, at der er tale om en forbrydelse – de mener bare, at det er en gruppe, der har ventet på Letbanen.
• En kvindelig debattør skrev i Politiken, at det er en fordel at finde en mand, der er klogere end en selv. Omtrent det samme som hvis en mand havde skrevet, at det var en god idé at gifte sig med en dum blondine.
• Retten i Helsingør har slået fast, at rockergruppen Bandidos er ulovlig og derfor skal opløses. Det betyder, at der nu kun er ét farligt broderskab tilbage i Danmark – fodboldfædre i weekenden.
• PostNord fjerner de sidste postkasser ved årets udgang. Til gengæld lover de, at man stadig kan sende sit brev digitalt – så længe man er logget ind, identificeret, godkendt og har skrevet en disputats om MitID.
• En mand i Albertslund er blevet afsløret i at rive mere end 300 valgplakater ned, efter at plakaterne blev fundet i hans hjem. Han undskylder sig med, at han troede, man måtte tage plakaterne ned, når man havde set budskabet tilstrækkelig mange gange. Politiet sigter ham nu for hærværk – kommunen overvejer at hyre ham til oprydningen efter valget.
• To rumænere er sigtet for for at have stjålet kaffe for 140.000 kroner fra butikker. Det lyder voldsomt, men med priserne på caféerne i København svarer det til tre latte og en croissant.

LÆST:
Bragi Ólafssson: Kæledyrene (Gæludýrin)
Roman, 2001
★★★★★☆

Det er en snes år siden, jeg læste bogen første gang, og jeg har genlæst den med stor fornøjelse. Det er en absurd roman om kontrol, passivitet og invasion fortalt med tør humor og kølig islandsk attitude. Hovedpersonen Emil vender hjem til Reykjavik efter en tur til England. Han glæder sig til fred og ro i sin lejlighed – lidt kaffe, lidt musik, lidt orden i tilværelsen. Men den ro får han ikke længe. Han får pludselig besøg af en gammel skolekammerat, Hávaður, som han egentlig helst havde været fri for at se. Emil forsøger høfligt at slippe af med ham, men han bliver hængende, begynder at bruge Emils ting, og opfører sig som om lejligheden er hans. Emil flygter ind i soveværelset og gemmer sig under sengen, hvorfra han observerer, hvordan Háváður ude i stuen tager imod gæster, taler i telefon, drikker hans vin og overtager hans kvinde. Emil bliver nærmest udvisket fra sit eget liv, som om han aldrig har eksisteret. Kort sagt en meget mærkelig roman, men stærkt underholdende.


SET:
Mare of Easttown
Amerikansk krimidrama, 7 episoder, 2021 – HBO Max
★★★★★★

I sidste uge omtalte jeg krimidramaet Task og gav serien skudsmålet 5 stjerner. Den er skrevet af Brad Ingelsby, som også er manuskriptforfatter til Mare of Easttown, og den er endnu bedre. Her følger man Mare Sheehan, en lokal betjent i en lille by i Pennsylvania, der forsøger at opklare mordet på en ung kvinde – samtidig med at hun kæmper med sit eget livs sammenbrud. Kate Winslet leverer en bemærkelsesværdig præstation som Mare. Hun er rå, troværdig og langt fra al Hollywood-glamour. Serien adskiller sig fra mange amerikanske krimier ved ikke at fokusere på store plottwists alene, men i stedet på karakterernes psykologiske dybde og de sociale lag i et samfund, der kæmper med fattigdom, afhængighed og traumer. Den er voldsom i al sin realisme, men også rørende og ikke mindst spændende fra først til sidst. Bedste serieoplevelse i år. Serien fik i øvrigt 4 Emmy'er, hvoraf den ene selvfølgelig gik til Kate Winslet.
Instruktion: Craig Zobel
Se trailer


Legenden (The Asset)
Dansk thriller, 6 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

Serien følger den unge politiaspirant Tea, som får den farlige opgave at infiltrere et kriminelt netværk. Hun hyres af PET-bossen Folke (Nicolas Bro) til at gå undercover som juveler for at komme tæt på narkosmugleren Mirans kone, Ashley, og dermed ind i hans netværk. Undervejs tager serien fat i spørgsmål som loyalitet, identitet og svære valg, når grænserne mellem rigtigt og forkert begynder at glide. Dialogen er undertiden lidt stiv, men skuespillet er troværdigt – Nicolas Bro er altid god – og atmosfæren fungerer. Serien har et mørkt, koldt København-look med regn, grå gader og en stemning af kontrol og frygt, som passer perfekt til genren.
Instruktion: Samanou Acheche Sahlstrøm, Kasper Barfoed
Se trailer


ARTIKLER:
Wallpaper: The Orient Express' new look platforms the finest French artisans
Maxime d’Angeac, kunstnerisk leder af Orient Expressen, fører tilsyn med den nyligt genoplivede togtjenestes tilbagevenden til skinnerne som en rullende hyldest til Art Deco og moderne håndværk.

BONUS:
Skuldersænkende musik til hele november

Hvis man troede, at jeg havde fået luft for min irritation over den åndsforladte halloweenfejring, kan man godt tro om igen. For de seneste dage har man hørt den ene lallegade radiovært efter den anden plapre uhæmmet løs om 'halloween – eller allehelgen, som det hedder på dansk ...'

Nej, allehelgen er ikke det samme som halloween.

Selv om de to dage bliver forbundet med hinanden, har de forskellige rødder og betydninger. Halloween stammer fra den keltiske højtid Samhain, som markerede overgangen mellem sommer og vinter. Senere blev halloween optaget i den kristne kalender som All Hallows’ Eve – altså aftenen før allehelgensdag. Senere blev det til den folkelige og kommercielle tradition, vi kender fra engelsksprogede lande, ikke mindst USA, med udklædning, græskar, 'trick og treat' og hjemmestrikket uhygge.

Til forskel herfra er allehelgen en kristen helligdag, hvor man mindes de døde og helgenerne. I Danmark holdes den første søndag i november, ikke den 1. november som i mange andre lande. I kirken læses navnene på de døde op fra det seneste år, og der tændes lys for dem. Stemningen er rolig, højtidelig og eftertænksom i modsætning til halloween.

At sammenligne halloween med allehelgen er som at sætte lighedstegn mellem en fredagsbar med en søndagsmesse. Den ene handler om grin, kostumer og popcorn – den anden om stilhed og eftertanke.

Men kan det ikke være ligemeget? Eller som man ville sige ovre i Halloweenland: 'Who cares?'

Jeg gør åbenbart.

Hvis man skulle være i tvivl om sandheden i den gamle talemåde 'en ulykke kommer sjældent alene', kan man bare tage et kig ud ad vinduet, hvor valgplakaterne med smilende politikerhoveder i lygtepælene konkurrerer om opmærksomheden med groteske græskarhoveder i alle butiksvinduer og dinglende plasticskeletter foran hver eneste hoveddør. To fænomeners forening i én sæson – den ene lover fremtid, den anden leger med døden – og midt imellem befinder sagesløse borgere sig i en form for æstetisk undtagelsestilstand.

I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy

Lygtepælene, som det underspillede arkitektoniske indslag i bybilledet de er, står hver aften med stoisk ro og lyser som et stille løfte om orden i mørket. Men hvert fjerde år bliver de tvunget ud i politisk tjeneste og degraderet til stativer for en parade af retoucherede ansigter og alt for hvide tandrækker, som er mere skræmmende end det mest naturtro halloween-dødningehoved Made in China. Der hænger de halshuggede politikere så i regn og blæst og lover forandring, tryghed og grøn omstilling, mens tusinder af klimabeslastende kabelstrips sørger for, at de bliver hængende.

Man kan forsøge at ignorere plakaterne ved at vende ryggen til og krydse vejen. Her er det så, man snubler over et grinende græskarhoved af slagfast PC, fordi ingen længere gider have ulejligheden med selv at udhule et ægte græskar til formålet, når Harald Nyborgs kopier gør det ud for det samme og i øvrigt er meget billigere. I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy.

Detailhandelen, altid på udkig efter nye påskud for at sælge slik, kager og syntetiske tekstiler, har importeret det amerikanske uhyggekoncept og transformeret det til en neonorange økonomisk fest. De kunstige græskar står linet op som små, smilende industriprodukter, mens børn i polyesterkostumer banker på døren for at true sig til vingummier. Halloween falder sammen med allehelgensaften den 31. oktober – så det er heldigvis snart overstået – men plasticspindelvæveve har skæmmet butiksvinduerne hele måneden, og man begynder at spekulere på, om julen mon bliver skubbet frem til sensommeren næste år.

Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne

Der er noget uendelig tragisk i at se danske parcelhushaver forvandlet til små kulisser af hyggelig uhygge med gummiflagermus og edderkoppespind lavet af vat. Selv oktoberhimlen virker forlegen.

Der, hvor der før var et stille efterår med gyldne blade og lidt regn, har vi nu en kombination af smilende kandidater og grinende græskar – som om folkestyret og handelsstandsforeningen har oprettet et fælles reklamebureau. Man går gennem byen som et offer for to samtidige kampagner: den ene for stemmer, den anden for salget af sukker og plastic, og man mærker en snigende længsel efter novembertågens fred.

Det er ikke, fordi jeg er imod hverken demokrati eller barnlig glæde. Et byrum fortjener bare ikke at ligne en mislykket cirkusforestilling. Jeg sætter mit kryds i næste måned ved den kommunalpolitiker, der foreslår at indføre et æstetisk karantæneprincip: Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne.

Indtil da – og det har nok lange udsigter – må vi leve med, at demokratiet og detailhandelen deler sæson – og at begge har en forkærlighed for plastic og overeksponering.

Eventuelle faste læsere af denne blog vil vide, at jeg kompenserer for min manglende lyst til at betræde et fitnesscenter – og til sport i det hele taget – ved dagligt at gå forholdsvis lange ture. Mange vil mene, at det må være en ualmindelig triviel form for motion, men det er langt fra tilfældet.

Man går for eksempel en ganske almindelig tur. Solen skinner, skoene er snøret stramt, og de nyfejede fortovsfliser ligger fast og civiliseret under fødderne. Alt burde være i orden. Men så, ud af det blå, mærker man det. Det lille skarpe stik under hælen – en sten. Spørgsmålet er, hvordan det kan lade sig gøre under de fra stenens synspunkt ugunstige omstændigheder, der forhindrer den i at skaffe sig adgang til skoen.

Nutidens veje er åbenbart smålige væsener, der finder fornøjelse i at anbringe bittesmå sten i de vejfarendes sko

Selvfølgelig er der altid den kedelige forklaring: snørebåndet er gået lidt op, og en uanselig åbning kombineret med en ophvirvlet mikroskopisk sten er skyld i den ulykkelige situation. Men nej, mine snørebånd går aldrig op. Det kan måske også være, at stenen simpelt hen tunnelerer ind i skoen. På samme måde som elektroner kan opføre sig uforudsigeligt i laboratorier, kan små sten, når de er tilstrækkeligt irriterende, finde vej gennem stof, læder og logik. Hvis det forholder sig sådan, er man udsat for et eksempel på kvantemekanik. En mere psykologisk teori er, at sko i virkeligheden nærer et stille nag mod deres ejere. De bliver trampet rundt i dag ud og dag ind, men får sjældent ros for indsatsen. Som passiv hævn sørger de for, at en sten – måske en, de selv samler op på uforklarlig vis – finder vej ind gennem en på det nærmeste usynlig sprække, netop når skoens ejer er længst væk fra en bænk, hvor han/hun kan sætte sig, tage skoen af og skille sig af med stenen. Men jeg imprægnerer altid skoene omhyggeligt, så teorien om sprækken må afvises for mit vedkommende.

I oldtiden mente man, at hver vej havde sin egen ånd, der i nogle tilfælde var venlig og beskyttede rejsende. Nutidens veje – især dem, der inkluderer kommunale fortove – er åbenbart smålige væsener, der finder fornøjelse i at anbringe bittesmå sten i de vejfarendes sko. Når man mærker den velkendte sten, er det måske ikke uheld, men bare en hilsen fra Asfalticus, guden for irriterende fænomener i trafikken.

Man må give stenen, at livet som sten ikke er spændende. Den ligger dér, overset (men spids!), mens omverdenen glider forbi. Måske længes stenen bare efter eventyr. Den ser en fod komme forbi, griber chancen og hopper ombord. Det er muligvis verdens mindste dannelsesrejse, men for stenen et episk eventyr.

Personligt vakler jeg dog mellem to mulige forklaringer. Det kan være en del af en hemmelig kampagne orkestreret af den internationale skobranche; jo flere sten folk får i skoene, desto hurtigere slides indersålerne, og desto flere nye sko må der købes. Eller også driver universet bare gæk med os.

SKET:

• Søndag blev der ved et røveri på Louvre stjålet kostbare smykker, som Napoleon forærede sin hustru Marie Louise. Gerningsmændene er stadig på fri fod, men politiet har mistanke til en gruppe, der blev set gå forbi Mona Lisa uden at tage en selfie.
• Krigen i Ukraine har skærpet interessen for forsvarsindustrien. Danskere køber våbenaktier som aldrig før, og investeringerne i våbenaktier er mangedoblet på få år. Vi er et fredselskende folk — hvis det altså giver et fornuftigt afkast.
• Det vanskeliggør brandvæsenets arbejde, at flere og flere installerer solceller på taget, fordi vandet fra brandslangerne i tilfælde af brand så ikke kan trænge ind. Vi er med andre ord nået dertil, hvor grøn energi er vandafvisende, og solcellerne kun redder planeten, ikke huset.
• I Portland er 'No Kings'-demonstranterne mod præsident Trump begyndt at klæde sig ud som oppustelige frøer, fugle, krabber, zebraer og tegneseriefigurer. Hensigten er at gøre det meningsløst at anklage dem for at være terrorister. Samtidig forventes politirapporterne at blive mere underholdende: 'Vi har anholdt en pelikan for urostiftelse – og to pandaer for vold mod tjenestemand i funktion'.
• Et byrådsmedlem fandt søndag aften en død kænguru på en vej i nærheden af Aarhus. Kommunen lover nu, at der inden 2035 vil blive opsat et hegn mellem Danmark og Australien.
• Som opfordring til at drikke mindre alkohol har Carlsberg lavet verdens mindste øl. Den er 12 millimeter høj og rummer 0,005 centiliter øl, svarende til én dråbe. Forskere roser initiativet og kalder det et gennembrud i kampen mod druk, men advarer mod bivirkninger som tørst og skuffelse.
• Flying Tiger vil lukke 18 af sine i alt 50 butikker – til gengæld vil de forbedre kundeoplevelsen. Det fungerer ellers udmærket nu, hvor man går ind for at købe et viskelæder og kommer ud med 10 andre redskaber, man ikke anede eksisterede. Men hvem har fx ikke altid savnet en flamingoformet køkkensaks?
• Vandforbruget i Danmark er faldet til det laveste i årtier, oplyser Danva, som er interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber. Spørgsmålet er, hvad der er mest imponerende: at vi bruger mindre vand, eller at nogen tænker: ‘Det her skal i nyhederne!’
• Stigende fødevarepriser beskyldes for at forværre forbrugernes humør. Måske fordi ‘tilbud’ nu betyder: ‘Prisen er kun dobbelt så høj som sidste år.’
• Fra næste år lukker programmet ’Klog på sprog’ på P1. Det er dog ikke et udtryk for, at P1 ikke længere prioriterer sproget, fastslår DR. Som at sige: 'Jeg elsker motion' samtidig med at man opsiger sit fitnessabonnement.

LÆST:
Iben Albinus: For rigets sikkerhed
Thriller, 2025
★★★★☆☆

Historien tager udgangspunkt i hovedpersonen Anna Hartmann, der er føringsofficer i Forsvarets  Efterretningstjeneste (FE). Hun står over for sin karrieres største operation, men pludselig rammes tjenesten af en whistle-blower-skandale, hvor FE beskyldes for at aflytte danskere, og hele ledelsen sendes hjem. Man kan altså roligt give den prædikatet 'inspireret af virkelige hændelser'. Samtidig opsøges Anna i Wien af en russisk spion, som beder om hjælp til afhopning, og dermed trækkes hun ind i et usædvanligt og farligt net af magtspil, forræderi og loyalitetsspørgsmål. Man får et rystende indblik i en verden, som de færreste kender, og en offentlig arbejdsplads som baggrund for intriger, hemmeligheder og mistro er spændende og troværdigt skildret. En spionhistorie, der også handler om, hvad man som individ må ofre. Den bestod halvsidesprøven hos mig med bravour.


SET:
Task
Amerikansk krimidrama, 7 episoder, 2025 – HBO Max
★★★★★☆

FBI-agenten Tom har trukket sig tilbage fra feltarbejde efter en personlig tragedie, men indvilliger i at lede en taskforce, som skal opklare en række brutale røverier mod 'trap‐houses' – steder hvor narkosalg foregår. Robbie  er udadtil en almindelig familiefar, der arbejder som skraldemand, men under overfladen er han involveret i de kriminelle handlinger – både som økonomisk overlevelse og som en slags hævnmotiv. Men det er ikke bare politi versus gangster; Robbie er ikke kun forbryder, Tom er ikke kun helgen. De ved begge, hvad der er rigtigt og forkert, det er bare ikke så enkelt. Serien kombinerer stærke skuespilpræstationer og et troværdigt miljø med moralsk dybde, som man savner i de fleste nyere krimidramaserier. Men den kræver tid, tålmodighed og lyst til at dykke ned i karakterernes mørkere sider. Anmelderne er åbenbart totalt uenige: The Guardian skrev en ualmindelig nedladende anmeldelse og gav serien 2 stjerner, mens GQ udråbte den til årets tv-serie. Som det fremgår, hælder jeg mest til sidstnævnte, ikke mindst på grund af Mark Ruffalos nuancerede og gribende fremstilling af en samvittighedsfuld FBI-agent.
Instruktion: Jeremiah Zagar og Salli Richardson‑Whitfield
Se trailer (som desværre er alt for voldsom i forhold til serien)


Sult (A Copenhagen Love Story)
Romantisk drama, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

Filmen er baseret på Tine Høegs roman. Mia er en succesfuld forfatter, der lever livet som single og nyder friheden. Hun møder Emil, en charmerende enlig far med to børn, og langsomt udvikler deres forhold sig fra flirt til noget mere seriøst. Men lykken får en ny dimension, da parret må erkende, at de ikke kan få børn på naturlig vis, og de igangsætter en fertilitetsbehandling for at få deres eget barn. Behandlingen og det intensive medicinske og følelsesmæssige forløb slider så meget på deres forhold, at de går fra hinanden. Alligevel har filmen en slags lykkelig slutning, da de mødes igen. Rosalinde Mynster og Joachim Fjelstrup er det unge par, og jeg ville næppe har valgt at se filmen, hvis ikke det havde været for dem. De levede op til forventningerne. Den danske titel er intetsigende (og er jo i øvrigt 'taget') – den engelske A Copenhagen Love Story dækker historien langt bedre.
Instruktion: Ditte Hansen og Louise Mieritz
Se trailer


ARTIKLER:
Nautilus: Tesla’s Pigeon – An inventor, a bird, and a plan to connect all the minds in the world.

Glem alt om Elon Musk. Historien om Nikola Teslas due viser en rørende og menneskelig side af den ellers excentriske serbiske opfinder. I sine senere år – især mens han boede alene på hotel i New York – udviklede Tesla en særlig tilknytning til en hvid due, som ofte kom flyvende til hans vindue. Ifølge Tesla selv elskede han denne due dybt. Han fodrede og plejede den, og han beskrev den som sin nærmeste ven. En nat fortalte Tesla, at duen kom til ham for sidste gang. Hun var syg, og han vidste, at hun skulle dø. Han beskrev det som, at 'et lys strålede fra hendes øjne' – et symbol på, at hendes sjæl forlod verden. Efter dette tab sagde Tesla, at hans livsarbejde føltes afsluttet, for 'noget var forsvundet fra mit liv'.

Der findes to slags mennesker i verden: dem, der mærker et stik af vemod, når kalenderen når til oktober – og dem, der med et tilfreds smil finder tweedjakken frem fra garderoben og tænker: 'Endelig!' For de indviede er tweedjakken ikke bare en beklædningsgenstand. Det er et efterårssakramente; et stofligt skift fra den svedige, formålsløse sensommer til den noble, romtoddyvarme tid, hvor verden igen får struktur.

Man føler sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv

Når man løfter sin tweedjakke af bøjlen, er det som at hilse på en gammel ven. Den er som et svagt ekko af en kastanjefarvet søndagstur sidste efterår. Den føles tung nok til at give tilværelsen substans, men ikke så bastant, at man mister lysten til at drikke en kop kaffe på en udendørscafé, der optimistisk har forlænget sæsonen. For tweedjakken er ikke bare varm – den er rigtig varm, og på en måde så man stadig føler sig civiliseret, selv om det blæser.

Ingen anden tekstilfarve formår at signalere oktober så overbevisende som tweedens dæmpede potpourri af lyng, mose, tobak og tåge. Hvor moderne materialer skriger i neonfarver, hvisker tweed på en tillidvækkende måde. Den fortæller omgivelserne, at her kommer et menneske, der sætter pris på efterårssol, visne blade under støvlerne og måske en single malt efter klokken fem.

At have en tweedjakke på i oktober er som at sætte sig i teateret netop som lyset dæmpes – man ved, at man har ventet til det helt rigtige øjeblik. En måned for tidligt, og man virker excentrisk. Men i oktober? Perfektion. Naturen og garderoben klinger i samme toneart.

Tweedjakken er et umisforståeligt manifest. Den er et stille oprør mod polyester og planløshed. På en tur gennem byen føler man sig som hovedpersonen i en roman af Graham Greene, hvor man muligvis skal møde nogen over en kop te, der kommer til at forandre ens liv.

Når oktober banker på, og man endelig ifører sig en tweedjakke, bliver verden mere håndgribelig, tiden går lidt langsommere – og man føler sig, om ikke uovervindelig, så i det mindste passende klædt på til efteråret.

Mest for nørder:
Harris tweed er tweedens champagne, og der er flere grunde til den høje status. Stoffet er juridisk beskyttet og må kun kaldes Harris tweed, hvis det er vævet af ren ny uld, der er farvet, spundet og vævet på de Ydre Hebrider, dvs. øerne Lewis, Harris, Uist og Barra, og vævet i væverens eget hjem på en manuel væv. Det kontrolleres af The Harris Tweed Authority, der sætter det berømte uldsegl som garanti. Det er ekstremt slidstærkt, vindtæt og vandafvisende, men stadig åndbart og bruges derfor til alt fra jagttøj til eksklusive habitter. Når ulden er vasket, kartes og spindes den til garn. Herefter indfarves garnet, oftest i forskellige naturfarver (mos, lyng, hav og sten), som blandes, så stoffet får det melerede udtryk. En jakke af Harris tweed er på det nærmeste uforgængelig. Der findes mange glimrende alternativer – men kun én original. Den er relativt dyr, men ikke uoverkommelig.

Jeg råder selv over mere end én tweedjakke. Madame mener, at der er tale om en klenodiesamling og en besættelse, fordi hun hævder at have talt op til 19 eksemplarer i mit skab. Men hun overdriver, for der er kun én af dem, jeg vil kalde et klenodie. Det er den hundetandsmønstrede jakke på billedet herover, som jeg har købt for en slik på eBay. Det særlige ved den er ikke, at den er fremstillet af Harris tweed, men at den er designet af Hardy Amies, som er bedst kendt for sin officielle titel som kjoleskrædder for Elizabeth 2. Jeg bruger den sjældent, for den er tyk og tung som et gulvtæppe og egner sig bedst til dårligt opvarmede country houses tilhørende den britiske landadel. Men den er god at have ...

SKET:

• Microsoft har sagt farvel til Windows 10. Det er, som når ens gamle labrador bliver aflivet – man ved godt, den var langsom, men man elskede den alligevel.
• Det er nu kommet frem, at det er en bivirkning ved Wegovy og tilsvarende midler mod overvægt, at man kan miste synet, hvis man er uheldig. Derudover er det stadig muligt at stirre sig blind på sin badevægt.
• Minkavlerformanden, der forhandlede erstatningen på branchens vegne, har vist sig at kunne sit kram. Indtil videre har han skaffet sig selv en erstatning på 400 millioner, som ventes at blive endnu højere, når han har talt færdig. Kunne man eventuelt foreslå staten at hyre ham igen - til den anden side af forhandlingsbordet?
• De fleste af landets kommuner har indført røgfri arbejdstid, men det gælder ikke København. I provinsen er det kaffe, der holder kontorerne kørende. I København er det kaffe og cigaretter – både med og uden filter.
• I anledning af kronprins Christians 20 års fødselsdag udtalte en kongehusekspert: 'Han bliver et trumfkort for kongehuset, der kommer til at samle danskerne'. Det lyder lovende i betragtning af, at vi ikke har haft noget at samles om siden håndboldherrerne vandt VM.
• Det nye kvalitetssupermarked Alma, der skulle fylde hullet ud efter Irmas lukning, kæmper nu for at holde omsætningen oppe og tiltrække kunder. Det siger alligevel noget om danske idealer, når man savner Irma, men handler i Rema.
• En dom for homoseksualitet kostede i 1895 Oscar Wilde to år i fængsel og et mistet lånerkort til British Library. I anledning af den store forfatters 171. fødselsdag har biblioteket genudstedt et lånerkort i hans navn. Nu mangler der bare en rykker for den bog, han glemte at aflevere, inden han kom i fængsel.
• Siden 1994 har man i Nyborg forsøgt at mindske støjen fra den lange motorvejsstrækning, der deler byen i to. Derfor foreslår SF's borgmesterkandidat i byen helt at overdække motorvejen. Det bliver den første tunnel i Danmark, der går direkte gennem en kommunalvalgkamp.
• En motorvejsstrækning på E45 kan nu åbne, selv om den først skulle have været færdig om syv måneder. Der er dog stadig planlagt vejarbejde de næste tre år af hensyn til traditionen.
• Vildsvinet, der blev set gå rundt i private haver i Brabrand ved Aarhus og skudt under dramatiske omstændigheder, var ikke et vildsvin, men en tam, ungarsk uldgris på springtur. Det er første gang, nogen er blevet straffet så hårdt for at se lidt eksotisk ud i Aarhus. Politiet vil nu tilbyde efteruddannelse i forskellen på 'vild' og 'krøllet'.

LÆST:
Christian Mørk: Mine tre forældre
– et familieportræt
2021
★★★★★☆

Christian Mørk kredser om sin oplevelse af at vokse op i en utraditionel familie gennem de voksne, der på forskellige tidspunkter har udfyldt forældrerollen i hans liv. Bogen er skrevet med stor empati og psykologisk indsigt, og sproget er præget af den lette ironi og selvironi, man genkender fra hans romaner. Christian Mørk er i stand til at balancere mellem det personlige og det universelle: historien er dybt privat, men mange vil kunne spejle sig i temaerne om svigt, tilgivelse og længslen efter at høre til. Det er både en sørgelig og livsbekræftende bog, der bevæger sig elegant mellem erindring, refleksion og fortælling og giver et billede af, hvordan kærlighed kan tage mange former, også under voldsomme vilkår. Det er en bog, der er svær at lægge fra sig – jeg strøg igennem den på ingen tid.


SET:
Mig og Annie (Annie Hall)
Amerikansk romantisk komedie, 1977
★★★★★★
Diane Keatons død i denne uge var den direkte årsag til at gense filmen for jeg-ved-ikke-hvilken-gang. Det er en film, der blev et vendepunkt for både Woody Allen som instruktør og for genren som helhed. I stedet for at følge den traditionelle romantiske fortælling får vi et ærligt, neurotisk og selvreflekterende portræt af kærlighedens op- og nedture. Filmen følger Alvy Singer, en neurotisk komiker fra New York, og hans forhold til den excentriske, frie Annie Hall – spillet med uimodståelig charme af Diane Keaton. Woody Allen bryder konstant med filmens klassiske struktur: han taler direkte til kameraet, leger med flashbacks og fantasi og lader os komme helt ind i hovedet på hovedpersonen. Det er kombinationen af humor og melankoli, der gør Mig og Annie tidløs. Filmen er fuld af skarpe replikker, men også en dyb menneskelighed. Det er ikke bare en romantisk komedie, men et stykke filmkunst, der definerede en hel æra. Den føles stadig frisk, vittig og ægte næsten 50 år efter. Rollen som Annie Hall skaffede Diane Keaton en Oscar og blev hendes internationale gennembrud. Her viser hun en naturlighed, humor og følelsesmæssig dybde – langt væk fra de traditionelle Hollywood-stereotyper. Det usædvanlige outfit – herreskjorte, slips, vest og hat – var hendes eget tøj suppleret med genbrugsfund, og filmens stylister var ikke begejstrede. Woody Allen måtte gribe ind: 'Hun er et geni. Lad hende være.' Resultatet blev en original figur og en helt ny modestrømning.
Instruktion: Woody Allen
Se sjoveste scene med Diane Keaton her


Sans for mord (Patience)
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – dr.dk
★★★★☆☆

En stille, klog og menneskelig krimi, der minder os om, at det kræver mod at være anderledes. Patience er en autistisk arkivmedarbejder, der hjælper politiet med at se mønstre og detaljer, ingen andre opdager. Hendes metode er observation, intuition og sans for struktur. Sammen med den kvindelige kriminalinspektør Bea danner hun et umage makkerpar, hvor tålmodighed møder temperament. Det er i deres dialog og tavshed, at serien kommer bedst til sin ret. Serien skiller sig ud, fordi den tør tage sig tid. Den handler ikke kun om at løse mordgåder, men om at forstå mennesker. Somme tider forfalder serien til klichéer, men den forsøger at vise, at forskellighed er en styrke, ikke en svaghed. Der er øjeblikke, hvor Patiences analytiske evner bliver lidt for magiske, som om hendes hjerne er en slags computer. Ella Maisy Purvis, som spiller Patience, er selv autist, og hun er fremragende i rollen.
Se trailer


Kvinden i kahyt nr. 10 (The Woman in Cabin 10)
Amerikansk-britisk psykologisk thriller, 2025 – Netflix
★★★☆☆☆

Laura er en undersøgende journalist, der tager med på jomfrurejsen på en luksusyacht for at skrive en arbejdsrelateret opgave og for at få lidt ro efter en traumatisk hændelse. En nat mener hun at have set en kvinde blive kastet over bord – men næste dag er alle ombord regnet op, ingen mangler, og ingen vil tro på hende. Som det hører sig til i genren, må hun selv grave i mysteriet, samtidig med at hendes egen sikkerhed er truet. Den skønne Keira Knightley spiller journalisten, og det kan ærgre mig, at hun ikke er mere kræsen med de roller, hun påtager sig. Alt i alt er det en underholdende thriller, især hvis man er til psykologisk spænding med et noget urealistisk twist. Den leverer præcis nok til, at man føler sig underholdt, hvis man ikke stiller alt for høje krav til originalitet. God til én-aften-streaming, men ikke oppe at ringe.
Se trailer

HØRT:
ill-advised by Bill Nighy
Podcast – Spotify
★★★★★☆

I det tidlige forår begyndte der at dukke teasere op for en podcast med den britiske skuespiller Bill Nighy, der ville udkomme om 'ganske kort tid', og hvor han ville besvare spørgsmål fra lyttere om alt mellem himmel og jord. Det har ladet vente på sig, men nu er podcasten endelig i luften. Bill Nighy er kendt som beskeden, kultiveret og lidt excentrisk – en mand, der undgår store følelsesudbrud. Han har en særlig evne til at gøre selv de mest almindelige replikker interessante gennem sin rytme, timing og sproglige finesse, og det gør han altsammen brug af her, hvor han med en stemme som sort te besvarer lytternes akavede spørgsmål med rigelig selvironi og et strejf af filosofi. Han lover ingen løsninger – kun eftertænksomhed og knastør humor. 'A podcast for people who don't get out much and can't handle it when they do. A refuge for the clumsy and the awkward.' Eller som han sammenfatter det: 'An invitation to squander time' – en invitation til at sløse med tiden. Hver episode byder på små bog- og musikanbefalinger og absurde sidespor – altsammen med mild, britisk charme. Jeg har hørt de to episoder, der foreløbig er udkommet, og kan næsten ikke vente til den næste er klar. Ifølge planen er der en ny podcast hver uge.
Lyt her

ARTIKLER:
The Guardian: Diane Keaton: a life in pictures

The Guardian: Diane Keaton’s style: she dodged the stamp of the machine

Paraplyen ville være en uovertruffen opfindelse, hvis den, der fik ideen, også havde tænkt på at udstyre den med en anordning, der forhindrede den i blive væk for ejeren ved først givne lejlighed. En feature, paraplyfabrikanterne dog næppe ville bifalde af hensyn til omsætningen.

Min første forsvundne paraply var grøn og skotskternet. Jeg glemte den i en Kvickly på Valby Langgade, da jeg som nytilflyttet studerende forsøgte at balancere med en liter mælk, en pose pasta og en smule værdighed. Da jeg endelig nåede hjem på kollegiet, opdagede jeg, at jeg kun havde fået halvdelen med – mælk og pasta, men hverken paraply eller værdighed.

Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet

Senere mistede jeg et sort, elegant eksemplar i toget mellem Fredericia og København. Den var indhandlet i Illums Bolighus, hvilket burde have gjort den uglemmelig. Jeg lagde den muntert nynnende op på bagagehylden, og da jeg et par timer senere steg af, følte jeg mig sikker på, at jeg havde fået det hele med mig. Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet.

En tredje gang mistede jeg en billig supermarkedsparaply i Firenze. Jeg havde købt den i panik under et voldsomt tordenvejr, og ti minutter senere, da solen igen skinnede over Arno, efterlod jeg den ubevidst på en café sammen med min tømte espressokop. Velsagtens fordi det var holdt op med at regne.

Der er en særlig måde at glemme på forbundet med paraplyer. Man tager dem kun i anvendelse i nødsituationer, og så snart regnen stopper, ophæves deres eksistensberettigelse. De er praktiske, men sjældent elskede. Ingen siger: 'Jeg glæder mig til at slå min paraply op i dag!' Den har status som et nødvendigt onde. Og ting, vi kun bruger, når vi er tvunget til det, har det med at forsvinde i glemslen.

Man skal ikke nødvendigvis være distræt for at glemme sin paraply. Det kan ske for selv de mest strukturerede mennesker, fordi paraplyen sjældent er en del af rutinen. Det er naturligt at have nøgler, telefon og tegnebog på sig. Men paraplyen? Den er et midlertidigt vedhæng. Når solen bryder frem, lægger man den fra sig – og i det øjeblik er alle distræte.

Jeg kan ikke afvise, at alderen måske spiller en anelse ind. Da jeg var ung, glemte jeg paraplyer, fordi jeg havde travlt. Nu glemmer jeg dem, fordi jeg ikke længere har travlt – og derfor tror, jeg husker alt.

En voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn

Spørgsmålet er, hvad man kan gøre for at undgå at glemme sin paraply. Måske kunne man anskaffe en paraply i skrigende selvlysende farver, så den er umulig at overse, men det kompromitterer unægteligt ens fremtoning. En taskeparaply i mappen er selvfølgelig en mulighed, men man går almindeligvis ikke rundt med en mappe, når man ikke længere skal på arbejde hver dag. Desuden er taskeparaplyer alt for små – også i udklappet tilstand – og en voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn. Endelig kunne man investere i en hundedyr paraply, som man simpelt hen ikke tør glemme – men jeg kan skrive under på, at det ikke fungerer.

Man må nok at acceptere, at paraplyer henhører under flygtigt løsøre. De vandrer fra menneske til menneske, fra togstation til café, og lever deres eget regnvåde liv. Eller også må man ty til det gamle husråd om at sørge for altid at forsyne sig med tre paraplyer, inden man går ud ad døren: én til at glemme hjemme, én til at glemme i bussen og én til at glemme på kontoret.

Når jeg næste gang mister en paraply, håber jeg bare, at den havner hos nogen, der faktisk husker den, når det regner.

SKET:

• Under hensyn til den usikre situation, hele verden befinder sig i, anbefaler Nationalbanken, at alle borgere sørger for at have 250 kroner i kontanter. På den måde vil man være i stand til at købe en pakke gær og en halv liter benzin – og stadig have overskud til at skændes om, hvem der tog den sidste dåse tun.
• Da Troels Lund Poulsen skulle runde sin tale på Venstres landsmøde af, stod der på teleprompteren: 'Smil, bliv stående, lign en vinder.' Måske skulle der hellere have stået: 'Smil, bliv stående, se ud som om du selv har skrevet talen og stadig tror på meningsmålingerne.'
• Ifølge meningsmålingerne er Dansk Folkeparti nu landets største blå parti. Fremgangen er sket, siden Morten Messerschmidt fandt ud af, at man kan få 400 likes på Instagram bare ved at skrive 'god weekend' efterfulgt af et dansk flag.
• Regeringen vil forbyde sociale medier for børn under 15 år. Man vil blandt andet forhindre dem i at lægge alle mulige billeder ud af sig selv. Det må vente, til de stiller op til Folketinget.
• Forskere fra Aarhus Universitet siger, at ulven har en 'stærkt ugunstig bevaringsstatus' og bør derfor ikke skydes. Ministeren er derimod af den opfattelse, at ulven har en 'stærkt gunstig bevaringsstatus', så man kan roligt plaffe den ned. Med andre ord: dansk politik rummer stadig plads til kreative fortolkninger af virkeligheden. Det bliver spændende at se, hvem der får ret, når vi løber tør for ulve.
• Vejdirektoratet har bekendtgjort, at danske bilister er for dårlige til at holde afstand på motorvejen. Er det mon den sociale arv fra coronatiden, der er gået i glemmebogen? Men det er da rart med noget, vi stadig kan være fælles om.
• Dolly Partons søster har skræmt hendes fans fra vid og sans med opfordringer på Facebook til at 'bede for Dolly'. Men bare rolig – hvis nogen kan klare både sygdom, skandaler og showbiz, er det kvinden, der har fået sit brystmål ophøjet til nationalarv.
• Højesteret har givet tilladelse til, at Sanjay Shah får to forsvarsadvokater i landsretten. Det er opløftende at se, at retssystemet stadig støtter iværksætteri.
• Mattias Tesfaye var utilfreds med, at proletariatets digter Martin Andersen Nexø blev fjernet fra gymnasiernes litteraturkanon, så nu er den store digter tilbage, og eleverne får noget andet end TikTok og Hella Joof at forholde sig til. 'Endelig noget nyt!' vil de juble – indtil de opdager, at Ditte Menneskebarn er på 700 sider.
• Den ungarske forfatter László Krasznahorkai har vundet Nobelprisen i litteratur. Interessen for ungarsk litteratur forventes derfor at stige markant. Fra én læser til to.

LÆST:
Amor Towles: Lincoln Highway
Roman, 2021
★★★★☆☆

Handlingen finder sted i juni 1954. Hovedpersonen, 18-årige Emmett Watson, kommer ud fra en opdragelsesanstalt, hvor han har afsonet femten måneder for et uheld, hvor han kom til at slå en mand ihjel. Han vender hjem til Nebraska, men faren er død, moren er forsvundet, og gården er blevet overtaget af banken. Han planlægger at hente sin 8-årige lillebror Billy og køre mod Californien – ad Lincoln Highway - for at starte forfra. Men pludselig dukker to af hans venner fra opdragelsesanstalten op, og historien udvikler sig til et roadtrip med overraskelser. Bogen er på næsten 600 sider, og man skal ikke forvente konstant fremdrift. Med andre ord: den er for langtrukken. Men man får et fint indblik i 1950'ernes USA – den store, åbne vej, små byer, bilkultur, vejene og landskabet – alt virker autentisk og velbeskrevet.


Stig Matthiesen: Rejsen til New York
– Ti danskere fortæller om at leve og gøre karriere i New York
2017
★★★★☆☆

Et lopppefund, jeg hjemførte, fordi jeg har et sporadisk kendskab til en af de medvirkende i bogen, og fordi et ungt familiemedlem i øjeblikket tilbringer et år i New York. Bogen består af ti portrætter af danskere, som har valgt at flytte til New York for at leve og arbejde. Det er dens styrke, at den ikke kun idealiserer New York som mulighedernes by. Den illustrerer, at selv med talent og ambitioner følger omkostninger: usikkerhed, savn, barrierer – også kulturelle og sociale. Bogen er udgivet i 2017, og det er klart, at med hensyn til jobmarked, priser, immigrationsregler og leve-omkostninger i New York, er oplysningerne forældede og den praktiske anvendelighed begrænset. Men kernebudskaberne gælder stadig, selv om verden ser anderledes ud i 2025.


Thomas Bredsdorff: Som boblerne i bækken
– En oldings notater om kærlighed
2025
★★★★★☆

En bog fuld af refleksioner om kærlighed, livets sene år og den slags store spørgsmål, man typisk begynder at tænke over, når man har nået den alder, hvor man opdager, at læsebrillerne er blevet en fast del af ansigtet. Det er en bog om den stille kærlighed – ikke Tinder-kærlighed og ikke realityshow-kærlighed. Litteraturprofessor emeritus Bredsdorff skriver om den form for tosomhed, der ikke længere handler om drama, men om hvem der husker at købe mælk. Han trækker tråde til alt fra Hamlet til Kama Sutra. Det hele er både let og dybt på samme tid. Her er en mand, der kan citere klassikere uden at tjekke Google, og han minder os om, at kærlighed ikke nødvendigvis mister farve med alderen – den er bare anderledes. Det er en tankevækkende bog, men man kommer ikke uden om, at den lugter lidt af universitetets kaffestue – på bedste måde.

SET:
House of Guinness
Britisk-irsk historisk dramaserie, 8 episoder, 2025 – Netflix
★★★★(★)☆

Handlingen begynder i Dublin i 1868, lige efter, at bryggerikongen Sir Benjamin Guinness har udåndet og efterladt en familie så splittet, at man næsten får lyst til at sende dem alle sammen i familieterapi. Serien er skabt af Steven Knight, manden bag Peaky Blinders, og det kan mærkes: der er mørke blikke, dybe lommer og masser af industrielt støv. Midt i arvestriden står Arthur Guinness som en mand fanget mellem pligt, magt og skjulte sider af sig selv. Han er både arving og fange. Der er søskendekonflikter, moral, skam og (selvfølgelig) en smule forbudt kærlighed. Alt sammen pakket ind i en elegant kulisse af damp, bryggekar og politisk uro. Seriens store styrke er atmosfæren, kostumerne og lyssætningen. Og så tager serien også fat på Irlands historie: britisk styre, social ulighed og udvandring til Amerika. 'Inspireret af sande historier', hedder det – så ved man, at der følger en stribe røverhistorier med, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, men det tager man med.
Se trailer


I ØVRIGT:
dr.dk: Efteråret maler Danmark i gyldne farver: Se de smukke billeder

Wallpaper: Three lesser-known Danish modernist houses track the country’s 20th-century architecture
Arkitekturhistoriker besøger tre danske mindre kendte modernistiske huse tegnet af hhv. Frits Schegel, Mogens Lassen og Knud Holscher.

I forlængelse af forrige indlæg om forfængelighed – og foranlediget af Erics kommentar om respekt som incitament til at gøre noget ud af sin påklædning – trænger et par bemærkninger sig på:

Der var engang, hvor det var en almindelig færdighed i et dansk hjem at kunne stryge en skjorte. I dag kan man knap nok finde en husstand med et strygejern. Hvis man spurgte en 25-årig, hvad et jakkesæt er, ville han formentlig ikke være helt sikker. Vi har simpelthen givet op. Vi har smidt slipset, droppet skjorten og taget sweatpants på.

Engang tog man sit stiveste puds på i teatret, fordi teatret var noget særligt. I dag ligner salen en biograf på en regnvejrsdag. Publikum sidder med plasticglas og hættetrøjer, og hvis nogen har taget en blazer på, tror man, de er en del af forestillingen. Jeg var for nylig til premiere, og ved siden af mig sad en mand i – Crocs! Engang var Crocs noget, man stak i, når man skulle ud og hente avisen. Nu går de fint sammen med Shakespeare, selv om teatrene ikke ligefrem er en hverdagsbegivenhed for ret mange.

Vi hylder den elastiske bukselinning , så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om

Til begravelser møder folk op, som om de lige er smuttet forbi på vej til Bilka. Mens præsten taler om livets forgængelighed og prøver at sige et sidste farvel til et menneske, der sikkert ejede et strygejern, sidder store dele af menigheden på bænkerækkerne og skutter sig i krøllede sweatpants, dunjakke og sneakers. Skulle en enkelt have formastet sig til at tage et slips på, bliver vedkommende set på, som om han har misforstået hele pointen med livet: 'Du havde da ikke behøvet at gøre så meget ud af det!' Nej, men man kan godt vise lidt respekt. Afdøde er nok ligeglad, men de pårørende må formodes at være til stede.

Det handler, som så meget andet i Danmark, om janteloven. Ingen må tro, de er noget – heller ikke når det gælder påklædning. Vi har ikke længere nogen overklasse, men vi har en kollektiv skepsis over for alt, hvad der skiller sig bare en smule ud. Vi skal helst allesammen ligne nogen, der er i gang med at male carporten med en kop kaffe i hånden. Hvis tøjet ikke har huller, er man allerede over dansk standard. Vi kalder det afslappet, men måske er det bare dovenskab forklædt som lighed.

Komfort er ikke bare blevet en vane – det er en ideologi. Vi hylder den elastiske bukselinning, så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om. Vi har gjort det til en slags moralsk dyd at ligne nogen, der ikke tager noget alvorligt.

Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til 1800-tallet, men jeg savner den tid, hvor man gjorde sig lidt umage. Ikke fordi jeg elsker slips (det gør jeg), men fordi 'pænt tøj' engang var et tegn på respekt og udtryk for, at der er noget, der betyder mere end andet.

Måske kunne man mødes på halvvejen. Det ville blandt andet betyde, at hvis nogen skulle finde på at spørge, om man kan tage sweatpants på til en begravelse, er svaret: Nej, det kan man ikke. Du er et voksent menneske, og der er allerede elastan nok i verden.

En god ven af mig, som benytter enhver lejlighed til at cykle, selv om han har to biler, betroede mig for nylig, at han nu er blevet så gammel og uforfængelig, at han ikke tager cykelhjelmen af, når han går ind i en forretning. Jeg må indrømme, at så gammel er jeg ikke endnu, selv om min ven er 13 år yngre end mig. Godt nok har jeg den fordel, at jeg sjældent tager cyklen frem for bilen, men hvis jeg gjorde …

Man kommer ikke uden om spejle i forbindelse med forfængelighed. I spejlets verden går grænsen mellem forfængelighed og selvoptagethed som en usynlig linje, der kan flytte sig alt efter lyset, humøret – og for nogles vedkommende antallet af likes på det seneste Instagram-opslag. Jeg vil gerne slå et slag for et vist mål af forfængelighed. Den, der gør, at man dvæler et øjeblik foran spejlet og retter på skjorten, før man går ud ad døren. En stille hyldest til selvrespekt og et tegn på, at man hverken er ligeglad med sig selv eller sine omgivelser. Man kan også bruge så lang tid foran spejlet, at verden ikke længere eksisterer. Det er her, selvoptagetheden kommer ind i billedet. Man bliver universets midtpunkt. Hvor forfængelighed handler om, hvordan man fremstår, handler selvoptagethed om, hvordan alt relaterer til én.

Hvor forfængelighed handler om, hvordan man fremstår, handler selvoptagethed om, hvordan alt relaterer til én

Intellektuel forfængelighed findes selvfølgelig også. Det er den, der driver os til at læse, lære, tænke og måske oven i købet forstå verden bedre. Den bliver først irriterende, når man begynder at bruge viden som spejl i stedet for som vindue, og formålet udelukkende er at få bifald. Intellektuel selvoptagethed er dér, hvor man ikke lytter for at forstå, men for at vente på sin tur til plapre løs. Man læser ikke for at lære, men for at kunne citere. Den intellektuelle selvoptagethed drejer sig om at blive betragtet som klog, hvor den virkelige klogskab viser sig i evnen til at indrømme uvidenhed, spørge og lytte.

Så hvor går grænsen? Måske dér, hvor man stadig kan glemme sig selv. Når man kan gå ud uden at tjekke fem gange, om håret sidder rigtigt. Når man kan glæde sig over andres succes uden at overveje, hvordan den påvirker ens egen. Når man bruger spejlet til at justere – ikke til at leve i.

Hvis man skulle forsøge sig med en konklusion på denne eksistentielle smalltalk en tirsdag eftermiddag i oktober, kunne det måske være, at forfængelighed er, når man gerne vil fremstå, som man ser sig selv, mens selvoptagethed er, når man kun kan se sig selv. Det ene er et udtryk for livslyst – det andet for ensomhed forklædt som selvtillid.

Bare et bud. I Det sidste ord på TV2, hvor Mikael Bertelsen i søndags talte med Jørgen Leth i et sidste interview, som slet ikke var uinteressant, kom Leth ind på spørgsmålet om forfængelighed, og han tøvede ikke med at indrømme sin egen. Han argumenterede for, at selv om forfængelighed har en negativ klang, er der ikke noget skamfuldt ved at være forfængelig. Han kom ikke ind på, hvor grænsen går mellem forfængelighed og selvoptagethed. Det var måske meget klogt.

SKET:

• Novo Nordisk afskediger 5000 medarbejdere i Danmark. De opsagte regner med at få den første måned dækket af en ny medicin, der gør, at de ikke længere føler sult.
• Efter at Roskilde Universitet er blevet stærkt kritiseret for at have optaget studerende fra Bangladesh, som ikke reelt studerede, men kun var interesseret i at komme ind på det danske arbejdsmarked, har Syddansk Universitet besluttet af afvise 700 ansøgninger fra udenlandske studerende. Man ønsker kun studerende, der kan nøjes med SU, deltidsarbejde på en café og en livslang studiegæld.
• Rusland trækker sig fra den europæiske anti-tortur konvention. De følte, at den begrænsede deres kreativitet.
• Aalborg har afsat 83 millioner kroner til at blive Europas kulturhovedstad i 2032. Borgmesteren mener, at det er god investering. Ellers ville pengene bare blive brugt på skoler eller ældrepleje.
• Som et nødvendigt eksperiment har et politisk flertal i Folketinget indgået en aftale om at gøre landets folkeskoler og fritidstilbud mobilfrie. Kritikere frygter, at børn nu vil begynde at tale direkte med hinanden.
• Dansk Industri foreslår en økonomisk bonus til seniorer, som gerne vil forlænge deres arbejdsliv i stedet for at gå på Arne-pension. Det ventes, at bonussen bliver udbetalt i gavekort til høreapparater og knæoperationer.
• Trumps interesse for Grønland har nu bredt sig til amerikanske investorer, der vil opkøbe grønlandske grunde og ejendomme. Den gode nyhed er, at Elon Musk endnu ikke har forsøgt at købe rettighederne til indlandsisen.
• Den tidligere rocker Jørn Jønke Nielsen, der i 1989 blev idømt 16 års fængsel for drabet på rockerpræsidenten Makrellen, stiller op til kommunalvalget i Odense. Når han lover borgerne tryghed i Odense, står det ikke helt klart, hvem han mener.
• High Court i London har afvist de danske myndigheders krav på 12 milliarder kroner mod Sanjay Shah med den begrundelse, at skattemyndighederne ikke blev snydt til at udbetale pengene. Det var bare dårlig service – ligesom når man forsøger at ringe til Skat i april måned.
• Uge 40 har været alkoholfri uge, som er beregnet til at reflektere over sine alkoholvaner. De fleste reflekterede mest over, hvor meget sjovere uge 39 var.

LÆST:
Tage Skou-Hansen: Springet
Roman, 1986
★★★★☆☆
Romanen stiller skarpt på spørgsmål om ansvar, skyld og identitet. I Aarhus samles en gruppe gamle klassekammerater fra Marselisborg Gymnasium til deres 40-års studenterjubilæum. Temaet, der fylder mest i deres samtaler og refleksioner, er Aksel – en fælles bekendt fra gymnasietiden, som meldte sig til værnemagten under 2. Verdenskrig og senere døde i Normandiet. Gennem middagen og de fælles minder og tilbageblik afdækkes ikke bare Aksels valg og skæbne, men også de øvrige karakterers livsvalg, deres relationer, svigt og hvilke idealer der blev opgivet eller forladt. Aksels beslutning om at melde sig til værnemagten – i en tid hvor det stod klart, at Tyskland ville tabe – bliver ikke behandlet som en tragedie med én enkelt årsag, men som noget komplekst forankret i ungdommens idealer, de fælles diskussioner og de valg, man forestiller sig ikke at have.

SET:
Six Four
Britisk kriminaldramaserie, 4 episoder, 2023 – TV2 Play
★★★(★)☆☆
Datteren til politibetjenten Chris og hans kone Michelle (tidligere undercoveragent) forsvinder. Sagen kobler sig til en gammel uopklaret forsvinden, familiehemmeligheder, politisk intrige, korrupte embedsmænd og personlige traumer. Selv om serien bygger på en japansk roman, udnytter den Skotland godt – Glasgow og det mere landlige skotske landskab bidrager med både stemning og visuel kontrast, som giver et autentisk og næsten noir-agtigt præg. Historien byder ikke på noget radikalt nyt inden for genren, men leverer hvad den lover: spænding, mystik, emotionelt pres og en tilfredsstillende lukning.

Black Rabbit
Amerikansk thrillerserie, 8 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆
Jake (Jude Law) ejer den populære restaurant Black Rabbit i New York. Da hans bror Vince vender tilbage til byen med massive problemer – gæld til lånehajer, afhængighed osv. – kommer Jakes forretning og relationerne omkring ham i fare. Historien foregår i et mørkt, truende New York med alt, hvad det indebærer af glamour, natteliv og skygger bag facaden. Kombinationen af restauranten som prestigeprojekt og den skræmmende underverden er spændende, men man kunne ønske sig en vejtrækningspause i spændingen ind imellem.

Tilfældets gaver – en film om Jørgen Leth (Gifts of a Chance)
Portrætdokumentar, 2020 – Louisiana Channel
★★★★☆☆
Der er noget charmerende ved at høre Jørgen Leth fortælle uden filter – hans glæde ved det uventede, hans ærlighed om tvivl og kreative valg, men filmen er måske lidt for respektfuld. Man savner mere kritiske spørgsmål: Hvilke konflikter, begrænsninger eller fejl har præget hans arbejde? Man skal ikke forvente en dyb udforskning af kontroverser eller en dramatisk fortælling, men hvis man er indstillet på at følge en kunstners refleksioner, er den værd af se. Den mangler lidt kant for at være fremragende. Alligevel interesssant. Filmen er dansk med engelske undertekster.
Produktion, redigering og instruktion: Kasper Bech Dyg

Det perfekte menneske
Kortfilm, 1968 – YouTube
★★★★★☆
En klassiker. Man ser en mand og en kvinde i sterile omgivelser, nærmest som laboratorieobjekter. Kameraet betragter dem i hverdagsagtige situationer – spise, klæde sig på, kysse – mens en kølig, klinisk fortællerstemme (Jørgen Leth) ledsager billederne. Det perfekte menneske er en af de mest markante danske kortfilm nogensinde, som har inspireret både reklamefilm, kunstnere og instruktører. Den har et filosofisk sigte og undersøger, hvad det vil sige at være menneske, men faktisk er den – selv om det nok ikke er meningen – også ret morsom, ikke mindst på grund af Claus Nissen, som har den centrale rolle og så at sige bærer filmen.
Instruktion: Jørgen Leth

Der findes mange måder at drikke en Guinness på. Nogle indtager den langsomt og med andægtig respekt for den mørke bryg, andre tømmer den i ét dristigt ryk, som var det et kapløb med tiden. Og så er der dem, der forsøger sig med Splitting the G. Desværre er det så længe siden, jeg sidst betrådte en irsk pub, at begrebet endnu ikke fandtes. Splitting the G er et ritual, der har fundet vej fra de irske pubborde til TikTok-kontoer verden over. Det går i al sin enkelthed ud på at tage den første slurk af sin pint Guinness så præcist, at øllets væskelinje rammer midten af bogstavet 'G' i ordet Guinness på glasset. En øvelse i præcision, timing – og nok så meget i held.

Det lykkes for de færreste at ramme. Enten tager man en forsigtig babyslurk, og væskelinjen lander før G'et, eller man går amok som en tørstig sømand og overhaler G'et.

Selv et enkelt bogstav på et glas kan blive til en leg, et ritual og en udfordring, der samler folk fra hele verden

Begge scenarier udløser latter fra vennerne, en hovedrysten fra bartenderen og – vigtigst af alt – en ny bestilling. Det er måske netop derfor, pubberne elsker legen. Hver mislykket slurk betyder klingende mønt i kassen. Måske er der ligefrem tale om en konspiration mellem Guinness og pubejerne. Og selv om det mest er unge på nettet, der lægger videoer op, er det ikke kun TikTok-generationen, der leger med. Garvede stamgæster i Dublin er lige så opsat på at ramme G'et perfekt, løfte glasset i triumf og høre publikum juble, som om de var til finalen i Champions League.

I min research nåede jeg frem til, at ingen ved med sikkerhed, hvornår Splitting the G blev opfundet. Nogle siger 2010’erne, andre mener, det er ældre. Man kan levende forestille sig en halvbedugget pubgænger, der en sen aften stirrer på sit glas og tilfældigt opdager, at øllet i glasset når lige præcis til midt på G'et.

Men hvad får man ud af det? En flygtig anerkendelse fra vennerne, et gratis grin fra bartenderen og sandsynligvis lysten til at bestille endnu en pint. Splitting the G handler ikke om øl – det handler om en historie, man kan fortælle bagefter, ikke mindst på de sociale medier. I den sammenhæng er pubkultur ideel: selv et enkelt bogstav på et glas kan blive til en leg, et ritual og en udfordring, der samler folk fra hele verden. Man vil sjældent ramme G'et rigtigt, men man kan jo altid prøve en gang til.

Formålet er nok først og fremmest at få promillerne op i omdrejninger, men Splitting the G er en noget mere charmerende måde at gøre det på sammenlignet med den amerikanske beer bong, der går sin sejrsgang i dansk festkultur: en person hælder en hulens masse øl ned i en tragt forbundet med en slange, der ender i munden på en anden person, som bliver fuld på ingen tid. Mere bøvet bliver det ikke.

Jeg blev tilfældigvis opmærksom på fænomenet Splitting the G i en artikel om den nye Netlix-serie House of Guinness, hvor legen blev omtalt, uden at den egentlig har noget med filmen at gøre. Bortset fra det lyder serien til at være spændende nok til, at jeg desværre nok bliver nødt til at forlænge mit Netflix-abonnement med endnu en måned ...

Lav, men behagelig musik til hele oktober

SKET:

• Mandag aften blev Københanvs Lufthavn lukket i flere timer, fordi et antal store uidentificerede droner svævede over lufthavnsområdet. Siden er der observeret droner over flere andre danske lufthavne. Ifølge eksperter er det med sikkerhed en fremmed stat, der står bag. Betryggende at vide, at det ikke bare er en flok teenagere, der har brugt konfirmationspengene på tant og fjas.
• Den russiske ambassadør afviser, at Rusland har noget med droneflyvningen i Danmark at gøre. Dronerne er formentlig danske forklædt som svenske bestilt af Norge og kan kun være en provokation mod Rusland. I øvrigt er Rusland ikke engang sikker på, hvor Danmark ligger.
• Efter dronehændelserne i Danmark og flere EU-lande har en række lande mødtes for at drøfte muligheden for at etablere en 'dronemur'. Man skal nok kalkulere med fire mure og en loftsbeklædning.
• Står det til De Radikale, skal valgretsalderen sænkes til 15 år. Partilederdebatten flyttes til TikTok, statsministeren får 12 sekunder til at forklare finansloven, og der vil blive serveret energidrik og pizzaslices ved valgstederne.
• Tre ministre har skiftet plads. Udlændingeministeren bliver beskæftigelsesminister, beskæftigelsesministeren bliver skatteminister, og skatteministeren bliver udlændingeminister. Den politiske udgave af at bytte julegaver: Ingen får helt det, de ønskede sig, men alle lader som om, de er glade.
• Præsident Trump har frarådet gravide kvinder at tage en Panodil, hvis de vil undgå autisme. Det kommer fra samme lægehåndbog, hvor hydroxyklorokin helbreder alt, og solformørkelser skyldes Mexico.
• Vinterhalvårets første nattefrost er blevet målt, og DMI kunne afsløre, at den faldt, før den plejer. Dermed er endnu et bevis fundet på, at vejret nægter at følge reglerne.
• Den grønbrogede tudse er en truet dyreart, men nu er en flok blevet sat ud i nye vandhuller på Sprogø. Tudserne har allerede etableret en pendlerklub, men de er utilfredse med færgeruten.
• Flying Tiger har frem mod 2030 planer om at åbne 130 nye butikker i Sydøstasien. På den måde fortsætter Danmark sin tradition med at eksportere ting, vi ikke selv forstår, vi har købt. Men danske turister kan altså snart føle sig hjemme i Bangkok, når de ser en plasticflamingo til 20 kr.
• I går blev flere personer anholdt efter et større slagsmål på Skejby Sygehus i Aarhus. Det minder lidt om at starte en brandøvelse på brandstationen. Eller en kø på McDonald's i personalekantinen.

LÆST:
Stine Askov: Varme hænder
Roman, 2024
★★★★☆☆
Hovedpersonen er Camilla, der i årevis har arbejdet som børnehavepædagog. Hun bliver udbrændt, frustreret og trænger til forandring. Da hun ser en annonce om 'verdens nemmeste job' som handicaphjælper, springer hun til som hjælper for forfatteren Mathilde, som sidder i kørestol. Det lyder til at være noget mere roligt og meningsfuldt end børnehaven, men det viser sig hurtigt, at Mathilde stiller ekstremt høje krav: alt fra hårsætning til rengøring og personlig pleje skal være præcis efter hendes standarder. Hun er kort sagt fuldstændig utålelig, og som tiden går, begynder Camilla at miste kontrollen over egne grænser og selvopfattelse. Det kan være svært ikke at blive irriteret over Camillas manglende evne til at sige fra, og der går alt for længe, før hun gør det – men det er muligvis pointen. Meget velskrevet.

SET:
Hestepigen fra Helvede
Dokumentar baseret på virkelige hændelser, 4 episoder, 2025 – HBO Max
★★★★☆☆
Den 40-årige Frank blev 14. juli 2022 slået med et jernrør og kvalt på en landejendom i Nimtofte, Djursland, efter tre mislykkede drabsforsøg. Drabet blev planlagt af ægteparret Maibrit og Mathias. Frank var far til Maibrits ufødte barn på daværende tidspunkt, og hendes mand ville gerne påtage sig faderskabet, men krævede at barnets biologiske far ikke kom til at spille en rolle. Sammen med et vennepar lavede de planen for at skaffe Frank af vejen. Som modydelse fik venneparret slettet en gæld, de havde oparbejdet til ægteparret. Hestepigen fra Helvede er en stærk og rystende true crime-serie, men hvor går grænsen mellem at oplyse og at udnytte traumer til underholdning? Denne specifikke serie lader til at være bevidst om det, men det er desværre ikke alle.

ARTIKLER:
Wallpaper: The standout shows of London Fashion Week S/S 2026
Høj mærkekelighedsprocent!