Da december meldte sin ankomst og lagde sig over byen som en tung, sukkerstøvet dyne, besluttede han, at han ville lade som ingenting i år. Ikke i protest. Mere i selvforsvar.

Hans nabo havde allerede i november installeret en lyskæde rundt om huset, der lyste som en mellemstor lufthavn, og supermarkedet spillede julemusik med samme ihærdighed som en genstridig bilalarm. Han mærkede en påtrængende lyst til at flygte. Ikke langt væk, bare væk fra 'glædelig jul, har du fået købt alle gaverne?' og 'hvor skal du holde jul?'

Juleaften havde han ikke et grantræ med julepynt stående i stuen. I stedet glædede han sig over det store træ, han kunne se fra sit vindue hele året. Det stod henne i svinget uden et eneste blad, og om eftermiddagen havde han nydt at stå i flere minutter og betragte dets nøgne grene aftegne sig mod himlen.

Nu var det mørkt udenfor, og på komfuret stod en simreret og tog sig den tid, den behøvede, og sendte duften rundt i hele huset. Han spiste uden andet selskab end sit eget. Bestikket mod tallerkenen var den eneste lyd, der brød stilheden. Ingen risalamande. Efter maden vaskede han op, som om der ikke var noget, der hastede, og det var der heller ikke.

Selv om han var alene, lod han være med at tænde for fjernsynet. I stedet satte han musik på uden kor og klokker og satte sig i lænestolen med et glas cognac og tænkte over året, der var gået. Over det, der blev sagt, og det, der ikke gjorde. Over at mening ikke altid findes i gentagelser, men nogle gange i det, man vælger fra.

Da han gik i seng, havde han ikke følelsen af at have manglet noget, fordi det var juleaten. Han mærkede kun en stille tilfredshed. Og det var, som om han kunne høre Arne Domnérus spille på sin saxofon i baggrunden.

SKET:

• Tirsdag morgen fløj svenske og danske kampfly over København i juletræsformation. Samarbejdet skal ses i sammenhæng med, at Sverige er blevet medlem af NATO – og uden budget og strategi var det, hvad det kunne blive til.
• FC København har headhunted to svenske drenge på otte år og har allerede tilrettelagt et træningsforløb for svenske børn ned til 7 år. Her lærer de presfodbold, positionsspil og at sige 'det tager vi internt.'
• Ved hjælp af AI laver forældre nu videoer, hvor børnene kan se nisser bevæge sig rundt i deres eget hjem – en udvikling, der får eksperterne til at advare om konsekvenserne for børns virkelighedsopfattelse. Men hvad er problemet? Børn har jo allerede lært:
  1) at julemanden findes
  2) at nisser findes
  3) at mor og far har styr på det hele.
• Gåture overhaler nu cykling som motionsform på den populære tracking-app Strava. Kursusbranchen forventes snart at være klar med et omfattende udbud af workshops i gakkede gangarter.
• 15 fængselsbetjente fra Kosovo, der skal arbejde i fængslet med de udvisningsdømte udlændinge fra Danmark, har nu lært om regler, konflikthåndtering og dansk fængselspraksis. Altså tre forskellige måder at sige: 'Det vender vi tilbage til.'
• Mange grundejere forsøger at holde folk ude af deres naturområder med skilte som 'Adgang forbudt' og 'Privat', selv om naturbeskyttelsesloven i de fleste tilfælde hjemler adgang for alle. Omkring 1000 ulovlige skilte skal derfor fjernes. I stedet forventes der at dukke en ny skilteskov op, hvor der står 'Forsvind!'
• Børns Vilkår betegner det som en en national katastrofe, at mere end hver femte folkeskoleelev havde over 10 procents fravær sidste skoleår. Men det svarer jo bare til, at man ikke lige er der om mandagen.
• Tildækningsforbuddet mod at bære burka, niqab eller andre beklædningsgenstande, hvor ansigtet ikke kan ses i det offentlige rum, skal nu også skal gælde i klasseværelset. Det betyder blandt andet, at det bliver vanskeligere for eleverne at sende en stedfortræder.
• For at reducere sproglige misforståelser i kommunikationen med ældre medborgere bliver sosu-eleverne i Rønne undervist i at tale bornholmsk. Succeskriteriet er, at de kan sige 'har du taget din medicin?' på en måde, så det lyder som et barndomsminde.
• Kunstneren Jens Haaning fik udbetalt en halv million i sedler af museet Kunsten til brug for kunstværket 'Take the money and run', men i stedet løb han selv med pengene og udstillede to tomme billedrammer. Nu har han ved en retssag fået erstatning for krænkelse af sin ophavsret, fordi Ritzau uden tilladelse har brugt et fotografi af de tomme rammer. H.C. Andersen overvejer i det hinsides at sagsøge Haaning og kræve erstatning for at have planket ideen fra 'Kejserens nye klæder'.

LÆST:
Lise Nørgaard: Julen er hjerternes fest
Fortællinger, 2017
★★★★☆☆

Hvis ikke jeg havde fået bogen anbefalet af en god ven, ville jeg nok aldrig have givet mig i kast med den, men somme tider er det værd at glemme sine fordomme – og når man så oven i købet lige har genset Matador med stor fornøjelse. Julen er hjerternes fest kredser humoristisk om julen som både tradition, følelse og socialt spejl. En skildring af almindelige menneskers liv, drømme og små konflikter i juletiden. Fortællingerne indeholder både genkendelighed og mild satire, og sproget er let og flydende med sikker sans for dialog. Personerne er tilmed komplekse og troværdige. Samtidig sniger der sig en underspillet samfundskritik ind med adresse til småborgerlighed, forventningspres og sociale roller, heldigvis uden at det bliver moraliserende, og man bliver mindet om, at julen ikke kun handler om traditioner og ydre rammer, men lige så meget om relationer, ensomhed, håb og medmenneskelighed. Solid dansk hverdagsrealisme tilsat kærligt drilleri – ikke så tosset.


SET:
Den gode stemning
Dramaserie, 8 episoder, 2024 – TV 2 Play
★★★★★☆

Serien bliver annonceret som en familieserie, men der er ikke meget feelgood at hente. Tværtimod er det er et drama om en stærkt dysfunktionel familie, der tager fat på temaer som misbrug, ansvar, skam og sammenbruddet af både nære relationer og livsprojekter. Iben Hjejle spiller storesøsteren, som tilsyneladende har styr på sit liv med karriere, ægteskab og familieliv. Under overfladen befinder hun sig dog i en dyb krise, både professionelt og privat. Hendes ægteskab er ved at falde fra hinanden, og hun oplever et massivt pres for at holde sammen på både sit eget liv og familiens skrøbelige facade. Pilou Asbæk er hendes yngre bror, der er misbruger og lever et kaotisk og selvdestruktivt liv. Han er ustabil, grænseoverskridende og konstant afhængig af andres hjælp – især søsterens. Hun forsøger igen og igen at redde ham, men bliver samtidig trukket længere ned i sin egen krise. Serien skildrer familiens indbyrdes relationer, hvor gamle mønstre, tavshed og uløste konflikter gentager sig. Den 'gode stemning' bliver et ironisk ideal, som familien klamrer sig til, selv om den reelt dækker over smerte, vrede og afmagt. Efterhånden bliver det tydeligt, at ingen af karaktererne kan fortsætte uden at konfrontere sandheden om sig selv og hinanden. Den gode stemning er et mørkt, realistisk og kompromisløst drama, der giver et råt indblik i, hvordan misbrug påvirker ikke bare den afhængige, men hele familien. Serien adskiller sig fra mere traditionelle familieserier ved konsekvent at undgå forløsning og lette løsninger. Den er ikke for sarte sjæle, men undervejs kunne jeg kunne næsten ikke vente med at næste episode. Og Iben Hjejle og Pilou Asbæk er fremragende.
Manuskript: Lone Hørslev
Instruktion: Kaspar Munk
Se trailer


Mr. Nobody against Putin
Dansk dokumenntar, 2 episoder, 2025 – dr.dk
★★★★★☆

Filmen følger den russiske skolelærer Pavel Talankin i en mindre provinsby efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Talankin arbejder på en folkeskole, hvor han underviser elever i blandt andet medieproduktion. Han betragter sig selv som en 'Mr. Nobody' – et almindeligt menneske uden politisk indflydelse – men netop den rolle gør ham til et stærkt vidne til, hvordan det russiske samfund gradvist militariseres og ideologiseres. Efter krigens begyndelse bliver skolen et centralt redskab for statens propaganda. Lærerne pålægges at afholde patriotiske morgensamlinger, vise krigsvenligt undervisnings-materiale og lære børnene at støtte staten og præsident Putin. Samtidig presses eleverne til at deltage i nationalistiske aktiviteter, herunder hyldest til soldater og krigsindsatsen. Talankin begynder i al hemmelighed at dokumentere hverdagen på skolen med sit kamera. Han filmer møder, undervisning og samtaler med kolleger og elever og indsamler samtidig statslige propagandavideoer, som skal vises i undervisningen. Filmen skildrer hans indre konflikt: På den ene side vil han gerne beholde sit job og beskytte sig selv, på den anden side vokser hans moralske skrupler over systemet. Efterhånden som overvågningen og kontrollen tiltager, bliver det mere og mere risikabelt for Talankin at fortsætte sin dokumentation. Filmen kulminerer i erkendelsen af, at det ikke længere er muligt for ham at blive i Rusland, hvis han vil bevare sin samvittighed og sikkerhed. Det er en rystende dokumentar – og perfekt, hvis man vil have bekræftet sine fordomme om Rusland. Det Amerikanske Filmakademi har i øvrigt shortlistet den i kategorien for bedste dokumentarfilm og den bliver sandsynligvis nomineret til en Oscar til marts.
Instruktion: David Borenstein
Se trailer

SKET:

• På listen over de mest indflydelsesrige personer i Europa ligger Mette Frederiksen nummer 2 efter Donald Trump. Det svarer til at sige, at en tornado er mere effektiv end en ventilator. Teknisk korrekt, men ikke nødvendigvis ønskværdigt.
• Økonomiske vismænd fraråder differentieret moms – det er for dyrt for samfundet at gøre frugt og grøntsager billigere. Man overvejer i stedet at indføre et afgiftssystem, hvor man bliver belønnet for at skule til en pastasalat. Eller større rabat, jo mere man sukker over priserne.
• Højesteret har afgjort, at advokaten bag den undersøgelse, der førte til tv-værten Jes Dorph-Petersens fyring i en MeToo-sag, skal betale 2 millioner i erstatning til Dorph-Petersen. Advokatfirmaet skriver på deres hjemmeside, at de er overraskede over afgørelsen. De tilføjede ikke: ‘Det her bliver svært at forklare i julebrevet.'
• På et plejehjem i Farsø registrerer et apparat uventede lyde, som kan tilkalde personalet – en tabt bog, en høj snorken eller et fald bliver straks opfanget af systemet. Det mest bekymrende er, når apparatet registrerer total stilhed.
• Fra nytår kan privatpersoner frit importere medicin til Danmark fra et hvilket som helst land – en ændring, der skal spare 1000 offentlige stillinger. Det er første gang, man har skåret i bureaukratiet ved at sige: 'Ved du hvad, det må du virkelig selv om.’
• PostNord har sat sine røde postkasser til salg, fordi selskabet stopper med at dele post ud til nytår. Men de ved, hvad de gør – de har øvet sig i mange år.
• Kommunikationskonsulent Anna Thygesen er hyret til at hjælpe Folketingets formand Søren Gade med krisekommunikation i en række sager. Det er sund fornuft, at Folketinget uddelegerer opgaver, de producerer i så stabile mængder.
• På de videregående uddannelser i Sverige er 770 personer blevet bortvist siden 2023 for at snyde ved at bruge AI. Der foreligger ingen tal om fænomenets udbredelse i Danmark – her kender vi kun til studiegrupper, der bare arbejder virkelig hurtigt.
• 600 pakker er blevet stjålet fra en pakkeshop i Køge. Mistanken retter sig mod en rødklædt mandsperson med langt, hvidt skæg, der hastede afsted i mørket med en stor sæk på ryggen.
• De seneste år er danskerne i stigende grad begyndt at købe deres and, flæskesteg og brunede kartofler udefra. Juleaften er nu reduceret til takeaway med levende lys.

SET:
Matador
Dansk tv-serie, 1978-81 – dr.dk

Der findes tv-serier, og så findes der Matador, der med sine 24 episoder er den perfekte julekalender for tv-narkomaner. Endnu engang er jeg blevet draget af både Misse Møhge og resten af den danske nationalskat, der siden 1978 har været lige så fast en del af det kulturelle arvegods som smørrebrød, højskolesangbogen og den obligatoriske debat om, hvem der egentlig er den mest irriterende figur i serien. Matador er på én gang et historisk drama, en karakterkomedie og en kollektiv erindring, som næsten alle danskere deler – selv dem, der sværger på, at de 'kun har set et par afsnit', men alligevel kan citere Ingeborgs berømte replik til Mads: 'Syg i hovedet? Det er dig, der er syg i hovedet! Serien udspiller sig i den fiktive provinsby Korsbæk – et Danmark i miniformat: De bredeste skuldre bærer ikke altid de tungeste byrder, borgerskabet er både fascinerende og latterligt, og selv den lille mand kan brillere – især hvis han hedder Mads Skjern og har talent for forretning, er fremsynet og evner at irritere bankdirektør Varnæs. Netop forholdet mellem Varnæs og Skjern er en af seriens mest geniale dynamikker. Det er klassisk dansk dramatik forklædt som hverdag: tradition møder modernitet, privilegier møder ambition, alt sammen med en understrøm af misundelse, stolthed og små ydmygelser. Men Matador er også en hyldest til dem, der sjældent får plads i historiebøgerne, men som til gengæld får lov at fylde i hjertet: Agnes, der går fra tjenestepige til virksomhedsejer; Maude, der blomstrer langsomt, og selv grisehandler Oluf Larsen, der med sit lune og sin livsvisdom minder os om, at format ikke nødvendigvis kræver rigdom. Serien er fuld af den stille humor, hvor man griner, fordi man genkender sig selv. Matador rammer noget dybt dansk: fascinationen af hierarkier, trangen til fællesskab og småsladder, og den dybe, næsten religiøse tro på, at et middagsselskab eller en folkelig håndbajer får de fleste problemer til at forsvinde. At Matador stadig holder i dag, siger noget om den kvalitet, der ligger i fortællingen. Den handler om modgang, opbrud og udvikling – alt det, Danmark har været igennem, og stadig går igennem. Det er som et spejl, vi kan kigge i, når vi vil forstå os selv lidt bedre. Og måske er det derfor, den bliver ved med at blive genudsendt, som en slags national terapi. Når rulleteksterne kommer på, sidder man ofte tilbage med følelsen af at have besøgt gamle venner. Nogle er irriterende, men man vender alligevel tilbage. Korsbæk er på en eller anden måde et sted, hvor alle har boet lidt. Jeg har i hvert fald – og gør det igen indtil den 24.
Matador er i en liga for sig og får derfor ingen stjerner.
Manuskript: Lise Nørgaard, Paul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen
Instruktion: Erik Balling


Love Actually
Amerikansk-fransk-britisk romantisk komedie, 2003 – Filmstriben
★★★★★☆

En film, der efterhånden er blevet et fast indslag i december. Det er et britisk julemix af romantik, humor og hjertevarme, hvor ti små historier flettes sammen til én stor påmindelse om, at kærligheden virkelig findes overalt – også når den er akavet, rodet eller direkte tåkrummende. Hugh Grant danser sig vej gennem Downing Street som den charmerende premierminister, der falder for sin medarbejder. Colin Firth flygter til Frankrig for at skrive roman, men ender med at skrive kærlighedshistorie i stedet, og Bill Nighy stjæler hele showet som den falmede rockstjerne med mere selvironi end sangstemme. Nighy har i øvrigt siden fortalt, at rollen betød, at han efter filmen kunne firedoble sine honorarer. Og så er der selvfølgelig den ikoniske scene med papkortene: Mark er forelsket i Juliet (Keira Knightley), som lige er blevet gift med hans bedste ven, Peter. Han har forsøgt at skjule sine følelser ved at være kølig og distanceret over for Juliet, men hun opdager, at han i virkeligheden er blevet forelsket i hende gennem videooptagelserne fra brylluppet. Scenen med papkortene er Marks måde at sige farvel til sine følelser på uden at skabe problemer i hendes ægteskab eller ødelægge venskabet til Peter. Ikke et øje er tørt. Det, der gør Love Actually langtidsholdbar som juleklassiker, er kombinationen af tør, britisk humor, sympatiske karakterer og det evige håb om, at kærligheden nok skal finde vej. Filmen er unægtelig noget sukkersød i kanterne, men i december er det vel en del af charmen. Den fungerer perfekt som sofahyggeligt samlingspunkt med gløgg i glasset og stearinlys i vinduet, og selv en juleskeptiker som jeg plumper gladeligt i hvert eneste år.
Instruktion: Richard Curtis
Se scenen med papskiltene


The Holiday
Amerikansk romantisk komedie, 2006 – dr.dk
★★★★☆☆

Den filmiske pendant til en kop varm kakao: sød, cremet og umulig ikke lige at slubre i sig. Filmen følger to kvinder, der begge står midt i hver deres følelsesmæssige stormvejr. Iris (Kate Winslet), der lider af uhelbredelig kærlighed til en mand, der ikke fortjener hende, og Amanda (Cameron Diaz), der kan klippe en trailer sammen på et sekund, men ikke kan holde et forhold ud i mere end et par uger. I et anfald af akut livskrise beslutter de sig for at bytte huse hen over julen: Amanda rejser til et idyllisk, sneklædt engelsk landsbyhus, og Iris ender i en moderne Calabasas-mansion med indbyggede swimmingpools og Hollywood-glam. Og selvfølgelig opnår de begge noget, de ikke havde regnet med: kærlighed, selvindsigt og en følelse af, at verden måske ikke er så slem, når bare man tør åbne døren. Jude Law stråler som charmerende, men blød familiefar, og Jack Black har rollen som den elskelige musiknørd Miles. Filmen balancerer mellem romantik, humor og følelsesmæssig healing på en måde, der gør den til en af de mest gensynsvenlige julefilm. The Holiday er fuldstændig forudsigelig, men det tager man med.
Instruktion: Nancy Meyers
Se trailer

SKET:

• Ny forskning tyder på, at menneskehjernen først er færdigudviklet i 32 års-alderen. Det falder sammen med det tidspunkt, hvor man begynder at glæde sig mere til, at forskudsskemaet er udfyldt end til sin fødselsdag.
• Forhandlingerne har stået på i EU i 13 år, og nu skal det endelig afgøres, hvilke rettigheder man har, når ens fly er forsinket. Det forventes, at passagerer med forsinkede fly officielt får lov til at sukke højlydt i gaten i hvert fald én gang i timen.
• En arkæolog fra Museum Vestsjælland stod pludselig med en guldbelagt lansespids i hånden. Efter eget udsagt var det tæt på at få hendes hjerne til at eksplodere. Det er den mest dramatiske reaktion på et stykke metal, siden nogen prøvede at samle en IKEA-lampe uden manual.
• Klumper af paraffin, som ifølge øjenvidner ligner små stykker blomkål, er skyllet op på Vestkysten i Thy. Thisted Kommune arbejder på at finde den bedste måde at samle paraffinen op på. Indtil videre ligger 'støvsuger' foran 'kommunal medarbejder med meget lille rive'.
• En række nedslidte kaserner skal nu opgraderes. Ifølge forsvarsministeren fordi de værnepligtige skal have bedre vilkår, når de bliver del af det danske forsvar. Oversat til almindeligt dansk: 'Der skal i det mindste være ét vindue, der kan åbnes uden at falde ud.'
• Fængselsmedarbejdere får her i december udbetalt en julebonus. Det sker som led i en såkaldt fastholdelsespakke. Det er første gang, fængselsvæsenet forsøger at fastholde de ansatte i stedet for de indsatte.
• EU siger helt farvel til russisk gas fra 2027. Den længste opsigelsesperiode siden nogen prøvede at komme ud af deres mobilabonnement.
• Den nyvalgte viceborgmester i Kerteminde har frabedt sig sin løn på 300.000, fordi der efter hans mening ikke er tale om reelt arbejde. Kerteminde overvejer nu at bruge pengene på at udarbejde en manual til, hvad jobbet egentlig går ud på.
• Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti har fremsat et lovforslag om afvikling af DR, der skal afløses af fuldstændig privatisering. På den måde kan lyttere og seere frit vælge, hvilke medier, de vil hidse sig op over. Det er uklart, om det betyder, at man fremover skal betale licens direkte til Lars Boje.
• Donald Trump fik i går Fifas nye fredspris, FIFA Peace Prize, fordi han ifølge fodboldforbundet har ydet en ekstraordinær indsats for at skabe fred i verden. Det rygtes, at Trump kvitterede for hæderen ved at love, at han også vil skabe fred på månen, hvis Fifa har en filial deroppe.

LÆST:
Lars Saabye Christensen: Hr. Knapps uforrettede sager (Herr Knapps uforrettede saker)
Roman, 2024
★★★★★☆

Der er ikke nogen egentlig handling. Det er en fortælling om en mand, der på en og samme tid forsøger at holde fast i sig selv og i verden omkring ham, selv om begge dele langsomt glider ham af hænde. Romanen er opbygget som en række små, nænsomt observerede situationer, hvor Hr. Knapp konfronteres med sine egne 'uforrettede sager': de ting, han aldrig helt fik gjort, sagt eller forstået. Han vandrer gennem hverdagen med en blanding af generthed, kejtethed og næsten poetisk undren, og netop i de små brudflader mellem det konkrete og det sære opstår bogens særlige tone. Saabye Christensen skriver med sans for rytme, gentagelser og underdrivelser. Som læser får man følelsen af at være tæt på en person, der måske ikke fylder meget i verden, men som rummer meget mere, end han selv tør erkende. Romanen bevæger sig mellem humor og melankoli, og bogens stærkeste greb er netop dens lune – den venlige humor, der aldrig gør grin med Hr. Knapp, men som i stedet gør ham endnu mere menneskelig. En stille, eftertænksom fortælling om identitet, tab, erindring og de små beslutninger, der former et liv. Den kræver ikke hast, men nærvær. En fryd at læse.
Oversættelse fra norsk: Charlotte Jørgensen


SET:
Mord efter bogen (Bookish)
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

Scenen er London kort efter Anden Verdenskrig. Hovedpersonen er Gabriel Book, en karismatisk, intellektuel og lidt excentrisk, men samtidig sympatisk antikvar-boghandler, der hemmeligt fungerer som detektiv ved at bruge sin store samling af ældre bøger og sin skarpe sans for menneskelig natur. Sammen med sin 'kone' Trottie (som han lever i et såkaldt 'lavender marriage' med, fordi hans seksualitet ikke kan være åben i samtiden) driver han både boghandelen og krimiopklaringen. Derudover rekrutterer han Jack, en netop løsladt småkriminel, som assistent – og det trækker tråde både i forbrydelserne og Gabriels eget liv. 1940'er-æstetikken er gennemført, med stemningsfulde sæt, kostumer, lys og locations, der virkelig vækker efterkrigstidens London til live. Serien balancerer mellem gammeldags detektivhistorie, lidt camp humor og en litterær snert. Tempoet er roligt – der er plads til at fordybe sig i karakterer og miljø, og man risikerer i hvert fald ikke at bliver hægtet af plottet. For nogle er det charmen; for andre går det måske lidt for langsomt.
Instruktion: Carolina Giammetta
Se trailer

Jeg har faktisk også brugt tid på at se en skuffende thriller, der ligger på dr.dk, men når jeg ikke kan skrive noget positivt, er der ingen grund til også at spilde andres tid med den. Så derfor kun to tv/film-omtaler i denne ombæring.

Billedet ovenfor er snyd, for der er ingen sne udenfor. Intet er i det hele taget mere som det burde være i december, for sneen har opgivet ævred, hvorimod julen er løbet løbsk og fylder hele måneden som en invasiv forbandelse. December i Danmark er på mange måder som et nationalt eksperiment i, hvor meget hygge ét folk kan presse ind på 31 dage, uden at nogen officielt bryder sammen. Det er en måned, hvor kalorier ikke tæller, stearinlys er en livsnødvendighed, og hvor vi alle i fællesskab beslutter, at mørket bare er en del af stemningen – ikke et problem.

Uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej

Det begynder med, at solen pakker sin taske og siger: 'Vi ses til marts'. Den lader et svagt skær ligge tilbage midt på formiddagen, mest af høflighed. Resten af tiden lever vi i en blanding af tusmørke og julelys, halmhjerter og nisser. For at kompensere for den manglende sol tænder vi levende lys i så store mængder, at det må udløse nervøse trækninger hos brandvæsenet. Vi kalder det hygge i et forsøg på at bilde naturen ind, at vi ikke er påvirket af dens totale svigt på det ultraviolette område.

Når temperaturen når ned, hvor man begynder at overveje, om næsen stadig sidder fast, træder lag-på-lag-strategien i kraft. Men uanset hvor meget tøj man tager på, er der altid et sted, hvor vinden finder vej. Typisk nakken. Den danske vintervind er som en nysgerrig lillebror: irriterende, vedholdende og i stand til at snige sig ind alle steder.

Ingen måned er så skemalagt som december. Det kræver disciplin at administrere chokoladejulekalender, pakkekalender, to tv-julekalendere, adventsgaver og nissebesøg foruden den officielle nedtælling. For børn er det magi, for voksne er det et excel-ark forklædt som tradition.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse

Til julefrokosterne bliver man udsat for en særlig kombination af sild, snaps og dansetrin, der burde være klassificeret som historisk kulturarv. Der findes ingen anvisning på, hvordan man slipper helskindet igennem en december fyldt med julefrokoster, men de fleste danskere ved, at der er to regler: Man smiler, selv når man sidder med en sildemad, man ikke har lyst til, og man taler ikke om episoderne fra sidste år.

Gaveindkøbene i december er en blanding af logistik, intuition og ren overlevelse. Vi går fra butik til butik som vor tids jægere og samlere, bevæbnet med dankort og ønskesedler. Man leder efter den perfekte gave, som enten ikke findes, er udsolgt eller pludselig koster mere end hele decembers budget. Alligevel ender alle juleaften med at sige: 'Ej, det skulle du da ikke have gjort', selv om alle godt ved, at det var præcis det, man skulle.

Men der er nu noget særligt ved december. Vi samles med familie og venner, tænder lys, drikker varm kakao, og lader som om vi ikke er det mindste stressede. På en måde er december som et kollektivt løfte om, at mørket ikke skal få os ned med nakken. I hvert fald ikke før til januar.

Månedens playliste er dedikeret til alle, der får en depression på denne tid af året: Julefri musik til hele december

SKET:

• Det er gratis at køre med S-tog om søndagen året ud. DSB har taget konsekvensen af, at passagererne er trætte af betale for at komme for sent.
• Flere og flere unge tager tre sabbatår efter studentereksamen. Ikke fordi de er dovne – de vil bare sikre sig, at forældrene når at glemme, at de lovede at flytte hjemmefra.
• En bilist bakkede næsten to kilometer gennem Øresundstunnelen, fordi han var kørt forbi sidste frakørsel, og han er nu sigtet for vanvidskørsel. Selv påstår han, at det bare var en lidt længere parallelparkering.
• Udgifterne til det kommende supersygehus i Hillerød i Nordsjælland er nu vokset og ser ud til at blive 72 procent dyrere end budgetteret. På en måde er det rimeligt nok, at det ikke kun er ventelisterne, der vokser.
• Skatteministeriet varsler en stor fyringsrunde og forventer at skulle afskedige over 600 medarbejdere. Man beholder dog stadig en medarbejder til at refundere udbytteskat.
• 'Hej' som hilsen er ifølge sprogforskere ved at blive afløst af 'halløj', som er udbredt blandt unge mennesker. Vi kan ikke få dem til at sætte kommaer, men hilsner går de gerne i gang med at opgradere. Snart lyder vi alle som cirkusdirektører på deltid.
• En 365-butik har låst det hakkede oksekød inde for at forhindre, at det bliver stjålet. Det næste bliver, at man skal vise pas for at få adgang til fryseboksen, og butikkens alarm går, hvis man kigger for længe på en pakke bacon.
• En ny undersøgelse viser, at flere børn er begyndt at deltage i madlavningen hjemme. Undersøgelsen afslører også, at børn oftest vil lave den ret, de selv bedst kan lide. Vi kan snart se frem til national rekord i både pandekager og brandalarmer.
• Der er nu kun 42 procent af befolkningen, der er enige i, at digitalisering af velfærden er til gavn for borgerne. De resterende 58 procent leder stadig efter knappen, hvor man kan sige 'nej tak' uden at oprette MitID.
• Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil afsætte penge i det kommende medieforlig til at undersøge, om DR's journalistik har politisk slagside. For at sikre en helt objektiv undersøgelse skal en gruppe danskere se TV Avisen med bind for øjnene og derefter tegne, hvad de synes, journalisten følte.

LÆST:
Erik Hulegaard: Finalen i Fuengirola
Roman, 2024
★★★★★☆

Der lægges hårdt ud: en 80-årig kulturpersonlighed bliver bortført efter en påkørsel i København, og pludselig står den pensionerede antikvarboghandler og ghostwriter Edgar Halk midt i sit livs ballade. Sammen med tre gamle kostskolekammerater må han konfrontere fortidens 'uskyldige' drengestreger, der viser sig ikke at være helt så harmløse. Romanen blander spionage, gamle hemmeligheder og europæiske rejser i et behageligt tempo, og man mærker tydeligt Hulegaards glæde ved at sende læseren rundt fra København til Fuengirola og videre ind i Centraleuropa. Sproget er let og ligefremt, og de nostalgiske glimt tilbage til kostskoletiden giver historien et varmt, menneskeligt lag. Forfatteren demonstrerer, at han er i stand at håndtere større stof og rejser uden at miste grebet. En veloplagt spændingsroman med et interessant miks af personlig historie og international thrillerstemning. For læsere, der holder af danske krimier med en lidt anderledes vinkel, er den et solidt valg. Den leverer, hvad den lover: spænding, internationalt udsyn og en eftertanke om fortiden.


SET:
Gennembruddet (The Breakthrough)
Svensk true crime-drama, 4 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

En tidlig oktobermorgen i 2004 blev et otteårig dreng og en 56-årig kvinde stukket ihjel på åben gade i den svenske by Linköping. Men der gik 16 år, før dét, der udviklede sig til en af de største efterforskningssager i svensk kriminalhistorie, omsider blev løst. Filmen er lægger sig i krydsfeltet mellem dokumentarisk drama og følelsesdrevet familiehistorie. Den kredser om kampen for sandhed, retfærdighed og modet til at gå imod systemet, når alt synes tabt. Den er bygget op omkring en klassisk fortælling om, at almindelige mennesker kan skabe ualmindelige resultater. Visuelt er filmen behageligt afdæmpet. Den forsøger ikke at overgøre dramatikken, men holder fokus på personerne og deres relationer. Skuespillet er solidt og troværdigt, og selv om enkelte scener kan virke lidt sentimentale, er det overordnet en fortælling, der griber én, fordi den føles menneskelig og genkendelig. Tempoet er roligt med plads til eftertanke. Hvis man sætter pris på karakterbåret drama frem for action, er den værd at se. Det giver stof til eftertanke, at den bestialske forbrydelse faktisk har fundet sted.
Instruktion: Lisa Siwe


The Beast in Me
Amerikansk thriller, 8 episoder, 2025 – Netflix
★★★★★☆

Hovedpersonen er Aggie Wiggs, en succesfuld forfatter, der efter sin søns tragiske død har trukket sig tilbage, plaget af sorg og skriveblokering. En ny nabo flytter ind – Nile Jarvis, en velhavende og magtfuld ejendomsspekulant, der viser sig at have været mistænkt for at have slået sin kone ihjel. Trods advarsler bliver Aggie nysgerrig og fascineret af Nile og beslutter sig for at skrive hans biografi, som kan blive hendes comeback som forfatter. Hun begynder at grave i Niles fortid og hans hemmeligheder og bliver langsomt bliver trukket dybere ind i hans verden. Forholdet mellem dem udvikler sig til et farligt katten-efter-musen-spil. Parallelt med undersøgelsen er der drama omkring Aggies egen sorg, hendes liv efter tabet af sønnen, og hvordan hun håndterer sin mistanke og fascination af Nile, selv om alt tyder på, at han er farlig. Der bliver stillet spørgsmål ved moral, skyld, skyldfølelse, og hvad frygt og sorg kan drive et menneske til. Skuespillet er stærkt: Claire Danes og Matthew Rhys leverer begge komplekse, nuancerede præstationer, der gør deres karakterers smerte, usikkerhed og manipulation overbevisende. En ubehagelig og dragende psykologisk thriller, men jeg kunne godt have undværet et par udpenslede splatscener.
Instruktion: Antonio Campos, Lila Neugebauer, Tyne Rafaeli
Se trailer

Som rutineret nostalgiker kan jeg konstatere, at nostalgi ikke giver synligt udslag på det intellektuelle barometer. Den betragtes som en slags følelsesmæssig sukkersyge, der kommer af at se for mange genudsendelser af Matador. Men nostalgi er langt mere end et flygtigt blik i bakspejlet. Min påstand er, at den er en slags indre kompasnål, der peger mod det, der engang gjorde en til et helt menneske.

For det første giver erindringen om – og måske længslen efter – en svunden tid en følelse af kontinuitet, hvor alting ellers kan virke som et forsøg på at stå på et løbebånd, nogen har sat på fuld hastighed. Det er en måde at minde sig selv om, at man har gennemgået en udvikling. Minderne fungerer som det fundament, man har bygget videre på.

En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt

Derudover kan nostalgi fungere som modgift mod fremmedgørelse. I et samfund, hvor tempoet stiger, og teknologien konstant ændrer hverdagen, er det en trøst at kunne hente små dele af fortiden frem: duften af mormors hjemmebagte franskbrød, lyden af en drejeskivetelefon, eller den sære glæde ved at huske en sang, man ikke vidste, man kunne udenad. Det er øjeblikke, der får en til at føle sig hjemme.

Desuden binder nostalgien os sammen. Når vi fortæller historier om dengang, vi var unge, havde mindre travlt eller var mere naive, bygger det bro mellem mennesker. Forskning viser i øvrigt, at nostalgi faktisk kan øge følelsen af fællesskab og optimisme. Når vi deler minder, deler vi os selv.

Almindeligvis bliver nostalgi pr. automatik stemplet som bagstræberisk. Man kan også vælge at opfatte den som en stille fejring af, hvem vi er, og hvad der har formet os. Det giver nutiden mening. Ved at mindes, hvad man holdt af – et langsommere tempo, dybere samtaler, roligere dage – forstår man bedre, hvad man savner. En stille protest mod en verden, hvor alting kun kan gå for langsomt.

SKET:

• I mandags kunne Ritzau rundsende nyheden om, at årets første sne var faldet. DMI bekræftede rigtigheden, og vejrværterne i tv dokumenterede den for en sikkerheds skyld med syv vejrkort, tre grafer og et live-interview med en mand, der frøs.
• En kronik i Jyllands-Posten skrevet af blandt andre Morten Messerschmidt er trukket tilbage, fordi en række politiske modstandere var fejlciteret på en injurierende måde. Avisen vil fremover samle alle faktuelle fejl i en selvstændig weekendsektion.
• I protest mod den udbredte brug af AI i musikbranchen har Paul McCartney indspillet et nummer, hvor det eneste, man kan høre, er raslen og susen fra lydstudiet. En fremtrædende støvsuger beskylder ham for plagiat. AI har tilbudt at støjreducere lydfilen.
• Den kendte makeup-artist Dennis Knudsen er blevet tiltalt for at tilbyde den tilsynsførende ved sin fornyede køreprøve penge for at lade ham bestå, men den tilsynsførende valgte i stedet at gå til politiet. Efter sigende var der tale om et beskedent beløb, der end ikke rakte til en ansigtsbehandling.
• I årevis er byrådet i Randers blevet beskyldt for at være en børnehave. Nu er samarbejdet skrevet ind i en aftale med den nyvalgte borgmester, som har en vision om, at der for fremtiden bliver mindre rift om Lego-klodserne.
• Onsdag var mændenes internationale kampdag, som har fokus på uligheder i uddannelsessystemet, mental mistrivsel, social udsathed og selvmord. De fleste mænd mødte dog ikke op, fordi de havde travlt med at skifte til vinterdæk
• Der skal afsættes 18 millioner kroner til en ny cykelsti ved den genoplivede ammunitionsfabrik 'Krudten' i Vendsyssel. Hvis noget eksploderer, er det rart at have en hurtig flugtvej.
• Et nyt studie viser, at tre procent af befolkningen er ansigtsblinde og kan ikke genkende ansigter. Dertil kommer en større procentdel, der bruger det som undskyldning for ikke at hilse på folk fra fitnesscenteret.
• Efter 37 år på skærmen stopper vejrvært Mikael Jarnvig. Det må føles som en stor frihed at kunne vågne op og vide, at man ikke længere behøver forklare hele Danmark, hvorfor det alligevel regner.
• Under den kommunale valgkamp udnævnte Københavns nye overborgmester Sisse Marie Welling en kebab fra Nørrebrogade til at være den bedste. Det er uvist, om det også gælder efter kl. 03.30, hvor bedømmelsen normalt foretages af et panel af stærkt berusede eksperter.

LÆST:
Max Frisch: Homo Faber
Roman, 1957
★★★★★★

En klassiker, jeg kan læse igen og igen, og som er til at overskue – den er kun på et par hundrede sider. Det er historien om ingenøren Walter Faber – manden, der stoler blindt på matematik, statistik og teknologien, men til gengæld ikke stoler det mindste på mennesker. Måske fordi de sjældent gør, hvad han forventer af dem. Faber er fortælleren i romanen, og han forsøger tappert at holde styr på sin verden med tørre formuleringer og nøgterne observationer. Han vil helst leve uden tilfældigheder, uden følelser, der komplicerer alt. Netop derfor bliver det næsten komisk, når han presses ud i situationer, hvor hans teknokratiske verdensbillede slår sprækker. Det er som at se en ingeniør forklare et jordskælv med en lommeregner. Det interessante ved romanen er, at Faber ikke udstilles som dum eller hjerteløs. Han er en mand, der har skabt sig et værn mod alt det uforudsigelige i livet – og som derfor betaler en pris, han først forstår langt senere. I mødet med Sabeth og Hanna – kvinderne, der både spejler og udfordrer ham – bliver han konfronteret med sider af sig selv, han ikke længere kan ignorere. Der er noget rørende ved processen: En mand, der har viet sit liv til at kontrollere verden, må indse, at han egentlig kun har kontrolleret sin egen afstand til den. Selv om romanen har næsten 70 år på bagen, føles den stadig relevant i en tid, hvor teknologisk kontrol og systemtænkning præger samfundsdebatten. Det er ikke en kritik af teknologi, men en påmindelse om, at mennesker ikke kan reduceres til sandsynligheder og kalkuler. Og måske er det derfor, romanen bliver ved med at føles relevant: fordi kampen mellem kontrol og kaos ikke kun hører 1950'erne til. Den foregår stadig.


SET:
Anatomy of Scandal
Britisk thriller, 6 episoder, 2022 – Netflix
★★★★★☆

Serien blander politisk drama, psykologisk spænding og retssalsthriller i et elegant, men intenst format. Den følger den prominente politiker James Whitehouse, hvis tilsyneladende perfekte liv styrter sammen, da en affære – og senere en voldtægtsanklage – rammer både hans karriere og familie. Den fremragende Michelle Dockery (kendt fra rollen som Lady Mary Crawley i Downton Abbey) spiller overbevisende en skarp og iskold anklager, hvis facade krakelerer undervejs af overraskende grunde, og Sienna Miller i rollen som Sophie balancerer sårbarhed og styrke, så det føles ægte og menneskeligt. Den politiske kulisse er troværdig og giver serien et britisk, aristokratisk præg, som passer til fortællingens temaer om magt, privilegier og moral. Det er en nervepirrende og aktuel Me Too-historie, men det er også en visuelt stilren serie, der bruger skift mellem nutid og fortid på en elegant måde, der udbygger karaktererne. Streamingtjenesternes serier føles ofte alt for langtrukne. Her ærgrede jeg mig lidt over, at den ikke var længere.
Instruktion: S. J. Clarkson
Se trailer


Drabschef Wisting (Wisting)
Norsk krimiserie, 5 sæsoner, 2019-2025 – dr.dk
★★★★☆☆

Mange nordiske krimier svælger i tempo og twists – Drabschef Wisting er en krimiserie med mere stilhed end støj. Larviks landskaber fungerer som seriens egen puls: køligt lys, brede horisonter og en melankoli, der aldrig overdriver. Midt i det står William Wisting, spillet med stille autoritet af Sven Nordin. Han er ikke en tv-detektiv med store armbevægelser, men en mand, der gør arbejdet ordentligt, også når ingen lægger mærke til det. Forholdet mellem Wisting og hans datter Line er et gennemgående højdepunkt: to generationer, to verdenssyn, der giver historien dybde. Relationerne betyder mindst lige så meget som opklaringen. Nogle vil nok mene, at det går for langsomt, men det er langsomheden, der er seriens styrke: en samtale, der trækker lidt for længe ud, et blik, der afslører mere end en hel sides dialog. Wisting er en sporhund af en hovedperson, der aldrig løber, men heller aldrig giver op. Serien insisterer på realisme, procedurer og tålmodighed. Den larmer ikke, men overbeviser ved at være troværdig. Jeg håber på nogle flere sæsoner.
Instruktion: Trygve Allister Diesen, Katarina Launing, Henrik Georgsson
Se trailer

Der går ikke en dag, uden man hører nogen tale om at preppe, eller naboen med stolthed fortæller, at han har købt en generator for en sikkerheds skyld. Når jeg nævner, at jeg ikke prepper, får reaktionen mig til at føle mig som en ansvarsløs samfundsborger. Men selv om jeg hverken har dåsemad i kælderen, vanddunke i skabet eller en plan for, hvad jeg gør, hvis samfundet bryder sammen, sover jeg udmærket om natten.

Jeg tror stadig på, at det nok skal gå, og jeg synes ikke, min tid er til at forberede mig på alt det, der måske går galt. Der er allerede nok at bekymre sig om i hverdagen – bilen, der skal have vinterdæk på, tagrenderne, der skal renses eller forskudsskemaet, der skal rettes. Livet er kort, og jeg går ind for, det skal leves, ikke forudses.

Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics

Desuden er der spørgsmålet om ansvar. For er det egentlig mit job som privatperson at sørge for, at samfundet kan overleve et strømnedbrud, en storm eller et hackerangreb? Det må være de offentlige myndigheders og organisationernes opgave at preppe og handle på vores vegne. Jeg betaler trods alt skat, og jeg synes, det er rimeligt at forvente, at der i det beløb indgår en strategi. Det er vel derfor, vi har Beredskabsstyrelsen, Forsvaret og kommunalt ansatte, der laver kriseplaner, så jeg ikke behøver at fylde udhuset med batterier og dåsetomater.

Bortset fra det kræver det både plads, tålmodighed og en vis entusiasme for konserves at preppe. Det sidste har jeg aldrig haft. Jeg har svært nok ved at huske at få brugt den dåse kikærter, jeg købte til en opskrift, der stadig venter. Tanken om at skulle rotere et nødlager af tun og tørret pasta hvert halve år giver mig tics.

Naivt? Måske. Men der er noget befriende ved at stole på systemet – en slags social kontrakt, som jeg ikke har lyst til at bryde ved at bygge min egen lille overlevelsesbunker. Jeg blander mig ikke i, hvad andre gør, men i min verden svarer den individuelle prepping til at bære rundt på en sæk fuld af sten, man måske aldrig får brug for. Jo længere man bærer på den, desto mere begynder tyngden at definere ens udsyn.

En indrømmelse: jeg har faktisk nogle flasker vand stående ude i skuret, men det er ikke, fordi jeg prepper. Det er, fordi de lokale entreprenører skiftes til at grave vandledningerne over.

SKET:

• Sidste weekend slog landets største litteraturfestival Bogforum igen besøgsrekord. Køen til signering hos populære forfattere var så lang, at flere nåede at skrive deres selvbiografi, mens de ventede.
• Der bliver nu opsat flere fartfælder langs landevejene, og de nye kameraer kan registrere både fart og mobilbrug. Næste opgradering bliver 'generel skuffelse over menneskeheden'.
• Regeringen vil fratage kolonihaveejerne deres huse, hvis de er for store eller bruges hele året – et af dem er på mere end 300 kvadratmeter og har førstesal, gangbro og swimmingpool. Ejeren forsvarer sig med, at han kun bruger vestfløjen – og kun om sommeren.
• Hollywoodstjernen Shay Mitchell har lanceret hudplejeprodukter, som henvender sig til børn ned til tre år. Endelig et produkt, der hjælper mod de mørke rande, man får under øjnene efter en hård dag i vuggestuen.
• En pro-russisk hackergruppe lagde flere kommuners hjemmesider ned med 400.000 forespørgsler. Ministeren manede til ro – det er omtrent det samme antal klik, der kræves for at finde ud af, hvordan man får et nyt sundhedskort.
• Københavns Politi modtog 42 anmeldelser om biler, der var blevet punkteret af en aktivistgruppe, der kalder sig Folkebevægelsen mod Luksusudledninger. Det er derfor uklart, hvorfor de punkterede en Toyota Aygo på Valby Langgade.
• EU-landene er blevet enige om at lægge større told på små pakker fra de populære kinesiske netbutikker. Med andre ord: det bliver dyrere at købe noget billigt, og vi skal betale mere for at få mindre.
• Departementschefen i Finansministeriet har fået seks klip i kørekortet og har modtaget en tjenstlig advarsel for at overtræde værdighedskravet. I embedsværket betyder det, at man skal træde varsomt, hvad enten det gælder politiske forslag eller gaspedaler.
• Bestsellerforfatteren Hanne-Vibeke Holst bliver næstformand i Det nyoprettede Råd for et aldersvenligt Danmark. Hun har foreløbig skrevet romaner om køn, magt og politik. Hvorfor ikke også om pension?
• Forskere har påvist, at en 40.000 år gammel mammut var stresset, da den døde. Sandsynligvis stod den midt i en istid og ventede på en varm bus, der aldrig kom.

LÆST:
John Mortimer: Paradise Postponed
Roman, 1986
★★★★★☆

John Mortimer er forfatteren til bøgerne om den excentriske forsvarsadvokat Horace Rumpole, som blev til tv-serien Rumpole of the Bailey, og som kunne ses fra sidst i 1970'erne til begyndelsen af 1990'erne. Paradise Postponed blev også omsat til tv og er en af John Mortimers mest roste romaner, hvor han kombinerer skarp satire med en varm menneskelighed. Romanen skildrer det engelske klassesamfund fra efterkrigstiden og frem, men gør det på en måde, som også danske læsere nemt kan relatere til – især hvis man holder af veloplagt ironi og levende, ofte let excentriske karakterer. Historien tager sin begyndelse i en landsby, hvor den respekterede præst Simeon Simcox dør og efterlader sin formue til den usympatiske, højtråbende konservative politiker Leslie Titmuss. Det vækker naturligt forbløffelse og mistænksomhed, ikke mindst hos præstens sønner, og Mortimer bruger mysteriet som motor i fortællingen. Romanens struktur springer i tid og følger både familiedramaet og de store sociale forandringer i det engelske samfund. Det giver bogen et bredt perspektiv, samtidig med at den bevarer intimiteten i de personlige relationer. Mortimers store styrke ligger i hans evne til at kombinere humor og samfundskritik. Han udstiller hykleri, ambitioner og politisk opportunisme, men uden at miste empatien for sine figurer. Samtidig er romanens tempo roligt og eftertænksomt. Det er en fortælling, man kan synke ind i, fyldt med nuancer, kulturkritik og en underspillet, britisk humor. Kort sagt en herlig roman.


SET:
Syg og munter
Tv-drama, 1974 – dr.dk
★★★★☆☆

Førtidspensionisten Arntsen bevæger sig gennem 1970'ernes København som en mand uden egentlig retning, der har det svært med autoriteter og bureaukrati – en observatør i en verden, der synes at have glemt ham. Stykket er baseret på Sven Holms samfundskritiske roman fra 1972 og instrueret af Ole Roos, som havde ry for at give satire og realisme et hårdt, men ærligt håndtryk. Det gør han også her. Han serverer historien med galgenhumor, som om han vil minde om, at selv det mest trøsteløse liv stadig kan rumme et grin. Jørgen Ryg er et fund til rollen som Arntsen. Han er hverken helt eller martyr, men et menneske fanget i en gråzone mellem håb og resignation. Han er træt, men har stadig lidt gnist tilbage til at tænke, brokke sig og sætte trumf på med sit kraftudtryk 'satan og helvede!' Hvis man er til film, der ikke binder alt sammen i en happy ending, men stiller spørgsmål ved normer, ensomhed og tilhørsforhold, rammer stykket plet.
Instruktion: Ole Roos
Se klip


Karen Pirie
Skotsk krimiserie, 2 sæsoner, 2022 og 2025 – dr.dk
★★★★★☆

Serien begynder med genåbningen af et 25 år gammelt drab på en ung kvinde i St. Andrews. Sagen bliver politiseret på sociale medier, og som svar får den unge efterforsker Karen Pirie til opgave at efterforske den igen. Miljøet er klassisk britisk-krimi med gamle universitetsbygninger, regnvåde gader og skjulte hemmeligheder fra ungdommens dumdristigheder, men det bliver brugt på en måde, der ikke føles fortærsket. Hovedpersonen er interessant uden at være ekstrem, og til en afveksling er hun hverken traumatiseret, alkoholiseret eller konstant på randen af sammenbrud. Serien balancerer elegant mellem fortid og nutid, og de to tidslinjer er flettet sammen uden forvirring eller kunstige greb. Tempoet er roligt, men aldrig langsomt – man får tid til at forstå både mennesker og motiver, uden at det føles som fyld. Et frisk pust i en krimiverden, der ofte drukner i gnavne efterforskere, dystre baghistorier og obligatoriske whiskyflasker i skrivebordsskuffen. Hovedpersonen er både kompetent, skarp og menneskelig uden at være en kliché. Det er en krimiserie, der ikke undervurderer seeren og ikke propper løsningerne ned i halsen på én. Jeg har foreløbig kun set sæson 1, men jeg ser frem til sæson 2, der ligger klar på dr.dk. Tak til capac for at gøre opmærksom på serien.
Instruktion: Gareth Bryn
Se trailer

Forleden dag gik det pludselig op for mig, at det i denne måned er 15 år siden, jeg sidst havde en deadline. En deadline, der ikke var til diskussion, fordi den var starttidspunktet for en direkte udsendelse.

Der findes en særlig form for frihed, som kun dem, der det meste af livet har arbejdet under et konstant tidspres, helt kan forstå. For en radiovært er tiden en enevældig hersker. Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes. At have et arbejdsliv styret af deadlines betyder, at hvert eneste indslag, hvert eneste ord, skal passe ind i en ufravigelig ramme.

Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes

Når man i årtier lever med det, bliver kroppen næsten indstillet som et urværk. Man lærer at være præcis og klar i samme sekund, den røde lampe lyser. Men netop fordi arbejdet kræver en konstant bevidsthed om tidens gang, er det også drænende. Der er aldrig et øjeblik, hvor deadline ikke ligger som en skygge i baghovedet. Selv i fritiden kan man mærke presset: tanken om det næste program, næste manuskript, næste oplæsning.

Det interessante er, at man gennem et helt arbejdsliv vænner sig til tidstyranniet. Det bliver en del af ens identitet. Man lærer at tænke i rammer, at strukturere sin tale, sit åndedrag, sit nærvær efter uret. Og måske er det netop derfor, overgangen til et liv uden deadline føles så radikal: det er ikke kun arbejdet, man forlader, men også en bestemt måde at opleve tiden på. Lettelsen kommer snigende, næsten uventet. Pludselig er der ingen producer, der venter på et indslag. Ingen klokke på væggen, der dikterer, at man har tre minutter tilbage. Ingen stille nervøsitet over, om teknikken fungerer, når man skal på. I stedet opstår en ny form for tid, som er åben og flydende.

For første gang i årtier kan man læse en bog uden at tænke på, om siderne stjæler minutter fra forberedelsen til næste udsendelse.

Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene

Man kan lade tankerne vandre uden at skulle pakke dem ind i en præcis formulering, der skal leveres inden for en bestemt tidsramme. Den ro, der opstår, er ikke bare fraværet af stress, men en dyb følelse af at have genvundet sig selv.

At slippe deadlines er derfor ikke bare en lettelse, men en frigørelse. Det er at opdage, at tiden kan være cirkulær, langsom, rytmisk – uden den konstante fremdrift mod næste øjeblik. Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene. Hvordan en dag kan leves uden at skulle passes ind i et skema, men bare udfolde sig efter lyst og nysgerrighed. Og hvordan friheden til at være i nuet – uden at tænke på, hvad klokken kræver lige om lidt – er en af livets mest undervurderede glæder.

Mærkværdigvis er det netop erfaringen med et liv under evige deadlines, der gør denne frihed så tydelig. Tid bliver igen det, den oprindelig var: et element, man er en del af.

Og mærkværdigvis – og heldigvis – er alt det slet ikke noget, man tænker over, når man sidder i studiet og konstant skeler til sekundviseren.

SKET:

• Stephanie Loses flybillet til Sydafrika kostede 94.000 kroner, fordi hun fløj på 'World Business Class', der inkluderer både champagne og treretters gourmetmenu. I øvrigt fulgte der ifølge Stephanie Lose selv også en flaske gin med – og allerede efter to G&T'er virker 94.000 vel som en rimelig investering.
• En rapport viser, at tre ud af fire grøntsager og ni ud af ti stykker frugt er importeret. 'Der er ingen retfærdighed til,' mener en gulerod fra Lammefjorden, 'vi står bare her og mugner, mens tomater fra Spanien bliver fløjet ind på business class som en anden Stephanie Lose.'
• Gravballemanden er blevet overhalet af Taastruppigen som det ældste mosefund – Gravballemanden er kun 2300 år, mens Taastruppigen menes af være 11.000 år gammel. Hun blev fundet på en byggegrund, og i første omgang troede man, det bare var en håndværker, der ikke var mødt ind siden sidste istid.
• Billetterne til Smukfest i Skanderborg i august næste år er blevet udsolgt på halvanden time, og nu sælges de sort til den tredobbelte pris. Dermed er Smukfest officielt det dyreste sted i Danmark at købe en lunken dåseøl.
• 10 borgmestre har valgt at sige farvel til jobbet i løbet af indeværende valgperiode – en af dem, fordi han kyssede en kvindelig medarbejder til en julefrokost. I kommunen overvejer man at erstatte årets julefrokost med et Teams-møde for en sikkerheds skyld.
• Når en ny ammunitionsfabrik i den nordjyske by Elling åbner, er der udsigt til, at naboerne kan få kompensation på grund af eksplosionsfaren. Men ikke alle naboer er bekymrede: 'Det her er det mest spændende, der er sket i byen, siden Brugsen fik selvbetjening.'
• Til gengæld har naboerne til Odense Letbane i flere år klaget over støj og vibrationer fra Odense Letbane og kæmper for at få kompensation. Odense Kommune tilbyder dialogmøder, men der er ingen, der kan høre, hvad der bliver sagt, når toget kører forbi.
• En odder er blevet set i Odense Fjord, og fordi odderen er fredet og underlagt den strengeste beskyttelse, kan den sætte en stopper for havneudvidelsen i Odense. Odderen har afvist et tilbud om gratis sommerhus i Kerteminde mod at svømme videre.
• Den kendte frisør og makeup-artist Dennis Knudsen, der fik frakendt kørekortet og konfiskeret sin bil efter en episode ved en af Molslinjens bomme, har skrevet en bog om vanvidskørsel. Der er planlagt en bogturné over hele landet. Med tog.
• Det passede alligevel ikke, at den tidligere FE-chef Lars Findsen havde stjålet cykler og byttet dem til S/M-sex. Derfor er han blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner – omtrent det samme som prisen på en elcykel med sadelvarme.

LÆST:
Sébastien Japrisot: Damen i Bilen med Briller og Gevær (La Dame dans L'Auto avec des Lunettes et un Fusil)
Thriller, 1966
★★★★(★)☆

Lidt namedropping: I 2. g skulle vi skrive en stor opgave med selvvalgt emne. Jeg snuppede Leif Panduros tv-dramatik, og det lykkedes mig at få en aftale i stand med Panduro selv. I samtalens løb kom vi ind på alt muligt andet, herunder kriminalromaner og thrillere, og han anbefalede mig på det varmeste at læse Damen i bilen med briller og gevær, hvad jeg selvfølgelig gjorde. I sidste uge stødte jeg så tilfældigt på bogen igen i en gammel telefonboks i Fredensborg, der var omdannet til gratis tag selv-bogskab. Jeg havde glemt det meste af handlingen, men fik lyst til at genopfriske den, og jeg blev ikke skuffet. Hovedpersonen er den unge kvinde Dany Longo, som egentlig lever et almindeligt liv, indtil hun beslutter sig for at hjælpe sin veninde og pludselig bliver trukket ind i en række sælsomme hændelser. Hun kører i en bil, bliver genkendt af mennesker på steder, hun ikke har været, og oplever, at virkeligheden slipper sit faste greb. Stilen er elegant og præcis, og historien er bygget op med et effektivt greb: identitet, forvirring og en gradvis optrapning af uro. Man ved, noget er galt allerede fra begyndelsen – og så mister man efterhånden fodfæstet sammen med Dany. Temaer som hukommelsestab, personlighedsspaltning og dobbeltgængeri er centrale i historien, som slet ikke følger genrens vante skema. Det siger noget om Sébastien Japrisot (et anagram af hans rigtige navn Jean-Baptiste Rossi), at han er blevet kaldt den franske Hitchcock på papir. For nogle er de forskellige lag måske for diffuse – man kan komme i tvivl om, hvad der egentlig sker – men for mig er det en styrke. Jeg følte mig usædvanlig godt underholdt, og det er uden betydning, at bogen er næsten 60 år gammel. Hvad det hele har med Panduros tv-dramatik at gøre? Ikke det fjerneste ...


SET:
A Dog Year
Amerikansk dramakomedie, 2009 – HBOmax
★★★★☆☆

Jeff Bridges spiller en forfatter, der pludselig får sit liv vendt på hovedet, da han adopterer en problemhund – en energisk og ustyrlig Border Collie ved navn Devon. Filmen er baseret på den virkelige forfatter John Katz’ oplevelser, og allerede dér begynder man at ane, at det ikke bare er en 'mand-og-hund'-historie, men en fortælling om menneskets forsøg på at finde fodfæste i et liv, der pludselig er blevet lidt for pænt og lidt for tomt. Devon, hunden, er det kaos, Katz ikke vidste, han manglede – og samtidig den udfordring, han allermindst ønskede sig. Der er scener, hvor Devon bogstaveligt talt vælter alt omkring sig, og hvor Bridges’ blik siger mere end tusind bandeord. Et varmt portræt af, hvordan dyr kan hjælpe mennesker med at finde mening – en stille filmoplevelse, selvfølgelig især for hundeelskere.
Instruktion: George LaVoo
Se trailer


Mordene i Åre (The Åre Murders)
Svensk krimiserie, 1 sæson, 5 episoder, 2025 – Netflix
★★★☆☆☆

Serien består af fem afsnit og bygger på to bøger af Viveca Sten – Offermageren og Skyggedalen. Hanna, en politibetjent fra Stockholm, er i den første sag under intern undersøgelse og tager til skisportsstedet Åre for at komme væk fra sit liv. Men da en ung kvinde forsvinder i den sneklædte by, bliver Hanna involveret i efterforskningen og må samarbejde – ofte modvilligt – med den lokale betjent Daniel. Historien scorer højt på stemning og visuelle kvaliteter, men der er noget metervare over den. Mere vellykket er historien fra den anden bog i serien, hvor man finder en mands kropsdele tæt på et jernbanespor. Her udvikler handlingen og karaktertegningen sig mere overbevisende, ikke mindst på grund af en skræmmende ondskabsfuld præst! Ikke nogen original serie, men den leverer, hvad den skal, hvis man er fan af nordic noir og krimier i et skisportsmiljø.
Instruktion: Joakim Eliasson og Alain Darborg
Se trailer


ARTIKLER:
BBC Culture: Slow Horses: The anti-James Bond that gets to the heart of Britishness
I spionserien Slow Horses optræder Gary Oldman som James Bonds diametrale modsætning: uappetitlig, ubehøvlet og alt andet end damernes ven (men mindst lige skarp). Ifølge artiklen siger det ikke så lidt om England i dag.


New York Times: Zohran Mamdani Is New York’s First Millennial Mayor. You Can Tell by His Suit
Artiklen handler ikke kun om tøj, men om hvordan Zohran Mamdani bruger sin påklædning som et bevidst politisk og kulturelt signal. I modsætning til tidligere borgmestre (Bloomberg, Adams) vælger han ikke dyre skræddersyede jakkesæt eller overdrevne accessoires. Hans stil signalerer seriøsitet, ydmyghed og tilgængelighed – alt det, man forventer af en ung, progressiv politiker, der ønsker at vise, at han er 'en af folket'. Tøjet matcher hans politiske profil: progressiv, økonomisk ansvarlig og ikke for fin på den.

SKET:

• Flere og flere præstegårde i Danmark nedlægges, uden at der opføres nye, og det strider mod princippet om, at præsterne skal være tæt på befolkningen. Nu må man nøjes med at håbe på, at de er tæt på en busrute.
• Politiet opfordrer til, at man tænker sig om, før man viser sig med legetøjsvåben i det offentlige rum. Det tegner til at blive en af de mest ambitiøse forebyggelsesstrategier i årtier.
• Erhvervsfolk i Ringkøbing kæmper for en kunstig ø af ferieboliger, og man kalder allerede byen et dansk Dubai. Forskellen er bare, at Dubai har ørken og kunstigt vand, mens Ringkøbing har regn og kunstigt solskin – og et skilt uden for Kvickly med tilbud på badebolde.
• Et nyt DNA-værktøj har afsløret, at en oksespegepølse også ofte indeholder svinekød. Eller med andre ord: kødprodukterne viser en overraskende genetisk mangfoldighed, og der er basis for, Fødevarestyrelsen søger om EU-støtte til biodiversitet.
• I Aarhus har man fundet over 50 skeletter, der menes at være 900 år gamle. Politiet udelukker, at der er tale om en forbrydelse – de mener bare, at det er en gruppe, der har ventet på Letbanen.
• En kvindelig debattør skrev i Politiken, at det er en fordel at finde en mand, der er klogere end en selv. Omtrent det samme som hvis en mand havde skrevet, at det var en god idé at gifte sig med en dum blondine.
• Retten i Helsingør har slået fast, at rockergruppen Bandidos er ulovlig og derfor skal opløses. Det betyder, at der nu kun er ét farligt broderskab tilbage i Danmark – fodboldfædre i weekenden.
• PostNord fjerner de sidste postkasser ved årets udgang. Til gengæld lover de, at man stadig kan sende sit brev digitalt – så længe man er logget ind, identificeret, godkendt og har skrevet en disputats om MitID.
• En mand i Albertslund er blevet afsløret i at rive mere end 300 valgplakater ned, efter at plakaterne blev fundet i hans hjem. Han undskylder sig med, at han troede, man måtte tage plakaterne ned, når man havde set budskabet tilstrækkelig mange gange. Politiet sigter ham nu for hærværk – kommunen overvejer at hyre ham til oprydningen efter valget.
• To rumænere er sigtet for for at have stjålet kaffe for 140.000 kroner fra butikker. Det lyder voldsomt, men med priserne på caféerne i København svarer det til tre latte og en croissant.

LÆST:
Bragi Ólafssson: Kæledyrene (Gæludýrin)
Roman, 2001
★★★★★☆

Det er en snes år siden, jeg læste bogen første gang, og jeg har genlæst den med stor fornøjelse. Det er en absurd roman om kontrol, passivitet og invasion fortalt med tør humor og kølig islandsk attitude. Hovedpersonen Emil vender hjem til Reykjavik efter en tur til England. Han glæder sig til fred og ro i sin lejlighed – lidt kaffe, lidt musik, lidt orden i tilværelsen. Men den ro får han ikke længe. Han får pludselig besøg af en gammel skolekammerat, Hávaður, som han egentlig helst havde været fri for at se. Emil forsøger høfligt at slippe af med ham, men han bliver hængende, begynder at bruge Emils ting, og opfører sig som om lejligheden er hans. Emil flygter ind i soveværelset og gemmer sig under sengen, hvorfra han observerer, hvordan Háváður ude i stuen tager imod gæster, taler i telefon, drikker hans vin og overtager hans kvinde. Emil bliver nærmest udvisket fra sit eget liv, som om han aldrig har eksisteret. Kort sagt en meget mærkelig roman, men stærkt underholdende.


SET:
Mare of Easttown
Amerikansk krimidrama, 7 episoder, 2021 – HBO Max
★★★★★★

I sidste uge omtalte jeg krimidramaet Task og gav serien skudsmålet 5 stjerner. Den er skrevet af Brad Ingelsby, som også er manuskriptforfatter til Mare of Easttown, og den er endnu bedre. Her følger man Mare Sheehan, en lokal betjent i en lille by i Pennsylvania, der forsøger at opklare mordet på en ung kvinde – samtidig med at hun kæmper med sit eget livs sammenbrud. Kate Winslet leverer en bemærkelsesværdig præstation som Mare. Hun er rå, troværdig og langt fra al Hollywood-glamour. Serien adskiller sig fra mange amerikanske krimier ved ikke at fokusere på store plottwists alene, men i stedet på karakterernes psykologiske dybde og de sociale lag i et samfund, der kæmper med fattigdom, afhængighed og traumer. Den er voldsom i al sin realisme, men også rørende og ikke mindst spændende fra først til sidst. Bedste serieoplevelse i år. Serien fik i øvrigt 4 Emmy'er, hvoraf den ene selvfølgelig gik til Kate Winslet.
Instruktion: Craig Zobel
Se trailer


Legenden (The Asset)
Dansk thriller, 6 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆

Serien følger den unge politiaspirant Tea, som får den farlige opgave at infiltrere et kriminelt netværk. Hun hyres af PET-bossen Folke (Nicolas Bro) til at gå undercover som juveler for at komme tæt på narkosmugleren Mirans kone, Ashley, og dermed ind i hans netværk. Undervejs tager serien fat i spørgsmål som loyalitet, identitet og svære valg, når grænserne mellem rigtigt og forkert begynder at glide. Dialogen er undertiden lidt stiv, men skuespillet er troværdigt – Nicolas Bro er altid god – og atmosfæren fungerer. Serien har et mørkt, koldt København-look med regn, grå gader og en stemning af kontrol og frygt, som passer perfekt til genren.
Instruktion: Samanou Acheche Sahlstrøm, Kasper Barfoed
Se trailer


ARTIKLER:
Wallpaper: The Orient Express' new look platforms the finest French artisans
Maxime d’Angeac, kunstnerisk leder af Orient Expressen, fører tilsyn med den nyligt genoplivede togtjenestes tilbagevenden til skinnerne som en rullende hyldest til Art Deco og moderne håndværk.

BONUS:
Skuldersænkende musik til hele november

Hvis man troede, at jeg havde fået luft for min irritation over den åndsforladte halloweenfejring, kan man godt tro om igen. For de seneste dage har man hørt den ene lallegade radiovært efter den anden plapre uhæmmet løs om 'halloween – eller allehelgen, som det hedder på dansk ...'

Nej, allehelgen er ikke det samme som halloween.

Selv om de to dage bliver forbundet med hinanden, har de forskellige rødder og betydninger. Halloween stammer fra den keltiske højtid Samhain, som markerede overgangen mellem sommer og vinter. Senere blev halloween optaget i den kristne kalender som All Hallows’ Eve – altså aftenen før allehelgensdag. Senere blev det til den folkelige og kommercielle tradition, vi kender fra engelsksprogede lande, ikke mindst USA, med udklædning, græskar, 'trick og treat' og hjemmestrikket uhygge.

Til forskel herfra er allehelgen en kristen helligdag, hvor man mindes de døde og helgenerne. I Danmark holdes den første søndag i november, ikke den 1. november som i mange andre lande. I kirken læses navnene på de døde op fra det seneste år, og der tændes lys for dem. Stemningen er rolig, højtidelig og eftertænksom i modsætning til halloween.

At sammenligne halloween med allehelgen er som at sætte lighedstegn mellem en fredagsbar med en søndagsmesse. Den ene handler om grin, kostumer og popcorn – den anden om stilhed og eftertanke.

Men kan det ikke være ligemeget? Eller som man ville sige ovre i Halloweenland: 'Who cares?'

Jeg gør åbenbart.