Egentlig havde jeg et udmærket job som forlagsredaktør, hvor jeg beskæftigede mig med noget, der morede mig, og som jeg syntes, at jeg ikke var helt dårlig til. Jeg var 32 år og havde for længst opgivet drømmen om at komme til at arbejde med radio. Jeg var fuldstændig overbevist om, at det var i forlagsbranchen, jeg hørte hjemme; det var her, jeg skulle fortsætte med at boltre mig resten af min tid på denne planet. Men en dag, da jeg sad i forlagets kantine og spiste frokost, lå der en avis, som nogen havde efterladt på en stol, og da jeg ikke havde andet selskab, tog jeg den op for at skimme overskrifterne. På en af de sidste sider faldt blikket på opslaget:



Det var det stillingsopslag, der genoplivede min skrinlagte radiodrøm og fik mig til at skrive en ansøgning – bare for at se, hvad der skete. Jeg forestillede mig, at stillingerne allerede reelt var besat internt, og opslaget bare var en formalitet, for stillinger i det offentlige kunne ikke besættes uden opslag, det vidste enhver. Jeg fik da også afslag i første omgang, for jeg havde gættet rigtigt i min antagelse om de allerede besatte stillinger, opdagede jeg senere. Men et halvt år efter afslaget modtog jeg invitationen til mikrofonprøve under henvisning til, at man havde noteret sig min interesse.

Efter den veloverståede mikrofonprøve skulle jeg nu til den 'nærmere samtale', jeg var blevet stillet i udsigt. Det måtte være her, jeg skulle demonstrere 'En bred, god orientering inden for samfunds- og kulturliv i vid forstand', som der stod i opslaget. Det mente jeg nok, at jeg med lidt god vilje kunne honorere. Men jeg havde et svagt punkt: klassisk musik, som jeg havde en klar fornemmelse af, at der ville blive lagt vægt på. Jeg var ikke vokset op i et hjem med klaver, men med radiogrammofon, og det var ikke ligefrem Wagner og Stravinsky, der fandt vej til pladespilleren. Min sporadiske viden om klassisk musik begrænsede sig til, hvad man tilfældigvis bliver præsenteret for i gymnasiets musiktimer. Jeg gik derfor op på biblioteket og hjemførte en bog om musikkens historie, som ikke var alt for tyk, og som jeg pløjede igennem dagen og natten før, jeg skulle til samtale.

Jeg var ikke vokset op i et hjem med klaver, men med radiogrammofon, og det var ikke ligefrem Wagner og Stravinsky, der fandt vej til pladespilleren

Da jeg trådte ind i mødelokalet, sad der to kvinder og tre alvorligt udseende mænd, hvoraf den ene var chefen for udsendelsesredaktionen. Efter at præsentationen var overstået – jeg bemærkede til min lettelse, at vi ikke længere var Des – begyndte panelet at bombardere mig med spørgsmål om alt fra litteraturhistorie til samfundsforhold og indenrigspolitik. De stillede også et par spidsfindige spørgsmål om indholdet af forskellige programmer på P1 for at finde ud af, om jeg overhovedet hørte radio, men det var selvfølgelig en smal sag, for det havde jeg nærmest gjort i døgndrift de seneste to uger.

Så langt, så godt. Men nu var vi nået til det ømme punkt. Chefen lænede sig ind over bordet og spurgte med sin sonore stemme og et smil, som ikke var frit for at være en anelse sardonisk:
– Hvor vil du placere Schumann i musikhistorien?
Jeg så på ham, som om jeg var forundret over, at han kunne finde på at spørge om noget så indlysende, og svarede så med et strejf af overbærenhed, idet jeg sendte min biblioteksbog en venlig tanke:
– Han er senromantiker.
Det var formentlig det svar, der gjorde udslaget og sikrede mig den endelige adgang til at sige noget i radioen, selv om jeg på sin vis havde snydt på vægten.

Men der var stadig et stykke vej til målet, for jobbet var ikke en fast stilling. Hver afdeling rådede over et vist antal stillingsnumre, og havde man brug for mere arbejdskraft, end der var stillingsnumre til, måtte man ty til vikaransættelser. Det skete for en måned ad gangen, og af bureaukratiske årsager fik man som vikar ikke altid sin nye månedskontrakt inden næste måneds begyndelse, selv om man figurerede på vagtskemaet. Man kunne altså gå på arbejde i flere dage uden egentlig at være ansat og uden at vide, om man var købt eller solgt.

Det betød, at jeg ikke havde lyst til at sige mit gode, velbetalte job på forlaget op. Der kunne gå år, inden der blev en fast stilling ledig, og i min forholdsvis fremskredne alder havde jeg faste udgifter hver måned. Der blev derfor indgået en aftale om, at jeg indtil videre kun fik aftenvagter bortset fra weekenden, så jeg kunne passe mit forlagsjob om dagen. Jeg havde med andre ord to fuldtidsjobs og havde i realiteten aldrig fri. Det holdt jeg til i et år, indtil jeg måtte indse, at jeg var nødt til at træffe et valg. Der var stadig ingen fast stilling i sigte, men jeg tog chancen og sagde farvel til forlaget, og først halvandet år senere kunne jeg ånde lettet op og kalde mig udsendelsesleder. Tidligere:
1. Mikrofonprøven

Nogen sidder på Frederiksberg i et lydtæt rum og taler ind i et stykke metal – men folk i Hjørring, Hørsholm og Hvidovre kan høre det. Mærkeligt og fascinerende. Jeg havde altid drømt om at komme til at arbejde med det mystiske medie, ingen kunne se, men kun høre. Jeg fattede ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, og det gør jeg for så vidt stadig ikke rigtig.

Heller ikke hvordan man blev en af de ansigtsløse stemmer, havde jeg nogen anelse om, for der var ingen uddannelse, der førte direkte til svingdøren i Rosenørns Allé og de gådefulde studier i det store, gule, utilnærmelige Radiohus.

Alligevel stod jeg en onsdag i feruar 1984 i den marmorbeklædte forhal og kiggede benovet op mod det gyldenbrune læderloft, mens jeg ventede på at blive kaldt ind til mikrofonprøve i studie 26, hvor det så end var. Receptionisten ville være mig behjælpelig med at finde vej, stod der i indkaldelsen.

Som dreng hørte jeg stemmer – men heldigvis kun de stemmer, der kom ud af radioen og fjernsynet

'Som dreng skar jeg skibe' skrev Johannes V. Jensen i et berømt digt om, hvem han var, hvad han havde taget sig for, og hvad der var hans lyst. Jeg skar ingen skibe som dreng. Som dreng hørte jeg stemmer – men heldigvis kun de stemmer, der kom ud af radioen og fjernsynet. Hvad der blev sagt, interesserede mig mindre end selve stemmerne og måden, de blev brugt på. Jeg var optaget af, der ikke var to stemmer, der var ens, og at stemmen var en næsten lige så præcis identitetsmarkør som et fingeraftryk. Det gik op for mig, at stemmer i sig selv fortæller, hvem vi er, og hvad vi føler. Man kunne høre alt muligt i en stemme: træthed, glæde, en skjult latter. Jeg opdagede også, at stemmen kunne formes, trænes og manipuleres, og når jeg ikke lyttede til stemmer, der strømmede ud af højttaleren, morede jeg mig med at lege nyhedsoplæser ved at læse højt af avisen, mens jeg forsøgte at efterligne mine to favoritter: den stringente, selvsikre Claus Toksvig og den venlige Pedro Biker med den fløjlsbløde stemme. De havde intet tilfælles ud over den efterstræbelsesværdige sprogbehandling, men begge stemmer var sød musik i mine ører.

Måske kom mit gamle tidsfordriv mig til gode den onsdag i februar. Det var ganske vist lidt af en overraskelse, at prøven ikke bare drejede sig om stemmekvalitet, betoning og udtale, men også omfattede tekster på engelsk, tysk og fransk, der var behæftet med grammatiske fejl, som skulle findes og rettes, hvorefter de skulle læses overbevisende op på de respektive sprog: 'Læs teksten op i et afslappet tempo med rolig og fast stemme', formanede vejledningen. Det gjorde jeg så efter bedste evne og med høj puls.

Den nydelige gråhårede herre i islandsk sweater og træsko, der viste mig til rette i studiet og med malmfuld røst og gennemborende blik havde instrueret mig i, hvordan jeg aktiverede mikrofonen, var en anelse skræmmende. Han viste sig, da senere vi blev kolleger, at være godheden selv og havde ud over sit imponerende stemmemateriale en doktorafhandling om Vivaldi i bagagen; der var mange veje ind i det forjættede land.

Der gik en måned, så faldt dommen:

Et bedømmelsesudvalg har lyttet til Deres mikrofonprøve af primo februar. Prøven synes at vise, at Deres stemme er egnet. Jeg beder Dem derfor venligst kontakte mig for en aftale om en nærmere samtale snarest.

Mikrofonprøven var med andre ord kun første led i ansættelsesprocessen, og ud over at jeg var fornærmet over den forbeholdne formulering 'synes at vise' (du skal ikke tro, at du er noget), fik jeg travlt med at prøve at regne ud, hvad 'en nærmere samtale' mon gik ud på.



Som det fremgår, er jeg kommet til at tage hul på en slags erindringer, og anledningen er selvfølgelig DR's 100 års jubilæum. Mange har delt deres personlige fortællinger fra et arbejdsliv i Danmarks største mediehus, og nu tillader jeg mig altså at supplere med et beskedent bidrag. Det bliver hverken en panegyrisk festtale eller en endeløs lidelseshistorie, bare et forsøg på at give et forhåbentlig ikke alt for søvndyssende indblik i, hvordan det er at være et mindre tandhjul i et komplekst, foranderligt og til tider uigennemskueligt maskineri. Måske kan jeg tegne et andet billede af den berømmede og udskældte institution, som mange har en mening om, men de færreste kender indefra, og dermed efterlade et indtryk af en arbejdsplads, der både kan være frustrerende, fantastisk og fuld af forunderlige øjeblikke.

Jeg har ingen idé om, hvor mange indlæg der kommer ud af det, eller hvor regelmæssig udgivelsesfrekvensen bliver, men jeg lover, at det ikke bliver et evighedsprojekt.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er forsanger i det hylekor, der jamrer over alle de engelske og amerikanske ord og udtryk, der har indtaget vores sprog. Men er der noget at gøre ved det? Det mener Det Konservative Folkeparti åbenbart. De vil indføre en sproglov, der skal sørge for, at det danske sprog ikke hopper med på alle mulige internationale sprogtrends, der sniger sig ind i dansk gennem streamingtjenester og alt det content, vi ser, når vi scroller på sociale medier. Til det formål skal der nedsættes et sprogråd, der foreslår fordanskninger af nye fremmedord og udtryk. Hvordan man vil håndhæve loven i praksis, og hvad konsekvensen skal være, hvis man forbryder sig mod loven, melder historien ikke noget om, men man kan jo altid gætte:

At lave en lov, der skal styre sproget, svarer til at prøve at stoppe en flodbølge med en si

Sprogrådet skal selvfølgelig bestå af de skarpeste hoveder inden for dansk sprog, sandsynligvis en gruppe bebrillede dansklærere (minimum styrke ±3), en folkekær forfatter og en tyndhåret professor fra hvert af universiteterne. Rådsmedlemmerne mødes hver uge i Klunkehjemmet på Nationalmuseet og bliver enige om, at det ikke længere hedder en 'smartphone', men en 'snildtelefon'. 'Streaming' bliver til 'strømning', men hvad med 'influencer'? Der er ikke konsensus om at erstatte det med 'påvirker', så her er man nødsaget til at nedsætte et hurtigtarbejdende udvalg, der forventes at fremlægge en betænkning om mulighederne senest i år 2030.

Til at håndhæve loven oprettes Sprogpolitiet – en eliteenhed bestående af pensionerede bibliotekarer og harmdirrende læserbrevsskribenter, der har fået 12 i dansk til studentereksamen. Bevæbnet med røde kuglepenne vil de afpatruljere gaderne, klar til at irettesætte enhver, der vover at sige 'content' i stedet for 'indhold'. De vil infiltrere caféer, hvor de vil konfiskere alle mobiltelefoner, der bliver omtalt som 'smartphones' Og hvis nogen drister sig til at sige 'awesome' i stedet for 'storartet', vil vedkommende uden tøven blive afkrævet en fortalelsesafgift.

Den, der gentagne gange overtræder sprogloven, vil blive stillet for Den Danske Ordkløverdomstol. Straffen vil blive udmålt efter forseelsens grovhed:

1. Milde forseelser – fx at sige 'e-mail' i stedet for 'e-post': En reprimande og tvungen højtlæsning af Søren Kierkegaards Frygt og Bæven.
2. Mellemstore forseelser – fx at bruge 'selfie' i stedet for 'selvportræt': En uge uden adgang til sociale medier og tvungen indmeldelse i Modersmål-Selskabet.
3. Alvorlige forseelser – fx at sige 'fake news' i stedet for 'fupnyheder': En uges eksil i en jysk landsby uden adgang til internettet.

Herefter vil Danmark blive et sprogligt paradis, og turister, der besøger landet, vil få udleveret en lille ordbog, så de ikke utilsigtet kommer til at overtræde loven.

Jeg tror, at Det Konservative Folkeparti er udmærket klar over, at det ikke kan lade sig gøre at regulere sprogudvikling gennem lovgivning. Det drejer sig nok mest om stemmefiskeri. At lave en lov, der skal styre sproget, svarer til at prøve at stoppe en flodbølge med en si. Sprog udvikler sig af sig selv, fordi folk taler, som det passer dem. Held og lykke med at fortælle teenagerne, at de ikke må sige 'cringe' eller 'random'. Eller prøv at forbyde alle andre at sige 'computer' og 'weekend'. Mennesker tager simpelthen de ord til sig, der er mest nærliggende, og det kan ingen lov ændre på. Der er kun én løsning, der kan dæmme op for den eskalerende engelsk-amerikanske sproginvasion, og det er et langtidsprojekt: Bedre danskundervisning. Ellers er der ikke andet at gøre end at forsøge at holde sin egen sti ren.

Som nogle måske vil have bemærket, fører jeg min egen lille sprogkrig under blogindlæggene. Den går ikke ud på at bekæmpe udanske ord, men på at gøre opmærksom på forkert sprogbrug (når Dansk Sprognævn nu ikke vil). Det er noget andet, men det er nøjagtig lige så udsigtsløst som at forsøge at forvise engelske og amerikanske ord og udtryk fra dansk. Jeg forestiller mig med andre ord ikke, at jeg kommer nogen vegne med mit sproglige pindehuggeri, men måske vil der være nogle, der opdager noget, de ikke har tænkt over. Bortset fra det, er formålet selvfølgelig ikke mindst at få afløb for mine egne sproglige idiosynkrasier, og hvis det kan glæde nogen, er jeg efterhånden ved at være nået til bunds i dem.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'et skriv'. Det hedder 'en tekst'.

April begynder som bekendt med en dag, hvor det er fuldt ud acceptabelt at lyve folk lige op i ansigtet. 1. april er dagen, hvor vi beslutter os for at tage fusen på hinanden og lade som om, vi synes, det er sjovt. Den skælmske onkel hvisker en i øret, at han er blevet forlovet med Birthe Kjær, og de har planer om at flytte til Australien, og aviserne meddeler, at Metroen nu har fået en ny rute direkte til Møn. Men selv om en aprilsnar som regel er så gumpetung, at de fleste gennemskuer den med det samme, skal der alligevel nok være et par stykker, der hopper på, at Kong Frederik har skiftet karriere til professionel fodboldspiller. Jeg kunne være en af dem.

Lad os gå let hen over vejret i april, for april er vejrgudernes egen aprilsnar

Aprilsnar er heldigvis begrænset til en enkelt dag. Men så let slipper vi ikke for løjerne, for senere på måneden kommer påsken. Det er den tid, hvor vi lader som om, vi forstår, hvad de forskellige helligdage betyder. De fleste har nok en vag fornemmelse af, at der er noget religiøst involveret, men hvorfor hedder det egentlig skærtorsdag? Efter sigende markerer dagen den sidste nadver, men for de fleste markerer den bare starten på en lang weekend fyldt med overdådige frokoster og uigennemskuelige traditioner med påskeharer og chokoladeæg gemt rundt om i haven. Langfredag er dagen, hvor Jesus blev korsfæstet, men den er så kedelig og dyster, at den primært bliver brugt til at brokke sig over, at alting har lukket. Påskesøndag fejrer vi Jesu opstandelse, men for de fleste er det mere en restitutionsdag efter påskefrokosten. Anden påskedag fungerer som en uventet bonus, hvor ingen helt ved, hvorfor vi har fri, men ingen stiller spørgsmål, fordi en ekstra fridag altid er velkommen.

Lad os gå let hen over vejret i april, for april er vejrgudernes egen aprilsnar. Men selv om april er lunefuld, er den også en forsmag på den tid, vi alle har ventet på: Foråret, sommerens spæde begyndelse og det nærmeste vi kommer en følelse af ubetinget lykke i Danmark. I hvert fald indtil juli oprinder, og det regner hele tiden.

Lav, men behagelig musik til april

Som nævnt så ofte før inkluderer min omfattende ignorance blandt andet billedkunst, som man ikke kan se, hvad forestiller. Måske er det derfor, jeg altid har været begejstret for Jack Vettriano, hvis værker kunstkritikere har kaldt følelsesmæssigt banale og teknisk kedelige, populistiske og uden kunstnerisk værdi, for man er aldrig i tvivl om, hvad motivet er på Vettrianos billeder.

Han døde den 1. marts, og når jeg først opdagede det midt på måneden, er det nok, fordi det ikke har interesseret avisernes anmeldere tilstrækkeligt til, at de har fundet det værd at beskæftige sig med. Det var helt tilfældigt, at jeg faldt over en nekrolog i New York Times, som hovedsagelig handler om Vettrianos mest berømte maleri The Singing Butler – det eneste billede, der for alvor opnåede international anerkendelse og blev solgt for et svimlende beløb.

Mit yndlingsbillede af Vettriano er Lazy Hazy Days, som ses herover: en mand i hvid skjorte cykler med en kvinde i en lang, rød kjole og højhælede sko på stangen. Det har været baggrundsbillede på alle mine mobiltelefoner siden min første iPhone, og jeg bliver aldrig træt af det. Derfor fraviger jeg undtagelsesvis mit s/h-koncept her på bloggen.

Hvis man ville, kunne man tolke det som et klart eksempel på kvinde-undertrykkende adfærd, men det vil jeg ikke

Baggrunden i maleriet er enkel og nedtonet, en lys himmel og et solbeskinnet landskab, som lader parret være i centrum. Den varme farvetone antyder, at det er en skøn sommerdag – en af de dage, hvor solen skinner mildt, og verden føles let.
Manden er iført en klassisk hvid skjorte med opsmøgede ærmer, højtaljede bukser og en panamahat, som giver et strejf af en svunden tid. Det løsnede slips signalerer både afslappethed og elegance, et typisk træk ved Vettrianos mænd. At han cykler, samtidig med at han har kvinden siddende foran sig, viser både en spontanitet og en vis beskyttende gestus – han styrer, men hendes tilstedeværelse gør øjeblikket til noget særligt. Hvis man ville, kunne man tolke det som et klart eksempel på kvindeundertrykkende adfærd, men det vil jeg ikke.

Kvinden sidder ubekymret på cykelstangen i en lang rød, bølgende kjole, en stærk kontrast til mandens lyse skjorte. Den røde farve symboliserer passion, kærlighed og begær og understreger deres tætte bånd. Hun har højhælede sko på, som gør scenen mere drømmende end realistisk – det handler ikke om praktisk cykling, men om at give sig hen til øjeblikket.

Deres hoveder rører hinanden – maleriets mest intime detalje. De er fysisk tæt på hinanden, og selv uden at se deres ansigtsudtryk kan man fornemme ømheden og den tætte forbindelse; en kærlighed, der ikke er ny og usikker, men snarere tryg og harmonisk. Måske.

Maleriet kan ses som en fejring af kærlighedens ubekymrede og spontane sider. Der er en følelse af frihed – cyklen symboliserer bevægelse, eventyr og lethed, mens kvindens afslappede positur viser tillid og hengivenhed. Der er også en romantisk tidløshed i scenen, som giver beskueren en fornemmelse af nostalgi.

Vettrianos værker har ofte en underliggende fortælling. Er det et nyforelsket par, der oplever deres første sommer sammen, eller er de et veletableret par, der stadig har bevaret gnisten og legen?

Lazy Hazy Days indfanger en flygtig, men uforglemmelig følelse – et af de øjeblikke i livet, hvor alting føles perfekt, og hvor kærligheden er det eneste, der betyder noget. Så fik jeg demonstreret for første og sidste gang, hvorfor jeg aldrig bliver kunstkritiker. Men min begejstring for Jack Vettriano er usvækket. Han var autodidakt og døde efter et langt, produktivt liv i en alder af 73 som kunstens grimme – eller måske snarere lidt for pæne og perfekte – ælling og fik aldrig rigtig en fod indenfor i kunstverdenen, der betragtede hans værk som det visuelle modstykke til at spille en plade med Frank Sinatra i Operaen – ikke som en moderne og mindre depressiv Edward Hopper. Til gengæld blev hans værker massetrykt på krus, plakater og musemåtter. Måske var det netop problemet.

Dagens irrelevante musikalske bonus

LÆST:
J.D. Salinger: Fanny & Zooey
Roman, 1961
New York, 1950’erne. Engang brillerede alle syv børn i familien Glass i radioen med deres vid og fremmelighed, men den tid er forbi. Familiens to yngste, Franny og Zooey, står på tærsklen til voksenlivet i den todelte roman, der foregår næsten udelukkende over et enkelt restaurantbesøg i en collegeby og nogle timer af en ualmindelig hverdag i en lejlighed på Manhattan.

Poul Madsen: Kongen fra Esbjerg
Politisk thriller, 2025
Efter en hård valgkamp bliver Bjørn Svendsen formand for Arbejderpartiet. Det var aldrig lykkes uden hans tro støtter: hustruen Caroline og barndomsvennen fra Esbjerg, Carsten West, som nu er chefredaktør på tabloidavisen Expressen og overbevist om, at han har føling med alt, hvad der rører sig på den politiske slagmark. Lige indtil der dukker meget belastende fotos af Bjørn op, taget til et halbal i Esbjerg for mange år siden.

Peter May: Sorthuset (The Blackhouse)
Kriminalroman, 2009
Politimanden Fin Macleod bliver sendt til Isle of Lewis for at hjælpe med en mordsag, der minder om en tidligere forbrydelse. Rejsen bringer ham tilbage til sin fødeø og konfronterer ham med hans mørke fortid. Mens han forsøger at opklare mordet, bliver han draget ind i øens barske miljø og særegne skikke. Det tvinger ham til at genopleve traumatiske begivenheder, der næsten ødelagde hans liv.

Jonathan Coe: Flipperklubben (The Rotters' Club)
Roman, 2001
Skildrer ungdom, venskab og politiske omvæltninger i 1970’ernes England. Fortællingen følger en gruppe gymnasieelever i Birmingham, hvor hovedpersonen Benjamin Trotter og hans venner navigerer gennem teenageårenes forviklinger, forelskelser og drømme om en fremtid som kunstnere, musikere eller forfattere.

SET:
Mississippi Burning
Amerikansk thriller, 1988
I 1964 bliver tre borgerretsaktivister i en lille sydstatsby dræbt, men det er ikke nemt for FBI-agenterne Anderson og Ward at trænge til bunds i sagen, som Ku Klux Klan er indblandet i – de sorte tør ikke, de hvide vil ikke. Baseret på virkelige hændelser.
Medvirkende: Gene Hackman, Willem Dafoe, Frances McDormand m.fl.
Instruktion: Alan Parker.

Fair Game
Amerikansk autentisk drama, 2010
I 2002 sendes CIA-agenten Valerie Plames mand, diplomaten Joe Wilson, til Niger for at undersøge, om landet sælger beriget uranium til Irak. Joe konkluderer, at det ikke er tilfældet. Da George W. Bush alligevel vælger at invadere Irak, skriver Joe i en avisartikel, at det er på et falsk grundlag. Det bliver begyndelsen på et mareridt for ægteparret. For at straffe Joe er der nemlig nogen i Bushs regering, der lækker til pressen, at hans kone er spion.
Medvirkende: Naomi Watts, Sean Penn, Sam Shepard m.fl.
Instruktion: Doug Liman.

Immigrantmuseet, Farum
Indvandringens historie

M/S Museet for Søfart, Helsingør
Særudstillinger:
Østersøens gåder – Ekko fra dybet
Pristine Seas – Bringer havet tilbage

HØRT:
Nulstillet
Podcastserie, 3 episoder – dr.dk
Med udgangspunkt i radiovært Jesper Deins hjerneblødning afsøger han sammen med Kristian Leth, hvad der sker, når livet forandrer sig fra det ene øjeblik til det andet.

I ØVRIGT:
The Marginalian: An Almanac of Birds:
Divinations for Uncertain Days

Nautilus: Your Cat Is Listening to You
– Felines may be able to learn human words

Aeon: Adjust your disgust
– The future of food is nutritious and sustainable – if we can overcome our instinctual revulsion to insects and lab-grown meat

Så gik den ikke længere. I enhver dansk have udspiller der sig en dramatisk krig, som enhver hus- og haveejer kender alt for godt: kampen mellem mosset og græsset. Hvert forår genoptager de to rivaler deres århundreder gamle slag, der snildt kan måle sig med handlingen i Game of Thrones.

Græsset er den adelige og stolte hersker af plænen. Det stræber efter at være tæt, grønt og frodigt til glæde for den forfængelige haveejer. Men græsset stiller også krav. Det kræver sol, gødning, korrekt pH-værdi, den perfekte mængde vand og helst et symfoniorkester, der spiller Le Sacre du printemps, mens det vokser. Græsset er med andre ord en naturens primadonna.

Uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film

Mosset, derimod, er som en fandenivoldsk guerillakriger, der lever i skyggerne. Det har ingen fine fornemmelser og affinder sig med omstændighederne. Sol eller skygge? Ligegyldigt. Vådt eller tørt? Det finder en løsning. Græsset forsøger at forsvare sit territorium ved at brede sig og sende dybe rødder ned i jorden. Men mosset kan trives hvor som helst, og det får støtte fra naturens egne forrædere – skyggefulde træer, tung jord og haveejere, der ikke gider rive plænen igennem hvert forår. Det kravler ind mellem græsstråene, sætter sig tungt i hjørnerne og møver sig langsomt, men sikkert frem. Mosset angriber om vinteren, når græsset sover, og når sneen smelter, opdager man pludselig, at halvdelen af plænen er erobret.

Enhver haveejer har prøvet at tage kampen op med forskellige strategier. Man kan lufte græsset, sprede kalk på jorden, rive mosset op og true det med alverdens kemikalier. Men uanset hvor mange gange man slår til, vender mosset tilbage som en udødelig actionhelt i en B-film. Det er en kamp, man ikke kan vinde.

Efter år med dybe, videnskabelige observationer og tænkepauser i haveskuret er jeg nået frem til den konklusion, at mos ikke er en tilfældighed, men en snedig plan udarbejdet af universet for at trykteste vores mentale styrke. Mos er i virkeligheden en slags biologisk spion udsendt af skoven for at infiltrere vores haver. Skoven, med sine majestætiske træer og dybe, mørke hemmeligheder, kan ikke udstå veltrimmede græsplæner. Den ser dem som et angreb på det naturlige kaos og sender derfor mos som første led i en kolonisering. Det begynder i skyggen, hvor vi ikke lægger mærke til det, men langsomt breder det sig, indtil hele plænen er en stor, grøn mosmadras.

Men hvorfor forsøger vi egentlig så ihærdigt at bekæmpe mosset? Er det ikke smukt på sin egen måde? Blødt, altid frodigt og vedligeholdelsesfrit. Måske er mos ikke fjenden, men snarere en ven, der forsøger at fortælle os, at vi spilder vores liv på en evig kamp mod naturen. Måske er mos i virkeligheden vores spirituelle vejleder – en ydmyg, stædig, fotosynteseelskende guru?

Desværre har jeg på fornemmelsen, at det bliver vanskeligt at overbevise Madame om det indlysende rigtige i mine betragtninger. Så jeg ved godt, hvad weekenden kommer til at gå med.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'eksponentiel', hvis det ikke indgår i en matematisk sammenhæng.

Man har lige skrevet en brillant tekst. Den er tilpas underholdende, man har også fået sneget lidt eftertænksomhed ind, og den sproglige variation er lige i øjet, hvis man selv skal sige det. Faktisk har man på fornemmelsen, at man har skabt et mesterværk, som ville gøre Shakespeare grøn af misundelse. Man løber det lige igennem en ekstra gang for at finde eventuelle fejl, men der er heldigvis ingen. Perfekt!

Så udgiver man blogindlægget, og når man så igen kaster et blik på teksten, er den pludselig forandret. Der mangler et komma, der er også en slåfejl, og for at det ikke skal være løgn, er der gudhjælpemig et ord, der bliver brugt to gange næsten lige efter hinanden.

Når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er hjernen en svigefuld kompagnon

Hjernen er en snild indretning. Den kan lægge tal sammen, huske gamle salmevers og visualisere en drømmeferie, mens man sidder midt i et kedeligt møde. Men når det gælder korrekturlæsning af ens egen tekst, er den en svigefuld kompagnon. Den ser ikke, hvad der rent faktisk står, men hvad den tror, der står. Hvis man havde tænkt sig at skrive 'til fest med vennerne', men kom til at skrive 'til hest med vennerne', opdager hjernen det ikke, fordi den ved, hvad man mente. Eller der skulle stå 'jeg havde skiftesko med', men man kom til at skrive 'skriftesko', uden at man opdagede det, fordi hjernen automatisk udfylder hullerne og lader fejlene passere ubemærket.

Det kan være, at man har brugt timer, dage eller måske uger på at skrive en tekst. Man kender hver en sætning så godt, at man kunne recitere den i søvne. Men når man kender noget for godt, holder man op med at se det. Det er som den bunke tøj, der har ligget på en stol i hjørnet i tre uger; i løbet af forbløffende kort tid lægger man overhovedet ikke mærke til den.

Men hvad stiller man op, hvis man ikke har plads til at have en korrekturlæser boende, og ens sprogkyndige kat ikke lige har tid? Jeg har hørt, at det skulle være effektivt at læse teksten bagfra ord for ord, men det orker jeg alligevel ikke. Min metode er at lade teksten ligge et par dage og læse den igen med friske øjne, inden jeg skiber den afsted. Men det glipper alligevel engang imellem, og det er noget af en belastning, når man er allergisk over for skriftligt sjusk, ikke mindst ens eget.

Bare for at forklare, hvorfor mine blogindlæg og kommentarer ustandselig bliver opdateret, selv om indholdet tilsyneladende er det samme ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'det kan noget' uden at røbe, hvad det kan.

Det er ikke alle film fra ens fortid, der tåler et gensyn, uanset hvor stort et indtryk de gjorde, da man så dem første gang. I mellemtiden er man blevet forvænt med helt andre tekniske muligheder, og man har umærkeligt vænnet sig til et hurtigere fortælletempo, der kan få selv klassikere til at virke bedagede. Mississippi Burning så jeg første gang i 1988, og jeg havde kun en svag erindring om indholdet, bortset fra en enkelt spektakulær scene. Men jeg kunne huske, at filmen havde gjort indtryk, og det gjorde den også, da jeg genså den i går aftes.

Mississippi Burning er en af de mest intense og rystende skildringer af racisme og retfærdighed, jeg nogensinde har set. Det er ikke blot er en thriller, men også en stærk politisk kommentar til en af USA's mørkeste perioder.

Filmen er baseret på virkelige hændelser i 1964, hvor tre borgerrettighedsaktivister forsvandt i Mississippi og senere blev fundet, myrdet af Ku Klux Klan. FBI-agenterne Anderson og Ward sendes til byen for at efterforske sagen, men mødes af fjendtlighed fra både lokalbefolkningen og myndighederne. Mens Ward insisterer på at følge lovens bogstav, anvender Anderson mere utraditionelle metoder for at få sandheden frem. Efterforskningen afslører et dybt forankret racistisk system, hvor Ku Klux Klan-medlemmer har magten, og frygten styrer lokalsamfundet. Filmen kulminerer i en række konfrontationer, hvor FBI til sidst får gennembrud i sagen, men ikke uden store omkostninger.

Det er især Hackmans nuancerede spil mellem brutalitet, charme og retfærdighedssans, der gør ham så fascinerende at følge

Det, der for alvor gør Mississippi Burning uforglemmelig som film, er ikke bare dens billedsprog, men også lydsiden. Instruktøren Alan Parkers visuelle stil med dunkle sydstatslandskaber og brændende kors skaber en konstant følelse af frygt og klaustrofobi, og Trevor Jones' ildevarslende musik forstærker spændingen, mens klipningen holder et tempo, der gør, at man aldrig får et øjebliks ro. Filmen er brutal, rørende og uhyggelig relevant. Den tvinger publikum til at se den grusomme virkelighed af had og uretfærdighed, og selv om filmen har været kritiseret for sin dramatisering af virkelige begivenheder, kan man ikke fratage den dens overbevisende fortælling. Den brænder sig fast i hukommelsen og bliver siddende længe efter, at rulleteksterne slutter.

Mississippi Burning har dr.dk formentlig lagt ud i anledning af Gene Hackmans død i sidste måned under triste omstændigheder, og han leverer da også en enestående præstation i Mississippi Burning som FBI-agent Rupert Anderson – en rolle, der udnytter hele hans spændvidde som skuespiller. Hackman giver karakteren en uforlignelig autoritet, men det er især hans nuancerede spil mellem brutalitet, charme og retfærdighedssans, der gør ham så fascinerende at følge.

Anderson er en mand, der har set det hele, en tidligere sydstatssherif, der forstår spillet i en verden præget af korruption og racisme. Hackman tilfører ham en jordnær, pragmatisk tilgang til FBI's efterforskning, og hans tørre humor og evne til at manipulere lokale embedsmænd gør ham både underholdende og skræmmende effektiv. Men under det hårdføre ydre lurer en dyb indignation over den uretfærdighed, han bliver vidne til.

I scenerne over for Willem Dafoe som den regelrette agent er Hackman den, der sprænger konventionerne og skubber grænserne for, hvor langt retfærdighed kan strækkes. Hans konfrontationer med filmens skurke, især den racistiske sherif, som han truer med en næsten legende lethed, gør ham til en magnet på lærredet.

Hackman blev Oscar-nomineret for rollen, og det er ubegribeligt, at han ikke også fik statuetten. Men se filmen, inden det er for sent – den ligger på dr.dk til og med den 31. marts.

Den scene i filmen, som jeg tydeligt huskede fra første gang, jeg så Mississippi Burning, kunne jeg fryde mig over igen i går. Her konfronterer agent Anderson de lokale Ku Klux Klan-medlemmer på den mest håndgribelige måde. Det er en scene, ingen bør snyde sig selv for, specielt ikke de sidste to minutter, så her er chancen.

Blandt det utal af irriterende floskler, der burde forbydes ved lov, er den mest trælse 'alder er kun et tal', for det passer ikke. Hvis nogen skulle være i tvivl, er alder et udtryk for, hvor længe man har levet og indirekte et estimat for, hvor lang tid man har igen, og når nogen påstår, at '70 er det nye 50', er det ikke en kendsgerning, men et udtryk for at man ikke vil se kendsgerningerne i øjnene. Hvis man er fyldt 70, er det en eufemistisk undvigemanøvre at tale om at være ældre (end hvem?), for sandheden er, at så er man gammel. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man er hjælpeløs eller sinke, selv om mennesker statistisk set får flere skavanker med alderen. Nogle bliver måske demente, men det er trods alt stadig et mindretal, og man behøver i øvrigt ikke at være gammel for at blive dement.

Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko

Det er ikke let at være gammel. Eller rettere: det er ikke let at være blandt mennesker, der opfatter en som handicappet, fordi man er over 70. For så snart rynkerne bliver en smule dybere, og håret enten gråner eller har praktiseret det berømte forsvindingsnummer, begynder en sær kollektiv opfattelse at brede sig. Man går fra at være et voksent, tænkende individ til at blive et omvandrende oldtidsfund, der fortjener stående applaus, hver gang man snører sine sko eller husker sin egen adresse.

'Hvor er det flot, at du stadig cykler!' siger folk med store øjne, eller: 'Hvor ER det fantastisk, at du stadig går til svømning!' sagt i et tonefald, der antyder forbavselsen over, at man ikke sidder på en bænk og venter på rustvognen. Det er, som om enhver 70-årig, der foretager sig noget mere fysisk krævende end at samle en ske op fra gulvet, fortjener at blive båret gennem byen i guldstol. Personligt hverken cykler jeg eller går til svømning, men det er, fordi jeg har andre prioriteter.

Samtidig er der en tendens til at tale til gamle mennesker, som om de ikke er ved deres fulde fem: 'Kan du huske, hvad det var for en mobiltelefon, du bestilte hos os?' spørger telefonsælgeren langsomt og med en overbærenhed, som om man er tre år og lige har lært at sige 'vovhund'. Ræsonnementet er formentlig, at man nemt kunne have glemt det med telefonen, for det var jo i går, og enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957.

Enhver ved da, at gamle mennesker er dårlige til at huske andet end hvad en pakke smør kostede i 1957

Omvendt er der også gamle mennesker, der gør sig ældre og mere svagelige, end de er, fordi det kan være en fordel, når der er noget, de ikke gider. 'Åh nej, den slags kan jeg ikke mere – husk på, hvor gammel jeg er,' siger de, når nogen byder dem op til dans ved barnebarnets konfirmationsfest. Eller: ‘Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med den flytning – i min alder har man jo ikke så mange kræfter mere,' påstår de, mens de svinger en tyve kilo tung kuffert op på en bagagehylde uden at blinke. Men hvis nogen skulle antyde, at de er for gamle til at tage med på ferie, eller de burde holde lidt igen med whiskysjusserne, får piben straks en anden lyd: 'For gammel? Mig? Ej, nu må du liiige ...'

Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Måske en tilvalgsordning, hvor gamle mennesker selv kan vælge, om de vil behandles som ansvarlige voksne eller som eksotiske dyr, der skal beskyttes, roses og klappes ad i det uendelige. Alternativt kunne man indføre et pointsystem, hvor 80-årige får et stempel i et hæfte for hver gang, de kan huske deres egen adresse, og når de så har nok, kan de veksle det til en gratis kop kaffe og retten til at blive tiltalt i et normalt toneleje.

At blive gammel er ikke en præstation i sig selv, der aftvinger beundring, men det er heller ikke en tragedie. Og hvis andre ville skære lidt ned på den overstadige ros og den tankeløse, nedladende behandling, kunne vi måske få lov til bare at være en slags mennesker – normale mennesker – også når vi er fyldt 70. Det kunne være cool, som de unge på fyrre siger.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: det hedder ikke 'tilbage i 1951', men bare 'i 1951'.

Forlaget Gyldendal har opfordret Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen til at skrive en krimi. Det er blevet til den politiske thriller Kongen fra Esbjerg, som nu er udkommet, og efter at have læst anmeldelserne må man konstatere, at anmelderes veje er uransagelige.

Overskriften på anmeldelsen i Poul Madsens egen gamle avis Ekstra Bladet var 'Debil debut: Madsens mageløse makværk', mens Politiken skrev 'Poul Madsen imponerer med hæmningsløst underholdende debutroman'. Men hvordan kan den samme bog med de samme ord, skrevet af den samme forfatter være både en litterær katastrofe og et festfyrværkeri? Er det anmelderen eller bogen, der gør udslaget? Eller er vi i virkeligheden vidne til parallelle virkeligheder, hvor det litterære landkort ser helt forskelligt ud, afhængigt af om anmelderen sidder på den ene eller den anden redaktion på Rådhuspladsen?

Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør

Nogle vil hævde, at det er en så tung akademisk og akkuratessekrævende opgave at skrive en anmeldelse, at det på det nærmeste må sidestilles med eksakt videnskab. Men det er ikke umiddelbart indlysende. Hvis fysikkens love fungerede på samme måde som en anmelders tastatur, ville tyngdeloven kun gælde om mandagen, og solen ville gå ned på forskellige tidspunkter alt efter, hvis tastatur solen faldt på. Sandheden er nok snarere, at anmelderi er en individuel stiløvelse, der indbefatter et overdådigt tag-selv-bord bestående af fristende, ordrige anretninger, hvor én anmelder snuser til en bog, tager en bid af den og siger: 'Uhm, denne litterære himmerigsmundfuld har en raffineret eftersmag af overbevisende psykologisk indsigt', mens en anden spytter den ud med alle tegn på væmmelse og udbryder spontant: 'Føj for en gang uspiselig hakkelse, ræk mig et stykke med Stryhns grovhakkede med mug på til at tage den grimme smag.'

I al stilfærdighed kunne man få en mistanke om, at det, der adskiller boganmeldere fra sportskommentatorer, er, at de ikke kan blive enige om målet. I fodbold ved alle, at det gælder om at få bolden i nettet. Når det drejer sig om bøger, vil nogle anmeldere mene, at målet er smukt sprog og eksistentiel dybde, mens andre foretrækker blod, biljagter og balfaldera. Måske er anmelderens opgave ikke at formidle sandheden, men snarere at være en slags litterær hypnotisør, der skal få os til at tro, at hans eller hendes mening er den eneste rigtige. Eller også er anmeldere bare ganske almindelige mennesker med en deadline, moderat søvnunderskud og en usund fascination af adjektiver.

Samuel Johnson skulle engang have sagt, at 'nogle anmeldelser er så dårlige, at de får én til at ville læse bogen' – og det var lige, hvad der skete for mig. Min nysgerrighed drev mig til at gå i krig med Kongen fra Esbjerg, og jeg er lige blevet færdig. Det hører selvfølgelig ingen steder hjemme at kalde bogen et makværk, medmindre man er ansat på Ekstra Bladet og eventuelt har et regnskab at gøre op med den gamle chefredaktør, men ellers ligger min bedømmelse nok et sted midt imellem Ekstra Bladets og Politikens – nok tættest på sidstnævnte. Men jeg er heller ikke anmelder.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'vækste', hvis 'vokse' er dækkende.

Blogkollega capac har et par gange nævnt, at han hylder Umberto Ecos princip om altid af have nogle bøger stående i sine reoler, som man ikke nødvendigvis har læst, så man til hver en tid har noget at tage af, hvis man skulle komme i bekneb for læsestof eller have brug for at blive inspireret.

Her er jeg helt på linje, og da jeg forleden dag lod mit blik vandre frem og tilbage på hylderne for at finde guld, faldt jeg over en gulnet Penguin-udgave af Frederic Raphaels roman The Glittering Prizes. Hvis jeg har læst den, må det være rundt regnet 50 år siden, men under alle omstændigheder huskede jeg udmærket handlingen, som udspiller sig blandt en gruppe studerende i Cambridge i 1950'erne. Romanen, der er en klassiker inden for britisk efterkrigslitteratur, blev nemlig skrevet i 1976 sideløbende med BBC-serien af samme navn, som dansk tv viste under titlen Herrer vi ere ... (underforstået: i Aandernes Rige, med henvisning til Christian Winthers Studentervise fra 1820). Serien gjorde dengang stort indtryk på mig, så jeg fik lyst til at læse bogen – måske for anden gang – og med stor fornøjelse, skulle det vise sig.

En skarp, satirisk og underholdende tur gennem Storbritanniens kulturelle og akademiske landskab

Romanens hovedperson er Adam Morris, en intelligent, jødisk student med skarpe meninger, en rap replik og en ambition, der er næsten lige så stor som hans skepsis over for den britiske overklasses selvtilfredshed. Han bliver hurtigt en del af en gruppe unge, håbefulde intellektuelle, som drikker for meget te, læser The Times og lader, som om de forstår alt fra Sartre til cricket, mens de venter på, at det rigtige liv skal begynde.

Det gør det så, men det kommer ikke til at gå, som de havde forestillet sig. Adam går ud i den store verden og opdager, at talent og intellekt sjældent er nok til at sikre succes uden et solidt netværk, held og vilje til at sluge sin stolthed. Han prøver kræfter med litteraturen, men ender som manuskriptforfatter i en underholdningsindustri, der foretrækker tomme floskler frem for dybsindige refleksioner. Undervejs må han forsøge at finde balancen mellem sine ambitioner og sin identitet som outsider i en britisk elite, der ikke altid ser med venlige øjne på dem, der som ham ikke er født ind i den rigtige familie.

Hans venner klarer sig med skiftende held. Et af de mest lysende talenter flyder rundt i livet og ender som alkoholiseret skolelærer, en anden som middelmådig politiker, og hende, der engang var skarp som en ragekniv, opdager, at det at være kvinde i en mandsdomineret verden er lige så frustrerende, som det lyder; kvinders ambitioner skal helst ikke række længere end til at blive gift med en passende mand.

Undervejs er der masser af bitre erkendelser, ironiske sammenstød og småborgerlige kompromiser, som Cambridge-studerende sværger, de aldrig vil indgå, lige indtil de gør det alligevel. Romanen er en skarp, satirisk og underholdende tur gennem Storbritanniens kulturelle og akademiske landskab, men man må også æde den forstemmende morale, at livet for det meste handler om at nøjes med, hvad man kan få, og at det er de færreste forundt at opnå 'The Glittering Prizes' uden omkostninger.

I tv-udgaven af The Glittering Prizes blev hovedrollen som Adam Morris blændende spillet af Tom Conti, der ses til venstre på billedet øverst. Efter at have læst romanen fik jeg lyst til at gense serien, der bestod af 6 episoder, og tænkte, at den måtte findes på dvd. Det gjorde den også, men alle tilgængelige eksemplarer befandt sig i England. Med andre ord ville jeg skulle betale et importgebyr på 160 kroner til PostNord som tak for ingenting – et gebyr, der oversteg prisen for dvd'en, og det var jeg ikke umiddelbart indstillet på. I stedet fandt jeg episode 4 på YouTube, som desværre virkede skuffende antikveret, og det var rigeligt. Til gengæld blev jeg mindet om fordelene ved romaner frem for tv-serier.

Under læsningen kunne jeg ikke undgå at tænke på, at vennerne i The Glittering Prizes må have gået på Cambridge næsten samtidig med, at Unge Morse terpede klassikere på Oxford. Men ellers er der mildest talt ingen lighedspunkter mellem de to historier.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige '... tænker jeg'. Det hedder '... tror jeg'.

Når kalenderen runder oktober, begynder forfaldet. Det har ikke den store betydning, hvis man er byboer, men har man slået sig ned på landet, er man ikke i tvivl. Træerne smider bladene, buskene bliver gennemsigtige, og landskabet afslører alt det, som sommeren var så venlig at skjule for os.

For bag de nu afpillede buskadser og hække dukker nabolagets skjulte skatte op i løbet af efteråret. Rustne harver, plove fra før årtusindskiftet og en faldefærdig, grå Massey Ferguson, der for længst burde have været overdraget til skrothandleren, materialiserer sig i landskabet. Gamle Opel Kadetter uden hjul står ikke længere i skjul bag urt og busk, og bunker af halvrådne træpaller og glemte brændestakke vidner om uafsluttede projekter fra forne tider.

Bag de nu afpillede buskadser og hække dukker nabolagets skjulte skatte op i løbet af efteråret

Sommeren var med andre ord en illusion. Den fik en rodebutik til at ligne en hyggelig, landlig idyl. Nu står det hele og skriger: 'Her bor vi, og ja, vi har muligvis en plov fra 1953 stående bag garagen, men den er go' at have - man kan aldrig vide ...'

Så er der blæsten, der ikke nøjes med at gå frisk over Limfjordens vande, men opererer over hele kongeriget. Vinden hyler i træerne, der nu kun består af grene, som ser ud, som om de rækker ud efter et kram eller i det mindste en smule medfølelse. Fuglene er rejst. De har set skriften på væggen og forladt os til fordel for varmere himmelstrøg, og selv er vi tvunget til at sidde indenfor og græmme os over udsigten. Tilbage er kun kragerne, der sidder derude på hegnspælene som dommere i deres gråsorte kapper og ser ud, som om de overvejer, om straffen skal lyde på livstid, eller menneskeheden skal slippe med en midlertidig vinterfodlænke.

Hvis eventyret om Den grimme ælling var foregået om vinteren, ville H.C. Andersen nok ikke have påstået, at 'Der var så dejligt ude på landet ...', men valgt et andet adverbium til at beskrive stemningen. Men nu ser det heldigvis ud til at hjælpe på det. I weekenden var det næsten lunt, solen tittede frem, og fuglene kvidrede om kap. Foråret ligger på spring, som de siger i England, og inden vi får set os om, er det sommer i Danmark med marker i gyldne nuancer, køerne tygger drøv, kåben kastes væk, og grønne hække skåner os for den deprimerende udsigt til altings forgængelighed. Selv den mest bedagede bondegård ser hyggelig og charmerende ud i solskin, når bilvragene igen er skjult bag frodige grene, og den gamle plov drukner i al grønheden.

Det er kun et par måneder endnu, at vi har brug for varm kakao og uldne sokker, og vi, der bor på landet, vil glemme alt om, hvordan vi kom igennem vinterens grimme og grumme kalamiteter, når foråret og sommeren gør det hele lidt mere lysegrønt og tilgiveligt.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: det hedder ikke 'nysgerrig på ...', men 'nysgerrig efter at vide ...'.

En af de mange tv-serier, jeg ikke fik set, da de blev sendt, har jeg nu takket være DRs generøse genudsendelsesservice fået chancen for at føje til mit cv. Den opvakte læser vil allerede have gættet, at det drejer sig om Unge Morse, eller som den rettelig hedder på originalsproget: Endeavour.

Der er tale om en serie, der trodser alle moderne krimiregler ved at tage sig utrolig god tid, mens den diverterer med mord, mysterier og Morses evigt ulykkelige kærlighedsliv, som hans elskede grammofonplader må kompensere for. I en tid, hvor man er vant til at få mordgåder serveret i hold-på-hat-og-briller-tempo, vælger Endeavour en mere aristokratisk tilgang: her skal enhver detalje studeres, analyseres og helst krydres med en latinsk frase, inden vi så meget som nærmer os en opklaring.

Morse er en mand af ubegribeligt høje standarder. Han er ikke bare en fremragende politimand, han er også et moralsk fyrtårn af en kaliber, der ville give Moder Teresa mindreværdskomplekser Der er aldrig en genvej, aldrig en smutvej, aldrig en anelse pragmatisme i Morses verden, kun den ubønhørlige søgen efter sandheden, uanset hvor ubelejlig eller akademisk udfordrende den måtte være. Hvis man tror, at han nogensinde har snydt i en krydsogtværs, må man tro om igen.

Her skal enhver detalje studeres, analyseres og helst krydres med en latinsk frase, inden vi så meget som nærmer os en opklaring

Den unge Morses baggrund er heller ikke ligefrem realistisk. Han har studeret på universitetet i Oxford, men droppede ud på grund af et ulykkeligt kærlighedsforhold – dog ikke før han nåede at tilegne sig en altomfattende viden om latin, græsk, oldtidshistorie, litteratur og klassisk musik. Man må undre sig over, hvordan han har haft tid til at lære at opklare mord, når han tilsyneladende har brugt det meste af sit liv på at memorere Verdis samlede værker og diskutere Pindars lyrik.

Når Morse ikke er optaget af at dechifrere latinske citater eller forklare, hvorfor en særlig obskur operaarie er nøglen til mordmysteriet, er han travlt beskæftiget med at have et ulykkeligt kærlighedsliv. Især forholdet – eller mangel på samme – til Joan Thursday, hans chefs datter, er en tragikomisk affære. Man fornemmer kemien mellem dem, men alligevel formår Morse at brænde sig selv af gang på gang med sin underspillede, kejtede facon. Man ville ønske, at han bare én gang i sit liv tog chancen og inviterede Joan ud uden at ligne en mand, der lige har opdaget en ridse i sin nyindkøbte indspilning af Faurés Requiem, Opus 48 med Academy of St. Martin in the Fields under ledelse af Sir Neville Marriner.

Et mord bliver ikke opklaret på under halvanden time, og handlingen er så labyrintisk og fortænkt, at Sherlock Holmes ville have bedt om en Panodil. Når afsløringen endelig kommer, ærgrer man sig over, at man ikke fik taget de doktorgrader i arkitektur, teologi og astrofysik, som ville have sat en i stand til at regne ud, hvem skurken var.

Men bortset fra det, er Endeavour en af de mest charmerende og eksklusive krimiserier, der findes for anglofile nostalgikere som mig, der er vokset op i 60’erne, hvor handlingen foregår. For selv om tempoet er adstadigt og plottene til tider næsten uforståelige, formår serien at skabe en atmosfære, man ikke kan undgå at blive suget ind i. I sidste ende er det vel det, en god krimi skal kunne: få os til at glemme vores egne bekymringer for en stund og fordybe os i en verden, hvor mordgåder opklares med stil, intelligens og – nå ja, en velvalgt latinsk frase.

Genudsendelsesprojektet er nået til sæson 5, hvor den unge Morse desværre har fået overskæg. Så nu kan han vist godt glemme alt om at score hende Joan.

Dagens ikke-irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'jeg hører, hvad du siger', medmindre der bliver ytret tvivl om det.

Desværre er jeg offer for den nedarvede kønsbestemte optagethed af biler, der harmonerer så dårligt med det intellektuelle image, jeg til stadighed forsøger at tillægge mig. Som dreng slugte jeg alle testkørsler og anmeldelser af nye biler i FDM's medlemsblad Motor og lærte specifikationerne udenad. Kørekunst af Jørgen Ditlev Scheel var min bibel, og jeg kæmpede mig igennem den belgiske racerkører Paul Frères bog Kørselsteknik på landevej og bane, selv om den var proppet med kedelige tal og formler.

Det er folk, der er overbevist om, at de kan parallelparkere i et hul, der er mindre end bilen selv

Men for at parafrasere Holberg: 'Ét er Motor at forstå, et andet bil at føre.' For eksempel ærgrede det mig, hver gang min far gearede ned midt i et sving i stedet for at skifte gear inden svinget. Han måtte jo nok kunne forstå, at når han skiftede gear, ændrede han pludselig det drejningsmoment, motoren overførte til hjulene. Jeg forklarede ham (han var ingeniør), at under et sving er der mere vægt på de yderste hjul og mindre på de inderste på grund af centrifugalkraften, og den balance blev jo forstyrret, hvis han skiftede gear midt i det hele med risiko for overstyring, så bagenden skred ud! Men han smilede altid bare overbærende og sagde, at en søndagstur i en Amazon ikke var det samme som at deltage i Le Mans. Og bagenden skred da heller aldrig ud.

Mange er af den opfattelse, at færdselsreglerne kun gælder, indtil man har fået kørekort. Herefter kan man begynde at freestyle. Nogle er stolte over at være den femte, der kører gennem et kryds, efter at det er blevet rødt. De kunne heller ikke drømme om at bruge blinklyset, for det rager ikke andre, hvor de skal hen. Der er dem, der lægger makeup, taler i telefon og hører radio, samtidig med at de optræder som mæglere i en borgerkrig mellem børnene på bagsædet. Der er også dem, der har udviklet en højt specialiseret koncentrationsevne, som kun gælder asfalten lige foran dem, så fodgængere og andre uvedkommende indslag i trafikken bliver fuldstændig usynlige for dem. Andre er så faste i troen på deres egen udødelighed, at de dobbeltparkerer midt på vejen uden at kunne se noget uhensigtsmæssigt i det.

De overholder visse regler, men kun de regler, der giver mening for en, der selv mener at have Formel 1-potentiale

Men ellers findes der grundlæggende to typer bilister i denne verden. Første kategori mener, at det at køre godt betyder aldrig at overskride fartgrænserne, altid holde en afstand på mindst to fodboldbaner til bilen foran og i øvrigt udvise en ro, som kan få en buddhistisk munk til at virke, som om han lider af ADHD. Det er folk, der viser af i god tid, også når de kører ud af en rundkørsel på en øde landevej klokken tre om natten. De er ikke populære på motorvejen, men til gengæld får de aldrig et klip i kortet. De kører konsekvent 49 km/t i en 50 km-zone og får svedige håndflader, hvis de ved en fejl rammer 52. De er ikke i bilens verden for at have det sjovt. De skal ikke risikere noget.

Den anden skole mener, at det drejer sig om at have føling med bilen. Det lyder som noget, man siger, når man prøver at overbevise den motorsagkyndige om, at man faktisk vidste, hvad man lavede, da man foretog en trepunktsvending, der mest mindede om en syvogtyvepunkts-vending. Man er ét med bilen! Det er folk, der er overbevist om, at de kan parallelparkere i et hul, der er mindre end bilen selv. De vil påstå, at de besidder en sjette sans og befinder sig i en form for zenagtig balance mellem vejens beskaffenhed, motorens brummen og en intuitiv fornemmelse for fart og flow. De behøver ikke at kigge på speedometeret, for de ved, hvornår de kører 80 km/t, selv om det som regel er, når de faktisk kører lidt over 100. Hvis de var et dyr, ville de være en gepard med kørekort. De overholder visse regler, men kun de regler, der giver mening for en, der selv mener at have Formel 1-potentiale og derfor har valgt at køre rundt i en bil med sænket undervogn og brede alufælge.

Men hvad med mig selv? Til trods for min fars manglende vilje til at underkaste sig fysikkens love, var det ham, der lærte mig at køre bil, da jeg var 13 år gammel. Det foregik om søndagen i et øde og afsidesliggende industrikvarter på vestegnen, og undervisningen var sikkert ikke helt efter bogen, men jeg bestod da køreprøven, da jeg blev 18. Som alle andre kører jeg bedre end de fleste, men jeg har bemærket, at jeg er begyndt at skifte gear midt i svinget engang imellem. Det må være noget arveligt.

Hvis nogen skulle have brug for at få genopfrisket, hvordan man forholdsvis hurtigt når op til toppen af et bjerg i sin bil, er her lidt anskuelighedsundervisning.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'omkring', når 'om' er nok.

Marts i Danmark ligner på mange måder februar, men de to er også vokset op sammen. Først kommer solen snigende som en gammel kending og får en til at lade vinterfrakken blive hængende hjemme på knagen, men tre minutter efter sner det. Eller hagler. Eller begge dele samtidig.

Vinden i marts er ikke nogen helt almindelig vind. Det er en personligt fornærmende, sjælegennemtrængende kuling, der brøler en i øret, at hvis man havde troet, at det var forår, kan man godt tro om igen. Man forstår pludselig, hvorfor marts er opkaldt efter krigsguden Mars – det er en kamp at komme igennem den.

Fastelavnsbollerne gav fanden i kalenderen og invaderede alligevel samtlige landets bagerbutikker og supermarkeder allerede i februar, som de plejer

Forårsblomsterne er forvirrede. De stikker forsigtigt deres hoveder op af jorden og ser sig omkring, hvorefter nogle straks trækker sig tilbage i sikkerhed, fordi de ikke vil drives (vinter)gæk med og risikere pludselig at blive begravet under et snefald.

Heldigvis er vi danskere hårdføre folk, der ikke lader sig kue af et lille fupnummer. Vi sætter os tappert ud i solen ved cafébordene på fortovet iført tyk jakke og hue, mens vi nipper til en kop skoldhed baristakaffe og overbeviser os selv om, at det 'faktisk er ret lunt i solen'. Fordi fastelavn i år har været lidt fodslæbende og ikke nået at slå til i februar, kan vi oven i købet nyde en fastelavnsbolle til kaffen, så vi kan overleve måneden på vaniljecreme, flødeskum, sukker, syltetøj og smør.

Men faktisk gav fastelavnsbollerne fanden i kalenderen og invaderede alligevel samtlige landets bagerbutikker og supermarkeder allerede i februar, som de plejer, og avisernes smagsdommere kom på overarbejde. Ifølge Politiken kan den ringeste fastelavnsbolle købes hos Reinh van Hauen, der ellers tidligere har høstet den højeste anerkendelse på verdensudstillingerne i London, Wien, Paris og Rio de Janeiro. Skudsmålet lød sådan:

En tør tebolle. Virker, som om de bare har hældt de ting ind, de lige havde. Den gule bagercreme og koldcremen i gule klumper giver en dårlig oplevelse.

Til gengæld gav Berlingske Maison d'Angleterres fastelavnsboller topkarakter. De koster 345 kroner stykket, men så er de også med både bladguld og kaviar.

Tilbage på sporet: Marts er en drilsk måned, men den har sin charme. Den holder os på tæerne, tester vores optimisme og gør, at vi sætter endnu mere pris på de første ægte forårsdage, når de forhåbentlig kommer. Hvis vi kan overleve marts, kan vi overleve alt. Måske oven i købet aprilvejret, men den tid, den sorg/glæde.

Lav, men behagelig musik til marts

Sidste måned skrev jeg om Tom Buk-Swientys bog Berlin Brænder, der hovedsagelig bygger på de to danske journalister Paul Stemann og Arild Hvidtfeldts oplevelser under Anden Verdenskrig. En tredje journalist, som befandt sig i Berlin samtidig og er nævnt i bogen, men ikke har været en af Buk-Swientys hovedkilder, er Henrik V. Ringsted fra Politiken. Det fik mig til at fiske hans Erindringer ud af reolen og genlæse dem. De består af 3 bind, hvoraf bind 2 fokuserer på hans øjenvidneberetninger og oplevelser under udstationeringen i Berlin. Erindringerne ligger naturligt nok tæt op ad hans kollegers beskrivelser, men med kombinationen af personlige anekdoter, journalistisk analyse og historisk refleksion er værket en spændende kilde til forståelsen af både fortiden og nutiden, ikke mindst fordi Henrik V. Ringsted er en mesterlig skribent.

Første bind dækker Ringsteds tidlige liv, hans journalistiske karriere og oplevelser i Europa i mellemkrigstiden. Tredje bind handler for en stor del om tiden i London, hvor han var Politikens korrespondent fra 1946 til 1961, men naturligvis også om efterkrigstiden i det hele taget, inklusive Den Kolde Krig, foruden refleksioner over Danmarks rolle i den internationale politik. Apropos hvad der foregår lige nu.

LÆST:
Henrik V. Ringsted: Erindringer I-III

Bente Scavenius: Mit livs billeder

Thomas Boberg: Insula
Roman

Teresa Präauer: Til middag i det forkerte århundrede
Roman

Ken Follett: Nat over havet
Roman (opgivet midtvejs)

SET:
Darkest Hour
Spillefilm på dr.dk, udløber 3. april 2025

Det forsømte forår
Spillefilm på dr.dk, udløber 28. februar 2025

Okay
Spillefilm på dr.dk, udløber 18. marts 2025

Lykkeland
Dramaserie om det norske olieeventyr – dr.dk, 3 sæsoner

Indefra med Anders Agger - Sikringen: Danmarks sikreste hospital
Dokumentar på dr.dk

Science magazine: Slow motion tongues offer a snapshot of evolution
Kan ses på YouTube (6 minutter)

HØRT:
Sørine og livskraften
Gratis podcast med Sørine Gotfredsen hver anden uge på
kristeligt-dagblad.dk, Kristeligt Dagblads app, Spotify og Apple Podcast

På sporet af den tabte tid
Foredrag på Frederiksværk Bibliotek af Bjørn Bredal om Marcel Proust

I ØVRIGT:
Wallpaper: Wim Wenders’ photographs of moody Americana capture the themes in the director’s iconic films

Wallpaper: Ten contemporary homes that are pushing the boundaries of architecture

GQ: The 13 Best Valentine's Day Movies (for Romantics and Non-Romantics Alike)

Trods utallige opfordringer gennem årene fra venner og bekendte har jeg aldrig læst en roman af Ken Follett. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at han var et nummer for kulørt til mit temperament, selv om jeg ikke vil betegne mig selv som nogen højlitterær feinschmecker. Men forleden dag ville tilfældet, at jeg faldt over Nat over havet af Ken Follett i et bogskab, der stod midt på Stændertorvet i Roskilde. Umiddelbart lød bagsideteksten som noget, der passede som fod i hose til mine fordomme, men alligevel spændende nok til, at jeg stak den gratis bog under armen og hjemførte den til nærmere granskning. Det var noget med en broget gruppe mennesker i et fly i stormvejr over Atlanten under Anden Verdenskrig og en ubehagelig overraskelse i vente.

Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den

Efter at have læst halvdelen af de 422 sider har jeg nu kastet håndklædet i ringen, og det er ikke kun Ken Folletts skyld. Romanen er jammerligt oversat til dansk. Jeg opdagede ingen egentlige fejloversættelser, men selv om der er kommet en slags dansk ud af det, er det ikke et dansk, nogen taler eller skriver, og det er jo til at få svip af.

Men det er heller ikke så ligetil at oversætte en roman. Det kræver finesse, sprogøre og en dyb forståelse af både kultur og kontekst. En oversættelse skal være tro mod stemningen i originalen, men ikke nødvendigvis dens ord-for-ord-formuleringer. Oversættelsen skal få teksten til at lyde naturlig på målsproget uden at det føles, som om den har været en tur igennem Google Translate. Oversætteren skal vide, hvornår en vittighed kan overføres direkte, og hvornår den kræver en kreativ tilpasning. En oversættelse må kort sagt ikke føles som en oversættelse. Den skal flyde som en original tekst uden klodsede formuleringer eller fejl, der afslører, at den engang var noget andet. Ingen af kravene levede oversættelsen af Nat over havet op til. Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den, men det er ikke noget, der bliver honoreret efter fortjeneste af forlagene, og derfor er bogmarkedet oversvømmet af dårlige oversættelser.

Selv om jeg ikke blev færdig med bogen, er jeg ikke i tvivl om, at Ken Follett er er en rutineret historiefortæller, der ved, hvordan man opbygger et spændingsforløb, men han er utrolig lang tid om det og fortaber sig i alverdens tekniske detaljer om, hvordan et fly er konstrueret og indrettet, og hvad de forskellige personer tænker og føler, uden at det har nogen betydning for handlingen eller romanens fremdrift. Det er sikkert med fuldt overlæg, fordi han ved, hvad hans publikum gerne vil have – han er en af verdens mest populære forfattere og sælger i millioner af eksemplarer. Men nogen nyskabende stilistisk elegantier kan man ikke beskylde ham for at være, selv om han forhåbentlig behersker sproget bedre end sin danske oversætter, som så eftertrykkeligt spændte ben for min læselyst. Skulle jeg nogensinde finde på at læse mere af Ken Follett – og det er tvivlsomt – bliver det under ingen omstændigheder på dansk.

Og Nat over havet finder nok snart tilbage til bogskabet på Stændertorvet.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'lavpraktisk'. Det er nok at sige 'praktisk'.

Som passiv Instagram-bruger (dvs. en af dem, der nøjes med at lure) har jeg længe med en blanding af skeptisk nysgerrighed og beundring fulgt Tiny House-bevægelsen, der først og fremmest går ud på at bo på så lidt plads som muligt (der medfølger også en overordnet filosofi om simpel livsstil og få ejendele, men det giver vel sig selv). Et Tiny House er typisk på mellem 15 og 40 kvadratmeter, og mærkværdigvis opstod idéen i USA, hvor man ellers aldrig kan få tingene store nok. Herfra har den bredt sig til store dele af verden, men i Danmark er vi bagefter. Det skyldes til dels, at lovgivningen spænder ben for udbredelsen, men den afgørende årsag er i virkeligheden nok, at vi bare ikke er vilde med tanken om at bo i en skotøjsæske; i 2022 var et nybygget parcelhus i Danmark vokset til et gennemsnit på 213 kvadratmeter.

Snorker ens partner, flytter man bare ned i den vestlige fløj, hvis man ellers kan huske vejen

Men hvad får folk til at vælge det ene frem for det andet? Det er selvfølgelig altid dejligt med noget plads. I et stort hus kan man reservere et rum til arvede møbler, et til en motionscykel, man aldrig bruger, og et til de 12 kasser med julepynt, man kom til at købe på tilbud i 2014. Man kan også nemt undgå familien. Snorker ens partner, flytter man bare ned i den vestlige fløj, hvis man ellers kan huske vejen. Men har man et hus på størrelse med en sportshal, hvor samtalekøkkenet mere har karakter af et konferencekøkken, lever vi som bekendt også i en tid, hvor man risikerer at komme i en situation, hvor opvarmning, vedligeholdelse og elregninger kan få en til at overveje, om der eventuelt kunne være en idé i at sælge en nyre for at få det hele til at hænge sammen.

I et Tiny House er man tvunget til at rydde op hele tiden. Hvis man ejer to lækre stegepander, skal man tage stilling til, om man virkelig elsker dem lige højt. De lave udgifter betyder flere penge til oplevelser eller bare – hvis man er en ansvarsbevidst hipster – flere penge til vegetarretter, der kan genoprette klimabalancen. Men er man ikke en hund efter hjemmelavet grøntsagslasagne, må det være nogenlunde som at få kamelen gennem nåleøjet at bugsere en af de store pizzaæsker ind i huset. Til gengæld får man helt automatisk mere tid sammen med sine kære. Vil man derimod gerne undgå sin samlever engang imellem, må man se, om man kan finde et sted at gemme sig omme bag ved kaffemaskinen.

Så hvad er bedst, en gigantisk feudalborg eller en menneskebolig i miniformat? Hvis man har behov for plads til store armbevægelser, hader at rydde op og ikke har noget imod at gå 500 skridt for at hente et glas vand, falder valget ud til fordel for de danske kæmpevillaer. Hvis man derimod prioriterer enkelhed, drømmer om at bo billigt og ikke får et klaustrofobisk sammenbrud hver gang, man træder ind ad døren, er det måske værd at overveje et amerikansk Tiny House.

Da Madame og jeg for efterhånden mange år siden blev enige om at downsize, flyttede vi til et hus, der var halvt så stort som det, vi var vant til. Det var ikke lille nok til at kunne kaldes et Tiny House, men lille nok til, at vi måtte gøre os nogle overvejelser om, hvad der var nødvendigt at beholde, og hvad der kunne undværes. Det tog noget tid at vænne sig til mindre plads, men det er endt lykkeligt. Under alle omstændigheder skal man ikke undervurdere betydningen af at kunne finde fjernbetjeningen uden at skulle bruge en GPS.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'Det' så fint ...'

Katte sætter sig fast i hjerte og hverdag, ikke bare som et kæledyr, men som en del af ens liv. Selv om tiden går, forsvinder minderne ikke – de bliver bare en stille påmindelse om den glæde og det selskab, man engang havde. I dag er det 5 år siden, vi var nødt til at tage afsked med Miss Mis. Hun kunne ikke mere, og vi måtte overlade det praktiske til dyrlægen.

Jeg glemmer aldrig den kat, og hun fortjener denne genudsendelse fra 2020:

Viljestyrke for viderekomne

Er der noget bedre end at sidde i sin velpolstrede lænestol med en stor kop dampende varm te, tilsat en ikke for lille klump akaciehonning og være parat til at gå i krig med en bog om den britiske efterretningstjeneste, hvor de hele tiden leder efter muldvarpe blandt deres egne, når de ikke lige er beskæftiget med at gå i seng med hinandens koner?

Jeg retter benene ud for at få katten til at springe ned, men hun reagerer ved at anbringe en klo i låret

Mens jeg læner mig tilbage og giver mig til at læse om lig i mørke kælderhalse og aflåste bagagerum, kommer Miss Mis til den konklusion, at mit skød må være det perfekte sted at snuppe sig en lur. Så hun hopper op, går et par gange rundt om sig selv, ælter mit lår nøjagtig treogtyve gange, lægger sig ned og går ud som et lys.

Da jeg når til slutningen af kapitel 1, begynder det at rykke i poterne. Nogen har fortalt mig, at det er, når katten drømmer, at den løber, og jeg ved ikke om det passer, men det er i hvert fald uimodståeligt at se på. Desværre er teen nu ved at være kold, og jeg må have tanket op. Jeg flytter forsigtigt Miss Mis, der vågner og skuler misbilligende til mig, og jeg går ud og sætter vand over. Da jeg kommer tilbage og har sat mig til rette i stolen, hopper katten op på skødet igen.

– Nej, det mener du ikke, siger jeg. Vandet koger lige om lidt!

Men hun går bare tre gange rundt om sig selv og lægger sig ned. Jeg læser to sider. Vandet koger. Jeg rejser mig. Miss Mis frembringer en mishagsytring i form af et grynt og hopper ned. Da jeg er tilbage på min plads, er hun også.

Jeg er tilbage i Den kolde Krig. En øde gade i London, blegt lys fra en lygtepæl, en ældre mand i tweedfrakke.

Men hun er utilfreds med al den uro. Hun forlanger opmærksomhed, så hun sætter sig oven på bogen. Hun gnider hovedet mod min hånd. Jeg prøver at holde bogen op over mit eget hoved, men jeg bliver hurtigt træt i armene. Forsigtigt lirker jeg bogen ind imellem katten og mine øjne. Teksten befinder sig højst ti centimenter fra mine brilleglas.

Jeg retter benene ud for at få katten til at springe ned, men hun reagerer ved at anbringe en klo i låret. Det er for meget. Jeg lægger bogen fra mig, tager katten under armhulerne og anbringer hende myndigt på gulvet.

Miss Mis hopper op igen. Jeg sætter hende ned. Hun hopper op, og før jeg kan sætte hende ned igen, spinder hun som en besat og flader helt ud. Det er et billigt trick, katte lærer på Menneskedressur 1A, men det virker. Jeg lader hende blive liggende.

Jeg er tilbage i Den kolde Krig. En øde gade i London, blegt lys fra en lygtepæl, en ældre mand i tweedfrakke. Han stryger en tændstik. I et vindue på den anden side af gaden er der nogen, der signalerer tilbage ved at løfte en lampeskærm og sætte den på igen.

Nu kan jeg mærke, at jeg har drukket to store kopper te. Jeg rejser mig, men mit ene ben sover, og jeg må humpe ud. Da jeg kommer tilbage, kryber jeg sammen i stolen med begge ben oppe, så der ikke er noget skød at springe op på. Miss Mis går rundt i cirkler og stirrer på mig. Så hopper hun op for at finde det forsvundne skød.

– Se, siger jeg, ikke noget skød!

Sekundet efter er hun oppe på skulderen og stikker hovedet helt hen til mit, så knurhårene får mig til at nyse. Nu spinder hun på den måde, der betyder mad. Jeg overgiver mig. Lægger bogen fra mig og går ud og hælder en portion Hill's Science Plan med kyllingesmag op.

Da jeg kommer tilbage, ligger hun og snorksover i stolen. Den stol, jeg havde tænkt mig at sidde og læse i.

Miss Mis er her ikke mere. Hun forlod denne planet i februar. Jeg savner min kat.

Det er muligt, at vi med den seneste udvikling på det storpolitiske plan styrer mod afgrunden, men herhjemme er vi i allerede i fuld gang med at grave vores egen grav på gadeplan. Gravearbejde er i øjeblikket en enerverende del af virkeligheden for fodgængere og bilister over det meste af landet. Uanset om det drejer sig om fjernvarme, fibernet eller underdimensionerede kloakker, der skal udblokkes for at kunne nedsvælge skybruddene, der melder deres ankomst med tiltagende styrke og hyppighed, er resultatet det samme: et fortov, der ender brat i en sandgrav, eller en vej, som forvandler sig til en endeløs zigzagrute af midlertidige trafiklys og omkørsler, der kan tage pippet fra den mest selvsikre og påståelige GPS. Det er som et endeløst realityshow, hvor byens infrastruktur spiller hovedrollen, og vi er tvangsudskrevne statister, der bliver kostet rundt med.

En flok mænd i arbejdstøj står i en cirkel omkring et hul i jorden, men de graver ikke. De overvejer.

Bevæger man sig til fods i byen, når man ikke langt, før man løber ind i den første mur af afspærringer og blinkende lygter. En flok mænd i arbejdstøj står i en cirkel omkring et hul i jorden, men de graver ikke. De overvejer. I det fjerne aner man en voksen mand i orangefarvet kravledragt, der forsøger at lære en etbenet, lettere overvægtig dværg med klumpfod at hoppe, mens han holder vedkommende i hænderne. Tættere på viser det sig, at det er en vejarbejder, der udfører sit arbejde med en stampemaskine, som vistnok hedder en jordloppe i branchen (i så fald Jordens største loppe).

Man begynder selvfølgelig med at gå i den retning, man havde tænkt sig. Men så kommer skiltet 'Fodgængere henvises til modsatte fortov'. Man vender pligtskyldigst om, finder en overgang, navigerer forbi barnevogne, cyklister og en forvirret cockerspaniel og kommer over på det modsatte fortov. Efter ti meter møder man en ny afspærring og et nyt skilt: 'Fodgængere henvises til modsatte fortov'. Næste gang det sker, giver man op og skyder med halvdårlig samvittighed genvej uden for de afmærkede områder med risiko for tilmudrede sko og deraf følgende eksistentiel smerte og forsøger at ignorere en mand med skriggrøn sikkerhedshjelm og høreværn, der står og ryster på hovedet ad en, mens han tager en slurk af sin termokaffe.

Sidder man bag rattet, er det ikke meget bedre. En kort tur på fem minutter kan forvandle sig til en halv times ekspedition, hvor man opdager dele af byen, man aldrig før har set, mens man snegler sig afsted i køen af umyndiggjorte lidelsesfæller på jagt efter den sidste åbne vej ud af Helvede.

Man ser sjældent nogen grave. Man ser kraterne i jorden, og man ser forladte maskiner. Gravearbejdet foregår i dølgsmål. Og når endelig et projekt er afsluttet og hullerne dækket til, ånder man lettet op, indtil det næste skilt dukker op lidt længere nede ad vejen: 'Nedgravning af kabler – arbejdet forventes afsluttet primo april'.

Man ved selvfølgelig godt, at 'primo april' betyder 'tidligst ultimo juni'.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Dagens tip: lad være med at sige 'ad helvedes til'. Det lyder ad helvede til.