• Fra og med denne uge og ind i efteråret fejrer Odense H.C. Andersens 150 års dødsdag. Programmet byder på taler, parader og en ært under alle stolesæder. Den grimme ælling er inviteret, men står stadig i garderoben. Fyrtøjet tændes ved midnat.
• 130.000 fartbøder til udenlandske bilister er aldrig blevet sendt. Næste skridt bliver at sende dem et postkort med venlig hilsen fra VisitDenmark og forslag til, hvor de kan parkere næste gang. Uden at betale, selvfølgelig.
• Prisen på hakket oksekød er steget med 73 procent på fem år. Millionbøf er blevet et statussymbol, og køerne er begyndt at sælge autografer.
• Forsvarets Efterretningstjeneste har lukket et netværk, der skulle spore cyberangreb, fordi netværket i sig selv har udgjort en sikkerhedsrisiko. Man satser nu på, at hackerne holder øje med sig selv.
• De kønsneutrale personlige pronominer 'de' og 'hen' er blevet optaget i Dansk Sprognævns ordbog 'Nye ord i dansk'. De gamle pronominer 'han' og 'hun' er enige om, at det var meget bedre i gamle dage. Men bare vent – i 2035 udkommer en ny udgave, hvor alle ord er pronominer.
• Aalborg Zoo har appelleret til offentligheden om at donere sunde, uønskede kæledyr, så rovdyrene kan få deres naturlige kost. Gravhundeejere bedes vente til næste uge, hvor ulvene har fødselsdag.
• Mængden af kurvede modeller på catwalken er svundet ind de seneste år. Nu skal de igen have lange, slanke ben, flade maver, markerede kæbelinjer og kraveben. Publikum opfordres til at klappe forsigtigt, så modellerne ikke vælter. Arrangørerne håber at få dem hjem i ét stykke.
• Priserne i supermarkedet bliver ved med at stige, og det globale fødevareprisindeks er på sit højeste i to år. Det forklarer, hvorfor en Blå Castello nu koster det samme som en iPhone – bare med færre funktioner og lidt højere fedtprocent.
• Det amerikanske skomærke Skechers har udviklet en barnesko med plads til en sporingsenhed, så man altid kan finde sine børn. Men det kræver, at de ikke tager skoene af, hvilket erfaringsmæssigt sker cirka 4 minutter efter, at de har fået dem på.
• Datingprogrammet 'Hotel Romantik' på DR1, hvor alle deltagere er over 60 år, har samlet seere i hobetal. Endelig et program, hvor det ikke handler om likes, men om livserfaring – og lidt om, hvor mange der har husket at tage deres blodtryksmedicin inden middagen.

I århundreder målte mennesket tiden ved hjælp af solen og skyggernes bevægelse. Først med de store tårnure i middelalderens byer fik vi en fælles forståelse af timernes rytme. Det mekaniske ur blev ikke bare et værktøj, men en fortælling om civilisation: Vi kunne tæmme naturen, gøre dagen forudsigelig og arbejde på samme tid. Da armbåndsuret for alvor slog igennem i det 20. århundrede, havde man tiden lige ved hånden.

Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur

Det blev alt sammen vendt på hovedet i 1969, da Seiko introducerede det første kommercielle kvartsur. Pludselig kunne man producere ure, der var langt mere præcise end selv de bedste mekaniske værker – og til en brøkdel af prisen. Den teknologiske omvæltning fik senere tilnavnet kvartskrisen i Schweiz, hvor stolte urmagere så deres markedsandel smuldre. Hvor mekaniske ure tidligere var en nødvendighed, blev de nu et luksusvalg. Men kvartsurene var ikke bare billige, de var også geniale. De byggede på piezoelektricitet, hvor en kvartskrystal vibrerer med en konstant frekvens, når den udsættes for spænding. Det betyder, at et kvartsur typisk afviger få sekunder om måneden, mens mekaniske ure kan svinge adskillige sekunder på en enkelt dag. Med andre ord: Kvarts var ikke et kompromis, men en forbedring, hvis man så det fra et rent funktionelt perspektiv.

Der findes få statussymboler, der tikker så lavmælt, men samtidig påkalder sig så meget opmærksomhed, som et mekanisk armbåndsur. De roterende tandhjul, den klassiske optrækning, det håndværksmæssige mesterværk – alt sammen en påmindelse om, at tiden kan vises på noget smukkere end en skærm. Men et sted i skyggen af den romantiske fortælling står kvartsuret. Tavst, præcist og ofte set som den praktiske lillebror, man helst ikke viser frem, hvis selskabet snakker om Rolex og Omega. Et ur, der tikker med elektrisk præcision frem for mekanisk ynde, og som nogle stadig regner for et billigt alternativ, man har købt, fordi man åbenbart ikke havde råd til et rigtigt herreur.

Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset

Kvartsuret blev i 1970'erne symbolet på demokratiet i tidens tjeneste. Pludselig kunne alle få adgang til millisekunders nøjagtighed uden at skulle sælge sommerhuset. Det mekaniske ur, som tidligere var eneste mulighed, blev i stedet et luksusobjekt – et valg, ikke en nødvendighed. Kvartsuret gjorde noget så radikalt som at frigøre os fra afhængigheden af håndværksstatus og lod os bare vide, hvad klokken var.

Det overses ofte, at præcision i sig selv også er et håndværk. Et kvartsur af høj kvalitet er et teknologisk vidunder, ikke en nødløsning. Det er født af den samme nysgerrighed, der drev urmagerne i Genève: Kan vi måle tiden endnu bedre? Kan vi gøre den tilgængelig for flere? I en verden, hvor de fleste alligevel kigger på mobilen for at se, hvad klokken er, er det i sig selv næsten poetisk at bære et lille stykke industrihistorie, hvor tiden altid passer.

Der er noget befriende ved at frigøre sig fra idéen om, at tid skal signalere noget om os. Det mekaniske ur har ofte en fortælling knyttet til arv, succes og status – en fortælling, der kan være smuk, men også tung. Kvartsuret, derimod, hvisker snarere end råber.

I sidste ende er det ikke urets værdi, der afgør, hvad tiden betyder, men de øjeblikke, man fylder i den. At vide præcist, hvad klokken er, kan være mindst lige så vigtigt, som hvordan den bliver formidlet. Det er ingen skam. Det er snarere et valg – stille, praktisk og måske endda klogt.

Efter at have været fanatisk tilhænger af mekaniske armbåndsure det meste af mit voksne liv, er jeg selv begyndt at se lyset. Jeg elsker Seiko, og det gamle Omega er nu for det meste forbeholdt højtider og særlige anledninger.

Der er masser af gode grunde til blive så irriteret på Facebook, at man vælger at slette sin profil og koncentrere sig om at færdes i det virkelige liv: for mange irrelevante opslag, ekstreme holdninger eller fake news, skamløs selvpromovering, spam, konstante notifkationer, misinformation og brok. Alligevel er jeg stadig på Facebook. For eksempel bliver jeg gjort opmærksom på lokale arrangementer, jeg ellers aldrig ville have opdaget, og Messenger gør det nemt at kommunikere med folk, jeg ikke nødvendigvis har telefonnummer eller mailadresse på. Men langt vigtigere: der er masser af fuldstændig overflødig information, der hører hjemme i kulørte ugeblade, men som ikke desto mindre bidrager til den uforpligtende adspredelse, svage sjæle som mig åbenbart er forfalden til.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensions-opsparinger

For tiden får jeg – uvist af hvilken grund – en masse notitser med billeder af filmstjerner, som jeg husker fra min ungdon, ind i min strøm, og jeg må lettere chokeret konstatere, at der er en lyssky sammensværgelse på spil. Noget, der udfordrer den mest fundamentale opfattelse af tid og rum: det uforklarlige fænomen, at ens teenageidoler på mystisk vis er blevet ældre.

Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensionsopsparinger. Man husker tydeligt, hvor spændstige og indtagende, de var i lavtaljede jeans og stramme nederdele. Nu ser man deres næsten uidentificerbare ansigter i artikler, hvor de fortæller, at de går i seng klokken ni, eller at det bedste, de ved, er en kop grøn te i ro og mag. Hvad blev der af vildskaben og fandenivoldskheden, og hvor kommer alle de rynker fra?

Engang var Robert Redford den evigt charmerende Sundance Kid med tandpastasmil og et glimt i øjet, som blødgjorde alle kvindehjerter og næsten kunne få en heteroseksuel mand til at komme på andre tanker. Nu optræder han i film, hvor han ligner en, der hellere vil hjem og stille sine havemøbler ind. Og Shirley MacLaine, som tidligere var en kvinde, der balancerede mellem mystik og glamour, taler nu om reinkarnation i stedet for at danse på bordene som Irma La Douce.

Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans

Catherine Deneuve husker jeg som symbolet på fransk elegance og mystik i Dagens skønhed. Nu er hun gårsdagens skønhed, der bevæger sig rundt i bekvemme, flade sko og ryger cerutter. Tidligere spyttede Robert de Niro ikoniske replikker ud som 'You talkin' to me?', men nu ligner han en, der mest snakker med sine tomatplanter, og Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans med sin økse på Ondskabens Hotel og ser ud, som om han er mere interesseret i en middagslur på sofaen. Selv Meryl Streep, dronningen af alting, hvis skuespil kunne få selv sten til at græde, taler nu begejstret om strikkeklubber, hjemmelavet marmelade og bæredygtighed. Det gjorde hun mildest talt ikke i rollen som kynisk chefredaktør for verdens største modeblad i The Devil Wears Prada. Glen Close var engang en intens og frygtindgydende skuespillerinde, som kogte kaniner i Farligt begær – nu virker det, som om det værste, hun kunne finde på, var at møde op med læsebriller og uden makeup. Og sådan kunne man blive ved.

Er det ikke på tide, at vi sætter foden ned, og nogen griber ind? Hvorfor kan de ikke bare forblive, som de var, dengang vores værelser var tapetseret med deres billeder? Der har altid været en stiltiende aftale mellem idoler og fans om, at de lover at være unge for evigt, og vi lover at fortsætte med at beundre dem uden at stille kritiske spørgsmål. Den aftale har de tydeligvis brudt.

Tiden må finde sig en ny hobby. Vi må tilbage til de gode gamle dage, hvor alle idolerne var udødelige, og hvor fremtiden var så langt væk, at den knap nok var en tanke. Er det virkelig for meget forlangt, at Jack Nicholson forbliver den evige rebel, og Meryl Streep aldrig siger et ord om genopretning af økosystemer?

Der er bare nogle ting, der er for mærkelige.

• Tour de France er slut, og danskerne er skuffede over Jonas Vingegaards andenplads. De havde forventet en førsteplads – eller i det mindste en bedre undskyldning for at drikke rosé kl. 14 på en tirsdag.
• Efter aftale med EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil USA fremover lægge 15 procent told på varer importeret fra EU. Aftalen skaber forudsigelighed og stabilitet, siger von der Leyen. Det bliver nemmere at forudsige, hvad der bliver dyrere –  det kniber dog med stabiliteten for makrel i tomat, der stadig eksploderer, når man forsøger at åbne dåsen.
• Danskerne overnatter på hoteller her i landet som aldrig før, men dropper camping. Myggene protesterer og har iværksat en underskriftindsamling.
• Bortløbne hunde i ferien er et stigende problem. Alene i juli måned havde den frivillige forening 'Vi Finder Hund' 42 nye sager. Mange hunde opdager, hvis familien planlægger at holde ferie i en campingvogn uden aircondition. Andre skal bare lige hente en pind.
• Ingen kan forstå, hvorfor Danmark som det eneste land fortsat vil tillade minkavl. Det hjælper ikke, at vi heller ikke selv har nogen forklaring.
• Det kræver et gennemsnit på 11,5 at komme ind på Designskolen Kolding eller at læse til konservator i København. Til gengæld kræver det stadig ikke noget højt gennemsnit at vælte kaffen ud over sin eksamensopgave.
• Novo Nordisk blev 465 milliarder mindre værd fra den ene dag til den anden, fordi kopivarianter skader salget af vægttabsmedicinen Wegovy. Det bliver ikke bedre af, at Bente Klarlund hele tiden minder om, at man også kan spise mindre og gå en tur.
• Australien vil forbyde YouTube og sociale medier for børn under 16 år. Man vil håndhæve forbuddet ved at konfiskere deres mobiltelefoner og udlevere boomeranger i stedet. Desuden skal børn lære at råbe til hinanden hen over hækken i stedet for at chatte.
• Bedemænd har problemer med at fragte afdøde ud af etageejendomme, fordi elevatorerne er for små. Kister må vendes på skrå for at komme ned, eller de sætter sig fast mellem etagerne. Det er ikke alle, der havde forestillet sig, at den sidste rejse skulle gå via altanen.
• I denne uge var det Skats it-system, der brød sammen. I timevis kunne man ikke komme igennem til Skat. Med andre ord: Alting fungerede som normalt. Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der står bag it-systemet, arbejder i øvrigt på at udvikle en hotline, man kan ringe til, når hotlinen bryder sammen.

Af stilistiske grunde bliver den ugentlige liste over konsumerede bøger, film, podcasts m.v. for fremtiden samlet til en månedlig opsummering.

Af uransagelige grunde er jeg kommet ind i en periode, hvor jeg læser bøger, jeg allerede har læst for mange år siden, eller ser gamle, velkendte film eller tv-serier. Hvorfor mon? Vi lever i en tid, hvor det nye altid lurer om hjørnet. Streamingplatformene sprøjter konstant nye serier og film ud, boghandlernes hylder bugner af fristende, uåbnede historier, og algoritmerne råber: 'Hvis du kunne lide denne serie, er her lige noget for dig!' Når der er så meget, man ikke kender, kan det virke som tidsspilde at sætte sig ned og gense en film, man allerede har set tre gange, eller genlæse en roman, hvor man kender slutningen. Men i virkeligheden kan det være en skjult skat.

At se en god film igen er som at besøge en gammel ven. Man kender handlingen og replikkerne, og man ved, hvordan det hele ender. Netop derfor kan man slappe af. Det er ikke nødvendigt at holde tungen lige i munden. I stedet kan man nyde det, lade sig opsluge af stemningen og bemærke små nuancer, man overså første gang. Pludselig ser man bipersonens diskrete blik i baggrunden i tredje afsnit, eller opdager hvordan første kapitel i en roman lægger spor ud til det store twist i slutningen. Første gang drejer det sig om handlingen. Anden gang – og tredje og fjerde – ser man alle lagene efterhånden.

Der er noget dybt menneskeligt ved at søge tilbage. Vi ændrer os hele tiden. En film, man så som 17-årig, føles anderledes, når man ser den igen som 30-årig – og endnu mere som 60- eller 70-årig. Karaktererne siger stadig de samme replikker, men ens erfaringer og ens blik på verden farver oplevelsen. Det, der før virkede banalt, kan nu ramme som en hammer. Det, der før var sørgeligt, kan nu føles håbefuldt. Det er ikke filmen eller bogen, der har ændret sig – det er en selv.

I stedet for at kaste sig hovedkulds ud i den næste, hypede serie eller bestseller, som måske – men kun måske – lever op til forventningerne, vælger man noget, man med sikkerhed ved er værd at beskæftige sig med. Det er ikke dovenskab, men et valg. Et bevidst fravalg af Fear of Missing Out til fordel for noget, man allerede har haft fornøjelse af – og sandsynligvis vil få igen.

Jeg holder ikke regnskab med, hvor mange gange, jeg har set en film eller tv-serie, eller hvor ofte, jeg læser den samme bog. Men udover Brideshead Revisited (undskyld, der var den igen!) kan jeg se Mad Men og Sopranos igen og igen. Det samme gælder Hitchcocks North by Northwest, Jaques Tatis Les Vacances de Monsieur Hulot, Woody Allens Annie Hall, Radio Days, Manhattan, Everyone Says I Love You og en stribe andre. P.G. Wodehouses bøger om Jeeves og Wooster (+ tv-serien) og John Mortimers Rumpole-bøger indgår også i rotationen. For nu bare at nævne nogle.

Lav, men behagelig musik til hele august

I forbindelse med min omtale i lørdags af dokumentaren Titanic i farver, som kan ses på dr.dk, henviste blogkollega Ellen til National Geographics dokumentar Titanic: Case Closed, hvor historikeren Tim Maltin redegør for en overraskende teori om forliset. Hans forklaring peger ikke på inkompetence hos besætningen eller dårligt udsyn, men på noget langt mere subtilt: de optiske bedrag, vejret forårsagede natten mellem den 14. og 15. april 1912.

Ifølge Maltin var atmosfæren over Nordatlanten netop denne nat usædvanlig. Kold luft lå tæt ved havoverfladen, mens et lag varmere luft befandt sig ovenover. Når det sker, kan lyset bøjes på uforudsigelige måder. Det kan få horisonten til at 'løfte sig' og skabe fatamorganaer, hvor skibe eller objekter virker højere, lavere, længere væk eller helt forsvinder i synsfeltet. For dem, der stod på Titanics udkigspost, kunne det have betydet, at isbjerget visuelt smeltede sammen med havlinjen og derfor først blev set i sidste øjeblik.

Det var muligvis ikke dårligt sømandskab, men snarere et samspil mellem kulde, varme og lys, der gjorde, at Titanic ikke så faren i tide

Maltin mener også, at de samme optiske forvrængninger spillede en afgørende rolle i forløbet mellem Titanic og det nærliggende skib Californian. Californian befandt sig sandsynligvis meget tættere på Titanic, end officererne ombord troede, men på grund af luftforholdene virkede Titanic både mindre og fjernere. Det kan forklare, hvorfor Californian ikke reagerede på Titanics nødraketter. Lysene så måske ikke ud som nødsignaler set fra Californian, men snarere som rutinemæssige skibsraketter ude i horisonten.

Hvor mange tidligere analyser har fokuseret på menneskelige fejl – for høj fart gennem et isfelt, manglende kikkert eller dårlig krisehåndtering – mener Maltin med andre ord, at forklaringen skal søges i naturfænomener. Det var muligvis ikke dårligt sømandskab, men snarere et samspil mellem kulde, varme og lys, der gjorde, at Titanic ikke så faren i tide, og at Californian misforstod situationens alvor.

Nogle forskere mener dog stadig, at menneskelige faktorer har spillet en central rolle, men Maltins forklaring er blevet modtaget som en interessant og teknisk plausibel mulighed, der kan kaste nyt lys – bogstaveligt talt – over en tragedie, som ellers har været minutiøst undersøgt i over et århundrede.

Titanic: Case Closed er en tankevækkende dokumentar, som bringer ny energi til et af historiens mest undersøgte skibsforlis. Den er især interessant for dem, der allerede kender den grundlæggende historie og søger dybere forståelse af, hvad der kan være sket i minutterne op til kollisionen med isbjerget.

Tim Maltin uddyber sin teori i det omfattende interview The Truth Behind Titanic's Last Few Moments.

Tak til Ellen for begge links.

DIT OG DAT midt i den agurketid:

• Nets' betalingssystem gik ned sidste weekend, og det var ikke på grund af russere, kinesere eller fyrede medarbejdere med adgangskoder. Bare systemet selv, der havde brug for at mærke efter.
• Sidst på eftermiddagen kunne bilisterne ikke komme over Storebæltsbroen på grund af nedbruddet, og der opstod håndgemæng, mens bommene blev udsat for hærværk. Nets har siden beklaget – ikke at systemet gik ned, men at det ikke skete en tirsdag klokken 02.30.
• I Odense hærges haveforeningerne af bandeopgør og kolonihaveejere, der bygger alt for store huse. Kolonihaven var engang et fristed – nu er det en frontlinje mellem stauder, skudsalver og skæve carporte.
• Den invasive asiatiske gedehams, som i juni blev registreret i Kerteminde, viste sige at være en enlig svale. Måske var den bare på interrail. Måske skulle den besøge sin kusine i Odense. Eller måske havde den bare fået forkerte koordinater fra Google Maps.
• Nu kan alle med en e-Boks og en holdning indsende forslag til, hvilke kvinder der fortjener en statue i det offentlige rum. I det usnobbede Danmark står valget mellem en mor, der smører madpakker kl. 6.30, en pædagog, der har overlevet tre kommunale reformer – eller en 17-årig influencer, der reklamerer for lipgloss og Brazilian butt lift.
• Dagligvarebutikkerne frygter millardtab, fordi slankemedicin får os til at købe mindre mad. Salget af ostepops og leverpostej er i frit fald. En ældre mand blev set forlade Netto med kun en agurk.
• 'Farligt vejr' ramte landet mandag. I Neble på Fyn fik de to måneders regn på et døgn. Kommunen har lovet at pumpe vandet væk, hvis de finder pumpen.
• Flere seniorer vælger nu at nyde tilværelsen på seniorhøjskoler med personlig udvikling. Her lærer de at strikke, spise vegetarisk leverpostej og sige 'nej tak' til børnebørn. Og at personlig udvikling ofte starter med en lur efter frokost.
• Donald Trump har katagorisk afvist Wall Street Journals afsløring af, at han i 2003 lavede en tegning til Jeffrey Epstein med seksuelle undertoner: 'Det er fake news – blyanten udførte tegningen på egen hånd!'
• Udtrykket 'Det lo de meget ad den sommer' stammer ikke som antaget fra en islandsk saga, men fra en satiretegning i Politiken. Det lo de meget ad på Nationalmuseet, hvor de overvejer en særudstilling om 'Den sommer der aldrig fandt sted'.

LÆST:
Evelyn Waugh: Brideshead Revisited
Roman, 1945
Min svaghed for tv-serien har allerede fyldt rigeligt, men jeg har først nu fået læst romanen, og jeg blev ikke skuffet. Waugh skriver med ironi, men også stor sentimentalitet, og tv-serien er særdeles loyal over for romanen. Den bruger store dele af Waughs dialog direkte fra bogen.

SET:
Titanic i farver (Titanic In Colour)
Britisk dokumentar, 2 episoder, 2024 – dr.dk
Historien om Titanic er velkendt. Farvefotografiet fandtes ikke i 1912, da skibet forliste, men her har man farvelagt film og fotos, især fra før afsejlingen, og billeder, der giver et nyt perspektiv på omgivelserne og passagererne. Dokumentaren trækker på ekspertudtalelser og interviews med efterkommere og forklarer Titanics byggeri, britisk-irsk politisk baggrund og det kolossale sociale misforhold ombord. Farvelægningen udgør kun et lille aspekt af dokumentaren, og meget af det visuelle materiale stammer fra Titanics søsterskib Olympic, ikke Titanic selv. Hvis man er fascineret af historien og vil opleve historiske billeder i ny opdateret form, skal man se filmen, men den rummer ikke dramatisk nyt materiale. Men ikke uinteressant.


Danefæ
Dansk drama, 6 episoder, 2025 – TV 2 Play
Vi følger et arkæolog-ægtepar – hun er deltidsansat på Vikingemuseet Ladby, han er direktør på Nationalmuseet i København. På deres sølvbryllupsdag opdager den tilbageholdende, men fagligt stolte Ester, at de fondsmidler, hun selv havde ansøgt om, er havnet hos hendes mand Michael – et egoistisk træk, der udløser et dybtliggende magttema og ægteskabsdrama. Ester gør et tusind år gammelt fund fra vikingetiden, der sætter både personlig og national identitet på spil – inklusive kulturpolitik, forskningsetik og kønsroller. Eminent skuespil af både Trine Maria Christensen som den undervurderede og tilsidesatte Ester og Anders W. Bertelsen som den selvpromoverende og dominerende Michael.
Instruktion: Dagur Kari
Se trailer HØRT:
The Royals
Podcast – The Times
Som principiel ikke-royalist er jeg meget lidt optaget af, hvad der foregår i de kredse, men mine anglofile tilbøjeligheder ledte mig ikke desto mindre til The Times' ugentlige podcast The Royals with Roya and Kate. Det er en blanding af sladder og information om det britiske kongehus og deres aktører, men på et højere niveau end det sædvanlige. Podcasten kan høres gratis her eller på Spotify

Da jeg var i den værnepligtige alder, havde militærtjeneste på ingen måde den status, den har opnået sidenhen og ikke mindst nu, hvor trusler udefra giver anledning til visse betænkeligheder. Tværtimod gjaldt det for alt i verden om at slippe for at bruge et helt år på noget, de fleste anså for overflødigt, og det lykkedes for mange. Der er ikke en eneste i min omgangskreds af jævnaldrende mænd, der har sat sin fod på en kaserne.

Også jeg slap billigt. Jeg mødte op til sessionen med en erklæring fra min læge om, at jeg led af 'høfeber i udtalt grad', hvilket selvsagt var et handicap for en soldat; når man er ved at snige sig ind på fjenden, kan det ikke nytte noget, at man bliver afsløret på grund af et ubehersket nyseanfald. I stedet fik jeg valget mellem 2 måneder i Hjemmeværnet eller 1 måned i Civilforsvaret. Jeg valgte det sidste.

Når man er ved at snige sig ind på fjenden, kan det ikke nytte noget, at man bliver afsløret på grund af et ubehersket nyseanfald

Det foregik i den tidligere Frøslevlejr i Padborg, som under besættelsen var en tysk interneringslejr, hvor flere tusinde danskere havde siddet indespærret i barakkerne hos det tyske sikkerhedspoliti. Vagttårnet stod stadig midt i det hele til minde om den gruopvækkende baggrund, da jeg trådte ind ad porten.

I denne måned er det rundt regnet halvtreds år siden, jeg ydede mit bidrag til landets forsvar mellem to universitetssemestre. Det hold, jeg kom på, bestod for en stor del af andre i samme situation eller af nyudklækkede kandidater, og absolut ingen af os var det mindste motiveret. Det skulle bare overstås, og respekten for de sagesløse befalingsmænd var ikke-eksisterende. Der gik sport i at drille dem på alle tænkelige måder og demonstrere, hvor latterlige vi fandt reglerne. Jeg holdt mig heller ikke tilbage. Hver morgen skulle vi stille op i rækker og geled til appel, korrekt påklædt og klar til dagens opgaver, og jeg – med tjenestenummer 49 – stillede en dag i sundhedssandaler i stedet for støvler. Det blev hurtigt bemærket af sergenten, der ikke tøvede med at tordne: 'Hvad er det for et fodtøj, De har på, nine-ogfyrre!' til stor morskab for resten af forsamlingen, hvorefter jeg øjeblikkelig blev sendt til samtale hos lejrchefen. Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle stille op med den ureglementerede fodbeklædning, og det endte med at vi skiltes i al fordragelighed, men jeg blev nærmest en folkehelt blandt de andre. Barnligheden kendte ingen grænser.

Lejrens velfærdsofficer var en lidt ældre mand, som var venligheden selv og kun ville os det bedste. Han fik lov at gå i fred. Udover at han havde ansvaret for biblioteket, stod han for alle andre tilgængelige adspredelser. Under hans auspicier blev jeg for eksempel medlem af en højpandet filmgruppe, der bestilte nouvelle vague-film fra 60'erne hjem, som ingen andre end vi selv gad se.

Infirmeriet var fuldt belagt med simulanter, der hyggede sig med en roman fra biblioteket, mens de mere pligtopfyldende mosede rundt i det mudrede terræn

Til gengæld arrangerede velfærdsofficeren selv nogle mere folkelige aftener, hvor man kunne optræde med sine eventuelle talenter; én fra min sovesal kunne fremsige en monolog af Storm P. nøjagtig som Ebbe Rode, og en anden blev hypnotiseret til at tro, at han blev overfaldet af myrer og kæmpede for livet – stærkt underholdende og skræmmende.

Betydelig mere skræmmende var dog udsigten til den store afsluttende manøvre, som vi vidste ville indbefatte bål og brand, røgfyldte rum og gasmasker, kaskader af vand fra brandslanger og gennemblødte uniformer. Det siger sig selv, at der indløb usædvanlig mange sygemeldinger, umiddelbart inden øvelsen skulle løbe af stabelen. Infirmeriet var fuldt belagt med simulanter, der hyggede sig med en roman fra biblioteket, mens de mere pligtopfyldende mosede rundt i det mudrede terræn og slukkede ildebrande eller reddede til lejligheden sminkede 'tilskadekomne' ud af ruinerne.

Ikke desto mindre lærte vi faktisk noget i den måned udover at marchere næsten i takt. Blandt andet fik vi et udvidet og meget anvendeligt kursus i førstehjælp, vi lærte at betjene en brandsprøjte, og vi fik en indføring i konsekvenserne af ABC-krigsførelse, eftersom Civilforsvaret først og fremmest havde til opgave at beskytte civilbefolkningen under krig og havde fokus på beredskab ved atomangreb.

Korpset eksisterer ikke mere, men er blevet erstattet af Beredskabsstyrelsen, som i dag mest dukker op, når en tankbil vælter, eller en fjord løber over. I disse tider kan man håbe på, at de stadig er til en slags nytte, hvis det skulle gå helt galt på den udenrigspolitiske front.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at det almindeligvis tog 9 måneder at aftjene sin værnepligt i Civilforsvaret. Jeg slap takket være nyseriet med § 31-tjeneste efter civilforsvarsloven, der kun krævede den ene måned + 50 timers brushupkursus om året de to efterfølgende år, hvor jeg selv måtte opbevare hele udstyret i en køjesæk i kælderrummet, inklusive den uhyggelige gasmaske. Den grå M/50 CF udgangsuniform var faktisk ret flot sammenlignet med nu, hvor udgangsuniformer helt er afskaffet. Desværre for sarte sjæle var M/50 fremstillet af 100 procent kradsuld – til gengæld havde man ingen problemer med at holde varmen i den i juli måned.

Frøslevlejren er nu museum og rummer desuden en efterskole.

D et ligger lige for at gøre sig lystig over, at DR endnu engang benytter sommeren til et gensyn med Gensyn med Brideshead, men jeg glæder mig nu til endnu et gensyn, selv om mit private filmotek allerede råder over serien, og jeg har set den mindst tre gange. Det er en fortælling om kærlighed, tro og tab, fortalt med en elegance og dybde, der sjældent ses i tv-serier. En lækkerbisken for alle med interesse i engelsk litteratur, historie og menneskelig psykologi.

Charles Ryder og Sebastian Flyte ser ud, som om de er trådt direkte ud af en vintagekatalog fra en eksklusiv herreekviperings-forretning i Mayfair

Gensyn med Brideshead er en dramatisering af Evelyn Waughs roman fra 1945. Vi følger Charles Ryder, der bliver ven med den gådefulde og umådeholdent excentriske Sebastian Flyte, mens de begge studerer i Oxford i 1920'erne. Charles bliver trukket ind i Sebastians glamourøse, men komplicerede familieverden på godset Brideshead, der er fyldt med traditioner, religiøse konflikter og skjulte følelser.

Man kan se serien alene for æstetikkens skyld. Her får man smukke landskaber, klassiske biler og stemningsfulde interiører, som gør det hele til en visuel fornøjelse – en moderejse tilbage til 1920'ernes og 30'ernes britiske overklasse.

Charles Ryder og Sebastian Flyte ser ud, som om de er trådt direkte ud af et vintagekatalog fra en eksklusiv herreekviperingsforretning i Mayfair: flannelsbukser, veste, slips og jakker i delikat afstemte farver – alt sammen båret med en afslappet, intellektuel arrogance. Sebastians signaturlook inkluderer teddybjørnen Aloysius og åbne skjortekraver. Det er dekadent, men også både tragisk og uimodståeligt. Aloysius er ikke bare en bamse – den er et symbol på Sebastians barnlige uskyld og modstand mod voksenlivets forventninger. Sebastian har noget nær et afhængighedsforhold til Aloysius, som han behandler mere som en ledsager end et stykke legetøj.*)

Hvis man ikke allerede har en cremefarvet hørjakke og en panamahat, får man lyst til at anskaffe sig det efter fem minutter og tage på en dekadent picnic i baghaven

Sebastians søster, Julia Flyte, er essensen af aristokratisk kvindelighed. Hendes stil balancerer mellem det konservative og det moderne: flydende silke, perler, lange handsker og altid perfekt hår. Hun glider gennem rummet som en figur fra Vogue anno 1930 – men bag elegance og læbestift gemmer sig en kvinde med indre kampe og en dyb længsel efter frihed.

Hvis man ikke allerede har en cremefarvet hørjakke, højtaljede sandfarvede bukser og en panamahat, får man lyst til at anskaffe sig det efter fem minutter, finde krystalglas og sølvtøj frem og tage på en dekadent picnic i baghaven med cucumbersandwiches, scotch eggs og quiche lorraine, madeleinekager, jordbær, champagne og Montecristo-cigarer.

Men tøjet er ikke bare en fryd at se på – det fortæller også noget om karaktererne. Sebastian klæder sig som en, der prøver at holde fast i barndommen. Charles' stil udvikler sig i takt med hans voksende ambitioner. Og Julia skifter fra ungdommens romantik til en mere moden, mørkere elegance, som afspejler hendes personlige konflikter.

Selve rammen om historien, Brideshead Castle, er overdådig som en barokdrøm: stuklofter, gyldne spejle, gobeliner og sølvtøj. Selv tekopperne er stilfulde nok til at hamle op med Downton Abbey.

Æstetikken er kort sagt en del af fortællingen. Den understreger klasseskellene, den indre uro og den ydre perfektion.

Gensyn med Brideshead tager sig god tid, men netop det langsomme, næsten meditative tempo er seriens styrke: der er 11 timers udsøgt underholdning kvit og frit på dr.dk året ud.

*) Navnet Aloysius har katolske undertoner og refererer sandsynligvis til den hellige Sankt Aloysius Gonzaga, som var skytshelgen for unge studerende – meget passende for Sebastians karakter.

DIT OG DAT (Agurketidsudgave):

• Banedanmarks store sommersporarbejde er i fuld gang. Det betyder, at toget til Odense ikke standser i Odense. Eller noget andet sted, nogen har brug for at komme til.
• Undersøgelser viser, at pollenallergikere bliver trætte, føler sig syge og har mindre lyst til sex. Effektiviteten ligger på niveau med en haveslange med 3 knæk. En luftpakke med støtte til dem, der nyser mest, er på vej.
• Sommerens store tudsevandring er begyndt. De er våde, stædige og på vej mod noget, de kun selv forstår. En slags klimaaktivister, bare med kortere ben.
• Skadedyrsbekæmpere melder om usædvanlig mange henvendelser om aggressive hvepse, og i år virker det personligt. I Gentofte landede en hveps på en croissant – fire psykologer blev tilkaldt.
• Skagen og Dragør har afvist at komme på Unescos verdensarvsliste på linje med pyramiderne i Egypten og Den Kinesiske Mur af frygt for at blive overrendt af turister. Skagen er tilfreds med lavmælt hovmod og brokkende naboer, og Dragør gør gældende, at der er kø hos bageren i forvejen.
• I en forsendelse forklædt som småkager fandt tyske toldere 1.500 fugleedderkopper under et rutinetjek. Rutinen er nu ændret til: 'Undgå kagedåser, der bevæger sig, og småkager der stirrer.'
• I supermarkedskæden COOP har man fundet flere pakker med kokain i en forsendelse med bananer. COOP undersøger sagen og lover samtidig, at man stadig kan få 3 bakker jordbær for 35.
• Forsikringsselskaberne hæver priserne. Ingen ved hvorfor, men alle kender branchens logik: Din præmie stiger, fordi du har en bil. Eller ikke har en bil. Eller kender nogen med en bil. Eller du har fået en ny postkasse.
• Trump har skruet bissen på over for Putin, og analytikere mener, at Melania Trump kan have haft en finger med i spillet. Hun mindede ham om, at russere ikke stemmer i Florida.
• Efter et væddeløb for duer er 700 af dem ikke kommet hjem igen. Men hvorfor ikke benytte lejligheden til at slå sig ned i et område med bedre tagrender?

LÆST:
Anders Bodelsen: De lyse nætters tid
Roman, 1959
Her midt i de lyse nætters tid findes der ikke mere relevant sommerlæsning end Anders Bodelsens deburoman, som han skrev som 22-årig:
Kjeld læser jura, men opdager hurtigt, at lovbøger og læsesale ikke rummer den store frihed. Så han dropper studiet og flytter ind i et loftskammer med tilhørende eksistenskrise. Han vil leve livet, skrive en bog og finde friheden. I stedet finder han sig selv i en række rædselsfulde småjobs som skolevikar, blomsterbud og stormagasinrobot. Det er en roman om ungdommens forvirring, om håbet om frihed og om den ret brutale erkendelse af, at livet sjældent former sig efter ens eget manuskript. Den er både let og eftertænksom, sjov og alvorlig og stadig relevant.
'Døm ikke en bog på omslaget' gælder ikke Ib Andersens forsideillustration. Det er sjældent, at en bogs ydre og indre harmonerer så godt – en stille villavej badet i lys nattehimmel. Forsiden fungerer ikke blot som en illustration, men som et visuelt forvarsel om romanens tema: At mærke, når noget slutter. En sommer. En ungdom. En illusion.
De lyse nætters tid er fast julipensum hos mig.

SET:
Detektiv Ember Manning (The Jetty)
Britisk thriller, 4 episoder, 2024 – dr.dk
Ember Manning er kriminalbetjent og kaldes ud til åstedet for en brandstiftelse. Efterforskningen bringer hende i kontakt med en mindreårig, gravid pige, og hun får mistanke om, at den unge kvinde har været sammen med en noget ældre mand. Da Ember får at vide, at manden er en serieforbryder, der krænker mindreårige piger seksuelt, bliver det en sag, der ripper op i hendes egen fortid. Klassisk kriminalefterforskning kombineres med dybt drama og feministiske temaer. Meget velfortalt, men plotvindingerne i slutningen kan være svære at sluge.
Instruktion: Marialy Rivas
Se trailer

Den, der slap væk (The One That Got Away)
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – dr.dk
Liget af en sygeplejerske findes i en skov. Kriminalassistent Rick Sheldon frygter det værste. For 12 år siden blev to sygeplejersker myrdet i den samme skov. Drabsmanden sidder bag tremmer, men er der en kopimorder på spil? Kriminalinspektør Ffion Lloyd kaldes til byen for at lede efterforskningen. Det bliver temmelig akavet, for Rick og Ffion er ikke bare tidligere nære kolleger – de er også ekskærester. Gllimrende psykologisk drama med karakterdybde – nå ja, afslutningen kan virke konstrueret, men det er ikke noget nyt inden for genren.
Instruktion: Sion Ifan
Se trailer

Det begyndte sidste weekend. Jeg havde ikke ondt i halsen, min næse løb ikke, og jeg havde ikke feber. Men jeg hostede. Hostede og hostede og hostede. Og jeg lød som en søløve.

Det gør jeg stadig, selv om jeg har gjort, hvad jeg kunne for at blive af med hosten. Jeg lagde ud med at tage den med ro og tænke: 'Det går nok over.' Men det gjorde det ikke; næste dag hostede jeg med uformindsket styrke. Situationen var på alle måder uforandret, bortset fra at katten var begyndt at snige sig uden om mig i en stor bue helt nede i knæ, mens den skulede til mig med en blanding af skepsis og foragt – hvad man dårligt kunne fortænke den i, eftersom den er uvant med at omgås søløver.

I det hele taget var der ikke megen medfølelse at hente hos mine omgivelser. Madame var nærmest irriteret og beklagede sig over, at jeg lød som et genfærd med halskatar, når jeg sagde noget, og mere end antydede, at hun foretrak, at jeg helt lod være. Hvorpå hun overrakte mig en pakke Strepsils med jordbærsmag, som hun formanede mig om at bruge flittigt. En udspekuleret taktisk manøvre, for som bekendt er det umuligt at suge og tale samtidig. Men sugetabletterne havde ingen nævneværdig effekt, udover at jeg sidst på aftenen kunne føje en hudløs tunge til listen over fysiske handicaps.

En ildevarslende hoste, der kunne få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet jægersoldat og udløse alarmen på en Toyota tre gader væk

Tredjedagen og dagene derefter forløb som de foregående, som om jeg havde overtaget Bill Murrays rolle i Groundhog Day, hvor han er fanget i en tidssløjfe og genoplever den samme dag om og om igen uden nogen forklaring. Bill Murray havde dog den fordel, at han ikke var nødt til at hoste sig igennem dagene. Og nætterne.

Da der var gået halvanden uge på den måde, begyndte jeg at blive bekymret, fordi det hverken blev bedre eller værre, men efterhånden lignede et tilfælde af kronisk hosteus maximus. Der var ingen vej uden om at ringe til lægen. Efter at have tastet mig gennem lægehusets telefonsystem (og forbi en stemme, der næsten var værre end min og efter alt at dømme tilhørte en skoledreng, der var blevet sat til at øve sig i at læse op, men uden større held), lykkedes det mig at få en læge i tale. Jeg redegjorde for min tilstand: Ingen smerter, ingen feber, ingen løbske slimhinder, men noget langt alvorligere – en ildevarslende hoste, der kunne få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet jægersoldat og udløse alarmen på en Toyota tre gader væk. Det gjorde ikke indtryk; halvanden uge var ikke for noget at regne, og da jeg jo ikke havde feber, var der ikke noget, der tydede på, at det var kritisk. Det kunne være hvad som helst, sandsynligvis en af de utallige virusser, der er i omløb for tiden. Tre-fire uger med hoste var helt almindeligt, ja, det kunne vare måneder, så jeg kunne godt glemme alt om af få en ansvarlig læge til at hoste op med en henvisning til en specialist, hvis det var det, jeg var ude på.

Så jeg hoster videre med uforrettet sag på søløvemåden. Stopper det ikke, inden ugen er omme, giver jeg en opvisning, hvor jeg balancerer med en badebold i alle regnbuens farver på snuden.

Der var engang, hvor man kunne læse en roman på en weekend. Hvor sideantallet holdt sig omkring 200, og hvor man ikke nødvendigvis fik skoliose af at bære bogen hjem fra biblioteket. Men noget er sket. Romanen er vokset. Ikke bare i ambition og fortællestruktur, men i rent fysisk omfang. Det er, som om romanerne bliver større, længere og mere langtrukne, ikke nødvendigvis dybere.

At træde ind i en boghandel – altså en af dem, der stadig lever af at sælge bøger og ikke legetøj og andet løsøre – føles til tider som at besøge et byggemarked. De litterære mursten står stablet side om side, klar til at blive båret hjem, hvor de med fordel kan bruges som dørstoppere, hvis ikke man når at læse dem. Forfattere skriver nu 400, 500 og sommetider 800 sider, og man kunne få den tanke, at der foregår en gedulgt, ustoppelig konkurrrence om, hvem der kan producere flest sider.

Det er, som om romanerne bliver større, længere og mere langtrukne, ikke nødvendigvis dybere

Men det kan også være, at det slet ikke er forfatterene, der er skurkene. Måske er det i virkeligheden læserne, der er skyld i tendensen. Vi er vant til tv-serier på otte sæsoner, podcasts i 36 afsnit og true crime-dokumentarer, der folder en enkelt sag ud over ti timer. Vores kultur hungrer efter dybde og detaljer – eller snarere illusionen om det. Og hvad er mere overbevisende end en bog med udsigt til mange timers underholdende eller nervepirrende selskab? Måske spiller det også ind, at redaktørerne ikke længere blander sig så meget. Tidligere blev manuskripter skåret kraftigt ned af redaktørerne. I dag har mange forfattere større frihed (og i nogle tilfælde større stjernestatus), og redaktørerne er mindre tilbøjelige til at korte i teksterne. Når først en forfatter har opnået succes, får teksten måske lov at stå næsten uredigeret – som et monument over friheden til at grifle løs.

Spørgsmålet er, om større uden videre er ensbetydende med bedre? Mister romanen sin præcision, når den får lov til at brede sig som en løbsk soufflé? For ikke at tale om læserens oplevelse: Er det virkelig nødvendigt, at en roman skal være et projekt snarere end en fornøjelse?

For mange år siden lovede jeg mig selv, at jeg ville læse mindst én roman om ugen. Men det kniber efterhånden med at holde det. Der udgives alt for få romaner, der siger alt på 150 sider. Hvor hvert ord er vejet, og hvor man ikke behøver et bogmærke på størrelse med et skærebræt. Måske er det en form for nostalgi. Eller også er det bare et udtryk for, at jeg af aldersmæssige årsager er begyndt at skele for meget til kalender og mulig udløbsdato. Altså min egen.

DIT OG DAT:

• Antallet af danskere, der lader sig vaccinere mod TBE fra flåtbid, er eksploderet. Folk, der ikke har sat deres ben i en skov siden 1998, har fået 3 TBE-stik 'for en sikkerheds skyld' og nægter at køre i bus gennem Birkerød uden fuld vaccination. Men de tager gerne på ferie i Thailand uden myggebalsam.
• I søndags fyldte Dalai Lama 90, og Kina frygtede, at han ville benytte dagen til at annoncere en plan for Tibets løsrivelse fra Kina. Efterretningstjenesten dechifrerede hans horoskop, som viste sig at være en opdateret madplan. Festens højdepunkt var en ny version af 'Happy Birthday' på klangskåle.
• Ringo Starr fejrede 85 års fødselsdag og satser nu på en ny karriere som countrysanger – en genre, der som han selv har overlevet både disco og decimalreformen. Vi venter spændt på at høre det Johnny Cash-inspirerede hit 'Drove the Yellow Submarine Into a Burning Ring of Fire'.
• Regeringen har aftalt med partierne, at fiskerne slipper for CO₂-afgift indtil 2029. Begrundelsen er, at det er vigtigt med tid til omstilling. Præcis som når man får 4 år til at finde ud af, at man faktisk ikke gider sortere affald alligevel.
• Kronprins Christian er indsat som regent, fordi kong Frederik er fløjet til Wimbledon for at se tennis. Danmark ledes altså i i øjeblikket af en teenager, men ingen grund til panik! Han har gået på Herlufsholm og ved alt om magt og konsekvens.
• DR er blevet kritiseret for at lade Mette Frederiksen få indflydelse på 'Den store juniorbagedyst', som hun medvirkede i. Hun skulle have krævet, at alle børnene fik udleveret én stor blegrød dej, som de kollektivt skulle ælte frem til en bæredygtig løsning. En deltager blev diskvalificeret for at forsøge sig med individuel glasur.
• Lofoten har ikke plads til flere turister. Ryperne bygger reder i parkeringsautomaterne, og en lokal fisker fangede i går en makrel og en selfie-stick i ét kast.
• DR har optaget Harald Toksværd på sit talenthold. Han er især kendt for at fejre dødsfald blandt dem, han er uenig med. Endelig lidt kant i public service – det minder om at hyre en bedemand, der samtidig sælger fyrværkeri.
• På en auktion i Paris blev Jane Birkins gamle håndtaske solgt for 64 milioner. Den er alle pengene værd, fordi den ikke bare er en taske – den er et kulturelt manifest, en tidskapsel, en sart duft af fransk storhed og eksistentiel eyeliner.
• Bob Dylan – levende legende og mumlende metafor – giver koncert i Royal Arena til oktober. Billetterne sælges efter princippet: Først til mølle, sidst til at forstå noget. Publikum opfordres til at medbringe høreapparater, hermeneutisk tekstanalyse og stoisk tålmodighed.

LÆST:
Jonas T. Bengtsson: Rødovre Blues
Roman, 2025
Socialrealisme ligger almindeligvis ikke højt på min hitliste, men fortællingen fik mig på krogen. En blanding af sørgmunterhed, bid og empati. Man følger fire mennesker i krise, som kæmper videre trods alt, og historien rummer sort humor og indre monologer, der gør tunge temaer tilgængelige og nærværende. Den realistiske tone kan virke hård, men bliver blødt op af opløftende øjeblikke.

SET:
Living
Britisk drama, 2022 – Max
Gendigtning af Akira Kurosawas film Ikiru. Foregår i 1953 i efterkrigstidens London: Den hengemte embedsmand Mr. Williams (Bill Nighy) opdager, at han har uhelbredelig mavekræft. Han er stivnet som menneske i det bureaukrati, han er en del af – han eksisterer, men lever ikke. Konfrontationen med døden bliver hans vej tilbage til livet. Det modsatte af en actionfilm, der sætter tålmodigheden på prøve, men man bliver hængende på grund af Bil Nighy, der er forbløffende nuanceret i sin skildring af aldring og erkendelse.
Instruktion: Oliver Hermanus
Se trailer

Mildred Pierce
Amerikansk miniserie, 5 episoder, 2011 – Max
Baseret på James M. Cains roman fra 1941. Serien foregår under den amerikanske depression i 1930'erne og følger hovedpersonen Mildred, en husmor i Californien, der bliver skilt og må klare sig selv og sine børn i en økonomisk kriseramt tid. Efter at have forladt sin utro mand, begynder Mildred fra bunden – først som servitrice, senere som ejer af sin egen succesfulde restaurant. Hun er stolt, arbejdsom og opsat på at sikre sine to døtre, især den ældste, Veda, en bedre fremtid. Men det tætteste forhold i serien – mellem mor og datter – udvikler sig til at blive destruktivt. Veda er manipulerende, egoistisk og fyldt med foragt for sin mors ufashionable liv. Mildred bliver fanget i et net af ambition, skyld og kærlighed, som langsomt driver hende mod et personligt sammenbrud. Der er virkelig tale om psykologisk drama. Kate Winslets præstation som Mildred Pierce er gribende. Hun har modtaget Golden Globe og en Primetime Emmy for rollen.
Instruktion: Todd Haynes
Se trailer

I ØVRIGT:
Instagram: #therealtorstenjansen.
Torsten Jansen er DR's tidligere USA-korrespondent og udlandschef på TV Avisen, kulturattaché på Danmarks ambassade i Washington D.C. og nuværende partner i public affairs-bureauet LEAD Agency. Han betegner sig selv som USA-nørd og er værd at følge på Instagram, hvor han leverer korte, indsigtsfulde analyser af situationen i USA.

Artikel på dr.dk: Hvordan kan man sælge en håndtaske for 64 millioner?
Historien om Jane Birkins Hermès-taske og auktionen over den i Paris.

Som en, der undertiden spiser ude på forskellige restauranter med hver deres særpræg, kan jeg konstatere, at mange af dem i hvert fald har én ting tilfælles: En dankortterminal, der er programmeret til at stille spørgsmålet: 'Vil du tilføje drikkepenge?'

Jeg giver heller ikke kassedamen i supermarkedet drikkepenge for at scanne mine køkkenruller korrekt

Og hver gang, jeg ser opfordringen på displayet, tænker jeg: 'Hvorfor skulle jeg det?' Det er Danmark – velfærdsstatens højborg – hvor drikkepenge officielt blev sendt på pension i 1969. Tjenerne er dækket af overenskomster og fagforeninger, og de får løn. En rigtig løn med feriepenge og pension og det hele. Så hvad er det præcis, jeg skal betale ekstra for? At tjeneren ikke var direkte ubehøvlet eller spildte sovsen ned i skødet på mig? Terminalen forsøger oven i købet at gøre mig til et bedre menneske ved at foreslå '10%?', '15%?' '20%?' Hvorfor ikke 100% og en skriftlig undskyldning for at have været til ulejlighed? Og så 'tilføje'. Hvorfor står der ikke bare: 'Gi' noget!'

Jeg vælger med andre ord konsekvent nej-knappen, da der nu ikke er mulighed for at trykke 'Nej, tværtimod!', og jeg ser stort på, om tjeneren eventuelt synes, jeg er en fedtsyl. Jeg giver heller ikke kassedamen i supermarkedet drikkepenge for at scanne mine køkkenruller korrekt eller propper en hundredelap ned i brystlommen på værkføreren, når jeg henter min bil fra service. Og jeg har stadig til gode at høre nogen fortælle om dengang, de gik ind i en skotøjsforretning, prøvede et par Birkenstock-sandaler, blev hjulpet til at finde den rigtige størrelse, hvorefter ekspedienten spurgte: 'Vil du give 10% ekstra, fordi jeg ikke rullede med øjnene, da du bad om størrelse 47 i pink?'

Restauranterne er ikke alene om uskikken. Man kommer også ud for det, hvis man vover sig ind på en hip café, der emmer af havremælk og valgfri sirup og bestiller en kop kaffe til 58 kroner.

Men faktisk sker det en sjælden gang, at tjenere eller baristaer slår tiggerifunktionen fra, inden de rækker terminalen frem, fordi de åbenbart selv finder det pinligt. Dem får man jo næsten lyst til at give drikkepenge.

I øvrigt: Hvor ender de drikkepenge egentlig?

Det er højsommer i Danmark, og Tour de France har overtaget sendefladen på alle landets tv-stationer. Mit forhold til cykelsport er køligt som til al anden sport, men det skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at bruge deres dyrebare feriedage på at stirre intenst på skærmen, hvor voksne mænd i alt for tætsiddende spandex kæmper sig op ad bjerge i sneglefart eller farer forbi med ben, der pumper som metronomer, og ansigter, der balancerer mellem smerte og overlevelse. De fleste danskere elsker at se andre dyrke sport, men for nogle få er Tour de France andet og mere end sport. For Jørgen Leth, som blev berømt for at kommentere løbet, og som man stadig forbinder med Tour de France, er det en slags poetisk drama med filosofiske og eksistentielle overtoner, noget næsten guddommeligt.

Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks

'Han træder i pedalerne som en mand, der bærer hele Europas melankoli i lårene,' kunne Jørgen Leth finde på at sige i sin karakteristiske voice-over, som om Tour de France var en kombination af Odysseen og et Henri Cartier-Bresson-fotografi. En sprinter er ikke en atlet i Leths verden, men 'en muskelspændt mytisk figur, der gennemborer tidens struktur'. Føring i vinden er ikke taktik, men 'en offergave til feltets vilje'. Rytterne tramper ikke bare i pedalerne, men 'danser med døden på bjergenes kant.' Man skulle tro, han så en slags Wagner-opera, hvor hver dråbe sved er en akt i heltekvadet. Hvis nogen falder, er det ikke bare et uheld, det er 'skæbnens hånd, der trækker i realitetens bremsegreb'. Mens Jørgen Leth med poetisk overlegenhed talte om 'et felt, der flyder gennem landskabet som en organisme, et væsen med én bevidsthed,' forsøgte hans medkommentator bare at finde ud af, hvem der styrtede i rundkørslen. Den ene så en græsk tragedie i slowmotion. Den anden så en punktering.

Men Jørgen Leths poetiske excesser stod i komisk kontrast til den virkelighed, han forsøgte at indfange. Tour de France er ikke en ballet – det er en lang, beskidt og støvet kamp med læderhandsker, reservecykler og tvivlsomme tricks. Der var noget næsten rørende i at høre Jørgen Leth insistere på, at det hele var en form for fransk symfoni, mens en rytter forsøgte at tygge sig igennem en proteinbar uden at styrte.

Det er selvfølgelig tilladt at finde skønhed i sved. Men når hver etape blev til et semireligiøst ritual, kunne man godt begynde at længes efter lidt jordforbindelse. For selv om solen glimter over Pyrenæerne, og feltet slynger sig som en 'organisk bevægelse', er det stadig bare en flok mænd i cykeltøj, der jagter sekunder og sponsorater.

Som antydet ser jeg ikke længere Tour de France, men jeg vil ikke udelukke, at jeg kunne lokkes, hvis det stadig var Jørgen Leth, der kommenterede. Selv om det var gudsjammerlig kedeligt at se på, var det stærkt underholdende at høre, hvor højt han kunne svinge sig op. Men det ændrer ikke ved, at somme tider var det bare for meget.

DIT OG DAT:

• Amazons grundlægger Jeff Bezos blev gift i Venedig og medbragte 95 privatfly, verdenseliten i silke og smoking + et CO₂-udslip svarende til hele Jylland i grillhumør. Efter brylluppet hælder byen nu 3 grader mod vest og lugter svagt af champagne og hjernedød.
• Det er festivaltid i Danmark, og enhver, der har været i Roskilde, ved, at urinens veje er uransagelige, og toiletterne er som livet: uforudsigelige, brutale og fyldt med eksistentielle spørgsmål. Det handler om at finde sig selv, men også sine venner, som sidst blev set bag Orange Scene med en oppustelig flamingo.
• For første gang blev billetterne til Roskilde Festival ikke revet væk. Ledelsen mener, at det skyldes vejret. Ikke at prisen svarer til en weekend i Barcelona – med fast tag over hovedet og uden mudder.
• 'Vild med dans' stopper næste år, og der er oprettet sorggrupper landet over. Programmet bliver ikke erstattet, men man overvejer et nyt koncept: 'Træt af trin', hvor almindelige danskere lærer at sidde helt stille på en stol uden at få dårlig samvittighed.
• Den sydeuropæiske hedebølge ramte Danmark. På kontorer over hele landet lå medarbejdere hen over deres hæve-sænke-borde som strandede marsvin, og i Brøndby smeltede en parcelhusejer sammen med en havestol.
• Tyveri fra ubemandede jordbærboder langs vejene er et stigende problem. Det ventes, at Dansk Folkeparti vil kræve mere videoovervågning, mens Enhedslisten vil foreslå gratis jordbær til alle, så ingen risikerer af blive forledt til at begå kriminalitet. Regeringen overvejer at indføre et tillæg til Straffelovens § 276 om groft tillidsbrud henholdsvis med og uden fløde.
• Nu må 17-årige køre bil uden ledsager mellem kl. 5 og kl. 20, så nu kan de sms'e i en rundkørsel, uden at nogen blander sig, og køre 110 km/t med vennerne på bagsædet. Derimod må de stadig ikke købe en Red Bull og en rom til deres far.
• Tirsdag overtog Danmark EU-formandskabet, og Mette Frederiksen blev både rost for sin stramme udlændingepolitik og interviewet til modemagasinet Vogue. Desuden blev hun set i samtale med Ursula von der Leyen om, hvad der er hotteste mode i denne sæson – hjemsendelse eller højtaljede bukser.
• Kong Frederik tog imod Zelenskyj på Marselisborg Slot, og Mette Frederiksen var der også. Frederik hilste kejtet. Mette hilste som en statsminister. Zelenskyj hilste som om, han ikke rigtig forstod, hvorfor han ikke bare kunne få de fly med det samme.
• I går var der fest i Rebild Bakker, som dansk-amerikanere i sin tid købte og forærede den danske stat som naturpark på betingelse af, at de kunne få sig en grillpølse i det fri en gang om året. Historiens mest fredelige overtagelse af et stykke land.

LÆST:
Lauren Weisberger: Djævlen går i Prada (The Devil Wears Prada)
Roman, 2003
Nyheden i sidste uge om, at modemagasinet Vogues chefredaktør gennem 37 år, Anna Wintour, stopper, fik mig til at læse bogen, som er forlæg for filmen af samme navn med Meryl Streep i rollen som diktatorisk, spydig og lunefuld chefredaktør for det fiktive magasin Runway (= Vogue). Bogen er skrevet af Anna Wintours tidligere personlige assistent, og den skarpe satire over modebranchen rammer plet. Bogens karaktertegning er ikke så nuanceret som filmens, men historien er underholdende og let fordøjelig læsning i sommervarmen. Filmen er bare bedre.

SET:
The Lost King
Britisk autentisk drama, 2022 – dr.dk
Filmen følger Philippa Langley (Sally Hawkins), en amatørhistoriker med kronisk træthedssyndrom, som bliver overbevist om, at resterne af kong Richard III ligger begravet under en parkeringsplads i Leicester. På trods af skepsis fra både familie, akademikere og universitetsmiljøet, organiserer og finansierer hun en udgravning, som ved første forsøg afslører det kongelige skelet – komplet med pukkelryg og et dødeligt kraniesår. Filmen skildrer Philippas indre visioner af Richard III – gennem spirituelle møder med en skuespiller i rollen som kongen – som et narrativt element, der symboliserer hendes motivation og følelsesmæssige engagement. Hun må samtidig kæmpe mod den akademiske establishments arrogante holdning og oplever, hvordan universitetet forsøger at tage æren for opdagelsen. En slags 'feel-good' historisk drama.
Instruktion: Stephen Frears
(Set på anbefaling af capac)

The Alto Knights
Amerikansk biografisk gangsterdrama, 2025 – Max
En film, jeg havde glædet mig til at se, men desværre en skuffelse. Robert De Niro spiller to roller – de rivaliserende mafia‑bosser Frank Costello og Vito Genovese – i en fortælling om venskab, magtkampe og forræderi i 1950'ernes New York. En smuk, men halvtom skal af en gangsterfilm i adstadigt tempo. Gimmicken med 2 x De Niro resulterer ikke i dobbelt så meget nerve, snarere dobbelt så meget ventetid.
Instruktion: Barry Levinson

HØRT:
Afslag på et kys (genhørt)
Radiomontage, 1987 – DR Lyd
I et lille kolonihavehus på Amager bor en pensioneret overlæge. Christian Stentoft har tidligere mødt overlægen i forbindelse med et andet program, hvor han delte sine opsigtsvækkende meninger og tanker om livet og døden over en flaske whisky, og nu vil han tegne et selvstændigt portræt af lægen. Men intet går som forventet, og undervejs i interviewet bliver rollerne byttet om. Stærke sager.
Montør: Christian Stentoft

I ØVRIGT:
British Vogue: Danish Prime Minister Mette Frederiksen: 'If We Accept That The Big Power Can Bully Other Countries, Then It’s Game Over For All Democracies'

Artikel på dr.dk: Øjeblikke fra Vogues ikoniske chefredaktør Anna Wintours 37 år lange karriere

I håb om at blive klogere prøvede jeg at google, om det blæser mere i Danmark nu, end det altid har gjort, for jeg mindes ikke, at jeg tidligere – og slet ikke som barn eller ung – har oplevet blæsten så forstyrrende og irriterende, som jeg gør nu. Men researchen viste, at der siden 1970 ikke var sket nogen nævneværdig ændring i den gennemsnitlige daglige vindstyrke. Der havde været enkelte ekstreme storme, men gennemsnitligt ikke oftere.

Hvis man forsøger at indtage en ostemad på terrassen, blæser osten af

Det skal nu ikke afholde mig fra at give udtryk for min utilfredshed med tingenes tilstand, som jeg oplever den. Jeg skal gøre det kort: sagen er den, at vinden efterhånden formår at sabotere samtlige danske årstider med kirurgisk præcision. Om vinteren pisker den iskold og småvåd ind under jakken. Om efteråret vælter den cyklister på Østerbro og blæser plasticbøtter fra Netto ud på vejen, så bilister må hugge bremserne i. Og nu er det sommer, hvor man drømmer om hyggelige måltider i haven, men det kan man godt glemme. Hvis man forsøger at indtage så meget som en ostemad på terrassen, blæser osten af. Fem minutter efter, at man har sat sig til bords, fløjter naboens grilldæksel forbi som en UFO – til gengæld befinder ens egne hynder til havemøblerne sig et øjeblik efter inde hos ham, og parasollen er stukket af. Man lærer at bruge mursten som servietholder og finder ud af, at uskyldige aktiviteter som at spille kort på terrassen kræver kampvilje og dobbeltklæbende tape.

Men hvordan kan det være, at det er blevet sådan, når meteorologerne nu siger, at intet er forandret?

Svaret blæser i vinden.

Jeg har for nylig belemret enkelte læsere med videoen, der røber, hvor vinden kommer fra, men da der er tale om uundværlig paratviden, tillader jeg mig at fremture med en genudsendelse.

Systematisk motion er ikke en del af mit dagsprogram. Jeg har aldrig sat mine ben i en fitnesscenter og kommer heller ikke til det. Jeg flintrer heller ikke rundt i landskabet med tungen ud af halsen og sved på panden klokken 6 om morgenen. Derfor kan man nemt komme til at føle sig lidt udenfor, når man hører venner, bekendte og fjerne slægtninge, der har opholdt sig flere år på planeten end mig, underholde om, hvor mange timer, de har tilbragt på spinningcyklen, hvor mange armbøjninger de har taget på køkkengulvet, eller hvor mange sømil de har tilbagelagt på romaskinen. En daglig, helt almindelig gåtur af en times varighed eller deromkring i behersket – undertiden slentrende –  tempo udløser ikke mange prestigepoint i det motionsglade Danmark med landets konge i spidsen. Men det er ikke desto mindre alt, hvad jeg har lyst til bidrage til motionsfællesskabet med. Til gengæld får tankerne frit løb.

Hvis Søren Kierkegaard havde haft en skridttæller, ville han sikkert have sprængt den

Hvis Søren Kierkegaard havde haft en skridttæller, ville han sikkert have sprængt den. Ingen dansk filosof har gået så meget og tænkt så dybt imens. Han betragtede det at gå som en slags eksistentiel superkraft. Ikke en rask lille spadseretur for at få morgenkaffen til at falde til ro – mere som en nødvendighed for at holde sammen på sindet. Jeg er aldrig kommet helt igennem Kierkegaards samlede værker, som jeg har stående i reolen (mest hvis mine ph.d.-venner skulle finde på at kigge forbi), men jeg husker, at han et sted skriver: 'Tab for alt i Verden ikke Lysten til at gå.' Hvilket er lettere sagt end gjort under et skybrud og ens sokker allerede er til at vride. Men han gik hver dag, ikke for at komme et bestemt sted hen, men fordi vejen i sig selv var vigtig. I modsætning til alle dem, der nu kun går for at hente takeaway i grillen eller slippe for at køre med DSB, gik han for at finde sine egne tanker, der måske dukkede op et sted mellem Kongens Nytorv og Rundetårn.

Kierkegaard havde ikke travlt med at finde svar, men var mere optaget af spørgsmålene. Det harmonerede fint med at traske rundt og undre sig: Hvad vil det sige at være menneske? Hvordan bliver jeg mig selv? Og hvordan undgår jeg, at mine tanker bliver distraheret af fjællebodsløjer og andre narrestreger? Instagram og og 'Den store bagedyst' havde han ikke haft meget tilovers for.

Hvor man nu betaler i dyre domme for mindfulnesskurser og åndedrætsøvelser, gik Kierkegaard altså bare en tur. Han troede på, at man kunne gå sig til ro og indsigt. Det var bare et spørgsmål om at sætte det ene ben foran det andet.

Jeg føler med andre ord et vist åndsfællesskab med Kierkegaard, når jeg går mine forholdsvis mange daglige skridt og lader fødderne lede tankerne. Tankernes tyngde kan man selvfølgelig diskutere.

I sidste uge har jeg befundet mig i Ingmar Bergmans univers, fordi jeg kom til at se Tomas Alfredsons nyfortolkning af Bergman-klassikeren Troløs på dr.dk. Jeg har set en del Bergman-film i tidens løb, og efterhånden synes jeg, at jeg kender ham på travet. Så hvorfor ikke lave min egen Bergman-film? Man kan da i det mindste forsøge:

Sommerens tavshed

Hovedpersoner:

• Elisabeth, 41, eksistensialistisk digter, lider af tavshedens metafysiske vægt. Taler kun i gåder.
• Johan, 45, misforstået dramatiker, der skriver stykker, hvor stilhed og eksotiske akvariefisk spiller en central rolle. Hader kritik, drikker konstant rødvin.
• Agnes, 39, Elisabeths veninde, men muligvis også hendes ekskæreste. Ingen ved det. Hun smiler aldrig.

Åbningsscene:
Sort-hvid. Man ser en hvid måge stå bomstille på en klippe. Dens næb åbner sig langsomt, men der kommer ingen lyd. En cello spiller én lang, dvælende tone. Kameraet panorerer 4 cm til venstre. Så bliver det helt sort.

Scene 1:
Elisabeth og Johan bor i en enorm lejlighed i Stockholm med stuk og sprængfyldte bogreoler. De har ikke talt sammen i tre år, men har netop fået en ny espressomaskine, som får dem til at bryde tavsheden.

Elisabeth: 'Kaffen er bitter.'

Johan: 'Som vores ægteskab.'

Pause på 2 minutter. En due flyver forbi vinduet i slowmotion.

Scene 2:
Det er sommer. Regnen siler uafbrudt ned over et faldefærdigt sommerhus i Småland. Elisabeth sidder og læser Rilke, Johan stirrer ud i regnen. De prøver at spille skak, men ingen rører brikkerne. Agnes ankommer uden forklaring.

Agnes: 'Er vinden indenfor eller udenfor?'

Johan bryder sammen og græder i 14 minutter. Ingen trøster ham.

Scene 3:
Johan finder en note i Elisabeths dagbog, som han læser højt: 'Kærligheden er som en overmoden fersken – blød, sød, og snart i forrådnelse.'

Johan: 'Elisabeth ... handler det om mig?'

Elisabeth: 'Du har aldrig elsket.'

Agnes kigger intenst på dem begge. En ged bræger i det fjerne.

Scene 4:
Alle tre tager bad i søen i regnvejr uden at ænse hinanden. Ingen siger noget. En svane svømmer i ring. Kameraet dvæler i 11 minutter på Elisabeths ansigt, mens hun ser ud, som om hun tænker på tilværelsens meningsløshed eller brombærrene i den nærliggende skov, som hun plukkede som barn sidst på sommeren.

Slutscene:
Man ser Elisabeth, der sidder i et tomt tog. Johan vinker farvel, men er han der i virkeligheden? Agnes går ind i skoven og forsvinder.
Kameraet zoomer langsomt ud fra en visnende solsikke, mens en fortæller siger: 'Alt er sommer. Intet er sommer.'

Sort skærm. Ingen rulletekster.

Spøg til side, parodien er forholdsvis venligt ment. De fleste Bergman-film, jeg har set, har været interessante, omend lettere ubehagelige, fulde af gådefulde scener og sjældent opløftende. Dog har det træge tempo og de lange pauser altid haft komikkens skær i mine øjne, men det skyldes nok min cineastiske vankundighed; der hersker ingen tvivl blandt filmkyndige om Bergmans kvaliteter som filmkunstner. Troløs – den aktuelle anledning til at beskæftige sig med Bergman – er som nævnt instruktøren Tomas Alfredsons dugfriske tv-serieudgave og videreudvikling af Bergmans film fra 2000, som Liv Ulmann instruerede dengang. Og selv om det ikke lykkedes fuldstændig at holde rastløsheden fra døren, må jeg indrømme, at jeg blev grebet af den intenst ubehagelige stemning og så alle 6 episoder af det renoverede komplekse psykologiske trekantsdrama i hurtig rækkefølge. Serien bliver anmeldt udførligt her af mere kompetente kræfter.

P.S. Det er højst sandsynligt, at jeg aldrig bliver filmskaber.

Lav, men behagelig musik til hele juli

DIT OG DAT:

• Sidste weekend gik Trump ind i Israels krig mod Iran og bombede de iranske atomanlæg. Verdenssamfundet er dybt bekymret. Ikke over krigen, men over at Trump måske genopstiller.
• EU-Kommissionen har besluttet at trække sit anti-greenwashing-direktiv tilbage – altså det forslag, der skulle sikre, at virksomheder ikke bare kan kalde deres shampoo økologisk, fordi flasken engang har stået ved siden af en selleri. Men hvem havde også forventet, at EU kunne tage sig af greenwashing, når der også skal være tid til at skændes om, hvem der har ansvaret for kaffemaskinen i mødelokale 12B.
• Sankthansaften druknede – ikke i øl og fællessang – men i regn, tordenbyger og en vejrmelding fra DMI, der lød som en advarsel fra Noas Ark. Men sådan er dansk sommer. Og vi elsker den alligevel. Næsten.
• Under halvdelen af de lærerstuderende i Danmark har folkeskolen som førsteprioritet, når de skal søge job. Det er dem, der endnu ikke har hørt om forældre, der sender en klage på fem A4-sider kl. 23.48, fordi Villads blev kaldt en brilleabe i spisefrikvarteret.
• I denne uge blev der uddelt studentereksamensbeviser med rund hånd. Alle fik 12. Eleverne takkede deres studiegrupper, deres lærer og ChatGPT. Censor græd – enten af rørelse, eller fordi hun havde læst 140 identiske SRP-opgaver om perfekthedskulturen på Instagram.
• OL i Paris sidste sommer blev 37 milliarder dyrere end planlagt. Men det vigtigste var, at åbningsceremonien blev smuk, og en vandt guld i bueskydning, mens en anden faldt i vandet med en stang.
• Knap hvert fjerde anerkendte trossamfund har ikke indberettet deres årsregnskab til tiden. Det er uklart, om det skyldes travlhed, dovenskab eller en stærk tro på, at Gud holder styr på bilagene.
• Etisk Råd anbefaler at lempe reglerne for, hvad man må gøre med afdødes aske. Måske bliver det tilladt at bruge den som krydderi i en symbolsk middag. Eller som kattegrus – det ville i det mindste give begrebet 'livets kredsløb' lidt kant.
• Pernille Skipper flytter til USA, men beholder posten som bestyrelsesformand i COOP indtil videre og tager sin computer med. I COOP er man så småt begyndt at indstille sig på bestyrelsesmøder på Microsoft Teams kl. 3 om natten med pistolskud og den fjerne rumlen fra en Harley-Davidson som baggrundslyd.
• Ved denne uges Nato-topmøde blev der snakket både sikkerhed og tryghed i opvæksten: generalsekretær Mark Rutte kaldte Trump for 'Daddy' – Zelenskyj spurgte, om han så måtte få lommepenge.
• Nato-landene besluttede i øvrigt at igangsætte en historisk oprustning. Danmark tilbød en hjemmeværnsmand med adgang til printer + en vred pressemeddelelse. Sverige bidrog med et komplet IKEA-missilsystem – umonteret, men med manual på 17 sprog.

LÆST:
Melissa Bank: The Girls’ Guide to Hunting and Fishing (Pigernes håndbog i jagt og fiskeri)
Roman, 1999
Et skarpt, rørende og humoristisk portræt af hovedpersonen Jane Rosenal fra teenageår til voksenliv. Historien er ikke en traditionel fortælling med lineær udvikling, men består af syv noveller, der hver fanger et øjeblik eller en fase i Janes liv. Et gennemgående tema er forholdet mellem Jane og de mænd, hun møder – fra hendes første teenageforelskelse til et kompliceret forhold til en meget ældre forlægger. Men romanen handler i lige så høj grad om Janes forhold til sin familie, især hendes bror og forældre, som spiller en central rolle i hendes følelsesmæssige udvikling. Der er ikke tale om chick lit – den går ud over chick lit-genrens klichéer og har langt større litterær tyngde, selv om tonen ofte er humoristisk, sarkastisk og letflydende. Lige en bog for mig, selv om jeg nok ikke er målgruppen – Melissa Banks bøger er blevet kaldt 'smart women’s fiction'...

SET:
Spionen i mit soveværelse, 3 afsnit
Britisk dokumentarserie, 2025 – dr.dk
Dokumentar, der afdækker, hvordan britiske undercover-betjente systematisk manipulerede kvinder via intime forhold for at infiltrere politiske og aktivistiske miljøer. Serien kombinerer personlige vidnesbyrd, efterforskning og en kritik af statens magtanvendelse og kaster lys over behovet for ansvarlighed og reform. Desværre for lang på grund af utallige gentagelser og rodet klipning, men kæbetabende og interessant historie.

HØRT:
Eliten fra minefeltet (genhørt)
Radiomontage, 1989 – DR Lyd
Historien om Klaus Heerfordt, en talentfuld klassisk pianist med solistdiplom, der levede et intenst, men destruktivt bohemeliv i Brolæggerstræde i København. Der var altid fest i lejligheden, men talentet blev aldrig forløst. I stedet blev dagene brugt på at læse 1001 nat under dynen i en iskold stue, drikke alkohol i store mængder og have affærer med kvinder, der kom forbi. Omgangskredsen var kunstnere, der så sig selv som eliten, men når man kradser lidt i overfladen, er sandheden en anden. Snart synger de på sidste vers i det farverige bohememiljø. En af de mest berømte og med rette roste radiomontager.
Montør: Peter Kristiansen

Engang var studenterkørslen en festlig afslutning på tre år med sved, tårer og komprimerede madpakker i skoletasken. Nu ligner det mest et omrejsende freakshow, hvor lastbilerne – pyntet som pornografiske paradevogne – tromler gennem gaderne som rullende beviser på eskalerende fladpandisering.

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Bannere, der tidligere bar ordspil af svingende kvalitet, er nu dekoreret med tegninger af bare bryster, ejakulerende kønsdele og slogans, der får graffiti på motorvejsbroer til at fremstå som højpoesi. Det er, som om nogen har udstyret en hel generation med tuscher og alkohol – og sagt: 'Lav noget, der får jeres bedsteforældre til at tabe både tænder og tillid til menneskeheden.'

Er det ungdommelig kådhed? Ja. Er det også en æstetisk og sproglig katastrofe på fire hjul? Mon ikke.

Studenterne burde vel være fremtidens håb, men efter tre minutter bag en lastbil med banneret 'Vi kom, vi så, vi sprøjtede', får man lyst til at udvandre til Finland og slå sig ned ved en stille sø og leve af skovens bær.

Man kunne engang romantisere studentertiden som et dannelsesforløb. Nu virker det nærmere som et forsøg på at se, hvor langt man kan komme med 2,0 i snit. Eller var det promille?

Måske er det tid til at sætte barren lidt højere. Eller i det mindste tegne noget andet end testikler i overstørrelse. Vi trænger til en studentervogn, der signalerer 'vi er klar til livet' – ikke 'vi har tegnet et lem med solbriller'.

Ret skal være ret: i min tid var det ikke, fordi vi sad med stenansigter i vores silkevest og kravat og adstadigt lod os befordre rundt i en knirkende hestevogn trukket af to frederiksborgheste, mens vi reciterede Oehlenschläger i kor, og det var ikke hjemmelavet punsch fra en krystalbowle, vi blev trakteret med undervejs. Vi havde heller ikke et banner med mottoet 'Gaudeamus igitur', men sangen var på repertoiret. Vi var så sent ude, at vi ikke nåede at skaffe en lastvogn til formålet og måtte tage til takke med en bus, som blev pyntet efter bedste evne med bøgegrene og lignende uskyldsrene symboler. Vi sang og hujede selvfølgelig undervejs, og faktisk var der også nogle, der fik for meget at drikke, men ingen der blev kørt til udpumpning, og omgivelserne blev i sagens natur forskånet for skråleriet i den lukkede bus. Bortset fra det talte det selvfølgelig til min tidligt udviklede magelighed, at vi kunne sidde på et ordentligt sæde hele vejen.

Billedet viser min patinerede studenterhue, der stadig i 1970 var en aldeles spartansk og prunkløs kasket, der med lidt god vilje kunne forveksles med noget, man havde vundet i en Tivoli-bod. Den var funktionel (næsten), grim (absolut), og først og fremmest: ens for alle. Jeg tog billedet i går, efter at jeg var kommet hjem fra en huepåsætnings-event på et gymnasium nord for København og havde brug for at blive mindet om en tid, hvor der stadig var en form for mening med galskaben.

Man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen

Men det blev der som bekendt ikke ved med at være. Huens rejse fra ydmyg hovedbeklædning til socialt prestigesymbol begyndte – og i dag har man en hovedbeklædning, der er blevet til en slags omvendt kongekrone. Ikke for dem med blåt blod, men for dem med guldbroderet navn, diamantformet stjernetegn og fri adgang til fars Mastercard. Der er ikke længere tale om en hue, men om en hundedyr identitetsmarkør, som siger: 'Jeg klarede gymnasiet – og huen kostede fem tusind'.

Godt nok kan man få en studenterhue til en tiendedel, men den er der ingen, der vil have, når man kan få broderet sin livsfilosofi, sit kæledyrs navn, sit yndlingschakra på huen – og sikkert også sit nuværende BMI, hvis man lægger nok i kassen. Og det gør de fleste. Man kan vælge farver, der signalerer alt fra studieretning til temperament, man kan få korset på huen besat med Swarovski-sten, og man kan tilkøbe alverdens ekstraudstyr med social signalværdi: champagneglas og -holder, indbygget bluetooth og inden længe sikkert også en drone, der følger én hjem fra fredagsbaren, når man har fået, så huen passer. Men har man ikke råd og må nøjes med den billige model, bliver studenterhuen til en demonstrativ påpegning af, at der er forskel på folk.

Alle og enhver kan nu komme i gymnasiet, som på det nærmeste er blevet en automatisk forlængelse af folkeskolen. Det er ikke længere nogen krævende præstation at gennemføre forløbet; en studentereksamen kan alle få med en minimal indsats og uden at have læst en eneste bog. Studenterhuen er blevet et materialistisk mere end et intellektuelt statussymbol, og derfor giver den ikke længere nogen mening.

Da jeg blev student, hærgede vulgærmarxismen overalt i den akademiske verden. Den forplantede sig ned igennem systemet til gymnasierne, og det var ikke comme il faut at gå rundt med sin studenterhue på, for alle mennesker var jo lige. Dengang syntes jeg, det var noget pjat. Det er ikke, fordi jeg er blevet marxist i mellemtiden, men i dag synes jeg, det ville være en god idé at afskaffe den studenterhue, der nu ikke er andet end et prangende symbol, man køber sig til, bare fordi man kan.

I øvrigt synes jeg, nogen burde stifte en forening til genindførelse af skam i livet.

Det er sommer i Danmark. Man hører det, før man ser det: en dyb brummen fra en motor, der lyder som en blanding af en løve i brunst og en hårdt trængt espressomaskine. Og dér kommer han, den grå- eller hvidhårede mand med Ray-Ban-briller, opsmøgede ærmer og en selvtilfreds mine, der stråler om kap med bilens lak. Det er en åben sportsvogn, som regel rød, sommetider stilfuldt mørkegrøn – eller som ejerne fortrækker at kalde det: British racing green.

Sportsvognen er et symbol. Det handler om sex – eller illusionen om sex appeal. Et råb om opmærksomhed i et livsstadium, hvor kroppen siger 'tag det nu roligt, mand', men egoet råber 'jeg kan skam endnu!' – en mobil midtlivskrise med læderindtræk og dobbelt Weber-karburator. For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni.

For sølvrævene er sportsvognen en slags omvendt rollator, en protest mod tidens tand og tyngdekraftens tyranni

Det er ikke fordi, de nødvendigvis tror, at bilen får kvinderne til at falde om af begær. Det er mere subtilt end som så; den fortæller, at de har styr på deres liv, deres investeringer og deres prostata. Det hele går selvfølgelig fløjten, hvis de forsøger at understrege det ved at personliggøre nummerpladen med noget i retning af 'COOLDAD' eller 'BO$$MAN', men det er de fleste godt klar over.

Man kunne også argumentere for, at det handler om frihed – om vinden i håret, eller det der er tilbage af det. Men ulemperne er åbenlyse. Når man er i 20'erne, kan vind i håret være en charmerende detalje, men er man 60 eller derover, er udbyttet som regel kun hold i nakken og rindende øjne. Desuden er den sparsomme pigmentering på issen ikke skabt til sommersol i åbent landskab. Med hensyn til lydniveauet overdøver motoren både en eventuel passager og førerens egen tinnitus. Og pladsen? Der er jo knap nok plads til pilleæsken med ugeinddeling i bagagerummet, og hvor er vi så henne? Når man kører i en bil, der brænder benzin af som et sankthansbål, kan klimaaftrykket også dårligt retfærdiggøres med en biobrændstofmærkat. Endelig er det værd at overveje, hvordan omverdenen ser på det hele: det er fifty-fifty, om man bliver mødt med beundring eller rullende øjne.

Måske er der alligevel et par fordele – ud over følelsen af frihed, der dukker op sekundet før myggen rammer en fortand med 130 km/t. En åben sportsvogn kan være en drøm fra ungdommen, et kunstværk, et mekanisk frirum, hvor man kan mærke vejen og glemme alderen et øjeblik. Og nogle kvinder – og mænd – bliver da stadig fascineret af en velholdt mand med benzin i blodet og selvtillid nok til at køre rundt uden tag og undskyldninger for sig selv. Et vidnesbyrd om succes, om livserfaring og en lille smule frygt for forfald. Eller måske snarere en fornægtelse af livets naturlige gang.

Men også meget menneskeligt. Og lidt rørende.