En god ven af mig, som benytter enhver lejlighed til at cykle, selv om han har to biler, betroede mig for nylig, at han nu er blevet så gammel og uforfængelig, at han ikke tager cykelhjelmen af, når han går ind i en forretning. Jeg må indrømme, at så gammel er jeg ikke endnu, selv om min ven er 13 år yngre end mig. Godt nok har jeg den fordel, at jeg sjældent tager cyklen frem for bilen, men hvis jeg gjorde …

Man kommer ikke uden om spejle i forbindelse med forfængelighed. I spejlets verden går grænsen mellem forfængelighed og selvoptagethed som en usynlig linje, der kan flytte sig alt efter lyset, humøret – og for nogles vedkommende antallet af likes på det seneste Instagram-opslag. Jeg vil gerne slå et slag for et vist mål af forfængelighed. Den, der gør, at man dvæler et øjeblik foran spejlet og retter på skjorten, før man går ud ad døren. En stille hyldest til selvrespekt og et tegn på, at man hverken er ligeglad med sig selv eller sine omgivelser. Man kan også bruge så lang tid foran spejlet, at verden ikke længere eksisterer. Det er her, selvoptagetheden kommer ind i billedet. Man bliver universets midtpunkt. Hvor forfængelighed handler om, hvordan man fremstår, handler selvoptagethed om, hvordan alt relaterer til én.

Hvor forfængelighed handler om, hvordan man fremstår, handler selvoptagethed om, hvordan alt relaterer til én

Intellektuel forfængelighed findes selvfølgelig også. Det er den, der driver os til at læse, lære, tænke og måske oven i købet forstå verden bedre. Den bliver først irriterende, når man begynder at bruge viden som spejl i stedet for som vindue, og formålet udelukkende er at få bifald. Intellektuel selvoptagethed er dér, hvor man ikke lytter for at forstå, men for at vente på sin tur til at tale. Man læser ikke for at lære, men for at kunne citere. Den intellektuelle selvoptagethed drejer sig om at blive betragtet som klog, hvor den virkelige klogskab viser sig i evnen til at indrømme uvidenhed, til at spørge og lytte.

Så hvor går grænsen? Måske dér, hvor man stadig kan glemme sig selv. Når man kan gå ud uden at tjekke fem gange, om håret sidder rigtigt. Når man kan glæde sig over andres succes uden at overveje, hvordan den påvirker ens egen. Når man bruger spejlet til at justere – ikke til at leve i.

Hvis man skulle forsøge sig med en konklusion på denne eksistentielle smalltalk en tirsdag eftermiddag i oktober, kunne det måske være: Forfængelighed er, når man gerne vil fremstå, som man ser sig selv, mens selvoptagethed er, når man kun kan se sig selv. Det ene er et udtryk for livslyst – det andet for ensomhed forklædt som selvtillid.

Bare et bud. I Det sidste ord på TV2, hvor Mikael Bertelsen i søndags talte med Jørgen Leth i et sidste interview, som ikke var uinteressant, kom Leth ind på spørgsmålet om forfængelighed, og han tøvede ikke med at indrømme sin egen forfængelighed. Han argumenterede for, at selv om forfængelighed har en negativ klang, er der ikke noget skamfuldt ved at være forfængelig. Han kom ikke ind på, hvor grænsen går mellem forfængelighed og selvoptagethed. Det var måske meget klogt.