I forlængelse af forrige indlæg om forfængelighed – og foranlediget af Erics kommentar om respekt som incitament til at gøre noget ud af sin påklædning – trænger et par bemærkninger sig på:

Der var engang, hvor det var en almindelig færdighed i et dansk hjem at kunne stryge en skjorte. I dag kan man knap nok finde en husstand med et strygejern. Hvis man spurgte en 25-årig, hvad et jakkesæt er, ville han formentlig ikke være helt sikker. Vi har simpelthen givet op. Vi har smidt slipset, droppet skjorten og taget sweatpants på.

Engang tog man sit stiveste puds på i teatret, fordi teatret var noget særligt. I dag ligner salen en biograf på en regnvejrsdag. Publikum sidder med plasticglas og hættetrøjer, og hvis nogen har taget en blazer på, tror man, de er en del af forestillingen. Jeg var for nylig til premiere, og ved siden af mig sad en mand i – Crocs! Engang var Crocs noget, man stak i, når man skulle ud og hente avisen. Nu går de fint sammen med Shakespeare, selv om teatrene ikke ligefrem er en hverdagsbegivenhed for ret mange.

Vi hylder den elastiske bukselinning , så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om

Til begravelser møder folk op, som om de lige er smuttet forbi på vej til Bilka. Mens præsten taler om livets forgængelighed og prøver at sige et sidste farvel til et menneske, der sikkert ejede et strygejern, sidder store dele af menigheden på bænkerækkerne og skutter sig i krøllede sweatpants, dunjakke og sneakers. Skulle en enkelt have formastet sig til at tage et slips på, bliver vedkommende set på, som om han har misforstået hele pointen med livet: 'Du havde da ikke behøvet at gøre så meget ud af det!' Nej , men man kan godt vise lidt respekt. Afdøde er nok ligeglad, men de pårørende må formodes at være til stede.

Det handler, som så meget andet i Danmark, om janteloven. Ingen må tro, de er noget – heller ikke når det gælder påklædning. Vi har ikke længere nogen overklasse, men vi har en kollektiv skepsis over for alt, hvad der skiller sig bare en smule ud. Vi skal helst allesammen ligne nogen, der er i gang med at male carporten med en kop kaffe i hånden. Hvis tøjet ikke har huller, er man allerede over dansk standard. Vi kalder det afslappet, men måske er det bare dovenskab forklædt som lighed.

Komfort er ikke bare blevet en vane – det er en ideologi. Vi hylder den elastiske bukselinning, så vi kan gå direkte fra sofa til social begivenhed uden at klæde os om. Vi har gjort det til en slags moralsk dyd at ligne nogen, der ikke tager noget alvorligt.

Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til 1800-tallet, men jeg savner den tid, hvor man gjorde sig lidt umage. Ikke fordi jeg elsker slips (det gør jeg), men fordi 'pænt tøj' engang var et tegn på respekt og udtryk for, at der er noget, der betyder mere end andet.

Måske kunne man mødes på halvvejen. Det ville blandt andet betyde, at hvis nogen skulle finde på at spørge, om man kan tage sweatpants på til en begravelse, er svaret: Nej, det kan man ikke. Du er et voksent menneske, og der er allerede elastan nok i verden.