Paraplyen ville være en uovertruffen opfindelse, hvis den, der fik ideen, også havde tænkt på at udstyre den med en anordning, der forhindrede den i blive væk for ejeren ved først givne lejlighed. En feature, paraplyfabrikanterne dog næppe ville bifalde af hensyn til omsætningen.

Min første forsvundne paraply var grøn og skotskternet. Jeg glemte den i en Kvickly på Valby Langgade, da jeg som nytilflyttet studerende forsøgte at balancere med en liter mælk, en pose pasta og en smule værdighed. Da jeg endelig nåede hjem på kollegiet, opdagede jeg, at jeg kun havde fået halvdelen med – mælk og pasta, men hverken paraply eller værdighed.

Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet

Senere mistede jeg et sort, elegant eksemplar i toget mellem Fredericia og København. Den var indhandlet i Illums Bolighus, hvilket burde have gjort den uglemmelig. Jeg lagde den muntert nynnende op på bagagehylden, og da jeg et par timer senere steg af, følte jeg mig sikker på, at jeg havde fået det hele med mig. Først da jeg trådte ud i den silende Vesterbro-regn, gik det op for mig, at jeg vederlagsfrit havde overdraget DSB en paraply af prima kvalitet.

En tredje gang mistede jeg en billig supermarkedsparaply i Firenze. Jeg havde købt den i panik under et voldsomt tordenvejr, og ti minutter senere, da solen igen skinnede over Arno, efterlod jeg den ubevidst på en café sammen med min tømte espressokop. Velsagtens fordi det var holdt op med at regne.

Der er en særlig glemsel forbundet med paraplyer. Man tager dem kun i anvendelse i nødsituationer, og så snart regnen stopper, ophæves deres eksistensberettigelse. De er praktiske, men sjældent elskede. Ingen siger: 'Jeg glæder mig til at slå min paraply op i dag!' Den har status som et nødvendigt onde. Og ting, vi kun bruger, når vi er tvunget til det, har det med at forsvinde i glemslen.

Man skal ikke nødvendigvis være distræt for at glemme sin paraply. Det kan ske for selv de mest strukturerede mennesker, fordi paraplyen sjældent er en del af rutinen. Det er naturligt at have nøgler, telefon og tegnebog på sig. Men paraplyen? Den er et midlertidigt vedhæng. Når solen bryder frem, lægger man den fra sig – og i det øjeblik er alle distræte.

Jeg kan ikke afvise, at alderen måske spiller en anelse ind. Da jeg var ung, glemte jeg paraplyer, fordi jeg havde travlt. Nu glemmer jeg dem, fordi jeg ikke længere har travlt – og derfor tror, jeg husker alt.

En voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn

Spørgsmålet er, hvad man kan gøre for at undgå at glemme sin paraply. Måske kunne man anskaffe en paraply i skrigende selvlysende farver, så den er umulig at overse, men det kompromitterer unægteligt ens fremtoning. En taskeparaply i mappen er selvfølgelig en mulighed, men man går almindeligvis ikke rundt med en mappe, når man ikke længere skal på arbejde hver dag. Desuden er taskeparaplyer alt for små – også i udklappet tilstand – og en voksen mand i regnvejr med en linedanserparaply i hånden er og bliver et ynkeligt syn. Endelig kunne man investere i en hundedyr paraply, som man simpelt hen ikke tør glemme – men jeg kan skrive under på, at det ikke fungerer.

Man må nok at acceptere, at paraplyer henhører under flygtigt løsøre. De vandrer fra menneske til menneske, fra togstation til café, og lever deres eget regnvåde liv. Eller også må man ty til det gamle husråd om at sørge for altid at forsyne sig med tre paraplyer, inden man går ud ad døren: én til at glemme hjemme, én til at glemme i bussen og én til at glemme på kontoret.

Når jeg næste gang mister en paraply, håber jeg bare, at den havner hos nogen, der faktisk husker den, når det regner.