Hvis man skulle være i tvivl om sandheden i den gamle talemåde 'en ulykke kommer sjældent alene', kan man bare tage et kig ud ad vinduet, hvor valgplakaterne med smilende politikerhoveder i lygtepælene konkurrerer om opmærksomheden med groteske græskarhoveder i alle butiksvinduer og dinglende plasticskeletter foran hver eneste hoveddør. To fænomeners forening i én sæson – den ene lover fremtid, den anden leger med døden – og midt imellem befinder sagesløse borgere sig i en form for æstetisk undtagelsestilstand.

I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy

Lygtepælene, som det underspillede arkitektoniske indslag i bybilledet de er, står hver aften med stoisk ro og lyser som et stille løfte om orden i mørket. Men hvert fjerde år bliver de tvunget ud i politisk tjeneste og degraderet til stativer for en parade af retoucherede ansigter og alt for hvide tandrækker, som er mere skræmmende end det mest naturtro halloween-dødningehoved Made in China. Der hænger de halshuggede politikere så i regn og blæst og lover forandring, tryghed og grøn omstilling, mens tusinder af klimabeslastende kabelstrips sørger for, at de bliver hængende.

Man kan forsøge at ignorere plakaterne ved at vende ryggen til og krydse vejen. Her er det så, man snubler over et grinende græskarhoved af slagfast PC, fordi ingen længere gider have ulejligheden med selv at udhule et ægte græskar til formålet, når Harald Nyborgs kopier gør det ud for det samme og i øvrigt er meget billigere. I Danmark er halloween en tradition, som har udviklet sig med samme naturlighed som palmer i Thy.

Detailhandelen, altid på udkig efter nye påskud for at sælge slik, kager og syntetiske tekstiler, har importeret det amerikanske uhyggekoncept og transformeret det til en neonorange økonomisk fest. De kunstige græskar står linet op som små, smilende industriprodukter, mens børn i polyesterkostumer banker på døren for at true sig til vingummier. Halloween falder sammen med allehelgensaften den 31. oktober – så det er heldigvis snart overstået – men plasticspindelvæveve har skæmmet butiksvinduerne hele måneden, og man begynder at spekulere på, om julen mon bliver skubbet frem til sensommeren næste år.

Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne

Der er noget uendelig tragisk i at se danske parcelhushaver forvandle sig til små kulisser af hyggelig uhygge med gummiflagermus og edderkoppespind lavet af vat. Selv oktoberhimlen virker forlegen.

Der, hvor der før var et stille efterår med gyldne blade og lidt regn, har vi nu en kombination af smilende kandidater og grinende græskar – som om folkestyret og handelsstandsforeningen har oprettet et fælles reklamebureau. Man går gennem byen som et offer for to samtidige kampagner: den ene for stemmer, den anden for salget af sukker og plastic, og man mærker en snigende længsel efter novembertågens fred.

Det er ikke, fordi jeg er imod hverken demokrati eller barnlig glæde. Et byrum fortjener bare ikke at ligne en mislykket cirkusforestilling. Jeg sætter mit kryds i næste måned ved den kommunalpolitiker, der foreslår at indføre et æstetisk karantæneprincip: Lad lygtepælene få fred, lad butikkerne afbestille græskarrene, og giv os et simpelt efterår, hvor byens farver igen kan være naturens egne.

Indtil da – og det har nok lange udsigter – må vi leve med, at demokratiet og detailhandelen deler sæson – og at begge har en forkærlighed for plastic og overeksponering.