Det er et velkendt fænomen, at musik kan føre en vidt omkring i tid og sted. Når I Say a Litte Prayer med Aretha Franklin strømmer ud af en højttaler, uanset hvor jeg befinder mig, er jeg pludselig tilbage på dansegulvet i et diskotek et sted i tressernes København. Det kunne fx være Le Carrousel på Axeltorv i Paladsbygningen, der dengang var kridhvid og endnu ikke var blevet udsat for Poul Gernes' larmende postmodernistiske farvebombardement, som forvandlede den statelige bygning til noget, der ligner et overdimensioneret fritidshjem for understimulerede børn. På første sal i Le Carrousel stod der faktisk en rigtig karrusel i fuld størrelse til pynt, men ellers husker jeg mest den tjekkede bartender, en lille, tæt mand, der med akneplaget stenansigt jonglerede med flasker og glas og i øvrigt beherskede alle til faget hørende tricks og hundekunster til fuldkommenhed.
På det tidspunkt var jeg vokset fra den slags adspredelser og travlt optaget af at føre mig frem som intellektuel know-all på dertil indrettede caféer
Jeg havde også min gang/dans i diskotek Pussycat i Gothersgade, hvor man skulle have medlemskort for at komme ind. Mit kort var en hjemmelavet fotokopi, men takket være den dunkle belysning opdagede dørmændene aldrig falskneriet, så det fungerede efter hensigten. Det var værre med Disc Club i Vestergade, der krævede, at man havde nøgle, og det havde jeg ikke. Hvordan det alligevel lykkedes mig at slippe indenfor den ene gang efter den anden, har jeg ingen erindring om, men jeg må have været i selskab med nogle indehavere af det eftertragtede medlemsbevis. Endelig var der Star Club, som havde til huse helt ude på Åboulevarden, og hvor besøgene af samme grund var mere sporadiske. Den kom senere til at hedde Revolution, men på det tidspunkt var jeg vokset fra den slags adspredelser og travlt optaget af at føre mig frem som intellektuel know-all på dertil indrettede caféer i Indre By.Hovedformålet med at gå på diskotek var selvfølgelig ikke at danse eller høre musik, men at 'få fat på en pige' som man sagde, før der var noget, der hed at score, hvilket lykkedes forsvindende få gange. Men det var musikken, der slog sig ned og tog fast ophold i hukommelsen, ikke de sjældne og flygtige pigebekendtskaber.
Her er en top 10 i vilkårlig rækkefølge:
- Aretha Franklin: I Say a Little Prayer
- Smokey Robinson & The Miracles: I Second That Emotion
- Marvin Gaye: I Heard It Through The Grapevine
- Booker T. & the M.G.'s: Green Onions
- The Supremes: You Can't Hurry Love
- Percy Sledge: When a Man Loves a Woman
- The Isley Brothers: This Old Heart of Mine
- The Foundations: Baby, Now That I Found You
- Wilson Pickett: In the Midnight Hour
- Four Tops: Walk Away Renee
Min egen musiksamling var mildt sagt ikke imponerende. I 1966 kostede en singleplade omkring 7 kr., svarende til 80 kr. i 2025-penge ifølge Oldmoney. Det var en net sum, når man gik i skole og ikke havde nogen indtægt. Sært at tænke på, når man nu kan streame al den musik, man lyster, for en slik.
Af de talrige kommentarer til Paladsbygningen ved Vesterport udgør ” et overdimensioneret fritidshjem for understimulerede børn” både den morsomste og bedste. Samme kunstner blev også hyret til udsmykning af psykiatriske matrikler, herunder på et storkøbenhavnsk hospital, hvor jeg arbejdede i mange år.
Vi er jævnaldrende. Måske/måske ikke har vi skubbet til/passeret hinanden i en ungdommelig fortid, i hvert fald er de fleste af de musikalske vandings- og scoringssteder også bekendte i min hukommelse. Det samme gælder den negroid-dominerende soulmusik. At læse indlægget (også anden gang) giver minder om en fortidig gang på den individuelle Memory Lane.
Igen rammende beskrivelse ”intellektuel know-all” for profiler, som man(d) kunne møde i det daværende københavnske langsom vågnende natteliv på udvalgte matrikler.
Og endelig: Frits Helmuth forsøgte sig med flere genrer. Lad mig være mere konkret: I de øjeblikke, hvor alkoholprocenten var operationel, rangerede han i min optik i kunstneriske glimt som en af Danmarks bedste mandlige skuespillere.
@Erik Hulegaard: Jeg takker for den gode anmeldelse og glæder mig over, at vi åbenbart har færdedes på den samme Memory Lane.
Ja, Fritz Helmuth led beklageligvis den samme kranke skæbne som adskillige af hans kolleger – der synes at være en ubrydelig sammenhæng mellem skuespilkunst og høje promiller. Han var en stor kunstner, og i øvrigt er det nyt for mig, at han har skrevet både tekst og musik til den anbefalede sang.
En eller anden intellektuel know-all (som der stadig er mange af) fortalte mig engang, at man rent musikalsk går i stå, når man er i trediverne. Hvad siger du til det?
Det er nok lidt rigtigt, selv om der selvfølgelig også er nyere musik, der falder i smag.
Jeg fik aldrig rigtig muligheden for at frekventere de københavnske diskoteker, mens jeg stadig var ung nok til at have lyst til det, men konceptet minder mig lidt om videoklubberne, som havde deres storhedstid i firserne. Her skulle man betale for et hundedyrt medlemskab for overhovedet at få lov til at leje en lige så hundedyr film.
Jaja ... Memory Lane er der flere af, end der er Einbahnstrasser i Tyskland 😊
@Ellen: Jeg er tilbøjelig til at give din kilde ret. For mit vedkommende nåede jeg helt op i fyrreårsalderen, før musiksmagen gik (næsten) i stå, fordi jeg havde et job, hvor der hver dag blev lagt mellem 5 og 10 nye cd'er i mit dueslag, som jeg skulle forholde mig til. Siden har jeg forsøgt at følge lidt med, men uden større held. Politiken har fx hver uge en liste med '5 sange du skal høre lige nu', og for det meste får jeg ikke noget ud af det udover en let hovedpine.
Hvis du er gået glip af diskotekerne, er jeg til gengæld gået glip af videoklubberne. Pinligt, dem har jeg ikke engang hørt om!