Det er ikke helt ved siden af at sige, at jeg er opflasket med ironi. Derimod ville det være forkert at hævde, at jeg har fået det ind med modermælken, for begge mine forældre var skyldige i umådeholden brug af ironi. Det siges ganske vist, at børn ikke forstår ironi, og jeg ved da heller ikke, hvor gammel jeg var, da tiørerne begyndte at falde for mit vedkommende, men jeg var i hvert fald tidligt udlært i disciplinen. Så langt, jeg kan huske tilbage, har ironi været en ganske almindelig omgangsform i familien, og fænomenet var heller ikke nogen sjældenhed uden for hjemmets fire vægge i andre sociale sammenhænge. Brugen af ironi var simpelt hen langt mere udbredt og uproblematisk dengang, end den er nu, og det er ærgerligt.
Ironi kan gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere
Ironi er ikke det samme som sarkasme, men grænsen kan være hårfin. Man er ironisk, hvis man siger noget, men mener det modsatte eller noget andet end det, man siger. Det kan man gøre for at understrege en pointe eller bare for sjov, og der ligger ikke nødvendigvis en negativ eller spydig hensigt bag. Tværtimod kan ironi gøre en samtale mere underholdende og afslappet, bryde isen eller gøre tunge emner lettere at håndtere. Med ironi har man også mulighed for at sige sin mening uden at være for direkte og fx kritisere på en mindre konfronterende måde.Sarkasme er mindre subtil, mere direkte og spydig end ironi og bruges fortrinsvis til at kritisere eller håne andre. Tonen er mere eller mindre aggressiv eller nedladende. Kort sagt: Sarkasme er som regel giftig og fjendtlig.
Men selv om man holder sig til ironi og er meget påpasselig med ikke at forfalde til sarkasme, kan man snildt risikere at blive mistolket nu om dage. Det gælder især på skrift, hvor man ikke har gestik og mimik til at understøtte meningen, men også mundtligt sker det oftere og oftere, at man kommer galt afsted – erstat gerne 'man' med 'jeg'.
Det er en udvikling, der er kommmet snigende, og der er sikkert mange grunde til, at ironiens storhedstid er ved at være forbi. En af dem kunne være, at det kræver en vis evne til at læse – og lytte – mellem linjerne at kunne forstå ironi, og hvis man ikke er fortrolig med sproget, kommer man let til at tale forbi hinanden. Det er min påstand, at den almene sprogbevidsthed skranter (ja-ja, det er min kæphest!), og når vi samtidig har en voksende krænkelsesparat wokeisme kombineret med en stigende indvandring fra kulturer med æresbegreber, der harmonerer dårligt med dansk mentalitet, er ironien ilde stedt, og kommunikationen er blevet nogle nuancer fattigere.
* * *
Apropos ironi er den også gal med brugen af selve ordet. På engelsk bruges ironic ofte bredt til at beskrive situationer, der er paradoksale, selvmodsigende eller mærkelige. Men selv om engelsk ikke er dansk, er det efterhånden ikke ualmindeligt at bruge ironisk på den engelske måde, og selv om Dansk Sprognævn sikkert synes, det er helt i orden, fastholder jeg hårdnakket, at kun en person eller en ytring kan være ironisk; en situation kan ikke. Og jeg giver mig ikke en tøddel.Dagens for en gangs skyld relevante musikalske bonus
I den beslægtede ”ironi-familie” har to eksempler altid fascineret mig, nemlig ”Skæbnens ironi” og ”selvironi”. Førstnævnte har vel de fleste oplevet, dog uden altid omsluttet af den fulde forståelse, hvis den overhovedet findes. Men det gør til gengæld den anden form for ironi, selvironien. Den optræder forbløffende sjældent, men når det sker, er den velgørende afvæbnende i (næsten) enhver kontekst.
I vore dage, hvor (næsten) alt skal underkastes forskning og som minimum en efterfølgende murstenstung rapport eller gerne en ph.d., kunne emnet for genetik vs. selvironi måske være et emne. Blogejeren formodes at have arvet en pæn portion – meget velgørende – af selvironi, der gennemrisler den velkomne genopståede aktivitet på denne blogplatform.
Ironi er vanskelig tilgængelig for mange, og især på skrift, som du også skriver, da gestikkens betydning for forståelsen ikke bør undervurderes, men det er en herlig udtryksform, som jeg i høj grad benytter mig af.
Og ja: derfor bliver jeg/vi også sommetider misforstået, men jeg lever med det. Så længe selvironien dyrkes på lige fod med den, der rammer andre, er der ingen grund til at stoppe.
Familie og venner ville i så fald nok heller ikke kunne genkende os, tror du vel?
Igen bevæger vi os ind på det sproglige forfalds område. Hvor udddannelsessystemet ikke helt slår til længere og hvor såkaldte indvandrere henvises til at lære dansk i arbejdspladsernes kantiner (Støjberg...), fordi man ikke vil bruge en krone på danskundervisning. Vi befinder os snart i en situation, der vil få gamle Søren Kierkegaard til at rotere i sin grav.
@Erik Hulegaard: Min uvidenskabelige, hjemmestrikkede teori går ud på, at for så vidt angår tilbøjeligheden til at gøre brug af ironi, er der nok snarere er tale om miljø end om arv.
Med hensyn til selvironi er den ikke kun blevet en mangelvare; jeg har på fornemmelsen, at den er i restordre. Til gengæld har selvhøjtideligheden og -optagetheden kronede dage.
@Ellen: Om familie og venner ville kunne genkende os, hvis vi lagde ironien på hylden? For mit vedkommende ville det i hvert fald ikke være utænkeligt, at et bestemt fremtrædende medlem af min husstand bekymret ville spørge, om der var noget i vejen. Men det ville sandsynligvis være ironisk ment ...
@capac: Ja, emnet er uudtømmeligt. Har Inger Støjberg virkelig sagt det om kantinerne? Man græmmes.
Jeg er ikke godt nok hjemme i Kierkegaard til at fange, hvad du nøjagtig hentyder til, udover at han har skrevet om begrebet ironi. Men så vidt jeg har forstået, var Kierkegaard ikke ubetinget tilhænger af ironi, men mente at man kan ende som tilskuer til tilværelsen snarere end som en deltager, hvis man overdriver, og det kan han jo selvfølgelig have ret i.
Jovist, Støjberg argumenterede for, at der ikke var grund til at bruge penge på danskundervisning til indvandrere (især flygtninge, det var i den såkaldte "krise" i 2015), for de kunne jo lære det, når de kom i arbejde, og kantinerne blev nævnt i den forbindelse. Hun fik sin vilje og flere arbejdspladser (sprogcentre), inklusive min, blev lukket med et pennestrøg. Og Støjberg var i hvert fald ikke ironisk...
Jeg er heller ikke Kierkegaard-ekspert og henvisning var bare til hans udskældte opus om Ironien. Jeg tror bare, at han var ironiker langt hen ad vejen i sin maskepi over for læseren...
@capac: Tak for uddybningen. Nej, Inger Støjberg var næppe ironisk her – til gengæld holder hun sig sjældent tilbage, når det gælder sarkasme.