750 ord

01 januar 2025 • Uffe Jerner



Jeg skulle lige til at undskylde, at jeg var væk et øjeblik, men så opdagede jeg, at der er gået næsten fire år siden forrige indlæg, og at tiden åbenbart går hurtigere, end jeg troede. Men hvis der er noget, der hedder kvartalsdrankere, kan der vel også findes quadrenniumsbloggere. Eller måske er jeg den første?

I den mellemliggende tid har jeg som så mange andre forsøgt at få afløb for mit meddelelsesbehov på Facebook. Men Facebook er ikke skabt til lange indlæg, og jeg egner mig ikke til korte – derfor er jeg nu vendt tilbage til de sociale mediers moder, hvor man kan skrive lige så lange indlæg, man lyster, uden at nogen løfter et øjenbryn. Om det hele så vil blive læst, er en anden historie, men man kan i det mindste være nogenlunde sikker på, at indlægget ikke afføder et kommentarspor, der hovedsageligt består af ukvemsord. Den luksus kan man ikke regne med på Facebook.

Når overskriften er 750 ord, er det fordi jeg faldt over et website (selvfølgelig amerikansk), der hed sådan. Det var en opfordring til at skrive 750 ord hver dag for at blive bedre til at skrive. Det var ligegyldigt, hvad man skrev, man skulle bare skrive løs uden at tænke nærmere over det og uden at rette eller slette noget som helst. Det var ikke vigtigt, om der kom en brugbar tekst ud af det, ideen var bare at skrive uden at stoppe, før man havde nået dagens mål på 750 ord. Sitet var selvfølgelig indrettet til formålet, så man kunne følge sin udvikling dag for dag og få dårlig samvittighed, hvis der var dage, man sprang over.

Hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det?

750 ord er faktisk temmelig mange – indtil nu har jeg kun skrevet 290 ord, så der er lang vej igen, og jeg vil ikke fortænke dig i at stå af nu, hvis du ikke allerede har gjort det, for ærlig talt er hele teksten stadig blottet for substans. Jeg har før hørt om freewriting, det vil sige hæmningsløs griflen løs uden tanke på mening eller sammenhæng mellem ens tilfældige indfald. Jeg synes måske, man kunne få den mistanke, at det ikke vil udvikle ens evner som skribent, medmindre det skulle være en fordel at være ukritisk over for, hvad man belemrer sine læsere med. Men jeg besluttede mig altså for at give det en chance, for hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det? Så det er altså det, jeg er i gang med nu, og jeg forsøger så vidt muligt at undgå at kigge på ordtælleren, men i stedet koncentrere mig om at holde fingrene på tastaturet og lade dem danse frit rundt uden at tage hensyn til min egen forfængelighed. Lige nu er jeg tæt på at køre træt, og jeg er kommet stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg vil nå til målstregen, men der er ikke andet at gøre end at klø på.

Hvorfor er det så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker, hvis jeg ikke har noget på hjerte?

Mærkværdigvis – og til dels til min egen ærgrelse – må jeg indrømme, at der faktisk indtil nu er kommet et par ord ned på papiret, som jeg ellers aldrig bruger, så måske kan man faktisk på denne måde vække sit passive ordforråd til live og begynde at bruge noget af det aktivt. Nu kunne du vel egentlig godt tænke dig at vide – eller er du der stadig? – hvorfor det er så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker som dig, hvis jeg ikke har noget på hjerte, og for at være ærlig er det også mest, fordi writing is the most fun you can have by yourself, som en kendt forfatter engang sagde eller skrev – dog ikke så kendt, at jeg kan huske hans navn. Jeg husker bare, at han var englænder og temmelig succesfuld, og at han for det meste skrev science fiction-romaner, hvilket nok er grunden til, at jeg ikke kan huske navnet, for sci-fi er en genre, der aldrig har sagt mig noget. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at dens repræsentanter kan sige noget, man ikke kunne have sagt bedre selv. Faktisk husker jeg også, at denne forfatter senere fik Alzheimers, og at han tog initiativ til at tage til Holland for at få hjælp til at tage sit eget liv, men at han alligevel aldrig nåede at komme afsted. Han er død nu, og jeg har ikke hørt nogen omtale ham siden. Og nu behøver jeg heldigvis ikke køre i tomgang ret meget længere, for om ganske få ord er jeg oppe på 750 ord. Nemlig nu!

* * *
53 ekstra ord: Efter at have konsulteret Google kan jeg oplyse, at navnet på den omtalte forfatter er Terry Pratchett, som både var fantasy- og science fiction-forfatter, foruden humorist og satiriker og uden tvivl et gennemsympatisk menneske: Han døde i 2015 som 66-årig, omgivet af sin familie og med sin kat sovende på sengen.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

9 svar på 750 ord

  1. Erik Hulegaard skriver:
    2. januar 2025 kl. 14.28

    Motivation og inspiration er to potente faktorer, der er igangsættere eller detonatorer. For nogle opleves det regelmæssigt, for andre sker det som nævnt i tidsmåling som quadrennium.

    Nu har denne signatur ikke fornøjelsen af ”venskab” på Facebook, men må – i øvrigt med fornøjelse og beundring – i stedet følge fruens formidable digitale flid på samme SoMe-platform.

    Blogejerens ego-test-på-750-ord bør være en god motivator for at fremdrage tidligere tiders digitale fjerpenne – godt gemte på Halsnæs-matriklen - og ikke mindst anvende dem for at visualisere det åbenbare sproglige talent til glæde for læserne – godt nytår 2025!

  2. Uffe Jerner skriver:
    2. januar 2025 kl. 20.20

    @Erik Hulegaard: Tak for interessen – lad os nu se, hvordan det går. Det manglende 'venskab' på Facebook bør ikke tages personligt. Jeg har ikke bidraget det mindste til trafikken på omtalte platform i over tre år, men har indskrænket aktiviteten til på lusket vis at kigge andre, mere produktive temperamenter i kortene. Det ville derfor kun føre til skuffede forventninger hos nye 'venner' at øge antallet af kontakter.

    Hermed et gengældt godt nytår!

  3. Eric skriver:
    3. januar 2025 kl. 07.36

    Hvor var livet besværligt, dengang man kun havde skrivemaskiner uden ordtællingsfunktion. Selv et kuglehoved kunne ikke finde ud af det.

  4. Anonym skriver:
    3. januar 2025 kl. 09.14

    Som tidligere (og fortsat, for man slipper ikke ustraffet for den handling...) litteraturstuderende, vil jeg blot minde jer om, at automatskrift og friskrift langt fra er af nyere dato. Tværtom. Så kast jer bare over en genoplivning af jeres blogge. Facebook er en pauver erstatning for de skrivelystne.

  5. capac skriver:
    3. januar 2025 kl. 09.16

    Ups. Glemte lige navn og adresse... Klebager.

  6. Ellen skriver:
    3. januar 2025 kl. 11.53

    Velkommen tilbage efter den lange komatøse blogtilstand!
    Din pen har været savnet, for hvis der er noget, du ikke vil kunne, så er det at skrive dårligt, uanset hvor indholdstomt du forsøger at gøre det til.
    Jeg fik engang at vide, at "ingen gider at læse et blogindlæg på mere end 500 ord". Jeg bestræber mig derfor på at holde mine i den størrelsesorden, men det lykkes langt fra altid.
    FB og IG kan være udmærkede medier, hvis man hovedsageligt vil kommunikere i billedsprog, men desværre ses tit, som du også skriver, de værste sprogblomster af enhver art og farve udfolde sig på især FB.
    Jeg glæder mig til at 'høre' mere fra dig 🙂

  7. Uffe Jerner skriver:
    3. januar 2025 kl. 19.23

    @Anomym/capac: Nej, det nye er ikke metoden – eller rettere manglen på metode – men webificeringen af den, som vist nok kun er 10-15 år gammel. Ideen med de 750 daglige ord stammer fra Julia Camerons bog 'The Artist's Way' (på dansk 'Kreativitet'), som foreslår, at man hver dag skriver tre 'morning pages', som et kvikt hoved altså har omregnet til 750 ord. Det hører med, at det ikke er meningen, at man skal vise skriveøvelserne til nogen, sådan som jeg har gjort.

  8. Uffe Jerner skriver:
    3. januar 2025 kl. 19.23

    @Ellen: Det er sikkert rigtigt, at ingen gider læse et blogindlæg på mere en 500 ord. Men det kan vi heldigvis se stort på, eftersom ingen alligevel aldrig læser blogs overhovedet – undtagen selvfølgelig du og jeg :-)

  9. Uffe Jerner skriver:
    3. januar 2025 kl. 19.27

    @Eric: Du fremmaner søde minder, når du nævner ordet kuglehoved. Jeg savner undertiden min gamle, calypsorøde IBM Selectric og den solide lyd af anslaget, der var at sammenligne med en Mercedes-dør, der smækkes i. Ikke som tastaturet på en computer, der bare lyder som det klikkende plastic, det er. Heldigvis er det muligt at frembringe en ku(g)leskør tekst, også på en computer.

Skriv en kommentar