Vi kan hurtigt blive enige om, at bøger er en fænomenal opfindelse. De kan oplyse, underholde og give introverte sjæle den perfekte undskyldning for at undgå sociale sammenkomster. Men de er også en minefyldt gavekategori, og alligevel bliver de år efter år lagt under juletræet eller pakket ind til fødselsdage i en naiv tro på, at alle elsker at få en bog. Men det er en myte, der har skabt flere akavede øjeblikke end glædelige overraskelser.
En krimi til en, der kun læser poesi, er det litterære svar på at give en veganer en fransk hotdog i fødselsdagsgave
Når man giver en bog i gave, fortæller man samtidig, hvad man tror, modtageren interesserer sig for. Det er en farlig vej at gå. Giver man sin svoger en selvhjælpsbog om at blive en bedre ægtefælle, kan det nemt opfattes som en passiv-aggressiv kommentar til hans ægteskab. En biografi om en politiker, han afskyr, vil kun resultere i et tvungent smil og en halvhjertet tak. En krimi til en, der kun læser poesi, er det litterære svar på at give en veganer en fransk hotdog i fødselsdagsgave.Størrelsen betyder også noget. Hvis man forærer nogen en 1200-siders mursten om Napoleons felttog i Rusland, forpligter man dem reelt til at bruge de næste seks måneder på at kæmpe sig igennem sne, blod og fodnoter. På den anden side sender en lille, tynd bog et uheldigt signal om, at man ikke vil ofre alt for meget på foretagendet. Skal man give en bog, er det et krævende projekt at ramme den gyldne middelvej mellem højpandet og tyndbenet – en disciplin, de færreste mestrer.
De fleste elsker ideen om at læse, men realiteten er, at en stor del af befolkningen allerhøjst læser bagsideteksten. En bog som gave resulterer i, at modtageren føler sig tvunget til at lade den ligge fremme, hver gang giveren er på besøg. Bøger har i det hele taget en exceptionel evne til at stille krav. Når man modtager en bog i gave, forventes det, at man straks læser den. Det skaber et socialt pres, ingen har bedt om. 'Hvad synes du om bogen?' spørger giveren på et tidspunkt, og så må man enten lyve eller indrømme, at man aldrig kom længere end til side 14. Der er en grund til, at 'jeg har rasende travlt for tiden' er den mest brugte undskyldning for ikke at åbne en bog.
Hvis man virkelig vil gøre livet surt for nogen, kan man vælge at signere bogen med en personlig hilsen. Så er der ingen vej tilbage. Modtageren kan ikke engang bytte den; den er blevet en permanent påmindelse om en gave, vedkommende aldrig ønskede sig. Og selv om det var velment, er det ekstra tarveligt, hvis man også har skrevet 'Håber, du bliver klogere på livet med denne bog' på titelbladet.
Den eneste sikre måde at give en bog i gave på er, hvis modtageren specifikt har ønsket sig den. Ellers er vejen til akavede smil og ulæste bøger brolagt med gode intentioner.
* * *
Dagens irrelevante musikalske bonusDagens tip: lad være med at sige 'det ligner, at ...'
Blogejerens nærmest komplette vinkling på bogens aspekter serveres i en vanlig elegant og causerende version.
Skulle man absolut mangle en niche om bogen, kunne det være forfatteren og dennes intentioner og ambitioner for bogens ”velfærd”, hvad enten det måles i læserkommentarer, oplagstal, kritikerroser og/ eller litterære priser.
En anden version – ”bankbogen” - er ligesom helt ”shuntet” ud; nogle læsere af de ældre årgange ville beklage dette.
Med få undtagelser skifter vi smag gennem livet. Nylige undersøgelser om unges læsevaner indikerer en nedadgående tendens, hvilket kan skyldes flere faktorer. Glæden og gevinsten ved fordybelse optræder for de fleste først senere i livet; om det sker via en fysisk bog eller e-bog er mindre vigtigt, bare det sker…..også for de unge!
@Erik Hulegaard: Emnet 'bøger' er uudtømmeligt, og det er svært at begrænse sig, men jeg tør godt love, at flere vinkler vil følge, efterhånden som de trænger sig på – bankbøger og tegnebøger dog undtaget. Det skulle da lige være flertallet af forfatteres slunkne eksemplarer af sidstnævnte.
Den unge generations vigende læselyst og -evne vil naturligvis være oplagt at underkaste en nærmere granskning.
Du har helt ret i alle dine betragtninger, hvorfor jeg stort set kun giver bøger i gave efterlevende din sidste sætning.
Til gengæld er både min svigersøn og mit ældste barnebarn flittige boglæsere og har altid mange ønsker.
Selvom min engelske familie på fire godt kan finde på at læse e-bøger, foretrækker de faktisk stadig papirbøger - selv de to unge mennesker, men skal de have mange bøger med på en ferie, er e-bøger nu engang det letteste at medbringe. I enhver forstand ...
I det hele taget er gave-givning en kompliceret sag, som den franske antropolog Marcel Mauss forklarede i et berømt essay. Et af problemerne med gaver er, at de forpligter og påfører gave-modtageren en gæld/skyld...
Lige før jeg læste dit indlæg trykkede jeg send på en amazon-side og sendte en bog til en ven i Belgien. Gennem 25 år har vi hvert år sendt hindanden en bog på vores respektive fødselsdage (med få undtagelser, engang modtog jeg et gyseligt vægur...). Og altid er det bøger, som vi selv finder interessante. Senest fik jeg en bog om livet i marsken. Og vi har en uskreven regel om, at vi ikke kommenterer gaverne, bortset fra et tak.
Så jeg har en pæn lille stak bøger liggende, som jeg endnu ikke har læst fra ende til anden. Og det er jo sådan Umberto Eco synes det skal være. Et bibliotek med en del ulæste værker.
@Ellen: Selvfølgelig er der stadig unge, der læser bøger helt frivilligt, men det er vist ikke normen.
Jeg læser papirbøger og e-bøger med lige stor fornøjelse. Papirbøger har den fordel, at man kan sætte dem på aftægt i sin reol som vidnesbyrd om alle de. timer, man har tilbragt i læselampens skær. Det kan man ikke med e-bøger, som man til gengæld kan have i hånden sekundet efter, at de er udkommet uden så meget som at rejse sig fra lænestolen. Det kræver bare et tryk på en knap.
@capac: Overdrivelse fremmer forståelsen, som man siger, og selvfølgelig er der undtagelser. Jeg kan godt blive lidt misundelig på arrangementet med din ven i Belgien, og selv om I vælger gaverne ud fra jeres egne interesser, er der vel alligevel et vist sammenfald, så I aldrig kommer helt galt afsted. Under alle omstændigheder er det en god aftale aldrig at kommentere gaverne.
Jeg husker dit indlæg om Umberto Eco og hans tanker om det personlige bibliotek, som jeg helt uafvidende længe har delt. I øvrigt er en omfattende bogsamling altid god for akustikken i et rum.
Min ven i Belgien er englænder (fra Leicester) med en dansk mor. Vi er så forskellige, at der aldrig bliver tale om sammenfald eller sådan. Og vi snakker aldrig om de bøger. Og jeg forsøgte på et tidspunkt at overtale ham til at droppe bogsenderiet, men nej. Det er nærmest blevet en slags pagt, der ikke må brydes i levende live.
@capac: Ha, dér kan man bare se! Jeg tager straks mine ord i mig igen.