Der er masser af gode grunde til blive så irriteret på Facebook, at man vælger at slette sin profil og koncentrere sig om at færdes i det virkelige liv: for mange irrelevante opslag, ekstreme holdninger eller fake news, skamløs selvpromovering, spam, konstante notifkationer, misinformation og brok. Alligevel er jeg stadig på Facebook. For eksempel bliver jeg gjort opmærksom på lokale arrangementer, jeg ellers aldrig ville have opdaget, og Messenger gør det nemt at kommunikere med folk, jeg ikke nødvendigvis har telefonnummer eller mailadresse på. Men langt vigtigere: der er masser af fuldstændig overflødig information, der hører hjemme i kulørte ugeblade, men som ikke desto mindre bidrager til den uforpligtende adspredelse, svage sjæle som mig åbenbart er forfalden til.
Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensions-opsparinger
For tiden får jeg – uvist af hvilken grund – en masse notitser med billeder af filmstjerner, som jeg husker fra min ungdon, ind i min strøm, og jeg må lettere chokeret konstatere, at der er en lyssky sammensværgelse på spil. Noget, der udfordrer den mest fundamentale opfattelse af tid og rum: det uforklarlige fænomen, at ens teenageidoler på mystisk vis er blevet ældre.Man vender ryggen til et øjeblik, og pludselig er ungdommens filmhelte havnet i afdelingen for rygsmerter og pensionsopsparinger. Man husker tydeligt, hvor spændstige og indtagende, de var i lavtaljede jeans og stramme nederdele. Nu ser man deres næsten uidentificerbare ansigter i artikler, hvor de fortæller, at de går i seng klokken ni, eller at det bedste, de ved, er en kop grøn te i ro og mag. Hvad blev der af vildskaben og fandenivoldskheden, og hvor kommer alle de rynker fra?
Engang var Robert Redford den evigt charmerende Sundance Kid med tandpastasmil og et glimt i øjet, som blødgjorde alle kvindehjerter og næsten kunne få en heteroseksuel mand til at komme på andre tanker. Nu optræder han i film, hvor han ligner en, der hellere vil hjem og stille sine havemøbler ind. Og Shirley MacLaine, som tidligere var en kvinde, der balancerede mellem mystik og glamour, taler nu om reinkarnation i stedet for at danse på bordene som Irma La Douce.
Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans
Catherine Deneuve husker jeg som symbolet på fransk elegance og mystik i Dagens skønhed. Nu er hun gårsdagens skønhed, der bevæger sig rundt i bekvemme, flade sko og ryger cerutter. Tidligere spyttede Robert de Niro ikoniske replikker ud som 'You talkin' to me?', men nu ligner han en, der mest snakker med sine tomatplanter, og Jack Nicholson med det ildevarslende smil og psykopatiske blik har vist glemt alt om at skræmme folk fra vid og sans med sin økse på Ondskabens Hotel og ser ud, som om han er mere interesseret i en middagslur på sofaen. Selv Meryl Streep, dronningen af alting, hvis skuespil kunne få selv sten til at græde, taler nu begejstret om strikkeklubber, hjemmelavet marmelade og bæredygtighed. Det gjorde hun mildest talt ikke i rollen som kynisk chefredaktør for verdens største modeblad i The Devil Wears Prada. Glen Close var engang en intens og frygtindgydende skuespillerinde, som kogte kaniner i Farligt begær – nu virker det, som om det værste, hun kunne finde på, var at møde op med læsebriller og uden makeup. Og sådan kunne man blive ved.Er det ikke på tide, at vi sætter foden ned, og nogen griber ind? Hvorfor kan de ikke bare forblive, som de var, dengang vores værelser var tapetseret med deres billeder? Der har altid været en stiltiende aftale mellem idoler og fans om, at de lover at være unge for evigt, og vi lover at fortsætte med at beundre dem uden at stille kritiske spørgsmål. Den aftale har de tydeligvis brudt.
Tiden må finde sig en ny hobby. Vi må tilbage til de gode gamle dage, hvor alle idolerne var udødelige, og hvor fremtiden var så langt væk, at den knap nok var en tanke. Er det virkelig for meget forlangt, at Jack Nicholson forbliver den evige rebel, og Meryl Streep aldrig siger et ord om genopretning af økosystemer?
Der er bare nogle ting, der er for mærkelige.
Det gik for alvor op for mig, at noget var riv ruskende galt, da jeg i september måned 2023 fik tilsendt mit fornyede kørekort. Hvem f..... var den skæggede, gråhårede gamling med det mutte smil , der kiggede ud på mig. Noget må være gået helt galt i den der digitaliserede verden...
Denne kommentator har tit tænkt på, om Clint Eastwoods alias ”Beskidte Harry” navnkundige replik ” Go ahead make my day” er blevet til nutidens evergreen ”ha´ en god dag”, der anvendes i stort set alle brancher til alle lejligheder, måske med undtagelse af bedemandsbranchen. Men 95-årige Clint Eastwood ser også lidt fragil ud, når de omkringværende (især) kvinder forsøger at stimulere hans åndelige potens og polere hans stamina.
Britiske netop fyldte 80 år Helen Mirren ser dog stadig yderst operativ ud; måske er det de russiske aner, der supporter ”The Queen”. Også 79-årige ”The Legend” alias Charlotte Rampling, en anden af denne signaturs foretrukne, synes stadig at kunne klare en fremkaldelse trods sit sammensatte sind. Blot supplerende eksempler nævnt som scenelys i en ellers nostalgisk skumringsfyldt tankebåren forestilling.
En anden positiv faktor er den næsten usynlige arbejdsløshed i rekonstruktionskirurgien (tidl. plastikkirurgien), samt en nutidig fabelagtig opblomstring af wellness-konceptet i alle dets varianter og farver, hvor de mest avancerede behandlingsformer kan trylle kundens alder tilbage til tidspunktet omkring Catherine Deneuve´s Belle de jour.
Blogejerens betragtninger om supplerende datafangst på SoMe-platforme er præcis mine tanker; indimellem nyttige (formodentlig) opdaterede informationer, diverse ”venners” opslag af varierende personlig værdi og reminders om mærkedage og så meget andet, hvor den slidte deletetast har sin funktion.
På en måde kan jeg godt følge dig, men på den anden side:
Jeg er faktisk ret glad for at se, at de fleste af stjernerne ældes med lige så lidt ynde som de fleste af os almindelige dødelige - og nogle af dem med langt mindre ynde, som fx dem, der med kirurgi og/eller botox målt i kilovis prøver at holder alderstegnene stangen, og som følge deraf ser ganske forfærdelige ud. Har du set billeder af den nutidige Goldie Hawn? 😳
Sean Connery blev bedre og mere sexet, jo ældre han blev; det samme gjaldt for Maggie Smith, som jo desværre døde for mindre end et år siden. Jeg skal dog afholde mig fra at gætte på hendes virkning på mænd i sine sidste år, og disse to er naturligvis undtagelser, for vi bliver jo ellers alle bare ... ældre ...
Jeg har det nok mest sådan, at hvis jeg i dag skulle sidde og falde i svime over den unge James Dean, ville jeg sidde med en følelse af at forgribe mig på mit eget barnebarn. Ikke nogen rar fornemmelse, kan jeg godt sige dig 🧓
Og mht. Facebook: Vi har vist helt den samme tilgang til dette medie, som vi elsker at hade.
... og det skal naturligvis være "..at holde.." 🙁
@capac: Jeg undlod med fuldt overlæg omhyggeligt at omtale den dalende kvalitet af badeværelsesspejlets fortolkninger ...
@Erik Hulegaard: Tanken om, at 'Go ahead, make my day' skulle havde muteret til 'Ha' en god dag' made MY day :)
Ja, Eastwood ser lidt skrøbelig ud i dag – men man fristes næsten til at tro, at Helen Mirren og Charlotte Rampling har fundet ungdommens kilde i et wellness-spa et sted mellem Hollywood og Loire-dalen. Hvis de kan klare fremkaldelsen, er der håb for os andre (måske med lidt hjælp fra rekonstruktionskirurgiens mirakler).
Vi er enige om, at når det kommer til SoMe og deres venlige påmindelser om mærkedage og opslag fra bekendte, man ikke helt kan placere, er deletetasten en gave.
@Ellen: Det er selvfølgelig en trøst, at Hollywood-stjernerne heller ikke kan trylle sig uden om tyngdeloven og rynkerne (selv om de prøver!). Goldie Hawn er et skoleeksempel på, at 'less is more' – især når det gælder botox i industristørrelse.
Sean Connery er selvfølgelig et kapitel for sig. Han havde nærmest omvendt aldring: jo flere år og flere/færre grå hår, jo mere karisma. Maggie Smith det samme – hendes humor gjorde hende kun bedre med alderen.
Der er noget ved at betragte ungdommens idoler, som både er hyggeligt nostalgisk – og lidt foruroligende, hvis man begynder at sammenligne aldersforskelle på tværs af årtier