Katte er både mystiske og magelige, smukke og egenrådige, og de kan uden videre bære både alvorlige symboler og rendyrket komik. Nogle forfattere har portrætteret dem som aristokratiske skabninger, andre som uforbederlige ballademagere. Fælles for dem er, at katten sjældent er en anonym statist – den kræver sin plads, også på bogens sider.
I T.S. Eliots Old Possum's Book of Practical Cats (1939) møder vi en parade af distinkte kattepersonligheder – hver med sin egen særhed. Der er fx Macavity, forbryderkatten, som er 'The Napoleon of Crime', og Skimbleshanks, jernbanekatten, der holder togene kørende til tiden. Eliots katte er menneskelige i deres ambitioner og svagheder, men de bevarer en gådefuld værdighed. Det er ikke svært at se, hvordan netop denne bog kunne blive til musicalen Cats – for hvad er en musical uden karakterer, der elsker at være centrum for opmærksomheden?
Katte i litteraturen er både nærværende og uafhængige, tiltrækkende og irriterende – præcis som de katte, vi kender i virkeligheden
Hvis Eliots katte er som velklædte teaterfolk, er Garfield den dovne onkel, der aldrig rejser sig fra lænestolen. Skabt af Jim Davis i 1978, har Garfield gjort kynisme og lasagneafhængighed til en livsstil. Han er groft sagt en antihelt: Han sover det meste af dagen, driller hunden Odie (Futte), ignorerer sin ejer Jon (Harald Jensen), og ser med skepsis på ethvert tegn på motion. Alligevel elsker man ham, fordi han er ærlig om sine drifter: mad, søvn og minimal indsats.I Mikhail Bulgakovs roman Mesteren og Margarita optræder Behemoth, en enorm, talende, pistolbærende kat, der drikker vodka og skaber kaos i 1930’ernes Moskva. Han er en del af Djævelens følge og repræsenterer den anarkistiske, ustyrlige side af kattenaturen. Behemoth er lige dele humoristisk og truende – og viser, at katten også kan være en skyggefigur i litteraturen.
Rudyard Kiplings novelle The Cat That Walked by Himself fra Just So Stories fremstiller katten som det ultimative uafhængige væsen: villig til at samarbejde med mennesker, men kun på sine egne betingelser. Historien er næsten et manifest for kattens livsfilosofi: 'Jeg er katten, der går sine egne veje, og alle steder er lige gode for mig.'
Katte i litteraturen fungerer ofte som spejle for menneskelige egenskaber: Eliots katte er miniatureportrætter af vores sociale roller, Garfield karikerer vores dovenskab, Behemoth viser vores destruktive potentiale, og Kipling indkapsler vores individualisme. De er både nærværende og uafhængige, tiltrækkende og irriterende – præcis som de katte, vi kender i virkeligheden.
Fra elegante vers til tegneseriestriber og magisk realisme-kaos har katten bevist, at den er en af litteraturens mest formbare figurer. Den kan være poet, anarkist, filosof eller sofakartoffel – og altid med halen i vejret. Måske er det netop derfor, at litteraturen, ligesom livet, ville være uendeligt mere kedelig uden katte.
Enhver læser, der selv har (haft) kat, kan nikke med næsten neurologisk-betingede træk til den interessante clinch af bibliografi og kattens væsen. Katte kendetegnes netop ved et interessant samspil mellem uafhængighed og behov for tryghed, hvortil kommer en næsten sofistikeret kommunikation via kropssprog.
Denne kommentator har passet to katte fra to forskellige nabo-husstande denne sommer. Udover glæden som dyrepasser registreres også overraskende forskelle i egenskaber. En kat er ikke bare en kat!
Googler man Danmarks største on-line boghandel, Saxo.com, fremkommer der 388 titler med ”katte”. Enhver catlover har rigeligt at vælge imellem som tilskud til nærværende indlægs forslag.
Man(d) MIStænker husets kat Hannibal for at have været co-writer på indlægget(?)
@Erik Hulegaard: Jeg ved, vi deler interessen for det dragende, pelsbetrukne væsen, og det glæder mig, at du påtog dig bibeskæftigelsen som periodisk dyrepasser denne sommer.
Hannibal har godkendt indlægget – dog ikke uden mis-hagsytringer vedrørende den efter hans mening mis-visende karakteristik af hans artsfællers lejlighedsvise dovenskab.
Jeg var engang et rigtigt kattemenneske, men da vi havde få år til pensionistlivet, gik vores kat al kødets gang, og vi erkendte, at i vores kommende rejserige liv ville være uansvarligt at have kat, så vi fravalgte at få en kat igen.
Jeg glæder mig til at få fat i kattekrimierne, som jeg ikke kender.
Jeg vil afslutningsvis spørge, om det er fordi du ikke bryder dig om tegneserien/de ultrakorte tegnefilm "Simon's Cat", eller fordi du ikke kender den, at du ikke nævner den? Jeg elsker dem, for tegneren rammer spot on i en grad, så enhver snildt kunne forledes til at tro, at det er netop ens egen kat, tegneren kender personligt.
@Ellen: Jo, jeg er stor fan a Simon's Cat – jeg tænkte bare ikke lige i tegnefilm-baner :) På den anden side er Garfield jo heller ikke rigtig litterær, men er alligevel en slags klassiker.
Jeg kan nu bedst lide Simon's Cat, når den holder sig til noget genkendeligt. Undertiden kammer den helt over i det absurde, som selvfølgelig kan være sjovt nok, men det slår ikke virkeligheden.