SKET:

• Mandag aften blev Københanvs Lufthavn lukket i flere timer, fordi et antal store uidentificerede droner svævede over lufthavnsområdet. Siden er der observeret droner over flere andre danske lufthavne. Ifølge eksperter er det med sikkerhed en fremmed stat, der står bag. Betryggende at vide, at det ikke bare er en flok teenagere, der har brugt konfirmationspengene på tant og fjas.
• Den russiske ambassadør afviser, at Rusland har noget med droneflyvningen i Danmark at gøre. Dronerne er formentlig danske forklædt som svenske bestilt af Norge og kan kun være en provokation mod Rusland. I øvrigt er Rusland ikke engang sikker på, hvor Danmark ligger.
• Efter dronehændelserne i Danmark og flere EU-lande har en række lande mødtes for at drøfte muligheden for at etablere en 'dronemur'. Man skal nok kalkulere med fire mure og en loftsbeklædning.
• Står det til De Radikale, skal valgretsalderen sænkes til 15 år. Partilederdebatten flyttes til TikTok, statsministeren får 12 sekunder til at forklare finansloven, og der vil blive serveret energidrik og pizzaslices ved valgstederne.
• Tre ministre har skiftet plads. Udlændingeministeren bliver beskæftigelsesminister, beskæftigelsesministeren bliver skatteminister, og skatteministeren bliver udlændingeminister. Den politiske udgave af at bytte julegaver: Ingen får helt det, de ønskede sig, men alle lader som om, de er glade.
• Præsident Trump har frarådet gravide kvinder at tage en Panodil, hvis de vil undgå autisme. Det kommer fra samme lægehåndbog, hvor hydroxyklorokin helbreder alt, og solformørkelser skyldes Mexico.
• Vinterhalvårets første nattefrost er blevet målt, og DMI kunne afsløre, at den faldt, før den plejer. Dermed er endnu et bevis fundet på, at vejret nægter at følge reglerne.
• Den grønbrogede tudse er en truet dyreart, men nu er en flok blevet sat ud i nye vandhuller på Sprogø. Tudserne har allerede etableret en pendlerklub, men de er utilfredse med færgeruten.
• Flying Tiger har frem mod 2030 planer om at åbne 130 nye butikker i Sydøstasien. På den måde fortsætter Danmark sin tradition med at eksportere ting, vi ikke selv forstår, vi har købt. Men danske turister kan altså snart føle sig hjemme i Bangkok, når de ser en plasticflamingo til 20 kr.
• I går blev flere personer anholdt efter et større slagsmål på Skejby Sygehus i Aarhus. Det minder lidt om at starte en brandøvelse på brandstationen. Eller en kø på McDonald's i personalekantinen.

LÆST:
Stine Askov: Varme hænder
Roman, 2024
★★★★☆☆
Hovedpersonen er Camilla, der i årevis har arbejdet som børnehavepædagog. Hun bliver udbrændt, frustreret og trænger til forandring. Da hun ser en annonce om 'verdens nemmeste job' som handicaphjælper, springer hun til som hjælper for forfatteren Mathilde, som sidder i kørestol. Det lyder til at være noget mere roligt og meningsfuldt end børnehaven, men det viser sig hurtigt, at Mathilde stiller ekstremt høje krav: alt fra hårsætning til rengøring og personlig pleje skal være præcis efter hendes standarder. Hun er kort sagt fuldstændig utålelig, og som tiden går, begynder Camilla at miste kontrollen over egne grænser og selvopfattelse. Det kan være svært ikke at blive irriteret over Camillas manglende evne til at sige fra, og der går alt for længe, før hun gør det – men det er muligvis pointen. Meget velskrevet.

SET:
Hestepigen fra Helvede
Dokumentar baseret på virkelige hændelser, 4 episoder, 2025 – HBO Max
★★★★☆☆
Den 40-årige Frank blev 14. juli 2022 slået med et jernrør og kvalt på en landejendom i Nimtofte, Djursland, efter tre mislykkede drabsforsøg. Drabet blev planlagt af ægteparret Maibrit og Mathias. Frank var far til Maibrits ufødte barn på daværende tidspunkt, og hendes mand ville gerne påtage sig faderskabet, men krævede at barnets biologiske far ikke kom til at spille en rolle. Sammen med et vennepar lavede de planen for at skaffe Frank af vejen. Som modydelse fik venneparret slettet en gæld, de havde oparbejdet til ægteparret. Hestepigen fra Helvede er en stærk og rystende true crime-serie, men hvor går grænsen mellem at oplyse og at udnytte traumer til underholdning? Denne specifikke serie lader til at være bevidst om det, men det er desværre ikke alle.

ARTIKLER:
Wallpaper: The standout shows of London Fashion Week S/S 2026
Høj mærkekelighedsprocent!

De sidste 26 år har jeg haft Bryan Ferrys album As Time Goes By med 30'er-pasticher liggende i handskerummet på skiftende biler – min nuværende bil er heldigvis så gammel, at den er født med en cd-afspiller. Jeg har hørt cd'en uendelig mange gange, og jeg bliver aldrig træt af den.

Favoritnummeret hørte jeg i morges, da jeg kørte til byen, mens solen stod op og blandede sig med den kølige morgentåge og min egen melankolske, præautumnale sindsstemning og sendte mig på en fuldendt glidetur gennem et gyldent sensommerlandskab. September Song er komponeret af Kurt Weill og især kendt i indspilningen med den stramme, dramatiske Lotte Lenya. Kombinationen Kurt Weill/Bryan Ferry skulle man umiddelbart tro var dødsdømt, men mærkværdigvis passer sangen perfekt til Ferrys blide fløjlsstemme og elegante, nærmest elskværdige stil (døm selv) Skarpt forfulgt af maj overgår ingen anden måned september i herlighedsværdi. September Song handler om meget andet end årstider, men den var som skræddersyet til vejret og stemningen i dag.



Nu vi er ved september, er der et par film, jeg ser en gang om året på udvalgte tidspunkter. Den ene er September, som er Woody Allens værk. Almindeligvis bevæger han sig tæt på komediegenren, men her står han med et ben ovre i dramaet. En mislykket kvindelig fotograf rekreerer sig i et sommerhus ved kysten i Vermont efter et nervesammenbrud. Hun forelsker sig i en forfatter, der er på weekendbesøg, men han er forelsket i hendes søster, der er forelsket i en tredje. En ven af familien er forelsket i fotografen, der ikke vil vide af ham. Kort sagt, alle er forelsket, men uheldigvis i den forkerte.

Woody Allen lavede September, dels fordi han altid havde haft lyst til at skrive et kammerspil med få medvirkende på ét sted, dels fordi han var vild med Mia Farrows hus i Connecticut (begge har god smag). Det var tanken, at filmen skulle skydes her, men på det tidspunkt, da manuskriptet var færdigt, var det blevet vinter, og september var forbi. Derfor endte det med, at hele filmen blev optaget i Kaufman Astoria Studios i New York.

Mia Farrow, der spiller fotografen, fortæller i sin selvbiografi What Falls Away, at Woody Allen lavede to eller tre versioner af hver eneste scene, og da han havde klippet filmen færdig, var han parat til at skrotte den. Derefter skrev han hele manuskriptet om, skiftede skuespillerne ud i de største af rollerne og skød en ny film. Han var stadig ikke tilfreds, og det var kun produktionsomkostningerne, der holdt ham tilbage fra at lave filmen en tredje gang. Oprindelig var det Christopher Walken, der spillede forfatteren, men allerede efter de første optagelser blev han erstattet af Sam Shepard. Ham var Allen heller ikke tilfreds med og skiftede ham ud med Sam Waterston. Der er både noget Tjekhov og noget Bergman over filmen, og den er gyldenbrunt efterårsagtig hele vejen igennem. Hvad der hæver September til det sublime, er det perfekte match med musikken, der leveres af Art Tatum og Ben Webster (lyt her).

Nå jo, den vidunderlige Dianne Wiest også med. Hun alene er hele filmen værd.

Som man kan regne ud, er September indspillet længe, før forholdet mellem Woody Allen og Mia Farrow kørte helt af sporet på grund af Mia Farrows påstande om, at Allen skulle have begået seksuelt overgreb på hendes adoptivdatter Dylan. Anklagerne blev undersøgt af myndighederne i Connecticut, og Allen blev ikke sigtet, fordi man ikke fandt, at der var tilstrækkeligt bevis. Derudover udfærdigede en børnepsykiatrisk klinik en rapport, som konkluderede, at Dylan ikke var blevet udsat for overgreb, men at hendes beretning kunne være påvirket af andre forhold. Mia Farrow har ikke desto mindre fastholdt, at overgrebet fandt sted, og Woody Allen har konsekvent afvist anklagerne. Uanset hvad sandheden er, hører jeg til dem, der ikke mener, at sagen gør Woody Allen til en mindre interessant instruktør, og den har ikke forhindret mig i stadig at se, nyde eller føle mig underholdt af Woody Allens film – inklusive dem med Mia Farrow.

SKET:

• Poul Nyrup Rasmussen og blokfløjtevirtuosen Michala Petri er blevet kærester. Den mest romantiske alliance mellem Socialdemokratiet og træsløjd nogensinde.
• Socialdemokratiets spidskandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, fortryder sine tidligere kommentarer om, at hun ikke fortrød, at hun lukkede to personer ind, som kastede maling på statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003. Den længste bortforklaring i dansk politik, hvor hovedbudskabet stadig er: 'Det var altså ikke mig, der kastede.'
• Det fylder stadig i den offentlige debat, at skomærket Roccamore hylder kvinder med et par gratis sko, når de opnår deres første bestyrelsespost. LA-politikere kalder det et snobbet koncept. De foretrækker det mere folkelige koncept: en gratis Audi A8 (den forlængede udgave), når man bliver minister.
• Antallet af mink, ræve og chinchillaer i pelsproduktionen er faldet med over 85 procent det seneste årti. Inden længe vil børn vokse op og tro, en chinchilla er noget, man bestiller med ekstra ost på en mexicansk restaurant.
• På en befærdet gade i København gik der ild i en Tesla, og det var kun muligt at slukke branden ved at nedsænke bilen i en container fyldt med vand. Elon Musk ser allerede en forretningsmulighed i masseproduktion af containeren 'Tesla Marine, version 1.0'.
• OpenAI lancerer en ChatGPT for teenagere. Forældre skal blandt andet kunne tilknytte deres konto og styre, hvordan chatbotten svarer deres børn – hvis man nu selv er for konfliktsky til at svare dem igen.
• Forskere har opdaget, at chimpanser spiser så meget gæret frugt, at de reelt drikker to cocktails om dagen. Alligevel bliver de ikke fulde. Mennesker drikker to cocktails – og begynder straks at ringe til deres eks.
• Regeringen vil nu sikre lavere benzinudgifter til bilisterne. Mon ikke det bliver noget med, at for hver 10. gang, man tanker, får man en gratis cykeltur?
• I 2024 var hver sjette kandidatstuderende på Roskilde Universitet fra Bangladesh. Nu er regeringen klar med en plan for, hvordan man løser problemet. Det nemmeste er måske at flytte universitetet til Bangladesh.
• Der kører i øjeblikket ikke tog mellem Aulum og Struer, fordi en bæver har bygget en dæmning under jernbanebroen og svækket broens fundering. Det er første gang, naturen selv har leveret en undskyldning, DSB ikke allerede har brugt.

LÆST:
Niels Krause-Kjær: Ude for uden
Roman, 2025
★★★★★☆
Niels Krause-Kjær, der plejer at skrive politiske thrillere, har kastet sig over en helt anden genre. Romanen følger to generationer af en dansk landmandsfamilie og udspiller sig over et halvt århundrede efter 2. Verdenskrig. Hovedpersonen Erik køber et lille landbrug med sin hustru Lisbet, og vi ser, hvordan landbokultur, traditioner og deres livsform gradvist forandres – og forsvinder – i takt med samfundets modernisering. Erik skriver sammen med tre kammerater en 'vandrebog', som dokumenterer deres drømme, bekymringer og venskab fra Rødding Højskole. Flere år efter Eriks død finder hans søn Svend bogen. Han er i dag skilt, bor i København, er folketingsmedlem og forfølges af Ekstra Bladet, der har opsnuset en historie, som kan ødelægge hans politiske karriere. Vandrebogen tvinger ham til at konfrontere både fortiden, den kultur han vendte ryggen, og de hemmeligheder, som har formet hans liv Det er en stærk og bevægende roman om arv, identitet, og landskabets – og kulturens – forvandling, og Krause-Kjær skaber både et stort historisk panorama og intime situationer mellem far og søn. Fremragende roman.

SET:
Under the Banner of Heaven
Amerikansk thrillerserie baseret på virkelige hændelser, 7 episoder, 2022 – dr.dk
★★★★☆☆
Serien følger kriminalbetjenten Jeb Pyre, en dedikeret mormon, som undersøger mordet på Brenda Wright Lafferty og hendes spædbarn i Utah. Han trækkes langsomt ind i en fortælling, der afslører ekstreme fortolkninger af tro og en familie fanget i religiøs fanatisme. Serien er inspireret af Jon Krakauers bog af samme navn fra 2003, der undersøger religionens mørke sider gennem en fortælling om tro, fanatisme og vold med udgangspunkt i det brutale dobbeltmord, begået af to brødre, som hævdede, at de handlede på direkte ordre fra Gud. Gennem mordet bliver der kastet lys over fundamentalistiske mormonske grupper i USA, især dem der har bevaret polygami og en meget streng, patriarkalsk tolkning af troen. Serien er mildt sagt rystende, ikke mindst fordi den for en stor del er autentisk. At den er for lang, er en anden sag.

Black Doves
Britisk spionthriller, 6 episoder, 2024 – Netflix
★★★☆☆☆
Netflix er en blandet landhandel, der byder på både skidt og kanel, og ud fra foromtalen kom det ikke bag på mig, at Black Doves var en tvivlsom affære. Jeg foretrækker film, der ligner virkeligheden, men Kira Knightley havde hovedrollen, og det er altid underholdende at se en ung, smuk kvinde gennemtæve store, skumle og skurkagtige mandspersoner og gøre det af med dem. Men det tager overhånd, og serien svælger i vold, blod og død. Den tredje stjerne er udelukkende Keira Knightleys fortjeneste, og jeg stod af efter episode 3 – man behøver ikke spise hele æblet for at finde ud af, at det er råddent.
Se trailer (på eget ansvar)

ARTIKLER:
Bluesky/Derek Guy: Style lessons from Robert Redford, one of the most stylish men in the last century
De fleste medier har bragt den samme nekrolog over Robert Redford – stort set. Den canadisk-amerikanske herretøjsskribent Derek Guy har valgt en helt anden vinkel og skrevet en mesterlig hyldest til Redfords overlegne stil. Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse.

The New York Times/Brooks Barnes: Robert Redford, Screen Idol Turned Director and Activist, Dies at 89
Den foreløbig bedste og mest omfattende nekrolog over Robert Redford, jeg er stødt på. Bag betalingsmur, men gratis konto til et begrænset antal artikler kan oprettes. Lad denne være en af dem!

Wallpaper: Tour David Lynch's house as it hits the market
David Lynchs ejendom i Los Angeles er til salg for 15 millioner dollars. Billederne af ejendommen er et spændende indblik i hans æstetiske og kreative univers.

Politikens kronik/Niels Krause-Kjær: Først nu forstod min datter, hvorfor jeg er så ivrig efter at køre plæneklipperen hen over vores sommerhusgrund
Kronikken afslører, at Niels Krause-Kjærs roman Ude for uden (omtalt ovenfor) er inspireret af hans egen families historie. Budskabet er, at vi ikke længere er et landbrugsland, men at vi stadig lever med landbokulturens arv. Fremtiden kræver, at vi erkender forandringen og tager fælles ansvar for at finde en ny balance mellem natur, industri og samfund. Højst interessant læsning. Kan læses uden abonnement.

I ØVRIGT:
YouTube: Niels Krause-Kjær fortæller om den meget personlige baggrund for sin nye roman 'Ude for uden'.

Som uofficiel indehaver af danmarksmesterskabet i lænestolesidning er jeg muligvis ikke den rette til at udtale mig, men når nu ingen andre tager initiativet, hvorfor så holde sig tilbage? Sagen er, at det er et mysterium for mig, at nogle sportsudøvere undertiden er i stand til at engagere sig i det, de foretager sig, med en sammenbidthed og alvor, så man skulle tro, at det gjaldt liv eller død. Sportspræstationer er jo i bund og grund manifestationen af et sæt regler, der resulterer i en komisk menneskelig adfærd:

• Man sparker en skindbetrukket blære fyldt med luft frem og tilbage på en mark, mens andre forsøger at forhindre en i at gøre det.
• Man flintrer hen over et gulv, alt imens man konstant hamrer en bold ned i brædderne med håndfladen, indtil man på et tidspunkt kaster den i vejret for få den til at dale ned igen igennem en metalring, der er sat op i den anden ende af lokalet.
• Man kører baglæns på skøjter foran en himstregims i bevægelse, mens man bearbejder isen på livet løs med en kost.

Sådan kunne man blive ved, men hvilken sportsgren tager sig egentlig mest tåbelig ud for en udenforstående (eller -siddende) iagttager? Efter mange overvejelser er jeg nået frem til, at prisen må tilfalde den sport, der går ud på, at to mennesker ved hjælp at et instrument, der er fladt i den ene ende og har et håndtag i den anden, slår et fjerbesat objekt eller en kugle af varierende materiale og størrelse frem og tilbage imellem sig over en forhindring i form af et udspændt net. Altså badminton, tennis eller bordtennis. Det er ketsjeren eller battet som forlængelse af den menneskelige arm, der afstedkommer de løftede øjenbryn hos mig. Er der andre sportsgrene, der når højere op på besynderlighedsskalaen? Detaljeret beskrivelse udbedes.

Vi lever i et land, der er besat af sport, og egentlig kan jeg være ligeglad med, hvad andre foretager sig, så længe det sker for egen regning og risiko. Men det generer mig, når købmandens flaskeautomat spørger, om jeg vil donere min pant til den lokale sportsklub, som om det er helt naturligt at finansiere andres fritidsinteresser. Nej tak. Jeg betaler heller ikke til den lokale swingerklub.

SKET:

• Der mangler fængselspersonale i de danske fængsler. Man vil derfor ansætte lynuddannede 'sikkerhedsbetjente', der kun skal være fyldt 18 år. Godt tænkt – så kan man rekruttere direkte fra de indsattes børnefødselsdage.
• Fødevarestyrelsen tilbagekaldte i mandags et parti Dubai-chokolade, fordi der var fundet colibakterier i chokoladen. Til gengæld var der 117 nye anmeldelser på Trustpilot, der roste den for at have en uventet fyldig smag.
• Landets første nærhospital er blevet indviet i Middelfart. Til gengæld er akutafdelingen stadig langt væk. Ellers er nærhospitalet et hospital som alle andre – bare lidt mindre og med hyggeligere belysning.
• Statsrevisorerne retter en skarp kritik mod Forsvarsministeriets beskyttelse af militære områder, lige fra beskyttelse af dødbringende våben til statens dybeste hemmeligheder. Flere steder er det eneste sikkerhedssystem en aldrende golden retriever ved navn Basse – det er dog en formildende omstændighed, at der stadig ikke er nogen, der har stjålet kaffemaskinen.
• Ifølge to kunsthistorikere har den nu 'rematerialiserede' buste af Frederik 5., der blev smidt i Københavns havn i 2020 og ødelagt, status som 'et af de væsentligste værker i nyere dansk kunsthistorie'. Så nu er der håb for alle dem, der ikke blev tiljublet, da de rematerialiserede deres iPhone ved at tabe den ned i toilettet.
• På Vissenbjerg Skole har 16 elever meldt sig til et valgfag, hvor de tager en fodboldtræneruddannelse i skoletiden. Lærerne glæder sig – endelig et fag, hvor det ikke udløser en shitstorm at råbe ad børnene.
• Den britiske premierminister, Keir Starmer, er nødsaget til at køre videre i sin pansrede benzindrevne ministerbil, fordi det ikke er sikkerhedsmæsssigt muligt at levere en elbil til ham. Man ved heller aldrig, hvor mange fjender, der står og lurer bag en ladestander ...
• Halvdelen af de danske vælgere mener, at tobaks- og nikotinprodukter bør udfases inden 2035. Den anden halvdel insisterer på at hoste videre i fred.
• Der er mangel på nyrer, lunger og andre livsvigtige organer. Nu har 1.545.000 givet tillladelse til transplantation – 251.000 har sagt nej. Det er nogenlunde samme forholdstal som mellem dem, der tager opvasken – og dem, der 'bare lige' skal ud med skraldet.
• NASA har fundet de hidtil tydeligste tegn på, at der engang har været liv på Mars. Forskere peger på spor af vand, kulstof og en halvåben Netto-pose.

LÆST:
Sara Stridsberg: Farvel til Panic Beach
Svensk roman, oversat af Ellen Boen og Birgitte Steffen Nielsen, 2025
★★★★★☆
Romanen skildrer Ninas barndoms somre på stranden Panic Beach sammen med sin far – en tid, der både rummer frihed, skønhed og vanrøgt. Stranden bliver et symbol på modsætninger, lys og mørke, lykke og svigt, kærlighed og sorg. Det er den voksne Nina, der fortæller, og sorgen over hendes lillesøsters selvmord er et gennemgående tema. Gennem erindringer og slægtshistorie forsøger hun at forstå sin far og sin familie, der er mærket af alkohol og fravær. Sproget er poetisk, flimrende, nærmest drømmeagtigt, og fortællingen udfolder sig gennem sanseindtryk, minder og følelser snarere end traditionel kronologi. Det er kort sagt ikke morskabslæsning, men virtuost og smukt skrevet.

SET:
The Four Seasons
Amerikansk komedie/dramaserie, 8 episoder, 2025 – Netflix
★★★★☆☆
En genfortælling/opdatering af Alan Alda-filmen fra 1981 af samme navn, som jeg har set et par gange. Handlingen følger tre ægtepar, som har været venner i mange år og tager på weekendture fire gange om året fordelt på årstiderne. Venskabet og dynamikken i gruppen bliver sat på en prøve, da et af parrene beslutter sig for at blive skilt, og der kommer en yngre partner ind i billedet.
I forhold til den oprindelige film har fokus bevæget sig en del ned under bæltestedet, og det ene par er nu homoseksuelt og lettere karikeret, Det er en komedie uden at være et komisk festfyrværkeri, med konflikter, smerte og skuffelser, selv om der højst bliver ridset i overfladen – heldigvis. Historien balancerer fint mellem humor og drama og ender meget amerikansk med en tårevædet happy ending. Men jeg var nu meget godt underholdt.
Se trailer

Da tenorsaxofonisten Lester Young døde i 1959, skrev bassisten Charles Mingus en elegi til hans minde og gav den titlen Goodbye Pork Pie Hat (kan høres her), fordi Lester Young altid optrådte med en pork pie-hat på hovedet. Det er en blød hat af uld eller filt, som er flad og helt rund i modsætning til en fedora og en trilby, hvor pulden er klemt sammen fortil. Desuden er skyggen smallere. En pork pie-hat er blevet en ikonisk hovedbeklædning inden for jazzmiljøet og forbindes med en vis coolness. På det seneste er hatten blevet kendt gennem tv-serien Breaking Bad, hvor hovedpersonen Walter White bruger en sort pork pie-hat, når han optræder som sit alter ego 'Heisenberg'.

Jeg har mange hatte, men jeg har aldrig ejet en pork pie-hat, fordi den i mine øjne har et komisk præg. Men det gør jeg nu, fordi jeg forleden dag faldt over et pragteksemplar i min størrelse til 25 kroner på et loppemarked – aldeles ubrugt og af prima kvalitet.

At spotte en herre med blød hat i 2025 er omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden

Spørgsmålet er, hvad jeg skal med den. At spotte en herre med blød hat i 2025 er jo omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden. Det sker – men kun på særlig heldige dage.

I begyndelsen af det 20. århundrede var hatten ikke bare en beklædningsgenstand, men et tegn på status, stil og civiliseret fremtoning. Ingen mand med respekt for sig selv gik uden for en dør uden en bowler eller en bredskygget fedora på hovedet. Fotografier fra dengang viser hele togperroner af mænd, hvor det nærmest er umuligt at skelne hårfarven, for alle hoveder er skjult under filt.

I dag? Nu er det hætter og vindblæste frisurer, der dominerer gadebilledet. Hatten er reduceret til et kuriosum, en slags kulturel enhjørning. Når man endelig ser en herre med hat, kigger folk efter ham, som om han er på vej til et kostumebal – eller til audition som skurk i en James Bond-film. Eller også er det Morten Messerschmidt.

Hatten er forsvundet, slipset er røget for længst, og skjorten står åben i den uofficielle konkurrence om at se mest afslappet ud. Måske skulle jeg tage min nyerhvervede pork pie-hat på som en ironisk accessory i håb om at blive first mover i den næste store modetrend, der vender tilbage til hatten i erkendelse af, at der mangler noget elegance, som er totalt fraværende i den fast fashion-tid, vi befinder os i.

Desværre er det mest sandsynlige, at jeg aldrig kommer til at bruge hatten, for jeg bryder mig generelt ikke om at tiltrække mig opmærksomhed, og det gør man uvilkårligt, selv om pork pie-hatten er den mindst formelle af alle herrehatte. Men nu har jeg den altså.

For en ordens skyld bør det noteres, at det forholder sig anderledes med kasketten – den, der på 'dansk' kaldes en sixpence. Den har overlevet indtil videre, men er på det skammeligste næsten blevet fortrængt af baseball cap'en, som Gud og hvermand – inklusive Donald Trump og hipsterne på Vesterbro – går med. En ikke ubetydelig procentdel har oven i købet givet afkald på den sidste rest af selvrespekt og menneskelig anstændighed ved at tage den omvendt på, så skyggen peger bagud. De fortjener egentlig slet ikke at blive nævnt ...

SKET:

• Natten mellem onsdag og torsdag var den varmeste septembernat i dansk vejrhistorie. Det var så varmt, at Coop satte grillkul på tilbud kl. 03.15 – og folk stod allerede i kø i badebukser.
• Efter sommerferien mangler Tandlægehøjskolen i Aarhus patienter at øve sig på. Man er i tvivl, om man skal løse problemet ved at tilbyde selfie-venlig belysning, så patienten kan poste sin bedøvede mund direkte på Instagram, eller om man skal indføre Black Friday på rodbehandlinger.
• Danmarks første omvendte fodlænke er taget i brug: fodlænken udløser en alarm, hvis voldsmanden nærmer sig offerets bolig, men ikke hvis offeret nærmer sig voldsmanden. Morale: man skal vælge sine shoppingture med omhu.
• En amerikansk bagelbager er blevet så populær i København, at køen er længere end køen til en organtransplantation. Man ved, at man har mødt en københavner, hvis han nægter at vente 10 år på en bolig, men gerne 3 timer på en bolle med flødeost.
• Sø- og Handelsretten har afgjort, at det ikke var i strid med loven, da Jyske Bank opkrævede negative renter. Vi kan nu se frem til negative renter på pensionsopsparingen – ingen vil for fremtiden dø gældfrie.
• Danske bilister fik i 2024 rekordmange parkeringsbøder, og landets kommuner tjente mere end nogensinde før på dem. Kan man håbe på, at kommunerne dropper skatteindtægterne helt – og bare nøjes med at udskrive parkeringsbøder?
• Fire koncerter med den britiske verdensstjerne Ed Sheeran fik trafiktallet over Storebælt til at stige med 20.000 biler. Hvis han spiller én gang til, må Fyn udvide motorvejen.
• Sverige har sat Pippi Langstrømpe, kampfly og Ikea på sin kulturkanon. Det viser en nation, der kan alt: opdrage børn til at være frie, forsvare sig mod Rusland og bruge weekenden på at samle en Billy-reol.
• Højesteret har pålagt PET og FE at indrømme, at de betalte Ahmed Samsam for at være agent i Syrien. Efterretningstjenesterne understreger dog, at det kun var en deltidsstilling – på linje med at dele aviser ud eller være nattevagt i Netto. Skat nægter også at anerkende hans fradrag for ‘arbejdsmiljøtillæg i krigszone’.
• Sanjay Shah, der fik en dom på 12 års fængsel for svindel med udbytteskat for ni milliarder kroner, har haft adgang til internettet i Vestre Fængsel i flere måneder. Mon ikke han bare har forsøgt at logge ind på skat.dk for at betale pengene tilbage?

Eksperimentet med at samle alle litterære, cineastiske og auditive adspredelser til en månedlig rapport blev for stor en mundfuld for sagesløse læsere. Derfor er jeg vendt tilbage til det oprindelige koncept med ugentlige redegørelser i forlængelse af den tillempede nyhedsopsamling herover. Jeg har også kastet håndklædet i ringen og taget ønsket om uddeling af smagsdommerstjerner til mig. Her er ugens høst:

LÆST:
Dennis Nørmark: Harare
Roman, 2025
★★★★★☆
Anika Sand er en nyuddannet kandidat i afrikastudier, som rejser til Zimbabwe for at arbejde for en dansk NGO. Hun bliver mødt med idealisme og virkelyst, men støder hurtigt på bistandsbranchens kynisme og bureaukrati. Da vagten hos hendes veninde, som er ledende NGO-direktør, bliver myrdet, kaster Anika sig ud i et opklaringsarbejde, der fører hende dybt ind i et korrupt regime og en labyrint af hemmeligheder. Romanen er med andre ord både en kritik af den internationale godhedsindustri og en vanvittigt spændende thriller. Der er desværre ingen grund til at tvivle på beskrivelsen af ineffektiviteten i bistandsbranchen; Dennis Nørmark er en anerkendt antropolog, og der ligger flere års research bag romanen. Derudover er den ualmindelig velskrevet.

SET:
Bergerac
Britisk krimiserie, 6 episoder, 2025 – dr.dk
★★★★★☆
Jim Bergerac, kriminalkommissær på kanaløen Jersey, vender tilbage til jobbet efter at have holdt seks måneders orlov efter sin kones død. Han kæmper stadig med sorg og alkoholisme i en kamp for både at genfinde sig selv og genopbygge forholdet til sin teenagedatter Kim, som nu bor hos sin mormor. Serien tager én samlet sag op gennem alle seks episoder – en mordgåde, hvor en ung kvinde fra Jerseys overklasse bliver myrdet. Bergerac må forholde sig til komplekse familieforhold, herunder sin egen familie, den kontrollerende mormor og politiets hierarki, mens han samtidig skal tackle traumer og tidligere beslutninger. Meget velspillet – og spændende nok, til at jeg snuppede 2 episoder ad gangen.
Se trailer

Mørkeland
Politisk thriller, 2024 – TV 2 Play
★★★★☆☆
Ulrik Torp – engang en knivskarp graverjournalist – er nu arbejdsløs og i aktivering. Han kommer i (ydmygende) virksomhedspraktik på sin gamle avis, Dagbladet, hvor han via to unge praktikanter vikles ind i en politisk sag om mordet på en ung embedsmand i Indenrigsministeriet. Samtidig står et folketingsvalg for døren med tilhørende korruption og konspiration blandt tidligere politikere og embedsmænd.
Det er så lang tid siden, jeg har læst Niels Krause-Kjærs roman, som filmen bygger på, at jeg heldigvis ikke kan sammenligne, men Anders W. Bertelsen er altid god, også i rollen som Ulrik Torp. Filmen halter lidt på grund af plothuller og klichéer, men er ellers både spændende og underholdende.
Instruktion: Mikkel Serup
Se trailer

Reservatet
Dansk thriller, 6 episoder, 2025 – Netflix
★★★★★☆
På grund af Fear of Missing Out så jeg mig nødsaget til at tegne et abonnement på Netflix for at se serien, men pengene var godt givet ud. Handlingen udspiller sig i et eksklusivt nordsjællandsk kvarter, hvor en ung filippinsk au pair forsvinder på mystisk vis. Den velmenende nabo til værtsfamilien føler sig forpligtet til at opklare sagen, især fordi den har lav prioritet hos politiet på grund af den forsvundne au pair-piges status, og da en efterforsker går ind i sagen, bliver en række hemmeligheder afsløret i de to husholdninger. Det er både en nervepirrende thriller og en skarp social kommentar, der på én gang underholder og provokerer. Men det billede, der tegnes af miljøet, er forhåbentlig for unuanceret, for det er mildt sagt ikke nogen god reklame for strandvejsfolket nord for København.
Instruktion: Per Fly
Se trailer

Torsdagsmordklubben (The Thursday Murder Club)
Amerikansk krimikomedie, 2025 – Netflix
★★★☆☆☆
Jeg var ikke voldsomt begejstret for Richard Osmans bestseller af samme navn, som danner forlæg for filmen, men stjernebesætningen med Helen Mirren, Ben Kingsley og Pierce Brosnan lokkede (handlingen foregår i England, selv om filmen er amerikansk). Som romanen er den et blødt og underholdende cosy mystery og byder ikke på meget spænding og plot. Den milde latterliggørelse af alderdommen er triviel og lettere irriterende (men – indrømmet – jeg kan selv forfalde til den i svage øjeblikke, selv om jeg tilhører segmentet). Skuespillet og den nostalgiske stil gør trods alt filmen seværdig, og Pierce Brosnan er ligefrem morsom.
Instruktion: Chris Columbus
Se trailer

HØRT:
Brinkmanns briks – Vær middelmådig og bliv lykkelig
Podcast – DR Lyd
★★★★☆☆
Svend Brinkman har besøg af Morten Münster, adfærdsekspert, retoriker og forfatter til Afdelingen for magisk tænkning - og det utrolige potentiale i middelmådighed.

ARTIKLER:
Wallpaper: How Arne Jacobsen built a whole design universe

Wallpaper: Remembering Giorgio Armani, arbiter of Italian elegance (1934-2025)
Nekrolog.

Som dansker bliver man uvilkårligt en lille smule stolt, når store udenlandske magasiner beskæftiger sig med Danmark eller bare noget, der har en smule med Danmark at gøre: selv om vi er et meget lille folk, der bor i et meget lille land, er vi åbenbart ikke helt tabt bag af en vogn.

Det britiske månedsmagasin Wallpaper, der handler om design, arkitektur, mode, kunst og livsstil, linker i sit seneste nyhedsbrev til artiklen How Arne Jacobsen built a whole design universe:

Everything you need to know about the Danish designer who brought modernism to the mainstream – and created some of the most recognisable buildings and objects of the 20th century.

Som de fleste danskere vil vide, arbejdede Arne Jacobsen (1902–1971) med totaldesign, hvor bygninger, møbler og interiør smeltede sammen til en helhed. Blandt hans mest kendte værker er SAS Royal Hotel, Ægget, Svanen, Myren, 7'er-stolen og AJ-lampen, og han har fået fortjent ros for stort set alt. Hele værklisten er her.

Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden

Wallpapers artikel sparer heller ikke på lovordene, men med risiko for at begå helligbrøde har jeg en indsigelse: til SAS-hotellet tegnede Arne Jacobsen ikke bare Ægget og Svanen, men også et spisebestik, som jeg har stiftet bekendtskab med et par gange, hvor jeg har været til middag i et arkitekthjem. Bestikket er det, der pryder dette indlæg. Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden.

AJ-bestikket ligner ikke redskaber til at spise med, men snarere remedier, man ville støde på i en nydesinficeret operationsstue. Kniven er så glat og retlinet, at den vil være velegnet til at fordele tapetklister med, og gaflen ligger i hånden som en iskold stålskeletfinger fra Terminator. Spiseskeen rummer cirka det samme som et fingerbøl, og den sultne middagsgæst bliver hurtigt klar over, at bestikket ikke er noget, man spiser med – man performer.

Ingen tvivl om, at AJ-bestikket bryder med traditionen. Men det savner også enhver antydning af ergonomi. Når man sidder med det, får man følelsen af at deltage i en designmesse snarere end et måltid. Er det smukt? Det vil nogle nok mene. Men er det praktisk? Ja, måske hvis man er tandlæge og vant til at jonglere med små arbejdsredskaber i rustfrit stål til daglig. Men bestikket minder os først og fremmest om, at Arne Jacobsen designede til øjet – ikke til hånden, og at minimalisme ikke nødvendigvis er funktionel.

Skulle jeg lege designanmelder, ville jeg give bestikket 2 stjerner ud af 6 – den ene stjerne for æstetik, den anden for modet til at udfordre idéen om, at man faktisk skal kunne spise med sit bestik.

Artiklen i Wallpaper er absolut værd at læse og særdeles grundig, og jeg anfægter på ingen måde, at Arne Jacobsen har været langt forud for sin tid. Men derfor kunne der åbenbart godt ryge en finke af panden indimellem. Skulle man få lyst til at læse alt om Arne Jacobsen på dansk, er muligheden her.

Lige om lidt vil jeg stemple mig selv som sproglig dinosaur, olding, håbløs kværulant og stivstikker. Sagen er nemlig den, at jeg ikke bryder mig om, når mennesker, jeg aldrig har mødt før, straks tiltaler mig med mit fornavn.

Sidst skete det i fredags, da jeg sad i venteværelset i mit lokale lægehus, hvor jeg pludselig hørte en stemme råbe 'Uffe!' ude fra gangen. I første omgang følte jeg mig ikke truffet og tænkte, at de nok havde fået en ny medarbejder i lægehuset, der hed det samme som mig, og hvis assistance der åbenbart var brug for – for man er vel ikke så bøvet i et lægehus, at man kalder på en patient, man ikke har øjenkontakt med, på den måde? Men det gjorde man altså, for ti sekunder efter dukkede der et spørgende kvindeansigt op i døråbningen: 'Ingen Uffe?' Ansigtet tilhørte en bioanalytiker, jeg aldrig før havde set, men åbenbart havde en aftale med.

Det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn

For mig føltes det et øjeblik, som om jeg sad i korte bukser med madpakken under armen og var blevet kaldt ind til skoleinspektøren. Det er ikke en version af mig selv, jeg har lyst til at blive reduceret til, når jeg er over 70 og trods alt har oplevet både sort/hvidt fjernsyn, oliekriser og girokort.

Det er, som om hele samfundet har vedtaget, at vi skal være en stor, hyggelig børnehave. Nogle kalder det demokratisering, men det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn, og bioanalytikere, ekspedienter og postbude uden videre siger 'Hej Uffe'. Jeg har heller ikke lyst til at være bonkammerat med telefonsælgere, der vil prakke mig et mobilabonnement på, jeg ikke har brug for. Eksemplerne er endeløse.

I min reaktionære verden er det forbeholdt familie, venner, bekendte og eventuelt kolleger at droppe efternavnet. Man behøver ikke sige 'hr.', men ellers vil jeg gerne tiltales med både fornavn og efternavn, når fremmede henvender sig. Det er bare udtryk for et minimum af klædelig respekt at bruge efternavnet i mødet med fremmede. Efternavne er ikke bare til pynt; de er bærere af historie, identitet og en vis autoritet. 'Uffe' uden efternavn er én, man kan sende i byen efter en liter mælk og et franskbrød med birkes. Det er ikke, fordi jeg kræver at blive behandlet som kongelig majestæt. Jeg vil bare gerne betragtes som et voksent menneske.

Jeg havde en drøm og har den stadig. Den er ikke helt så pompøs som Martin Luther Kings, men går ganske enkelt ud på, at en dag vil man igen begynde at bruge efternavn i omgangen med mennesker, man ikke kender. Når den dag kommer, vil jeg rejse mig fra stolen, rette på slipset og gøre honnør for civilisationens genkomst med ordene: ‘That's one small step for a man, one giant leap for mankind.’ Lav, men behagelig musik til hele september