Som dansker bliver man uvilkårligt en lille smule stolt, når store udenlandske magasiner beskæftiger sig med Danmark eller bare noget, der har en smule med Danmark at gøre: selv om vi er et meget lille folk, der bor i et meget lille land, er vi åbenbart ikke helt tabt bag af en vogn.

Det britiske månedsmagasin Wallpaper, der handler om design, arkitektur, mode, kunst og livsstil, linker i sit seneste nyhedsbrev til artiklen How Arne Jacobsen built a whole design universe:

Everything you need to know about the Danish designer who brought modernism to the mainstream – and created some of the most recognisable buildings and objects of the 20th century.

Som de fleste danskere vil vide, arbejdede Arne Jacobsen (1902–1971) med totaldesign, hvor bygninger, møbler og interiør smeltede sammen til en helhed. Blandt hans mest kendte værker er SAS Royal Hotel, Ægget, Svanen, Myren, 7'er-stolen og AJ-lampen, og han har fået fortjent ros for stort set alt. Hele værklisten er her.

Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden

Wallpapers artikel sparer heller ikke på lovordene, men med risiko for at begå helligbrøde har jeg en indsigelse: til SAS-hotellet tegnede Arne Jacobsen ikke bare Ægget og Svanen, men også et spisebestik, som jeg har stiftet bekendtskab med et par gange, hvor jeg har været til middag i et arkitekthjem. Bestikket er det, der pryder dette indlæg. Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden.

AJ-bestikket ligner ikke redskaber til at spise med, men snarere remedier, man ville støde på i en nydesinficeret operationsstue. Kniven er så glat og retlinet, at den vil være velegnet til at fordele tapetklister med, og gaflen ligger i hånden som en iskold stålskeletfinger fra Terminator. Spiseskeen rummer cirka det samme som et fingerbøl, og den sultne middagsgæst bliver hurtigt klar over, at bestikket ikke er noget, man spiser med – man performer.

Ingen tvivl om, at AJ-bestikket bryder med traditionen. Men det savner også enhver antydning af ergonomi. Når man sidder med det, får man følelsen af at deltage i en designmesse snarere end et måltid. Er det smukt? Det vil nogle nok mene. Men er det praktisk? Ja, måske hvis man er tandlæge og vant til at jonglere med små arbejdsredskaber i rustfrit stål til daglig. Men bestikket minder os først og fremmest om, at Arne Jacobsen designede til øjet – ikke til hånden, og at minimalisme ikke nødvendigvis er funktionel.

Skulle jeg lege designanmelder, ville jeg give bestikket 2 stjerner ud af 6 – den ene stjerne for æstetik, den anden for modet til at udfordre idéen om, at man faktisk skal kunne spise med sit bestik.

Artiklen i Wallpaper er absolut værd at læse og særdeles grundig, og jeg anfægter på ingen måde, at Arne Jacobsen har været langt forud for sin tid. Men derfor kunne der åbenbart godt ryge en finke af panden indimellem. Skulle man få lyst til at læse alt om Arne Jacobsen på dansk, er muligheden her.

Lige om lidt vil jeg stemple mig selv som sproglig dinosaur, olding, håbløs kværulant og stivstikker. Sagen er nemlig den, at jeg ikke bryder mig om, når mennesker, jeg aldrig har mødt før, straks tiltaler mig med mit fornavn.

Sidst skete det i fredags, da jeg sad i venteværelset i mit lokale lægehus, hvor jeg pludselig hørte en stemme råbe 'Uffe!' ude fra gangen. I første omgang følte jeg mig ikke truffet og tænkte, at de nok havde fået en ny medarbejder i lægehuset, der hed det samme som mig, og hvis assistance der åbenbart var brug for – for man er vel ikke så bøvet i et lægehus, at man kalder på en patient, man ikke har øjenkontakt med, på den måde? Men det gjorde man altså, for ti sekunder efter dukkede der et spørgende kvindeansigt op i døråbningen: 'Ingen Uffe?' Ansigtet tilhørte en bioanalytiker, jeg aldrig før havde set, men åbenbart havde en aftale med.

Det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn

For mig føltes det et øjeblik, som om jeg sad i korte bukser med madpakken under armen og var blevet kaldt ind til skoleinspektøren. Det er ikke en version af mig selv, jeg har lyst til at blive reduceret til, når jeg er over 70 og trods alt har oplevet både sort/hvidt fjernsyn, oliekriser og girokort.

Det er, som om hele samfundet har vedtaget, at vi skal være en stor, hyggelig børnehave. Nogle kalder det demokratisering, men det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn, og bioanalytikere, ekspedienter og postbude uden videre siger 'Hej Uffe'. Jeg har heller ikke lyst til at være bonkammerat med telefonsælgere, der vil prakke mig et mobilabonnement på, jeg ikke har brug for. Eksemplerne er endeløse.

I min reaktionære verden er det forbeholdt familie, venner, bekendte og eventuelt kolleger at droppe efternavnet. Man behøver ikke sige 'hr.', men ellers vil jeg gerne tiltales med både fornavn og efternavn, når fremmede henvender sig. Det er bare udtryk for et minimum af klædelig respekt at bruge efternavnet i mødet med fremmede. Efternavne er ikke bare til pynt; de er bærere af historie, identitet og en vis autoritet. 'Uffe' uden efternavn er én, man kan sende i byen efter en liter mælk og et franskbrød med birkes. Det er ikke, fordi jeg kræver at blive behandlet som kongelig majestæt. Jeg vil bare gerne betragtes som et voksent menneske.

Jeg havde en drøm og har den stadig. Den er ikke helt så pompøs som Martin Luther Kings, men går ganske enkelt ud på, at en dag vil man igen begynde at bruge efternavn i omgangen med mennesker, man ikke kender. Når den dag kommer, vil jeg rejse mig fra stolen, rette på slipset og gøre honnør for civilisationens genkomst med ordene: ‘That's one small step for a man, one giant leap for mankind.’ Lav, men behagelig musik til hele september