Da tenorsaxofonisten Lester Young døde i 1959, skrev bassisten Charles Mingus en elegi til hans minde og gav den titlen Goodbye Pork Pie Hat (kan høres her), fordi Lester Young altid optrådte med en pork pie-hat på hovedet. Det er en blød hat af uld eller filt, som er flad og helt rund modsætning til en fedora og en trilby, hvor pulden er klemt sammen fortil. Desuden er skyggen smallere. En pork pie-hat er blevet en ikonisk hovedbeklædning inden for jazzmiljøet og forbindes med en vis coolness. På det seneste er hatten blevet kendt gennem TV-serien Breaking Bad, hvor hovedpersonen Walter White bruger en sort pork pie-hat, når han optræder som sit alter ego 'Heisenberg'.
Jeg har mange hatte, men jeg har aldrig ejet en pork pie-hat, fordi den i mine øjne har et komisk præg. Men det gør jeg nu, fordi jeg forleden dag faldt over et pragteksemplar i min størrelse til 25 kroner på et loppemarked – aldeles ubrugt og af prima kvalitet.
At spotte en herre med blød hat i 2025 er omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden
Spørgsmålet er, hvad jeg skal med den. At spotte en herre med blød hat i 2025 er jo omtrent lige så sandsynligt som at se en cyklist i København uden en mobil i hånden. Det sker – men kun på særlig heldige dage.I begyndelsen af det 20. århundrede var hatten ikke bare en beklædningsgenstand, men et tegn på status, stil og civiliseret fremtoning. Ingen mand med respekt for sig selv gik uden for en dør uden en bowler eller en bredskygget fedora på hovedet. Fotografier fra dengang viser hele togperroner af mænd, hvor det nærmest er umuligt at skelne hårfarven, for alle hoveder er skjult under filt.
I dag? Nu er det hætter og vindblæste frisurer, der dominerer gadebilledet. Hatten er reduceret til et kuriosum, en slags kulturel enhjørning. Når man endelig ser en herre med hat, kigger folk efter ham som om han er på vej til et kostumebal – eller til audition som skurk i en James Bond-film. Eller også er det Morten Messerschmidt.
Hatten er forsvundet, slipset er røget for længst, og skjorten står åben i den uofficielle konkurrence om at se mest afslappet ud. Måske skulle jeg tage min nyerhvervede pork pie-hat på som en ironisk accessory i håb om at blive first mover i den næste store modetrend, der vender tilbage til hatten i erkendelse af, at der mangler noget elegance, som er totalt fraværende i den fast fashion-tid, vi befinder os i.
Desværre er det mest sandsynlige, at jeg aldrig kommer til at bruge hatten, for jeg bryder mig generelt ikke om at tiltrække mig opmærksomhed, og det gør man uvilkårligt, selv om pork pie-hatten er den mindst formelle af alle herrehatte. Men nu har jeg den altså.
Det er jo ingen hemmelighed, at du er en hattemand. Det er John også, og jeg kan godt lide mænd med hat, selv om jeg må give dig ret i, at den viste udgave af svinetærtehatten er lettere grinagtig. En søgning kunne afsløre, at de findes i mere eller mindre fladpuldede udgaver, og jo fladere, jo 'sjovere' virker den.
Og folk med bagudvendte caps har jeg ingen respekt for - det ser SÅ fjollet ud!
En af de bedste og sødeste 'kulier' (studerende, som tjente lidt ved at lave forefaldende arbejde som arkivering, bufferfremstilling o.a.), jeg havde på arbejdet, ankom på sin første arbejdsdag med sådan en på hovedet. Jeg sagde, at jeg egentlig kun havde én regel: At man ikke - som i aldrig nogensinde - havde hue, hat eller lignende på inden døre! Han grinede, tog den af, og jeg så ham aldrig mere med den åndssvage hovedbeklædning.
Men jeg ville da gerne se dig med din nyerhvervede Pork Pie Cap 😁
@Ellen: Tænkte nok, at jeg kunne regne med dig :) I vores barndom, hvor alle voksne mænd med et borgerligt erhverv gik med hat, når de færdedes uden for hjemmets fire vægge, tog de selvfølgelig hatten af, uanset hvor de trådte ind – dvs. også i butikker. Hvis man fortalte et ungt menneske om det, ville han/hun formentlig måbe, men jeg har faktisk set enkelte ældre hattebærere stadig gøre det.
Selv om jeg i princippet også er hattebærer, sker det sjældnere og sjældnere, at jeg praktiserer det, fordi de fleste tror, at man gør det for at blive lagt mærke tii – medmindre det er sommer, og der er tale om en panamahat.
Min nye pork pie-hat er meget flottere end Lester Youngs – højere og med helt lige skygge, men du skal nok alligevel ikke regne med at få mig at se med den :).
P.S. I øvrigt må billedet være spejlvendt, eller også har Lester Young vendt hatten forkert – på herrehatte sidder sløjfen på venstre side. Men det kan selvfølgelig også være en damehat :)