Som dansker bliver man uvilkårligt en lille smule stolt, når store udenlandske magasiner beskæftiger sig med Danmark eller bare noget, der har en smule med Danmark at gøre: selv om vi er et meget lille folk, der bor i et meget lille land, er vi åbenbart ikke helt tabt bag af en vogn.
Det britiske månedsmagasin Wallpaper, der handler om design, arkitektur, mode, kunst og livsstil, linker i sit seneste nyhedsbrev til artiklen How Arne Jacobsen built a whole design universe:
Everything you need to know about the Danish designer who brought modernism to the mainstream – and created some of the most recognisable buildings and objects of the 20th century.Som de fleste danskere vil vide, arbejdede Arne Jacobsen (1902–1971) med totaldesign, hvor bygninger, møbler og interiør smeltede sammen til en helhed. Blandt hans mest kendte værker er SAS Royal Hotel, Ægget, Svanen, Myren, 7'er-stolen og AJ-lampen, og han har fået fortjent ros for stort set alt. Hele værklisten er her.
Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden
Wallpapers artikel sparer heller ikke på lovordene, men med risiko for at begå helligbrøde har jeg en indsigelse: til SAS-hotellet tegnede Arne Jacobsen ikke bare Ægget og Svanen, men også et spisebestik, som jeg har stiftet bekendtskab med et par gange, hvor jeg har været til middag i et arkitekthjem. Bestikket er det, der pryder dette indlæg. Det er enkelt, men når man får det i hånden, føles det mest af alt som et designet hævnangreb på menneskeheden.AJ-bestikket ligner ikke redskaber til at spise med, men snarere remedier, man ville støde på i en nydesinficeret operationsstue. Kniven er så glat og retlinet, at den vil være velegnet til at fordele tapetklister med, og gaflen ligger i hånden som en iskold stålskeletfinger fra Terminator. Spiseskeen rummer cirka det samme som et fingerbøl, og den sultne middagsgæst bliver hurtigt klar over, at bestikket ikke er noget, man spiser med – man performer.
Ingen tvivl om, at AJ-bestikket bryder med traditionen. Men det savner også enhver antydning af ergonomi. Når man sidder med det, får man følelsen af at deltage i en designmesse snarere end et måltid. Er det smukt? Det vil nogle nok mene. Men er det praktisk? Ja, måske hvis man er tandlæge og vant til at jonglere med små arbejdsredskaber i rustfrit stål til daglig. Men bestikket minder os først og fremmest om, at Arne Jacobsen designede til øjet – ikke til hånden, og at minimalisme ikke nødvendigvis er funktionel.
Skulle jeg lege designanmelder, ville jeg give bestikket 2 stjerner ud af 6 – den ene stjerne for æstetik, den anden for modet til at udfordre idéen om, at man faktisk skal kunne spise med sit bestik.
* * *
Artiklen i Wallpaper er absolut værd at læse og særdeles grundig, og jeg anfægter på ingen måde, at Arne Jacobsen har været langt forud for sin tid. Men derfor kunne der åbenbart godt ryge en finke af panden indimellem. Skulle man få lyst til at læse alt om Arne Jacobsen på dansk, er muligheden her.
Nu vil jeg jo umiddelbart tro, at AJ på trods af sin genialitet stadig var nødt til at spise, så det er lidt underligt, at han kunne designe noget, der er stort set ubrugeligt.
Da min mor engang fik helt nyt køkken på deres gård, glædede hun sig naturligvis meget til at tage det i brug - det var arkitekttegnet und alles, så hun var både glad og stolt.
Inden længe viste det sig, at der var flere uhensigtsmæssigheder og flere ting, som var meget upraktisk placeret i forhold til hinanden og deres brug.
Min mor sagde med både harme og opgivelse i stemmen, at dette køkken garanteret var designet af en mand!
En mand, som aldrig havde arbejdet i et køkken og derfor ikke havde forstand på det han lavede, men udelukkende så et køkken fra et æstetisk synspunkt.
Jeg kan ikke huske om hun havde ret, eller om hun overhovedet fandt ud ud af hvem arkitekten var, men jeg kunne godt se hendes pointe.
Når man (d) tager bestik (undskyld!) af dagens blogindlæg, giver det uafviseligt nogle associationer til ens eget liv, hvor denne multibegavelse har interageret.
Først og fremmest den højryggede version af Oxford-kontorstolen, der gennem 15 år lagde underlag til mere eller mindre operative tanker i mit daværende hjemmekontor, indtil min perserhankat Basil havde kradset syningerne for meget op og vippebeslaget samtidig var blevet livsfarligt. Men den blev solgt privat til en forbløffende pris.
SAS-hotellet (=Radisson Royal Collection Hotel) i Københavns Centrum rummer få minder. Nogle, hvor receptionsområdets designstole blev brugt som ”ventesal” ifm. møde(r) og en enkel vellykket forretningsmiddag i restauranten på 22. etage, hvor vejret tillod et lyshav af Københavns centrum som ekstra dessert.
Kunst- og design museum Trapholt ved Koldingfjord (kan varmt anbefales) rummer blandt meget Arne Jacobsens unikke Kubeflex-sommerhus. Det forekommer mere specielt end kønt og praktisk. Sidstnævnte gælder således også for det bestik, om hvilken dagens indlæg drejer rundt.
@Ellen: Hvad angår barndoms/ungdomsminder: jeg har ikke tal på, hvor mange gange min far, der var bygningsingeniør og en meget praktisk mand, har bandet over arkitekter, fordi et eller andet var uhensigtsmæssigt eller teknisk uforsvarligt. På den anden side må jeg indrømme, at jeg selv mere end én gang har vægtet æstetik over funktionalitet, hvad angår møbler og den slags. Og jeg kunne fx stadig ikke finde på at købe en bil, som eksperter vurderer som det bedste køb, hvis jeg synes, den er grim :)
@Erik Hulegaard: Oxford-stolen, som blev designet specielt til professorerne på St. Catherine's College i Oxford, er ualmindelig smuk. Til gengæld er jeg ikke imponeret over selve universitetsbygniingen, som jeg har oplevet ved selvsyn. I mine øjne ligner den mere en fabriksbygning end et universitet, og jeg bemærkede, at vinduerne i studenternes kollegieværelser, der gik fra gulv til loft, mere eller mindre var blevet plastret til med sølvfolie for at skærme for solen, når den stod lige på.
Også jeg har en vis erfaring med Arne Jacobsen på stoleområdet. Da jeg som meget ung flyttede ind i min første etværelseslejlighed, indrettede jeg spisepladsen med fire 7'er-stole, som fulgte mig gennem flere boliger, indtil jeg lod mig smede i Hymens lænker, og Madame satte foden ned – ikke fordi hun ikke brød sig om designet, men fordi hun hævdede, at man sad elendigt i dem. Det vidste jeg strengt taget godt, men havde ignoreret den frygtelige sandhed til fordel for æstetikken.
Jeg har også været den stolte ejer af Ægget i en sort læderversion, som led en krank skæbne, men det er en længere historie, jeg måske kan vende tilbage til ...