Lige om lidt vil jeg stemple mig selv som sproglig dinosaur, olding, håbløs kværulant og stivstikker. Sagen er nemlig den, at jeg ikke bryder mig om, når mennesker, jeg aldrig har mødt før, straks tiltaler mig med mit fornavn.
Sidst skete det i fredags, da jeg sad i venteværelset i mit lokale lægehus, hvor jeg pludselig hørte en stemme råbe 'Uffe!' ude fra gangen. I første omgang følte jeg mig ikke truffet og tænkte, at de nok havde fået en ny medarbejder i lægehuset, der hed det samme som mig, og hvis assistance der åbenbart var brug for – for man er vel ikke så bøvet i et lægehus, at man kalder på en patient, man ikke har øjenkontakt med, på den måde? Men det gjorde man altså, for ti sekunder efter dukkede der et spørgende kvindeansigt op i døråbningen: 'Ingen Uffe?' Ansigtet tilhørte en bioanalytiker, jeg aldrig før havde set, men åbenbart havde en aftale med.
Det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn
For mig føltes det et øjeblik, som om jeg sad i korte bukser med madpakken under armen og var blevet kaldt ind til skoleinspektøren. Det er ikke en version af mig selv, jeg har lyst til at blive reduceret til, når jeg er over 70 og trods alt har oplevet både sort/hvidt fjernsyn, oliekriser og girokort.Det er, som om hele samfundet har vedtaget, at vi skal være en stor, hyggelig børnehave. Nogle kalder det demokratisering, men det har ikke noget med frihed, lighed og broderskab at gøre, at alle kalder hinanden ved fornavn, og bioanalytikere, ekspedienter og postbude uden videre siger 'Hej Uffe'. Jeg har heller ikke lyst til at være bonkammerat med telefonsælgere, der vil prakke mig et mobilabonnement på, jeg ikke har brug for. Eksemplerne er endeløse.
I min reaktionære verden er det forbeholdt familie, venner, bekendte og eventuelt kolleger at droppe efternavnet. Man behøver ikke sige 'hr.', men ellers vil jeg gerne tiltales med både fornavn og efternavn, når fremmede henvender sig. Det er bare udtryk for et minimum af klædelig respekt at bruge efternavnet i mødet med fremmede. Efternavne er ikke bare til pynt; de er bærere af historie, identitet og en vis autoritet. 'Uffe' uden efternavn er én, man kan sende i byen efter en liter mælk og et franskbrød med birkes. Det er ikke, fordi jeg kræver at blive behandlet som kongelig majestæt. Jeg vil bare gerne betragtes som et voksent menneske.
Jeg havde en drøm og har den stadig. Den er ikke helt så pompøs som Martin Luther Kings, men går ganske enkelt ud på, at en dag vil man igen begynde at bruge efternavn i omgangen med mennesker, man ikke kender. Når den dag kommer, vil jeg rejse mig fra stolen, rette på slipset og gøre honnør for civilisationens genkomst med ordene: ‘That's one small step for a man, one giant leap for mankind.’
Umiddelbart ville mange læsere tænke og nogle sige ”Jamen, Herregud, vi lever i 2025!” - Men jeg er gammel nok til at forstå blogejerens ord, ikke mindst med mine 36 års anciennitet i sygehusverden, hvor jeg (også) har siddet til møde omkring tituleringer/patientapproach etc.
Først kom konverteringen fra ”De” til ”Du”; senere (mestens i dette århundrede) fulgte så ofte fornavn som direkte kommunikation såvel i hospitalsverden som den primære sundhedstjeneste. En god, gammel kommunikationsregel er at sige/titulere ”det naturlige”. Det vrides så af mange (især yngre årgange af generationerne X, Y og Z) til det mest bekvemmelige og lidt misforstået i ”øjenhøjde” med patienten. Og hvis efternavnet (jeg har haft mange ”vrid” af mit) ikke umiddelbart forekommer verbalt fremkommeligt, er fornavnet nemt som umiddelbar adresse for budskabet.
I-n-t-e-t er vigtigere for ethvert menneske end dets helbred. Netop her er den ”rette kommunikation” adgangsbilletten til broen af tillid, som indgår som en uundværlig co-terapeut i et hvilket som helst behandlingsforløb (intet nævnt, intet glemt).
Afslutningsvis ønsket om, at prøvesvar(ene) optræder indenfor normalværdierne.
@Erik Hulegaard. Tak for at udbrede emnet fra et mere professionelt synspunkt. Og tak for de gode ønsker – det var såmænd bare den årlige pusteprøve, der skulle eksekveres som følge af en mild grad af astma, der reelt aldrig har generet mig. Pusteriet er obligatorisk, og hvordan det falder ind under en bioanalytikers arbejdsområde, kan jeg ikke forklare. Men hverken nåle eller reagensglas var altså involveret.
Jeg sympatiserer: udeladelsen af efternavn signalerer et unuanceret forhold. Før brugen af efternavn var en servil angivelse af titel ikke unormal ("Ønsker Bankdirektøren Calvados eller Cognac til kaffen?").
Den senere udeladelse af efternavn faldt vel sammen med, at skolelever begyndte at tiltale læreren med fornavn. Jeg/vi tiltalte vores kvindelige klasselærer med "frøken", selvom hun bestemt var gift og havde børn. De mandlige lærere blev tiltalt med efternavn. Da vi kom i realen, kom fremmelige Eva til at sige "du" til væres tysklærer, og hans svar kom som et piskesmæld: "I hvilken rendesten har vi drukket dus?"
Jeg savner undertiden også efternavnets høflige distance, men brugen af "du" og fornavn signalerer en slags lighed, selvom den reelt er en illusion på flere områder.
@Eric: I min skoletid var det også helt utænkeligt, at man sagde 'du' til læreren/lærerinden – det var 'De' og 'hr.' eller 'frøken'. Jeg har også haft utilstedeligt uforskammede lærere som din tysklærer, men de er vist heldigvis en uddød race. Bortset fra det er jeg ikke i tvivl om, at den meget omtalte disciplinkrise i folkeskolen til dels hænger sammen med 'dusseriet' mellem lærer og elev – jeg har hørt fagpersoner inden for pædagogik sige det samme.
Jeg har faktisk ikke noget imod, at voksne mennesker uden videre siger 'du' til hinanden – men derfra og til at være på fornavn, er der et stort spring i min verden.
Afskaffelsen af titelsnobberiet er derimod et stort fremskridt.