Forleden dag gik det pludselig op for mig, at det i denne måned er 15 år siden, jeg sidst havde en deadline. En deadline, der ikke var til diskussion, fordi den var starttidspunktet for en direkte udsendelse.

Der findes en særlig form for frihed, som kun dem, der det meste af livet har arbejdet under et konstant tidspres, helt kan forstå. For en radiovært er tiden en enevældig hersker. Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes. At have et arbejdsliv styret af deadlines betyder, at hvert eneste indslag, hvert eneste ord, skal passe ind i en ufravigelig ramme.

Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes

Når man i årtier lever med det, bliver kroppen næsten indstillet som et urværk. Man lærer at være præcis og klar i samme sekund, den røde lampe tændes. Men netop fordi arbejdet kræver en konstant bevidsthed om tidens gang, er det også drænende. Der er aldrig et øjeblik, hvor deadline ikke ligger som en skygge i baghovedet. Selv i fritiden kan man mærke presset: tanken om det næste program, næste manuskript, næste oplæsning.

Det interessante er, at man gennem et helt arbejdsliv vænner sig til tidstyranniet. Det bliver en del af ens identitet. Man lærer at tænke i rammer, at strukturere sin tale, sit åndedrag, sit nærvær efter uret. Og måske er det netop derfor, overgangen til et liv uden deadline føles så radikal: det er ikke kun arbejdet, man forlader, men også en bestemt måde at opleve tiden på. Lettelsen kommer snigende, næsten uventet. Pludselig er der ingen producer, der venter på et indslag. Ingen klokke på væggen, der dikterer, at man har tre minutter tilbage. Ingen stille nervøsitet over, om teknikken fungerer, når man skal på. I stedet opstår en ny form for tid, som er åben og flydende.

For første gang i årtier kan man læse en bog uden at tænke på, om siderne stjæler minutter fra forberedelsen til næste udsendelse.

Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene

Man kan lade tankerne vandre uden at skulle pakke dem ind i en præcis formulering, der skal leveres inden for en bestemt tidsramme. Den ro, der opstår, er ikke bare fraværet af stress, men en dyb følelse af at have genvundet sig selv.

At slippe deadlines er derfor ikke bare en lettelse, men en frigørelse. Det er at opdage, at tiden kan være cirkulær, langsom, rytmisk – uden den konstante fremdrift mod næste øjeblik. Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene. Hvordan en dag kan leves uden at skulle passes ind i et skema, men bare udfolde sig efter lyst og nysgerrighed. Og hvordan friheden til at være i nuet – uden at tænke på, hvad klokken kræver lige om lidt – er en af livets mest undervurderede glæder.

Mærkværdigvis er det netop erfaringen med et liv under evige deadlines, der gør denne frihed så tydelig. Tid bliver igen det, den oprindelig var: et element, man er en del af.

Og mærkværdigvis – og heldigvis – er alt det slet ikke noget, man tænker over, når man sidder i studiet og konstant skeler til sekundviseren.