Forleden dag gik det pludselig op for mig, at det i denne måned er 15 år siden, jeg sidst havde en deadline. En deadline, der ikke var til diskussion, fordi den var starttidspunktet for en direkte udsendelse.
Der findes en særlig form for frihed, som kun dem, der det meste af livet har arbejdet under et konstant tidspres, helt kan forstå. For en radiovært er tiden en enevældig hersker. Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes. At have et arbejdsliv styret af deadlines betyder, at hvert eneste indslag, hvert eneste ord, skal passe ind i en ufravigelig ramme.
Sekunderne bestemmer alt: hvornår musikken skal afbrydes, hvornår nyhederne skal på, hvornår interviewet må slutte, og hvornår mikrofonen skal slukkes
Når man i årtier lever med det, bliver kroppen næsten indstillet som et urværk. Man lærer at være præcis og klar i samme sekund, den røde lampe lyser. Men netop fordi arbejdet kræver en konstant bevidsthed om tidens gang, er det også drænende. Der er aldrig et øjeblik, hvor deadline ikke ligger som en skygge i baghovedet. Selv i fritiden kan man mærke presset: tanken om det næste program, næste manuskript, næste oplæsning.Det interessante er, at man gennem et helt arbejdsliv vænner sig til tidstyranniet. Det bliver en del af ens identitet. Man lærer at tænke i rammer, at strukturere sin tale, sit åndedrag, sit nærvær efter uret. Og måske er det netop derfor, overgangen til et liv uden deadline føles så radikal: det er ikke kun arbejdet, man forlader, men også en bestemt måde at opleve tiden på. Lettelsen kommer snigende, næsten uventet. Pludselig er der ingen producer, der venter på et indslag. Ingen klokke på væggen, der dikterer, at man har tre minutter tilbage. Ingen stille nervøsitet over, om teknikken fungerer, når man skal på. I stedet opstår en ny form for tid, som er åben og flydende.
For første gang i årtier kan man læse en bog uden at tænke på, om siderne stjæler minutter fra forberedelsen til næste udsendelse.
Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene
Man kan lade tankerne vandre uden at skulle pakke dem ind i en præcis formulering, der skal leveres inden for en bestemt tidsramme. Den ro, der opstår, er ikke bare fraværet af stress, men en dyb følelse af at have genvundet sig selv.At slippe deadlines er derfor ikke bare en lettelse, men en frigørelse. Det er at opdage, at tiden kan være cirkulær, langsom, rytmisk – uden den konstante fremdrift mod næste øjeblik. Man opdager, hvordan stilheden mellem ordene kan være lige så værdifuld som selve ordene. Hvordan en dag kan leves uden at skulle passes ind i et skema, men bare udfolde sig efter lyst og nysgerrighed. Og hvordan friheden til at være i nuet – uden at tænke på, hvad klokken kræver lige om lidt – er en af livets mest undervurderede glæder.
Mærkværdigvis er det netop erfaringen med et liv under evige deadlines, der gør denne frihed så tydelig. Tid bliver igen det, den oprindelig var: et element, man er en del af.
Og mærkværdigvis – og heldigvis – er alt det slet ikke noget, man tænker over, når man sidder i studiet og konstant skeler til sekundviseren.
Hvor er det fint beskrevet.
Du får, hvad der for de fleste nok ville være en stærk stressfaktor, dine arbejdsvilkår til at synes nærmest poetiske - og så alligevel ikke.
Uden på nogen måde at kunne sætte mig bare tilnærmelsesvis ind i, hvordan et sådant arbejdsliv må have været, kan jeg på en måde godt forestille mig det. Jeg tænker faktisk ofte på det, når jeg ser annonceringer for tv-udsendelser, hvor de får talen til at slutte på sekundet. Ikke ± to-tre sekunder. Det samme gælder radioudsendelser, og den slags timing er nok ikke noget, man bare kan med det samme, når man får et job som radiovært?
Jeg har også levet med deadlines, men selv om det kunne være hårdt indimellem at nå dem, talte vi dog om dage ... uger ... endog måneder.
Én ting har vi dog til fælles: Det var SÅ fedt, at tiden blev ens egen, da pensionisttilværelsen indfandt sig 😀
@Ellen: Det kræver selvfølgelig noget øvelse at tale op til klokken, men det bliver hurtigt rutine. Det var lidt specielt, hvis udsendelsen sluttede kl. 12 op til rådhusklokkerne. De blev transmitteret fra en mikrofon i rådhustårnet, og alt efter, hvor meget det blæste, kunne tidspunktet for, hvornår klokkerne gik i gang, variere 5-15 sekunder. Præcis hvor mange sekunder det drejede sig om, tjekkede den tekniske vagtchef hver dag kl. 11.30 og orienterede produceren, der gav beskeden videre til værten i hovedtelefonerne. Værten måtte så trække sekunderne fra eller lægge dem til, så han ikke 'fik rådhusklokkerne i nakken' som det hed. Det er blevet lidt nemmere nu, fordi man simpelt hen har båndet rådhusklokkerne, så de kommer på nøjagtig til tiden Men det var jo faktisk ret sjovt i 'gamle dage', for der gik selvfølgelig sport i at ramme helt præcist :)
Noget andet er, at selv om det for en udenforstående lyder frygtelig stressende med den slags små detaljer (og der var mange andre), vænnede man sig til det, og det går først rigtig op for én, hvor belastende det egentlig var, når det ikke længere er en daglig rutine. Men sundt har det nok ikke været.
Ja, vi kan hurtigt blive enige om, at ved arbejde går megen god tid til spilde :)
Næst efter helbred er tid den vigtigste faktor i et menneskes liv. At skifte tidsramme fra streng arbejdsdisciplin til en mere flydende tidsafgrænsning til andre opgaver er en nem og befriende overgang for nogle, medens andre fortsætter i samme disciplinære spor.
Når man i nutiden betragter mange aktive seniorers håndtering af begrebet ”tid”, ses adskillelige eksempler på personer, der fortsætter aktivt med fornøjelse i samme tidsrøvende spor, modsat andre (mest mænd?), der synker sammen i wellness-stolen og forsøger at holde demensen væk ved at tænke på fortidens professionelle liv, hvor begrebet ”status” betød uendeligt meget.
Nutidens begreb ”minuttyveri” i den sociale sektor er blevet et skældsord, der dog i den private sfære kan konverteres til en individuel tidsdisponering med den luksus, at man ofte selv definerer dead-line med den uhyre spændende tilføjelse, at vi aldrig bestemmer vores personlige (livs-)dead-line.
En god beskrivelse af et helt kontant tidspres og hvilken omvæltning det var at slippe for sekunddisciplinen.
Der går næppe en dag, uden fruen og jeg får sagt, at "det er godt at være pensionist". Vi værdsætter meget, at vores tid nu er omfattet af den private ejendomsret og kun kan eksproprieres ved sygdom eller andre domme.
Man kunne så blot ønske sig, at den offentlige transport kunne afvikles med samme præcision som radioens indslag.
@Erik Hulegaard: Pointen om status og identitet er helt rigtig. Arbejdslivet fylder for mange mere end bare tiden – det giver mening, retning og anerkendelse. Når det forsvinder, kan det være en udfordring at skabe en ny identitet, der ikke er knyttet til jobtitlen.
Livet efter arbejdslivet kan være både befriende og krævende, og det er netop forskelligheden i måden, vi bruger tiden på, der gør seniorlivet så individuelt. Det vigtigste er måske, at man finder en hverdag, der giver glæde – uanset om det er fuld aktivitet eller roligere dage med plads til refleksion. Det vigtigste er, at man selv kan bestemme sine deadlines – med undtagelse af den endelige ...
@Eric: Billedet af tid som privat ejendom er meget rammende. Her i huset bruger vi varianten 'hvor er vi heldige' :)
Og ja – hvis bare DSB kunne synkronisere sig med radioavisen, ville pensionisten måske være det mest velkørende element i dansk infrastruktur. Indtil da må vi glæde os over, at jeres nyvundne tidsrigdom ikke afhænger af køreplaner, men af velvære, lyst og dagens humør.