Da december meldte sin ankomst og lagde sig over byen som en tung, sukkerstøvet dyne, besluttede han, at han ville lade som ingenting i år. Ikke i protest. Mere i selvforsvar.

Hans nabo havde allerede i november installeret en lyskæde rundt om huset, der lyste som en mellemstor lufthavn, og supermarkedet spillede julemusik med samme ihærdighed som en genstridig bilalarm. Han mærkede en påtrængende lyst til at flygte. Ikke langt væk, bare væk fra 'glædelig jul, har du fået købt alle gaverne?' og 'hvor skal du holde jul?'

Juleaften havde han ikke et grantræ med julepynt stående i stuen. I stedet glædede han sig over det store træ, han kunne se fra sit vindue hele året. Det stod henne i svinget uden et eneste blad, og om eftermiddagen havde han nydt at stå i flere minutter og betragte dets nøgne grene aftegne sig mod himlen.

Nu var det mørkt udenfor, og på komfuret stod en simreret og tog sig den tid, den behøvede, og sendte duften rundt i hele huset. Han spiste uden andet selskab end sit eget. Bestikket mod tallerkenen var den eneste lyd, der brød stilheden. Ingen risalamande. Efter maden vaskede han op, som om der ikke var noget, der hastede, og det var der heller ikke.

Selv om han var alene, lod han være med at tænde for fjernsynet. I stedet satte han musik på uden kor og klokker og satte sig i lænestolen med et glas cognac og tænkte over året, der var gået. Over det, der blev sagt, og det, der ikke gjorde. Over at mening ikke altid findes i gentagelser, men nogle gange i det, man vælger fra.

Da han gik i seng, havde han ikke følelsen af at have manglet noget, fordi det var juleaten. Han mærkede kun en stille tilfredshed. Og det var, som om han kunne høre Arne Domnérus spille på sin saxofon i baggrunden.