Da december meldte sin ankomst og lagde sig over byen som en tung, sukkerstøvet dyne, besluttede han, at han ville lade som ingenting i år. Ikke i protest. Mere i selvforsvar.
Hans nabo havde allerede i november installeret en lyskæde rundt om huset, der lyste som en mellemstor lufthavn, og supermarkedet spillede julemusik med samme ihærdighed som en genstridig bilalarm. Han mærkede en påtrængende lyst til at flygte. Ikke langt væk, bare væk fra 'glædelig jul, har du fået købt alle gaverne?' og 'hvor skal du holde jul?'
Juleaften havde han ikke et grantræ med julepynt stående i stuen. I stedet glædede han sig over det store træ, han kunne se fra sit vindue hele året. Det stod henne i svinget uden et eneste blad, og om eftermiddagen havde han nydt at stå i flere minutter og betragte dets nøgne grene aftegne sig mod himlen.
Nu var det mørkt udenfor, og på komfuret stod en simreret og tog sig den tid, den behøvede, og sendte duften rundt i hele huset. Han spiste uden andet selskab end sit eget. Bestikket mod tallerkenen var den eneste lyd, der brød stilheden. Ingen risalamande. Efter maden vaskede han op, som om der ikke var noget, der hastede, og det var der heller ikke.
Selv om han var alene, lod han være med at tænde for fjernsynet. I stedet satte han musik på uden kor og klokker og satte sig i lænestolen med et glas cognac og tænkte over året, der var gået. Over det, der blev sagt, og det, der ikke gjorde. Over at mening ikke altid findes i gentagelser, men nogle gange i det, man vælger fra.
Da han gik i seng, havde han ikke følelsen af at have manglet noget, fordi det var juleaten. Han mærkede kun en stille tilfredshed. Og det var, som om han kunne høre Arne Domnérus spille på sin saxofon i baggrunden.
Translate
Kategorier
- Accessories (6)
- Alder (6)
- Arkitektur (2)
- Beklædning (16)
- Biler (4)
- Blogging (2)
- Bøger (50)
- Corona (1)
- Dagligliv (12)
- Design (4)
- DR (1)
- Drømme og mareridt (1)
- Erindringer (10)
- Film (35)
- Genbrug (6)
- Historie (4)
- Hus og have (5)
- Intermezzo (34)
- Jazz (2)
- Jul (3)
- Katte (7)
- Komedier (2)
- Kommunikation (7)
- Kultur (8)
- Kulturhistorie (17)
- Kunsthistorie (1)
- Levned og meninger (10)
- Lister (41)
- Mad (1)
- Mode (4)
- Musik (12)
- Mænd (9)
- Mænd og kvinder (2)
- Nostalgi (8)
- Nytår (5)
- Opera (1)
- Ord (7)
- Podcast (4)
- Radio (7)
- Radiodage (11)
- Rejser (1)
- Sket i ugen (34)
- Skriveri (2)
- Sommer (9)
- Sport (2)
- Sprog (9)
- Sure opstød (8)
- Tankespind (5)
- Tant og fjas (45)
- Tour de France (1)
- tv (35)
- Vind & vejr (11)
- Årstider (15)
og sådan en juleaften kan også noget med sin stilhed, enkelhed og ro til at tænke, se og lytte. Jeg kom til at tænke på Morse, det ville vist være en juleaften for ham.
Må I få en juleaften med plads til dette. Håber det går an at ønske jer en glædelig jul :-)
Til lyden af mit yndlingsinstrument kvitteres for det underfundige og smukt jule-indpakkede blogindlæg, hvor byttemærker, gastroøsofageale refluks(er), sovserester på det ægte tæppe samt nyvasket nisseskæg og mandel-dueller er frasorteret.
Begrebet ”juletraditioner” scannes og diagnosticeres af batteridrevne digitale lyskæder.
Denne kommentator (og x tusinde andre) fejrer julen alene i selskab med influenzabårne bakterier, men er dog ikke forhindret i at fremsende en varm digital, smittefri julehilsen til redaktøren.
Der er meget, man kan vælge fra, og for mig bliver det nemmere og nemmere med alderen. Man kan ustraffet vrisse: "Jeg er blevet for gammel til det pjat!".
Vi kan dog pokkers godt lide and, og det viser bare, at nogle traditioner er subjektivt bevaringsværdige.
@Lene Tak – selvfølgelig, og i lige måde! Der er ikke noget galt i at markere juleaften, det er bare som om, julen nu kun handler om omsætning og forbrug. Men heldigvis kan alle jo gøre, som de vil.
Og tak for idéen til at genopfriske Morse. Hele serien har stået dalt for længe og samlet støv i reolen :)
@Erik Hulegaard: Tak for den elegant orkestrerede julehilsen, der – helt i ånden – undlader både sovsepletter og mandelrelaterede konfrontationer. Det er betryggende at vide, at juletraditionernes vitale tegn fortsat kan aflæses via LED-lys og sprogligt overskud, også når højtiden fejres i bakteriologisk enerum. En varm, gensidig og naturligvis digitalt desinficeret julehilsen sendes retur – med håb om snarlig bedring og fortsat skarp iagttagelsesevne.
@Eric: Det er en særlig lettelse, når erfaringen giver licens til at fravælge pjat uden dårlig samvittighed – og samtidig holde fast i det, der faktisk smager af noget. Anden står som et smukt eksempel på, at traditioner ikke er absolutte sandheder, men personlige præferencer med sprødt skind. Man behøver jo ikke tage hele pakken for at føle, at julen – eller livet – giver mening.
På smukkeste vis beskriver du, hvordan en jul som enlig ikke behøver at være en jul som ensom, og når man ikke har andre at være sammen med, behøver man heller ikke at inkludere andres traditioner, men stå aftenen igennem helt som man selv har lyst til.
Jeg gætter også på, at det ikke er en skræmmende tanke for dig at måske engang skulle være alene juleaften. Det håber jeg dog bestemt ikke for dig, og jeg tror ikke, jeg nogensinde kommer til det, medmindre jeg bliver så dement, at jeg ikke længere genkender nogen, men med min store familie vil der altid være et tilbud til mig, for niecer og nevø holder af en eller anden grund af mig og ville uden problemer inkludere mig, hvis jeg kan og vil. Jeg holder meget af tosomhed, men ved ikke med mig selv, hvordan jeg ville have det med at være alene (og med hjernen i behold). Ikke helt godt, tror jeg.
Uanset om du er en Morse wannabe eller bare den go'e, gamle Uffe, vil jeg ønske jer begge en glædelig jul.
Julehilsner fra Ellen
(Hvis jeg stadig er anonym ... jeg har lige foretaget et lille eksperiment :-) )
@Ellen: Næ, denne gang kunne du ikke skjule dig bag anonymitetens kåbe :) Tak for den eftertænksomme kommentar. Forskellen på at være alene og at være ensom er ikke altid indlysende. Det glæder mig, hvis teksten kunne minde om, at en juleaften også kan rumme ro, frihed og selvvalgte traditioner, uden at den af den grund mangler mening.
Jeg forstår godt din ambivalens. At holde af tosomhed og fællesskab, men samtidig være usikker på, hvordan alenetid – især juleaften – ville føles, er nok mere menneskeligt, end de fleste vil indrømme. Det er en gave, at du har en familie, hvor døren står åben, og hvor relationerne er båret af gensidig glæde og lyst. Det er ikke alle forundt.
Nej, tanken om at være alene juleaften skræmmer mig ikke – og som regel er det også os mænd, der tager billetten først, for nu at være lidt kynisk :) Men jeg værdsætter skam fællesskab, når det er ægte og frivilligt.
Tak for dine juleønsker – de tages imod med smil. Glædelig jul til dig og dine.