
Hele ugen op til nytår er der tradition for, at aviser, radiokanaler, tv-stationer og hele den øvrige mediebranche fejrer sig selv ved at udspy årsrevyer og tilbageblik i lange baner med alle højdepunkterne fra året der gik. Intet ligger denne blog fjernere. Tværtimod vil den benytte årets sidste dag til at markere afskeden med 2025 ved at overøse sine sagesløse læsere med alle de tvivlsomme flovser, der med god grund blev kasseret og ikke fandt vej til ugerevyerne – officielt på grund af pladsmangel. Så værsgo – her er, hvad papirkurven gemte af uaktuelle lavpunkter:
- Hele sommeren viser Classic Car House kongehusets Rolls-Royce fra 1958 - den eneste kongelige bil, der ikke har en nummerplade, men kun en stor kongekrone. Enhver p-vagts drøm.
- Europa-Kommissionen har foreslået, at biler, der er mere end ti år gamle, skal til syn årligt – det vil sige rundt regnet 89 % af alle biler, der holder foran Silvan lørdag formiddag. Dansk Folkeparti ventes at foreslå, at det kun skal gælde franske og italienske biler.
- Nu kan man købe danske jordbær ved alle vejkanter. Men hvordan kan man vide, om de virkelig er danske? Er det, fordi de koster 60 kroner for en bakke, eller fordi de har stået ude siden klokken 6 om morgenen i silende regn og smager lille smule af udstødningsgas? Velkommen til den danske sommer. Her er alting ægte. Også tvivlen.
- Det er nu så varmt om natten, at mange har taget sommerdynen i brug og igen kan mærke deres krop. Under vinterdynen føler man sig til gengæld som en vakuumpakket leverpostej – lun, men uden bevidsthed.
- Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil fjerne bogmomsen. Det sker som led i en større satsning på kultur. Regeringen overvejer desuden at gøre digtoplæsning obligatorisk i fitnesscentre.
- Et amerikansk flyselskab har åbnet en direkte rute til Grønland. Flypersonalet meddeler dog, at business class allerede er udsolgt, da Trump har booket fire pladser til sig selv og én til sin hårspray.
- En testraket, der skulle markere starten på en ny æra for europæiske satellitopsendelser, faldt til jorden og eksploderede mindre end et minut efter starten. 'Vi lærte noget vigtigt,' udtalte den norske rumchef. Der er nu evidens for, at tyngdeloven stadig gælder.
- DR byder i denne uge på et gensyn med 'Gensyn med Brideshead' – kulturens svar på genboens hund: den kommer hele tiden tilbage, og man klapper den høfligt, selv om man egentlig hellere vil se noget nyt. Næste uge byder på reprisen af gensynet med 'Gensyn med Brideshead'.
- En ny rapport viser, at danskernes bekymring for fake news er faldet. Men det kan også skyldes, at folk tror, alle nyheder er fake – inklusive rapporten.
- Dansk Folkeparti vil sænke afgifterne for at stoppe de stigende madpriser. Det svarer til at redde en synkende færge ved at smide redningsvestene i vandet først.
- I Danmark er vandrefalken i fremgang – antallet af ynglende par er gået fra 8 til 12. Vandrefalken regnes for verdens hurtigste fugl. Trods navnet er den faktisk i stand til at flyve – ikke mindre end 289 km/t, når den dykker. Til gengæld yngler den tilsyneladende i sneglefart.
- Forskere har dokumenteret, at vilde chimpanser hver dag spiser så meget moden gæret frugt, at de indtager en mængde alkohol, der svarer til, at et menneske drikker to cocktails om dagen. Forskellen er, at aberne ikke bliver fulde.
- Omkring halvdelen af befolkningen mener, at det skal være lettere at få tilladelse til at skyde ulve. Den anden halvdel håber bare på, at det bliver sværere at løbe ind dem.
- Den norske miljøminister advarer mod at købe Lafufu-bamser, efter at Miljødirektoratet har analyseret 510 Lafufu-bamser og fundet farlige organiske tinforbindelser i dem. Lafufu-bamsen er en direkte kopi af Labubu-bamsen – bortset fra at den også kan bruges som kemisk våben.
- Flere efterskoler vil skrotte alt, hvad vi kender som klassiske fag. I stedet kunne man forestille sig fag som 'Personlig morgenmad' og 'At finde sig selv – også uden GPS.' Samtidig slipper eleverne for at svare på det irriterende spørgsmål: 'Hvad har du egentlig lært?'
- Et kilo guld koster nu over 800.000 kroner. Det er stadig billigere end en 2-værelses på Amager.
- Et officielt billede af kronprinsen er så stærkt retoucheret, at han ligner en voksmannequin i ansigtet, selv om kongehusets afviser, at deres billeder bliver manipuleret. Det er dog stadig det mest livagtige billede af en kongelig siden nytårstalen 2019.
- I Afghanistan bliver offentligt ansatte under Talebans regime trukket i løn, hvis deres skæg er for kort. Det må være det, vi herhjemme ville kalde resultatløn.
- Plug-in-hybridbiler udleder fem gange så meget CO2 som deres laboratorietests siger og dermed næsten lige så meget som benzinbiler – men det giver bedre samvittighed. Det svarer omtrent til at spise havregrynskager og kalde det morgenmad.
- En major er blevet dømt for at have modtaget bestikkelse fra en våbenproducent i form af en middag til 2500 kr. på Kong Hans Kælder. Det står stadig ikke helt klart, hvordan det kunne lade sig gøre at få en hel middag dér til den pris.
- Det er nu officielt EU's mål at blive uafhængig af russisk gas inden 2030. Rusland regner med at blive uafhængig af EU længe inden.
- En befalingsmand på Flyvestation Karup er blevet anklaget for at have taget af kassen. Så forstår man straks bedre, hvorfor der er brug for et langt højere forsvarsbudget.
- Næste år bliver der installeret kameraer i et farligt lyskryds i Aarhus, så der automatisk bliver udskrevet bøder til bilister, der kører over for rødt. Heldigvis drejer det sig kun om ét lyskryds og kun i Aarhus, så der er stadig masser af andre muligheder.
- 150 stillinger nedlægges i Fødevarestyrelsen. Til gengæld lover ministeren, at der stadig vil være rigeligt med bureaukrati pr. kalorie.
- Salget af fødevarer er på sit laveste niveau i over to år. Fødevareindustrien er bekymret, mens en række politikere er overbeviste om, at befolkningen sagtens kan leve af varm luft.
- Trump har beordret østfløjen i Det Hvide Hus revet ned for at bygge en balsal. Næste skridt bliver at jævne Kongressen med jorden for at gøre plads til en bowlingbane.
- Det skal være lettere at smide voldelige elever fra de ældste klasser ud af skolen, mens det skal gøres sværere at smide elever ud af privatskolerne. Med andre ord: det offentlige får ansvaret for at bortvise — og de private får retten til at tilgive. Jesus havde været en god undervisningsminister.
- Det bliver snart muligt at downloade Kong Frederiks bog 'Kongeord' kvit og frit og læse den helt gratis. Den eneste reelle udgift er den tid, man bagefter skal bruge på at forklare, hvorfor man gjorde det.
- Københavns Kommune har solgt Royal Arena, men parterne ønsker ikke at oplyse prisen. Den er så hemmelig, at selv ejendomsmægleren fik den overrakt i en lukket kuvert.
- Berlingske Medias koncernchef har lavet et kursus for medarbejdere i åndelig oprustning. Kurset indeholder en guidet meditation, hvor man forestiller sig en verden uden pressemøder kl. 19. Det fik flere til spontant at græde.
- Lukningen af syv såkaldte stillerum på Københavns Universitet møder modstand hos de studerende. Universitetet foreslår i stedet at bruge biblioteket, men indrømmer samtidig, at det er en noget humoristisk anbefaling.
- Frederiks Cilius' alter ego Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm skulle 'roaste' Lars Løkke Rasmussen i TV 2's årskavalkade, men da TV 2 nedlagde forbud mod at gøre grin med hans alkohoforbrug, ville Cilius slet ikke være med. Lars Løkke fejrede beslutningen med en stor fadbamse.
- Slik og chokolade bliver billigere, og samtidig har EU bestemt, at der skal moms på motion i fitnesscentre. Eksperter kalder det et sundhedspolitisk paradoks. De fleste andre kalder det en glimrende undskyldning for at droppe fitness igen.
- Da Donald Trump blev interviewet om førstepladsen som den mest indflydelsesrige person i Europa, udtalte han, at de europæiske lande er for politisk korrekte og ikke fører en stram nok migrationspolitik. Sagt af en person, der ændrer politik lige så tit, som hans advokater skifter job.
- Regeringen, SF og Enhedslisten er enige om at oprette en medieombudsmand, der skal sikre bedre beskyttelse af borgere mod influencere. Endelig får vi et offentligt organ, der kan stoppe nogen, der anbefaler en tandblegning til 899 kr.
- Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at fødevarepriserne falder for fjerde måned i træk. Det er sukker, frossen fisk og smør, som er faldet mest, så nu har alle snart råd til at bage en småkage, der smager lidt af hav.
- Blandt de nominerede til årets Cavlingpris er hele tre DR-projekter. Det må kalde på en tilbundsgående undersøgelse, der kan afsløre alle de røde lejesvende i Cavlingkomiteen.
- Interpol melder om et rekordhøjt antal ulovlige smuglinger af eksotiske dyr. Forklaringen ligger lige for: Hvem har for eksempel ikke altid drømt om have sin egen private mindfulness-instruktør i form af et dovendyr? Eller en bæredygtig cykelhjelm, der ved nærmere eftersyn viser sig at være et bæltedyr. For ikke at tale om en flamingo, der kan gøre det ud for en ergonomisk kontorstol i Arne Jacobsen-stil?
- 67 sager om cannabis bør gå om. Det mener Rigsadvokaten, fordi et antal personer kan være blevet dømt på et fejlagtigt grundlag. Det lyder bedre end at sige 'ups!'
- Senest til maj vil Nuuk Lufthavn blive bemandet med flyveledere. Det åbner mulighed for, at flyene nu også kan lande deroppe.
- Der bliver nu arbejdet målrettet på at få flere grønlændere til at søge ind i Slædepatruljen Sirius. Det er ikke et krav, at de medbringer deres egen slæde.
- Den franske højrefløjspolitiker Marine Le Pen vil have genindført de statsregulerede bordeller, der blev nedlagt i 1946, men denne gang styret af sexarbejderne selv. Det er første gang, højrefløjen foreslår noget, der minder om fagbevægelse – men med lidt anderledes arbejdstøj.
- For at drengene ikke fortsat skal sakke bagud i forhold til pigerne, som er overlegne i de boglige fag, har man indført fire praktiske valgfag i folkeskolen. Men også her får pigerne bedre karakterer end drengene – pigerne kan både bruge en boremaskine OG læse manualen.
- København er blevet en populær destination for udenlandske turister, især i julemåneden, hvor flere og flere med udenlandsk pas tjekker ind på et hotelværelse i hovedstaden. Grunden er efter alt at dømme, at byen tilbyder mørke, kulde og forventninger, der aldrig helt bliver indfriet.
* * *
GODT NYTÅR!
– og tab nu ikke hovedet