Tilstandsrapport uge 36

Danmark er blevet et land, hvor vi holder øje med hinanden på kryds og tværs. Det mest overraskende er måske, at ingen endnu har foreslået en særlig myndighed til at kontrollere, om Venstres folketingsgruppe stadig befinder sig på samme side af partilinjen. Det ville ellers have været på sin plads i denne uge.

Torsdag skulle den omdiskuterede kvælstoflov stemmes igennem i Folketinget og forud var gået en protestaktion, der på smukkeste vis demonstrerede, hvor vanskeligt det kan være at kæmpe for et renere miljø. På initiativ af aktivisterne i organisationen, der kalder sig Bæredygtigt Landbrug med samme selvfølgelighed, som man ville kalde en cigarforretning for Røgfrit Danmark, kørte en kortege af 300 dieselosende traktorer tirsdag morgen til København til fremme af hovedstadens luftforurening for at demonstrere foran Christiansborg mod kvælstofloven. For hvis den blev gennemført, 'er der ingen stegt flæsk med persillesovs', som en landmand truende udtalte i P1. Vel egentlig et ret beskedent afsavn for at redde livet i danske fjorde og have, skåne 40 millioner grise for en kummerlig tilværelse og 9 millioner fra at blive kasseret som affald eller brugt som biobrændsel.

I landbruget har man den opfattelse, at hvis en forsker ikke selv har siddet på en traktor, kan han ikke vide noget om landbrug

Landbruget overdriver konsekvenserne helt vildt, mente professor Stiig Markager, hvis efternavn allerede indestår for ekspertisen. Den grønne trepart vil ifølge ham kun reducere landbrugets produktion med ti procent. Og eftersom cirka 80 procent af produktionen eksporteres, er der ingen fare for, at vi ikke har adgang til dansk smør, mælk eller grøntsager, som landbruget påstår. I øvrigt er den danske landbrugsproduktion en underskudsforretning, som dagligt koster samfundet 125 millioner. Men det er ikke noget, der gør indtryk på landmændene, for i landbruget har man den opfattelse, at hvis en forsker ikke selv har siddet på en traktor, kan han ikke vide noget om landbrug. En interessant videnskabsteoretisk holdning, som overført til et andet område må betyde, at en hjertekirurg, der ikke selv har haft et hjerteanfald, også er en verdensfjern skrivebordsteoretiker.

På trods af de kvælstofglade landmænds protester blev kvælstofloven vedtaget med opbakning fra Venstre, men Søren Gade og fire andre prominente Venstre-profiler stemte imod partilinjen. 'Venstre ved du, hvor du har,' lød Venstres slogan for år tilbage. Nu ved Troels Lund Poulsen ikke engang, hvor han har sine folketingsmedlemmer. Måske er han begyndt at se en grund til, at Søren Gades bryllup i weekenden blev holdt på Vedbygaard Gods, hvor TV 2 optager denne sæson af 'Forræder'.

Liberal Alliances havordfører Pernille Vermund og Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne bidrog i øvrigt også til underholdningen. Dengang Pernille Vermund var formand for Nye Borgerlige, var hun bedste ven med Inger Støjberg og viste billeder fra cafébesøg, hvor de to storsmilende fik et glas hvidvin sammen. I torsdags gik hun i flæsket på Inger Støjberg, fordi hun ikke havde stemt for kvælstofloven og beskyldte hende for ikke at ville tage ansvar. Det ophidsede angreb blev dog nedladende affærdiget af den gamle danmarksdemokratiske slyngveninde, som nu kaldte hende 'fru Vermund'.

Man er selv ude om det, hvis man har mareridt om at blive jaget ud af sit kolonihavehus en kold decembernat af en flok dyneløftere i Stasi-uniform

I Ballerup har kommunen kastet sig over en anden form for samfundstruende aktivitet: kolonihaveejere, der overnatter i deres kolonihaver om vinteren. Ballerup Kommune sender betjente eller private vagter ud på uanmeldte kontrolbesøg for at undersøge, om folk rent faktisk bor i deres kolonihavehuse. Det har vakt harme, for kan man forestille sig en større krænkelse, end at nogen holder øje med, om man overholder loven? Men Ankestyrelsen har nu slået fast, at kontrollen er helt i sin orden og ikke krænker privatlivets fred, så man er selv ude om det, hvis man har mareridt om at blive jaget ud af sit kolonihavehus en kold decembernat af en flok dyneløftere i Stasi-uniform.

Rusland fylder endnu engang i ugens nyheder. Tyskland hævder, at Rusland stod bag de droner, der blev fundet ved lufthavnene Leipzig og Halle. Dronerne var forsynet med sprængladninger, som til alt held ikke blev udløst. Herhjemme advarer PET samtidig om, at russiske efterretningstjenester planlægger sabotageaktioner mod danske virksomheder i forsvarsindustrien. Almindelige danskere kan endda blive forsøgt rekrutteret til små opgaver. Ifølge en lektor i samfundssikkerhed skal man holde øje med det, der afviger fra normalbilledet: en bil, der holder et mærkeligt sted, nogen der fotograferer en port eller et indbrud, hvor der ikke bliver stjålet noget. Men man skal huske at se på helheden, siger lektoren. Noget, der sidder på en lås, er ikke nødvendigvis russisk sabotage. Det kan også bare være en åndsfraværende nabo, der har glemt sine nøgler.

Engang kunne man uden videre kalde hinanden komplet uduelige i Folketinget. Nu får man en næse for at være rap i replikken.

Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt har fået en næse af Folketingets skatteudvalg, fordi han i sine svar til Liberal Alliances Mads Strange blev lidt for friskfyragtig. Strange havde spurgt, om ministeren havde koordineret priser med supermarkedskæderne i forbindelse med den planlagte lavere fødevaremoms. Engel-Schmidt afviste det og kunne samtidig fortælle Liberal Alliance, at han ikke var kommunist eller stalinist og ikke havde planer om at indføre sovjetisk planøkonomi. Det mente Mads Strange var flabet og arrogant, og et enigt skatteudvalg gav ham ret. Man må herefter konstatere, at der er sket noget med den parlamentariske tone. Engang kunne man uden videre kalde hinanden komplet uduelige i Folketinget. Nu får man en næse for at være rap i replikken. I Danmark kan. man diskutere kvælstof, spionage, kolonihaver og fødevaremoms, men en sarkastisk formulering i et folketingssvar! Dér går grænsen alligevel.

Den grønlandske spiralsag er foreløbig endt med to rapporter, fordi eksperterne var uenige, og hvis man ikke kan blive enige om virkeligheden, må man lave hver sin version af den. Fra grønlandsk side mener man, at Danmark bør indgå i en forsoningsproces, og Mette Frederiksen støtter idéen. I det mindste kan man håbe, at en forsoningskommission ikke ender med at kræve en afstemning i Venstres folketingsgruppe, for det ville kræve, at der blev udarbejdet tre rapporter: én fra Troels Lund Poulsen, én fra Søren Gade og én fra den del af gruppen, der endnu ikke har besluttet sig.

Endelig var der Island, hvor 52,8 procent stemte nej til at genoptage forhandlingerne om EU-medlemskab. Det er måske det mest fornuftige standpunkt i hele uge 36, for islændingene har tydeligvis kigget på resten af Europa og sagt: 'Vi venter lige en omgang.'

Og hvem kan bebrejde dem? Vi, der er medlem af EU, har 300 traktorer, der demonstrerer mod en kvælstoflov, en partiformand, der forsøger at holde sammen på Venstre med gaffatape, en Søren Gade, der stemmer imod sit eget parti, en kommune, der kontrollerer folks sengetider, russiske droner, en minister, der får en næse for at være flabet, og et Folketing, hvor man skal have tilladelse til en ironisk bemærkning. Vi skal redde fjordene uden at ødelægge landbruget, diskutere politik uden at fornærme Mads Strange, afsløre russiske spioner uden at mistænkeliggøre naboen og sætte en stopper for ulovligt kolonihaveophold uden at krænke privatlivets fred. Og Troels Lund Poulsen skal få Søren Gade til at forstå, at Venstre ikke længere er en filial af landbruget.

Det sidste bliver nok ugens mest krævende disciplin. Måske skulle Troels Lund Poulsen begynde med at servere en gang stegt flæsk med persillesovs for Søren Gade. Så har man da én ting, Venstre stadig kan samles om. Indtil videre.


* * *

UGENS LAVPUNKTER:
  • Danmarks foreløbig største sølvskat fra vikingetiden er fundet i Rebild i form at 18,5 kilo sølv, blandt andet et værdifuldt armbånd, som en museumsinspektør sammenligner med et Rolex. Der er dog den forskel, at på vikingernes årmbånd står der ikke 'Swiss Made', men 'Neglet i England'.
  • Østjyllands Politi har den seneste tid oplevet, at 12-årige børn har elløbehjul, der kan køre 80 km/t. Den moderne version af: 'Mor, jeg går lige ud og leger.'
  • Før 2018 blev de praktiserende lægers henvisninger stort set aldrig afist af sygehusene, men siden er antallet af afviste henvisninger eksploderet. Læger sender henvisninger, og sygehusene sender dem tilbage. Sundhedsvæsenets version af bordtennis.
  • Naturstyrelsen vurderer, at der er brugt omkring 250 mandskabstimer, svarende til cirka 200.000 kroner, på at skyde den berygtede problemulv ved Nørre Nebel. Ministeren kalder de økonomiske omkostninger sekundære. Der kommer til at stå 'diverse' på finansloven.
  • Afviste asylansøgere og kriminelle på Kærshovedgård har hidtil haft tv-pakker, hvor de kunne se Al Jazeera og TV3+ på skatteydernes regning. Det vil justitsminister Nicolai Wammen nu sætte en stopper for. Kærshovedgård kan herefter ikke længere tilbyde all inclusive-ophold.
  • Frederikshavn vil gerne have de værnepligtige til at blive i byen efter endt værnepligt. Derfor har kommunen iværksat en offensiv indsats, der indtil videre består af en sandwich og en rabatordning. Hvis det virker, bliver næste års strategi gratis kaffe og en parkeringsapp.
  • På papiret er der bud efter seniorernes erfaring med hos landets virksomheder. Men en undersøgelse viser, at virksomhederne tøver med at ansætte nye medarbejdere over 55 år. Det er arbejdsmarkedets svar på Tinder: 'Du ser interessant ud. Men du er lidt for gammel til, at vi tør swipe højre.'
  • På den russiske skole i København får børn militærundervisning. Hvem der underviser børnene og bestemmer over skolen, besluttes i Moskva. Så mangler de bare nogle skolebusser med larvefødder.
  • Samtlige 1.694 underjordiske beskyttelsesrum rundt om i landet er fyldt med skimmel og skadedyr. Først skal man altså have bugt med skimmelsvamp og rotter. Så mangler vi bare fjenden.
  • Det Hvide Hus har lanceret et videospil med jagt på migranter. Inger Støjberg, go home!

Kategori: ,,. Bookmark permalink.

Skriv en kommentar