Der findes få udtryk, der på samme tid rummer sproglig og mental forurening som 'vi tager kritikken til efterretning'. Det er sprogets pendant til at smile og hælde mere kaffe op. Man anerkender, at noget er blevet sagt. Man registrerer det, og man kvitterer. Hvorefter man går videre, som om intet var hændt. Udtrykket er en slags institutionaliseret trækken på skulderen. En grammatisk airbag, en sproglig brandslukker uden vand.

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv

En populær podcasttjeneste har for nylig lanceret en podcast med en tidligere straffet person som vært. Kritikere har reageret ved at påpege det forargelige i at udstyre nogen med den baggrund med både mikrofonadgang og løn. De sociale medier er kogt over, kommentarsporene har sitret, og korpset af meningsdannere har rullet sig ud med moralske analyser og klummer om ansvar og værdier. Efter temmelig lang betænkningstid har podcasttjenesten svaret: 'Vi tager kritikken til efterretning.'

Men podcasten bliver liggende, algoritmen arbejder videre, og episoderne vil udkomme som planlagt. Æv bæv!

Ordet 'efterretning' lyder ellers alvorligt. Man tænker på embedsmænd, dokumentmapper og arkivskabe i mørkt træ. Men i denne sammenhæng betyder det i praksis: 'Vi hører, hvad I siger, vi har forstået det, og vi har noteret det i et mentalt Excel-ark. Men vi har ingen planer om at ændre noget.'

At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv. Udtrykket passer sådan set perfekt til den danske konsensuskultur. Vi kan godt lide ro, vi kan godt lide dialog, og vi kan især godt lide formuleringer, der signalerer lydhørhed, uden at der følger forpligtelser med.

Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse

I stedet for at sige: 'Vi er uenige' eller 'Vi mener ikke, det er et problem' eller 'Vi prioriterer forretningen over moralen', vælger man den bekvemme mellemvej: 'Vi tager det til efterretning.' Det interessante er, at alle kender spillet. Offentligheden ved godt, at 'tage til efterretning' sjældent betyder handling, og virksomheden ved godt, at offentligheden ved det. Alligevel overlever ritualet.

For det kræver et vist mod at sige ligeud, hvordan landet ligger: 'Vi har vurderet, at kritikken ikke ændrer vores beslutning.' Men med klarhed og ærlighed følger risikoen for at optrappe konflikten. 'Vi tager kritikken til efterretning' er rundere. Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse, mens strukturerne forbliver de samme: 'Vi har registreret jeres følelser. Forretningsmodellen fortsætter uændret.' Eller: 'Vi tager kritikken til efterretning. Derefter tager går vi til frokost.'

Er der for resten ikke snart nogen, der tager utilfredsheden med klimaforandringerne og den mangelfulde snerydning til efterretning?