Der findes få udtryk, der på samme tid rummer sproglig og mental forurening som 'vi tager kritikken til efterretning'. Det er sprogets pendant til at smile og hælde mere kaffe op. Man anerkender, at noget er blevet sagt. Man registrerer det, og man kvitterer. Hvorefter man går videre, som om intet var hændt. Udtrykket er en slags institutionaliseret trækken på skulderen. En grammatisk airbag, en sproglig brandslukker uden vand.
At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv
En populær podcasttjeneste har for nylig lanceret en podcast med en tidligere straffet person som vært. Kritikere har reageret ved at påpege det forargelige i at udstyre nogen med den baggrund med både mikrofonadgang og løn. De sociale medier er kogt over, kommentarsporene har sitret, og korpset af meningsdannere har rullet sig ud med moralske analyser og klummer om ansvar og værdier. Efter temmelig lang betænkningstid har podcasttjenesten svaret: 'Vi tager kritikken til efterretning.'Men podcasten bliver liggende, algoritmen arbejder videre, og episoderne vil udkomme som planlagt. Æv bæv!
Ordet 'efterretning' lyder ellers alvorligt nok. Man tænker på embedsmænd, dokumentmapper og arkivskabe i mørkt træ. Men i denne sammenhæng betyder det i praksis: 'Vi hører, hvad I siger, vi har forstået det, og vi har noteret det i et mentalt Excel-ark. Men vi har ingen planer om at ændre noget.'
At 'tage til efterretning' er krisehåndteringens svar på at sætte en post-it på køleskabet og ignorere den, indtil den falder ned af sig selv. Udtrykket passer sådan set perfekt til den danske konsensuskultur. Vi kan godt lide ro, vi kan godt lide dialog, og vi kan især godt lide formuleringer, der signalerer lydhørhed, uden at der følger forpligtelser med.
Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse
I stedet for at sige: 'Vi er uenige' eller 'Vi mener ikke, det er et problem' eller 'Vi prioriterer forretningen over moralen', vælger man den bekvemme mellemvej: 'Vi tager det til efterretning.' Det interessante er, at alle kender spillet. Offentligheden ved godt, at 'tage til efterretning' sjældent betyder handling, og virksomheden ved godt, at offentligheden ved det. Alligevel overlever ritualet.For det kræver et vist mod at sige ligeud, hvordan landet ligger: 'Vi har vurderet, at kritikken ikke ændrer vores beslutning.' Men med klarhed og ærlighed følger risikoen for at optrappe konflikten. 'Vi tager kritikken til efterretning' er rundere. Det er konfliktens skumfidus, der tager brodden ud af realiteten og skaber illusionen af indflydelse, mens strukturerne forbliver de samme: 'Vi har registreret jeres følelser. Forretningsmodellen fortsætter uændret.' Eller: 'Vi tager kritikken til efterretning. Derefter går vi til frokost.'
Er der for resten ikke snart nogen, der tager utilfredsheden med klimaforandringerne og den mangelfulde snerydning til efterretning?
* * *
Opdatering 23. februar: Ser her til morgen, at den kontroversielle podcastvært nu selv har trukket sig fra projektet. Men beslutningen er altså truffet, uden at podcasttjenestens tagen til 'efterretning' har haft nogen indflydelse. Den meningsløse brug af ordet vil uden tvivl leve videre i konflikternes verden.
Det er noteret, selvom det ikke er skrevet nogen steder.
Efterretning er et pudsigt ord: Efter & retning. Logisk set burde der så eksistere en "førretning", men det er ikke tilfældet. Og hvad menes egentlig med "retning"? Næppe kurs eller kunstnerisk stil og slet ikke anretning, selvom efteranretning = dessert giver god mening.
Det er ikke nemt.
@Eric: Nej, der findes desværre ingen 'førretning' – og tanken om efteranretning som dessert er besnærende :)
Jeg genkender med både gru og stille humor min fortid som embedsmand med dokumentmappe, sagsarkter og arkivskab (dog i metal). Jeg anerkender også at have anvendt udtryk som ”taget til efterretning”, ”taget ad notam” og slige udtryk, der hentes fra det bureaukratiske vokabulare skatkammer, der (vist stadig) findes i den (af mange) undervurderede bureaukratiske jungle.
Blogejerens juridiske baggrund gør, at der (måske) kan genereres en vis forståelse for begrebet ”nødret” (straffelovens § 14). En direkte trussel (har oplevet det flere gange) ifm. en afgørelse og efterfølgende personlig forklarende konfrontation kan i visse tilfælde nødvendiggøre en verbal redningskrans, så man undgår en fysisk konfrontation, herunder assisterende udrykning fra politiets AKS-styrker.
Men, menne, men jeg er dybt enig med blogejeren i essensen og har selv anvendt/anvender den direkte tale, hvis overhovedet muligt, dog undtaget forhold (helse-betingede), hvor en ”konfliktagtig skumfidus” forekommer humanitært at foretrække.
"Jeg hører hvad du siger" var en af min ellers næsten ideelle chefs ofte brugte bemærkninger, når han tog noget til efterretning, men i øvrigt ikke foretog sig noget som helst i hverken den ene eller den anden retning.
Han kunne dog også være meget direkte, hvis han mente, at det krævedes.
I disse trump-snaktider bør man egentlig nok bare glæde sig over, at der er nogen (mange), der stadig er i stand til at tale og udtrykke sig høfligt - især måske når man har mest lyst til at sige "rend mig i r...."
@Erik Hulegaard: Tak for en både ærlig og selvironisk kommentar – det samme felt, jeg selv forsøger at bevæge mig i.
Jeg genkender fuldt ud den 'bureaukratiske jungle' Den har sit eget økosystem, sit eget vokabularium og sine egne overlevelsesstrategier. Udtryk som tage til efterretning og tage ad notam er ikke opstået ud af tom luft, men kultiveret gennem årtiers embedsmandspraksis, hvor sproget både skulle være præcist, formelt og ikke mindst risikominimerende.
Det er nu nok at strække straffelovens § 14's anvendelsesområde for vidt, men man forstår pointen :)
Mit ærinde med blogindlægget var heller ikke at gøre grin med embedsværket som sådan. Kritikken går på den institutionaliserede vane, hvor 'tage til efterretning' bruges som standardformulering i situationer, hvor der burde være en stillingtagen, en handling eller i det mindste en ærlig konstatering af passivitet.
Spørgsmålet er derfor ikke så meget om vi bruger sproglige skumfiduser, – men hvornår og hvorfor vi gør det.
Men tak for at bringe nuancerne ind i debatten.
@Ellen:
Du har ret i , at i disse retorisk højoktane tider kan man næsten savne den høflige tomgangsfloskel. Når alternativet er verbale rambukke, store bogstaver og internationale sandkassekonflikter, fremstår 'tage til efterretning' og 'jeg hører, hvad du siger' pludselig som civilisationens sidste forsvarsværk.
Der er stor forskel på at sige 'rend mig i r …' og så tænke det.
Og der er endnu større forskel på at sige 'jeg hører, hvad du siger' – og så faktisk gøre noget.
Bortset fra det er dit afsluttende invektiv vist forældet. På nudansk hedder det så vidt jeg ved 'fuck dig!' :)