Nej, det er ikke alle haveejeres hadeobjekt, der sigtes til, men den invasive modedille, der breder sig på overlæben af unge mænd og midaldrende kønsfæller, der er ofre for den vildfarelse, at det får dem til at se yngre ud. Det er som at være tilbage i 70'erne. Og et overskæg er ikke noget, man bare tilfældigvis får. Det er noget, man påtager sig med alt, hvad det indebærer af ansvar, misforståelser og lejlighedsvis latterlighed.
I dag ser man unge mænd, ofte bevæbnet med surdej og baseballcap, føre sig frem med overskæg, som var det en epokegørende nyskabelse
Historisk set har overskægget haft en imponerende karriere. Det begyndte som et tegn på mandighed, autoritet og en vis forkærlighed for at give ordrer uden nødvendigvis selv at udføre dem. I 1800-tallet var det nærmest obligatorisk for enhver mand med ambitioner. Kejsere, generaler og mænd med meget faste meninger om jernbaner bar overskæg, som var det en hædersbevisning.Siden gik det som så ofte før med magtsymboler: der gik inflation i det, og pludselig var overskægget ikke kun forbeholdt betydningsfulde mænd. Også den lokale stationsforstander og en og anden tvivlsom tryllekunstner anlagde overskæg. I løbet af det 20. århundrede gled det så gradvist ud i periferien, hvor det levede et stille liv blandt fædre på charterferie og enkelte jazzmusikere.
Men så – uden forudgående varsel eller officiel bekendtgørelse – vendte det tilbage i gadebilledet. I dag ser man unge mænd, ofte bevæbnet med surdej og baseballcap, føre sig frem med overskæg, som var det en epokegørende nyskabelse. Det er ikke længere et spørgsmål om autoritet, men om æstetik. Overskægget er blevet et medlemsbevis for Generation Z.
Men hvad kræver det egentlig af en mand at bære et overskæg uden at fremstå som en fejlcastet statist i en stumfilm?
For det første: substans. Et overskæg må ikke være gennemsigtigt. Hvis man kan se huden igennem det, er det ikke et overskæg, men en forhåbning.
Det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet, om ens overskæg er et stilvalg eller en dårlig vittighed
Og forhåbninger hører hjemme i jobansøgninger, ikke i ansigtet. Omvendt må det heller ikke være så stort og kraftigt, at man ikke kan se læberne, og omgivelserne begynder at overveje, om det mon sidder fast foroven med hængsler, så det kan vippes op, når overskæggets ejermand skal spise. For det andet kræver det selvindsigt, for ikke alle ansigter er skabt til overskæg. Nogle mænd ligner pludselig en cykelmekaniker fra 1974 uden nogensinde at have lappet en cykel. Det er vigtigt at stille sig selv spørgsmålet, om ens overskæg er et stilvalg eller en dårlig vittighed. For det tredje kræver det holdning. Det er nødvendigt med en vis ro og en evne til at stå ved sin egen fremtoning, også når ens venner spørger, om man har tabt et væddemål. Og den mand, der konstant piller nervøst ved sit overskæg, kan ingen selvfølgelig tage alvorligt.Endelig kræver det tålmodighed. Et overbevisende overskæg får man ikke fra den ene dag til den anden. Det skal dyrkes, plejes og formes, nærmest på samme måde som med bonsai, men med flere spydige kommentarer undervejs. Dermed ikke sagt, at det kan anbefales; jeg har selv engang i min rådvilde ungdom med ringe succes forsøgt mig med overskæg. Den kortvarige affære fik en brat afslutning, da jeg blev spurgt af en ignorant, om vi havde fået skimmelsvamp derhjemme.
Det er da stimulerende at læse om de refleksive stubbe af tanker, nærmest overskæg(t). Nuvel, man(d) tænker, at en eventuel etablering af overskæg kræver en tilbundsgående analyse af ens ansigtsform. Altså overskæg kan f.eks. give et smalt ansigt balance og et bredt ansigt en bredere form.
Havde indlægget været ilagt i årets 11´te måned, var anledningen ”logisk” via begrebet ”Movember”. Altså at hver november gror mænd overskæg for at skabe opmærksomhed om mænds sundhed (fx prostatakræft og den mentale sundhed). Det forekommer blandt nogle at have gjort overskæg til noget med formål og fællesskab, ikke bare stil, som f.eks. min tidligere herrefrisør.
Afslutningsvis en tilståelse: Også jeg i ”min rådvilde ungdom” omkring ”cykelmekaniker-året 1974” anlagde en kort tid overskæg. Aktuelt tænkes på de mange forskelle mellem den i indlægget nævnte generation Z og Boomer-generationen.
Fine og ikke mindst morsomme refleksioner over overskægget. Mange af dem har jeg aldrig tænkt over, men de er indlysende, når jeg ser dem på tryk, og jeg er enig i det hele.
Charlottes far havde en fuldkommen Stalin-kopi af et overskæg i 1974 (der var åbenbart ekstra mange overskæg netop det år), men da jeg fandt et billede af Stalin og bad ham (altså ikke Stalin ...) se sig selv i spejlet, blev det heldigvis hurtigt pillet af! Jeg har egentlig aldrig rigtig kunnet lide overskæg - det får mænd til at se så hovne ud.
Fuldskæg, derimod, udtrykker for mig noget helt andet (hvis det altså ikke ligner en mand, der bare har glemt at barbere sig om morgenen) ... John har fuldskæg, men et meget velplejet et, så det er pænt og det klæder ham. Vildtvoksende skæg er ikke spor pænt.
Aubrey anlagde overskæg, så snart han var i stand til det - det er jo stort at kunne, når man kun er 18 år - men det viste sig, at moderen havde samme negative indstilling til overskæg som mormoderen, så C spurgte pænt, om ikke han havde lyst til at forsøge at få et flot fuldskæg, og det havde drengen heldigvis.
PS: 'Dræbersnegl' er nyt for mig - jeg vil aldrig mere kunne se et overskæg uden at komme til at tænke både på dig og på dræbersnegle. Det lyder ikke helt som en kompliment, men det kan du godt tage det for at være 😁
Tak for et morsomt indlæg. Det siges, at man kun har det skæg, man selv laver, og det kan der så være noget om. At overskægget har fået en renæssance var gået min næse forbi, og fremover vil nogle pelsdyr sikkert undre sig over, at jeg stirrer mere end distræt på deres overlæbe.
@Erik Hulegaard: Overskægget er ganske rigtigt ikke bare hår i ansigtet, men et arkitektonisk indgreb i ansigtets geografi. Det er ansigtets svar på en gesims – noget der enten kan skabe balance eller få hele konstruktionen til at virke lettere mistænkelig. Pointen om det smalle og det brede ansigt er ikke bare korrekt, men næsten ingeniøragtig i sin præcision. Havde Vitruvius levet i dag, havde han muligvis tilføjet et kapitel om overlæbebehåringens proportioner.
Hvad angår Movember, bevæger overskægget sig fra det æstetiske til det etiske, fra pynt til projekt. Det er interessant, hvordan noget, der tidligere kunne signalere alt fra kejserlig autoritet til lettere tvivlsom charme, nu også kan bære et kollektivt formål. Pludselig er overskægget ikke længere alene i verden, men en del af et fællesskab som en slags hårets spejderbevægelse.
Tilståelsen om cykelmekanikeråret 1974 minder os om, at overskæggets historie ikke kun er noget, der sker i bølger på samfundsniveau, men også i små, personlige eksperimenter foran badeværelsesspejlet. Måske er den største forskel på dengang og nu ikke selve overskægget, men den måde, det bæres på: dengang med en vis selvfølgelighed, i dag med en underliggende bevidsthed om, at man kun er én studsning væk fra enten storhed eller 1974.
@Ellen: Det er en fornøjelse at læse en kommentar, hvor overskægget ikke bare analyseres, men ligefrem afmonteres med historiske beviser! Historien om Charlottes far og det næsten ideologisk belastede 1974-overskæg er et eksempel på, hvor galt det kan gå, når ansigtshår og verdenshistorie utilsigtet krydser hinanden. Man må sige, at dit pædagogiske greb – spejl + Stalin – er både effektivt og en anelse nådesløst. Ikke alle frisørbesøg kan konkurrere med den form for realitetstjek.
Overskægget har en næsten indbygget risiko for at signalere en vis selvtilfredshed. Fuldskægget derimod breder sig mere demokratisk over ansigtet – mindre anklagende, mere omsluttende. Det er betryggende at høre, at John repræsenterer den velplejede ende af spektret. Der er få ting, som er mere tragiske end skæg, der ser ud som om, det er opstået ved en fejl og siden er blevet glemt. Velplejet skæg er udtryk for disciplin.
Aubreys lille dannelsesrejse fra spirende overskæg til potentielt fuldskæg er jo et klassisk overgangsritual: først forsøget, så moderens (og mormoderens!) dom, og dernæst en nænsom kurskorrektion. Man kunne fristes til at kalde det for ansigtshårets svar på opdragelse.
Din kommentar viser, at overskægget sjældent bare er et overskæg. Det er holdning, historie, familieforhandling og – i visse tilfælde – heldigvis et hurtigt overstået kapitel.
@Eric: Herligt svar :) Jeg kan godt lide billedet af dig, der fremover går rundt og nærstuderer overlæber på pelsdyr med videnskabelig interesse.
Det er muligt, at overskægtrenden er mere udbredt i København og omegn end i Nordjylland lige nu, men bare vent – den skal nok finde vej!