Søren Kierkegaard havde en særlig evne til at fornærme menneskeheden med høflig præcision. Når han skriver: 'Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt', lyder det næsten som et suk fra en mand, der allerede i 1800-tallet havde gennemskuet noget, resten af verden først opdagede efter opfindelsen af smartphones, kalenderapps og møder om kommende møder.
Kierkegaard sad ganske vist ikke på en italiensk café med espresso og stråhat, men han ville sandsynligvis have klappet tilbagelænet ad det italienske begreb dolce far niente, som betyder noget i retning af 'det søde ved at lave ingenting'. Kernen i hans kritik af travlheden var den samme: mennesket er ikke skabt til spæne forpustet gennem livet som sekretær for sin egen kalender.
Mennesket er ikke skabt til spæne forpustet gennem livet som sekretær for sin egen kalender
Travlhed er blevet et statussymbol. Nu hedder det: 'Der er godt nok meget på min tallerken for tiden.' For at understrege hvor vigtig man er, kan man tilføje: 'Jeg har ikke engang haft tid til at drikke min kaffe', mens man sidder med en havrelatte til 62 kroner i den ene hånd og besvarer mails med den anden.Vi er blevet så vant til, at der hele tiden skal ske noget, at stilhed virker helt forkert. Hvis nogen sidder stille og kigger ud ad vinduet, går man ud fra, at vedkommende enten må være filosof, arbejdsløs eller hjernedød.
Det er her, italienerne kommer ind i billedet med deres provokerende afslappede livsfilosofi. Dolce far niente har ikke noget med dovenskab at gøre. Det drejer sig om evnen til at eksistere uden at skulle retfærdiggøre sin eksistens ved at få noget fra hånden. Det er kunsten at sidde på en piazza og betragte mennesker uden at tænke på at optimere sin søvn eller lytte til en podcast om personlig udvikling.
En dansker på ferie vågner klokken syv for at udnytte dagen til noget, der kan dokumenteres. Der skal besøges seværdigheder, tages billeder, læses anmeldelser og bestilles bord på restauranter tre dage frem. Ved frokosttid er han allerede så stresset over afslapningen, at han har brug for en ekstra ferie, når han kommer hjem
Vi downloader apps til mindfulness, skynder os til yoga og køber bøger om at sætte farten ned, men har aldrig tid til at læse en bog
En italiener bestiller kaffe, læner sig tilbage og bruger halvanden time på absolut ingenting. Ikke fordi han er ligeglad med det hele, men fordi han ikke føler behov for at retfærdiggøre hvert eneste sekund af sit liv. Kierkegaard ville have nikket anerkendende.Det komiske ved det moderne menneske er ikke bare, at vi har travlt – men at vi også har travlt med ting, der skal gøre det lettere at have travlt. Vi downloader apps til mindfulness, skynder os til yoga og køber bøger om at sætte farten ned, men har aldrig tid til at læse en bog. Selv pauserne er blevet effektive. Vi går ture med podcasts i ørerne for ikke at spilde tiden på stilhed. Vi svarer på arbejdsmails fra sommerhuset, mens vi overbeviser hinanden om, hvor vigtigt det er at slappe af. Afslapning er blevet endnu en arbejdsopgave.
Det er næsten i samme kategori som civil ulydighed at sidde på en café og bare være til stede, uden mål, uden plan og uden dårlig samvittighed og betragte solen på en murstensvæg, lytte til klirrende kopper på en café eller tale sammen uden telefoner på bordet. Den slags øjeblikke, italienerne har gjort til en kunstform.
Alt det kom jeg til at tænke på, bare fordi jeg gik en tur i det lysegrønne forår og udnyttede tiden ved at lytte til en podcast om multitasking. Det skulle jeg aldrig have gjort.
Hehe, den der lytter til podcasts under spadsereturen går glip af fuglesangen. Der er meget godt at sige om italiensk kultur (især madkultur!) og kaffe. Men med mindre man er ved muffen, skal man ikke bestille kaffen på Piazza Navona i Rom eller Markuspladsen i Venedig.
@Eric: Ja, turistpladserne har deres helt egen valuta. På Piazza Navona og Markuspladsen betaler man ikke kun for kaffen, men også for udsigten, stolene og følelsen af at være med i en Fellini-film et øjeblik. Priserne er kort sagt næsten lige så høje som på Kongens Nytorv i København :)
"..så stresset over afslapningen" - hahaha og tak. Bare tak.
Dette indlæg burde trykkes på plakater og hænges op over hele landet, for det er det til dato mest pletrammende indlæg om dette emne.
Det begynder tidligt i tilværelsen - børn lærer ikke, at det også er godt bare at lave ingenting indimellem. Under 'ingenting' hører dog også sådan noget som at læse en bog, men uha, det er ikke så godt - man skal dyrke en eller flere former for sport, og selvfølgelig helst ende med at blive rigtig god til noget, der kan forsørge både individet selv og dets forældre i deres seniorår.
Jo, man skal naturligvis holde sig i form, men jeg synes det er vigtigt, at man også lærer børn og unge at 'lande' mindst en gang i døgnet, og at det ikke er et dårligt tegn, at man kan slappe af.
Jeg har egentlig lidt svært ved at tro, at du kan finde på at lytte til noget andet end naturens egne lyde, når du færdes ude i den? De sidste to sætninger var bare for at runde pænt af? Eller?
@Ellen: Tak for kommentaren — jeg overvejer nu seriøst at få trykt indlægget på muleposer og busstoppesteder. Måske endda på siden af DSB-togene, så folk kan nå at læse det mellem deres tre fritidsaktiviteter og et mindfulness-kursus om effektiv afslapning.
Du har ret. Det er, som om børn i dag skal have et CV klar allerede i 3. klasse. De skal helst være gode til sport, musik og iværksætteri og kunne tale flydende mandarin. Hvis de bare sidder stille og læser en bog, risikerer de at blive spurgt, om alt er okay derhjemme.
Vi taler så meget om stress og mistrivsel, samtidig med at vi nærmest træner børn i aldrig at lave ingenting. 'At glo ud i luften uden formål' burde anerkendes som en officiel fritidsinteresse.
Med hensyn til det afsluttende spørgsmål: no comment :)
Enhver, der har rejst til udvalgte destinationer i ”Støvlelandet”, kan genkende karakteristikken. Men – som med f.eks. mønten – er der mindst to sider (plus kanterne).
Den anden side er det næsten uudtømmelige temperament, der viser sig i både betydelige og ligegyldige sammenhænge, eller den reflekterende katolske tro versus de tre mafia-organisationer samt på diverse sportsarenaer, hvor temperamentet er brændstof for såvel sportslige sublime øjeblikke som svinske bissestreger.
Og så er der også begrebet ”Den romerske gang”, denne særlige kunstart, hvor kvinden via sin gang signalerer ro og feminitet. Bella Italia!
@Erik Hulegaard: Det er så sandt, som det er skrevet, at 'dolce far niente' nærmest fungerer som en national superkraft. Lige indtil nogen springer køen over i trafikken, foldbolddommeren dømmer offside, eller espressoen serveres én grad for kold. Så vågner temperamentet med vulkansk kraft!
'Den romerske gang' burde optages på UNESCOs liste over immateriel kulturarv. Der findes næppe andre steder, hvor en tur hen over et brostensbelagt fortov kan ligne en scene fra en Fellini-film. Bella Italia er kontrasternes mesterklasse: livsnyderi og lidenskab, poesi og provokation, ofte samtidig.