Hvis man har en vis alder og derfor har gennemgået den tidligere obligatoriske danske basisopdragelse, der inkluderer en smule skam i livet, giver man sig ikke af med at prale. I hvert fald ikke direkte. Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld. Hvis man har glemt, at betegnelsen for fænomenet hedder ‘falsk beskedenhed’ på almindeligt dansk eller bare gerne vil være ung med de unge, kalder man det 'humble bragging'.
Humble bragging er en af civilisationens mest raffinerede selskabsdiscipliner: kunsten at fortælle noget beundrings- eller misundelsesværdigt om sig selv, mens man lader som om, man egentlig beklager det. Det er pral forklædt som ydmyghed. Selvpromovering i uldfrakke.
Vi pakker alle fortræffelighederne ind i diskretion og tilføjer et tyndt lag socialt acceptable beklagelser for en sikkerheds skyld
Det klassiske eksempel er hende, der sukker tungt over, at alle tror, hun er yngre end sin alder. Eller ham, der beklager sig over, at weekenden blev så opslidende, fordi der skulle vælges mellem to invitationer til kendisser, han kun omtaler ved fornavn.Der findes flere underarter. Den logistiske humble brag handler om travlhed. Her fremføres livets privilegier som administrative byrder. Kalenderen er fyldt, folk forventer noget af én, rejserne er mange, og der opstår alvorlige problemer med at få koordineret frokost mellem forskellige attraktive muligheder.
Den æstetiske humble brag er mere subtil. Man fortæller med et strejf af opgivenhed, at det er blevet umuligt at finde tøj eller sko, der passer ordentligt. Ikke fordi man er vanskelig, naturligvis, men fordi skuldrene er for brede, benene for lange, eller fødderne så følsomme, at håndsyede italienske sko efter mål er blevet en nødvendighed.
Så er der den intellektuelle humble brag, som kræver finesse. Her fremstår personen lettere frustreret over, at andre bliver ved med at spørge om råd inden for emner, man egentlig slet ikke beskæftiger sig med længere.
En avanceret disciplin er antimaterialistisk humble bragging. Det er den særlige evne til at nævne luksus på en måde, så man samtidig virker, som om man er hævet over den. Man ejer ikke noget af statushensyn. Man foretrækker bare ting, der tilfældigvis tager seks måneder at fremstille og leveres i en sjælden, specialbehandlet træsort.
Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning
Sociale medier har naturligvis løftet humble bragging til serieproduktion. Før i tiden krævede det timing og menneskelig kontakt. Nu kan man nøjes med at lægge et billede op af et flyvindue, en bog med mikroskopisk, ulæselig typografi og en kop espresso tæt ved det karakteristiske hjørne af sofabordet, der afslører, at det er Poul Kjærholms PK 61 til 25.000. Naturligvis ledsaget af en tekst om nødvendigheden af at koble af.Det ærgerlige er, at humble bragging næsten aldrig virker efter hensigten. Afsenderen vil gerne fremstå både succesfuld og sympatisk, men ender som regel i et mærkeligt ingenmandsland mellem pral og undskyldning. Tilhøreren sidder tilbage med en fornemmelse af at være blevet inviteret til et trylleshow, hvor tryllekunstneren hele tiden forklarer, hvordan numrene laves.
Og alligevel er det de færreste, der kan melde hus forbi. De fleste humble bragger mere eller mindre bevidst, fordi ren pral er vulgær. Men total beskedenhed virker heller ikke helt rimelig, når man faktisk er stolt af noget. Måske er humble bragging bare et socialt kompromis: ønsket om at blive beundret uden at virke som én, der er ude på at blive beundret. Men det er en svær balanceakt.
Den elegante løsning er måske hverken at skjule stoltheden eller servere den forklædt. Man kan jo også bare sige, at den/det er man rigtig glad for, eller at man er godt tilfreds med resultatet eller forløbet. Men det kræver muligvis mere mod end at nævne, hvor svært det er at få plads til flere flasker Domaine de la Romanée-Conti i vinkælderen ...
Uden at have erhvervet en Mastergrad eller en ph.d. vedrørende emnet ”selvpromovering forklædt som falsk ydmyghed” vil denne kommentator påstå, at emnet er en (af de få) danske egenskaber, der topper på de internationale toplister over udvalgte sammenlignelige og målbare emner.
Min personlige erfaring siger mig, at emnets indhold ikke er så tydelig markeret i f.eks. Storbritannien, Frankrig og Nederlandene, hvorimod de to andre skandinaviske lande absolut også sammen med især vort eget land indeholder talrige eksempler.
Samme opsparede erfaring fortæller mig også, at nogle erhverv er mere ”inficeret” end andre (af hensyn til hedebølgen skal det ikke yderligere specificeres).
I min (afdøde) familie har jeg oplevet det modsatte, hvilket unægtelig kaldte og kalder (i hvert fald hos mig) på en sarkastisk massiv modstandsreaktion.
Indlæggets eksempler, herunder ”undergruppering”, er yderst velfinerede og velvalgte. - Tak for underholdningen!
Jeg hæfter mig især ved formuleringen om de 'internationale toplister' fordi det næsten virker som en dansk superkraft at kunne hævde national førerposition, samtidig med at man insisterer på ikke at gøre et nummer ud af det.
At visse erhverv skulle være mere belastede end andre, må af hensyn til den offentlige orden nok forblive usagt. Vi er trods alt et civiliseret folk.
Men ja, falsk ydmyghed/beskedenhed er måske den eneste konkurrence, hvor danskere oprigtigt kan sige: 'Vi er jo ikke bedre end andre …'
Herlig underholdning!
Jeg er dog ret sikker på, at det er et sjællandsk fænomen. Her i Nordjylland udviser man kun falsk beskedenhed, når selvangivelsen skal udfyldes.
@Eric: Tak! Du har nok ret. Jeg er godt klar over, at I Nordjylland nøjes man med at sige: 'Det gik da meget godt', efter at have slået verdensrekorden eller bygget en carport inden frokost.
Falsk beskedenhed i forbindelse med selvangivelsen lyder som en ægte nordjysk form for selvpromovering: helt stille uden at glemme fradragene :)
Hehe - ramt lige på kornet og storsmilfremkaldende 😁
Det er nok en kunst, som mange behersker til perfektion, eller i hvert fald øver sig meget i at blive god til.
I England er man til gengæld verdensmestre i at tilsyneladende nærmest skamrose en eller anden, mens man i virkeligheden samtidig fornærmer vedkommende dødeligt pga. deres ofte meget subtil måde at sige tingene på.
Det er en kunst, som fx Tims mor mestrer. Hun er dog på sine gamle dage blevet noget 'rundere', men man skal stadig holde ører og fornemmelse åbne for, om der ligger en anden mening bagved end den umiddelbart udtrykte.
@Ellen: Jeg kan oplyse, at min egen mor, som var født i Aalborg, og så vidt jeg ved aldrig har sat sin fod på engelsk jord, mestrede den samme tvivlsomme kunst som Tims mor: 'Hvor dejligt, at du er blevet så afslappet med dit udseende med alderen.'
Når den slags mennesker bliver lidt rundere i kanterne med alderen, betyder det som regel bare, at der kommer et ekstra lag fløjl omkring stikpillerne – ikke nødvendigvis at de bliver færre. Man skal stadig have antennerne ude :)