Det er sommer, det er sol, og det er søndag onsdag ♬ – og panamahatten har sine kronede dage. Den emmer af sommer, elegance og eventyr, og når man ser den, kommer man straks til at tænke på solrige boulevarder, tropiske haver eller en tilbagelænet eftermiddag på en fortovscafé med en iskold daiquiri inden for rækkevidde. Men det sjove ved panamahatten er, at den slet ikke kommer fra Panama.

Panamahattens historie går tilbage til omkring 1630 i provinserne Guayas og Manabi på Ecuadors kyst. Det er den eneste region i verden, hvor Carludovicapalmen (som i øvrigt ikke er en palme) vokser og kan levere de eftertragtede toquillastrå, som de hedder. Allerede længe før europæerne satte deres fod i Sydamerika, blev hattene fremstillet af områdets befolkning. I 1800-tallet blev hattene eksporteret via Panama.

I 1906 rejste Theodore Roosevelt til Mellemamerika for at inspicere konstruktionen af Panamakanalen. Mens han var der, fik han en toquillastråhat, som han bar konstant. Billeder af præsidenten med sin 'panamahat' fra Equador gik verden rundt. Medierne og offentligheden kunne slet ikke få nok. Hermed blev panamahattens navn blev cementeret, og hatten blev højeste mode.

Fremstillingen af en ægte panamahat er en omfattende proces. Først høstes de unge blade. Bladene koges, tørres og bleges forsigtigt i solen, indtil de får deres karakteristiske lyse farve. Derefter begynder den tidkrævende fletning. De fineste hatte flettes med så tynde fibre, at arbejdet kan tage flere måneder. Hver eneste fiber bliver anbragt med stor præcision, og jo tættere og finere fletningen er, desto højere bliver kvaliteten. Når selve hatten er flettet, vaskes, presses og formes den over træblokke, så den får sin endelige facon. Til sidst monteres svederem og hattebånd, og resultatet er en let, smidig og smuk hat, som ikke bare beskytter mod solen, men også ser uforskammet godt ud på alle uanset køn.

En panamahat adskiller sig fra andre stråhatte ved at være fjerlet og samtidig ubegribelig robust. Materialet føles nærmest silkeblødt, og hatten kan bøjes uden at blive ødelagt, medmindre man tager kvælertag på den. Den klassiske farve er elfenbenshvid eller lys creme med et sort bånd omkring pulden, men der findes selvfølgelig moderne udgaver i mange farver og udformninger. Fælles for dem alle er den karakteristiske, tætte fletning og den flotte finish. Det er kombinationen af komfort, håndværk og stil, der har gjort panamahatten til et ikon blandt eventyrere, kunstnere, politikere, flanører og forfængelige bloggere.

Ved første øjekast kan en panamahat ligne enhver anden stråhat, men forskellene viser sig hurtigt, når man ser nærmere efter. En almindelig stråhat fremstilles som regel af hvedehalm, rughalm, søgræs, papirfibre eller syntetiske materialer og på maskine for at holde prisen nede. Fletningen er grovere, og hatten kan føles mere tung og stiv. Den ægte panamahat er som sagt håndflettet meget fint og ensartet. Holder man hatten op mod lyset, kan man se, hvor tæt og præcist fibrene er flettet. Jo finere mønster, desto mere eksklusiv er hatten. Hattene klassificeres og prissættes efter antallet af vævninger pr. kvadrattomme.

Af de tre stråhatte, jeg selv råder over, er de to ægte panamahatte. Den ene, som ses på billederne ovenfor både udvendig og indvendig, har jeg anskaffet mig for en net sum. Den anden, som er næsten lige så fin, fandt jeg i en tag-selv-genbrug og har ikke kostet mig en krone. Og nu håber jeg, det kan blive mellem os: den tredje er lavet af Toyostrå, som er et glat, skinnende og fleksibelt kunstigt stråmateriale, fremstillet af tæt flettet viskose (cellulose/rispapir) og behandlet med lak eller shellak. Det er med andre ord overhovedet ikke en panamahat. Men ikke nok med, at kun hatteentusiaster kan se forskel, den er faktisk også mere elegant end de to panamahatte, fordi skyggen er bredere, og hattebåndet er samlet i siden på en mere raffineret måde. Det er den, jeg går med det meste af sommeren. Men jeg fortæller selvfølgelig aldrig nogen, at det i virkeligheden bare er en papirhat.