Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvad det vil sige at koge suppe på en pølsepind, kan jeg anbefale at forsøge at lave en oversigt over ugens mest omtalte begivenheder. Det har jeg selv lige gjort, og resultatet blev en tynd kop te. Men lidt har også ret:
Først måtte vi sige farvel til Jonas Vingegaards Tour de France-drømme. Ikke med et heroisk angreb på Alpe d'Huez eller en dramatisk duel mod Pogacar, men med et styrt, en slynge og en ambulance. Sådan er cykelsporten. Man kan være verdens hurtigste mand den ene dag og statist i en Falck-reklame den næste. Nationen gik kollektivt i sorg, og den danske sportsbefolkning begyndte straks at regne på, om der mon kunne uddeles gule trøjer for moralske sejre. Men nej. Det ville nok have krævet Vorherres eller den amerikanske præsidents mellemkomst.
Man kan være verdens hurtigste mand den ene dag og statist i en Falck-reklame den næste
Til gengæld kan vi snart glæde os over en delvis solformørkelse. Det sker ganske vist først den 12. august, så der er god tid at forberede sig, men midt i en agurketid er der tale om et enestående nyhedsmæssigt højdepunkt. Hele 85 procent af solen forsvinder. Det er den største solformørkelse siden 2015, og næste gang bliver først i 2048. Det er med andre ord et af de få fænomener, hvor der er grund til at løfte blikket fra mobiltelefonen. Men glem nu ikke at tage et billede til Instagram.Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, har Storbritannien igen fået ny premierminister. Engang var det en livsgerning at være britisk premierminister. Nu minder jobbet mere om et sommerferiejob på en tankstation. På ti år har Storbritannien haft syv premierministre. Vagterne foran nummer 10 har opgivet at lære navnene udenad, og det siges, at Downing Streets flyttefirma har indført et klippekort, så den syvende indflytning udløser gratis bobleplast. Den nye premierminister Andy Burnham har lovet at skabe stabilitet og har fremlagt en tiårsplan, og ti år er alligevel et dristigt bud i et land, hvor en premierminister kun lige når at lære Wi-Fi-koden, før nogen ringer på døren med en afskedsbuket. Så det store spørgsmål er ikke, om Andy Burnham bliver en god premierminister, men kommer han til at holde længere end et hvidkålshoved? Hvis svaret er ja, vil han blive betragtet som en af de mest stabile britiske regeringsledere i nyere tid.
På den anden side af Atlanten har USA fundet ud af, at landets vigtigste våbensystem måske slet ikke er hangarskibe, kampfly eller atomubåde, men testosteron. Derfor skal alle soldater over 30 nu testes. Ikke for deres skydefærdigheder, men for deres hormonbalance. Pentagon er tæt på at anse det for en strategisk nødvendighed. Man forestiller sig fremtidens NATO-topmøder, hvor generalerne ikke længere sammenligner antallet af kampvogne, men sidder og diskuterer blodprøver.
Forvaltningen skal dokumentere over for politiet, at det, enhver kan se, faktisk er det, de kan se
Herhjemme har vi til gengæld fået en ny disciplin i offentlig forvaltning: permanent midlertidighed. Københavns Politi vurderer, at en såkaldt romalejr i et af byens mere mondæne boligområder ikke er permanent. Derfor er den heller ikke ulovlig. At den har ligget der i månedsvis og drevet beboerne til vanvid på grund af afbrænding, affald og afføring overalt, påvirker ikke vurderingen, heller ikke selv om B.T.s debatredaktør Joachim B. Olsen 'raser' over, at Københavns Kommune – i skikkelse af teknik- og miljøborgmester Line Barfod fra Enhedslisten – har større sympati for 'den her tilbagestående romakultur' end for københavnerne. Han får ganske vist medhold af sundheds- og omsorgsborgmesteren, men forvaltningen skal først dokumentere over for politiet, at det, enhver kan se, faktisk er det, de kan se. Kafka ville have trukket sit manuskript tilbage, kastet digterhatten fra sig og søgt job i Teknik- og Miljøforvaltningen.Samtidig har Folketinget fået sin egen udgave af Da Vinci-mysteriet. Ikke på grund af en lov, et forlig eller en ministerrokade, men på grund af en tatovering. Enhedslistens Trine Pertou Mach har en tekst på arabisk på armen og vil ikke at oplyse, hvad den går ud på. Dermed opstod en af årets mest ophidsede debatter: Har offentligheden ret til at kende betydningen af en folketingspolitikers tatovering? Foreløbig henstår det i det uvisse, om de arabiske skrifttegn dækker over 'Fred', 'Frihed', 'Kylling i karry' eller måske den universelle påmindelse, alle voksne mennesker burde få tatoveret et synligt sted: 'Husk at købe chips!' Men ingen ved indtil videre, hvad der står, måske ikke engang Trine Pertou Mach selv. Eller måske har hun bare glemt det og nyder opmærksomheden.
Det mest interessante er ikke tatoveringen, men tidens paniske behov for at vide alting. Vi har tilsyneladende afskaffet mysteriet som begreb. Hvis der står noget på et fremmedsprog, skal det oversættes. Hvis nogen tier, skal tavsheden analyseres. Hvis en politiker siger: 'Ingen kommentarer', bliver det automatisk opfattet som en indirekte tilståelse. Vi er nået dertil, hvor et manglende svar ikke længere er et manglende svar. Det er bare et svar, som fantasien endnu ikke har fundet den rigtige konspiration til.
Imens fortsætter solen med at stå op, cykelryttere vælter, politikere diskuterer definitioner, briterne forsøger sig med endnu en premierminister, amerikanerne måler hormoner, og vi selv leder efter meningen med det hele, fortrinsvis på de sociale medier. Måske bliver den største formørkelse den 12. august ikke solens. Måske bliver det bare vores egen formørkede evne til at skelne det, der virkelig betyder noget, fra det, der bare fylder en uge i nyhedsstrømmen.
UGENS LAVPUNKTER:
- Gæsterne strømmer til Oplevelsescenter Nyvang for at opleve en kopi af Andersens Badehotel fra tv-serien Badehotellet. Næste år åbner en kopi af parkeringspladsen.
- Tidligere statsminster Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock er blevet udpeget som minister for Wales i den nye britiske regering. Han er født i Wales, så regeringen konkluderede, at han nok ved, hvor det ligger.
- Der er næsten ingen dræbersnegle i år. De få tilbageværende menes at holde krisemøde i en glemt kompostbunke.
- Som det første land i EU vil Frankrig forbyde adgang til TikTok og Instagram for børn under 15 år. I stedet får de udleveret en baguette og en eksistensialistisk roman.
- Regeringen i Tjekkiet har godkendt et lovforslag, der skal forbyde mobiltelefoner i skolerne. Forbuddet vil også omfatte andre elektroniske kommunikationsenheder, herunder smartwatches. Det mest avancerede stykke teknologi i klassen bliver herefter den elektriske blyantspidser.
- Den spanske regering vil forbyde rygning på restaurander og strande. Med andre ord vil den eneste røg, der nu ses på en spansk strand, komme fra en turist, der har glemt sin solcreme.
- Efter flere års debat er Hitlers fødehjem i den østrigske by Braunau am Inn blevet omdannet til politistation, så bygningen kommer til at tjene et fornuftigt formål. I samme ånd kunne man passende omkalfatre Napoleons hat til en cykelhjelm.
- En sydkoreansk Michelin-restaurant skal i retten for at pynte en dessert med myrer, så nu er det slut med dem. Kaffen serveres stadig med en edderkop på kanten.
- Nærgående måger plager flere udendørsrestauranter i sommerlandet, og en café i Aarhus har ansat en person udelukkende til at forhindre måger i at stjæle pommes frites fra bordene. Flere skeptikere mener dog, at der slet ikke er tale om måger, men flyvende pommes frites-inspektører fra EU.
- Euroen skal have nyt design, og EU-borgerne kan selv være med til at vælge det online. EU's største frygt er ikke et hackerangreb, men at alle eurosedler ender med et billede af en kat med solbriller.