Principielt holder jeg mig tilbage med egentlige anbefalinger, fordi jeg selv er tilbøjelig til at ignorere dem. Det har som regel den modsatte virkning på mig, hvis nogen siger 'Du skal altså læse ... (en eller anden titel)'. Nej, det skal jeg nok selv bestemme, tænker jeg, men siger det ikke højt. Det er jo venligt ment, og smag og behag er forskellig.

Derfor vil jeg ikke anbefale, men bare gøre opmærksom på The Marginalian, som er et nyhedsbrev, jeg har abonneret på i flere år og glæder mig over hver søndag, når det dukker op i min indboks. Men faktisk er det misvisende at kalde det et nyhedsbrev, for der er stort set ingen nyheder i det. Ingen breaking news, ingen overskrifter med udråbstegn, ikke noget med fem hurtige pointer og heller ingen råd om, hvordan man optimerer sit liv på fjorten dage.

The Marginalian er et enkeltmands-foretagende, der begyndte i 2006 under navnet Brain Pickings, hvor den bulgarsk-fødte essayist, forfatter, digter og kulturkommentator Maria Popova samlede sine noter om de bøger, hun læste. Siden voksede det til et af internettets mest særprægede litterære universer, og i 2021 skiftede det navn til The Marginalian, som passer langt bedre. Marginalia er som bekendt de små noter, man skriver ude i bogens margin, og det er præcis sådan hendes tekster føles: som intelligente, nysgerrige kommentarer til alt det, mennesker gennem århundreder har tænkt, skrevet, malet og opdaget.

Det imponerende er ikke bare Maria Popovas belæsthed, for der findes mange belæste mennesker. Det er hendes evne til at forbinde ting, som umiddelbart ikke har noget med hinanden at gøre. Hun kan begynde med et brev fra Emily Dickinson, tage en omvej forbi Carl Jung, hilse på en astronom fra det tyvende århundrede og ende med en refleksion over kærlighed, ensomhed eller bevidsthed, uden at man et eneste øjeblik føler sig hægtet af. Det er som at være til middagsselskab og have verdens mest vidende (b)orddame, der aldrig taler ned til nogen.

Man skal nok ikke abonnere på The Marginalian, hvis man leder efter let fordøjelig læsning. Maria Popova skriver lange essays. Nogle gange tænker man, at nu må hun da være færdig, hvorefter der følger yderligere tre afsnit om en russisk digter, en italiensk fysiker og et citat fra et brev skrevet i 1847. På mirakuløs vis hænger det alligevel sammen.

Det er som at være til middagsselskab og have verdens mest vidende (b)orddame, der aldrig taler ned til nogen

Der er noget befriende gammeldags over projektet. Det er reklamefrit, ikke gemt bag en betalingsmur og fuldstændig upåvirket af internettets krav om konstante ændringer. Maria Popova skriver, når hun har noget at sige, og hun forventer, at læseren tager sig tid til at tænke med.

Nogle vil nok finde hendes stil lovlig poetisk. Hun kan indimellem have en tendens til at formulere sig, som om hver eneste sætning aspirerer til at blive indgraveret i marmor. Men hvis man overgiver sig til rytmen, opdager man, at der bag de smukke formuleringer gemmer sig en usædvanlig intellektuel redelighed. Hun forsøger ikke at imponere. Hun forsøger at forstå.

Måske er det netop derfor, The Marginalian har overlevet, mens tusindvis af andre nyhedsbreve er forsvundet. Det er ikke skrevet for algoritmer, men for mennesker, der stadig tror på, at en god idé kan være værd at dvæle ved, at en bog fra 1873 kan sige noget væsentligt om livet i dag, og at den største luksus i en støjende verden måske er et kvarter i selskab med et velskrevet essay.

Hvis man ikke orker at læse de lange essays eller ikke har tid, er illustrationerne en nydelse i sig selv. Det er ikke tilfældige lagerfotos, der er drysset ud over teksten for at gøre siden mere indbydende. Maria Popova har en udsøgt sans for at finde gamle bogillustrationer, kobberstik, botaniske tegninger, stjernekort, kunstværker og glemte grafiske skatte, som ikke bare ledsager teksten, men udvider den. Ofte bliver man hængende ved et billede, længe efter man har læst billedteksten, fordi det på sin egen stille måde supplerer den eftertanke, essayet har sat i gang. Illustrationerne er med til at give The Marginalian en næsten tidløs karakter, som om man ikke har en skærm foran sig, men sidder i et smukt gammelt bibliotek og bladrer, og nogen har fundet netop den illustration frem, der får ordene til at bundfælde sig.

The Marginalian er et nyhedsbrev, man ikke skimmer over morgenkaffen. Det er et, man gemmer til en stille stund. Som at sætte sig i en god lænestol med en kop te og sandsynligvis blive lidt klogere. Også selv om man ikke drikker te.
The Marginalian udkommer faktisk to gange om ugen: Søndagsbrevet, som samler ugens nye essays, og onsdagsbrevet med en ældre tekst fra arkivet, som stadig er aktuel. Man kan abonnere her, og man kan betale for det eller lade være, alt efter temperament. Den seneste søndagsudgave kan læses her.