Lad os begynde i det høje nord, hvor statsminister Mette Frederiksen på et europæisk topmøde i Finland erklærede sig 'ret optimistisk' med hensyn til at finde en løsning med USA om Grønland. Der skal nu nedsættes en arbejdsgruppe på højt niveau mellem Grønland, Danmark og USA om tættere samarbejde om sikkerhed og forsvar. Det lyder umiddelbart betryggende. Der er noget særligt nordisk over problemer, der løses ved at nedsætte en arbejdsgruppe. Hvis ikke problemet forsvinder af sig selv, kan man i det mindste få det organiseret i et regneark.
Bare rolig, der følger ingen fortrolige bekendelser eller en klagesang om ægteskabets fortrædeligheder. Det drejer sig ganske enkelt om, at flere og flere mænd er begyndt at omtale deres kone som deres hustru. Hvorfor vides ikke, men måske for at fremstå som særlig opmærksomme på sprogets finere nuancer.
Ugen begyndte lovende i Nuuk, hvor smilene sad løst, da Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen kom på besøg for at annoncere en milliardinvestering i Grønland. Den grønlandske regeringsleder Jens-Frederik Nielsen erklærede, at 'Grønland har brug for EU, og EU har brug for Grønland', mens Ursula von der Leyen kvitterede med, at Grønland er en 'strategisk allieret og en betroet ven'. Sammen med Mette Frederiksen blev der skrevet under på en fælles erklæring, og alle smilede så bredt, som man nu gør, når tre politikere står ved siden af hinanden og lige har opdaget, at de er enige om noget. Det er den slags, der får en pressefotograf til at føle, at han har valgt det helt rigtige erhverv.
Men så loggede Donald Trump på Truth Social og delte endnu en gang et landkort, hvor Grønland var blevet iklædt stjerner og striber. Island havde tilsyneladende også fået den amerikanske makeover, hvilket fik islandske politikere til at kræve opslaget fjernet, mens den amerikanske ambassadør måtte en tur til samtale hos udenrigsministeren. En interessant udvikling i international politik: Tidligere kunne man overtage et land ved hjælp af soldater, skibe og et vist mål af brutalitet. Nu kan man begynde med et opslag på sociale medier og en æske farvekridt.
Danmark er blevet et land, hvor vi holder øje med hinanden på kryds og tværs. Det mest overraskende er måske, at ingen endnu har foreslået en særlig myndighed til at kontrollere, om Venstres folketingsgruppe stadig befinder sig på samme side af partilinjen. Det ville ellers have været på sin plads i denne uge.
Torsdag skulle den omdiskuterede kvælstoflov stemmes igennem i Folketinget og forud var gået en protestaktion, der på smukkeste vis demonstrerede, hvor vanskeligt det kan være at kæmpe for et renere miljø. På initiativ af aktivisterne i organisationen, der kalder sig Bæredygtigt Landbrug med samme selvfølgelighed, som man ville kalde en cigarforretning for Røgfrit Danmark, kørte en kortege af 300 dieselosende traktorer tirsdag morgen til København til fremme af hovedstadens luftforurening for at demonstrere foran Christiansborg mod kvælstofloven. For hvis den blev gennemført, 'er der ingen stegt flæsk med persillesovs', som en landmand truende udtalte i P1. Vel egentlig et ret beskedent afsavn for at redde livet i danske fjorde og have, skåne 40 millioner grise for en kummerlig tilværelse og 9 millioner fra at blive kasseret som affald eller brugt som biobrændsel.
Dansk Sprognævn lancerede tidligere på året kampagnen 'Kan vi på dansk?', og nu har en undersøgelse kortlagt de engelske ord, som danskere bliver mest irriterede over.
Øverst på top-ti-listen ligger sale. Det danske ord er udsalg. Vi har haft det længe, inden nogen i Danmark havde hørt om Black Friday, og det beskriver præcis, hvad der foregår: En butik forsøger at få én til at købe noget, man ikke vidste, man manglede, fordi det nu koster 40 procent mindre end det, man heller ikke havde tænkt sig at betale. Udsalg er altså et udmærket dansk ord, og jeg kunne aldrig selv finde på at sige andet. I øvrigt har jeg heller aldrig hørt andre sige sale, men butikkerne elsker at skrive det. Det er der jo ingen grund til.
Lad os begynde i København, hvor teknik- og miljøborgmester Line Barfod har foreslået, at hastighedsgrænsen for biler sænkes til 30 kilometer i timen i hele byen. Formålet er at gøre det 'mere trygt at være cyklist i vores cykelgader, hvor cyklister og biler deler vejbanen'. Spørgsmålet er bare, om det er nødvendigt, eftersom København helt af sig selv har opfundet et avanceret system, hvor biler ikke er i stand til at køre mere end 30 kilometer i timen, takket være cyklisterne, der bevæger sig efter et mere frit princip: rødt lys er vejledende, fortove er alternative cykelstier, ensretninger er geografiske forslag, og fodgængere ved højresving betragtes som et interessant naturfænomen. At krydse en cykelsti som fodgænger kan til gengæld være en manøvre, der kræver både mod og en opdateret livsforsikring. At sænke bilernes hastighed til 30 kilometer i timen vil med andre ord have omtrent samme effekt som at indføre hastighedsbegrænsning på en kørestol.
Der er noget besynderligt ved mode. Ingen har valgt en statsminister, der bestemmer, hvor brede vores bukser skal være. Ingen minister bekendtgør, at slips fra næste mandag skal være mindst otte centimeter brede, og at overtrædelse medfører bødestraf. Alligevel kan millioner af mennesker næsten samtidig beslutte, at deres bukser skal sidde tættere end en våddragt eller være så vide, at man får mistanke om, at de er syet til en familie på fire. Det sker uden tvang, og måske netop derfor er det så effektivt. Mode er en slags frivillig uniform.
For nogle år siden skulle herrebukser være så smalle, at man kunne få mistanke om, at de var designet af en ortopædkirurg med et horn i siden på knæleddet. Buksebenene sad tættere end kompressionsstrømper. Knæet havde ikke længere bevægelsesfrihed, men måtte nøjes med at være på tålt ophold.
Ugen begyndte, som danske politiske uger ofte gør: med et stort anlagt pressemøde, som ingen af journalisterne syntes var noget at skrive hjem om, hvorefter de straks gjorde det. Regeringen havde sat scenen, mikrofonerne stod klar, kameraerne summede, og Lars Løkke blev endnu en gang spurgt, hvordan han egentlig havde det med de borgerlige partiers vedvarende mistanke om, at han i virkeligheden er rød. Løkke svarede som den mand, han er, at først og fremmest var han enig med sig selv. En bemærkning, der fik Mette Frederiksen til at bryde ud i latter og erklære, at det kunne hun bekræfte, hvorved dansk politik kom til at ligne et gammelt ægteskab, hvor begge parter har opgivet at lade som om, de ikke kender hinandens irriterende vaner.
Det var en af den slags uger, hvor det samlede billede efterhånden blev så broget, at man kunne fristes til at tro, at nogen havde glemt at fordele begivenhederne lidt mere jævnt over kalenderen.
Først var der Walther Frisch. Eller rettere: Det begyndte for over 60 år siden, men det er først nu, vi for alvor har fået lejlighed til at opdage, at den danske overtjener med forkærlighed for finere kogekunst, dyre rejser og et særdeles aktivt liv som sæddonor også havde en fortid som overbevist nazist og tidligere Waffen-SS-soldat.
Det er en gammel sandhed, at virkeligheden undertiden slår fantasien. Men fantasien har trods alt den begrænsning, at den skal være nogenlunde troværdig. Virkeligheden er friere stillet.
I Danmark skal man for eksempel gennemføre et demokratikursus for at få lov til at vie mennesker uden for Folkekirken. Det lyder umiddelbart fornuftigt, at man skal lære om ytringsfrihed, ligestilling, retten til skilsmisse og andre af civilisationens finere detaljer. Hagen ved det er bare, at man ikke behøver forstå et ord af undervisningen. I otte år har imamer kunnet gennemføre kurset ved den avancerede pædagogiske metode, der kaldes fysisk fremmøde. Ingen eksamen, ingen prøve, ingen kontrol. Det svarer nogenlunde til at tage kørekort ved at stå og kigge på naboens nye bil. Derfor var kirkeminister Ida Auken naturligvis forfærdet og bad embedsværket undersøge, hvad der egentlig foregår på kurserne. Måske opdager ministeriet også, at kaffepauserne har været usædvanlig velbesøgte.
