Da jeg var dreng i 60'erne, var et af ugens absolutte højdepunkter et nyt afsnit af tv-serien om Perry Mason – den berømte, elegante, Don Draper-lignende og skarpsindige forsvarsadvokat fra Los Angeles, der gang på gang får sine fejlagtigt anklagede klienter renset for alt smuds og pure frifundet. Alle afsnit var skåret over samme læst, som var det et japansk Noh-drama:
- Efter den ildevarslende kendingsmelodi bliver sagen introduceret.
- Perry Masons klient bliver anklaget for forbrydelsen.
- Sammen med sin sekretær Della Street og detektiven Paul Drake går Perry Mason i gang med efterforskningen.
- Retssagen begynder, og det ser sort ud for den anklagede, men Perry Masons hold arbejder videre på at opklare forbrydelsen.
- Midt under det afsluttende retsmøde dukker detektiven Paul Drake op med det afgørende bevis, Perry Mason skal bruge for at få den egentlige skurk til at tilstå, hvilket han/hun derfor gør.
- I en epilog på Perry Masons kontor spørger Paul og Della Perry Mason, hvordan han gennemskuede det hele. Mason forklarer og slutter af med en vittig bemærkning.
- Rulleteksterne løber over skærmen, ledsaget af den ildevarslende kendingsmelodi.
Det er meget mærkeligt for en gammel fan af Perry Mason, som han var i 60'erne, at se ham i et helt andet miljø, hvor man kører rundt i Bedstemor And-biler i stedet for store dollargrin, men der er ingen tvivl om, at det er den nye Perry Mason, der er den ægte vare. Forlægget er Erle Stanley Gardners knaldromaner, som han begyndte at skrive i 1933. Han læste oprindelig jura, men blev smidt ud fra studiet, fordi han brugte mere tid på boksning, hvorefter han skabte sig sin egen karriere som forsvarsadvokat. Dengang var det ikke nødvendigt at kende så meget til jura, hvis man kunne bestå en prøve i at begå sig i en retssal – lige som Perry Mason 2.0 gjorde. Gardner fungerede som advokat for ubemidlede, mens han skrev kriminoveller til ugeblade i fritiden. På et tidspunkt droppede han advokatfaget og koncentrerede sig om skriveriet. Det blev blandt andet til de 80 romaner om Perry Mason, som han skrev helt til sin død i 1970. Bøgerne er solgt i 300 millioner eksemplarer, og Erle Stanley Gardner var det 20. århundredes mest sælgende forfatter i USA.
Det tog mig et par episoder at vænne mig til den nye Perry Mason, spillet af Matthew Rhys, men nu har jeg overgivet mig. Den officielle trailer kan ses her. Første sæson er på otte episoder, hvoraf jeg har set de syv. Plottet er dybt kompliceret for ikke at sige rodet, så det gælder om at holde ørerne stive, og jeg er ærlig talt ikke sikker på, at jeg har forstået det hele. Men jeg kan sagtens se en film alene på grund af skuespillet – især hvis miljøskildringen er mesterlig som her. Sidste afsnit har jeg programsat til i aften i selskab med et glas rødvin.
* * *
Der ligger flere komplette afsnit af den gamle Perry Mason-serie på YouTube, men de virker nærmest komiske nu, og jeg vil ikke anbefale dem, medmindre man er en større nostalgiker end mig. Hvis nogen skulle være interesseret i forskellen på de to udgaver af Perry Mason, er muligheden her på YouTube, og historien om Erle Stanley Gardner og Perry Mason ligger her.
Jeg måtte google for jeg havde et billede af Raymond Burr i kørestol, og det kunne jeg ikke læse ud af din beskrivelse. Nu ved jeg at det var Ironside, som jeg fik lov til at se. Den startede i 67, da jeg var ti år, så Perry Mason har jeg nok ikke set, den sluttede året før i 1966. selv om jeg synes at noget vækker genklang.
@Lene: Jeg har skam også set Ironside, men på det tidspunkt var jeg ikke længere så optaget af, hvad der foregik i fjernsynet, så jeg har ikke helt den samme veneration for Raymond Burr i kørestol :)
Der er i særdeleshed i ungdommen røget nogle Gardner-romaner ned i hukommelsens krater. Det samme gælder TV-Perry Mason-figuren med Raymond Burr. Også figurerne Paul Drake og den klassisk seværdige Della Street erindres.
Når det kommer til walisiske mandlige skuespillere, stopper jeg altid op ved Richard Burton. Matthew Rhys er sikkert et udmærket nutidigt valg, men jeg vælger stivsindet og stokkonservativ o.m.a. at fastholde figuren Perry Mason i Raymond Burrs imposante skikkelse. Jeg så ham ved en tilfældighed for frygtelig mange år siden komme ud fra Royal hotel i Københavns centrum. Jeg oplevede kun to ansigtsudtryk af de ret få han udstrålede, men det var nok. Manden havde det, som mange (ofte langt bedre uddannede) skuespillere ikke besidder, nemlig en naturlig karisma.
Raymond Burr kunne faktisk spille mere end Raymond Burr med ret få virkemidler. Eksempler skal ikke nævnes her. Derimod en post mortem fuld respekt for hans konsekvente holdning til begrebet "privatliv", som mange af hans kolleger kunne lære noget af, såvel i fortiden som nutiden.
Bobehandlingen efter stenrige forfatter Erle Stanley Gardner må have været en ren lækkerbisken for stridigheder og advokatsalærer. ;-)
Korrektion: "Raymond Burr kunne faktisk spille mere end Perry Mason med ret få virkemidler."
@Erik Hulegaard: Vi er slet ikke uenige. Også for mig vil Raymond Burr altid være 'den rigtige' Perry Mason, og mere præcist end 'imposant' kan han ikke beskrives. Jeg må bare konstatere, at den oprindelige tv-serie og dens primitive dramaturgi nu desværre først og fremmest må ses som et kuriosum – også selv om Gardners litterære forlæg formentlig har været lige så lidt sofistikeret. Jeg kan ikke vide det, eftersom jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst en Perry Mason-roman.
Hvor Raymond Burrs Mason-figur var en arketypisk helteskikkelse, må Matthew Rhys' nok snarere betegnes som en antihelt, helt i overensstemmelse med trenden inden for krimigenren, og anderledes kan det nok ikke være i 2020. Jeg har haft lejlighed til at følge Rhys i Netflix-serien The Americans, og også her var han fremragende.
I øvrigt: I modsætning til Raymond Burr er der et betragteligt antal skuespillere, der har det med altid at spille sig selv :)
Det er sjovt, som tv-serier fra ungdommen sætter uudslettelige spor. Jeg tror ikke, jeg ville bryde mig om at se Perry Mason spillet af andre end Raymond Bur :-)
@Madame: Ja, det er noget af en kamel at sluge :)
Nu kan vi ikke se HBO, så det løser sig selv, men jeg tror jeg ville lade Perry Mason forblive i Raymond Burr-hukommelsen uanset hvad.
Jeg har læst flere Perry Mason-bøger, men de var nødstilfælde-bøger. Hvis jeg af en eller anden grund løb tør for gode bøger, havde jeg nogle arvede Masoner i reserve i reolen. ESG var ikke det store litterære geni, kan jeg vist nøjes med at sige.
Tak, i øvrigt, for en fremragende analyse af emnet.
At Raymond Burr kunne andet end være charmerende forsvarsadvokat med få grimasser så man i Hitchcocks fremragende Rear Window (Skjulte øjne), hvor han optrådte som skurk. Det er den rolle, jeg helst forbinder Burr med, da jeg godt nok så Perry Mason som dreng med ikke var vild med amerikansk retssalsdramatik - og det er jeg stadigvæk ikke.
@Ellen: Jeg bryder mig heller ikke om, at nogen piller ved min barndoms helte, men hvis man kan glemme den gamle Perry Mason og betragte den nye som en selvstændig serie uden fortilfælde, vil jeg mene, at den er absolut seværdig. Hvis du er nysgerrig, kan du abonnere gratis på HBO i 14 dage, og det er jo nok til, at man kan nå at se de otte episoder ...
Jeg har aldrig læst en Perry Mason-roman, så jeg har principielt ingen mening om Erle Stanley Gardners litterære kvaliteter, men hans enorme produktion giver i det mindste et fingerpeg om, at han nok ikke har kælet mere end højst nødvendigt for det sproglige udtryk, om jeg så må sige. Men det er helt tydeligt ikke alle, det betyder noget for :)
@capac: Jeg husker også Raymond Burr som den skurkagtige genbo i Rear Window, selv om det ikke var nogen stor rolle.
Jeg kan tilslutte mig din manglende interesse for amerikanske retssalsdramaer i almindelighed. Derimod er jeg en hund efter de engelske!