Når jeg står og kigger på mig selv i spejlet, kan jeg godt se, at billedet på mit kørekort ikke længere er helt retvisende. Jeg kan ikke løbe fra, at der er kommet er par rynker omkring øjnene, og hårfarven er heller ikke den samme. Engang var den mørk, nu er den lysere for ikke at sige gråhvid, og jeg har på fornemmelsen, at det er sidsnævnte omstændighed, der er årsagen til, at butikspersonale ikke altid betjener mig på samme måde, som de gjorde, da jeg havde min mørke hårfarve i behold.
Selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på
Måske har det også noget at sige, at jeg ikke altid klæder mig på helt samme måde, som jeg gjorde, da jeg var yngre og erhvervsaktiv. Jeg tilhører den slipseløse generation og har aldrig arbejdet i en branche, hvor det var påkrævet at gå med slips, snarere tværtimod. Gjorde man det alligevel, kunne man være sikker på at blive opfattet som underlig eller i bedste fald som en spasmager. Jakkesæt og hat var selvsagt helt kikset. Uniformen var sneakers, jeans, en forvasket t-shirt eller eventuelt en omhyggeligt ustrøget skjorte. Indstuderet skødesløshed, så skilte man sig ikke ud. Men nu kan jeg være ligeglad, og derfor kan jeg finde på – ikke altid, men somme tider – at vise mig offentligt med både slips, jakke, hat og rigtige sko, selv om det nok i virkeligheden mere hører hjemme i mine forældres generation. Men det er altså min måde at gøre dagen en smule mere farverig på, om ikke andet så for mig selv.Det skaber af og til en smule forvirring, når jeg går i butikker i mit arkaiske herreantræk, men ikke på nogen ubehagelig måde. For det meste bliver jeg mødt med venlighed, og der er mange ved kassen, der både smiler – muligvis lidt overbærende – og tiltaler mig med 'De' og 'hr.' Det passer mig udmærket, og selv om det er ønsketænkning, hører jeg faktisk til dem, der gerne så, at vi genindførte nogle mere nuancerede måder at omgås og tiltale hinanden på. Men som sagt, det kan jeg godt glemme alt om. Flertallet siger selvfølgelig 'du' uden at tænke nærmere over det, og det har jeg heller ikke noget imod, for det er nu engang sådan, vi efterhånden gør. Derimod vil jeg gerne have mig frabedt 'du' og 'hr.' Enten-eller, tak.
Nok om det.
Der er dog også episoder, man helst vil glemme hurtigst muligt. I går bestemte jeg mig for eksempel til at udskifte min gamle iPhone med en mere tidssvarende. Jeg bestilte derfor den ønskede model over nettet til afhentning hos den nærmeste elektronikmastodont senere på dagen. Da tiden var inde, mødte jeg op i butikken i mit helt almindelige tøj uden hat, uden slips og uden på nogen måde at skille mig ud for at hente min nye iPhone og forelagde den unge, mandlige ekspedient mit ærinde. Han kastede et hurtigt blik på mig og spurgte så som den naturligste ting i verden:
– Kan du huske, hvad det er for en telefon?
Nu er spørgsmålet, om jeg virkelig ligner min egen bedstefar, der har rejst sig fra graven, eller om jeg bare virker, som om jeg er dybt dement. Jeg er også i tvivl om, hvad jeg skal foretrække.
Ja, undertiden savner man nuancer i tiltaleformen. Den uformelle hilsen "hej" blev vel først udbredt i 70'erne, og nu er den altdominerende. Det morer mig af og til at svare "daw" eller sågar "goddag". Det skaber en overraskende ubalance, som kan give samtalen en helt anden retning eller føre til en samtale, hvor samtale ikke var ventet (fx med kassedamen).
Da jeg i sin tid arbejdedepå et hospital i Valiumfeltet (nord for København, men ikke så nordligt som Whiskeybæltet) kom jeg engang til at sige du til en kusine til en af Danmarks rigeste mænd. Hun så både hvast og fast på mig og sagde: jeg erindrer ikke, at vi to nogensinde har drukket dus!
Jeg glæder mig til at blive gammel nok til at bruge den sætning, for jeg må indrømme, at jeg også holder af en mere formel tiltaleform :-)
@Erik Bentzen: Det er sjovt, at gammeldags hilsener ligefrem kan føre til uventede samtaler med fremmede – men jeg må indrømme, at jeg selv har rettet ind, hvad angår 'hej':)
Ellers må man desværre nok konstatere, at sproget lever sit eget liv, og at det ikke nytter noget at kæmpe imod. Selv sproglige fejl ender ofte med at blive normen. Så må man bare nøjes med at tænke sit.
@Henriette: Jeg kendte ikke til Valiumfeltet, så tak for at udvide mit ordforråd :)
Jeg er næsten sikker på, at du aldrig kommer til at bruge den hvasse dames ord. Til den tid vil der næppe være nogen, der forstår, hvad du mener med det! I øvrigt forekommer det mig både selvhøjtideligt og uforskammet af en 'fin' dame at irettesætte dig på den måde.
Om man kan huske hvilken mobiltelefon, man har bestilt - måske skulle ekspedienter lære lidt om pli ...
@Madame: Der er noget, der tyder på, at både ordet og begrebet er ved at blive udfaset ...
Med reference til det sidste afsnit ville jeg anbefale "bedstefar-versionen". Modsat den demente version giver den forbløffende tit adgang til en vis pædagogisk omsorg hos de yngre digitale artister.
Eller udtrykt mere filosofisk: Nogle gange kan det betale sig at tabe med en vindende hånd, for senere at vinde med en tabende hånd....;-)
@Erik Hulegaard: Endnu et tankevækkende citat til samlingen. Mange tak!
Haha - som da jeg som 50-årig af en ung ekspedient blev omtalt som "en sød, ældre dame". Hun vidste ikke (eller troede ikke ...), at jeg kunne høre hvad hun sagde.
Der er selvfølgelig irritationsmomenter indimellem, men generelt oplever jeg at blive talt pænt og høfligt til, men når en eller anden siger "De" til mig, føler jeg mig godt nok uendelig gammel.
@Ellen: Tankeløshed – ubevidst uforskammethed – er det værste, og det er ærgerligt, at 'De' nu kun bruges til at markere aldersforskel eller skabe distance.
"De" er koblet sammen med min oplevelse som ung sygeplejeelev på gynækologisk afdeling i Viborg. Det var tilbage i slutningen af 70erne. I introduktionen til afdelingen fik vi nemlig at vide, at overlægen SKULLE tituleres med "De" og det var vi slet ikke vant til mere. Så jeg kunne næsten ikke sige noget til overlægen af skræk for at komme til at sige Du :-)
Vi har den alder vi har, og det er bare synd for de unge, at de ikke ved, hvor kloge vi egentlig er ;-)
@Lene: Da jeg gik i skole, sagde vi 'De' til lærerne, og da jeg for en halv snes år siden fik kontakt med min gamle klasselærer igen, skulle jeg overvinde mig selv for at sige 'du' til ham. Men 'De' havde jo været helt håbløst :)