Jo, det er ham. Det er hans måde at gå på, jeg først lægger mærke til. Rastløst, hurtigt og samme kropsholdning. Så genkender jeg hovedfaconen og profilen. Der er ingen tvivl. Det er min gamle legekammerat hjemme fra vejen, der går frem og tilbage mellem den mørkegrønne Passat og containeren med småt brændbart. Håret er ikke kulsort som dengang. Det er blevet gråt ligesom mit eget.
Han har også fået øje på mig. Hver gang han henter en affaldssæk i bilen, kigger han over på mig i forbifarten. Lidt for længe.
Det bliver mig, der tager beslutningen. Da hans blik igen strejfer mit, fastholder jeg det, går direkte hen imod ham og rækker hånden frem.
– Hej, Jens!
Hans ansigt tør op.
– Jeg syntes nok …, siger han. – Så du er også ved at muge ud?
Vi forklarer hver især vores grunde til at være her. Han har overtaget sine forældres sommerhus heroppe og er ved at lave nyt køkken. Induktionskomfur. Vi opregner, hvor mange forældre vi har tilbage og udveksler karriereforløb, børn, svigersønner og -døtre.
Pludselig er det hans far, jeg står og taler med. Den samme tandstilling, den samme stemme, den samme udtale. Måske er det også en let redigeret udgave af min far, han lige har mødt på en blæsende, kold containerplads. Det var tinsoldater, rulleskøjter og rundbold, vi havde til fælles, men nu er vi voksne og taler om det, voksne taler om. Vi stiller spørgsmål og svarer eller bortforklarer. Ind imellem ler vi. Vi er for gamle eller for blufærdige til at grine.
Efter ti minutter trækker det op til en afrunding.
– Jeg kommer sgu forbi en dag, siger han, og vi skriver vores adresser ned på papirlapper og bytter.
– Det var hyggeligt!
Vi løfter armen til farvel og sætter os ind i vores biler. Og ved begge, at det aldrig bliver til mere.
Translate
Kategorier
- Alder (1)
- Beklædning (5)
- Biler (1)
- Blogging (1)
- Bøger (8)
- Corona (1)
- Dagligliv (2)
- Drømme og mareridt (1)
- Erindringer (8)
- Film (3)
- Genbrug (2)
- Hus og have (1)
- Intermezzo (32)
- Jul (1)
- Katte (4)
- Komedier (1)
- Kommunikation (2)
- Kulturhistorie (6)
- Levned og meninger (1)
- Mad (1)
- Musik (1)
- Mænd (1)
- Mænd og kvinder (2)
- Nostalgi (2)
- Nytår (1)
- Opera (1)
- Rejser (1)
- Sommer (2)
- Sprog (2)
- Tant og fjas (3)
- tv (6)
- Vind & vejr (1)
- Årstider (1)
Gode indlæg (korte eller lange) læser jeg ofte flere gange. Ikke grundet præsenilitet, men for at være overbevist om, at de første "takter" stadig er de samme.
Man(d) behøver ikke at lukke øjnene helt. Beskrivelsen er lysende klar. Fortidens tinsoldater i barnehænder versus nutidens miljørelaterede mødesteder i metallisk skikkelse af en 8′ container.
Det sidste afsnit er det bedste. I sin sociale skarpe præcision. - Derfor holder jeg enten kæft eller også laver en aftale.
@Erik Hulegaard: Jeg takker for en mesterlig kommentar.
Den sidste bemærkning er så sand, så sand. Vi ved, at det ikke bliver til noget, og alligevel tror vi måske en lille smule på det - i et stykke tid.
Det gælder gamle klassekammerater forhenværende kolleger, tidligere rejsekammerater ... og hvis det en sjælden gang bliver til en aftale, sidder man faktisk og ønsker mest af alt, at den ikke var blevet til noget.
Her er det manglende komma i andet afsnit: ,
Måske var det bedst, at det blev ved dette tilfældige møde? Det kan have været været pinagtigt at mødes igen. Men det er jo rart at vide, hvad der er blevet af barndommens legekammerater.
Pletskud.
@Ellen: Det vil til stadighed interessere mig, hvad der er blevet af mine barndomskammerater. Men derfor er det ikke nødvendigvis nogen god idé at forsøge at puste liv i gamle bekendtskaber, så udfaldet passede mig i virkeligheden udmærket.
@Madame: Ja, det har du ret i!
@Eric Bentzen, tak!
Jeg har det præcis som du - det er dejligt at vide hvad, der er blevet af gamle skolekammerater, men i virkeligheden er ingen af os parate til at genoplive relationen, bortset fra det ene øjeblik, hvor vi begge et kort øjeblik forestiller os det og kommer elegant ud af situationen.
@Henriette: Netop!