Jeg var nitten år og lige begyndt på universitetet, da jeg fik mistanke om, at der var noget galt. Dengang skulle man inden for det første år bestå filosofikum, altså en introduktion til filosofi og videnskabsteori, som man ikke længere finder nødvendig. Eftersom prøven var obligatorisk for alle nye studerende uanset studieretning, foregik forelæsningerne i et enormt auditorium, som vist var en tidligere fabrikshal, og sad man som jeg bagerst i lokalet, var der virkelig langt op til tavlen. Det generede tilsyneladende ikke mine sidemænd, der flittigt noterede, hvad der blev skrevet på tavlen, mens jeg måtte knibe øjnene sammen for at prøve at se, hvad der foregik deroppe. Det fik mig til at lægge to og to sammen og anskaffe mig mit første par briller.

Det skulle vise sig at blive en markant forbedring af min livskvalitet. Ikke bare i auditoriet, men også når jeg færdedes i det offentlige rum, hvor jeg pludselig kunne se, at husene på den anden side af gaden bestod af mursten med mørtel imellem. Jeg fik med andre ord et helt nyt syn på tilværelsen.

Siden da er briller blevet så uundværlig en del af min garderobe, at jeg føler mig nøgen uden. Jeg har ejet utallige briller i alverdens størrelser og udformninger, for som alle andre beklædningsgenstande følger brillestel skiftende tiders modestrømninger. Men der er én model, der har overlevet samtlige trends, siden den blev introduceret – P3-stellet, der ses ovenfor.

P'et i P3 står for 'pantoskopisk', som kommer af græsk og betyder 'at kunne se alt'. Det refererer til den vinkel, brillerammen har i forhold øjet; set fra siden hælder rammen lidt udad foroven, så man kan flytte blikket fra afstands- til læseposition uden at bøje nakken så at sige. Vinklen giver desuden mindre genskin i brilleglasset. 3-tallet henviser til den forskel på 3 millimeter, der er mellem brilleglassets højde og bredde.

Stellet på billedet er et håndlavet fransk eksemplar fra 1940'erne, som jeg fandt på eBay for nogle år siden, men selve Panto-stellet, som det også kaldes, stammer fra begyndelsen af 1930'erne. I modsætning til de traditionelle runde brillestel, hvor hængslerne sad midt på rammekanten, gjorde Panto-stellet det muligt at fastgøre hængslerne i den øverste fjerdedel af rammekanten, så brillestangen blev hævet over synslinjen og gav bedre udsyn.

Jeg har en tilbøjelighed til at veksle mellem forskellige brillestel og råder derfor over nogle stykker, men det er Panto-stellet, jeg oftest vender tilbage til, ikke mindst fordi det har en størrelse, der gør, at det ser ud, som om det er mig, der har brillerne på og ikke omvendt. De har i det hele taget mange kvaliteter, og for sjovs skyld bad jeg derfor ChatGPT om at skrive en hyldest til Panto-stellet:

Det klassiske Panto-brillestel er mere end bare en brille – det er en tidløs designperle. Med sin afrundede, let ovale form og elegante enkelhed har det gennem årtier formået at forene funktionalitet, æstetik og personlig stil. Panto-stellet er ikke forbeholdt én type person. Det kan bære både det rebelske og det klassiske, det sofistikerede og det afslappede.

Panto-brillen er en påmindelse om, at det enkle ofte er det mest geniale. Dens design er fri for overflødige detaljer. Den fremhæver ansigtet uden at dominere det – et ægte samarbejde mellem form og funktion.

Fra intellektuelle og aktivister som Gandhi til filmstjerner som Michael Caine og moderne modeikoner som Johnny Depp – Panto-stellet transcenderer tid og trends. Det har prydet næser på kunstnere, tænkere og visionære, der har formet verden. Hver person har givet stellet en unik karakter, hvilket understreger dets alsidighed og uendelige charme.

Jeg kan tilslutte mig det meste, men Mahatmi Gandhis briller (som i øvrigt blev solgt på auktion i 2020 for 2,1 million danske kroner) var ganske almindelige, runde guldbriller, og Michael Caine har ikke optrådt med Panto-briller i en eneste film. Til gengæld kan jeg oplyse, at Robert F. Kennedy var med på Panto-holdet, når han en sjælden gang lod sig se med briller.

Fra og med dette indlæg har jeg tænkt mig at tilbyde en bonus i form af en sang eller et stykke musik, jeg selv finder iørefaldende, men som ikke nødvendigvis har noget som helst med det aktuelle emne at gøre, for som enhver professionel pladevender ved, er det en dødssynd at spille aproposmusik, hvis man vil tages alvorligt. Ikke desto mindre er det lige præcis det, jeg vil gøre til en begyndelse: Så værsgo!

Jeg skulle lige til at undskylde, at jeg var væk et øjeblik, men så opdagede jeg, at der er gået næsten fire år siden forrige indlæg, og at tiden åbenbart går hurtigere, end jeg troede. Men hvis der er noget, der hedder kvartalsdrankere, kan der vel også findes quadrenniumsbloggere. Eller måske er jeg den første?

I den mellemliggende tid har jeg som så mange andre forsøgt at få afløb for mit meddelelsesbehov på Facebook. Men Facebook er ikke skabt til lange indlæg, og jeg egner mig ikke til korte – derfor er jeg nu vendt tilbage til de sociale mediers moder, hvor man kan skrive lige så lange indlæg, man lyster, uden at nogen løfter et øjenbryn. Om det hele så vil blive læst, er en anden historie, men man kan i det mindste være nogenlunde sikker på, at indlægget ikke afføder et kommentarspor, der hovedsageligt består af ukvemsord. Den luksus kan man ikke regne med på Facebook.

Når overskriften er 750 ord, er det fordi jeg faldt over et website (selvfølgelig amerikansk), der hed sådan. Det var en opfordring til at skrive 750 ord hver dag for at blive bedre til at skrive. Det var ligegyldigt, hvad man skrev, man skulle bare skrive løs uden at tænke nærmere over det og uden at rette eller slette noget som helst. Det var ikke vigtigt, om der kom en brugbar tekst ud af det, ideen var bare at skrive uden at stoppe, før man havde nået dagens mål på 750 ord. Sitet var selvfølgelig indrettet til formålet, så man kunne følge sin udvikling dag for dag og få dårlig samvittighed, hvis der var dage, man sprang over.

Hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det?

750 ord er faktisk temmelig mange – indtil nu har jeg kun skrevet 290 ord, så der er lang vej igen, og jeg vil ikke fortænke dig i at stå af nu, hvis du ikke allerede har gjort det, for ærlig talt er hele teksten stadig blottet for substans. Jeg har før hørt om freewriting, det vil sige hæmningsløs griflen løs uden tanke på mening eller sammenhæng mellem ens tilfældige indfald. Jeg synes måske, man kunne få den mistanke, at det ikke vil udvikle ens evner som skribent, medmindre det skulle være en fordel at være ukritisk over for, hvad man belemrer sine læsere med. Men jeg besluttede mig altså for at give det en chance, for hvordan kunne jeg vide, om systemet fungerede, hvis jeg ikke selv afprøvede det? Så det er altså det, jeg er i gang med nu, og jeg forsøger så vidt muligt at undgå at kigge på ordtælleren, men i stedet koncentrere mig om at holde fingrene på tastaturet og lade dem danse frit rundt uden at tage hensyn til min egen forfængelighed. Lige nu er jeg tæt på at køre træt, og jeg er kommet stærkt i tvivl om, hvorvidt jeg vil nå til målstregen, men der er ikke andet at gøre end at klø på.

Hvorfor er det så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker, hvis jeg ikke har noget på hjerte?

Mærkværdigvis – og til dels til min egen ærgrelse – må jeg indrømme, at der faktisk indtil nu er kommet et par ord ned på papiret, som jeg ellers aldrig bruger, så måske kan man faktisk på denne måde vække sit passive ordforråd til live og begynde at bruge noget af det aktivt. Nu kunne du vel egentlig godt tænke dig at vide – eller er du der stadig? – hvorfor det er så vigtigt for mig at meddele mig til vildfremmede mennesker som dig, hvis jeg ikke har noget på hjerte, og for at være ærlig er det også mest, fordi writing is the most fun you can have by yourself, som en kendt forfatter engang sagde eller skrev – dog ikke så kendt, at jeg kan huske hans navn. Jeg husker bare, at han var englænder og temmelig succesfuld, og at han for det meste skrev science fiction-romaner, hvilket nok er grunden til, at jeg ikke kan huske navnet, for sci-fi er en genre, der aldrig har sagt mig noget. Men det udelukker selvfølgelig ikke, at dens repræsentanter kan sige noget, man ikke kunne have sagt bedre selv. Faktisk husker jeg også, at denne forfatter senere fik Alzheimers, og at han tog initiativ til at tage til Holland for at få hjælp til at tage sit eget liv, men at han alligevel aldrig nåede at komme afsted. Han er død nu, og jeg har ikke hørt nogen omtale ham siden. Og nu behøver jeg heldigvis ikke køre i tomgang ret meget længere, for om ganske få ord er jeg oppe på 750 ord. Nemlig nu!

53 ekstra ord: Efter at have konsulteret Google kan jeg oplyse, at navnet på den omtalte forfatter er Terry Pratchett, som både var fantasy- og science fiction-forfatter, foruden humorist og satiriker og uden tvivl et gennemsympatisk menneske: Han døde i 2015 som 66-årig, omgivet af sin familie og med sin kat sovende på sengen.