Det er nok gået de færrestes opmærksomhed forbi, at filminstruktøren – og alt muligt andet – David Lynch, der blev verdenskendt for tv-serien Twin Peaks, forlod denne verden i sidste uge. I den anledning er hans oeuvre (for nu at bruge kritikersprog) blevet udførligt beskrevet mange andre steder, og jeg har ikke noget nyt at bidrage med. I stedet vil jeg koncentrere mig om den svaghed, jeg altid har haft tilfælles med David Lynch, og som han lod skinne igennem i flere af sine film: afhængigheden af en god kop kaffe. I Twin Peaks var det, som mange vil huske, agent Cooper i skikkelse af Kyle MacLachlan, der optrådte som passioneret kaffedrikker.
Men nu til sagen. Jeg har tidligere været inde på emnet andetsteds, så hvis nogen skulle få et deja-vu undervejs, er det forklaringen:
Jeg drikker spandevis af ganske almindelig truckerkaffe fra noget så stigmatiserende som en snorkende Melitta-kaffemaskine
I vores del af civilisationen har vi det med at sætte både hinanden og os selv i bås og opdele verden i dikotomier – begrebsmodsætninger, der udelukker hinanden. I visse tilfælde giver det selvfølgelig god mening. En mand kan ikke samtidig være en kvinde, og hvis noget er hvidt, er det ikke sort. Men hvad med cyklist/bilist, hundeven/katteven, bridgespiller/whistspiller, matematiker/humanist eller tedrikker/-kaffedrikker? Det er som regel også sådan, at det ene anses for at være finere end det andet. Det er fx yderst respektabelt at være cyklist og aldeles politisk ukorrekt at være bilist, der er mere prestige i at have hund end i at have kat og i at spille bridge end i at spille whist, matematikere har generelt højere status end humanister, og sidst men ikke mindst er det meget finere at drikke te end at drikke kaffe.O.k., ret skal være ret, som kaffedrikker kan det faktisk godt lade sig gøre at konkurrere i anseelse med tedrikkerne, men det forudsætter, at man er indstillet på at investere tid, tålmodighed og halvanden månedsløn i den helt rigtige kaffekværn og en forkromet italiensk espressomaskine plus gourmetbønner fra et mikroristeri til flere hundrede kroner kiloet. Det ligger mig fjernt, og te-aficionado bliver jeg aldrig. I princippet kan jeg selvfølgelig godt drikke te – kaffedrikker/tedrikker er som sagt en falsk dikotomi – men jeg synes ikke, te smager af noget særligt, om overhovedet af noget. Jeg er inkarneret kaffedrikker af den vulgære slags. Det vil sige, jeg drikker spandevis af ganske almindelig truckerkaffe fra noget så stigmatiserende som en snorkende Melitta-kaffemaskine. Eller rettere sagt, det gjorde jeg, for jeg har nemlig fundet vejen ud af nydelsesmiddel-nydernes laveste socialklasse. Redningen hedder Chemex og ser ud som på billedet. Smuk, ikke?
Chemex blev designet i 1941 af den tysk-amerikanske kemiker Peter Schlumbohm, som havde ambitioner om at udvikle en anordning til kaffebrygning, som gav et ensartet resultat hver gang. Han fandt inspiration til glasbeholderen i sit laboratorieudstyr og endte med at lave Chemex-bryggeren af ét stykke borosilikatglas, som har den egenskab, at det hverken påvirker farven eller smagen i den færdige kaffe. En Chemex er ikke særlig dyr, og til alt held er det næsten lige så omstændeligt at lave kaffe på den, som det er at gennemføre en japansk teceremoni. Med andre ord er man pludselig rykket op i en liga, der kan måle sig med tedrikkernes, uden at man er blevet ruineret.
I dag står Chemex-bryggeren ikke alene på Museum of Modern Art i New York, men også i mit køkken. Og nej, det er ikke hver dag, jeg kaster mig ud i processen
.
* * *
Hvor nødig jeg end vil blotte min jævne smag, må jeg krybe til korset og vedgå, at David Lynch ikke som med neo-noir-thrilleren Blue Velvet ramte mine cineastiske smagsløg rent, da Twin Peaks-dillen lagde gaderne øde i bedste sendetid dengang i begyndelsen af 90'erne. Ind imellem var der dog kostelige scener, som fx når Lynch selv spillede den tunghøre Gordon Cole. Men gennemgående var mærkelighedsprocenten for høj til mig; jeg så aldrig serien til ende. Til gengæld finder jeg Angelo Badalamentis på én gang drømmende, melankolske og ildevarslende musikalske indpakning uovertruffen og selvskreven som dagens irrelevante musikalske bonus.
Med fare for at ødelægge tekstens aromatiske syntaks vil jeg fokusere på ”En mand kan ikke samtidig være en kvinde”. I vores højtprofilerede LGBT+ tidsalder forekommer dette udsagn at være til diskussion, i hvert fald hos nogle biologiske segmenter.
Jeg har været gæst i såvel ”artistiske kaffe- som te husholdninger”, hvor selve processen med tilberedelsen helst ikke skulle underdrives. Men også jeg foretrækker kaffen. Det gør således også et efterhånden gigantisk udvalg af kaffesaloner i ind- og udland, hvor interiøret veksler fra dybt imponerende cafésaloner besøgt i f.eks. Budapest, Wien og Paris til mildt sagt primitive sparsommelige kvadratmeter af kulisser; sidstnævnte med let dampende røg fra kaffen sammenholdt med en tårnhøj brandforsikring.
Det er altid godt at lære noget nyt. Chemix, borosilikatglas og ”mærkelighedsprocenten” smagte jeg på for første gang i mit indre, medens jeg faktisk ganske meget nød ”dagens irrelevante musikalske bonus”, sideordnet med, at jeg nippede til min Nescafé Gold Instant kaffe.
@Erik Hulegaard: Det glæder mig altid at støde på ligesindede konsumenter!
Jeg var naturligvis forberedt på indvendingen mod min præceptive kønsopdeling. Men eftersom jeg udelukkende refererer til biologisk køn, fastholder jeg kompromisløst, at en person med XY-kromosomer er en mand, og en person med XX-kromosomer er en kvinde. Jeg anerkender selvfølgelig også, at der fødes mennesker, hvis biologiske kønskarakteristika ikke entydigt passer ind i katagorierne mand og kvinde på grund af variationer i kønskromosomer, hormoner og kønsorganer. Det drejer sig om mindre end én procent af befolkningen. Men her stopper festen for mit vedkommende. Det står mig efterhånden ikke ganske klart, hvor mange forskellige kønsidentiteter, der er at vælge imellem, men antallet er vist i øjeblikket oppe på lidt mere end halvfjerds, hvad enten der er tale om variationer af transkønnede, ikke-binære, genderqueer, genderfluid og sikkert flere andre. For min skyld må man kalde sig, hvad man vil, og man må også gerne tage navneforandring. Men når jeg hører de forskruede diskussioner om emnet, har jeg mest lyst til at sige: Tak for kaffe!
Kaffe er ikke længere bare kaffe, men er blevet en mindre videnskab - både i hjemmene og på diverse kaffesaloner verden over. Din Chemix-indretning kender jeg ikke, men i vores hjem har vi erkendt goderne ved friskkværnede bønner, og dette udfører vores De Longhi-maskine på mest velsmagende vis med en gang nykværning pr. brygget kop kaffe. Underligt nok er vores yndlingsbønner COOPs mørkristede bønner, som kun koster omkring 100 kroner for et kilo. De fleste af de meget dyrere har vi smagt, men de er ikke i vores øjne bedre.
Filterkaffe kan vi næsten ikke drikke mere, så smagen har ændret sig markant.
Twin Peaks-serien så jeg aldrig, men har altid været betaget af det specielle og umiskendelige musiske tema.
@Ellen: Jeg har til gengæld ingen erfaring med en De'Longhi-maskine, men den tager sig gedigen og dekorativ ud. Når du skriver 'vi', tolker jeg det sådan, at I er enige om både dens og COOPs mørkristede bønners fortræffeligheder. Jeg tilslutter mig det sidste!