Trods utallige opfordringer gennem årene fra venner og bekendte har jeg aldrig læst en roman af Ken Follett. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at han var et nummer for kulørt til mit temperament, selv om jeg ikke vil betegne mig selv som nogen højlitterær feinschmecker. Men forleden dag ville tilfældet, at jeg faldt over Nat over havet af Ken Follett i et bogskab, der stod midt på Stændertorvet i Roskilde. Umiddelbart lød bagsideteksten som noget, der passede som fod i hose til mine fordomme, men alligevel spændende nok til, at jeg stak den gratis bog under armen og hjemførte den til nærmere granskning. Det var noget med en broget gruppe mennesker i et fly i stormvejr over Atlanten under Anden Verdenskrig og en ubehagelig overraskelse i vente.
Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den
Efter at have læst halvdelen af de 422 sider har jeg nu kastet håndklædet i ringen, og det er ikke kun Ken Folletts skyld. Romanen er jammerligt oversat til dansk. Jeg opdagede ingen egentlige fejloversættelser, men selv om der er kommet en slags dansk ud af det, er det ikke et dansk, nogen taler eller skriver, og det er jo til at få svip af.Men det er heller ikke så ligetil at oversætte en roman. Det kræver finesse, sprogøre og en dyb forståelse af både kultur og kontekst. En oversættelse skal være tro mod stemningen i originalen, men ikke nødvendigvis dens ord-for-ord-formuleringer. Oversættelsen skal få teksten til at lyde naturlig på målsproget uden at det føles, som om den har været en tur igennem Google Translate. Oversætteren skal vide, hvornår en vittighed kan overføres direkte, og hvornår den kræver en kreativ tilpasning. En oversættelse må kort sagt ikke føles som en oversættelse. Den skal flyde som en original tekst uden klodsede formuleringer eller fejl, der afslører, at den engang var noget andet. Ingen af kravene levede oversættelsen af Nat over havet op til. Sagen er, at det i lige så høj grad er en kunstform at oversætte en roman som at skrive den, men det er ikke noget, der bliver honoreret efter fortjeneste af forlagene, og derfor er bogmarkedet oversvømmet af dårlige oversættelser.
Selv om jeg ikke blev færdig med bogen, er jeg ikke i tvivl om, at Ken Follett er er en rutineret historiefortæller, der ved, hvordan man opbygger et spændingsforløb, men han er utrolig lang tid om det og fortaber sig i alverdens tekniske detaljer om, hvordan et fly er konstrueret og indrettet, og hvad de forskellige personer tænker og føler, uden at det har nogen betydning for handlingen eller romanens fremdrift. Det er sikkert med fuldt overlæg, fordi han ved, hvad hans publikum gerne vil have – han er en af verdens mest populære forfattere og sælger i millioner af eksemplarer. Men nogen nyskabende stilistisk elegantier kan man ikke beskylde ham for at være, selv om han forhåbentlig behersker sproget bedre end sin danske oversætter, som så eftertrykkeligt spændte ben for min læselyst. Skulle jeg nogensinde finde på at læse mere af Ken Follett – og det er tvivlsomt – bliver det under ingen omstændigheder på dansk.
Og Nat over havet finder nok snart tilbage til bogskabet på Stændertorvet.
Dagens tip: lad være med at sige 'lavpraktisk'. Det er nok at sige 'praktisk'.
For en halv snes år siden var den walisiske Ken Follett hædersgæst i København i anledning af premiere på hans (måske mest) kendte bogværk Jordens Søjler i musical version på Østre Gasværk. Fyldige reportager og interviews (for-)fulgte ham under det stærkt hypede besøg.
Jeg har i en fortid læst 1-2 bøger af hans værker uden at kunne erindre hverken indholdet og titlerne. Min smag er lidt anderledes og er vi oppe i murstensstørrelse, skal det virkelig magnetisere, selv i forbindelse med det evige tema: ”Anden Verdenskrig”.
Men skulle blogejeren give Mr. Follett endnu en chance, er der sikkert nogle gratis eksemplarer (dansk/engelsk) på hjemkommunens ganske velholdte og velassorterede hovedbibliotek på Torvet.
@Erik Hulegaard: Ja, vi er heldige at have et glimrende og meget velassorteret hovedbibliotek i Frederiksværk – endnu. Hvor længe er imidlertid et spørgsmål, der trænger sig på set i lyset af, at kommunen ved indgangen til indeværende år opsagde sin aftale med Filmstriben, som indtil da kunne tilgås gennem det digitale lånerkort til biblioteket. Halsnæs er så vist ikke nogen velhavende kommune i pekuniær forstand, men nu banker den åndelilge armod tilsyneladende også på døren. Jeg håber inderligt, at mine bange anelser viser sig ikke at holde stik.
Som du er inde på, så er litterær oversættelse på linje med digtning. Derfor bør man måske skelne mellem gængs oversættelse og så gendigtning. Rigtig gode oversættere hænger ikke på træerne. Dernæst: Hvorfor læse en roman i elendig dansk oversættelse, hvis man formår at læse den på originalen. Oven i købet kan man så få bogen meget billigere end på dansk. Selv er jeg så privilegeret at læse både på engelsk, tysk, fransk, norsk og svensk - og gør det gladeligt af ovennævnte årsager. Endelig kan jeg ikke lade være med at nævne oversættelser på tvs undertekster - det er ikke godt for overlæderet i ens lædersko at læse dem. For slet ikke at tale om den almindelige tekstning, der flyder over med stavefejl, forståelsesditto og slåfejl ad libitum...
@capac: Havde jeg haft valget, ville jeg nok også har taget den engelske udgave, men nu var det den danske, der stod lige for næsen af mig, og jeg kunne ikke vide, om oversættelsen faktisk god, for gode oversættere findes jo, som du nævner.
Men ellers kan der være mange grunde til at læse en oversættelse frem for originalen. Modersmålet læres i barndommen gennem konstant eksponering, som skaber en intuitiv forståelse af nuancer, tonefald og kulturelle referencer, og selv om man forstår hvert ord på et fremmedsprog, mangler den automatiske, ubevidste fornemmelse for sproget, som man har med sit modersmål. Derfor er gode oversættere næsten altid tosprogede. Især har det betydning, hvis det drejer sig om skønlitteratur, som ofte bygger på underforståede betydninger, ordspil, idiomer og kulturelle referencer, som man har absorberet ubevidst på sit modersmål. Selv om man forstår ordene, kan man gå glip af den dybere betydning, fordi man ikke har den samme kulturelle bagage. Og selv om man læser og lytter meget på et fremmedsprog, er det sjældent i samme omfang og variation som på modersmålet. Slang, dialekter og uformelle udtryk kan stadig være svære at afkode. Derfor synes jeg heller ikke, at man uden videre skal afskrive oversættelser.
Vi er selvfølgelig helt enige med hensyn til sjusket tv-tekstning. Men her har man i det mindste den fordel, at man samtidig kan høre, hvad der bliver sagt på originalsproget, og hvis man behersker det, kan man jo vælge at betragte oversættelsesfejlene som et bidrag til morskaben :-)
Jeg har bestemt ikke noget mod oversættelser. Ja, faktisk har jeg nu og da købt en bog både på originalsproget og i en dansk oversættelse. Men som udgangspunkt - hellere originalen end en dårlig oversættelse.
Det illustrerer måske også det grundliggende problem... Og så handler det med at læse på originalsproget også om at vedligeholde det allerede lærte. Noget, jeg føler er vigtigt i en fremskreden alder.
Det minder mig om, at jeg engang i gymnasiet - i engelsk - læste Graham Greenes Vor mand i Havana. Og for at skyde genvej i lektielæsningen tog jeg en dansk oversættelse i brug. Det viste sig så, at i netop det kapitel, vi havde for, havde den danske oversætter valgt at droppe en hel side med naturbeskrivelse, så jeg/vi var lige vidt i vores snyderi.
@capac: Ja, vedligeholdelsen af sprogfærdighederne er et godt argument for ikke at springe over, hvor gærdet er lavest. Hvad angår engelsk, er det i forvejen ikke til at komme udenom – det er oven i købet ved at invadere dansk på en kedelig måde, men det er en anden historie. Jeg må indrømme, at med hensyn til fransk og tysk vil jeg måske kunne hutle mig igennem en roman, men nuancerne vil nok for det meste gå tabt. Det kunne være, jeg skulle prøve at hanke op i mig selv og få banket noget af rusten af .
Uhh, don't get me started!
Jeg har gennem min karriere været på adskillige kurser afholdt på (og om) engelsk, og som har omhandlet næsten alt fra Medical Writing over At Læse Årsrapporter til Den Gode Oversætter. Den gode oversætter-underviser var Thomas Harder, som bl.a. oversætter fra italiensk (Rosens Navn). Han lærte mig flere væsentlige ting, hvoraf især to stemmer fint overens med Capacs og dine kommentarer. Oversættelse er primært gendigtning. Enhver maskine kan præstere ord-til-ord-oversættelser ... og ofte vælge det forkerte ord ...
Som følge af, at der skal gendigtes, bør man aldrig, som i aldrig nogen sinde, oversætte til andet end ens modersmål. Man kan nok så meget anse sig selv for to- eller flersproget, men det er kun på ens modersmål, alle sprogets nuancer kendes og kan videreformuleres.
Derfor kan man snildt oversætte fra flere sprog, men altså helst kun til ét.
Det er lidt synd, synes jeg, med din oplevelse af Ken Follett, både pga. dårlig oversættelseskvalitet og [ikke-]valg af bog, for det er efter min mening hans dårligste! Også på engelsk. Jeg kan udtale mig med en vis autoritet, for jeg har læst samtlige hans romaner. Smag er forskellig, men intet vil sikkert nu kunne få dig til frivilligt til at give Mr Follett endnu en chance 😏
@Ellen: Man skal aldrig sige aldrig, og jeg vil ikke kategorisk afvise at give Ken Follett endnu en chance. Han bliver læst her i huset med stor entusiasme af andre end mig, navnlig Kingsbridge-serien og Century-trilogien har vakt begejstring. Hvad der især holder mig tilbage er bøgernes monstrøse omfang, Jeg kan bedst lide, når en forfatter ikke bruger flere ord end strengt nødvendigt for at skabe et univers, og i hvert fald var der helt urimelig megen tomgang i den halve Ken Follett-roman, jeg med stigende utålmodighed kom igennem. Men jeg vil da skrive mig bag øret, at Nat over havet efter din mening er atypisk, og som nævnt bestrider jeg ikke, at Ken Follett er en ferm bestsellerproducent.