På årets første dag beslutter Lea Korsgaard sig for noget, der ville strejfe de færreste: Hun vil se samtlige danske sommerfuglearter. Ikke et par stykker på en god sommerdag, eller ti. Nej, hele molevitten – 64 i alt, fra den beskedne okkergule pletvinge til den flamboyante dagpåfugleøje.

Det er ikke et mål, der passer ind i vores tid. Det er hverken produktivt, ambitiøst i karrieremæssig forstand eller særlig Instagram-venligt. Det kræver tålmodighed, stilhed og evnen til at være til stede et sted, hvor der måske, måske ikke, kommer en sommerfugl forbi.

Men netop derfor er Inden året er omme en interessant bog. Den er hverken en artsbestemmelsesguide eller en naturromantisk flugt, men snarere et eksistentielt feltstudie forklædt som en naturdagbog. Lea Korsgaard bruger sommerfuglene som springbræt til nogle af de største spørgsmål, man kan stille sig selv: Hvorfor føles livet nogle gange så tomt? Hvorfor har vi mistet forbindelsen til det levende omkring os – og i os?

Hun optræder ikke som ekspert, men som en søgende sjæl. Hendes mission starter i det usikre – 'et hul i brystet' som hun kalder det – og ender et sted, hvor noget er blevet helet. Ikke lukket, men helet. Undervejs besøger hun steder, hun aldrig har været, og møder mennesker, hun ellers aldrig ville have mødt: pensionerede naturvejledere, entusiaster med kikkert og sommerfuglenet, og medvandrere, der ligesom hende mærker, at noget værdifuldt er ved at glide os af hænde. Ind imellem er bogen spændende som en krimi; finder hun nu den spættede bredpande? (Det gør hun.)

Bogen er ikke uden humor, men skrevet med en underspillet ironi og i det hele taget godt skrevet. Det er ikke en selvhjælpsbog, men den er animerende på sin egen måde. For mens sommerfuglene flakser gennem siderne – skrøbelige, smukke og flygtige – er det som om, man som læser selv begynder at lande lidt blødere i verden. Inden året er omme er en bog, der gør en lidt mindre rastløs. Den minder om, at meningen ikke nødvendigvis skal findes i den store erkendelse, den næste deadline eller endnu en notifikation på Facebook. Den kan også findes i en eng, i maj, mens man holder vejret og venter på, at noget let og næsten vægtløst sætter sig på en tidsel. Eller en avis.

Billedet er ikke fra bogen, men er taget på vores egen terrasse af Madame.

LÆST:
Jakob Elkjær: Magt
Roman, 2025
En journalist bliver pressechef i landets stærkeste fagforening, hvor en ung dygtig kvinde rækker ud efter magten, men en #metoo-sag kommer på tværs. En historie om politisk ambition, moral og de personlige omkostninger ved magtspil i toppen af fagbevægelsen.

Lea Korsgaard: Inden året er omme
316 sider langt essay, 2025
På årets første dag sætter Lea Korsgaard sig for at se alle 64 danske sommerfuglearter på et enkelt år uden at vide hvorfor. Man følger hende på jagten og bliver undervejs konfronteret med tilværelsens største spørgsmål: Hvorfor lever vi? Hvad lever vi for?

Michael Robak: Øm
Roman, 2017
Portræt af en midaldrende, fraskilt mand, der har mistet modet og troen på kærligheden, men samtidig en morsom roman fuld af håb og tro på fremtiden.

Poul Duedahl: Minutmillionærer
2025
Historien om gullaschbaroner, børshajer og champagnepiger under 1. verdenskrig og i de brølende tyvere.

Zadie Smith: Frit spil
Essays i udvalg ved Kathrine Tschemerinsky, 2025

SET:
Når befrielsen kommer
Drama, 2023 – TV 2 Play
Højskoleforstanderen Jacob (Pilou Asbæk) får ordre på at huse over 500 tyske flygtninge i besættelsens sidste tid. Han og hustruen Lis (Katrine Greis-Rosenthal) står i et dilemma: Hjælpe flygtningene og blive regnet som forrædere eller lade de civile tyskere dø.
Instruktion: Anders Walter.

Blue Lights
Britisk politiserie, 2. sæson, 2024, 6 episoder – dr.dk
Narkoleverancerne til Belfast er eksploderet. Specialenheden for paramilitær kriminalitet flytter ind på politistationen for at hjælpe med at komme narkobanderne til livs.

The Zookeeper's Wife
Tjekkisk-britisk drama, 2017 – dr.dk
I 1939 driver Antonina Zabinska og hendes mand Jan Warszawas zoologiske have. Det er et lykkeligt liv - indtil den dag, nazisterne invaderer Polen. Antonina og Jan begynder at arbejde for modstandsbevægelsen. De indser, at zooens forladte bure og underjordiske tunneller kan bruges til at redde menneskeliv. Og med stor risiko for deres egne liv planlægger de at redde så mange ud af byens jødiske ghetto som muligt.
Instruktion: Niki Caro

Generationer
Dramaserie, 2025, 6 episoder – dr.dk
Forsvarsadvokaten Rikke får sig lidt af en overraskelse, da politiet sigter hendes 87-årige mormor for drab. Et mumificeret spædbarnslig er fundet på mormorens loft, og nu påstår hun at have dræbt det.
Instruktion: Ville Gideon Sörman.

Krøniken (gensyn)
Dramaserue, 2006, 22 episoder – dr.dk
Serien følger fire skæbner: Ida, Palle, Søs og Erik i årene 1949 – 1973 med den fiktive radiofabrik Bella, ejet af Søs og Eriks far Kaj Holger Nielsen, som omdrejningspunkt
Instruktion: Charlotte Sieling.

The Deer Hunter (gensyn)
Amerikansk drama, 1978
Om tre russisk-amerikanske venner fra Pennsylvania før, under og efter deres tjeneste i Vietnamkrigen.
Instruktion: Michael Cimino.

HØRT:
Et kapitel for sig
Podcastserie, 5 episoder – Radio IIII
Interview med tidligere balletmester Nikolaj Hübbe om hans livs op- og nedture.

I ØVRIGT:
Wallpaper: We experience Villa d’Este’s parade of four-wheeled masterpieces and their keepers

Det har været en ualmindelig fortryllende weekend, hvor jeg har boltret mig i overdådige fester, champagne og store cigarer og tilbragt det meste af tiden i strandvejsvillaer, luksusbiler og lystyachter. Blandt andet har jeg nydt en pragtfuld middag bestående af et dusin østers, kogt laks med hollandaisesovs, friske slikasparges, gåseleverpostej med trøfler, bekkasiner, kalvetunge med grøntsager, smørsovs og salat. Godt nok har jeg ikke indtaget middagen, men jeg har læst om den og alverdens andre udskejelser, og det kan jeg takke historikeren Poul Duedahl for, som har været så venlig at skrive bogen Minutmillionærer om gullaschbaroner, børshajer, champagnepiger, storsvindlere, spritsmuglere og stjernespioner.

En rødbrun og let blævrende masse af kogte klumper kød, sener, brusk og indvolde holdt sammen af melklister

Vi befinder os under 1. verdenskrig, hvor granaterne flyver over Europas slagmarker, mens pengesedlerne daler ned over driftige handelsfolk i det neutrale Danmark. Nogle sælger dåsemad til tyskerne og deres sultne soldater i form af en rødbrun og let blævrende masse af kogte klumper kød, sener, brusk og indvolde holdt sammen af melklister. Andre kaster sig ud i aktiespekulation med en entusiasme, der kan få Wall Street til at blegne. Den mest berømte/berygtede gullaschbaron, den korpulente kvægkonge Berliner-Nielsen, videresælger tusindvis af køer om ugen. At de eventuelt er både syge og selvdøde, spiller ingen rolle. Den tidligere landmand bliver millionær på et par år – en million i 1915 svarer til cirka 60 millioner i 2025.

De nye rigmænd gik ikke stille med dørene. Der blev bygget palæer på Strandvejen, købt kunst, og i nattelivet flød champagnen til tonerne af løssluppen jazzmusik. Biler, boliger, baller – det kunne ikke blive stort, dyrt og prangende nok.

De glade dage fik selvfølgelig en ende. Krigen sluttede, markedet faldt, og mange af de nye millionærer vågnede op til virkeligheden, da pengestrømmen stoppede. Mange af minutmillionærerne faldt hårdt og hurtigt. Nogle mistede alt og måtte aflevere deres store ejendomme i København, kunstsamlinger og private øer. Andre endte bag tremmer; Landmandsbankens direktør Emil Glückstadt skiftede palæet ud med en celle – turen gik fra Sølyst til Vestre Fængsel uden limousineservice.

Men Poul Duedahls bog er ikke bare en katalogisering af dekadence og deroute. Krigsøkonomien efterlod også mærkbare spor. På en absurd måde banede vanviddet vejen for velfærdsstaten og lagde grunden til et moderne samfund. Danmark betalte sin udlandsgæld af, småsparere begyndte at spille på børsen, og nye boligområder skød op. Kvinderne fik stemmeret, cigaretter og adgang til rattet – og Emma Gad fik travlt med at opdrage en befolkning, der havde forvekslet dannelse med dans på bordene.

Minutmillionærer er et imponerende stykke kulturhistorie spækket med billeder, der nærmest lugter af cigarer og cognac. Den er både underholdende og oplysende, og man bliver en smule klogere på, hvordan en krig, oceaner af fordærvet gullasch og grådighed kan skabe en hel ny samfundsklasse – i hvert fald for en stund. En skinnende, tåbelig parentes i danmarkshistorien.

Se endelig denne teaser for bogen

Poul Duedahls bog kan passende suppleres med DR's drama-dokumentar 1920'erne - festen der forandrede os, der koncentrerer sig om den unge børsspekulant Olaf Bigler (udførligt omtalt i Minutmillionærer) som midt i krigens kaos og den spanske syge købte en herregård og holdt en fest, der varede i otte dage.

Billedet øverst er fra 1915 og viser skuespilleren Oscar Stribolt i rollen som gullaschbaron. Nordisk Film/Det Danske Filminstitut.

Selv om jeg bor en times kørsel fra København, er jeg jævnligt turist i byen helt frivilligt, men derudover har min tandlæge klinik i Dronningens Tværgade, så jeg er også tvunget til at tage turen nu og da. Det gør ikke noget, for jeg nyder altid at gå rundt i byen og have god tid til at se mig omkring, nu hvor tiden ikke længere går til spilde med arbejde, og hvad deraf følger.

Men jeg skal jo også tilbage igen. Dengang jeg arbejdede i København, begyndte myldretiden ved 16-tiden. En fredelig overgang fra kontorstol til bilsæde, en slags kollektiv rytme, hvor menneskemasserne dannede en bølgende strøm mod forstæderne. Men nu kan jeg konstatere, at myldretiden begynder kl. 15. Nogle dage allerede 14.45.

Folk flygter vel ikke fra deres skriveborde, fordi Beredskabs-styrelsen hver dag erklærer bygningen usikker lige efter frokost?

Hver gang jeg tager fra København midt på eftermiddagen, rammer jeg en tredelt bølge af biler på motorvejen med mennesker bag rattet, der tilsyneladende har opgivet idéen om at arbejde efter frokost. Det er, som om der eksisterer en uskreven regel om, at man senest skal være hjemme til eftermiddagskaffe; folk flygter vel ikke fra deres skriveborde, fordi Beredskabsstyrelsen hver dag erklærer bygningen usikker lige efter frokost?

På den modsatte side af motorvejen er der naturligvis kø i den anden retning – kilometer efter kilometer af biler fyldt med mennesker, der først nu er på vej ind mod byen. Her trænger spørgsmålene sig for alvor på: Hvad laver de? Møder de først kl. 17? Har de allesammen nattevagter som ninjaer, hospitalspersonale og bagere? Er der opstået en ny samfundsgruppe – skumringsarbejdere – der opererer i gråzonen mellem kontortid og måneskin? Eller er de i virkeligheden slet ikke på vej på arbejde, men med i en landsdækkende gennemkoreograferet balletforestilling for personbiler? En slags pendlernes flashmob, hvor alle triller i takt og danner køer som en markering, ikke af svanens, men af bilens forestående død?

Og hvad med dem, der kører nordpå kl. 15? Er det deltidsansatte i forklædning? Har de fundet smuthuller i overenskomsterne, eller har de bare allesammen opgivet tanken om en fuld arbejdsdag? Måske lever de i et parallelunivers, hvor arbejdstid slutter, når frokosten er fordøjet og kaffekoppen tom.

Men hvad forklaringen end er, er resultatet det samme: Klokken 15.03 sad jeg der igen i går med en smule blod på tanden og tandlægeregningen i inderlommen, fanget som en moderne pilgrim i en procession af plugin-hybrider og firmabiler med massagefunktion i sæderne. Mens metalfloden sneglede sig afsted, spillede alle deres rolle til perfektion – it-konsulenter, folkeskolelærere og selvudnævnte parterapeuter – i et storslået skuespil, hvor ingen helt vidste, hvorfor vi skulle nordpå, men alle var enige om, at det skulle ske nu. Måske er det netop det, der samler os som samfund: troen på, at hvis vi bare triller længe nok i kø, ender vi et sted, hvor det hele giver mening. Måske i Farum.

Mens alle sidder dér og finjusterer siddestillingen for ottende gang, står det med ét klart: Det er ikke længere arbejdet, der definerer os – det er pendlingen. En livsform. En identitet. En daglig reminder om, at fremtiden ikke er ankommet – den holder stadig i kø.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Det er højsæson for konfirmationer, og lad mig deklarere med det samme: jeg er ikke religiøs. 'Kulturkristen' er den betegnelse, man almindeligvis hæfter på os, der deltager i kristne traditioner, hovedsagelig fordi de er en del af vores opvækst. Man identificerer sig med kristendommen som kulturel og historisk arv, men ikke nødvendigvis som religiøst eller trosmæssigt ståsted. Jeg er altså både døbt og konfirmeret og har deltaget i den gamle, traditionsbårne og lettere støvede ceremoni, hvor unge mennesker træder frem og bekræfter deres dåb og tilknytning til en tro, som – indrømmet – mange måske kun har en overfladisk forståelse af. Men trods det, repræsenterer konfirmationen noget andet: en idé om ansvar, fællesskab og refleksion over livets større spørgsmål, selv om man ikke helt har overblik over dem. Ikke endnu.

Selv den mest progressive og popularitets-anglende præst må rive sig i håret og overveje et karriereskift

Konfirmationen bygger på et værdigrundlag, der handler om overlevering og en anerkendelse af, at mennesket ikke er centrum i universet. I vores selvoptimerende, selfie-centrerede og selvransagelsesfornægtende tid, hvor alle børn fødes med sin egen Instagramkonto og en forventning om stående bifald ved første skoledag, er det ikke underligt, at konfirmationen, hvor man i det mindste lod, som om man troede på noget andet end sig selv, er på retur. Den er blevet suppleret med – og mere eller mindre afløst af – begreber som 'nonfirmation' og 'selvfirmation', der må få selv den mest progressive og popularitetsanglende præst til at rive sig i håret og overveje et karriereskift.

'Nonfirmation' er det moderne svar på konfirmationen, hvor Gud er skiftet ud med gaver og højtideligheden med pølsehorn og pizzaslices. Den unge erklærer sig med stolthed ikke-troende, hvilket i sig selv er fair nok, og vælger i stedet at fejre ... ingen verdens ting. Højtiden markerer ikke andet, end at man har nået en alder, hvor man fortjener en MacBook og en kuvert med penge bare for at være til. En slags humanistisk black friday, hvor sjælen er på tilbud, og forældrene punger ud i tiltro til, at moral og modenhed kan overføres via MobilePay.

Skulle man ikke finde 'nonfirmationen' meningsfuld nok, kan man i stedet vælge 'selvfirmation'. Her bekræfter man ikke sin tro, sit fællesskab eller sin forbindelse til noget større. Man bekræfter sig selv. På en scene, med PowerPoint og konfetti, oplæser man sit hjemmestrikkede (eventuelt med hjælp fra ChatGPT) manifest og fortæller med ubegrundet selvtillid verden – og især ens følgere på TikTok – at man er helt igennem fantastisk, unik, enestående, skabt til noget stort: Ikke at man er god nok – nej, man er meget bedre!

Ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave

Her i narcissismens storhedstid, hvor børn nærmest skal have specialdesignede medaljer for at møde op i skole med strømper på, kan man næsten savne, at nogen blev sat på plads af den forkætrede jantelov, alle danskere har haft travlt med at tage afstand fra, siden Aksel Sandemose opfandt den for snart hundrede år siden.

Sandheden er jo, at ikke alle børn er genier. Ikke alle unge er kommende iværksættere med udsigt til en tilværelse som it-milliardærer, og ikke alle mennesker har behov for at 'finde sig selv' på en rejse til Bali betalt af mormors selfirmationsgave. Nogle gange kan det måske være sundt at træde et skridt tilbage og indse, at man ikke er verdens navle, og at navlepilleri i det hele taget sjældent er løsningen.

Måske skulle man ligefrem indføre en realitetsfirmation, hvor man som 14-årig bekræfter sin tilstedeværelse i verden med et nøgternt blik på sine evner og en erkendelse af, at man ikke nødvendigvis er skabt til noget stort, og at der ikke er noget galt i dét. En ceremoni, hvor man ikke automatisk får den nyeste iPhone, men en påmindelse om, at en smule tilbageholdenhed kan være klædelig.

Dagens irrelevante musikalske bonus

I bund og grund er jeg et bymenneske. Eller i det mindste et forstadsmenneske. Jeg er vokset op i en forstad til København, hvor der ganske vist var græsplæner og træer hist og her, men mest til pynt. Der var mere asfalt og flere fliser, end der var naturarealer, og man kunne altid høre biler. Natur var noget, man kørte forbi på motorvejen – en parentes i tilværelsen, ikke en del af hverdagen. Der har nok været en form for fugleliv, men det var ikke noget, jeg hæftede mig ved.

Så mødte jeg Madame. Jeg opdagede, at man kan finde ro under åbne himmelstrøg, lykke i duften af fugtig jord og frihed i forblæste marker. Hun kunne stå stille og betragte en solnedgang, som om den talte til hende med ord, kun hun kunne høre. Hun trivedes, hvor stilheden er så tæt, at den bliver et væsen i sig selv.

For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet

Det var begyndelsen på det kompromis, som førte mig herud, hvor lygtepælene ender, og mørket begynder for alvor; hvor græsset vokser frit, og ukrudtet opfattes som en naturlig del af skønheden, ikke som en fjende.

Altså bor vi nu på landet og har gjort det i næsten tre årtier. Vores hus ligger midt mellem marker og skovbryn. En fugtig brise af muld og græs sniger sig ind ad sprækkerne om foråret. Når regnen kommer, lugter det af noget urtidsagtigt og dybt. For Madame er det som den eneste rigtige måde at være til på. For mig føles det ofte, som om jeg er landet på en anden planet.

Den største udfordring er haven, en evig kilde til arbejde, som hun elsker, og jeg afskyr. Hun kan gå derude i timevis med fingrene i jorden, klippe, plante, nippe, vande, nippe lidt mere, smile tilfreds. Jeg ser haven som et endeløst katalog over uafviselige pligter. Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder.

Hun taler om en form for meditation, hvor jeg nærmere tænker på en form for strafarbejde. Alligevel går jeg derud. Jeg holder spanden, rækker hende redskaber, graver huller, flytter kompost. Jeg gør det, ikke fordi jeg elsker det, men fordi vi nu engang er et team. Jeg griner ad mig selv, når jeg fumler med planteskilte og river gamle kviste væk. Jeg forsøger at se på haven med hendes øjne: som et sted for håb, vækst, liv. Nogle dage lykkes det næsten.

Hver eneste plante er en opgave, hver eneste blomst en tidsrøver, hver eneste ukrudtsplante en stille hån mod mine alt andet end hårdhudsbetrukne hænder

Det mærkelige er, at livet herude langsomt, nærmest umærkeligt, har ændret noget i mig. Jeg kender nu trækkene i årstidernes ansigt. Jeg mærker en sær tilfredshed, når de første krokus bryder gennem den frosne jord, selv om jeg aldrig selv ville få den tanke at plante dem. Jeg ved, hvordan jorden dufter om aftenen efter en varm dag.

Og så er der fuglene. De kom først som noget, Madame gjorde opmærksom på: 'En rødhals! udbrød hun en vintermorgen, og jeg nikkede uden at vide, hvad jeg så. Nu hører jeg dem, før jeg ser dem – solsorten, der synger, som om hver morgen er den første, rødhalsens strofer fra hækken, de akrobatiske blåmejser, der klatrer på alle tænkelige måder for at finde føde. Der er en rytme i deres tilstedeværelse, en slags lydlandskab, der følger årets gang, og som man kun lærer at afkode, hvis man bliver længe nok. Nogle dage føles haven som en form for fuglehotel, hvor jeg bare er vikarierende receptionist. Jeg begynder at kende deres vaner, deres kald, deres korte pauser i grenene. De er ikke mine – men de er her, og jeg lytter.

Måske elsker jeg ikke haven. Måske kommer jeg aldrig til det. Men jeg glæder mig over det fredfyldte smil, der breder sig over Madames ansigt, når hun ser sin rosenbusk springe ud, eller når hun finder en lille nyspiret selvsået plante, som hun møder med samme begejstring, som andre møder en gammel ven.

Og i al hemmelighed, når ingen ser det – når det kun er mig, vinden og den store åbne himmel – hænder det, at jeg standser op midt på grusstien og føler noget i mig lette. Som om verden ånder langsommere her. Som om jeg på en eller anden måde også hører til.

'Naturen, det billige skidt' bliver som regel tilskrevet Poul Henningsen, men det stammer fra den store naturhylder og poet Otto Gelsted. Han introducerede vendingen i digtsamlingen Under uvejret fra 1934.

Dagens delvis relevante musikalske bonus

De dukker op overalt. De gamle mænd på min alder og derover. På kirkegårde, i parker, langs havnemoler og i botaniske haver. Ofte i vindjakke, nogle med kasket, og altid med det samme rolige tempo og med hænderne solidt forankret på ryggen. Ikke flagrende ved siden, ikke i lommerne, ikke optaget af mobiltelefoner– men stille hvilende, som om de bærer på noget usynligt. Måske visdom. Måske bare et lommetørklæde eller en læbepomade.

Noget tyder på, at udøverne af disciplinen helst skal have nået støvets år for at kunne praktisere den på en overbevisende måde. Jeg har set enkelte yngre repræsentanter for det maskuline køn forsøge sig – det er ganske enkelt en ynkelig forestilling. Kvinder, der går med hænderne på ryggen, forekommer ikke, og de ville antagelig også komme på kant med politilovens § 6 om forstyrrelse af den offentlige orden.

Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation

Spørger man en anatomikyndig, hvorfor gamle mænd går på den måde, vil man nok få en kedsommelig forklaring om, at man mister muskelmasse med alderen, holdningen ændrer sig, man synker sammen, og ved at samle hænderne på ryggen løfter man brystkassen, og skuldrene bliver trukket tilbage. Det er sikkert rigtigt, men ikke desto mindre er kroppen stadig foroverbøjet!

Min egen teori går ud på, at det drejer sig om andet og mere end muskler og tyngdekraft. Hænderne på ryggen er ikke bare en hvilestilling, men den livserfarnes uudtalte manifestation: 'Jeg har ikke længere travlt. Jeg observerer. Jeg dømmer ikke – men jeg ser alt.' Der er næsten noget majestætisk over det. Som om de gamle mænd med hænderne på ryggen går rundt i deres kongerige og inspicerer det hele med stoisk ro. Hvert skridt indgår i en form for meditation, og hænderne bag ryggen markerer det store overblik.

Måske er der tale om en slags protest mod den tid, vi lever i, hvor alles hænder konstant er beskæftiget med at scrolle, taste, swipe og trykke på knapper. Modstykket er ikke-handling: Hænderne samlet på ryggen og en stille undren over, at man ikke længere bruger hændene til at hugge brænde og skrive breve med, men til at like billeder på Instagram af hjemmelavede tapasanretninger og bønnesalater med hummus og syltede rødløg.

Man kan heller ikke helt se bort fra, at der i nogle tilfælde kan være et kulturbestemt element involveret. Blandt lærere, officerer og pensionerede embedsmænd er det nærmest obligatorisk at have hænderne på ryggen – en slags kropslig kliché. Hvis man har brugt en menneskealder på at undervise, kommandere eller skrive notater til kommunen, sætter det sig i kroppen. Måske er det hændernes egen protest: 'Vi har skrevet og gestikuleret nok. Nu holder vi pause heromme.'

Nå ja, endelig kan der være den jordbundne forklaring, at når man går med hænderne samlet på ryggen, skjuler man eventuelle rystelser, gigtdeformiteter og leverpletter – eller bare det faktum, at hænderne ikke længere ved, hvad de skal gøre af sig selv.

Uanset årsagen, er det en måde at gå på, der rummer en vis poesi. Et stilfærdigt symbol på, at man har set det meste, og nu ser man bare til ...

Dagens irrelevante musikalske bonus

Aarhus Universitetsforlag udgiver hver måned en såkaldt Tænkepause – et lille essay på cirka 60 sider, som formidler et emne på en lettilgængelig måde. I denne måned har Alexander Wieck Fjældstad, som er sanselig lugteforsker (jo, det findes!), skrevet om duft. Han mener, at lugtesansen er en overset superkraft, der i al stilhed styrer vores minder, former vores relationer og får os til at vælge den ene partner frem for den anden, før man overhovedet har talt sammen.

Jeg har hverken købt eller læst bogen endnu, men det skal vel ikke afholde en fra at elaborere lidt over lugtesansen som superkraft?

Før man ved af det, står man inde hos bageren med to surdejsboller og en lun kanelsnegl i en pose og et mildt selvhad i sjælen

Man bliver for eksempel opmærksom på lugtesansen, når man går fredeligt hen ad gaden og pludselig bliver ramt af duften af nybagt brød. Før man ved af det – og hvis man ellers kan lide lugten i bageriet – står man inde hos bageren med to surdejsboller og en lun kanelsnegl i en pose og et mildt selvhad i sjælen. Det var ikke maven, der tog beslutningen. Det var næsen.

Lugtesansen er den eneste af vores sanser, der sender signaler direkte til hjernens følelsescenter og hukommelse uden at tage omvejen forbi den rationelle del. Næsen henvender sig direkte til ens indre aktivitetscenter uden at bede om tilladelse. Det forklarer, hvorfor en bestemt parfume pludselig kan sende en direkte tilbage til en sommerforelskelse i 1. g, eller duften af en syrenbusk minder en om fordums læseferier. Det er også derfor, man aldrig mere kan spise karrysild efter bare én dårlig julefrokost.

Men det stopper ikke her. Forskerne har fundet ud af, at vi ubevidst vurderer andre mennesker ud fra deres lugt. Vi kan lugte os frem til genetisk kompatibilitet. Altså: næsen kan vælge kæreste for os. Det er ikke sikkert, at den har nogen udsøgt smag, men den vælger instinktivt. Så den kemi, man altid taler om, er måske bare en pæn måde at sige på, at 'du lugter godt, og jeg ved ikke hvorfor, men du er meget velkommen til komme nærmere!'

Lugten er vores indre tidsmaskine, følelsestermometer og sociale kompas i ét

Men hvorfor er lugtesansen mon så overset? Måske fordi den er usynlig. Man kan ikke tage et lugtbillede af en ferie. Man kan ikke høre en barndom i duften af mormors æblekage. Men man kan føle den. Det er netop det, der gør lugtesansen interessant – den taler ikke til vores logik, men til vores minder og følelser. Den er vores indre tidsmaskine, følelsestermometer og sociale kompas i ét.

I en verden, hvor billeder og lyd dominerer, burde vi nok give lugten en større rolle. Måske skulle vi begynde at tage duftselfies, sende postkort gnedet med grillkul eller give børn duftbøger i stedet for billedbøger. Når vi trækker vejret ind og mærker duften af regn på asfalt, friskbrygget kaffe eller nyslået græs, er det værd at huske på, at det er vores usynlige superkraft, der reagerer, og den har en historie at fortælle.

Gennem årene har jeg haft stor fornøjelse af Tænkepauserne. De er ikke dybere akademiske analyser, men det er heller ikke meningen med dem – formålet er at vække nysgerrighed og give et kvalificeret indspark til refleksion. Man mærker, at forfatterne har kærlighed til deres stof og en oprigtig lyst til at dele deres viden. Det er muligt at blive klogere på alt fra filosofi og psykologi til samfund og kultur uden de store forkundskaber. En slags mental espresso: kort, koncentreret og tankevækkende.

Hermed anbefalet.

Man kan tilmelde sig Aarhus Universitetsforlags nyhedsbrev her.

Opdatering: blogkollega capac har netop i dag skrevet om to andre Tænkepauser.

Dagens delvis relevante musikalske bonus

Forleden dag, da jeg gik en tur i byen, blev jeg mødt af et syn, der fik mig til at standse op og spørge nærmeste forbipasserende, hvad der foregik. På det modsatte fortov var der en flere hundrede meter lang kø, der fortsatte rundt om hjørnet og ned ad den næste gade. Det viste sig, at det var, fordi der var udsalg i BabySam.

Vi lever i udsalgenes og tilbuddenes tidsalder, hvor rabatterne regerer, og den sidste rest af værdighed er forduftet. Tilbuddene lurer overalt, ikke mindst i dagligvarebutikkerne, hvor en pakke spegepølse pludselig er nedsat til 9,95, og det ender med, at man kommer hjem med fire pakker, selv om man hader spegepølse.

Hvem kan spise fem pakker udskåret kyllingebryst på tre dage, bare fordi prisen var uforskammet lav?

Ingen ved efterhånden, hvad noget faktisk koster, men alle ved, at det helst skal være nedsat. Hvad prisen er på en liter mælk, afhænger af ugedagen, månefaserne og om man har den rigtige app. At gå på indkøb er nærmest blevet som at spekulere på aktiemarkedet, og det værste er, at alle har vænnet sig til det. Vi ser det som en form for sport, hvor det handler om at snyde systemet, før systemet snyder os. Vi planlægger, tjekker tilbudsaviser, sammenligner priser på tværs af bydele, og så står man dér – glad for at have sparet 7 kroner, men uden at vide, hvor meget man egentlig har købt for. Tilbud har forvandlet forbrugere til rabatjægere på evigt udkig efter billigste tilbud. Man handler ikke længere af behov, men af frygt for at gå glip af noget.

Samtidig med, at 'stop madspild'-feberen raser, vokser madspildet uanfægtet, for hvem kan spise fem pakker udskåret kyllingebryst på tre dage, bare fordi prisen var uforskammet lav?

Der eksisterer heller ikke loyalitet som før, hvor man købte sin kaffe samme sted som sin mor og sin mormor uden at skulle tjekke fire apps og en tilbudsavis først. Vi er blevet kunder uden fast base, utro mod vores lokale brugs, forført af Rema 1000 og Lidl, afhængige af lokalaviser og digitale kuponer. Hvorfor være trofast kunde, når man kan være utro hver weekend? Detailhandlen er blevet som Tinder – man swiper fra butik til butik i jagten på den næste 10-kronersforelskelse.

Priserne hopper og danser, og midt i rabatcirkusset stiger de stille og roligt bag kulisserne

Priserne hopper og danser, og midt i rabatcirkusset stiger de stille og roligt bag kulisserne, mens vi gnider os i hænderne i illusionen om at have gjort en god handel.

Tænk, hvis man forbød mængderabatter, kampagneuger, og alt hvad der hedder 'begrænset parti’. Vi ville kunne gå i supermarkedet uden at føle os som deltagere i et dårligt gameshow og holde op med at tro, at livet går ud på at få rabat. Vi ville måske endda begynde at stole på priserne igen, sådan som man engang stolede på sit postbud eller sin bankrådgiver. Der ville ikke være behov for at rode i tilbudskasser, slås om den sidste bakke med hakket oksekød eller stå i kø klokken seks om morgenen for at få en billig havestol.

For ikke at tale om butikspersonalet, der kunne pakke varer ud uden at skulle bygge pyramider af toiletpapir eller dåser med makrel i tomat. Butiksejerne ville slippe for at konkurrere sig selv halvt ihjel og i stedet få stabile indtægter og overskud nok til at tilbyde – ikke rabat – men ordentlig service. Eventuelt også en gratis kop kaffe for hyggens skyld.

Kunne vi bare få en verden, hvor tingene simpelt hen koster, hvad de koster, og hvor man handler, fordi man har brug for noget – ikke fordi man føler sig tvunget af sin egen spareiver.

Dagens irrelevante musikalske bonus

Trods min svimlende høje alder er jeg født adskillige år efter krigen og har derfor heldigvis/desværre ikke noget personligt forhold til den. Men jeg er gammel nok til at kunne huske, da alle stadig satte lys i vinduerne hvert år den 4. maj.

Det knager i fugerne, og rundt om er andre kræfter parat med både indgreb og nye muligheder. Lykken ligger forude, men hvordan finder man den?

Jeg har et personligt sekundært - eller måske snarere tertiært – 4. maj-minde, der knytter sig til den nu helt glemte familiekrønike De Beskedne, som Klaus Rifbjerg skrev i 20 afsnit til Radioteatret i 1975-76, hvor man kunne høre et nyt afsnit hver uge. Stykket handlede om en dansk families liv i lyst og nød fra de usikre halvtredsere til optimismens kulmination i ungdomsoprørets år 1968. En gammel tid – efterkrigstiden – er knap nok forbi og en ny endnu ikke begyndt. Boghandler Vestervang og hans kone og børn ser på fremtiden med frygt og forventning, men ved knap nok hvilken vej de skal vælge. Et gammelt familiemønster stiver dem af, det knager i fugerne, og rundt om er andre kræfter parat med både indgreb og nye muligheder. Lykken ligger forude, men hvordan finder man den?

Jeg sad klistret til højttalerne uge efter uge for at følge familien Vestervang, levendegjort af Louis Miehe-Renard, Lily Weiding, Finn Storgaard og Ulla Gottlieb. En hærskare af andre fremragende skuespillere medvirkede i serien. Jeg husker den som et stort panorama, der balancerede mellem historisk dokumentation, fiktion og det stadige spil mellem fædre og sønner, mødre og døtre, venner og veninder, onkler og tanter, overordnede og underordnede, herrer og slaver. Det spil, enhver kender. Et ikke uinteressant aspekt af public service, før der var noget der hed sådan, men bare var der.

Og hvad har det så med 4. maj at gøre? Simpelt hen, at første del af De Beskedne begynder med den 4. maj 1952. Familien Vestervang er i Tivoli for at fejre aftenen sammen med den ældre generation, som har norske rødder. Da de har spist smørrebrød, siger bedstemoderen: 'Nå skal vi på Tivoli ... Jeg tror ikke det finnes noe så deilig som København den fjerde mai!'

Selv om jeg ikke oplevede befrielsesaftenen, kan jeg tænke mig til jublen i gaderne den majaften i 1945, da man endelig kunne ånde frit igen. Det var forår, naturen var ved at springe ud – det må have været en ubeskrivelig lettelse. Levende lys i vindueskarme overalt – et symbol på håb og på, at mørket var forbi.

Nogle nåede aldrig at opleve friheden. Befrielsesaftenen var også en lejlighed til at mindes og ære dem, der havde reageret aktivt på uretfærdighed og undertrykkelse og ikke overlevet.

Netop nu, hvor truslen mod frihed og demokrati i Europa føles større end længe, giver det særlig mening at mindes 4. maj. Lyset i vindueskarmen bliver ikke kun et historisk ritual, men en stille og klar markering af retten til at leve i frihed, tænke frit og tale uden frygt – en påmindelse om, hvad der er på spil, når demokrati og fred ikke længere er en selvfølge.

P.S. Hvis nogen skulle undre sig over min detaljerede hukommelse, skyldes den, at teksten til De Beskedne i bogform har stået i min reol i mange år.

Man fryser i solen, sveder i skyggen og går hjem i tordenvejr. Sådan er maj, og inden man kommer ud ad døren, kan det tage sin tid, før man bliver enig med sig selv om, hvad man skal tage på af tøj. Men jeg har heldigvis min Harrington.

Harrington-jakken blev opfundet i 1937, da betænksomme folk hos Baracuta besluttede, at golfspillere ikke længere skulle trækkes med tunge uldjakker. De skabte model G9, en let, vindtæt og vandafvisende jakke i bomuld med elastiske manchetter og ternet Fraser Tartan-foring, der giver illusionen af sofistikeret stil, også selv om man skulle have en lettere tvivlsom t-shirt indenunder. Raglanærmerne er en anden elegant detalje:



James Dean – manden, der gjorde det cool at se sur ud – havde et rødt eksemplar på i filmen Rebel Without a Cause fra 1955, og pludselig fik alle unge mænd travlt med at ligne en, der lige havde skrevet en dyster digtsamling om tilværelsens meningsløshed. Steve McQueen tog jakken til næste niveau, hvor den blev en uundværlig del af hans tilbagelænede attitude.

Mærkværdigvis fik Baracuta G9 først sit folkelige tilnavn en halv snes år senere, da Ryan O'Neill iført jakken spillede karakteren Rodney Harrington i tv-serien Peyton Place. Ikke desto mindre var det James Dean og Steve McQueen, der gjorde den berømt.

Så kom briterne: Mods, skinheads, punks – alle tog Harrington-jakken til sig og gjorde den til deres egen. Den blev symbolet på en britisk arbejderklasseuniform. Men en Harrington hører til de få beklædningsgenstande, der kan bæres både af en vennesæl bedstefar og en 17-årig vred ung mand, uden at det ser forkert ud på nogen af dem.

Mens 80'ernes skulderpuder og 90'ernes Buffalo-sko heldigvis er forsvundet ud i glemslen (kan man håbe), har Harrington-jakken overlevet modens luner. Harrington-jakken er mere end bare en jakke. Den er perfekt, hvis man vil have et historisk forankret stykke overtøj uden at ligne en museumsgenstand. Den er, kort sagt, et sartorielt mesterværk, der forener golfklubber, rockkoncerter og fredag aftener på den lokale pub, selv om den ved første øjekast ikke ser ud af noget særligt.

Så hvis man(d) endnu ikke ejer en Harrington-jakke, er det måske på tide. Ikke fordi man nødvendigvis skal ligne Steve McQueen – men der sker jo ikke noget ved at prøve. Om ikke andet kan man i det mindste lade, som om man er en britisk arbejderklassehelt fra 60'erne ...

Den fås i alverdens farver, men jeg har selvfølgelig en marineblå som Steve McQueens.

Der findes både gode og tarvelige efterligninger, og når den originale G9 Harrington er ret dyr, skyldes det blandt andet, at den stadig fremstilles i England (Manchester), hvor arbejdskraft og produktionsomkostninger er høje. Til gengæld får man historie, kvalitet, autenticitet og ikke mindst etik med i købet. Og jakken er nærmest uopslidelig.

Faktisk har jeg også en olivengrøn oilskin-udgave fra Barbour, som er en nøjagtig kopi. Udover, at den er voksbehandlet og derfor mere vejrbestandig, har den kviltet for, så man kan bruge den langt ind i efteråret. Til gengæld er den tungere og mindre anvendelig om sommeren. Modellen er udgået, men der findes overskydende eksemplarer rundt omkring, fx her hvor den forbløffende nok kan fås for lidt over det halve af, hvad Baracutaen koster. Det kunne vække mistanke om, at der er tale om scam, men ScamAdviser.com siger god for den.

Dagens irrelevante musikalske bonus (Steve McQueen dukker op i teksten).

Maj måned, syrener og eksamenslæsning vil for mig altid være en tripelalliance. Hver gang foråret kommer anstigende med den søde duft af syrener, bliver jeg uundgåeligt kastet tilbage til de forårsdage, der var beslaglagt af eksamenslæsning, og tilværelsen var sat på standby. Syrenerne er ikke bare blomster – de er som en tidsmaskine, der automatisk vækker den gamle eksamensskræk til live.

Jeg kan næsten ikke huske en eksamensperiode uden syrenerne som min uofficielle partner in crime

Når syrenerne blomstrede udenfor, var det, som om naturen forsøgte at minde mig om, hvor travlt jeg havde. Jeg kan næsten ikke huske en eksamensperiode uden syrenerne som min uofficielle partner in crime. I gymnasiet, hvor jeg prøvede at få styr på latinbøjningsreglerne, og senere på universitetet, når jeg kæmpede med formueretlig dobbeltdisposition og fideikommissarisk substitution i håb om, at jeg aldrig kom op i det.

Hver gang jeg kiggede ud ad vinduet og så de lilla blomster, vidste jeg det: jeg havde ikke læst nok. Jeg havde ikke gjort det, jeg skulle. Jeg havde, som altid, udskudt det til sidste øjeblik. Når jeg gik udenfor for at trække lidt frisk luft, var duften af syrener overalt både en flugt fra stressen og en påmindelse om, at tiden var ved at slippe op. En duft, der sagde: 'Du kan ikke stoffet godt nok ... men det går nok alligevel.'

Syrener og eksamenslæsning er og bliver uløseligt forbundet i min verden. Hver gang jeg snuser til de blomster, bliver jeg både mindet om fortidens kaos og den underlige ro, der følger med at have klaret det, trods alt.

Hov, glemte jeg ikke at nævne, at 1. maj er Arbejdernes Internationale Kampdag? Egentlig ikke, for er den overhovedet relevant længere, nu hvor tiden er løbet ud for cigarpulsende fabrikanter med udspilet maveregion og høj hat? Og er røde faner, gamle slogans og megafoner ikke kun for ukuelige romantikere? De fleste arbejder hjemmefra på sofaen i deres sweatpants, og klassekampen består i at skrive en passivt-aggressiv e-mail til HR-afdelingen. Men hvad med de røde pølser i Fælledparken? Jo, de er sikkert stadig gode, og måske er det netop dem og alt tilbehøret, der holder traditionen i live: ikke kampgejsten, men senneppen, ketchuppen og håndbajerne.

Lav, men behagelig musik til hele maj