Selv om jeg bor en times kørsel fra København, er jeg jævnligt turist i byen helt frivilligt, men derudover har min tandlæge klinik i Dronningens Tværgade, så jeg er også tvunget til at tage turen nu og da. Det gør ikke noget, for jeg nyder altid at gå rundt i byen og have god tid til at se mig omkring, nu hvor tiden ikke længere går til spilde med arbejde, og hvad deraf følger.
Men jeg skal jo også tilbage igen. Dengang jeg arbejdede i København, begyndte myldretiden ved 16-tiden. En fredelig overgang fra kontorstol til bilsæde, en slags kollektiv rytme, hvor menneskemasserne dannede en bølgende strøm mod forstæderne. Men nu kan jeg konstatere, at myldretiden begynder kl. 15. Nogle dage allerede 14.45.
Folk flygter vel ikke fra deres skriveborde, fordi Beredskabs-styrelsen hver dag erklærer bygningen usikker lige efter frokost?
Hver gang jeg tager fra København midt på eftermiddagen, rammer jeg en tredelt bølge af biler på motorvejen med mennesker bag rattet, der tilsyneladende har opgivet idéen om at arbejde efter frokost. Det er, som om der eksisterer en uskreven regel om, at man senest skal være hjemme til eftermiddagskaffe; folk flygter vel ikke fra deres skriveborde, fordi Beredskabsstyrelsen hver dag erklærer bygningen usikker lige efter frokost?På den modsatte side af motorvejen er der naturligvis kø i den anden retning – kilometer efter kilometer af biler fyldt med mennesker, der først nu er på vej ind mod byen. Her trænger spørgsmålene sig for alvor på: Hvad laver de? Møder de først kl. 17? Har de allesammen nattevagter som ninjaer, hospitalspersonale og bagere? Er der opstået en ny samfundsgruppe – skumringsarbejdere – der opererer i gråzonen mellem kontortid og måneskin? Eller er de i virkeligheden slet ikke på vej på arbejde, men med i en landsdækkende gennemkoreograferet balletforestilling for personbiler? En slags pendlernes flashmob, hvor alle triller i takt og danner køer som en markering, ikke af svanens, men af bilens forestående død?
Og hvad med dem, der kører nordpå kl. 15? Er det deltidsansatte i forklædning? Har de fundet smuthuller i overenskomsterne, eller har de bare allesammen opgivet tanken om en fuld arbejdsdag? Måske lever de i et parallelunivers, hvor arbejdstid slutter, når frokosten er fordøjet og kaffekoppen tom.
Men hvad forklaringen end er, er resultatet det samme: Klokken 15.03 sad jeg der igen i går med en smule blod på tanden og tandlægeregningen i inderlommen, fanget som en moderne pilgrim i en procession af plugin-hybrider og firmabiler med massagefunktion i sæderne. Mens metalfloden sneglede sig afsted, spillede alle deres rolle til perfektion – it-konsulenter, folkeskolelærere og selvudnævnte parterapeuter – i et storslået skuespil, hvor ingen helt vidste, hvorfor vi skulle nordpå, men alle var enige om, at det skulle ske nu. Måske er det netop det, der samler os som samfund: troen på, at hvis vi bare triller længe nok i kø, ender vi et sted, hvor det hele giver mening. Måske i Farum.
Mens alle sidder dér og finjusterer siddestillingen for ottende gang, står det med ét klart: Det er ikke længere arbejdet, der definerer os – det er pendlingen. En livsform. En identitet. En daglig reminder om, at fremtiden ikke er ankommet – den holder stadig i kø.
* * *
Dagens irrelevante musikalske bonus
Når blogejeren har siddet med blod på tanden bag rattet og kraftigt udfordret føddernes knoglestruktur i en sand vekselvirkning mellem bilens tre pedaler, er han ikke alene med sin undren over biltrafikkens intensitet morgen, middag, eftermiddag og tidlig aften i centrum og ikke mindst Hovedstadens ”udadreagerende” færdselsårer.
Denne kommentator har ofte haft/har samme oplevelse på den fynske motorvej især omkring Odense, den nye Lillebæltsbro og i det jyske (såkaldte) trekantsområde. Forklaringer er ikke kun special-/overlægers hasten (tidlig) eftermiddag til deres privatkonsultationer, diverse flexordninger, kørsel af skolesøgende tvangsarvinger, patientkørsel (hjemtransport), tiltagende fysiske mødeaktiviteter o.l. efter Corvid-19´s netkonferencer, men dog medvirkende faktorer.
En anden potent forklaring kunne være, at statistikere har fundet ud af, at der er sket en forøgelse af den danske vognpark (2000-2020) på 46 procent svarende til 850.000 biler; f.eks. har mange husstande nu to biler……
@Erik Hulegaard: Tak for den malende og skarpsindige kommentar – man fornemmer tydeligt, at at kommentatoren selv har haft tænderne boret fast i rattet under myldretidens prøvelser!
Trafiktrængsel er ganske rigtigt ikke længere er et eksklusivt hovedstadsfænomen, men udspiller sig i fuldt flor på motorveje og broforbindelser over hele landet. En 46 procents stigning i bilparken over to årtier taler sit tydelige sprog, og når flere familier har to biler, får selv de bedste vejstrækninger svært ved at følge med.
Løsningen findes næppe i asfalt og rundkørsler, men i en kulturændring med hensyn til transport, fleksibilitet og vores forventninger til, hvor hurtigt vi kan komme fra et sted til et andet – uden at miste både fornuften og fodleddene på undervejs.
Tak for perspektiv og lidt brændstof til debatten.
Åh ja ... efter et langt arbejdsliv med 60 km hver vej hver dag fra Havdrup til Hørsholm, så ved jeg alt om myldretid. Det tog 45 minutter under ideelle forhold (fx om aftenen) og helt op til 2½ timer, plus det løse, da der skete mange uheld på strækningen, for ja: Det blev værre og værre, selvfølgelig fordi der kom flere og flere biler. Til mine sidste 10 arbejdsår fik jeg gennemtrumfet at have en hjemmearbejdsdag hver onsdag, ellers var jeg simpelthen død af al den køkørsel, selv om jeg mødte klokken syv for at undgå det værste. Om fredagen var jeg nødt til at køre 13:30 for ikke at være de nævnte 2½ time om at køre hjem,
Eneste gode var, at jeg fik hørt rigtig mange lydbøger gennem årene, men at slippe for de mange timer bag rattet var, især det første stykke tid, næsten det bedste ved at blive pensionist.
Jeg har lidt på fornemmelsen, at storkøbenhavnsområdet er ved at blive ét stort permanent myldretidsområde.
Efter sigende har vi noget nær fuld beskæftigelse i DK, så det undrer (også) mig såre, hvad alle de biler uden gule nummerplader laver på vejene midt i den bedste arbejdstid. Selv er jeg jo lovligt undskyldt for at fylde på cykelstien, når jeg som pensioneret el-cyklist overhaler køerne indenom.
@Ellen: Din lidelseshistorie ligner min til forveksling ,både hvad angår antal kilometer og tidsforbrug. Til sidst måtte jeg/vi tage hjemmefra senest kl. 6 om morgenen for at undgå den værste trængsel begge veje. Vi overlevede ved at købe os fri hver onsdag – en af de bedste investeringer, jeg nogensinde har gjort. Det er efterhånden nogle år siden, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være nu at skulle køre frem og tilbage hver dag ...
@Eric: Vi må nok desværre se i øjnene, at der bliver flere og flere ting at undre sig over, jo ældre vi bliver. Elcyklen var ikke opfundet, da jeg stadig arbejdede, men 2x60 km på to cykelhjul havde nok alligevel været i overkanten :)